(2) Udviklingen af digitale teknologier og internettet har i høj grad ændret distributionen af og adgangen til TV- og radioprogrammer.
Brugerne forventer i stigende grad at have adgang til TV- og radioprogrammer, både live og on-demand, gennem de traditionelle kanaler såsom satellit eller kabel og også gennem onlinetjenester.
TV- og radioselskaberne tilbyder derfor, ud over deres egne udsendelser af TV- og radioprogrammer, i stigende grad onlinetjenester, der er knyttet til sådanne udsendelser, såsom simulcasting og catch-up-tjenester.
Udbydere af retransmissionstjenester, der samler udsendelser af TV- og radioprogrammer i pakker og udbyder dem til brugerne samtidig med den oprindelige transmission af disse udsendelser i uændret og uforkortet form, anvender forskellige teknikker til retransmission såsom kabel, satellit, digitale jordbaserede net og mobile eller lukkede ip-baserede net samt det åbne internet.
Desuden har udbydere, der distribuerer TV- og radioprogrammer til brugere, forskellige måder at få programbærende signaler fra TV- og radioselskaberne på, herunder gennem »direct injection«.
Der er stigende efterspørgsel fra brugerne efter adgang til udsendelser af TV- og radioprogrammer, der ikke alene stammer fra deres egen medlemsstat, men også fra andre medlemsstater.
Sådanne brugere omfatter medlemmer af sproglige minoriteter i Unionen og personer, der bor i en anden medlemsstat end deres oprindelsesmedlemsstat.
- = -
(4) Udbydere af retransmissionstjenester udbyder typisk adskillige programmer, der indeholder flere forskellige værker og andre beskyttede frembringelser, og har en meget kort tidsramme til at opnå de nødvendige licenser, og de er således også pålagt en tung rettighedsklareringsbyrde.
Ophavsmænd, producenter og andre rettighedshavere risikerer ligeledes, at deres værker og andre beskyttede frembringelser bliver brugt uden tilladelse eller betaling af et passende vederlag.
Et sådant vederlag for retransmission af deres værker og andre beskyttede frembringelser er vigtigt for at sikre, at der er et mangfoldigt indholdsudbud, hvilket også er i forbrugernes interesse.
- = -
(14) Udbydere af retransmissionstjenester kan benytte forskellige teknologier, når de samtidigt, i uændret og uforkortet form, og med henblik på modtagelse af almenheden retransmitterer en oprindelig transmission af TV- og radioprogrammer fra en anden medlemsstat.
Udbydere af retransmissionstjenester kan få adgang til de programbærende signaler fra TV- og radioselskaber, som selv transmitterer disse signaler til almenheden, på forskellig vis, f.eks. ved at opfange de signaler, der transmitteres af TV- og radioselskaberne, eller ved at modtage signalerne direkte fra disse via den tekniske proces »direct injection«.
Sådanne udbydere kan udbyde deres tjenester via satellit, digitale jordbaserede net, mobile eller lukkede IP-baserede og lignende net eller via internetadgangstjenester som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2120 (6).
Udbydere af retransmissionstjenester, der anvender sådanne teknologier til deres retransmissioner, bør derfor være omfattet af dette direktiv og kunne drage fordel af den mekanisme, der indfører obligatorisk kollektiv forvaltning af rettigheder.
For at sikre at der er tilstrækkelige garantier mod uautoriseret brug af værker og andre beskyttede frembringelser, hvilket er særlig vigtigt i forbindelse med tjenester, for hvilke der betales, bør retransmissionstjenester, der udbydes via internetadgangstjenester, kun være omfattet af dette direktivs anvendelsesområde i det omfang, disse retransmissionstjenester leveres i et miljø, hvor kun autoriserede brugere kan få adgang til retransmissioner, og hvor niveauet af indholdssikkerhed er sammenligneligt med sikkerhedsniveauet for indhold, der transmitteres via kontrollerede net såsom kabelnet eller lukkede IP-baserede net, hvor det retransmitterede indhold er krypteret.
Disse krav bør være gennemførlige og tilstrækkelige.
