search


keyboard_tab Digital Market Act 2022/1925 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2022/1925 DA cercato: 'tærsklerne' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


expand index tærsklerne:


whereas tærsklerne:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 524

 

Artikel 3

Udpegelse af gatekeepere

1.   En virksomhed udpeges som gatekeeper, hvis:

a)

den har en betydelig indvirkning på det indre marked

b)

den udbyder en central platformstjeneste, der er en vigtig gateway for erhvervsbrugere til at nå ud til slutbrugerne, og

c)

den har en grundfæstet og varig stilling i sine aktiviteter, eller det kan forventes, at den vil få en sådan stilling i nær fremtid.

2.   En virksomhed anses for at opfylde de respektive krav i stk. 1:

a)

for så vidt angår stk. 1, litra a), hvis den har en årlig omsætning i Unionen på mindst 7,5 mia. EUR i hvert af de seneste tre regnskabsår, eller hvis dens gennemsnitlige markedskapitalisering eller dens tilsvarende reelle markedsværdi beløb sig til mindst 75 mia. EUR i det seneste regnskabsår, og den udbyder den samme centrale platformstjeneste i mindst tre medlemsstater

b)

for så vidt angår stk. 1, litra b), hvis den udbyder en central platformstjeneste, som i det seneste regnskabsår har mindst 45 millioner månedlige aktive slutbrugere, der er etableret eller beliggende i Unionen, og mindst 10 000 årlige aktive erhvervsbrugere, der er etableret i Unionen, identificeret og beregnet efter den metode og de indikatorer, der er fastsat i bilaget

c)

for så vidt angår stk. 1, litra c), hvis tærsklerne i nærværende stykkes litra b) blev opfyldt i hvert af de seneste tre regnskabsår.

3.   Hvis en virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, opfylder alle tærsklerne i stk. 2, underretter den straks og under alle omstændigheder senest to måneder, efter at disse tærskler er opfyldt, Kommissionen herom og giver den de relevante oplysninger, der er anført i stk. 2. Underretningen skal indeholde de i stk. 2 omhandlede relevante oplysninger for hver af de af virksomhedens centrale platformstjenester, der opfylder tærsklerne i stk. 2, litra b). Når yderligere en central platformstjeneste, der udbydes af den virksomhed, som tidligere er blevet udpeget som gatekeeper, opfylder tærsklerne i stk. 2, litra b) og c), underretter den pågældende virksomhed Kommissionen herom senest to måneder, efter at nævnte tærskler er opfyldt.

Hvis den virksomhed, der udbyder den centrale platformstjeneste, undlader at underrette Kommissionen i henhold til dette stykkes første afsnit og undlader inden for den frist, der er fastsat af Kommissionen i anmodningen om oplysninger i henhold til artikel 21, at fremlægge alle de relevante oplysninger, der kræves, for at Kommissionen kan udpege den pågældende virksomhed som gatekeeper i henhold til nærværende artikels stk. 4, har Kommissionen dog ret til at udpege denne virksomhed som gatekeeper på grundlag af de for Kommissionen foreliggende oplysninger.

Hvis den virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, efterkommer anmodningen om oplysninger i henhold til dette stykkes andet afsnit, eller hvis oplysningerne gives efter udløbet af den i nævnte afsnit omhandlede frist, anvender Kommissionen proceduren i stk. 4.

4.   Uden unødig forsinkelse og senest 45 arbejdsdage efter modtagelsen af de i stk. 3 omhandlede fuldstændige oplysninger udpeger Kommissionen en virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, og som har opfyldt alle tærsklerne i stk. 2, som gatekeeper.

5.   Den virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, kan sammen med sin underretning fremlægge tilstrækkeligt underbyggede argumenter til at påvise, at den undtagelsesvis, selv om den opfylder alle tærsklerne i stk. 2, på grund af de omstændigheder, hvorunder den relevante centrale platformstjeneste fungerer, ikke opfylder kravene i stk. 1.

