search


keyboard_tab Digital Market Act 2022/1925 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2022/1925 DA cercato: 'efterkomme' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


expand index efterkomme:


whereas efterkomme:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 529

 

Artikel 3

Udpegelse af gatekeepere

1.   En virksomhed udpeges som gatekeeper, hvis:

a)

den har en betydelig indvirkning på det indre marked

b)

den udbyder en central platformstjeneste, der er en vigtig gateway for erhvervsbrugere til at nå ud til slutbrugerne, og

c)

den har en grundfæstet og varig stilling i sine aktiviteter, eller det kan forventes, at den vil få en sådan stilling i nær fremtid.

2.   En virksomhed anses for at opfylde de respektive krav i stk. 1:

a)

for så vidt angår stk. 1, litra a), hvis den har en årlig omsætning i Unionen på mindst 7,5 mia. EUR i hvert af de seneste tre regnskabsår, eller hvis dens gennemsnitlige markedskapitalisering eller dens tilsvarende reelle markedsværdi beløb sig til mindst 75 mia. EUR i det seneste regnskabsår, og den udbyder den samme centrale platformstjeneste i mindst tre medlemsstater

b)

for så vidt angår stk. 1, litra b), hvis den udbyder en central platformstjeneste, som i det seneste regnskabsår har mindst 45 millioner månedlige aktive slutbrugere, der er etableret eller beliggende i Unionen, og mindst 10 000 årlige aktive erhvervsbrugere, der er etableret i Unionen, identificeret og beregnet efter den metode og de indikatorer, der er fastsat i bilaget

c)

for så vidt angår stk. 1, litra c), hvis tærsklerne i nærværende stykkes litra b) blev opfyldt i hvert af de seneste tre regnskabsår.

3.   Hvis en virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, opfylder alle tærsklerne i stk. 2, underretter den straks og under alle omstændigheder senest to måneder, efter at disse tærskler er opfyldt, Kommissionen herom og giver den de relevante oplysninger, der er anført i stk. 2. Underretningen skal indeholde de i stk. 2 omhandlede relevante oplysninger for hver af de af virksomhedens centrale platformstjenester, der opfylder tærsklerne i stk. 2, litra b). Når yderligere en central platformstjeneste, der udbydes af den virksomhed, som tidligere er blevet udpeget som gatekeeper, opfylder tærsklerne i stk. 2, litra b) og c), underretter den pågældende virksomhed Kommissionen herom senest to måneder, efter at nævnte tærskler er opfyldt.

Hvis den virksomhed, der udbyder den centrale platformstjeneste, undlader at underrette Kommissionen i henhold til dette stykkes første afsnit og undlader inden for den frist, der er fastsat af Kommissionen i anmodningen om oplysninger i henhold til artikel 21, at fremlægge alle de relevante oplysninger, der kræves, for at Kommissionen kan udpege den pågældende virksomhed som gatekeeper i henhold til nærværende artikels stk. 4, har Kommissionen dog ret til at udpege denne virksomhed som gatekeeper på grundlag af de for Kommissionen foreliggende oplysninger.

Hvis den virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, efterkommer anmodningen om oplysninger i henhold til dette stykkes andet afsnit, eller hvis oplysningerne gives efter udløbet af den i nævnte afsnit omhandlede frist, anvender Kommissionen proceduren i stk. 4.

4.   Uden unødig forsinkelse og senest 45 arbejdsdage efter modtagelsen af de i stk. 3 omhandlede fuldstændige oplysninger udpeger Kommissionen en virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, og som har opfyldt alle tærsklerne i stk. 2, som gatekeeper.

5.   Den virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, kan sammen med sin underretning fremlægge tilstrækkeligt underbyggede argumenter til at påvise, at den undtagelsesvis, selv om den opfylder alle tærsklerne i stk. 2, på grund af de omstændigheder, hvorunder den relevante centrale platformstjeneste fungerer, ikke opfylder kravene i stk. 1.

