search


keyboard_tab Digital Market Act 2022/1925 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2022/1925 DA cercato: 'vedtage' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


expand index vedtage:


whereas vedtage:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 1173

 

Artikel 1

Genstand og anvendelsesområde

1.   Formålet med denne forordning er at bidrage til et velfungerende indre marked ved at fastsætte harmoniserede regler, der sikrer alle virksomheder åbne og fair markeder med tilstedeværelse af gatekeepere i den digitale sektor i hele Unionen, til gavn for erhvervsbrugere og slutbrugere.

2.   Denne forordning finder anvendelse på centrale platformstjenester, der udbydes eller tilbydes af gatekeepere til erhvervsbrugere, som er etableret i Unionen, eller slutbrugere, der er etableret eller befinder sig i Unionen, uanset gatekeepernes etableringssted eller hjemsted, og uanset hvilken ret der i øvrigt finder anvendelse på leveringen af tjenester.

3.   Denne forordning finder ikke anvendelse på markeder, der vedrører:

a)

elektroniske kommunikationsnet som defineret i artikel 2, nr. 1), i direktiv (EU) 2018/1972

b)

elektroniske kommunikationstjenester som defineret i artikel 2, nr. 4), i direktiv (EU) 2018/1972, bortset fra sådanne tjenester, der vedrører nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester.

4.   For så vidt angår interpersonelle kommunikationstjenester som defineret i artikel 2, nr. 5), i direktiv (EU) 2018/1972 berører denne forordning ikke de beføjelser og ansvarsområder, der er tillagt nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder i medfør af nævnte direktivs artikel 61.

5.   For at undgå fragmentering af det indre marked må medlemsstaterne ikke pålægge gatekeepere yderligere forpligtelser gennem love eller administrative foranstaltninger med henblik på at sikre åbne og fair markeder. Intet i denne forordning er til hinder for, at medlemsstaterne pålægger virksomheder, herunder virksomheder, der udbyder centrale platformstjenester, forpligtelser på områder, der falder uden for denne forordnings anvendelsesområde, forudsat at de pågældende forpligtelser er forenelige med EU-retten og ikke følger af, at de relevante virksomheder har status som gatekeeper som omhandlet i denne forordning.

6.   Denne forordning berører ikke anvendelsen af artikel 101 og 102 i TEUF. Den berører heller ikke:

a)

nationale konkurrenceregler, der forbyder konkurrencebegrænsende aftaler, vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder, samordnet praksis og misbrug af dominerende stilling

b)

nationale konkurrenceregler, der forbyder andre former for ensidig adfærd, for så vidt som de anvendes på andre virksomheder end gatekeepere eller indebærer, at gatekeepere pålægges yderligere forpligtelser, og

c)

Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (23) og nationale regler om fusionskontrol.

7.   De nationale myndigheder må ikke træffe afgørelser, der er i strid med en afgørelse truffet af Kommissionen i henhold til denne forordning. Kommissionen og medlemsstaterne indgår i tæt samarbejde og koordinerer deres håndhævelsestiltag på grundlag af principperne i artikel 37 og 38.

Artikel 3

Udpegelse af gatekeepere

1.   En virksomhed udpeges som gatekeeper, hvis:

a)

den har en betydelig indvirkning på det indre marked

b)

den udbyder en central platformstjeneste, der er en vigtig gateway for erhvervsbrugere til at nå ud til slutbrugerne, og

c)

den har en grundfæstet og varig stilling i sine aktiviteter, eller det kan forventes, at den vil få en sådan stilling i nær fremtid.

2.   En virksomhed anses for at opfylde de respektive krav i stk. 1:

a)

for så vidt angår stk. 1, litra a), hvis den har en årlig omsætning i Unionen på mindst 7,5 mia. EUR i hvert af de seneste tre regnskabsår, eller hvis dens gennemsnitlige markedskapitalisering eller dens tilsvarende reelle markedsværdi beløb sig til mindst 75 mia. EUR i det seneste regnskabsår, og den udbyder den samme centrale platformstjeneste i mindst tre medlemsstater

b)

for så vidt angår stk. 1, litra b), hvis den udbyder en central platformstjeneste, som i det seneste regnskabsår har mindst 45 millioner månedlige aktive slutbrugere, der er etableret eller beliggende i Unionen, og mindst 10 000 årlige aktive erhvervsbrugere, der er etableret i Unionen, identificeret og beregnet efter den metode og de indikatorer, der er fastsat i bilaget

c)

for så vidt angår stk. 1, litra c), hvis tærsklerne i nærværende stykkes litra b) blev opfyldt i hvert af de seneste tre regnskabsår.

3.   Hvis en virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, opfylder alle tærsklerne i stk. 2, underretter den straks og under alle omstændigheder senest to måneder, efter at disse tærskler er opfyldt, Kommissionen herom og giver den de relevante oplysninger, der er anført i stk. 2. Underretningen skal indeholde de i stk. 2 omhandlede relevante oplysninger for hver af de af virksomhedens centrale platformstjenester, der opfylder tærsklerne i stk. 2, litra b). Når yderligere en central platformstjeneste, der udbydes af den virksomhed, som tidligere er blevet udpeget som gatekeeper, opfylder tærsklerne i stk. 2, litra b) og c), underretter den pågældende virksomhed Kommissionen herom senest to måneder, efter at nævnte tærskler er opfyldt.

Hvis den virksomhed, der udbyder den centrale platformstjeneste, undlader at underrette Kommissionen i henhold til dette stykkes første afsnit og undlader inden for den frist, der er fastsat af Kommissionen i anmodningen om oplysninger i henhold til artikel 21, at fremlægge alle de relevante oplysninger, der kræves, for at Kommissionen kan udpege den pågældende virksomhed som gatekeeper i henhold til nærværende artikels stk. 4, har Kommissionen dog ret til at udpege denne virksomhed som gatekeeper på grundlag af de for Kommissionen foreliggende oplysninger.

Hvis den virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, efterkommer anmodningen om oplysninger i henhold til dette stykkes andet afsnit, eller hvis oplysningerne gives efter udløbet af den i nævnte afsnit omhandlede frist, anvender Kommissionen proceduren i stk. 4.

4.   Uden unødig forsinkelse og senest 45 arbejdsdage efter modtagelsen af de i stk. 3 omhandlede fuldstændige oplysninger udpeger Kommissionen en virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, og som har opfyldt alle tærsklerne i stk. 2, som gatekeeper.

5.   Den virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, kan sammen med sin underretning fremlægge tilstrækkeligt underbyggede argumenter til at påvise, at den undtagelsesvis, selv om den opfylder alle tærsklerne i stk. 2, på grund af de omstændigheder, hvorunder den relevante centrale platformstjeneste fungerer, ikke opfylder kravene i stk. 1.

Hvis Kommissionen finder, at de argumenter, der i henhold til første afsnit er fremsat af den virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, ikke er tilstrækkeligt underbyggede, fordi de ikke klart rejser tvivl om formodningerne i denne artikels stk. 2, kan den afvise de pågældende argumenter inden for den frist, der er omhandlet i stk. 4, uden at anvende proceduren i artikel 17, stk. 3.

Hvis den virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, fremlægger sådanne tilstrækkeligt underbyggede argumenter, der klart rejser tvivl om formodningerne i denne artikels stk. 2, kan Kommissionen, uanset nærværende stykkes første afsnit, inden for den frist, der er omhandlet i denne artikels stk. 4, indlede proceduren i artikel 17, stk. 3.

Hvis Kommissionen konkluderer, at den virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, ikke har været i stand til at påvise, at de relevante centrale platformstjenester, som den udbyder, ikke opfylder kravene i denne artikels stk. 1, udpeger den pågældende virksomhed som gatekeeper efter proceduren i artikel 17, stk. 3.

