keyboard_tab Contratti di vendita di beni conformi 2019/0771 DA

(6) EU-reglerne for salg af varer er stadig fragmenterede, selv om reglerne om leveringsbetingelser og hvad angår aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretningssted, oplysningskrav forud for indgåelsen af aftalen og fortrydelsesret allerede er fuldt ud harmoniserede ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU (3).

  Andre vigtige kontraktforhold, såsom betingelser for overensstemmelse, beføjelser i tilfælde af mangler ved aftalen og de væsentligste regler for udøvelse af disse beføjelser, er i dag underlagt minimumsharmonisering i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF (4).

  medlemsstaterne har haft mulighed for at være mere vidtgående end EU-standarderne og indføre eller opretholde regler, der sikrer, at et endnu højere forbrugerbeskyttelsesniveau opnås.

  I denne forbindelse har de tilpasset forskellige forhold i forskelligt omfang.

  Dermed er der i dag væsentlige forskelle i de nationale bestemmelser, der gennemfører direktiv 1999/44/EF, for så vidt angår centrale forhold, såsom fraværet eller tilstedeværelsen af et hierarki af beføjelser.

(7) De nuværende forskelle kan være til skade for virksomheder og forbrugere.

  I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 (5) skal erhvervsdrivende, der retter deres virksomhed mod forbrugere i andre medlemsstater, tage højde for de ufravigelige forbrugeraftaleretlige regler på det sted, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted.

  Da der er forskel på disse regler i medlemsstaterne, kan virksomhederne stå over for yderligere omkostninger.

  Derfor kan mange virksomheder foretrække blot at drive handel indenlands eller kun at eksportere til en eller to medlemsstater.

  Dette valg, der mindsker eksponeringen for omkostninger og risici i forbindelse med grænseoverskridende handel, resulterer i forspildte muligheder for at udvide virksomheden og for stordriftsfordele.

  Dette berører især SMV’er.

(12) Dette direktiv bør kun gælde for løsøregenstande, der er varer som omhandlet i dette direktiv.

  medlemsstaterne bør derfor frit kunne regulere aftaler om salg af fast ejendom, såsom beboelsesejendomme, og de vigtigste bestanddele heraf, som er beregnet til at udgøre en stor del af den pågældende faste ejendom.

(18) Dette direktiv bør ikke berøre nationalret, i det omfang de pågældende spørgsmål ikke er reguleret af dette direktiv, navnlig for så vidt angår varernes lovlighed, erstatning og generelle aftaleretlige aspekter såsom indgåelse, gyldighed, ugyldighed eller virkninger af aftaler.

  Det samme bør gælde for konsekvenserne af at ophæve aftalen og for visse aspekter angående afhjælpning og omlevering, som ikke er reguleret af dette direktiv.

  I forbindelse med reguleringen af parters ret til at undlade at opfylde deres forpligtelser eller en del deraf, indtil den anden part opfylder sine forpligtelser, bør medlemsstaterne stadig frit kunne regulere betingelserne og reglerne for, at forbrugeren kan tilbageholde betalingen af prisen.

  medlemsstaterne bør også fortsat frit kunne regulere forbrugerens ret til erstatning for skader, de har lidt som følge af sælgerens overtrædelse af dette direktiv.

  Dette direktiv bør heller ikke berøre nationale regler, der ikke gælder specifikt for forbrugeraftaler, og som giver specifikke beføjelser i forbindelse med visse typer af fejl, der ikke kunne konstateres på tidspunktet for købsaftalens indgåelse, nemlig nationale bestemmelser, som fastlægger specifikke regler for sælgerens ansvar for skjulte fejl.

  Dette direktiv bør heller ikke berøre national lovgivning om forbrugerens ikkeaftalebestemte beføjelser i tilfælde af mangler ved varen over for personer i tidligere led i transaktionskæden, f.eks.

  fabrikanter eller andre personer, der opfylder forpligtelserne for sådanne personer.

(19) Dette direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes frihed til at give forbrugere ret til at vælge en specifik beføjelse, hvis der konstateres mangler ved varerne kort tid efter levering, nemlig nationale bestemmelser, der fastlægger forbrugerens ret til at afvise mangelfulde varer og behandle aftalen som ophævet eller anmode om øjeblikkelig omlevering inden for en kort periode efter varernes levering, som ikke bør overskride 30 dage.

