search


keyboard_tab Digital Market Act 2022/1925 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2022/1925 DA cercato: 'mellem' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


expand index mellem:


whereas mellem:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 942

 

Artikel 6

Forpligtelser for gatekeepere, som kan blive yderligere præciseret i henhold til artikel 8

1.   Gatekeeperen skal overholde alle forpligtelser i denne artikel med hensyn til hver af dens centrale platformstjenester, der er anført i udpegelsesafgørelsen i henhold til artikel 3, stk. 9.

2.   Gatekeeperen må ikke i konkurrence med erhvervsbrugere anvende eventuelle data, der ikke er offentligt tilgængelige, og som genereres eller stilles til rådighed af disse erhvervsbrugere i forbindelse med deres anvendelse af de relevante centrale platformstjenester eller af de tjenester, der udbydes sammen med eller til støtte for de relevante centrale platformstjenester, herunder data, der genereres eller stilles til rådighed af disse erhvervsbrugeres kunder.

Med henblik på første afsnit omfatter data, der ikke er offentligt tilgængelige, alle aggregerede og ikkeaggregerede data genereret af erhvervsbrugere, som kan udledes af eller indsamles gennem erhvervsbrugeres eller deres kunders kommercielle aktiviteter, herunder data om klik, søgning, visning og tale, på de relevante centrale platformstjenester eller på tjenester, der udbydes sammen med eller til støtte for gatekeeperens relevante centrale platformstjenester.

3.   Gatekeeperen giver slutbrugerne mulighed for og gør det teknisk muligt for dem let at afinstallere softwareapplikationer på gatekeeperens styresystem, uden at dette berører den pågældende gatekeepers mulighed for at begrænse en sådan afinstallation i forbindelse med softwareapplikationer, der er nødvendige for styresystemets eller enhedens funktion, og som tredjeparter teknisk ikke kan tilbyde individuelt.

Gatekeeperen giver slutbrugerne mulighed for og gør det teknisk muligt for dem let at ændre standardindstillingerne for gatekeeperens styresystem, digitale assistent og webbrowser, som dirigerer eller styrer slutbrugerne til produkter eller tjenester, der udbydes af gatekeeperen. Dette omfatter en anmodning til slutbrugerne om, første gang de anvender en af gatekeeperens onlinesøgemaskiner, digitale assistenter eller webbrowsere, der er anført i udpegelsesafgørelsen i henhold til artikel 3, stk. 9, på en liste over de vigtigste tilgængelige tjenesteudbydere at vælge den onlinesøgemaskine, digitale assistent eller webbrowser, hvortil gatekeeperens styresystem som standard dirigerer eller styrer brugerne, og den onlinesøgemaskine, hvortil gatekeeperens digitale assistent og webbrowser som standard dirigerer eller styrer brugerne.

4.   Gatekeeperen giver mulighed for og gør det teknisk muligt at installere og reelt anvende tredjepartssoftwareapplikationer eller softwareapplikationsbutikker, der anvender eller interagerer med dens styresystem, og gør det muligt at tilgå de pågældende softwareapplikationer eller softwareapplikationsbutikker ved hjælp af andre metoder end den pågældende gatekeepers relevante centrale platformstjenester. Gatekeeperen må, hvor det er relevant, ikke forhindre de downloadede tredjepartssoftwareapplikationer eller softwareapplikationsbutikkerne i at anmode slutbrugerne om at vælge, hvorvidt de ønsker at gøre den pågældende downloadede tredjepartssoftwareapplikation eller softwareapplikationsbutikken til deres standardindstilling. Gatekeeperen gør det teknisk muligt for slutbrugere, der vælger at gøre den pågældende downloadede tredjepartssoftwareapplikation eller softwareapplikationsbutikken til deres standardindstilling, let at foretage denne ændring.

Gatekeeperen er ikke afskåret fra at træffe foranstaltninger til at sikre, at tredjepartssoftwareapplikationer eller softwareapplikationsbutikker ikke bringer integriteten af gatekeeperens hardware eller styresystem i fare, i det omfang de er strengt nødvendige og forholdsmæssige, forudsat at sådanne foranstaltninger er behørigt begrundet af gatekeeperen.

Gatekeeperen er desuden ikke afskåret fra at anvende foranstaltninger og andre indstillinger end standardindstillinger, der sætter slutbrugerne i stand til effektivt at beskytte sikkerheden i forbindelse med tredjepartssoftwareapplikationer eller softwareapplikationsbutikker, i det omfang de er strengt nødvendige og forholdsmæssige, forudsat at sådanne foranstaltninger og andre indstillinger end standardindstillinger er behørigt begrundet af gatekeeperen.

5.   Gatekeeperen må ikke behandle rangordnings- og relaterede indekserings- og crawlingstjenester og -produkter, der tilbydes af gatekeeperen selv, mere gunstigt end tilsvarende tjenester eller produkter fra en tredjepart. Gatekeeperen anvender gennemsigtige, retfærdige og ikkediskriminerende betingelser for en sådan rangordning.