6.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 49 for at supplere denne forordning ved at præcisere metoden til at fastslå, om de kvantitative tærskler i nærværende artikels stk. 2 er opfyldt, og til regelmæssigt at tilpasse den pågældende metode til markedsudviklingen og den teknologiske udvikling, hvis det er nødvendigt.

7.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 49 for at ændre denne forordning ved at ajourføre metoden og listen over indikatorer i bilaget.

8.   Kommissionen udpeger efter proceduren i artikel 17 enhver virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, som gatekeeper, når den pågældende virksomhed opfylder hvert af kravene i nærværende artikels stk. 1, men ikke opfylder hver af tærsklerne i nærværende artikels stk. 2.

Med henblik herpå tager Kommissionen hensyn til nogle af eller alle følgende elementer, for så vidt de er relevante for den pågældende virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester:

a)

den pågældende virksomheds størrelse, herunder omsætning og markedskapitalisering, aktiviteter og stilling

b)

antallet af erhvervsbrugere, der anvender den centrale platformstjeneste for at nå ud til slutbrugerne, og antallet af slutbrugere

c)

netværkseffekter og datadrevne fordele, navnlig i forbindelse med den pågældende virksomheds adgang til og indsamling af personoplysninger og andre data end personoplysninger eller analysekapacitet

d)

eventuelle stordrifts- eller synergieffekter, som virksomheden drager fordel af, herunder med hensyn til data og, hvor det er relevant, med hensyn til dens aktiviteter uden for Unionen

e)

fastlåsning af erhvervsbrugere eller slutbrugere, herunder skifteomkostninger og adfærdsrelaterede skævheder, der mindsker erhvervsbrugernes og slutbrugernes mulighed for at skifte eller multihome

f)

en konglomeratlignende selskabsstruktur i eller vertikal integration af den pågældende virksomhed, f.eks. dens mulighed for at krydssubsidiere, kombinere data fra forskellige kilder eller udnytte sin stilling, eller

g)

andre strukturelle erhvervs- eller tjenestekarakteristika.

Når Kommissionen foretager sin vurdering i henhold til dette stykke, tager den hensyn til den forventede udvikling vedrørende elementerne i andet afsnit, herunder eventuelle planlagte fusioner med deltagelse af en anden virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester eller andre tjenester i den digitale sektor eller muliggør indsamling af data.

Hvis en virksomhed, der udbyder en central platformstjeneste, som ikke opfylder de kvantitative tærskler i stk. 2, på en væsentlig måde undlader at efterkomme de undersøgelsesforanstaltninger, som Kommissionen har pålagt, og denne manglende overholdelse varer ved, efter at den pågældende virksomhed er blevet opfordret til overholdelse inden for en rimelig frist og til at fremsætte bemærkninger, kan Kommissionen udpege denne virksomhed som gatekeeper på grundlag af de for Kommissionen foreliggende faktiske oplysninger.

9.   For hver virksomhed, der udpeges som gatekeeper i henhold til stk. 4 eller 8, anfører Kommissionen i udpegelsesafgørelsen de relevante centrale platformstjenester, der udbydes inden for den pågældende virksomhed, og som hver især er en vigtig gateway for erhvervsbrugere til at nå ud til slutbrugere, jf. stk. 1, litra b).

10.   Gatekeeperen skal opfylde de forpligtelser, der er fastsat i artikel 5, 6 og 7, senest seks måneder, efter at en central platformstjeneste er blevet anført i udpegelsesafgørelsen i henhold til nærværende artikels stk. 9.

Artikel 4

Revision af gatekeeperes status

1.   Kommissionen kan på anmodning eller på eget initiativ til enhver tid genoverveje, ændre eller ophæve en udpegelsesafgørelse, der er vedtaget i henhold til artikel 3, af en af følgende grunde:

a)

der er sket væsentlige ændringer af de faktiske forhold, som lå til grund for udpegelsesafgørelsen

b)

udpegelsesafgørelsen var baseret på ufuldstændige, ukorrekte eller vildledende oplysninger.

2.   Kommissionen undersøger regelmæssigt og mindst hvert tredje år, om gatekeeperne fortsat opfylder kravene i artikel 3, stk. 1. Det skal i undersøgelsen også undersøges, om der er behov for at ændre gatekeepernes liste over de centrale platformstjenester, som hver især er en vigtig gateway for erhvervsbrugere til at nå ud til slutbrugere, jf. artikel 3, stk. 1, litra b). Undersøgelserne har ingen opsættende virkning på gatekeeperens forpligtelser.

Kommissionen undersøger også mindst en gang om året, om nye virksomheder, der udbyder centrale platformstjenester, opfylder disse krav.

Hvis Kommissionen på grundlag af undersøgelserne i henhold til første afsnit finder, at de faktiske forhold, som lå til grund for udpegelsen af virksomheder, der udbyder centrale platformstjenester, som gatekeepere, har ændret sig, vedtager den en afgørelse, der bekræfter, ændrer eller ophæver udpegelsesafgørelsen.

3.   Kommissionen offentliggør og ajourfører en liste over gatekeepere og listen over de centrale platformstjenester, for hvilke de løbende skal opfylde de forpligtelser, der er fastsat i kapitel III.

KAPITEL III

GATEKEEPERES PRAKSIS, DER BEGRÆNSER DEN FRIE MARKEDSADGANG ELLER ER URIMELIG

Artikel 8

Overholdelse af forpligtelser for gatekeepere

1.   Gatekeeperen skal sikre og påvise, at de forpligtelser, der er fastsat i denne forordnings artikel 5, 6 og 7, er overholdt. De foranstaltninger, der gennemføres af gatekeeperen for at sikre opfyldelse af de nævnte artikler, skal være effektive med hensyn til at nå målene for denne forordning og for den relevante forpligtelse. Gatekeeperen sikrer, at gennemførelsen af de pågældende foranstaltninger er i overensstemmelse med den relevante ret, navnlig forordning (EU) 2016/679, direktiv 2002/58/EF og lovgivningen om cybersikkerhed, forbrugerbeskyttelse og produktsikkerhed, samt med tilgængelighedskravene.

2.   Kommissionen kan på eget initiativ eller på en gatekeepers anmodning i henhold til denne artikels stk. 3 indlede en procedure i henhold til artikel 20.

Kommissionen kan vedtage en gennemførelsesretsakt, der specificerer de foranstaltninger, som den pågældende gatekeeper skal gennemføre for effektivt at opfylde de forpligtelser, der er fastsat i artikel 6 og 7. Denne gennemførelsesretsakt vedtages senest seks måneder efter indledningen af proceduren i henhold til artikel 20 efter rådgivningsproceduren, jf. artikel 50, stk. 2.

Ved indledning af proceduren på eget initiativ i forbindelse med omgåelse i henhold til artikel 13 kan sådanne foranstaltninger vedrøre de forpligtelser, der er fastsat i artikel 5, 6 og 7.

3.   En gatekeeper kan anmode Kommissionen om at indlede en proces for at afgøre, om de foranstaltninger, som den pågældende gatekeeper har til hensigt at gennemføre eller har gennemført for at sikre, at artikel 6 og 7 overholdes, er effektive med hensyn til at nå målet for den relevante forpligtelse under gatekeeperens specifikke omstændigheder. Kommissionen har skønsbeføjelse til at beslutte, om den vil indlede en sådan proces, idet den overholder principperne om ligebehandling, proportionalitet og god forvaltningsskik.

I anmodningen giver gatekeeperen en begrundet redegørelse for de foranstaltninger, som den har til hensigt at gennemføre eller har gennemført. Gatekeeperen vedlægger desuden en ikkefortrolig udgave af sin begrundede redegørelse, der kan deles med tredjeparter i henhold til stk. 6.