Hvis Kommissionen finder, at de argumenter, der i henhold til første afsnit er fremsat af den virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, ikke er tilstrækkeligt underbyggede, fordi de ikke klart rejser tvivl om formodningerne i denne artikels stk. 2, kan den afvise de pågældende argumenter inden for den frist, der er omhandlet i stk. 4, uden at anvende proceduren i artikel 17, stk. 3.

Hvis den virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, fremlægger sådanne tilstrækkeligt underbyggede argumenter, der klart rejser tvivl om formodningerne i denne artikels stk. 2, kan Kommissionen, uanset nærværende stykkes første afsnit, inden for den frist, der er omhandlet i denne artikels stk. 4, indlede proceduren i artikel 17, stk. 3.

Hvis Kommissionen konkluderer, at den virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, ikke har været i stand til at påvise, at de relevante centrale platformstjenester, som den udbyder, ikke opfylder kravene i denne artikels stk. 1, udpeger den pågældende virksomhed som gatekeeper efter proceduren i artikel 17, stk. 3.

6.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 49 for at supplere denne forordning ved at præcisere metoden til at fastslå, om de kvantitative tærskler i nærværende artikels stk. 2 er opfyldt, og til regelmæssigt at tilpasse den pågældende metode til markedsudviklingen og den teknologiske udvikling, hvis det er nødvendigt.

7.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 49 for at ændre denne forordning ved at ajourføre metoden og listen over indikatorer i bilaget.

8.   Kommissionen udpeger efter proceduren i artikel 17 enhver virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, som gatekeeper, når den pågældende virksomhed opfylder hvert af kravene i nærværende artikels stk. 1, men ikke opfylder hver af tærsklerne i nærværende artikels stk. 2.

Med henblik herpå tager Kommissionen hensyn til nogle af eller alle følgende elementer, for så vidt de er relevante for den pågældende virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester:

a)

den pågældende virksomheds størrelse, herunder omsætning og markedskapitalisering, aktiviteter og stilling

b)

antallet af erhvervsbrugere, der anvender den centrale platformstjeneste for at nå ud til slutbrugerne, og antallet af slutbrugere

c)

netværkseffekter og datadrevne fordele, navnlig i forbindelse med den pågældende virksomheds adgang til og indsamling af personoplysninger og andre data end personoplysninger eller analysekapacitet

d)

eventuelle stordrifts- eller synergieffekter, som virksomheden drager fordel af, herunder med hensyn til data og, hvor det er relevant, med hensyn til dens aktiviteter uden for Unionen

e)

fastlåsning af erhvervsbrugere eller slutbrugere, herunder skifteomkostninger og adfærdsrelaterede skævheder, der mindsker erhvervsbrugernes og slutbrugernes mulighed for at skifte eller multihome

f)

en konglomeratlignende selskabsstruktur i eller vertikal integration af den pågældende virksomhed, f.eks. dens mulighed for at krydssubsidiere, kombinere data fra forskellige kilder eller udnytte sin stilling, eller

g)

andre strukturelle erhvervs- eller tjenestekarakteristika.

Når Kommissionen foretager sin vurdering i henhold til dette stykke, tager den hensyn til den forventede udvikling vedrørende elementerne i andet afsnit, herunder eventuelle planlagte fusioner med deltagelse af en anden virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester eller andre tjenester i den digitale sektor eller muliggør indsamling af data.

Hvis en virksomhed, der udbyder en central platformstjeneste, som ikke opfylder de kvantitative tærskler i stk. 2, på en væsentlig måde undlader at efterkomme de undersøgelsesforanstaltninger, som Kommissionen har pålagt, og denne manglende overholdelse varer ved, efter at den pågældende virksomhed er blevet opfordret til overholdelse inden for en rimelig frist og til at fremsætte bemærkninger, kan Kommissionen udpege denne virksomhed som gatekeeper på grundlag af de for Kommissionen foreliggende faktiske oplysninger.

9.   For hver virksomhed, der udpeges som gatekeeper i henhold til stk. 4 eller 8, anfører Kommissionen i udpegelsesafgørelsen de relevante centrale platformstjenester, der udbydes inden for den pågældende virksomhed, og som hver især er en vigtig gateway for erhvervsbrugere til at nå ud til slutbrugere, jf. stk. 1, litra b).