6.   Gatekeeperen må ikke teknisk eller på anden vis begrænse slutbrugernes mulighed for at skifte mellem og abonnere på forskellige softwareapplikationer og -tjenester, der tilgås via gatekeeperens centrale platformstjenester, herunder med hensyn til slutbrugernes valg af internetadgangstjenester.

7.   Gatekeeperen giver udbydere af tjenester og udbydere af hardware gratis effektiv interoperabilitet med og adgang med henblik på interoperabilitet til den samme hardware og de samme softwarefunktioner, der tilgås eller kontrolleres via styresystemet eller den digitale assistent anført i udpegelsesafgørelsen i henhold til artikel 3, stk. 9, som er tilgængelige for tjenester eller hardware, der udbydes af gatekeeperen. Desuden giver gatekeeperen erhvervsbrugere og alternative udbydere af tjenester, der udbydes sammen med eller til støtte for centrale platformstjenester, gratis effektiv interoperabilitet med og adgang med henblik på interoperabilitet til det samme styresystem, den samme hardware eller de samme softwarefunktioner, som er tilgængelige for eller anvendes af gatekeeperen ved udbud af sådanne tjenester, uanset om de pågældende funktioner er en del af styresystemet.

Gatekeeperen må ikke forhindres i at træffe strengt nødvendige og forholdsmæssige foranstaltninger til at sikre, at interoperabiliteten ikke bringer integriteten af det styresystem, den digitale assistent, den hardware eller de softwarefunktioner, der stilles til rådighed af gatekeeperen, i fare, forudsat at sådanne foranstaltninger er behørigt begrundet af gatekeeperen.

8.   Gatekeeperen giver på anmodning og gratis annoncører og udgivere samt tredjeparter, der er godkendt af annoncører og udgivere, adgang til gatekeeperens præstationsmåleværktøjer og de data, der er nødvendige for, at annoncører og udgivere kan foretage deres egen uafhængige verifikation af annoncefortegnelsen, herunder aggregerede og ikkeaggregerede data. Sådanne data stilles til rådighed på en måde, der giver annoncører og udgivere mulighed for at anvende deres egne verifikations- og måleværktøjer til at vurdere, hvordan de centrale platformstjenester, der udbydes af gatekeeperne, præsterer.

9.   Gatekeeperen giver på anmodning og gratis slutbrugere og tredjeparter, der er godkendt af en slutbruger, effektiv portabilitet af data, der stilles til rådighed af slutbrugeren eller genereres gennem slutbrugerens aktivitet i forbindelse med brugen af den relevante centrale platformstjeneste, herunder ved gratis at stille værktøjer til rådighed for at lette en effektiv udøvelse af en sådan dataportabilitet og ved at give løbende adgang i realtid til sådanne data.

10.   Gatekeeperen giver på anmodning og gratis erhvervsbrugere og tredjeparter, der er godkendt af en erhvervsbruger, effektiv, kvalitetspræget og løbende adgang i realtid til og mulighed for anvendelse af aggregerede og ikkeaggregerede data, herunder personoplysninger, som stilles til rådighed eller genereres i forbindelse med anvendelsen af de relevante centrale platformstjenester eller tjenester, der udbydes sammen med eller til støtte for de relevante centrale platformstjenester, af de erhvervsbrugere og slutbrugere, der beskæftiger sig med de produkter eller tjenester, som udbydes af disse erhvervsbrugere. For så vidt angår personoplysninger skal gatekeeperen kun give mulighed for sådan adgang til og anvendelse af personoplysninger, hvis oplysningerne er direkte forbundet med slutbrugerens anvendelse af de produkter eller tjenester, der tilbydes af den relevante erhvervsbruger gennem den relevante centrale platformstjeneste, og når slutbrugeren vælger en sådan deling ved at give samtykke.

11.   Gatekeeperen giver på anmodning tredjepartsvirksomheder, der udbyder onlinesøgemaskiner, adgang på fair, rimelige og ikkediskriminerende vilkår til data om rangordning, forespørgsel, klik og visning i forbindelse med gratis og betalt søgning genereret af slutbrugere på dens onlinesøgemaskiner. Alle sådanne data om forespørgsel, klik og visning, der udgør personoplysninger, anonymiseres.

12.   Gatekeeperen anvender retfærdige, rimelige og ikkediskriminerende generelle betingelser for adgang for erhvervsbrugere til sine softwareapplikationsbutikker, onlinesøgemaskiner og sociale onlinenetværkstjenester, der er anført i udpegelsesafgørelsen i henhold til artikel 3, stk. 9.

Med henblik herpå offentliggør gatekeeperen generelle adgangsbetingelser, herunder en alternativ tvistbilæggelsesmekanisme.

Kommissionen vurderer, om de offentliggjorte generelle adgangsbetingelser overholder nærværende stykke.

13.   Gatekeeperen må ikke have generelle betingelser for opsigelse af leveringen af en central platformstjeneste, der er uforholdsmæssige. Gatekeeperen sikrer, at betingelserne for opsigelse kan udøves uden unødige hindringer.