4.   Denne artikels stk. 2 og 3 berører ikke Kommissionens beføjelser i henhold til artikel 29, 30 og 31.

5.   Med henblik på vedtagelse af afgørelsen i henhold til stk. 2 meddeler Kommissionen sine foreløbige konklusioner til gatekeeperen senest tre måneder efter indledningen af proceduren i henhold til artikel 20. I de foreløbige konklusioner redegør Kommissionen for de foranstaltninger, som den overvejer at træffe, eller som den finder, at den pågældende gatekeeper bør træffe for at følge effektivt op på de foreløbige konklusioner.

6.   For reelt at gøre det muligt for interesserede tredjeparter at fremsætte bemærkninger offentliggør Kommissionen, når den meddeler sine foreløbige konklusioner til gatekeeperen i henhold til stk. 5 eller snarest muligt derefter, et ikkefortroligt resumé af sagen og de foranstaltninger, som den overvejer at træffe, eller som den finder, at den pågældende gatekeeper bør træffe. Kommissionen fastsætter en rimelig frist, inden for hvilken sådanne bemærkninger skal fremsættes.

7.   I forbindelse med præciseringen af foranstaltningerne i henhold til stk. 2 sikrer Kommissionen, at foranstaltningerne er effektive med hensyn til at nå målene for denne forordning og for den relevante forpligtelse og står i et rimeligt forhold til gatekeeperens og den relevante tjenestes specifikke omstændigheder.

8.   Med henblik på at præcisere forpligtelserne i henhold til artikel 6, stk. 11 og 12, vurderer Kommissionen også, om de påtænkte eller gennemførte foranstaltninger sikrer, at der ikke længere er nogen ubalance mellem erhvervsbrugeres rettigheder og forpligtelser, og at foranstaltningerne ikke i sig selv giver gatekeeperen en uforholdsmæssig fordel i forhold til den tjeneste, som gatekeeperen udbyder til erhvervsbrugere.

9.   For så vidt angår procedurerne i henhold til stk. 2 kan Kommissionen på anmodning eller på eget initiativ beslutte at genåbne dem, hvis:

a)

der er sket væsentlige ændringer af de faktiske forhold, som lå til grund for afgørelsen, eller

b)

afgørelsen var baseret på ufuldstændige, ukorrekte eller vildledende oplysninger, eller

c)

foranstaltningerne som specificeret i afgørelsen ikke er effektive.

Artikel 9

Suspension

1.   Hvis gatekeeperen i en begrundet anmodning påviser, at opfyldelse af en specifik forpligtelse, der er fastsat i artikel 5, 6 eller 7, for en central platformstjeneste, der er anført i udpegelsesafgørelsen i henhold til artikel 3, stk. 9, på grund af ganske særlige omstændigheder, som ligger uden for gatekeeperens kontrol, vil bringe den økonomiske levedygtighed af dens virksomhed i Unionen i fare, kan Kommissionen vedtage en gennemførelsesretsakt, der indeholder dens afgørelse om undtagelsesvis helt eller delvist at suspendere den specifikke forpligtelse, der er omhandlet i den pågældende begrundede anmodning, (»afgørelsen om suspension«). I denne gennemførelsesretsakt begrunder Kommissionen sin afgørelse om suspension ved at anføre de ganske særlige omstændigheder, der berettiger suspensionen. Denne gennemførelsesretsakt begrænses, så den kun gælder i det omfang og så længe, det er nødvendigt for at imødegå en sådan trussel mod gatekeeperens levedygtighed. Kommissionen sigter mod at vedtage denne gennemførelsesretsakt straks og senest tre måneder efter modtagelsen af en fuldstændig, begrundet anmodning. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter rådgivningsproceduren, jf. artikel 50, stk. 2.

2.   Hvis suspension indrømmes i henhold til stk. 1, tager Kommissionen sin afgørelse om suspension op til fornyet overvejelse hvert år, medmindre der i afgørelsen er angivet et kortere mellemrum. Efter en sådan fornyet overvejelse ophæver Kommissionen enten helt eller delvist suspensionen eller bestemmer, at betingelserne i stk. 1 fortsat er opfyldt.

3.   I hastetilfælde kan Kommissionen på en gatekeepers begrundede anmodning midlertidigt suspendere anvendelsen af en specifik forpligtelse som omhandlet i stk. 1 på en eller flere individuelle centrale platformstjenester allerede forud for afgørelsen i henhold til nævnte stykke. En sådan anmodning kan fremsættes og efterkommes når som helst i afventning af Kommissionens vurdering i henhold til stk. 1.

4.   Ved vurderingen af anmodningen omhandlet i stk. 1 og 3 tager Kommissionen navnlig hensyn til, hvilken indvirkning overholdelse af den specifikke forpligtelse vil have på den økonomiske levedygtighed af gatekeeperens virksomhed i Unionen samt på tredjeparter, navnlig SMV'er og forbrugere. Suspensionen kan gøres betinget af betingelser og forpligtelser, som fastsættes af Kommissionen for at sikre en rimelig balance mellem disse interesser og målene for denne forordning.

Artikel 10

Fritagelse begrundet i hensynet til folkesundheden og den offentlige sikkerhed

1.   Kommissionen kan efter en begrundet anmodning fra en gatekeeper eller på eget initiativ vedtage en gennemførelsesretsakt, der redegør for dens afgørelse om helt eller delvis at fritage den pågældende gatekeeper fra en specifik forpligtelse i artikel 5, 6 eller 7 i forbindelse med en central platformstjeneste, der er anført i udpegelsesafgørelsen i henhold til artikel 3, stk. 9, hvis en sådan fritagelse er berettiget af de grunde, der er anført i nærværende artikels stk. 3 (»afgørelsen om fritagelse«). Kommissionen vedtager afgørelsen om fritagelse inden for tre måneder efter modtagelsen af en fuldstændig, begrundet anmodning og afgiver en begrundet erklæring med en forklaring af grundene til fritagelsen. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter rådgivningsproceduren, jf. artikel 50, stk. 2.

2.   Hvis der indrømmes en fritagelse i henhold til stk. 1, tager Kommissionen sin afgørelse om fritagelse op til fornyet overvejelse, hvis grunden til fritagelsen ikke længere foreligger, eller mindst en gang om året. Efter en sådan fornyet overvejelse ophæver Kommissionen enten helt eller delvist fritagelsen eller bestemmer, at betingelserne i stk. 1 fortsat er opfyldt.

3.   En fritagelse i henhold til stk. 1 kan kun indrømmes med begrundelse i hensynet til folkesundheden eller den offentlige sikkerhed.

4.   I hastetilfælde kan Kommissionen efter en begrundet anmodning fra en gatekeeper eller på eget initiativ midlertidigt suspendere anvendelsen af en specifik forpligtelse som omhandlet i stk. 1 på en eller flere individuelle centrale platformstjenester allerede inden afgørelsen i henhold til nævnte stykke. En sådan anmodning kan fremsættes og efterkommes når som helst i afventning af Kommissionens vurdering i henhold til stk. 1.

5.   Ved vurderingen af anmodningen omhandlet i stk. 1 og 4 tager Kommissionen navnlig hensyn til konsekvenserne af overholdelse af den specifikke forpligtelse for de i stk. 3 omhandlede grunde samt virkningerne for den berørte gatekeeper og for tredjeparter. Kommissionen kan gøre suspensionen betinget af betingelser og forpligtelser for at sikre en rimelig balance mellem de mål, der forfølges med begrundelsen i stk. 3, og målene i denne forordning.

Artikel 12

Ajourføringsforpligtelser for gatekeepere

1.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 49 for at supplere denne forordning for så vidt angår de forpligtelser, der er fastsat i artikel 5 og 6. Disse delegerede retsakter skal baseres på en markedsundersøgelse i henhold til artikel 19, som har konstateret, at der er behov for at holde disse forpligtelser ajour for at imødegå praksis, som begrænser den frie markedsadgang for centrale platformstjenester, eller som er urimelige på samme måde som den praksis, der er omfattet af de i artikel 5 og 6 fastsatte forpligtelser.

