keyboard_tab Digital Market Act 2022/1925 DA

1.   Kommissionen vedtager en gennemførelsesretsakt, der indeholder dens konstatering af manglende overholdelse (»afgørelsen om manglende overholdelse«), hvis den finder, at en gatekeeper ikke overholder et eller flere af følgende krav:

a)	enhver af de forpligtelser, der er fastsat i artikel 5, 6 eller 7

b)	foranstaltninger, der er specificeret af Kommissionen i en afgørelse vedtaget i henhold til artikel 8, stk. 2

c)	afhjælpende foranstaltninger, der er pålagt i henhold til artikel 18, stk. 1

d)	foreløbige foranstaltninger, der er pålagt i henhold til artikel 24, eller

e)	tilsagn, der er gjort retligt bindende i henhold til artikel 25.

Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter rådgivningsproceduren i artikel 50, stk. 2.

2.   Kommissionen bestræber sig på at vedtage afgørelsen om manglende overholdelse senest 12 måneder efter indledningen af proceduren i henhold til artikel 20.

3.   Inden Kommissionen vedtager afgørelsen om manglende overholdelse, meddeler den sine foreløbige konklusioner til den pågældende gatekeeper. I disse foreløbige konklusioner redegør Kommissionen for de foranstaltninger, som den overvejer at træffe, eller som den finder, at gatekeeperen bør træffe, for at følge effektivt op på de foreløbige konklusioner.

4.   Hvis Kommissionen har til hensigt at vedtage en afgørelse om manglende overholdelse, kan den høre tredjeparter.

5.   I afgørelsen om manglende overholdelse pålægger Kommissionen gatekeeperen at ophøre med og afstå fra den manglende overholdelse inden for en passende frist og redegøre for, hvordan den agter at efterleve afgørelsen.

6.   Gatekeeperen forelægger Kommissionen en beskrivelse af de foranstaltninger, som den har truffet for at sikre overholdelse af afgørelsen om manglende overholdelse.

7.   Hvis Kommissionen beslutter ikke at vedtage en afgørelse om manglende overholdelse, afslutter den proceduren ved en afgørelse.

1.   I afgørelsen om manglende overholdelse kan Kommissionen pålægge en gatekeeper bøder på op til 10 % af dennes samlede omsætning på verdensplan i det foregående regnskabsår, hvis den finder, at gatekeeperen forsætligt eller uagtsomt undlader at overholde:

a)	enhver af de forpligtelser, der er fastsat i artikel 5, 6 og 7

b)	foranstaltninger, der er specificeret af Kommissionen i en afgørelse vedtaget i henhold til artikel 8, stk. 2

c)	afhjælpende foranstaltninger, der er pålagt i henhold til artikel 18, stk. 1

d)	foreløbige foranstaltninger, som er pålagt i henhold til artikel 24, eller

e)	tilsagn, der er gjort retligt bindende i henhold til artikel 25.

2.   Uanset denne artikels stk. 1 kan Kommissionen i afgørelsen om manglende overholdelse pålægge en gatekeeper bøder på op til 20 % af dens samlede omsætning på verdensplan i det foregående regnskabsår, hvis den finder, at en gatekeeper har foretaget den samme eller en lignende tilsidesættelse af en forpligtelse fastsat i artikel 5, 6 eller 7 vedrørende den samme centrale platformstjeneste, som den blev fundet at have foretaget i en afgørelse om manglende overholdelse vedtaget i de foregående otte år.