(20) medlemsstaterne bør frit kunne fastsætte oplysningsforpligtelser for sælgeren i forbindelse med aftalens indgåelse eller sælgerens pligt til at advare forbrugeren om f.eks.

  visse egenskaber ved varen, egnetheden af de materialer, som forbrugeren har leveret, eller mulige ulemper som følge af specifikke anmodninger fra forbrugeren, f.eks.

  en anmodning fra forbrugeren om at anvende et særligt stof til skræddersyning af en selskabskjole.

(21) medlemsstaterne bør også frit kunne udvide anvendelsen af reglerne i dette direktiv til også at omfatte aftaler, der er udelukket fra dette direktivs anvendelsesområde, eller for på anden måde at regulere sådanne aftaler.

  medlemsstaterne bør f.eks.

  fortsat frit kunne beslutte at udvide den beskyttelse, forbrugere gives ved dette direktiv, til også at omfatte fysiske eller juridiske personer, der ikke er forbrugere som defineret i dette direktiv, såsom ikke-statslige organisationer, nyetablerede virksomheder eller SMV'er.

(22) Definitionen af en forbruger bør dække fysiske personer, der ikke handler som led i deres erhverv, forretning, håndværk eller profession.

  I tilfælde af aftaler med dobbelt formål, hvor aftalen indgås dels som led i, dels ikke som led i den pågældende persons erhverv, og hvor det erhvervsmæssige formål er marginalt i forbindelse med aftalen, bør medlemsstaterne imidlertid også stadig frit kunne bestemme, om og under hvilke omstændigheder den pågældende person ligeledes bør betragtes som en forbruger.

(23) Dette direktiv bør finde anvendelse på alle aftaler, hvor sælgeren overdrager eller påtager sig at overdrage ejendomsretten til en vare til forbrugeren.

  Udbydere af platforme kan anses for at være sælgere i henhold til dette direktiv, hvis de handler som led i deres egen forretning og som direkte aftalepartner for forbrugeren med henblik på salg af varer.

  medlemsstaterne bør stadig frit kunne vælge at udvide anvendelsen af dette direktiv til udbydere af platforme, som ikke opfylder kravene til at blive anset for en sælger i henhold til dette direktiv.

(35) Manglende overensstemmelse bør omfatte både materielle og retlige mangler.

  Begrænsninger, der skyldes krænkelse af tredjemands ret, navnlig intellektuelle ejendomsrettigheder, kan eventuelt hindre eller begrænse brugen af varerne i overensstemmelse med aftalen.

  medlemsstaterne bør sikre, at forbrugeren i disse tilfælde har ret til de i dette direktiv fastsatte beføjelser i tilfælde af mangler, medmindre national ret indeholder bestemmelser om ugyldighed af aftalen eller om dens ophævelse i sådanne tilfælde.

(38) Dette direktiv bør ikke regulere betydningen af »levering«, hvilket bør overlades til national ret, navnlig spørgsmålet om, hvad sælgeren skal gøre for at opfylde sin forpligtelse til at levere varerne.

  Desuden bør henvisninger til leveringstidspunktet i dette direktiv ikke berøre reglerne om risikoens overgang som fastsat i direktiv 2011/83/EU og i overensstemmelse hermed gennemført i medlemsstaternes ret.

(41) For at sikre sælgernes retssikkerhed og forbrugernes generelle tillid til den grænseoverskridende handel er det nødvendigt at fastsætte en periode, hvor forbrugeren har ret til beføjelser i tilfælde af enhver mangel, der foreligger på det relevante tidspunkt, til at fastslå, om varen er i overensstemmelse.

  I betragtning af at hovedparten af medlemsstaterne i forbindelse med gennemførelsen af direktiv 1999/44/EF har fastsat en periode på to år, og at denne periode i praksis betragtes som rimelig af markedsdeltagerne, bør denne periode bevares.

  Den samme periode bør gælde i tilfælde af varer med digitale elementer.