Hvis Kommissionen finder, at de argumenter, der i henhold til første afsnit er fremsat af den virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, ikke er tilstrækkeligt underbyggede, fordi de ikke klart rejser tvivl om formodningerne i denne artikels stk. 2, kan den afvise de pågældende argumenter inden for den frist, der er omhandlet i stk. 4, uden at anvende proceduren i artikel 17, stk. 3.

Hvis den virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, fremlægger sådanne tilstrækkeligt underbyggede argumenter, der klart rejser tvivl om formodningerne i denne artikels stk. 2, kan Kommissionen, uanset nærværende stykkes første afsnit, inden for den frist, der er omhandlet i denne artikels stk. 4, indlede proceduren i artikel 17, stk. 3.

Hvis Kommissionen konkluderer, at den virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, ikke har været i stand til at påvise, at de relevante centrale platformstjenester, som den udbyder, ikke opfylder kravene i denne artikels stk. 1, udpeger den pågældende virksomhed som gatekeeper efter proceduren i artikel 17, stk. 3.

6.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 49 for at supplere denne forordning ved at præcisere metoden til at fastslå, om de kvantitative tærskler i nærværende artikels stk. 2 er opfyldt, og til regelmæssigt at tilpasse den pågældende metode til markedsudviklingen og den teknologiske udvikling, hvis det er nødvendigt.

7.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 49 for at ændre denne forordning ved at ajourføre metoden og listen over indikatorer i bilaget.

8.   Kommissionen udpeger efter proceduren i artikel 17 enhver virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, som gatekeeper, når den pågældende virksomhed opfylder hvert af kravene i nærværende artikels stk. 1, men ikke opfylder hver af tærsklerne i nærværende artikels stk. 2.

Med henblik herpå tager Kommissionen hensyn til nogle af eller alle følgende elementer, for så vidt de er relevante for den pågældende virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester:

a)

den pågældende virksomheds størrelse, herunder omsætning og markedskapitalisering, aktiviteter og stilling

b)

antallet af erhvervsbrugere, der anvender den centrale platformstjeneste for at nå ud til slutbrugerne, og antallet af slutbrugere

c)

netværkseffekter og datadrevne fordele, navnlig i forbindelse med den pågældende virksomheds adgang til og indsamling af personoplysninger og andre data end personoplysninger eller analysekapacitet

d)

eventuelle stordrifts- eller synergieffekter, som virksomheden drager fordel af, herunder med hensyn til data og, hvor det er relevant, med hensyn til dens aktiviteter uden for Unionen

e)

fastlåsning af erhvervsbrugere eller slutbrugere, herunder skifteomkostninger og adfærdsrelaterede skævheder, der mindsker erhvervsbrugernes og slutbrugernes mulighed for at skifte eller multihome

f)

en konglomeratlignende selskabsstruktur i eller vertikal integration af den pågældende virksomhed, f.eks. dens mulighed for at krydssubsidiere, kombinere data fra forskellige kilder eller udnytte sin stilling, eller

g)

andre strukturelle erhvervs- eller tjenestekarakteristika.

Når Kommissionen foretager sin vurdering i henhold til dette stykke, tager den hensyn til den forventede udvikling vedrørende elementerne i andet afsnit, herunder eventuelle planlagte fusioner med deltagelse af en anden virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester eller andre tjenester i den digitale sektor eller muliggør indsamling af data.

Hvis en virksomhed, der udbyder en central platformstjeneste, som ikke opfylder de kvantitative tærskler i stk. 2, på en væsentlig måde undlader at efterkomme de undersøgelsesforanstaltninger, som Kommissionen har pålagt, og denne manglende overholdelse varer ved, efter at den pågældende virksomhed er blevet opfordret til overholdelse inden for en rimelig frist og til at fremsætte bemærkninger, kan Kommissionen udpege denne virksomhed som gatekeeper på grundlag af de for Kommissionen foreliggende faktiske oplysninger.

