(2) Udviklingen af digitale teknologier og internettet har i høj grad ændret distributionen af og adgangen til TV- og radioprogrammer.
Brugerne forventer i stigende grad at have adgang til TV- og radioprogrammer, både live og on-demand, gennem de traditionelle kanaler såsom satellit eller kabel og også gennem onlinetjenester.
TV- og radioselskaberne tilbyder derfor, ud over deres egne udsendelser af TV- og radioprogrammer, i stigende grad onlinetjenester, der er knyttet til sådanne udsendelser, såsom simulcasting og catch-up-tjenester.
Udbydere af retransmissionstjenester, der samler udsendelser af TV- og radioprogrammer i pakker og udbyder dem til brugerne samtidig med den oprindelige transmission af disse udsendelser i uændret og uforkortet form, anvender forskellige teknikker til retransmission såsom kabel, satellit, digitale jordbaserede net og mobile eller lukkede ip-baserede net samt det åbne internet.
Desuden har udbydere, der distribuerer TV- og radioprogrammer til brugere, forskellige måder at få programbærende signaler fra TV- og radioselskaberne på, herunder gennem »direct injection«.
Der er stigende efterspørgsel fra brugerne efter adgang til udsendelser af TV- og radioprogrammer, der ikke alene stammer fra deres egen medlemsstat, men også fra andre medlemsstater.
Sådanne brugere omfatter medlemmer af sproglige minoriteter i Unionen og personer, der bor i en anden medlemsstat end deres oprindelsesmedlemsstat.
- = -
(8) Dette direktiv bør omfatte de tilknyttede onlinetjenester, som udbydes af et TV- og radioselskab, og som har et klart og underordnet forhold til TV- og radioselskabets udsendelser.
Disse tjenester omfatter tjenester, der giver adgang til TV- og radioprogrammer på strengt lineær vis samtidig med udsendelsen, og tjenester, der inden for et defineret tidsrum efter udsendelsen giver adgang til TV- og radioprogrammer, der tidligere er blevet udsendt af TV- og radioselskabet, såkaldte »catch-up-tjenester«.
Desuden omfatter de tilknyttede onlinetjenester, som er omfattet af dette direktiv, tjenester, der giver adgang til materiale, der beriger eller på anden måde kompletterer TV- og radioprogrammer, som TV- og radioselskabet har udsendt, herunder ved at foretage forhåndsvisning, komplettere, supplere eller efterfølgende vurdere indholdet af det relevante program.
Dette direktiv bør finde anvendelse på tilknyttede onlinetjenester, der leveres af TV- og radioselskaber til brugere sammen med TV- og radiotjenesten.
Det bør også finde anvendelse på tilknyttede onlinetjenester, der, samtidig med at de har et klart og underordnet forhold til udsendelsen, kan tilgås af brugere adskilt fra TV- og radiotjenesten, uden at det er nødvendigt for brugerne først at få adgang til TV- og radiotjenesten, f.eks. via et abonnement.
Dette berører ikke TV- og radioselskabernes frihed til at udbyde sådanne tilknyttede onlinetjenester gratis eller mod betaling.
Udbuddet af adgang til individuelle værker eller andre beskyttede frembringelser, der er blevet indarbejdet i et TV- eller radioprogram, eller til værker eller andre beskyttede frembringelser, der ikke er forbundet med noget program, som udsendes af TV- og radioselskabet, såsom tjenester, der giver adgang til individuelle musikalske eller audiovisuelle værker, musikalbums eller videoer, f.eks. video-on-demandtjenester, bør ikke høre ind under de tjenester, der er omfattet af dette direktiv.
- = -
(11) Det i dette direktiv fastsatte oprindelseslandsprincip bør ikke indebære nogen forpligtelse for TV- og radioselskaber til at overføre eller stille programmer til rådighed for almenheden i forbindelse med deres tilknyttede onlinetjenester eller til at levere sådanne tilknyttede onlinetjenester i en anden medlemsstat end den, hvor de har deres hovedsæde.
- = -
(14) Udbydere af retransmissionstjenester kan benytte forskellige teknologier, når de samtidigt, i uændret og uforkortet form, og med henblik på modtagelse af almenheden retransmitterer en oprindelig transmission af TV- og radioprogrammer fra en anden medlemsstat.
Udbydere af retransmissionstjenester kan få adgang til de programbærende signaler fra TV- og radioselskaber, som selv transmitterer disse signaler til almenheden, på forskellig vis, f.eks. ved at opfange de signaler, der transmitteres af TV- og radioselskaberne, eller ved at modtage signalerne direkte fra disse via den tekniske proces »direct injection«.
Sådanne udbydere kan udbyde deres tjenester via satellit, digitale jordbaserede net, mobile eller lukkede IP-baserede og lignende net eller via internetadgangstjenester som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2120 (6).
Udbydere af retransmissionstjenester, der anvender sådanne teknologier til deres retransmissioner, bør derfor være omfattet af dette direktiv og kunne drage fordel af den mekanisme, der indfører obligatorisk kollektiv forvaltning af rettigheder.
For at sikre at der er tilstrækkelige garantier mod uautoriseret brug af værker og andre beskyttede frembringelser, hvilket er særlig vigtigt i forbindelse med tjenester, for hvilke der betales, bør retransmissionstjenester, der udbydes via internetadgangstjenester, kun være omfattet af dette direktivs anvendelsesområde i det omfang, disse retransmissionstjenester leveres i et miljø, hvor kun autoriserede brugere kan få adgang til retransmissioner, og hvor niveauet af indholdssikkerhed er sammenligneligt med sikkerhedsniveauet for indhold, der transmitteres via kontrollerede net såsom kabelnet eller lukkede IP-baserede net, hvor det retransmitterede indhold er krypteret.
Disse krav bør være gennemførlige og tilstrækkelige.
- = -
(17) Enhver rettighed, som TV- og radioselskaberne har til deres egne udsendelser, herunder rettigheder til programmernes indhold, bør ikke være omfattet af den obligatoriske kollektive forvaltning af rettigheder, der gælder for retransmissioner.
Udbyderne af retransmissionstjenester og TV- og radioselskaberne har typisk et løbende forretningsmæssigt forhold til hinanden, og som resultat heraf er udbyderne af retransmissionstjenester bekendt med TV- og radioselskabernes identitet.
Det er derfor relativt enkelt for disse udbydere at klarere rettigheder med TV- og radioselskaberne.
Som konsekvens heraf er udbyderne af retransmissionstjenester ikke pålagt den samme byrde, når de skal indhente licenser fra TV- og radioselskaberne, som når de søger at indhente licenser hos indehavere af rettigheder til værker og andre beskyttede frembringelser indeholdt i de TV- og radioprogrammer, de retransmitterer.
Derfor er der ikke behov for at forenkle licenseringsprocessen for så vidt angår TV- og radioselskabernes rettigheder.
Det er imidlertid nødvendigt at sikre, at TV- og radioselskaber og udbydere af retransmissionstjenester, der indgår i forhandlinger, forhandler i god tro om licensering af rettigheder til retransmissioner, der er omfattet af dette direktiv.
Direktiv 2014/26/EU indeholder tilsvarende bestemmelser, der finder anvendelse på kollektive forvaltningsorganisationer.
- = -