Artikel 7

Gatekeeperes forpligtelse vedrørende interoperabilitet mellem nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester

1.   Hvis en gatekeeper udbyder nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, der er anført i udpegelsesafgørelsen i henhold til artikel 3, stk. 9, gør den de grundlæggende funktionaliteter i sine nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester interoperable med de nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester hos en anden udbyder, der tilbyder eller agter at tilbyde sådanne tjenester i Unionen, ved på anmodning og gratis at tilvejebringe de nødvendige tekniske grænseflader eller lignende løsninger, der fremmer interoperabilitet.

2.   Gatekeeperen gør mindst følgende grundlæggende funktionaliteter, jf. stk. 1, interoperable, hvis gatekeeperen selv udbyder de pågældende funktionaliteter til sine egne slutbrugere:

a)

efter anførelsen i udpegelsesafgørelsen i henhold til artikel 3, stk. 9:

i)

end-to-end-tekstbeskeder mellem to individuelle slutbrugere

ii)

deling af billeder, talemeddelelser, videoer og andre vedhæftede filer i forbindelse med end-to-end-kommunikation mellem to individuelle slutbrugere

b)

inden for to år efter udpegelsen:

i)

end-to-end-tekstbeskeder inden for grupper af individuelle slutbrugere

ii)

deling af billeder, talemeddelelser, videoer og andre vedhæftede filer i forbindelse med end-to-end-kommunikation mellem en gruppechat og en individuel slutbruger

c)

inden for fire år efter udpegelsen:

i)

end-to-end-taleopkald mellem to individuelle slutbrugere

ii)

end-to-end-videoopkald mellem to individuelle slutbrugere

iii)

end-to-end-taleopkald mellem en gruppechat og en individuel slutbruger

iv)

end-to-end-videoopkald mellem en gruppechat og en individuel slutbruger.

3.   Det sikkerhedsniveau, herunder i givet fald end-to-end-kryptering, som gatekeeperen tilvejebringer for sine egne slutbrugere, opretholdes på tværs af de interoperable tjenester.

4.   Gatekeeperen offentliggør et standardtilbud, der fastsætter de tekniske detaljer og de generelle vilkår og betingelser for interoperabilitet med dens nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, herunder de nødvendige detaljer om sikkerhedsniveau og end-to-end-kryptering. Gatekeeperen offentliggør det pågældende standardtilbud inden for den periode, der er fastsat i artikel 3, stk. 10, og ajourfører det om nødvendigt.

5.   Efter offentliggørelsen af standardtilbuddet i henhold til stk. 4 kan enhver udbyder af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, der tilbyder eller agter at tilbyde sådanne tjenester i Unionen, anmode om interoperabilitet med de nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, der udbydes af gatekeeperen. En sådan anmodning kan omfatte nogle af eller alle de grundlæggende funktionaliteter, der er anført i stk. 2. Gatekeeperen efterkommer enhver rimelig anmodning om interoperabilitet inden for tre måneder efter modtagelsen af anmodningen ved at gøre de grundlæggende funktionaliteter, der blev anmodet om, operationelle.

6.   Kommissionen kan på gatekeeperens begrundede anmodning undtagelsesvis forlænge fristen for efterkommelse i henhold til stk. 2 eller 5, hvis gatekeeperen påviser, at dette er nødvendigt for at sikre effektiv interoperabilitet og for at opretholde det nødvendige sikkerhedsniveau, herunder i givet fald end-to-end-kryptering.

7.   Slutbrugerne af de nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester hos gatekeeperen og hos den anmodende udbyder af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester bestemmer selv, om de vil gøre brug af de interoperable grundlæggende funktionaliteter, der kan udbydes af gatekeeperen i henhold til stk. 1.

8.   Gatekeeperen indsamler og udveksler med den udbyder af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, der foretager en anmodning om interoperabilitet, kun de af slutbrugernes personoplysninger, der er strengt nødvendige for at tilvejebringe effektiv interoperabilitet. Enhver sådan indsamling og udveksling af slutbrugernes personoplysninger skal fuldt ud overholde forordning (EU) 2016/679 og direktiv 2002/58/EF.

9.   Gatekeeperen er ikke forhindret i at træffe foranstaltninger til at sikre, at tredjepartsudbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, der anmoder om interoperabilitet, ikke bringer integriteten, sikkerheden og privatlivets fred i forbindelse med dens tjenester i fare, forudsat at sådanne foranstaltninger er strengt nødvendige og forholdsmæssige og behørigt begrundet af gatekeeperen.

Artikel 8

Overholdelse af forpligtelser for gatekeepere

1.   Gatekeeperen skal sikre og påvise, at de forpligtelser, der er fastsat i denne forordnings artikel 5, 6 og 7, er overholdt. De foranstaltninger, der gennemføres af gatekeeperen for at sikre opfyldelse af de nævnte artikler, skal være effektive med hensyn til at nå målene for denne forordning og for den relevante forpligtelse. Gatekeeperen sikrer, at gennemførelsen af de pågældende foranstaltninger er i overensstemmelse med den relevante ret, navnlig forordning (EU) 2016/679, direktiv 2002/58/EF og lovgivningen om cybersikkerhed, forbrugerbeskyttelse og produktsikkerhed, samt med tilgængelighedskravene.