9.   For hver virksomhed, der udpeges som gatekeeper i henhold til stk. 4 eller 8, anfører Kommissionen i udpegelsesafgørelsen de relevante centrale platformstjenester, der udbydes inden for den pågældende virksomhed, og som hver især er en vigtig gateway for erhvervsbrugere til at nå ud til slutbrugere, jf. stk. 1, litra b).

10.   Gatekeeperen skal opfylde de forpligtelser, der er fastsat i artikel 5, 6 og 7, senest seks måneder, efter at en central platformstjeneste er blevet anført i udpegelsesafgørelsen i henhold til nærværende artikels stk. 9.

Artikel 7

Gatekeeperes forpligtelse vedrørende interoperabilitet mellem nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester

1.   Hvis en gatekeeper udbyder nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, der er anført i udpegelsesafgørelsen i henhold til artikel 3, stk. 9, gør den de grundlæggende funktionaliteter i sine nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester interoperable med de nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester hos en anden udbyder, der tilbyder eller agter at tilbyde sådanne tjenester i Unionen, ved på anmodning og gratis at tilvejebringe de nødvendige tekniske grænseflader eller lignende løsninger, der fremmer interoperabilitet.

2.   Gatekeeperen gør mindst følgende grundlæggende funktionaliteter, jf. stk. 1, interoperable, hvis gatekeeperen selv udbyder de pågældende funktionaliteter til sine egne slutbrugere:

a)

efter anførelsen i udpegelsesafgørelsen i henhold til artikel 3, stk. 9:

i)

end-to-end-tekstbeskeder mellem to individuelle slutbrugere

ii)

deling af billeder, talemeddelelser, videoer og andre vedhæftede filer i forbindelse med end-to-end-kommunikation mellem to individuelle slutbrugere

b)

inden for to år efter udpegelsen:

i)

end-to-end-tekstbeskeder inden for grupper af individuelle slutbrugere

ii)

deling af billeder, talemeddelelser, videoer og andre vedhæftede filer i forbindelse med end-to-end-kommunikation mellem en gruppechat og en individuel slutbruger

c)

inden for fire år efter udpegelsen:

i)

end-to-end-taleopkald mellem to individuelle slutbrugere

ii)

end-to-end-videoopkald mellem to individuelle slutbrugere

iii)

end-to-end-taleopkald mellem en gruppechat og en individuel slutbruger

iv)

end-to-end-videoopkald mellem en gruppechat og en individuel slutbruger.

3.   Det sikkerhedsniveau, herunder i givet fald end-to-end-kryptering, som gatekeeperen tilvejebringer for sine egne slutbrugere, opretholdes på tværs af de interoperable tjenester.

4.   Gatekeeperen offentliggør et standardtilbud, der fastsætter de tekniske detaljer og de generelle vilkår og betingelser for interoperabilitet med dens nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, herunder de nødvendige detaljer om sikkerhedsniveau og end-to-end-kryptering. Gatekeeperen offentliggør det pågældende standardtilbud inden for den periode, der er fastsat i artikel 3, stk. 10, og ajourfører det om nødvendigt.

5.   Efter offentliggørelsen af standardtilbuddet i henhold til stk. 4 kan enhver udbyder af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, der tilbyder eller agter at tilbyde sådanne tjenester i Unionen, anmode om interoperabilitet med de nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, der udbydes af gatekeeperen. En sådan anmodning kan omfatte nogle af eller alle de grundlæggende funktionaliteter, der er anført i stk. 2. Gatekeeperen efterkommer enhver rimelig anmodning om interoperabilitet inden for tre måneder efter modtagelsen af anmodningen ved at gøre de grundlæggende funktionaliteter, der blev anmodet om, operationelle.

6.   Kommissionen kan på gatekeeperens begrundede anmodning undtagelsesvis forlænge fristen for efterkommelse i henhold til stk. 2 eller 5, hvis gatekeeperen påviser, at dette er nødvendigt for at sikre effektiv interoperabilitet og for at opretholde det nødvendige sikkerhedsniveau, herunder i givet fald end-to-end-kryptering.