  Hvis aftalen foreskriver løbende levering i mere end to år, bør forbrugeren imidlertid have ret til beføjelser i tilfælde af enhver mangel i det digitale indhold eller den digitale tjeneste, som opstår eller konstateres inden for den periode, hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste skal leveres i henhold til aftalen.

  For at sikre, at medlemsstaterne har fleksibilitet til at øge forbrugerbeskyttelsesniveauet i deres nationale ret, bør de frit kunne fastsætte længere tidsfrister for sælgerens ansvar end dem, der er fastsat i dette direktiv.

(42) Af hensyn til sammenhængen med de eksisterende nationale retssystemer bør medlemsstaterne frit kunne bestemme enten, at sælgere er ansvarlige for en mangel, der konstateres inden for en specifik periode, eventuelt kombineret med en forældelsesfrist, eller at forbrugeres beføjelser kun afhænger af en forældelsesfrist.

  I det første tilfælde bør medlemsstaterne sikre, at perioden for sælgerens ansvar ikke omgås af en forældelsesfrist for forbrugerens beføjelser.

  Selv om dette direktiv derfor ikke bør harmonisere nationale forældelsesfristers starttidspunkt, bør det sikre, at sådanne forældelsesfrister ikke begrænser forbrugernes ret til at udøve deres beføjelser ved manglende overensstemmelse, som viser sig i den periode, hvor sælgeren er ansvarlig for manglende overensstemmelse.

  I sidstnævnte tilfælde bør medlemsstaterne have mulighed for at nøjes med at bevare eller indføre en forældelsesfrist for forbrugerens beføjelser, uden at indføre en specifik periode, inden for hvilken den manglende overensstemmelse skal konstateres, for at sælgeren bliver ansvarlig.

  For at sikre, at forbrugere også i sådanne tilfælde er beskyttet i lige så høj grad, bør medlemsstaterne sikre, at hvis der kun gælder en forældelsesfrist, bør den stadig give forbrugere mulighed for at udøve deres beføjelser ved manglende overensstemmelse, som viser sig som minimum i den periode, der er fastsat som forældelsesfrist i dette direktiv.

(43) Med hensyn vil visse aspekter kan en anden behandling af brugte varer være berettiget.

  Selv om en ansvarsperiode eller en forældelsesfrist på to år eller derover sædvanligvis er i både sælgerens og forbrugerens interesse, er dette ikke nødvendigvis tilfældet i forbindelse med brugte varer.

  medlemsstaterne bør derfor kunne give parterne mulighed for at aftale en forkortet ansvarsperiode eller forældelsesfrist for sådanne varer.

  At overlade dette spørgsmål til en aftale mellem parterne, øger aftalefriheden og sikrer, at forbrugeren både skal underrettes både om varens art som brugt vare og den forkortede ansvarsperiode eller forældelsesfrist.

  En sådan i aftalen fastsat periode eller frist bør imidlertid ikke være kortere end ét år.

(44) Dette direktiv bør ikke regulere, under hvilke betingelser ansvarsperioden som omhandlet i dette direktiv eller en forældelsesfrist kan ophæves eller afbrydes.

  medlemsstaterne bør derfor have mulighed for at fastsætte regler om ophævelse eller afbrydelse af ansvarsperioden eller forældelsesfristen, f.eks.

  i tilfælde af afhjælpning, omlevering eller forhandlinger mellem sælgeren og forbrugeren med henblik på en mindelig ordning.

(45) I en periode på ét år eller i en periode på to år, hvis medlemsstaterne vælger at indføre en periode på to år, bør forbrugeren blot bevise, at der er en mangel ved varen, uden også at skulle bevise, at manglen faktisk forelå på det relevante tidspunkt for fastslåelse af overensstemmelse.

  For at tilbagevise forbrugerens påstand skal sælgeren bevise, at manglen ikke forelå på det pågældende tidspunkt.

  I nogle tilfælde kan antagelsen om, at en mangel forelå på det relevante tidspunkt for fastslåelse af overensstemmelse, desuden være uforenelig med varernes art eller manglens art.

  Det første kan være tilfældet med varer, der efter art forringes, såsom letfordærvelige produkter, f.eks.

  blomster, eller varer, der udelukkende er beregnet til engangsbrug.