2.   Anvendelsesområdet for en delegeret retsakt vedtaget i henhold til stk. 1 skal være begrænset til:

a)

udvidelse af en forpligtelse, der kun gælder for visse centrale platformstjenester, til andre centrale platformstjenester, der er anført i artikel 2, nr. 2)

b)

udvidelse af en forpligtelse, der er til fordel for visse erhvervsbrugere eller slutbrugere, så den gavner andre erhvervsbrugere eller slutbrugere

c)

præcisering af, hvordan de forpligtelser, der er fastsat i artikel 5 og 6, skal opfyldes af gatekeeperne for at sikre effektiv overholdelse af disse forpligtelser

d)

udvidelse af en forpligtelse, der kun gælder for visse tjenester, der udbydes sammen med eller til støtte for centrale platformstjenester, til andre tjenester, der udbydes sammen med eller til støtte for centrale platformstjenester

e)

udvidelse af en forpligtelse, der kun gælder for visse typer data, til også at gælde for andre typer data

f)

tilføjelse af yderligere betingelser, hvis en forpligtelse opstiller visse betingelser for en gatekeepers adfærd, eller

g)

anvendelse af en forpligtelse, der regulerer forholdet mellem en række af gatekeeperens centrale platformstjenester, på forholdet mellem en central platformstjeneste og andre af gatekeeperens tjenester.

3.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 49 for at ændre denne forordning for så vidt angår den liste over grundlæggende funktionaliteter, der er omhandlet i artikel 7, stk. 2, ved at tilføje eller fjerne funktionaliteter i nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester.

Disse delegerede retsakter skal baseres på en markedsundersøgelse i henhold til artikel 19, som har konstateret, at der er behov for at holde disse forpligtelser ajour for at imødegå praksis, som begrænser den frie markedsadgang for centrale platformstjenester, eller som er urimelige på samme måde som den praksis, der er omfattet af de i artikel 7 fastsatte forpligtelser.

4.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 49 for at supplere denne forordning for så vidt angår forpligtelserne i artikel 7 ved at præcisere, hvordan disse forpligtelser skal opfyldes for at sikre effektiv overholdelse af disse forpligtelser. Disse delegerede retsakter skal baseres på en markedsundersøgelse i henhold til artikel 19, som har konstateret, at der er behov for at holde disse forpligtelser ajour for at imødegå praksis, som begrænser den frie markedsadgang for centrale platformstjenester, eller som er urimelige på samme måde som den praksis, der er omfattet af de i artikel 7 fastsatte forpligtelser.

5.   En praksis som omhandlet i stk. 1, 3 og 4 anses for at begrænse den frie markedsadgang for centrale platformstjenester eller være urimelig, hvis:

a)

den pågældende praksis udøves af gatekeepere og kan hindre innovation og begrænse valgmulighederne for erhvervsbrugere og slutbrugere, fordi den:

i)

varigt påvirker eller risikerer varigt at påvirke den frie markedsadgang for en central platformstjeneste eller andre tjenester i den digitale sektor som følge af skabelsen eller styrkelsen af adgangsbarrierer for andre virksomheder af barrierer for ekspansion for udbydere af en central platformstjeneste eller andre tjenester i den digitale sektor, eller

ii)

forhindrer andre operatører i at have samme adgang som gatekeeperen til vigtigt input, eller

b)

der er en ubalance mellem erhvervsbrugeres rettigheder og forpligtelser, og gatekeeperen opnår en fordel af erhvervsbrugerne, der ikke står i rimeligt forhold til den tjeneste, som den pågældende gatekeeper udbyder til disse erhvervsbrugere.

Artikel 13

Modvirkning af omgåelse

1.   En virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, må ikke segmentere, opdele, underopdele, fragmentere eller opsplitte disse tjenester ved hjælp af midler af kontraktmæssig, kommerciel, teknisk eller enhver anden art for at omgå de kvantitative tærskler i artikel 3, stk. 2. Ingen sådan virksomhedspraksis er til hinder for, at Kommissionen udpeger virksomheden som gatekeeper i henhold til artikel 3, stk. 4.

2.   Kommissionen kan, når den formoder, at en virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, udøver en praksis som omhandlet i stk. 1, af en sådan virksomhed kræve alle oplysninger, som den finder nødvendige for at afgøre, om den pågældende virksomhed har udøvet en sådan praksis.

3.   Gatekeeperen sikrer, at forpligtelserne i artikel 5, 6 og 7 overholdes fuldt ud og effektivt.

4.   Gatekeeperen må ikke udvise nogen adfærd, der underminerer effektiv overholdelse af forpligtelserne i artikel 5, 6 og 7, uanset om denne adfærd er af kontraktmæssig, kommerciel eller teknisk art eller af enhver anden art eller består i anvendelse af adfærdsmæssige teknikker eller grænsefladedesign.

5.   Såfremt der kræves samtykke til indsamling, behandling, krydsanvendelse og deling af personoplysninger for at sikre overholdelse af denne forordning, tager en gatekeeper de nødvendige skridt enten til at sætte erhvervsbrugere i stand til direkte at indhente det krævede samtykke til behandlingen, hvis dette samtykke kræves i henhold til forordning (EU) 2016/679 eller direktiv 2002/58/EF, eller til på anden vis at overholde Unionens regler og principper om databeskyttelse og privatlivets fred, herunder ved at give erhvervsbrugere adgang til behørigt anonymiserede data, hvis det er relevant. Gatekeeperen må ikke gøre erhvervsbrugerens indhentning af dette samtykke mere byrdefuld end for sine egne tjenester.

6.   Gatekeeperen må ikke forringe betingelserne for eller kvaliteten af nogen af de centrale platformstjenester, der udbydes til erhvervsbrugere eller slutbrugere, som benytter sig af de rettigheder eller valgmuligheder, der er fastsat i artikel 5, 6 og 7, eller gøre udøvelsen af disse rettigheder eller valgmuligheder urimeligt vanskelig, herunder ved at tilbyde slutbrugeren valgmuligheder på en ikkeneutral måde eller undergrave slutbrugeres eller erhvervsbrugeres autonomi, beslutningstagning eller frie valg som via den måde, hvorpå en brugergrænseflade eller dele heraf er struktureret, udformet, fungerer eller betjenes.

7.   Hvis gatekeeperen omgår eller forsøger at omgå nogen af forpligtelserne i artikel 5, 6 eller 7 på en måde, der er beskrevet i nærværende artikels stk. 4, 5 og 6, kan Kommissionen indlede en procedure i henhold til artikel 20 og vedtage en gennemførelsesretsakt som omhandlet i artikel 8, stk. 2, for at præcisere, hvilke foranstaltninger gatekeeperen skal gennemføre.

8.   Denne artikels stk. 6 berører ikke Kommissionens beføjelser i henhold til artikel 29, 30 og 31.

Artikel 15

Forpligtelse til revision

1.   Senest seks måneder efter sin udpegelse i henhold til artikel 3 forelægger en gatekeeper Kommissionen en uafhængigt revideret beskrivelse af eventuelle teknikker til profilering af forbrugere, som gatekeeperen anvender på eller på tværs af de af dens centrale platformstjenester, der er anført i udpegelsesafgørelsen i henhold til artikel 3, stk. 9. Kommissionen fremsender den pågældende reviderede beskrivelse til Det Europæiske Databeskyttelsesråd.

2.   Kommissionen kan vedtage en gennemførelsesretsakt som omhandlet i artikel 46, stk. 1, litra g), for at udvikle metodologien og proceduren for revisionen.

3.   Gatekeeperen offentliggør en oversigt over den reviderede beskrivelse, der er omhandlet i stk. 1. I den forbindelse er gatekeeperen berettiget til at tage hensyn til behovet for at beskytte sine forretningshemmeligheder. Gatekeeperen ajourfører beskrivelsen og oversigten mindst en gang om året.