7.   Slutbrugerne af de nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester hos gatekeeperen og hos den anmodende udbyder af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester bestemmer selv, om de vil gøre brug af de interoperable grundlæggende funktionaliteter, der kan udbydes af gatekeeperen i henhold til stk. 1.

8.   Gatekeeperen indsamler og udveksler med den udbyder af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, der foretager en anmodning om interoperabilitet, kun de af slutbrugernes personoplysninger, der er strengt nødvendige for at tilvejebringe effektiv interoperabilitet. Enhver sådan indsamling og udveksling af slutbrugernes personoplysninger skal fuldt ud overholde forordning (EU) 2016/679 og direktiv 2002/58/EF.

9.   Gatekeeperen er ikke forhindret i at træffe foranstaltninger til at sikre, at tredjepartsudbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, der anmoder om interoperabilitet, ikke bringer integriteten, sikkerheden og privatlivets fred i forbindelse med dens tjenester i fare, forudsat at sådanne foranstaltninger er strengt nødvendige og forholdsmæssige og behørigt begrundet af gatekeeperen.

Artikel 9

Suspension

1.   Hvis gatekeeperen i en begrundet anmodning påviser, at opfyldelse af en specifik forpligtelse, der er fastsat i artikel 5, 6 eller 7, for en central platformstjeneste, der er anført i udpegelsesafgørelsen i henhold til artikel 3, stk. 9, på grund af ganske særlige omstændigheder, som ligger uden for gatekeeperens kontrol, vil bringe den økonomiske levedygtighed af dens virksomhed i Unionen i fare, kan Kommissionen vedtage en gennemførelsesretsakt, der indeholder dens afgørelse om undtagelsesvis helt eller delvist at suspendere den specifikke forpligtelse, der er omhandlet i den pågældende begrundede anmodning, (»afgørelsen om suspension«). I denne gennemførelsesretsakt begrunder Kommissionen sin afgørelse om suspension ved at anføre de ganske særlige omstændigheder, der berettiger suspensionen. Denne gennemførelsesretsakt begrænses, så den kun gælder i det omfang og så længe, det er nødvendigt for at imødegå en sådan trussel mod gatekeeperens levedygtighed. Kommissionen sigter mod at vedtage denne gennemførelsesretsakt straks og senest tre måneder efter modtagelsen af en fuldstændig, begrundet anmodning. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter rådgivningsproceduren, jf. artikel 50, stk. 2.

2.   Hvis suspension indrømmes i henhold til stk. 1, tager Kommissionen sin afgørelse om suspension op til fornyet overvejelse hvert år, medmindre der i afgørelsen er angivet et kortere mellemrum. Efter en sådan fornyet overvejelse ophæver Kommissionen enten helt eller delvist suspensionen eller bestemmer, at betingelserne i stk. 1 fortsat er opfyldt.

3.   I hastetilfælde kan Kommissionen på en gatekeepers begrundede anmodning midlertidigt suspendere anvendelsen af en specifik forpligtelse som omhandlet i stk. 1 på en eller flere individuelle centrale platformstjenester allerede forud for afgørelsen i henhold til nævnte stykke. En sådan anmodning kan fremsættes og efterkommes når som helst i afventning af Kommissionens vurdering i henhold til stk. 1.

4.   Ved vurderingen af anmodningen omhandlet i stk. 1 og 3 tager Kommissionen navnlig hensyn til, hvilken indvirkning overholdelse af den specifikke forpligtelse vil have på den økonomiske levedygtighed af gatekeeperens virksomhed i Unionen samt på tredjeparter, navnlig SMV'er og forbrugere. Suspensionen kan gøres betinget af betingelser og forpligtelser, som fastsættes af Kommissionen for at sikre en rimelig balance mellem disse interesser og målene for denne forordning.

