keyboard_tab Contratti di vendita di beni conformi 2019/0771 DA

(4) E-handel er en hoveddrivkraft for vækst i det indre marked.

  Men e-handlens vækstpotentiale er imidlertid langtfra udnyttet til fulde.

  For at styrke Unionens konkurrenceevne og skabe vækst er Unionen nødt til at handle hurtigt og tilskynde de økonomiske aktører til at frigøre det indre markeds fulde potentiale.

  Det indre markeds fulde potentiale kan kun frigøres, såfremt alle markedsdeltagere har let adgang til grænseoverskridende salg af varer, herunder e-handelstransaktioner.

  De aftaleretlige regler, som ligger til grund for markedsdeltagernes transaktioner, er blandt de vigtigste faktorer, der påvirker virksomhedernes beslutninger om, hvorvidt de skal udbyde varer på tværs af grænserne.

  Disse regler har desuden betydning for, hvorvidt forbrugere er villige til at tage denne form for køb til sig og have tillid til den.

(5) Den teknologiske udvikling har ført til et voksende marked for varer, der integrerer eller er indbyrdes forbundet med digitalt indhold eller digitale tjenester.

  På grund af det stigende antal af denne form for udstyr og deres hurtigt voksende udbredelse blandt forbrugere er det nødvendigt med en indsats på EU-plan for at sikre, at der er et højt niveau af forbrugerbeskyttelse, og at øge retssikkerheden med hensyn til de regler, der finder anvendelse for aftaler om salg af sådanne produkter.

  Forøgelse af retssikkerheden vil hjælpe til at styrke forbrugeres og sælgeres tillid.

(6) EU-reglerne for salg af varer er stadig fragmenterede, selv om reglerne om leveringsbetingelser og hvad angår aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretningssted, oplysningskrav forud for indgåelsen af aftalen og fortrydelsesret allerede er fuldt ud harmoniserede ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU (3).

  Andre vigtige kontraktforhold, såsom betingelser for overensstemmelse, beføjelser i tilfælde af mangler ved aftalen og de væsentligste regler for udøvelse af disse beføjelser, er i dag underlagt minimumsharmonisering i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF (4).

  Medlemsstaterne har haft mulighed for at være mere vidtgående end EU-standarderne og indføre eller opretholde regler, der sikrer, at et endnu højere forbrugerbeskyttelsesniveau opnås.

  I denne forbindelse har de tilpasset forskellige forhold i forskelligt omfang.

  Dermed er der i dag væsentlige forskelle i de nationale bestemmelser, der gennemfører direktiv 1999/44/EF, for så vidt angår centrale forhold, såsom fraværet eller tilstedeværelsen af et hierarki af beføjelser.

(7) De nuværende forskelle kan være til skade for virksomheder og forbrugere.

  I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 (5) skal erhvervsdrivende, der retter deres virksomhed mod forbrugere i andre medlemsstater, tage højde for de ufravigelige forbrugeraftaleretlige regler på det sted, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted.

  Da der er forskel på disse regler i medlemsstaterne, kan virksomhederne stå over for yderligere omkostninger.

  Derfor kan mange virksomheder foretrække blot at drive handel indenlands eller kun at eksportere til en eller to medlemsstater.

  Dette valg, der mindsker eksponeringen for omkostninger og risici i forbindelse med grænseoverskridende handel, resulterer i forspildte muligheder for at udvide virksomheden og for stordriftsfordele.

  Dette berører især SMV’er.

(8) Selv om forbrugere som følge af forordning (EF) nr. 593/2008 nyder en høj grad af beskyttelse, når de foretager køb i udlandet, har den juridiske fragmentering desuden en negativ indvirkning på forbrugeres tillid til grænseoverskridende transaktioner.

  Om end der er flere faktorer, der bidrager til denne mistillid, er usikkerheden om de vigtigste aftalemæssige rettigheder en af de største bekymringer for forbrugere.