KAPITEL IV

MARKEDSUNDERSØGELSE

Artikel 16

Indledning af en markedsundersøgelse

1.   Når Kommissionen har til hensigt at gennemføre en markedsundersøgelse med henblik på eventuel vedtagelse af afgørelser i henhold til artikel 17, 18 og 19, vedtager den en afgørelse om at indlede en markedsundersøgelse.

2.   Uanset stk. 1 kan Kommissionen udøve sine undersøgelsesbeføjelser i henhold til denne forordning, inden den indleder en markedsundersøgelse i henhold til nævnte stykke.

3.   Den i stk. 1 omhandlede afgørelse skal præcisere:

a)

datoen for indledningen af markedsundersøgelsen

b)

beskrivelse af det spørgsmål, som markedsundersøgelsen vedrører

c)

formålet med markedsundersøgelsen.

4.   Kommissionen kan genoptage en markedsundersøgelse, som den har afsluttet, hvis:

a)

der er sket væsentlige ændringer af de faktiske forhold, som lå til grund for en afgørelse vedtaget i henhold til artikel 17, 18 eller 19, eller

b)

afgørelsen vedtaget i henhold til artikel 17, 18 eller 19 var baseret på ufuldstændige, ukorrekte eller vildledende oplysninger.

5.   Kommissionen kan bede en eller flere nationale kompetente myndigheder om at bistå den i markedsundersøgelsen.

Artikel 17

Markedsundersøgelse med henblik på udpegelse af gatekeepere

1.   Kommissionen kan gennemføre en markedsundersøgelse med henblik på at undersøge, om en virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, bør udpeges som gatekeeper i henhold til artikel 3, stk. 8, eller med henblik på at identificere, hvilke centrale platformstjenester der skal anføres i udpegelsesafgørelsen i henhold til artikel 3, stk. 9. Kommissionen bestræber sig på at afslutte markedsundersøgelsen senest 12 måneder efter den dato, der er omhandlet i artikel 16, stk. 3, litra a). For at afslutte markedsundersøgelsen vedtager Kommissionen en gennemførelsesretsakt, der redegør for afgørelsen. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter rådgivningsproceduren, jf. artikel 50, stk. 2.

2.   I forbindelse med en markedsundersøgelse i henhold til denne artikels stk. 1 bestræber Kommissionen sig på at meddele sine foreløbige konklusioner til den pågældende virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, senest seks måneder efter den dato, der er omhandlet i artikel 16, stk. 3, litra a). I de foreløbige konklusioner redegør Kommissionen for, om den finder det hensigtsmæssigt, at den pågældende virksomhed midlertidigt udpeges som gatekeeper i henhold til artikel 3, stk. 8, og at de relevante centrale platformstjenester anføres i henhold til artikel 3, stk. 9.

3.   Hvis den virksomhed, der udbyder centrale platformtjenester, opfylder tærsklerne i artikel 3, stk. 2, men i overensstemmelse med artikel 3, stk. 5, har fremsat tilstrækkeligt underbyggede argumenter, der klart har rejst tvivl om formodningen i artikel 3, stk. 2, bestræber Kommissionen sig på at afslutte markedsundersøgelsen senest fem måneder efter den dato, der er omhandlet i artikel 16, stk. 3, litra a).

I så fald bestræber Kommissionen sig på at meddele de foreløbige konklusioner i henhold til nærværende artikels stk. 2 til den pågældende virksomhed senest tre måneder efter den dato, der er omhandlet i artikel 16, stk. 3, litra a).

4.   Når Kommissionen i henhold til artikel 3, stk. 8, udpeger en virksomhed, der udbyder centrale platformtjenester, og som endnu ikke har en grundfæstet og varig stilling i sine aktiviteter, men forventeligt vil få en sådan stilling i nær fremtid, som gatekeeper, kan den erklære, at kun en eller flere af de forpligtelser, der er fastsat i artikel 5, stk. 3-6, og artikel 6, stk. 4, 7, 9, 10 og 13, skal finde anvendelse på den pågældende gatekeeper som nærmere angivet i udpegelsesafgørelsen. Kommissionen erklærer kun de forpligtelser anvendelige, der er hensigtsmæssige og nødvendige for at forhindre, at den pågældende gatekeeper ved hjælp af urimelige midler opnår en grundfæstet og varig stilling i sine aktiviteter. Kommissionen tager en sådan udpegelse op til fornyet overvejelse efter proceduren i artikel 4.

Artikel 18

Markedsundersøgelse af systematisk manglende overholdelse

1.   Kommissionen kan gennemføre en markedsundersøgelse med henblik på at undersøge, om en gatekeeper har udøvet systematisk manglende overholdelse. Kommissionen afslutter markedsundersøgelsen senest 12 måneder efter den dato, der er omhandlet i artikel 16, stk. 3, litra a). Hvis markedsundersøgelsen viser, at en gatekeeper systematisk har tilsidesat en eller flere af de forpligtelser, der er fastsat i artikel 5, 6 eller 7, og har fastholdt, styrket eller udvidet sin gatekeeperposition med hensyn til de krav, der er fastsat i artikel 3, stk. 1, kan Kommissionen vedtage en gennemførelsesretsakt, som pålægger en sådan gatekeeper enhver adfærdsregulerende eller strukturel afhjælpende foranstaltning, der er forholdsmæssig og nødvendig for at sikre effektiv overholdelse af denne forordning. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter rådgivningsproceduren, jf. artikel 50, stk. 2.

2.   Den afhjælpende foranstaltning pålagt i overensstemmelse med denne artikels stk. 1 kan, i det omfang en sådan afhjælpende foranstaltning er forholdsmæssig og nødvendig for at opretholde eller genoprette rimelighed og fri markedsadgang som påvirket af den systematiske manglende overholdelse, i en begrænset periode omfatte et forbud mod, at gatekeeperen indgår i en fusion som omhandlet i artikel 3 i forordning (EF) nr. 139/2004 vedrørende de centrale platformstjenester eller andre tjenester, der udbydes i den digitale sektor eller muliggør indsamling af data, der påvirkes af den systematiske manglende overholdelse.

3.   En gatekeeper anses for at have udøvet systematisk manglende overholdelse af de forpligtelser, der er fastsat i artikel 5, 6 og 7, hvis Kommissionen har udstedt mindst tre afgørelser om manglende overholdelse i henhold til artikel 29 over for en gatekeeper i forbindelse med en af dennes centrale platformstjenester inden for en periode på otte år forud for vedtagelsen af afgørelsen om at indlede en markedsundersøgelse med henblik på eventuel vedtagelse af en afgørelse i henhold til nærværende artikel.

4.   Kommissionen meddeler sine foreløbige konklusioner til den pågældende gatekeeper senest seks måneder efter den dato, der er omhandlet i artikel 16, stk. 3, litra a). Kommissionen redegør i sine foreløbige konklusioner for, om den foreløbigt finder, at betingelserne i nærværende artikels stk. 1 er opfyldt, og hvilke afhjælpende foranstaltninger den foreløbigt anser for nødvendige og forholdsmæssige.

5.   For at gøre det muligt for interesserede tredjeparter effektivt at fremsætte bemærkninger offentliggør Kommissionen, samtidig med at den meddeler sine foreløbige konklusioner til gatekeeperen i henhold til stk. 4 eller snarest muligt derefter, et ikkefortroligt resumé af sagen og de afhjælpende foranstaltninger, den overvejer at træffe. Kommissionen fastsætter en rimelig frist, inden for hvilken sådanne bemærkninger kan fremsættes.

6.   Hvis Kommissionen har til hensigt at vedtage en afgørelse i henhold til denne artikels stk. 1 ved at gøre tilsagn givet af gatekeeperen i henhold til artikel 25 bindende, offentliggør den et ikkefortroligt resumé af sagen og tilsagnenes hovedindhold. Interesserede tredjeparter kan fremsætte deres bemærkninger inden for en rimelig frist, som fastsættes af Kommissionen.

