(1) For at bidrage til et velfungerende indre marked er det nødvendigt at øge udbredelsen i medlemsstaterne af TV- og radioprogrammer, der stammer fra andre medlemsstater til gavn for brugere i hele Unionen ved at lette licenseringen af ophavsretten og beslægtede rettigheder til værker og andre beskyttede frembringelser, der er indeholdt i udsendelsen af visse typer af TV- og radioprogrammer.
TV- og radioprogrammer er et vigtigt middel til at fremme den sproglige og kulturelle diversitet og den sociale sammenhæng samt øge adgangen til information.
- = -
(2) Udviklingen af digitale teknologier og internettet har i høj grad ændret distributionen af og adgangen til TV- og radioprogrammer.
Brugerne forventer i stigende grad at have adgang til TV- og radioprogrammer, både live og on-demand, gennem de traditionelle kanaler såsom satellit eller kabel og også gennem onlinetjenester.
TV- og radioselskaberne tilbyder derfor, ud over deres egne udsendelser af TV- og radioprogrammer, i stigende grad onlinetjenester, der er knyttet til sådanne udsendelser, såsom simulcasting og catch-up-tjenester.
Udbydere af retransmissionstjenester, der samler udsendelser af TV- og radioprogrammer i pakker og udbyder dem til brugerne samtidig med den oprindelige transmission af disse udsendelser i uændret og uforkortet form, anvender forskellige teknikker til retransmission såsom kabel, satellit, digitale jordbaserede net og mobile eller lukkede ip-baserede net samt det åbne internet.
Desuden har udbydere, der distribuerer TV- og radioprogrammer til brugere, forskellige måder at få programbærende signaler fra TV- og radioselskaberne på, herunder gennem »direct injection«.
Der er stigende efterspørgsel fra brugerne efter adgang til udsendelser af TV- og radioprogrammer, der ikke alene stammer fra deres egen medlemsstat, men også fra andre medlemsstater.
Sådanne brugere omfatter medlemmer af sproglige minoriteter i Unionen og personer, der bor i en anden medlemsstat end deres oprindelsesmedlemsstat.
- = -
(8) Dette direktiv bør omfatte de tilknyttede onlinetjenester, som udbydes af et TV- og radioselskab, og som har et klart og underordnet forhold til TV- og radioselskabets udsendelser.
Disse tjenester omfatter tjenester, der giver adgang til TV- og radioprogrammer på strengt lineær vis samtidig med udsendelsen, og tjenester, der inden for et defineret tidsrum efter udsendelsen giver adgang til TV- og radioprogrammer, der tidligere er blevet udsendt af TV- og radioselskabet, såkaldte »catch-up-tjenester«.
Desuden omfatter de tilknyttede onlinetjenester, som er omfattet af dette direktiv, tjenester, der giver adgang til materiale, der beriger eller på anden måde kompletterer TV- og radioprogrammer, som TV- og radioselskabet har udsendt, herunder ved at foretage forhåndsvisning, komplettere, supplere eller efterfølgende vurdere indholdet af det relevante program.
Dette direktiv bør finde anvendelse på tilknyttede onlinetjenester, der leveres af TV- og radioselskaber til brugere sammen med TV- og radiotjenesten.
Det bør også finde anvendelse på tilknyttede onlinetjenester, der, samtidig med at de har et klart og underordnet forhold til udsendelsen, kan tilgås af brugere adskilt fra TV- og radiotjenesten, uden at det er nødvendigt for brugerne først at få adgang til TV- og radiotjenesten, f.eks. via et abonnement.
Dette berører ikke TV- og radioselskabernes frihed til at udbyde sådanne tilknyttede onlinetjenester gratis eller mod betaling.
Udbuddet af adgang til individuelle værker eller andre beskyttede frembringelser, der er blevet indarbejdet i et TV- eller radioprogram, eller til værker eller andre beskyttede frembringelser, der ikke er forbundet med noget program, som udsendes af TV- og radioselskabet, såsom tjenester, der giver adgang til individuelle musikalske eller audiovisuelle værker, musikalbums eller videoer, f.eks. video-on-demandtjenester, bør ikke høre ind under de tjenester, der er omfattet af dette direktiv.
- = -
(14) Udbydere af retransmissionstjenester kan benytte forskellige teknologier, når de samtidigt, i uændret og uforkortet form, og med henblik på modtagelse af almenheden retransmitterer en oprindelig transmission af TV- og radioprogrammer fra en anden medlemsstat.