2.   Kommissionen kan på eget initiativ eller på en gatekeepers anmodning i henhold til denne artikels stk. 3 indlede en procedure i henhold til artikel 20.

Kommissionen kan vedtage en gennemførelsesretsakt, der specificerer de foranstaltninger, som den pågældende gatekeeper skal gennemføre for effektivt at opfylde de forpligtelser, der er fastsat i artikel 6 og 7. Denne gennemførelsesretsakt vedtages senest seks måneder efter indledningen af proceduren i henhold til artikel 20 efter rådgivningsproceduren, jf. artikel 50, stk. 2.

Ved indledning af proceduren på eget initiativ i forbindelse med omgåelse i henhold til artikel 13 kan sådanne foranstaltninger vedrøre de forpligtelser, der er fastsat i artikel 5, 6 og 7.

3.   En gatekeeper kan anmode Kommissionen om at indlede en proces for at afgøre, om de foranstaltninger, som den pågældende gatekeeper har til hensigt at gennemføre eller har gennemført for at sikre, at artikel 6 og 7 overholdes, er effektive med hensyn til at nå målet for den relevante forpligtelse under gatekeeperens specifikke omstændigheder. Kommissionen har skønsbeføjelse til at beslutte, om den vil indlede en sådan proces, idet den overholder principperne om ligebehandling, proportionalitet og god forvaltningsskik.

I anmodningen giver gatekeeperen en begrundet redegørelse for de foranstaltninger, som den har til hensigt at gennemføre eller har gennemført. Gatekeeperen vedlægger desuden en ikkefortrolig udgave af sin begrundede redegørelse, der kan deles med tredjeparter i henhold til stk. 6.

4.   Denne artikels stk. 2 og 3 berører ikke Kommissionens beføjelser i henhold til artikel 29, 30 og 31.

5.   Med henblik på vedtagelse af afgørelsen i henhold til stk. 2 meddeler Kommissionen sine foreløbige konklusioner til gatekeeperen senest tre måneder efter indledningen af proceduren i henhold til artikel 20. I de foreløbige konklusioner redegør Kommissionen for de foranstaltninger, som den overvejer at træffe, eller som den finder, at den pågældende gatekeeper bør træffe for at følge effektivt op på de foreløbige konklusioner.

6.   For reelt at gøre det muligt for interesserede tredjeparter at fremsætte bemærkninger offentliggør Kommissionen, når den meddeler sine foreløbige konklusioner til gatekeeperen i henhold til stk. 5 eller snarest muligt derefter, et ikkefortroligt resumé af sagen og de foranstaltninger, som den overvejer at træffe, eller som den finder, at den pågældende gatekeeper bør træffe. Kommissionen fastsætter en rimelig frist, inden for hvilken sådanne bemærkninger skal fremsættes.

7.   I forbindelse med præciseringen af foranstaltningerne i henhold til stk. 2 sikrer Kommissionen, at foranstaltningerne er effektive med hensyn til at nå målene for denne forordning og for den relevante forpligtelse og står i et rimeligt forhold til gatekeeperens og den relevante tjenestes specifikke omstændigheder.

8.   Med henblik på at præcisere forpligtelserne i henhold til artikel 6, stk. 11 og 12, vurderer Kommissionen også, om de påtænkte eller gennemførte foranstaltninger sikrer, at der ikke længere er nogen ubalance mellem erhvervsbrugeres rettigheder og forpligtelser, og at foranstaltningerne ikke i sig selv giver gatekeeperen en uforholdsmæssig fordel i forhold til den tjeneste, som gatekeeperen udbyder til erhvervsbrugere.

9.   For så vidt angår procedurerne i henhold til stk. 2 kan Kommissionen på anmodning eller på eget initiativ beslutte at genåbne dem, hvis:

a)

der er sket væsentlige ændringer af de faktiske forhold, som lå til grund for afgørelsen, eller

b)

afgørelsen var baseret på ufuldstændige, ukorrekte eller vildledende oplysninger, eller

c)

foranstaltningerne som specificeret i afgørelsen ikke er effektive.

Artikel 9

Suspension

1.   Hvis gatekeeperen i en begrundet anmodning påviser, at opfyldelse af en specifik forpligtelse, der er fastsat i artikel 5, 6 eller 7, for en central platformstjeneste, der er anført i udpegelsesafgørelsen i henhold til artikel 3, stk. 9, på grund af ganske særlige omstændigheder, som ligger uden for gatekeeperens kontrol, vil bringe den økonomiske levedygtighed af dens virksomhed i Unionen i fare, kan Kommissionen vedtage en gennemførelsesretsakt, der indeholder dens afgørelse om undtagelsesvis helt eller delvist at suspendere den specifikke forpligtelse, der er omhandlet i den pågældende begrundede anmodning, (»afgørelsen om suspension«). I denne gennemførelsesretsakt begrunder Kommissionen sin afgørelse om suspension ved at anføre de ganske særlige omstændigheder, der berettiger suspensionen. Denne gennemførelsesretsakt begrænses, så den kun gælder i det omfang og så længe, det er nødvendigt for at imødegå en sådan trussel mod gatekeeperens levedygtighed. Kommissionen sigter mod at vedtage denne gennemførelsesretsakt straks og senest tre måneder efter modtagelsen af en fuldstændig, begrundet anmodning. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter rådgivningsproceduren, jf. artikel 50, stk. 2.