7.   Kommissionen kan, mens markedsundersøgelsen pågår, forlænge dennes varighed, hvis en sådan forlængelse er berettiget af objektive grunde og er forholdsmæssig. Forlængelsen kan gælde den frist, inden for hvilken Kommissionen skal fremlægge sine foreløbige konklusioner, eller fristen for vedtagelsen af den endelige afgørelse. Den samlede varighed af eventuelle forlængelser i henhold til dette stykke må ikke overstige seks måneder.

8.   For at sikre gatekeeperens effektive overholdelse af de forpligtelser, som er fastsat i artikel 5, 6 og 7, reviderer Kommissionen regelmæssigt de afhjælpende foranstaltninger, den pålægger i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 1 og 2. Kommissionen har ret til at ændre de pågældende afhjælpende foranstaltninger, hvis den efter en ny markedsundersøgelse finder, at de ikke er effektive.

Artikel 20

Indledning af procedure

1.   Hvis Kommissionen agter at indlede procedurer med henblik på eventuel vedtagelse af afgørelser i henhold til artikel 8, 29 og 30, vedtager den en afgørelse om indledning af en procedure.

2.   Uanset stk. 1 kan Kommissionen udøve sine undersøgelsesbeføjelser i henhold til denne forordning, inden den indleder en procedure i henhold til nævnte stykke.

Artikel 24

Foreløbige foranstaltninger

I hastetilfælde på grund af risikoen for alvorlig og uoprettelig skade for erhvervsbrugere eller slutbrugere af gatekeepere kan Kommissionen vedtage en gennemførelsesretsakt, der pålægger en gatekeeper foreløbige foranstaltninger på grundlag af en umiddelbar konstatering af en overtrædelse af artikel 5, 6 eller 7. Denne gennemførelsesretsakt vedtages kun i forbindelse med en procedure, der er indledt med henblik på eventuel vedtagelse af en afgørelse om manglende overholdelse i henhold til artikel 29, stk. 1. Den finder kun anvendelse i et nærmere angivet tidsrum og kan fornys, i det omfang det er nødvendigt og hensigtsmæssigt. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter rådgivningsproceduren, jf. artikel 50, stk. 2.

Artikel 25

Tilsagn

1.   Hvis den pågældende gatekeeper under en procedure i henhold til artikel 18 giver tilsagn om, at de relevante centrale platformstjenester vil sikre overholdelse af de i artikel 5, 6 og 7 fastsatte forpligtelser, kan Kommissionen vedtage en gennemførelsesretsakt, der gør disse tilsagn bindende for den pågældende gatekeeper og erklære, at der ikke er yderligere grund til at gribe ind. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter rådgivningsproceduren, jf. artikel 50, stk. 2.

2.   Kommissionen kan efter anmodning eller på eget initiativ genåbne den relevante procedure ved en afgørelse, hvis:

a)

der er sket væsentlige ændringer af de faktiske forhold, som lå til grund for afgørelsen

b)

den pågældende gatekeeper handler i strid med sine tilsagn

c)

afgørelsen var baseret på ufuldstændige, ukorrekte eller vildledende oplysninger fra parterne

d)

tilsagnene ikke er effektive.

3.   Hvis Kommissionen finder, at de tilsagn, som den pågældende gatekeeper har givet, ikke kan sikre effektiv overholdelse af de forpligtelser, der er fastsat i artikel 5, 6 og 7, redegør den for årsagerne til ikke at gøre disse tilsagn bindende i afgørelsen om afslutning af den relevante procedure.

Artikel 29

Manglende overholdelse

1.   Kommissionen vedtager en gennemførelsesretsakt, der indeholder dens konstatering af manglende overholdelse (»afgørelsen om manglende overholdelse«), hvis den finder, at en gatekeeper ikke overholder et eller flere af følgende krav:

a)

enhver af de forpligtelser, der er fastsat i artikel 5, 6 eller 7

b)

foranstaltninger, der er specificeret af Kommissionen i en afgørelse vedtaget i henhold til artikel 8, stk. 2

c)

afhjælpende foranstaltninger, der er pålagt i henhold til artikel 18, stk. 1

d)

foreløbige foranstaltninger, der er pålagt i henhold til artikel 24, eller

e)

tilsagn, der er gjort retligt bindende i henhold til artikel 25.

Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter rådgivningsproceduren i artikel 50, stk. 2.

2.   Kommissionen bestræber sig på at vedtage afgørelsen om manglende overholdelse senest 12 måneder efter indledningen af proceduren i henhold til artikel 20.

3.   Inden Kommissionen vedtager afgørelsen om manglende overholdelse, meddeler den sine foreløbige konklusioner til den pågældende gatekeeper. I disse foreløbige konklusioner redegør Kommissionen for de foranstaltninger, som den overvejer at træffe, eller som den finder, at gatekeeperen bør træffe, for at følge effektivt op på de foreløbige konklusioner.

4.   Hvis Kommissionen har til hensigt at vedtage en afgørelse om manglende overholdelse, kan den høre tredjeparter.

5.   I afgørelsen om manglende overholdelse pålægger Kommissionen gatekeeperen at ophøre med og afstå fra den manglende overholdelse inden for en passende frist og redegøre for, hvordan den agter at efterleve afgørelsen.

6.   Gatekeeperen forelægger Kommissionen en beskrivelse af de foranstaltninger, som den har truffet for at sikre overholdelse af afgørelsen om manglende overholdelse.

7.   Hvis Kommissionen beslutter ikke at vedtage en afgørelse om manglende overholdelse, afslutter den proceduren ved en afgørelse.

Artikel 30

Bøder

1.   I afgørelsen om manglende overholdelse kan Kommissionen pålægge en gatekeeper bøder på op til 10 % af dennes samlede omsætning på verdensplan i det foregående regnskabsår, hvis den finder, at gatekeeperen forsætligt eller uagtsomt undlader at overholde:

a)

enhver af de forpligtelser, der er fastsat i artikel 5, 6 og 7

b)

foranstaltninger, der er specificeret af Kommissionen i en afgørelse vedtaget i henhold til artikel 8, stk. 2

c)

afhjælpende foranstaltninger, der er pålagt i henhold til artikel 18, stk. 1

d)

foreløbige foranstaltninger, som er pålagt i henhold til artikel 24, eller

e)

tilsagn, der er gjort retligt bindende i henhold til artikel 25.

2.   Uanset denne artikels stk. 1 kan Kommissionen i afgørelsen om manglende overholdelse pålægge en gatekeeper bøder på op til 20 % af dens samlede omsætning på verdensplan i det foregående regnskabsår, hvis den finder, at en gatekeeper har foretaget den samme eller en lignende tilsidesættelse af en forpligtelse fastsat i artikel 5, 6 eller 7 vedrørende den samme centrale platformstjeneste, som den blev fundet at have foretaget i en afgørelse om manglende overholdelse vedtaget i de foregående otte år.