- = -
(15) For at kunne retransmittere oprindelige transmissioner af TV- og radioprogrammer skal udbydere af retransmissionstjenester have tilladelse fra indehaverne af eneretten til overføring til almenheden af værker eller andre beskyttede frembringelser.
For at skabe retssikkerhed for udbyderne af retransmissionstjenester og for at udligne forskellene i national ret for så vidt angår sådanne retransmissionstjenester bør der gælde regler, der svarer til dem, som gælder for kabelretransmission som defineret i direktiv 93/83/EØF.
Reglerne i henhold til nævnte direktiv omfatter forpligtelsen til at udøve rettigheden til at give eller nægte en udbyder af retransmissionstjenester tilladelse ved hjælp af en kollektiv forvaltningsorganisation.
I henhold til disse regler bibeholdes retten til at give eller nægte tilladelse som sådan, og kun udøvelsen af denne ret reguleres i et vist omfang.
Rettighedshavere bør modtage et passende vederlag for retransmission af deres værker og andre beskyttede frembringelser.
Ved fastsættelsen af rimelige licensvilkår, herunder licensafgiften, for en retransmission i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/26/EU (7), bør den økonomiske værdi af disse rettigheders anvendelse i handelen, herunder den værdi, der tildeles retransmissionsmidlet, bl.a.
tages i betragtning.
Dette bør ikke berøre den kollektive udøvelse af retten til det rimelige samlede vederlag til udøvende kunstnere og fonogramfremstillere for overføring til almenheden af kommercielle fonogrammer, der er fastsat i artikel 8, stk. 2, i direktiv 2006/115/EF, ligesom det ikke bør berøre direktiv 2014/26/EU, navnlig ikke nævnte direktivs bestemmelser om rettighedshavernes rettigheder med hensyn til valget af kollektiv forvaltningsorganisation.
- = -
(16) Dette direktiv bør tillade, at en kollektiv forvaltningsorganisation og udbydere af retransmissionstjenester indgår aftaler om udvidelse af de rettigheder, der er omfattet af obligatorisk kollektiv forvaltning i henhold til dette direktiv, til også at omfatte rettigheder tilhørende rettighedshavere, som ikke er repræsenteret af den pågældende kollektive forvaltningsorganisation, uden at rettighedshaverne har ret til at udelukke deres værker eller andre frembringelser fra anvendelsen af denne mekanisme.
I tilfælde, hvor der er mere end én kollektiv forvaltningsorganisation, der forvalter rettighederne for den relevante kategori på sit område, bør det være op til den medlemsstat, på hvis område udbyderen af en retransmissionstjeneste søger at klarere rettighederne til en retransmission, at bestemme, hvilken kollektiv forvaltningsorganisation eller hvilke kollektive forvaltningsorganisationer der har ret til at give eller nægte tilladelse til retransmission.
- = -
(17) Enhver rettighed, som TV- og radioselskaberne har til deres egne udsendelser, herunder rettigheder til programmernes indhold, bør ikke være omfattet af den obligatoriske kollektive forvaltning af rettigheder, der gælder for retransmissioner.
Udbyderne af retransmissionstjenester og TV- og radioselskaberne har typisk et løbende forretningsmæssigt forhold til hinanden, og som resultat heraf er udbyderne af retransmissionstjenester bekendt med TV- og radioselskabernes identitet.
Det er derfor relativt enkelt for disse udbydere at klarere rettigheder med TV- og radioselskaberne.
Som konsekvens heraf er udbyderne af retransmissionstjenester ikke pålagt den samme byrde, når de skal indhente licenser fra TV- og radioselskaberne, som når de søger at indhente licenser hos indehavere af rettigheder til værker og andre beskyttede frembringelser indeholdt i de TV- og radioprogrammer, de retransmitterer.
Derfor er der ikke behov for at forenkle licenseringsprocessen for så vidt angår TV- og radioselskabernes rettigheder.
Det er imidlertid nødvendigt at sikre, at TV- og radioselskaber og udbydere af retransmissionstjenester, der indgår i forhandlinger, forhandler i god tro om licensering af rettigheder til retransmissioner, der er omfattet af dette direktiv.