2.   Hvis suspension indrømmes i henhold til stk. 1, tager Kommissionen sin afgørelse om suspension op til fornyet overvejelse hvert år, medmindre der i afgørelsen er angivet et kortere mellemrum. Efter en sådan fornyet overvejelse ophæver Kommissionen enten helt eller delvist suspensionen eller bestemmer, at betingelserne i stk. 1 fortsat er opfyldt.

3.   I hastetilfælde kan Kommissionen på en gatekeepers begrundede anmodning midlertidigt suspendere anvendelsen af en specifik forpligtelse som omhandlet i stk. 1 på en eller flere individuelle centrale platformstjenester allerede forud for afgørelsen i henhold til nævnte stykke. En sådan anmodning kan fremsættes og efterkommes når som helst i afventning af Kommissionens vurdering i henhold til stk. 1.

4.   Ved vurderingen af anmodningen omhandlet i stk. 1 og 3 tager Kommissionen navnlig hensyn til, hvilken indvirkning overholdelse af den specifikke forpligtelse vil have på den økonomiske levedygtighed af gatekeeperens virksomhed i Unionen samt på tredjeparter, navnlig SMV'er og forbrugere. Suspensionen kan gøres betinget af betingelser og forpligtelser, som fastsættes af Kommissionen for at sikre en rimelig balance mellem disse interesser og målene for denne forordning.

Artikel 10

Fritagelse begrundet i hensynet til folkesundheden og den offentlige sikkerhed

1.   Kommissionen kan efter en begrundet anmodning fra en gatekeeper eller på eget initiativ vedtage en gennemførelsesretsakt, der redegør for dens afgørelse om helt eller delvis at fritage den pågældende gatekeeper fra en specifik forpligtelse i artikel 5, 6 eller 7 i forbindelse med en central platformstjeneste, der er anført i udpegelsesafgørelsen i henhold til artikel 3, stk. 9, hvis en sådan fritagelse er berettiget af de grunde, der er anført i nærværende artikels stk. 3 (»afgørelsen om fritagelse«). Kommissionen vedtager afgørelsen om fritagelse inden for tre måneder efter modtagelsen af en fuldstændig, begrundet anmodning og afgiver en begrundet erklæring med en forklaring af grundene til fritagelsen. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter rådgivningsproceduren, jf. artikel 50, stk. 2.

2.   Hvis der indrømmes en fritagelse i henhold til stk. 1, tager Kommissionen sin afgørelse om fritagelse op til fornyet overvejelse, hvis grunden til fritagelsen ikke længere foreligger, eller mindst en gang om året. Efter en sådan fornyet overvejelse ophæver Kommissionen enten helt eller delvist fritagelsen eller bestemmer, at betingelserne i stk. 1 fortsat er opfyldt.

3.   En fritagelse i henhold til stk. 1 kan kun indrømmes med begrundelse i hensynet til folkesundheden eller den offentlige sikkerhed.

4.   I hastetilfælde kan Kommissionen efter en begrundet anmodning fra en gatekeeper eller på eget initiativ midlertidigt suspendere anvendelsen af en specifik forpligtelse som omhandlet i stk. 1 på en eller flere individuelle centrale platformstjenester allerede inden afgørelsen i henhold til nævnte stykke. En sådan anmodning kan fremsættes og efterkommes når som helst i afventning af Kommissionens vurdering i henhold til stk. 1.

5.   Ved vurderingen af anmodningen omhandlet i stk. 1 og 4 tager Kommissionen navnlig hensyn til konsekvenserne af overholdelse af den specifikke forpligtelse for de i stk. 3 omhandlede grunde samt virkningerne for den berørte gatekeeper og for tredjeparter. Kommissionen kan gøre suspensionen betinget af betingelser og forpligtelser for at sikre en rimelig balance mellem de mål, der forfølges med begrundelsen i stk. 3, og målene i denne forordning.

Artikel 12

Ajourføringsforpligtelser for gatekeepere

1.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 49 for at supplere denne forordning for så vidt angår de forpligtelser, der er fastsat i artikel 5 og 6. Disse delegerede retsakter skal baseres på en markedsundersøgelse i henhold til artikel 19, som har konstateret, at der er behov for at holde disse forpligtelser ajour for at imødegå praksis, som begrænser den frie markedsadgang for centrale platformstjenester, eller som er urimelige på samme måde som den praksis, der er omfattet af de i artikel 5 og 6 fastsatte forpligtelser.