  Denne usikkerhed gør sig gældende, uanset om forbrugere er beskyttet af de ufravigelige forbrugeraftaleretlige regler i deres egen medlemsstat, når sælgere retter deres grænseoverskridende virksomhed mod dem, eller om forbrugere indgår grænseoverskridende aftaler med sælgere, uden at den pågældende sælger udøver sin erhvervsmæssige virksomhed i forbrugerens medlemsstat.

(9) Selv om onlinesalg af varer tegner sig for langt størstedelen af de grænseoverskridende salg i Unionen, har forskellene i nationale aftaleregler samme betydning for detailhandlende, der beskæftiger sig med fjernsalg, som for detailhandlende, der beskæftiger sig med direkte salg, og de forhindrer dem i at udvide på tværs af grænserne.

  Dette direktiv bør omfatte alle salgskanaler for at skabe lige forretningsvilkår for alle virksomheder, som sælger varer til forbrugere.

  Ved at fastlægge ensartede regler for alle salgskanaler bør dette direktiv sikre, at der ikke opstår forskelle, der kan påføre det stigende antal detailhandlende i Unionen, som opererer via flere kanaler, en urimelig byrde.

  Behovet for sammenhængende regler for salg og garantier uanset salgskanal blev bekræftet i forbindelse med Kommissionens kvalitetskontrol af forbruger- og markedsføringslovgivning offentliggjort den 29.

  maj 2017, og som også omfattede direktiv 1999/44/EF.

(10) Dette direktiv bør omfatte regler for salg af varer, herunder varer med digitale elementer, udelukkende i forbindelse med de centrale aftaleforhold, der er nødvendige for at overvinde aftaleretlige hindringer på det indre marked.

  I den forbindelse bør reglerne om krav til overensstemmelse, forbrugeres beføjelser i tilfælde af mangler ved aftalen og de vigtigste regler for udøvelse af disse beføjelser harmoniseres fuldt ud, og forbrugerbeskyttelsesniveauet bør øges i forhold til direktiv 1999/44/EF.

  Fuldt ud harmoniserede regler om nogle centrale forhold i forbrugeraftaleretten vil gøre det nemmere for virksomheder, i særdeleshed SMV’er, at udbyde deres produkter i andre medlemsstater.

  Ved fuld harmonisering af centrale regler vil forbrugere få et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og øget forbrugervelfærd.

(11) Dette direktiv supplerer direktiv 2011/83/EU.

  Hvor direktiv 2011/83/EU primært fastsætter bestemmelser vedrørende oplysningskrav forud for indgåelsen af aftaler, fortrydelsesret ved aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretningssted samt regler om levering af varer og risikoens overgang, indfører nærværende direktiv regler vedrørende varernes overensstemmelse, forbrugernes beføjelser i tilfælde af mangler og regler for deres udøvelse.

(13) Dette direktiv og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/770 (6) bør supplere hinanden.

  Hvor direktiv (EU) 2019/770 fastsætter regler om visse krav vedrørende aftaler om levering af digitalt indhold eller digitale tjenester, fastsætter nærværende direktiv regler om visse krav vedrørende aftaler om salg af varer.

  For at imødekomme forbrugeres forventninger og sikre en tydelig og enkel retlig ramme for erhvervsdrivende for digitalt indhold og digitale tjenester, finder direktiv (EU) 2019/770 anvendelse på levering af digitalt indhold og digitale tjenester, herunder digitalt indhold der leveres på et fysisk medium, såsom DVD'er, CD'er, USB-nøgler og hukommelseskort, samt på det fysiske medium, forudsat at det fysiske medium udelukkende fungerer som formidler af det digitale indhold.

  I modsætning hertil bør nærværende direktiv finde anvendelse på aftaler om salg af varer, herunder varer med digitale elementer, der kræver digitalt indhold eller en digital tjeneste for at fungere.

(15) Dette direktiv bør finde anvendelse på aftaler om salg af varer, herunder varer med digitale elementer, hvor fraværet af digitalt indhold eller en digital tjeneste, der er integreret eller indbyrdes forbundet, vil forhindre varerne i at fungere, og hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste leveres sammen med varerne i henhold til købsaftalen vedrørende disse varer.