Direktiv 2014/26/EU indeholder tilsvarende bestemmelser, der finder anvendelse på kollektive forvaltningsorganisationer.
- = -
(20) For at garantere, at der er retssikkerhed, og for at opretholde et højt beskyttelsesniveau for rettighedshavere er det passende at fastsætte, at der antages kun at være foretaget én enkelt overføring til almenheden, hvori både TV- og radioselskaberne og signaldistributørerne deltager med deres respektive bidrag, når TV- og radioselskaber transmitterer deres programbærende signaler via »direct injection« kun til signaldistributører uden at transmittere deres programmer direkte til almenheden, og signaldistributørerne sender disse programbærende signaler til deres brugere for at give dem mulighed for at se eller lytte til programmerne.
TV- og radioselskaberne og signaldistributørerne bør derfor indhente tilladelse fra rettighedshaverne for deres specifikke bidrag til den enkelte overføring til almenheden.
Et TV- eller radioselskabs og en signaldistributørs deltagelse i denne enkelte overføring til almenheden bør ikke give anledning til, at TV- eller radioselskabet og signaldistributøren gøres fælles ansvarlige for denne overføring til almenheden.
Medlemsstaterne bør fortsat på nationalt plan frit kunne fastsætte ordningerne for at opnå tilladelse til en sådan enkelt overføring til almenheden, herunder de relevante betalinger til de berørte rettighedshavere, under hensyntagen til TV- eller radioselskabets og signaldistributørens respektive udnyttelse af værkerne og de andre beskyttede frembringelser i forbindelse med den enkelte overføring til almenheden.
Signaldistributører står i lighed med udbydere af retransmissionstjenester over for en betydelig byrde i forbindelse med rettighedsklarering bortset fra for så vidt angår de rettigheder, som indehaves af TV- og radioselskaber.
Medlemsstaterne bør derfor have mulighed for at fastsætte, at signaldistributører skal kunne drage fordel af en mekanisme for obligatorisk kollektiv forvaltning af rettigheder for deres transmissioner, på samme måde og i samme omfang som udbydere af retransmissionstjenester for retransmissioner omfattet af direktiv 93/83/EØF og nærværende direktiv.
Hvor signaldistributører blot giver TV- og radioselskaber »tekniske midler«, jf.
Den Europæiske Unions Domstols retspraksis, til at sikre, at udsendelsen er modtaget, eller til at forbedre modtagelsen af denne udsendelse, bør signaldistributørerne ikke anses for at deltage i en overføring til almenheden.
- = -
(25) Dette direktiv respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, som anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
Da dette direktiv kan føre til indgreb i udøvelsen af rettighedshavernes rettigheder, for så vidt at obligatorisk kollektiv forvaltning finder sted på udøvelsen af retten til overføring til almenheden hvad angår retransmissionstjenester, er det nødvendigt at foreskrive anvendelsen af obligatorisk kollektiv forvaltning på målrettet vis og begrænse den til visse tjenester.
- = -
(26) Målene for dette direktiv, nemlig at fremme det grænseoverskridende udbud af tilknyttede onlinetjenester for visse programtyper og lette retransmissioner af TV- og radioprogrammer fra andre medlemsstater, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af omfanget og virkningerne bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf.
artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union.
I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf.
nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.
Hvad angår det grænseoverskridende udbud af tilknyttede onlinetjenester, forpligter dette direktiv ikke TV- og radioselskaberne til at udbyde sådanne tjenester på tværs af grænserne.
Dette direktiv forpligter heller ikke udbyderne af retransmissionstjenester til at inddrage TV- eller radioprogrammer, der stammer fra andre medlemsstater, i deres tjenester.
Dette direktiv vedrører udelukkende udøvelsen af visse retransmissionsrettigheder for så vidt dette er nødvendigt for at forenkle licenseringen af ophavsretten og beslægtede rettigheder for sådanne tjenester og hvad angår TV- og radioprogrammer, der stammer fra andre medlemsstater.
- = -