3.   Kommissionen kan vedtage en afgørelse, der pålægger virksomheder, herunder, hvis det er relevant, gatekeepere, og sammenslutninger af virksomheder bøder på op til 1 % af deres samlede omsætning på verdensplan i det foregående regnskabsår, hvis de forsætligt eller uagtsomt:

a)

undlader inden for den fastsatte frist at afgive oplysninger, der er nødvendige for at vurdere deres udpegelse som gatekeepere i henhold til artikel 3, eller afgiver ukorrekte, ufuldstændige eller vildledende oplysninger

b)

undlader at overholde forpligtelsen til at underrette Kommissionen i overensstemmelse med artikel 3, stk. 3

c)

undlader at meddele oplysninger eller afgiver ukorrekte, ufuldstændige eller vildledende oplysninger, der kræves i henhold til artikel 14

d)

undlader at forelægge den beskrivelse eller afgiver ukorrekte, ufuldstændige eller vildledende oplysninger, der kræves i henhold til artikel 15

e)

undlader at give adgang til data, algoritmer eller oplysninger om test som svar på en anmodning i henhold til artikel 21, stk. 3

f)

undlader at afgive de oplysninger, der anmodes om, inden for den frist, der er fastsat i henhold til artikel 21, stk. 3, eller afgiver ukorrekte, ufuldstændige eller vildledende oplysninger eller forklaringer, som der anmodes om i henhold til artikel 21, eller som gives i et interview i henhold til artikel 22

g)

undlader inden for en af Kommissionen fastsat frist at berigtige ukorrekte, ufuldstændige eller vildledende oplysninger, som en repræsentant eller en ansat har afgivet, eller undlader eller nægter at afgive fuldstændige oplysninger om faktiske forhold vedrørende genstanden for og formålet med et kontrolbesøg i henhold til artikel 23

h)

afviser at underkaste sig et kontrolbesøg i henhold til artikel 23

i)

undlader at overholde de forpligtelser, som Kommissionen har pålagt i henhold til artikel 26

j)

undlader at oprette en compliancefunktion overensstemmelse med artikel 28, eller

k)

undlader at overholde betingelserne for aktindsigt i Kommissionens sagsakter i henhold til artikel 34, stk. 4.

4.   Ved fastsættelsen af en bødes størrelse tager Kommissionen hensyn til grovheden, varigheden, gentagelser og for så vidt angår bøder, der pålægges i henhold til stk. 3, forsinkelser i sagsbehandlingen.

5.   Hvis en sammenslutning af virksomheder får pålagt en bøde under hensyntagen til medlemsvirksomhedernes omsætning på verdensplan, og den pågældende sammenslutning ikke er solvent, har den pligt til at indkalde bidrag fra medlemsvirksomhederne til dækning af bødebeløbet.

Hvis sådanne bidrag ikke er indbetalt til sammenslutningen af virksomheder inden for en af Kommissionen fastsat tidsfrist, kan Kommissionen opkræve bødebeløbet direkte hos enhver af de virksomheder, hvis repræsentanter var medlem af den pågældende sammenslutnings pågældende besluttende organer.

Efter at have krævet betaling i henhold til andet afsnit kan Kommissionen kræve restbeløbet betalt af ethvert medlem af sammenslutningen af virksomheder, hvis det er nødvendigt for at sikre fuld betaling af bøden.

Kommissionen må dog ikke kræve betaling i henhold til andet eller tredje afsnit af virksomheder, der godtgør, at de ikke har gennemført den beslutning, som blev truffet af sammenslutningen af virksomheder, og som overtrådte denne forordning, og enten ikke kendte til dens eksistens eller aktivt har taget afstand fra den, inden Kommissionen indledte procedurer i henhold til artikel 20.

Den enkelte virksomheds økonomiske ansvar i forbindelse med betaling af bødebeløbet må ikke overstige 20 % af dens samlede omsætning på verdensplan i det foregående regnskabsår.

Artikel 31

Tvangsbøder

1.   Kommissionen kan vedtage en afgørelse, der pålægger virksomheder, herunder, hvis det er relevant, gatekeepere, og sammenslutninger af virksomheder tvangsbøder på op til 5 % af den gennemsnitlige daglige omsætning på verdensplan i det foregående regnskabsår fra det i afgørelsen fastsatte tidspunkt for at tvinge dem til at:

a)

overholde de foranstaltninger, der er specificeret af Kommissionen i en afgørelse vedtaget i henhold til artikel 8, stk. 2

b)

efterkomme afgørelsen i henhold til artikel 18, stk. 1

c)

afgive korrekte og fuldstændige oplysninger inden for den frist, der er fastsat i en anmodning om oplysninger fremsat ved en afgørelse i henhold til artikel 21

d)

sikre adgang til databaser, algoritmer og oplysninger om test som svar på en anmodning i henhold til artikel 21, stk. 3, og give forklaringer på dem som krævet i en afgørelse i henhold til artikel 21

e)

underkaste sig et kontrolbesøg, der er pålagt ved en afgørelse truffet i henhold til artikel 23

f)

efterkomme en afgørelse om foreløbige foranstaltninger i henhold til artikel 24

g)

efterkomme tilsagn, der er gjort retligt bindende ved en afgørelse i henhold til artikel 25, stk. 1

h)

efterkomme en afgørelse i henhold til artikel 29, stk. 1.

2.   Hvis virksomhederne eller sammenslutningerne af virksomheder har opfyldt den forpligtelse, som tvangsbøden skulle gennemtvinge, kan Kommissionen vedtage en gennemførelsesretsakt, der fastsætter tvangsbødens endelige størrelse til et lavere beløb end det, der ville følge af den oprindelige afgørelse. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter rådgivningsproceduren, jf. artikel 50, stk. 2.

Artikel 33

Forældelsesfrister for tvangsfuldbyrdelse

1.   Kommissionens beføjelse til at tvangsfuldbyrde afgørelser, der er vedtaget i henhold til artikel 30 og 31, er undergivet en femårig forældelsesfrist.

2.   Forældelsesfristen regnes fra den dag, hvor afgørelsen er endelig.

3.   Forældelsesfristen for tvangsfuldbyrdelse afbrydes:

a)

ved meddelelse af en afgørelse om ændring af bødens eller tvangsbødens oprindelige beløb eller om afvisning af en anmodning om en sådan ændring eller

b)

ved ethvert skridt, der tages af Kommissionen eller af en medlemsstat på Kommissionens anmodning med henblik på tvangsinddrivelse af bøden eller tvangsbøden.

4.   Efter hver afbrydelse begynder forældelsesfristen forfra.

5.   Forældelsesfristen for tvangsfuldbyrdelse suspenderes, så længe:

a)

der er givet en betalingsfrist, eller

b)

tvangsfuldbyrdelsen er suspenderet i henhold til en afgørelse fra Domstolen eller en afgørelse truffet af en national ret.

Artikel 34

Ret til at blive hørt og aktindsigt

1.   Inden Kommissionen vedtager en afgørelse i henhold til artikel 8, artikel 9, stk. 1, artikel 10, stk. 1, artikel 17, 18, 24, 25, 29 og 30 og artikel 31, stk. 2, giver den den berørte gatekeeper eller virksomhed eller sammenslutning af virksomheder mulighed for at blive hørt om:

a)

Kommissionens foreløbige konklusioner, herunder ethvert spørgsmål, som Kommissionen har gjort indsigelse imod, og

b)

foranstaltninger, som Kommissionen måtte have til hensigt at træffe på baggrund af de foreløbige konklusioner i henhold til nærværende stykkes litra a).

2.   Berørte gatekeepere, virksomheder og sammenslutninger af virksomheder kan fremsætte deres bemærkninger vedrørende Kommissionens foreløbige konklusioner til Kommissionen inden for en frist, som Kommissionen fastsætter i sine foreløbige konklusioner, og som ikke må være kortere end 14 dage.

3.   Kommissionen baserer kun sine afgørelser på foreløbige konklusioner, herunder ethvert spørgsmål, som Kommissionen har gjort indsigelse mod, som de berørte gatekeepere, virksomheder og sammenslutninger af virksomheder har haft lejlighed til at udtale sig om.