  Hvorvidt leveringen af digitalt indhold eller en digital tjeneste, der er integreret eller indbyrdes forbundet, udgør en del af købsaftalen med sælgeren, bør afhænge af denne aftales indhold.

  Det bør omfatte digitalt indhold eller digitale tjenester, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med varerne, hvis leveringen heraf udtrykkeligt kræves i aftalen.

  Det bør også omfatte de købsaftaler, der kan forstås som omfattende leveringen af specifikt digitalt indhold eller en specifik digital tjeneste, fordi det er sædvanligt for varer af samme type, og forbrugeren med rimelighed kan forvente dette i betragtning af varernes karakter og i betragtning af eventuelle offentlige udsagn, der er fremsat af eller på vegne af sælgeren eller andre personer i tidligere led i transaktionskæden, herunder producenten.

  Hvis f.eks.

  et smart-TV blev annonceret som indeholdende en bestemt videoapplikation, ville denne videoapplikation blive anset for at være en del af købsaftalen.

  Dette bør gælde, uanset om det digitale indhold eller den digitale tjeneste er forudinstalleret i selve varen eller skal downloades efterfølgende på en anden enhed og kun er indbyrdes forbundet med varen.

  En smartphone kunne f.eks.

  leveres med standardiserede forudinstallerede programmer, der er leveret i henhold til købsaftalen, såsom et alarmprogram eller et kameraprogram.

  Et andet muligt eksempel er et smartur.

  I sådant et tilfælde er det selve uret, der anses for at være varen med digitale elementer, som kun kan fungere med en applikation, der leveres i henhold til købsaftalen, men som skal downloades af forbrugeren til en smartphone.

  Applikationen er derefter det indbyrdes forbundne digitale element.

  Dette bør også gælde, hvis det digitale indhold eller den digitale tjeneste, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med varen, ikke leveres af sælgeren selv, men leveres i henhold til købsaftalen af en tredjemand.

  For at undgå usikkerhed for både sælgere og forbrugere bør reglerne i dette direktiv finde anvendelse i tilfælde af tvivl om, hvorvidt leveringen af det digitale indhold eller den digitale tjeneste er en del af købsaftalen.

  Konstatering af, at der eksisterer et bilateralt aftalemæssigt forhold mellem sælgeren og forbrugeren, som leveringen af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, der er integreret eller indbyrdes forbundet, er en del af, bør desuden ikke berøres af det forhold, at forbrugeren skal give sit samtykke til en licensaftale med en tredjepart for at kunne bruge det digitale indhold eller den digitale tjeneste.

(18) Dette direktiv bør ikke berøre nationalret, i det omfang de pågældende spørgsmål ikke er reguleret af dette direktiv, navnlig for så vidt angår varernes lovlighed, erstatning og generelle aftaleretlige aspekter såsom indgåelse, gyldighed, ugyldighed eller virkninger af aftaler.

  Det samme bør gælde for konsekvenserne af at ophæve aftalen og for visse aspekter angående afhjælpning og omlevering, som ikke er reguleret af dette direktiv.

  I forbindelse med reguleringen af parters ret til at undlade at opfylde deres forpligtelser eller en del deraf, indtil den anden part opfylder sine forpligtelser, bør medlemsstaterne stadig frit kunne regulere betingelserne og reglerne for, at forbrugeren kan tilbageholde betalingen af prisen.

  Medlemsstaterne bør også fortsat frit kunne regulere forbrugerens ret til erstatning for skader, de har lidt som følge af sælgerens overtrædelse af dette direktiv.

  Dette direktiv bør heller ikke berøre nationale regler, der ikke gælder specifikt for forbrugeraftaler, og som giver specifikke beføjelser i forbindelse med visse typer af fejl, der ikke kunne konstateres på tidspunktet for købsaftalens indgåelse, nemlig nationale bestemmelser, som fastlægger specifikke regler for sælgerens ansvar for skjulte fejl.