Artikel 10

Fritagelse begrundet i hensynet til folkesundheden og den offentlige sikkerhed

1.   Kommissionen kan efter en begrundet anmodning fra en gatekeeper eller på eget initiativ vedtage en gennemførelsesretsakt, der redegør for dens afgørelse om helt eller delvis at fritage den pågældende gatekeeper fra en specifik forpligtelse i artikel 5, 6 eller 7 i forbindelse med en central platformstjeneste, der er anført i udpegelsesafgørelsen i henhold til artikel 3, stk. 9, hvis en sådan fritagelse er berettiget af de grunde, der er anført i nærværende artikels stk. 3 (»afgørelsen om fritagelse«). Kommissionen vedtager afgørelsen om fritagelse inden for tre måneder efter modtagelsen af en fuldstændig, begrundet anmodning og afgiver en begrundet erklæring med en forklaring af grundene til fritagelsen. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter rådgivningsproceduren, jf. artikel 50, stk. 2.

2.   Hvis der indrømmes en fritagelse i henhold til stk. 1, tager Kommissionen sin afgørelse om fritagelse op til fornyet overvejelse, hvis grunden til fritagelsen ikke længere foreligger, eller mindst en gang om året. Efter en sådan fornyet overvejelse ophæver Kommissionen enten helt eller delvist fritagelsen eller bestemmer, at betingelserne i stk. 1 fortsat er opfyldt.

3.   En fritagelse i henhold til stk. 1 kan kun indrømmes med begrundelse i hensynet til folkesundheden eller den offentlige sikkerhed.

4.   I hastetilfælde kan Kommissionen efter en begrundet anmodning fra en gatekeeper eller på eget initiativ midlertidigt suspendere anvendelsen af en specifik forpligtelse som omhandlet i stk. 1 på en eller flere individuelle centrale platformstjenester allerede inden afgørelsen i henhold til nævnte stykke. En sådan anmodning kan fremsættes og efterkommes når som helst i afventning af Kommissionens vurdering i henhold til stk. 1.

5.   Ved vurderingen af anmodningen omhandlet i stk. 1 og 4 tager Kommissionen navnlig hensyn til konsekvenserne af overholdelse af den specifikke forpligtelse for de i stk. 3 omhandlede grunde samt virkningerne for den berørte gatekeeper og for tredjeparter. Kommissionen kan gøre suspensionen betinget af betingelser og forpligtelser for at sikre en rimelig balance mellem de mål, der forfølges med begrundelsen i stk. 3, og målene i denne forordning.

Artikel 31

Tvangsbøder

1.   Kommissionen kan vedtage en afgørelse, der pålægger virksomheder, herunder, hvis det er relevant, gatekeepere, og sammenslutninger af virksomheder tvangsbøder på op til 5 % af den gennemsnitlige daglige omsætning på verdensplan i det foregående regnskabsår fra det i afgørelsen fastsatte tidspunkt for at tvinge dem til at:

a)

overholde de foranstaltninger, der er specificeret af Kommissionen i en afgørelse vedtaget i henhold til artikel 8, stk. 2

b)

efterkomme afgørelsen i henhold til artikel 18, stk. 1

c)

afgive korrekte og fuldstændige oplysninger inden for den frist, der er fastsat i en anmodning om oplysninger fremsat ved en afgørelse i henhold til artikel 21

d)

sikre adgang til databaser, algoritmer og oplysninger om test som svar på en anmodning i henhold til artikel 21, stk. 3, og give forklaringer på dem som krævet i en afgørelse i henhold til artikel 21

e)

underkaste sig et kontrolbesøg, der er pålagt ved en afgørelse truffet i henhold til artikel 23

f)

efterkomme en afgørelse om foreløbige foranstaltninger i henhold til artikel 24

g)

efterkomme tilsagn, der er gjort retligt bindende ved en afgørelse i henhold til artikel 25, stk. 1

h)

efterkomme en afgørelse i henhold til artikel 29, stk. 1.

2.   Hvis virksomhederne eller sammenslutningerne af virksomheder har opfyldt den forpligtelse, som tvangsbøden skulle gennemtvinge, kan Kommissionen vedtage en gennemførelsesretsakt, der fastsætter tvangsbødens endelige størrelse til et lavere beløb end det, der ville følge af den oprindelige afgørelse. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter rådgivningsproceduren, jf. artikel 50, stk. 2.


whereas









keyboard_arrow_down