10.   Gatekeeperen skal opfylde de forpligtelser, der er fastsat i artikel 5, 6 og 7, senest seks måneder, efter at en central platformstjeneste er blevet anført i udpegelsesafgørelsen i henhold til nærværende artikels stk. 9.

Artikel 5

Forpligtelser for gatekeepere

1.   Gatekeeperen skal overholde alle forpligtelser i denne artikel med hensyn til hver af sine centrale platformstjenester, der er anført i udpegelsesafgørelsen i henhold til artikel 3, stk. 9.

2.   Gatekeeperen må ikke gøre noget af følgende:

a)

med henblik på at udbyde onlinereklametjenester behandle slutbrugeres personoplysninger ved hjælp af tjenester hos tredjeparter, der gør brug af gatekeeperens centrale platformstjenester

b)

kombinere personoplysninger fra den relevante centrale platformstjeneste med personoplysninger fra eventuelle yderligere centrale platformstjenester eller fra eventuelle andre tjenester, der udbydes af gatekeeperen, eller med personoplysninger fra tredjepartstjenester

c)

krydsanvende personoplysninger fra den relevante centrale platformstjeneste i andre tjenester, der udbydes separat af gatekeeperen, herunder andre centrale platformstjenester, og omvendt og

d)

logge slutbrugere på andre tjenester hos gatekeeperen for at kombinere personoplysninger,

medmindre slutbrugeren er blevet præsenteret for det specifikke valg og har givet samtykke som omhandlet i artikel 4, nr. 11), og artikel 7 i forordning (EU) 2016/679.

Hvis slutbrugeren har afvist at give samtykke med henblik på første afsnit eller har trukket det tilbage, må gatekeeperen ikke gentage sin anmodning om samtykke til samme formål mere end én gang inden for en periode på et år.

Dette stykke berører ikke gatekeeperens mulighed for at påberåbe sig artikel 6, stk. 1, litra c), d) og e), i forordning (EU) 2016/679, hvis det er relevant.

3.   Gatekeeperen må ikke forhindre erhvervsbrugere i at tilbyde de samme produkter eller tjenester til slutbrugere gennem tredjeparters onlineformidlingstjenester eller gennem deres egen direkte onlinesalgskanal til priser eller på betingelser, der er forskellige fra dem, der tilbydes gennem gatekeeperens onlineformidlingstjenester.

4.   Gatekeeperen giver erhvervsbrugere mulighed for gratis at meddele og fremsætte tilbud, herunder på forskellige betingelser, til slutbrugere, de har erhvervet via dens centrale platformstjeneste eller ad andre kanaler, og for at indgå kontrakter med de pågældende slutbrugere, uanset om de til dette formål anvender gatekeeperens centrale platformstjenester.

5.   Gatekeeperen giver slutbrugerne mulighed for via dens centrale platformstjenester at få adgang til og anvende indhold, abonnementer, funktioner eller andre elementer ved hjælp af en erhvervsbrugers softwareapplikation, herunder hvis de pågældende slutbrugere har erhvervet sådanne elementer fra den relevante erhvervsbruger uden brug af gatekeeperens centrale platformstjenester.

6.   Gatekeeperen må ikke direkte eller indirekte forhindre eller begrænse erhvervsbrugere eller slutbrugere i at rejse eventuelle spørgsmål om gatekeeperens manglende overholdelse af den relevante EU-ret eller nationale ret for en hvilken som helst relevant offentlig myndighed, herunder nationale retter, vedrørende enhver praksis hos gatekeeperen. Dette berører ikke erhvervsbrugeres og gatekeeperes ret til i deres aftaler at fastsætte vilkår for brug af lovlige klagebehandlingsmekanismer.

7.   Gatekeeperen må ikke kræve, at slutbrugere anvender, eller at erhvervsbrugere anvender, tilbyder eller interagerer med, en identifikationstjeneste, en webbrowsermotor eller en betalingstjeneste eller teknisk tjeneste, som understøtter levering af betalingstjenester, såsom betalingssystemer til køb i apps, hos den pågældende gatekeeper i forbindelse med tjenester, der udbydes af erhvervsbrugere, som anvender den pågældende gatekeepers centrale platformstjenester.