  Dette direktiv bør heller ikke berøre national lovgivning om forbrugerens ikkeaftalebestemte beføjelser i tilfælde af mangler ved varen over for personer i tidligere led i transaktionskæden, f.eks.

  fabrikanter eller andre personer, der opfylder forpligtelserne for sådanne personer.

(21) Medlemsstaterne bør også frit kunne udvide anvendelsen af reglerne i dette direktiv til også at omfatte aftaler, der er udelukket fra dette direktivs anvendelsesområde, eller for på anden måde at regulere sådanne aftaler.

  Medlemsstaterne bør f.eks.

  fortsat frit kunne beslutte at udvide den beskyttelse, forbrugere gives ved dette direktiv, til også at omfatte fysiske eller juridiske personer, der ikke er forbrugere som defineret i dette direktiv, såsom ikke-statslige organisationer, nyetablerede virksomheder eller SMV'er.

(24) For at finde en balance mellem behovet for retssikkerhed og en rimelig fleksibilitet med hensyn til retsreglerne bør der ved enhver henvisning i dette direktiv til, hvad en person kan forvente fra eller af en person, forstås, hvad der med rimelighed kan forventes.

  Om noget er rimeligt, skal vurderes på et objektivt grundlag under hensyn til aftalens art og formål, sagens konkrete omstændigheder og parternes sædvane og praksis.

(25) For at gøre det klart, hvad forbrugeren kan forvente af varen, og hvad sælgeren er ansvarlig for i tilfælde af, at denne ikke kan levere, hvad der forventes, er det afgørende at harmonisere reglerne for, hvorvidt varerne er i overensstemmelse, fuldt ud.

  Enhver henvisning til overensstemmelse i dette direktiv bør henvise til varernes overensstemmelse med købsaftalen.

  For at beskytte de legitime interesser hos begge parter i en købsaftale bør overensstemmelsen vurderes på grundlag af både subjektive og objektive krav til overensstemmelse.

(36) For at sikre, at der er tilstrækkelig fleksibilitet i reglerne, f.eks.

  i forbindelse med salg af brugte genstande, bør det være muligt for parterne at fravige de objektive krav til overensstemmelse, der er fastsat i dette direktiv.

  En sådan fravigelse bør kun være mulig, hvis forbrugeren gøres tydeligt opmærksom på den, og hvis forbrugeren accepterer den særskilt fra andre erklæringer eller aftaler og gennem aktiv og utvetydig handlemåde.

(38) Dette direktiv bør ikke regulere betydningen af »levering«, hvilket bør overlades til national ret, navnlig spørgsmålet om, hvad sælgeren skal gøre for at opfylde sin forpligtelse til at levere varerne.

  Desuden bør henvisninger til leveringstidspunktet i dette direktiv ikke berøre reglerne om risikoens overgang som fastsat i direktiv 2011/83/EU og i overensstemmelse hermed gennemført i medlemsstaternes ret.

(44) Dette direktiv bør ikke regulere, under hvilke betingelser ansvarsperioden som omhandlet i dette direktiv eller en forældelsesfrist kan ophæves eller afbrydes.

  Medlemsstaterne bør derfor have mulighed for at fastsætte regler om ophævelse eller afbrydelse af ansvarsperioden eller forældelsesfristen, f.eks.

  i tilfælde af afhjælpning, omlevering eller forhandlinger mellem sælgeren og forbrugeren med henblik på en mindelig ordning.

(59) Hvis forbrugeren ophæver aftalen på grund af en mangel, bør dette direktiv udelukkende fastsætte regler om de væsentligste virkninger af samt reglerne vedrørende retten til at ophæve aftalen, navnlig parternes forpligtelse til at tilbagelevere, hvad de har modtaget.

  Dermed bør sælgeren være forpligtet til at refundere det beløb, som forbrugeren har betalt, og forbrugeren bør tilbagelevere varen.

(60) Dette direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes frihed til at regulere andre konsekvenser af at ophæve en aftale end dem, der er fastsat i dette direktiv, såsom.

  konsekvenserne ved forringelse af varernes værdi eller ødelæggelse eller bortkomst af varen.