  Et eksempel på sidstnævnte ville være en mangel, der kun kan være et resultat af en handling fra forbrugerens side eller en åbenlys ekstern årsag, der er indtruffet, efter at varen er leveret til forbrugeren.

  I tilfælde af varer med digitale elementer, hvor aftalen foreskriver løbende levering af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, bør forbrugeren ikke skulle bevise, at det digitale indhold eller den digitale tjeneste ikke var i overensstemmelse i løbet af den pågældende periode for fastslåelse af overensstemmelse.

  For at tilbagevise forbrugerens påstand skal sælgeren bevise, at det digitale indhold eller den digitale tjeneste var i overensstemmelse i den pågældende periode.

(46) medlemsstaterne bør kunne opretholde eller indføre bestemmelser om, at forbrugeren for at kunne benytte sine rettigheder skal underrette sælgeren om en mangel inden for en periode på mindst to måneder fra den dato, hvor forbrugeren opdagede manglen.

  medlemsstaterne bør kunne sikre, at forbrugere har et højere beskyttelsesniveau, ved ikke at indføre en sådan forpligtelse.

(54) medlemsstaterne bør kunne fastsætte de betingelser, hvorpå debitors opgaver kan varetages af en anden person, f.eks.

  de betingelser, hvorpå sælgerens forpligtelse til at afhjælpe en vare kan varetages af forbrugeren eller en tredjemand for sælgerens regning.

(55) For at beskytte forbrugere mod risikoen for lange forsinkelser bør enhver afhjælpning eller omlevering afsluttes med succes inden for en rimelig tid.

  Hvad der betragtes som en rimelige tid til at foretage en afhjælpning eller omlevering, bør svare til den kortest mulige tid, der er nødvendig for at foretage afhjælpningen eller omleveringen.

  Denne tid bør fastsættes objektivt under hensyntagen til varens art og kompleksitet, manglens art og alvor og den indsats, der er nødvendig for at foretage afhjælpning eller omleveringen.

  Ved gennemførelsen af dette direktiv bør medlemsstaterne kunne fortolke begrebet rimelig tid til at foretage en afhjælpning eller omlevering ved at fastsætte de faste tidsrum, der generelt anses for rimelige til afhjælpning eller omlevering, navnlig med hensyn til specifikke produktkategorier.

(60) Dette direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes frihed til at regulere andre konsekvenser af at ophæve en aftale end dem, der er fastsat i dette direktiv, såsom.

  konsekvenserne ved forringelse af varernes værdi eller ødelæggelse eller bortkomst af varen.

  medlemsstaterne bør også have mulighed for at fastsætte de nærmere regler for tilbagebetaling af prisen til forbrugeren, f.eks.

  reglerne vedrørende de midler, der skal anvendes til denne tilbagebetaling, eller vedrørende mulige omkostninger og afgifter, der er påløbet i forbindelse med tilbagebetalingen.

  medlemsstaterne bør f.eks.

  også have frihed til at fastsætte visse tidsfrister for prisens tilbagebetaling eller for varernes tilbagelevering.

(61) Princippet om sælgers ansvar for skader er et væsentligt element i købsaftaler.

  Forbrugere bør derfor have ret til at kræve erstatning for enhver ulempe som følge af, at sælgeren overtræder dette direktiv, herunder for skader som følge af manglende overensstemmelse.

  En sådan erstatning bør så vidt muligt bringe forbrugeren i den position, som vedkommende ville have været i, hvis varen havde været i overensstemmelse.

  Da eksistensen af en sådan ret til erstatning allerede er sikret i alle medlemsstater, bør dette direktiv ikke berøre nationale regler om erstatning til forbrugere for skader som følge af overtrædelse af disse regler.

  medlemsstaterne bør også fortsat frit kunne regulere forbrugernes ret til erstatning i situationer, hvor afhjælpningen eller omleveringen har medført en væsentlig ulempe eller blev forsinket.

(62) For at sikre, at der er gennemsigtighed, bør der fastsættes visse krav for så vidt angår de handelsmæssige garantier, sideløbende med oplysningskravene forud for indgåelsen af aftalen om de handelsmæssige garantier, der er fastsat i direktiv 2011/83/EU, og betingelserne herfor.