8.   Gatekeeperen må ikke kræve, at erhvervsbrugere eller slutbrugere abonnerer på eller lader sig registrere hos yderligere centrale platformstjenester, der er anført i udpegelsesafgørelsen i henhold til artikel 3, stk. 9, eller som opfylder tærsklerne i artikel 3, stk. 2, litra b), som en betingelse for at kunne anvende, få adgang til, tilmelde sig eller registrere sig hos en af den pågældende gatekeepers centrale platformstjenester, der er anført i henhold til nævnte artikel.

9.   Gatekeeperen giver på annoncørens anmodning hver annoncør, til hvem den leverer onlinereklametjenester, eller tredjeparter, der er godkendt af annoncører, for så vidt angår hver annonce, som annoncøren har indrykket, dagligt gratis oplysninger om:

a)

den pris og de gebyrer, som den pågældende annoncør betaler, herunder eventuelle fradrag og tillæg, for hver af de relevante onlinereklametjenester, der udbydes af gatekeeperen

b)

det vederlag, som udgiveren modtager, herunder eventuelle fradrag og tillæg, med forbehold af udgiverens samtykke, og

c)

parametrene for beregning af de enkelte priser, gebyrer og vederlag.

I tilfælde af at en udgiver samtykker til udveksling af oplysninger om det modtagne vederlag, jf. første afsnit, litra b), giver gatekeeperen gratis hver annoncør oplysninger om det gennemsnitlige daglige vederlag, som den pågældende udgiver modtager, herunder eventuelle fradrag og tillæg, for de relevante annoncer.

10.   Gatekeeperen giver på udgiverens anmodning hver udgiver, til hvem den leverer onlinereklametjenester, eller tredjeparter, der er godkendt af udgivere, for så vidt angår hver annonce, der vises i udgiverens fortegnelse, dagligt gratis oplysninger om:

a)

det vederlag, som udgiveren modtager, og de gebyrer, som udgiveren betaler, herunder eventuelle fradrag og tillæg, for hver af de relevante onlinereklametjenester, der udbydes af gatekeeperen

b)

den pris, som annoncøren betaler, herunder eventuelle fradrag og tillæg, med forbehold af annoncørens samtykke, og

c)

parametrene for beregning af de enkelte priser og vederlag.

I tilfælde af at en annoncør ikke samtykker til udveksling af oplysninger, giver gatekeeperen gratis hver udgiver oplysninger om den gennemsnitlige daglige pris, som den pågældende annoncør betaler, herunder eventuelle fradrag og tillæg, for de relevante annoncer.

Artikel 14

Forpligtelse til at underrette om fusioner

1.   En gatekeeper underretter Kommissionen om enhver påtænkt fusion som omhandlet i artikel 3 i forordning (EF) nr. 139/2004, hvis de fusionerende enheder eller målet for fusionen udbyder centrale platformstjenester eller andre tjenester i den digitale sektor eller muliggør indsamling af data, uanset om den er anmeldelsespligtig til Kommissionen i henhold til nævnte forordning eller til en kompetent national konkurrencemyndighed i henhold til nationale fusionsregler.

En gatekeeper underretter Kommissionen om en sådan fusion, før den gennemføres, og efter fusionsaftalen er indgået, overtagelsestilbuddet offentliggjort eller en kontrollerende andel erhvervet.

2.   Gatekeeperens underretning i henhold til stk. 1 skal som minimum indeholde en beskrivelse af de virksomheder, der er berørt af fusionen, deres årlige omsætning i Unionen og på verdensplan, deres aktivitetsområder, herunder aktiviteter med direkte tilknytning til fusionen, og aftalens transaktionsværdi eller et skøn herover sammen med et resumé af fusionen, herunder dens art og begrundelse, og en liste over de medlemsstater, der er berørt af fusionen.

Gatekeeperens underretning skal også for eventuelle relevante central platformstjenester angive henholdsvis den årlige omsætning i Unionen, antallet af årlige aktive erhvervsbrugere og antallet af månedlige aktive slutbrugere.