Udbydere af retransmissionstjenester kan få adgang til de programbærende signaler fra TV- og radioselskaber, som selv transmitterer disse signaler til almenheden, på forskellig vis, f.eks. ved at opfange de signaler, der transmitteres af TV- og radioselskaberne, eller ved at modtage signalerne direkte fra disse via den tekniske proces »direct injection«.
Sådanne udbydere kan udbyde deres tjenester via satellit, digitale jordbaserede net, mobile eller lukkede IP-baserede og lignende net eller via internetadgangstjenester som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2120 (6).
Udbydere af retransmissionstjenester, der anvender sådanne teknologier til deres retransmissioner, bør derfor være omfattet af dette direktiv og kunne drage fordel af den mekanisme, der indfører obligatorisk kollektiv forvaltning af rettigheder.
For at sikre at der er tilstrækkelige garantier mod uautoriseret brug af værker og andre beskyttede frembringelser, hvilket er særlig vigtigt i forbindelse med tjenester, for hvilke der betales, bør retransmissionstjenester, der udbydes via internetadgangstjenester, kun være omfattet af dette direktivs anvendelsesområde i det omfang, disse retransmissionstjenester leveres i et miljø, hvor kun autoriserede brugere kan få adgang til retransmissioner, og hvor niveauet af indholdssikkerhed er sammenligneligt med sikkerhedsniveauet for indhold, der transmitteres via kontrollerede net såsom kabelnet eller lukkede IP-baserede net, hvor det retransmitterede indhold er krypteret.
Disse krav bør være gennemførlige og tilstrækkelige.
- = -
(20) For at garantere, at der er retssikkerhed, og for at opretholde et højt beskyttelsesniveau for rettighedshavere er det passende at fastsætte, at der antages kun at være foretaget én enkelt overføring til almenheden, hvori både TV- og radioselskaberne og signaldistributørerne deltager med deres respektive bidrag, når TV- og radioselskaber transmitterer deres programbærende signaler via »direct injection« kun til signaldistributører uden at transmittere deres programmer direkte til almenheden, og signaldistributørerne sender disse programbærende signaler til deres brugere for at give dem mulighed for at se eller lytte til programmerne.
TV- og radioselskaberne og signaldistributørerne bør derfor indhente tilladelse fra rettighedshaverne for deres specifikke bidrag til den enkelte overføring til almenheden.
Et TV- eller radioselskabs og en signaldistributørs deltagelse i denne enkelte overføring til almenheden bør ikke give anledning til, at TV- eller radioselskabet og signaldistributøren gøres fælles ansvarlige for denne overføring til almenheden.
Medlemsstaterne bør fortsat på nationalt plan frit kunne fastsætte ordningerne for at opnå tilladelse til en sådan enkelt overføring til almenheden, herunder de relevante betalinger til de berørte rettighedshavere, under hensyntagen til TV- eller radioselskabets og signaldistributørens respektive udnyttelse af værkerne og de andre beskyttede frembringelser i forbindelse med den enkelte overføring til almenheden.
Signaldistributører står i lighed med udbydere af retransmissionstjenester over for en betydelig byrde i forbindelse med rettighedsklarering bortset fra for så vidt angår de rettigheder, som indehaves af TV- og radioselskaber.
Medlemsstaterne bør derfor have mulighed for at fastsætte, at signaldistributører skal kunne drage fordel af en mekanisme for obligatorisk kollektiv forvaltning af rettigheder for deres transmissioner, på samme måde og i samme omfang som udbydere af retransmissionstjenester for retransmissioner omfattet af direktiv 93/83/EØF og nærværende direktiv.
Hvor signaldistributører blot giver TV- og radioselskaber »tekniske midler«, jf.
Den Europæiske Unions Domstols retspraksis, til at sikre, at udsendelsen er modtaget, eller til at forbedre modtagelsen af denne udsendelse, bør signaldistributørerne ikke anses for at deltage i en overføring til almenheden.
- = -
(24) I overensstemmelse med principperne om bedre lovgivning bør dette direktiv, herunder dets bestemmelser om »direct injection«, gennemgås, når det har været i kraft i en vis periode, med henblik på bl.a.
at vurdere dets gavnlige virkninger for EU-forbrugere, dets indvirkning på de kreative industrier i Unionen og på omfanget af investeringer i nyt indhold og dermed også dets gavnlige virkninger for så vidt angår forøget kulturel mangfoldighed i Unionen.
- = -