3.   Kommissionen kan vedtage en afgørelse, der pålægger virksomheder, herunder, hvis det er relevant, gatekeepere, og sammenslutninger af virksomheder bøder på op til 1 % af deres samlede omsætning på verdensplan i det foregående regnskabsår, hvis de forsætligt eller uagtsomt:

a)	undlader inden for den fastsatte frist at afgive oplysninger, der er nødvendige for at vurdere deres udpegelse som gatekeepere i henhold til artikel 3, eller afgiver ukorrekte, ufuldstændige eller vildledende oplysninger

b)	undlader at overholde forpligtelsen til at underrette Kommissionen i overensstemmelse med artikel 3, stk. 3

c)	undlader at meddele oplysninger eller afgiver ukorrekte, ufuldstændige eller vildledende oplysninger, der kræves i henhold til artikel 14

d)	undlader at forelægge den beskrivelse eller afgiver ukorrekte, ufuldstændige eller vildledende oplysninger, der kræves i henhold til artikel 15

e)	undlader at give adgang til data, algoritmer eller oplysninger om test som svar på en anmodning i henhold til artikel 21, stk. 3

f)

undlader at afgive de oplysninger, der anmodes om, inden for den frist, der er fastsat i henhold til artikel 21, stk. 3, eller afgiver ukorrekte, ufuldstændige eller vildledende oplysninger eller forklaringer, som der anmodes om i henhold til artikel 21, eller som gives i et interview i henhold til artikel 22

g)

undlader inden for en af Kommissionen fastsat frist at berigtige ukorrekte, ufuldstændige eller vildledende oplysninger, som en repræsentant eller en ansat har afgivet, eller undlader eller nægter at afgive fuldstændige oplysninger om faktiske forhold vedrørende genstanden for og formålet med et kontrolbesøg i henhold til artikel 23

h)	afviser at underkaste sig et kontrolbesøg i henhold til artikel 23

i)	undlader at overholde de forpligtelser, som Kommissionen har pålagt i henhold til artikel 26

j)	undlader at oprette en compliancefunktion overensstemmelse med artikel 28, eller

k)	undlader at overholde betingelserne for aktindsigt i Kommissionens sagsakter i henhold til artikel 34, stk. 4.

4.   Ved fastsættelsen af en bødes størrelse tager Kommissionen hensyn til grovheden, varigheden, gentagelser og for så vidt angår bøder, der pålægges i henhold til stk. 3, forsinkelser i sagsbehandlingen.

5.   Hvis en sammenslutning af virksomheder får pålagt en bøde under hensyntagen til medlemsvirksomhedernes omsætning på verdensplan, og den pågældende sammenslutning ikke er solvent, har den pligt til at indkalde bidrag fra medlemsvirksomhederne til dækning af bødebeløbet.

Hvis sådanne bidrag ikke er indbetalt til sammenslutningen af virksomheder inden for en af Kommissionen fastsat tidsfrist, kan Kommissionen opkræve bødebeløbet direkte hos enhver af de virksomheder, hvis repræsentanter var medlem af den pågældende sammenslutnings pågældende besluttende organer.

Efter at have krævet betaling i henhold til andet afsnit kan Kommissionen kræve restbeløbet betalt af ethvert medlem af sammenslutningen af virksomheder, hvis det er nødvendigt for at sikre fuld betaling af bøden.

Kommissionen må dog ikke kræve betaling i henhold til andet eller tredje afsnit af virksomheder, der godtgør, at de ikke har gennemført den beslutning, som blev truffet af sammenslutningen af virksomheder, og som overtrådte denne forordning, og enten ikke kendte til dens eksistens eller aktivt har taget afstand fra den, inden Kommissionen indledte procedurer i henhold til artikel 20.

Den enkelte virksomheds økonomiske ansvar i forbindelse med betaling af bødebeløbet må ikke overstige 20 % af dens samlede omsætning på verdensplan i det foregående regnskabsår.