3.   Hvis yderligere centrale platformstjenester efter en fusion som omhandlet i denne artikels stk. 1 hver for sig opfylder tærsklerne i artikel 3, stk. 2, litra b), underretter den berørte gatekeeper Kommissionen herom senest to måneder efter gennemførelsen af fusionen og giver Kommissionen de i artikel 3, stk. 2, omhandlede oplysninger.

4.   Kommissionen underretter medlemsstaternes kompetente myndigheder om enhver oplysning, der modtages i henhold til stk. 1, og offentliggør årligt listen over de erhvervelser, som gatekeepere har underrettet den om i henhold til nævnte stykke.

Kommissionen tager hensyn til virksomhedernes legitime interesse i, at deres forretningshemmeligheder beskyttes.

5.   Medlemsstaternes kompetente myndigheder kan anvende de oplysninger, de modtager i henhold til denne artikels stk. 1, til at anmode Kommissionen om at behandle fusionen i henhold til artikel 22 i forordning (EF) nr. 139/2004.

Artikel 17

Markedsundersøgelse med henblik på udpegelse af gatekeepere

1.   Kommissionen kan gennemføre en markedsundersøgelse med henblik på at undersøge, om en virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, bør udpeges som gatekeeper i henhold til artikel 3, stk. 8, eller med henblik på at identificere, hvilke centrale platformstjenester der skal anføres i udpegelsesafgørelsen i henhold til artikel 3, stk. 9. Kommissionen bestræber sig på at afslutte markedsundersøgelsen senest 12 måneder efter den dato, der er omhandlet i artikel 16, stk. 3, litra a). For at afslutte markedsundersøgelsen vedtager Kommissionen en gennemførelsesretsakt, der redegør for afgørelsen. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter rådgivningsproceduren, jf. artikel 50, stk. 2.

2.   I forbindelse med en markedsundersøgelse i henhold til denne artikels stk. 1 bestræber Kommissionen sig på at meddele sine foreløbige konklusioner til den pågældende virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, senest seks måneder efter den dato, der er omhandlet i artikel 16, stk. 3, litra a). I de foreløbige konklusioner redegør Kommissionen for, om den finder det hensigtsmæssigt, at den pågældende virksomhed midlertidigt udpeges som gatekeeper i henhold til artikel 3, stk. 8, og at de relevante centrale platformstjenester anføres i henhold til artikel 3, stk. 9.

3.   Hvis den virksomhed, der udbyder centrale platformtjenester, opfylder tærsklerne i artikel 3, stk. 2, men i overensstemmelse med artikel 3, stk. 5, har fremsat tilstrækkeligt underbyggede argumenter, der klart har rejst tvivl om formodningen i artikel 3, stk. 2, bestræber Kommissionen sig på at afslutte markedsundersøgelsen senest fem måneder efter den dato, der er omhandlet i artikel 16, stk. 3, litra a).

I så fald bestræber Kommissionen sig på at meddele de foreløbige konklusioner i henhold til nærværende artikels stk. 2 til den pågældende virksomhed senest tre måneder efter den dato, der er omhandlet i artikel 16, stk. 3, litra a).

4.   Når Kommissionen i henhold til artikel 3, stk. 8, udpeger en virksomhed, der udbyder centrale platformtjenester, og som endnu ikke har en grundfæstet og varig stilling i sine aktiviteter, men forventeligt vil få en sådan stilling i nær fremtid, som gatekeeper, kan den erklære, at kun en eller flere af de forpligtelser, der er fastsat i artikel 5, stk. 3-6, og artikel 6, stk. 4, 7, 9, 10 og 13, skal finde anvendelse på den pågældende gatekeeper som nærmere angivet i udpegelsesafgørelsen. Kommissionen erklærer kun de forpligtelser anvendelige, der er hensigtsmæssige og nødvendige for at forhindre, at den pågældende gatekeeper ved hjælp af urimelige midler opnår en grundfæstet og varig stilling i sine aktiviteter. Kommissionen tager en sådan udpegelse op til fornyet overvejelse efter proceduren i artikel 4.


whereas









keyboard_arrow_down