2.   Anvendelsesområdet for en delegeret retsakt vedtaget i henhold til stk. 1 skal være begrænset til:

a)

udvidelse af en forpligtelse, der kun gælder for visse centrale platformstjenester, til andre centrale platformstjenester, der er anført i artikel 2, nr. 2)

b)

udvidelse af en forpligtelse, der er til fordel for visse erhvervsbrugere eller slutbrugere, så den gavner andre erhvervsbrugere eller slutbrugere

c)

præcisering af, hvordan de forpligtelser, der er fastsat i artikel 5 og 6, skal opfyldes af gatekeeperne for at sikre effektiv overholdelse af disse forpligtelser

d)

udvidelse af en forpligtelse, der kun gælder for visse tjenester, der udbydes sammen med eller til støtte for centrale platformstjenester, til andre tjenester, der udbydes sammen med eller til støtte for centrale platformstjenester

e)

udvidelse af en forpligtelse, der kun gælder for visse typer data, til også at gælde for andre typer data

f)

tilføjelse af yderligere betingelser, hvis en forpligtelse opstiller visse betingelser for en gatekeepers adfærd, eller

g)

anvendelse af en forpligtelse, der regulerer forholdet mellem en række af gatekeeperens centrale platformstjenester, på forholdet mellem en central platformstjeneste og andre af gatekeeperens tjenester.

3.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 49 for at ændre denne forordning for så vidt angår den liste over grundlæggende funktionaliteter, der er omhandlet i artikel 7, stk. 2, ved at tilføje eller fjerne funktionaliteter i nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester.

Disse delegerede retsakter skal baseres på en markedsundersøgelse i henhold til artikel 19, som har konstateret, at der er behov for at holde disse forpligtelser ajour for at imødegå praksis, som begrænser den frie markedsadgang for centrale platformstjenester, eller som er urimelige på samme måde som den praksis, der er omfattet af de i artikel 7 fastsatte forpligtelser.

4.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 49 for at supplere denne forordning for så vidt angår forpligtelserne i artikel 7 ved at præcisere, hvordan disse forpligtelser skal opfyldes for at sikre effektiv overholdelse af disse forpligtelser. Disse delegerede retsakter skal baseres på en markedsundersøgelse i henhold til artikel 19, som har konstateret, at der er behov for at holde disse forpligtelser ajour for at imødegå praksis, som begrænser den frie markedsadgang for centrale platformstjenester, eller som er urimelige på samme måde som den praksis, der er omfattet af de i artikel 7 fastsatte forpligtelser.

5.   En praksis som omhandlet i stk. 1, 3 og 4 anses for at begrænse den frie markedsadgang for centrale platformstjenester eller være urimelig, hvis:

a)

den pågældende praksis udøves af gatekeepere og kan hindre innovation og begrænse valgmulighederne for erhvervsbrugere og slutbrugere, fordi den:

i)

varigt påvirker eller risikerer varigt at påvirke den frie markedsadgang for en central platformstjeneste eller andre tjenester i den digitale sektor som følge af skabelsen eller styrkelsen af adgangsbarrierer for andre virksomheder af barrierer for ekspansion for udbydere af en central platformstjeneste eller andre tjenester i den digitale sektor, eller

ii)

forhindrer andre operatører i at have samme adgang som gatekeeperen til vigtigt input, eller

b)

der er en ubalance mellem erhvervsbrugeres rettigheder og forpligtelser, og gatekeeperen opnår en fordel af erhvervsbrugerne, der ikke står i rimeligt forhold til den tjeneste, som den pågældende gatekeeper udbyder til disse erhvervsbrugere.

Artikel 28

Compliancefunktion

1.   Gatekeepere opretter en compliancefunktion, der er uafhængig af gatekeeperens operationelle afdelinger og består af en eller flere complianceansvarlige, herunder lederen af compliancefunktionen.

2.   Gatekeeperen sikrer, at den i stk. 1 omhandlede compliancefunktion har tilstrækkelige beføjelser, status og ressourcer samt adgang til gatekeeperens ledelsesorgan til at overvåge, at gatekeeperen overholder denne forordning.

3.   Gatekeeperens ledelsesorgan sikrer, at complianceansvarlige, der udpeges i henhold til stk. 1, har de nødvendige faglige kvalifikationer og den nødvendige viden, erfaring og evne til at udføre de opgaver, der er omhandlet i stk. 5.

Gatekeeperens ledelsesorgan sikrer også, at en sådan leder af compliancefunktionen er en uafhængig højtstående leder med særligt ansvar for compliancefunktionen.

4.   Lederen af compliancefunktionen skal rapportere direkte til gatekeeperens ledelsesorgan og kan gøre opmærksom på betænkeligheder og advare organet, hvis der opstår risici for manglende overholdelse af denne forordning, uden at dette berører ledelsesorganets ansvar i dets tilsyns- og ledelsesfunktioner.

Lederen af compliancefunktionen må ikke fjernes fra posten uden forudgående godkendelse fra gatekeeperens ledelsesorgan.