  Medlemsstaterne bør også have mulighed for at fastsætte de nærmere regler for tilbagebetaling af prisen til forbrugeren, f.eks.

  reglerne vedrørende de midler, der skal anvendes til denne tilbagebetaling, eller vedrørende mulige omkostninger og afgifter, der er påløbet i forbindelse med tilbagebetalingen.

  Medlemsstaterne bør f.eks.

  også have frihed til at fastsætte visse tidsfrister for prisens tilbagebetaling eller for varernes tilbagelevering.

(61) Princippet om sælgers ansvar for skader er et væsentligt element i købsaftaler.

  Forbrugere bør derfor have ret til at kræve erstatning for enhver ulempe som følge af, at sælgeren overtræder dette direktiv, herunder for skader som følge af manglende overensstemmelse.

  En sådan erstatning bør så vidt muligt bringe forbrugeren i den position, som vedkommende ville have været i, hvis varen havde været i overensstemmelse.

  Da eksistensen af en sådan ret til erstatning allerede er sikret i alle medlemsstater, bør dette direktiv ikke berøre nationale regler om erstatning til forbrugere for skader som følge af overtrædelse af disse regler.

  Medlemsstaterne bør også fortsat frit kunne regulere forbrugernes ret til erstatning i situationer, hvor afhjælpningen eller omleveringen har medført en væsentlig ulempe eller blev forsinket.

(62) For at sikre, at der er gennemsigtighed, bør der fastsættes visse krav for så vidt angår de handelsmæssige garantier, sideløbende med oplysningskravene forud for indgåelsen af aftalen om de handelsmæssige garantier, der er fastsat i direktiv 2011/83/EU, og betingelserne herfor.

  For at forbedre retssikkerheden og undgå, at forbrugere vildledes, bør dette direktiv desuden bestemme, at de vilkår, der er mest fordelagtige for forbrugeren, bør finde anvendelse, hvis betingelserne for den handelsmæssige garanti, der er fastsat i dertil hørende reklamer er mere fordelagtige end de vilkår, der er fastsat i garantierklæringen.

  Endelig bør direktivet fastlægge regler for indholdet af garantierklæringen, samt for hvordan den bør stilles til rådighed for forbrugere.

  Garantierklæringen bør f.eks.

  indeholde betingelserne for den handelsmæssige garanti og anføre, at den retlige garanti om at levere en kontraktmæssig ydelse ikke påvirkes af den handelsmæssige garanti, og gøre det klart, at betingelserne for den handelsmæssige garanti udgør en forpligtelse ud over den retlige garanti om at levere en kontraktmæssig ydelse.

  Medlemsstaterne bør frit kunne fastsætte regler om andre aspekter af handelsmæssige garantier, som ikke er omfattet af dette direktiv, f.eks.

  om at tilknytte andre debitorer end garantigiveren til den handelsmæssige garanti, forudsat at disse regler ikke fratager forbrugere den beskyttelse, de nyder takket være dette direktivs fuldt ud harmoniserede bestemmelser om handelsmæssige garantier.

  Medlemsstaterne bør fortsat frit kunne kræve, at handelsmæssige garantier ydes gratis, men bør sikre, at enhver handling fra sælgerens eller producentens side, der er omfattet af definitionen af handelsmæssige garantier som fastsat i dette direktiv, er i overensstemmelse med direktivets harmoniserede regler.

(65) Intet i dette direktiv er til hinder for anvendelsen af regler i den internationale privatret, navnlig forordning (EF) nr. 593/2008 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 (7).

(70) Målene for dette direktiv, nemlig at bidrage til det indre markeds funktion ved på en konstruktiv måde at håndtere aftaleretlige hindringer for salg af varer på tværs af grænserne i Unionen, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, eftersom hver medlemsstat ikke er i stand til på egen hånd at håndtere den nuværende fragmenterede retlige ramme ved at sikre, at dens retsregler stemmer overens med de øvrige medlemsstaters retsregler, men kan ved at afskaffe de største aftaleretlige hindringer gennem en fuldstændig harmonisering bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf.

  artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union.

  I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf.

  nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.