4.   Den berørte gatekeepers, virksomheds eller sammenslutning af virksomheders ret til forsvar skal respekteres fuldt ud i alle procedurer. Den berørte gatekeeper, virksomhed eller sammenslutning af virksomheder har ret til aktindsigt i Kommissionens sagsakter på grundlag af vilkårene for videregivelse med forbehold af virksomhedernes legitime interesse i at beskytte deres forretningshemmeligheder. I tilfælde af uenighed mellem parterne kan Kommissionen vedtage afgørelser om vilkårene for videregivelse. Aktindsigten i Kommissionens sagsakter omfatter ikke Kommissionens eller medlemsstaternes kompetente myndigheders fortrolige oplysninger og interne dokumenter. Navnlig omfatter aktindsigten ikke korrespondance mellem Kommissionen og medlemsstaternes kompetente myndigheder. Intet i dette stykke er til hinder for, at Kommissionen videregiver eller anvender oplysninger, som er nødvendige for at bevise en overtrædelse.

Artikel 38

Samarbejde og koordinering med nationale kompetente myndigheder, der håndhæver konkurrenceregler

1.   Kommissionen og de nationale kompetente myndigheder i de medlemsstater, som håndhæver de i artikel 1, stk. 6, omhandlede regler, samarbejder indbyrdes og underretter hinanden om deres respektive håndhævelsesforanstaltninger gennem Det Europæiske Konkurrencenetværk. De har beføjelse til at give hinanden alle oplysninger vedrørende faktiske eller retlige forhold, herunder fortrolige oplysninger. Hvis den kompetente myndighed ikke er medlem af Det Europæiske Konkurrencenetværk, fastsætter Kommissionen de nødvendige ordninger for samarbejde og udveksling af oplysninger om sager vedrørende håndhævelse af denne forordning og om sådanne myndigheders håndhævelse af de sager, der er omhandlet i artikel 1, stk. 6. Kommissionen kan fastsætte sådanne ordninger i en gennemførelsesretsakt som omhandlet i artikel 46, stk. 1, litra l).

2.   Hvis en national kompetent myndighed i de medlemsstater, som håndhæver de i artikel 1, stk. 6, omhandlede regler, har til hensigt at iværksætte en undersøgelse af gatekeepere på grundlag af national ret som omhandlet i artikel 1, stk. 6, underretter den skriftligt Kommissionen om den første formelle undersøgelsesforanstaltning før eller umiddelbart efter påbegyndelsen af en sådan foranstaltning. Disse oplysninger kan også gøres tilgængelige for de øvrige medlemsstaters nationale kompetente myndigheder, der håndhæver de i artikel 1, stk. 6, omhandlede regler.

3.   Hvis en national kompetent myndighed i de medlemsstater, som håndhæver de i artikel 1, stk. 6, omhandlede regler, har til hensigt at pålægge gatekeepere forpligtelser på grundlag af national ret som omhandlet i artikel 1, stk. 6, meddeler den senest 30 dage inden foranstaltningens vedtagelse Kommissionen udkastet til foranstaltning samt begrundelsen for foranstaltningen. I tilfælde af foreløbige foranstaltninger meddeler den nationale kompetente myndighed i de medlemsstater, som håndhæver de i artikel 1, stk. 6, omhandlede regler, de påtænkte foranstaltninger til Kommissionen hurtigst muligt og senest umiddelbart efter vedtagelsen af sådanne foranstaltninger. Disse oplysninger kan også gøres tilgængelige for de øvrige medlemsstaters nationale kompetente myndigheder, der håndhæver de i artikel 1, stk. 6, omhandlede regler.

4.   De i stk. 2 og 3 omhandlede informationsmekanismer finder ikke anvendelse på afgørelser, der påtænkes truffet i henhold til nationale fusionsregler.

5.   Oplysninger, der udveksles i henhold til denne artikels stk. 1-3, må kun udveksles og anvendes med henblik på koordinering af håndhævelsen af denne forordning og de i artikel 1, stk. 6, omhandlede regler.

6.   Kommissionen kan anmode de nationale kompetente myndigheder i de medlemsstater, som håndhæver de i artikel 1, stk. 6, omhandlede regler, om at støtte enhver af dens markedsundersøgelser i henhold til denne forordning.

7.   Hvis en national kompetent myndighed i de medlemsstater, som håndhæver de i artikel 1, stk. 6, omhandlede regler, har kompetence og undersøgelsesbeføjelser hertil i henhold til national ret, kan den på eget initiativ foretage en undersøgelse af en eventuel manglende overholdelse af denne forordnings artikel 5, 6 og 7 på sit område. Inden den pågældende myndighed træffer en første formel undersøgelsesforanstaltning, underretter den skriftligt Kommissionen herom.

Kommissionens indledning af en procedure i henhold til artikel 20 fritager de nationale kompetente myndigheder i de medlemsstater, som håndhæver de i artikel 1, stk. 6, omhandlede regler, for muligheden for at foretage en sådan undersøgelse, eller afslutter den, hvis den allerede er i gang. Disse myndigheder aflægger rapport til Kommissionen om resultaterne af en sådan undersøgelse for at støtte Kommissionen i dens rolle som den eneste myndighed, der har beføjelse til at håndhæve denne forordning.

Artikel 46

Gennemførelsesbestemmelser

1.   Kommissionen kan vedtage gennemførelsesretsakter, der fastsætter nærmere bestemmelser om anvendelsen af følgende:

a)

form, indhold og andre enkeltheder i de underretninger og meddelelser, der gives i henhold til artikel 3

b)

form, indhold og andre enkeltheder i de tekniske foranstaltninger, som gatekeepere skal gennemføre for at sikre overensstemmelse med artikel 5, 6 eller 7

c)

operationelle og tekniske ordninger med henblik på gennemførelse af interoperabilitet for nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester i henhold til artikel 7

d)

form, indhold og andre enkeltheder i den begrundede anmodning i henhold til artikel 8, stk. 3

e)

form, indhold og andre enkeltheder i de begrundede anmodninger i henhold til artikel 9 og 10

f)

form, indhold og andre enkeltheder i de reguleringsmæssige rapporter, der indgives i henhold til artikel 11

g)

metoden og proceduren for den reviderede beskrivelse af teknikker, der anvendes til profilering af forbrugere, jf. artikel 15, stk. 1; Kommissionen hører, når den udarbejder et udkast til gennemførelsesretsakt til dette formål, Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse og kan høre Det Europæiske Databeskyttelsesråd, civilsamfundet og andre relevante eksperter

h)

form, indhold og andre enkeltheder i de underretninger og meddelelser, der gives i henhold til artikel 14 og 15

i)

den praktiske tilrettelæggelse af procedurerne vedrørende markedsundersøgelser i henhold til artikel 17, 18 og 19 og procedurer i henhold til artikel 24, 25 og 29

j)

de praktiske ordninger for udøvelse af retten til at blive hørt, jf. artikel 34

k)

de praktiske ordninger for vilkårene for videregivelse, jf. artikel 34

l)

de praktiske ordninger for samarbejdet og koordineringen mellem Kommissionen og nationale myndigheder, jf. artikel 37 og 38, og

m)

de praktiske ordninger for beregning og forlængelse af frister.

2.   Gennemførelsesretsakterne omhandlet i denne artikels stk. 1, litra a)-k) og m), vedtages efter rådgivningsproceduren, jf. artikel 50, stk. 2.

Gennemførelsesretsakten omhandlet i denne artikels stk. 1, litra l), vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 50, stk. 3.

3.   Inden Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter i henhold til stk. 1, offentliggør den et udkast til disse og opfordrer alle interesserede parter til at indgive deres bemærkninger inden udløbet af en frist, som skal være på mindst en måned.

Artikel 47

Retningslinjer

Kommissionen kan vedtage retningslinjer vedrørende alle aspekter af denne forordning for at lette en effektiv gennemførelse og håndhævelse heraf.

Artikel 49

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 3, stk. 6 og 7, og artikel 12, stk. 1, 3 og 4, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra den 1. november 2022. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

3.   Den i artikel 3, stk. 6 og 7, og artikel 12, stk. 1, 3 og 4, omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.   Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning.

5.   Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidig Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

6.   En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 3, stk. 6 og 7, og artikel 12, stk. 1, 3 og 4, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har underrettet Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.


whereas









keyboard_arrow_down