5.   complianceansvarlige, der er udpeget af gatekeeperen i henhold til stk. 1, har følgende opgaver:

a)

tilrettelægge, overvåge og føre tilsyn med de foranstaltninger og aktiviteter, der gennemføres af gatekeeperne, og som har til formål at sikre overholdelse af denne forordning

b)

informere og rådgive ledelsen og gatekeeperens medarbejdere om overholdelse af denne forordning

c)

hvor det er relevant, overvåge overholdelsen af tilsagn, der er gjort bindende i henhold til artikel 25, uden at dette berører Kommissionens mulighed for at udpege uafhængige eksterne eksperter i henhold til artikel 26, stk. 2

d)

samarbejde med Kommissionen med henblik på denne forordning.

6.   Gatekeepere meddeler Kommissionen navn og kontaktoplysninger på lederen af compliancefunktionen.

7.   Gatekeeperens ledelsesorgan definerer, fører tilsyn med og er ansvarlig for gennemførelsen af gatekeeperens ledelsesordninger, der sikrer compliancefunktionens uafhængighed, herunder ansvarsfordelingen i gatekeeperens organisation og forebyggelse af interessekonflikter.

8.   Ledelsesorganet godkender og gennemgår med regelmæssige mellemrum og mindst en gang om året strategierne og politikkerne for udøvelse, forvaltning og overvågning af overholdelsen af denne forordning.

9.   Ledelsesorganet afsætter tilstrækkelig tid til forvaltning og overvågning af overholdelsen af denne forordning. Det deltager aktivt i beslutninger vedrørende forvaltning og håndhævelse af denne forordning og sikrer, at der er afsat tilstrækkelige ressourcer til formålet.

Artikel 34

Ret til at blive hørt og aktindsigt

1.   Inden Kommissionen vedtager en afgørelse i henhold til artikel 8, artikel 9, stk. 1, artikel 10, stk. 1, artikel 17, 18, 24, 25, 29 og 30 og artikel 31, stk. 2, giver den den berørte gatekeeper eller virksomhed eller sammenslutning af virksomheder mulighed for at blive hørt om:

a)

Kommissionens foreløbige konklusioner, herunder ethvert spørgsmål, som Kommissionen har gjort indsigelse imod, og

b)

foranstaltninger, som Kommissionen måtte have til hensigt at træffe på baggrund af de foreløbige konklusioner i henhold til nærværende stykkes litra a).

2.   Berørte gatekeepere, virksomheder og sammenslutninger af virksomheder kan fremsætte deres bemærkninger vedrørende Kommissionens foreløbige konklusioner til Kommissionen inden for en frist, som Kommissionen fastsætter i sine foreløbige konklusioner, og som ikke må være kortere end 14 dage.

3.   Kommissionen baserer kun sine afgørelser på foreløbige konklusioner, herunder ethvert spørgsmål, som Kommissionen har gjort indsigelse mod, som de berørte gatekeepere, virksomheder og sammenslutninger af virksomheder har haft lejlighed til at udtale sig om.

4.   Den berørte gatekeepers, virksomheds eller sammenslutning af virksomheders ret til forsvar skal respekteres fuldt ud i alle procedurer. Den berørte gatekeeper, virksomhed eller sammenslutning af virksomheder har ret til aktindsigt i Kommissionens sagsakter på grundlag af vilkårene for videregivelse med forbehold af virksomhedernes legitime interesse i at beskytte deres forretningshemmeligheder. I tilfælde af uenighed mellem parterne kan Kommissionen vedtage afgørelser om vilkårene for videregivelse. Aktindsigten i Kommissionens sagsakter omfatter ikke Kommissionens eller medlemsstaternes kompetente myndigheders fortrolige oplysninger og interne dokumenter. Navnlig omfatter aktindsigten ikke korrespondance mellem Kommissionen og medlemsstaternes kompetente myndigheder. Intet i dette stykke er til hinder for, at Kommissionen videregiver eller anvender oplysninger, som er nødvendige for at bevise en overtrædelse.

Artikel 35

Ã…rlig rapportering

1.   Kommissionen forelægger en årlig rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af denne forordning og om fremskridtene hen imod opnåelsen af dens mål.

2.   Rapporten omhandlet i stk. 1 skal indeholde:

a)

et resumé af Kommissionens aktiviteter, herunder eventuelle vedtagne foranstaltninger eller afgørelser og igangværende markedsundersøgelser i forbindelse med denne forordning

b)

resultaterne af overvågningen af gatekeepernes gennemførelse af forpligtelserne i henhold til denne forordning

c)

en vurdering af den reviderede beskrivelse, der er omhandlet i artikel 15

d)

en oversigt over samarbejdet mellem Kommissionen og de nationale myndigheder i forbindelse med denne forordning

e)

en oversigt over de aktiviteter og opgaver, der udføres af Gruppen på Højt Niveau af Digitale Tilsynsmyndigheder, herunder hvordan dens henstillinger vedrørende håndhævelsen af denne forordning skal gennemføres.

3.   Kommissionen offentliggør rapporten på sit websted.

Artikel 40

Gruppe på højt niveau

1.   Kommissionen nedsætter en gruppe på højt niveau for forordningen om digitale markeder (»gruppen på højt niveau«).

2.   Gruppen på højt niveau består af følgende europæiske organer og netværk:

a)

Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation

b)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse og Det Europæiske Databeskyttelsesråd

c)

Det Europæiske Konkurrencenetværk

d)

netværket for forbrugerbeskyttelsessamarbejde og

e)

Gruppen af Europæiske Tilsynsmyndigheder for Audiovisuelle Medietjenester.