  For at forbedre retssikkerheden og undgå, at forbrugere vildledes, bør dette direktiv desuden bestemme, at de vilkår, der er mest fordelagtige for forbrugeren, bør finde anvendelse, hvis betingelserne for den handelsmæssige garanti, der er fastsat i dertil hørende reklamer er mere fordelagtige end de vilkår, der er fastsat i garantierklæringen.

  Endelig bør direktivet fastlægge regler for indholdet af garantierklæringen, samt for hvordan den bør stilles til rådighed for forbrugere.

  Garantierklæringen bør f.eks.

  indeholde betingelserne for den handelsmæssige garanti og anføre, at den retlige garanti om at levere en kontraktmæssig ydelse ikke påvirkes af den handelsmæssige garanti, og gøre det klart, at betingelserne for den handelsmæssige garanti udgør en forpligtelse ud over den retlige garanti om at levere en kontraktmæssig ydelse.

  medlemsstaterne bør frit kunne fastsætte regler om andre aspekter af handelsmæssige garantier, som ikke er omfattet af dette direktiv, f.eks.

  om at tilknytte andre debitorer end garantigiveren til den handelsmæssige garanti, forudsat at disse regler ikke fratager forbrugere den beskyttelse, de nyder takket være dette direktivs fuldt ud harmoniserede bestemmelser om handelsmæssige garantier.

  medlemsstaterne bør fortsat frit kunne kræve, at handelsmæssige garantier ydes gratis, men bør sikre, at enhver handling fra sælgerens eller producentens side, der er omfattet af definitionen af handelsmæssige garantier som fastsat i dette direktiv, er i overensstemmelse med direktivets harmoniserede regler.

(63) I betragtning af at sælgeren er ansvarlig over for forbrugeren for eventuelle mangler ved varerne, der skyldes en handling eller en undladelse begået af sælgeren eller tredjemand, bør sælgeren have ret til at rejse krav over for den ansvarlige person i tidligere led i transaktionskæden.

  Sådanne beføjelser bør omfatte beføjelser i tilfælde af mangler, der er et resultat af undladelsen af en opdatering, herunder en sikkerhedsopdatering, som ville have været nødvendig, for at varen med digitale elementer blev ved med at være i overensstemmelse.

  Dette direktiv skal imidlertid ikke berøre aftalefriheden mellem sælgeren og andre parter i transaktionskæden.

  medlemsstaterne bør oplyse de nærmere detaljer vedrørende udøvelsen af denne ret, navnlig for så vidt angår spørgsmålet om, mod hvem og hvordan sælgeren kan rejse krav, og om beføjelserne er obligatoriske.

  Spørgsmålet om, hvorvidt forbrugeren også kan gøre et krav gældende direkte over for en person i et tidligere led i transaktionskæden, bør ikke reguleres af dette direktiv, undtagen i de tilfælde hvor en producent tilbyder forbrugeren en handelsmæssig garanti for varerne.

(66) Direktiv 1999/44/EF bør ophæves.

  Ophævelsesdatoen bør svare til nærværende direktivs gennemførelsesdato.

  For at sikre, at de love og administrative bestemmelser, som medlemsstaterne skal gennemføre for at være i overensstemmelse med nærværende direktiv, anvendes ensartet for så vidt angår aftaler, der indgås fra gennemførelsesdatoen og derefter, bør dette direktiv ikke finde anvendelse på aftaler, der er indgået før gennemførelsesdatoen.

(69) I overensstemmelse med den fælles politiske erklæring af 28.

  september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter (10) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter.

  I forbindelse med dette direktiv finder lovgiveren, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.

(70) Målene for dette direktiv, nemlig at bidrage til det indre markeds funktion ved på en konstruktiv måde at håndtere aftaleretlige hindringer for salg af varer på tværs af grænserne i Unionen, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, eftersom hver medlemsstat ikke er i stand til på egen hånd at håndtere den nuværende fragmenterede retlige ramme ved at sikre, at dens retsregler stemmer overens med de øvrige medlemsstaters retsregler, men kan ved at afskaffe de største aftaleretlige hindringer gennem en fuldstændig harmonisering bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf.

  artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union.

  I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf.

  nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.