3.   De europæiske organer og netværk, der er omhandlet i stk. 2, skal hver især have lige mange repræsentanter i gruppen på højt niveau. Gruppen på højt niveau må højst have 30 medlemmer.

4.   Kommissionen stiller sekretariatsfunktioner til rådighed for gruppen på højt niveau for at lette dens arbejde. Gruppen på højt niveau ledes af Kommissionen, som deltager i dens møder. Gruppen på højt niveau træder på Kommissionens anmodning sammen mindst én gang pr. kalenderår. Kommissionen indkalder også gruppen til et møde, når flertallet af gruppens medlemmer anmoder herom for at behandle et specifikt spørgsmål.

5.   Gruppen på højt niveau kan yde rådgivning og ekspertbistand til Kommissionen på de områder, der henhører under dens medlemmers kompetencer, herunder:

a)

rådgivning og anbefalinger inden for rammerne af deres ekspertise, som er relevant for ethvert generelt spørgsmål vedrørende gennemførelse eller håndhævelse af denne forordning, eller

b)

rådgivning og ekspertbistand, der fremmer en ensartet reguleringsmæssig tilgang på tværs af forskellige reguleringsinstrumenter.

6.   Gruppen på højt niveau kan navnlig identificere og vurdere det nuværende og potentielle samspil mellem denne forordning og de sektorspecifikke regler, der anvendes af de nationale myndigheder, som udgør de i stk. 2 omhandlede europæiske organer og netværk, og forelægge Kommissionen en årlig rapport, der indeholder en sådan vurdering og kortlægger potentielle tværgående reguleringsmæssige spørgsmål. En sådan rapport kan ledsages af anbefalinger, der tager sigte på at nå frem til ensartede tværfaglige tilgange og synergier mellem gennemførelsen af denne forordning og andre sektorspecifikke forskrifter. Rapporten fremsendes til Europa-Parlamentet og Rådet.

7.   I forbindelse med markedsundersøgelser af nye tjenester og ny praksis kan gruppen på højt niveauplan yde ekspertbistand til Kommissionen om behovet for at ændre, tilføje eller fjerne regler i denne forordning for at sikre, at digitale markeder i hele Unionen er åbne og retfærdige.

Artikel 46

Gennemførelsesbestemmelser

1.   Kommissionen kan vedtage gennemførelsesretsakter, der fastsætter nærmere bestemmelser om anvendelsen af følgende:

a)

form, indhold og andre enkeltheder i de underretninger og meddelelser, der gives i henhold til artikel 3

b)

form, indhold og andre enkeltheder i de tekniske foranstaltninger, som gatekeepere skal gennemføre for at sikre overensstemmelse med artikel 5, 6 eller 7

c)

operationelle og tekniske ordninger med henblik på gennemførelse af interoperabilitet for nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester i henhold til artikel 7

d)

form, indhold og andre enkeltheder i den begrundede anmodning i henhold til artikel 8, stk. 3

e)

form, indhold og andre enkeltheder i de begrundede anmodninger i henhold til artikel 9 og 10

f)

form, indhold og andre enkeltheder i de reguleringsmæssige rapporter, der indgives i henhold til artikel 11

g)

metoden og proceduren for den reviderede beskrivelse af teknikker, der anvendes til profilering af forbrugere, jf. artikel 15, stk. 1; Kommissionen hører, når den udarbejder et udkast til gennemførelsesretsakt til dette formål, Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse og kan høre Det Europæiske Databeskyttelsesråd, civilsamfundet og andre relevante eksperter

h)

form, indhold og andre enkeltheder i de underretninger og meddelelser, der gives i henhold til artikel 14 og 15

i)

den praktiske tilrettelæggelse af procedurerne vedrørende markedsundersøgelser i henhold til artikel 17, 18 og 19 og procedurer i henhold til artikel 24, 25 og 29

j)

de praktiske ordninger for udøvelse af retten til at blive hørt, jf. artikel 34

k)

de praktiske ordninger for vilkårene for videregivelse, jf. artikel 34

l)

de praktiske ordninger for samarbejdet og koordineringen mellem Kommissionen og nationale myndigheder, jf. artikel 37 og 38, og

m)

de praktiske ordninger for beregning og forlængelse af frister.

2.   Gennemførelsesretsakterne omhandlet i denne artikels stk. 1, litra a)-k) og m), vedtages efter rådgivningsproceduren, jf. artikel 50, stk. 2.

Gennemførelsesretsakten omhandlet i denne artikels stk. 1, litra l), vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 50, stk. 3.

3.   Inden Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter i henhold til stk. 1, offentliggør den et udkast til disse og opfordrer alle interesserede parter til at indgive deres bemærkninger inden udløbet af en frist, som skal være på mindst en måned.


whereas









keyboard_arrow_down