1.   Kommissionen kan vedtage en afgørelse, der pålægger virksomheder, herunder, hvis det er relevant, gatekeepere, og sammenslutninger af virksomheder tvangsbøder på op til 5 % af den gennemsnitlige daglige omsætning på verdensplan i det foregående regnskabsår fra det i afgørelsen fastsatte tidspunkt for at tvinge dem til at:

a)	overholde de foranstaltninger, der er specificeret af Kommissionen i en afgørelse vedtaget i henhold til artikel 8, stk. 2

b)	efterkomme afgørelsen i henhold til artikel 18, stk. 1

c)	afgive korrekte og fuldstændige oplysninger inden for den frist, der er fastsat i en anmodning om oplysninger fremsat ved en afgørelse i henhold til artikel 21

d)	sikre adgang til databaser, algoritmer og oplysninger om test som svar på en anmodning i henhold til artikel 21, stk. 3, og give forklaringer på dem som krævet i en afgørelse i henhold til artikel 21

e)	underkaste sig et kontrolbesøg, der er pålagt ved en afgørelse truffet i henhold til artikel 23

f)	efterkomme en afgørelse om foreløbige foranstaltninger i henhold til artikel 24

g)	efterkomme tilsagn, der er gjort retligt bindende ved en afgørelse i henhold til artikel 25, stk. 1

h)	efterkomme en afgørelse i henhold til artikel 29, stk. 1.

2.   Hvis virksomhederne eller sammenslutningerne af virksomheder har opfyldt den forpligtelse, som tvangsbøden skulle gennemtvinge, kan Kommissionen vedtage en gennemførelsesretsakt, der fastsætter tvangsbødens endelige størrelse til et lavere beløb end det, der ville følge af den oprindelige afgørelse. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter rådgivningsproceduren, jf. artikel 50, stk. 2.

1.   Kommissionens beføjelse til at tvangsfuldbyrde afgørelser, der er vedtaget i henhold til artikel 30 og 31, er undergivet en femårig forældelsesfrist.

2.   Forældelsesfristen regnes fra den dag, hvor afgørelsen er endelig.

3.   Forældelsesfristen for tvangsfuldbyrdelse afbrydes:

a)	ved meddelelse af en afgørelse om ændring af bødens eller tvangsbødens oprindelige beløb eller om afvisning af en anmodning om en sådan ændring eller

b)	ved ethvert skridt, der tages af Kommissionen eller af en medlemsstat på Kommissionens anmodning med henblik på tvangsinddrivelse af bøden eller tvangsbøden.

4.   Efter hver afbrydelse begynder forældelsesfristen forfra.

5.   Forældelsesfristen for tvangsfuldbyrdelse suspenderes, så længe:

a)	der er givet en betalingsfrist, eller

b)	tvangsfuldbyrdelsen er suspenderet i henhold til en afgørelse fra Domstolen eller en afgørelse truffet af en national ret.

1.   Kommissionen og de nationale kompetente myndigheder i de medlemsstater, som håndhæver de i artikel 1, stk. 6, omhandlede regler, samarbejder indbyrdes og underretter hinanden om deres respektive håndhævelsesforanstaltninger gennem Det Europæiske Konkurrencenetværk. De har beføjelse til at give hinanden alle oplysninger vedrørende faktiske eller retlige forhold, herunder fortrolige oplysninger. Hvis den kompetente myndighed ikke er medlem af Det Europæiske Konkurrencenetværk, fastsætter Kommissionen de nødvendige ordninger for samarbejde og udveksling af oplysninger om sager vedrørende håndhævelse af denne forordning og om sådanne myndigheders håndhævelse af de sager, der er omhandlet i artikel 1, stk. 6. Kommissionen kan fastsætte sådanne ordninger i en gennemførelsesretsakt som omhandlet i artikel 46, stk. 1, litra l).

2.   Hvis en national kompetent myndighed i de medlemsstater, som håndhæver de i artikel 1, stk. 6, omhandlede regler, har til hensigt at iværksætte en undersøgelse af gatekeepere på grundlag af national ret som omhandlet i artikel 1, stk. 6, underretter den skriftligt Kommissionen om den første formelle undersøgelsesforanstaltning før eller umiddelbart efter påbegyndelsen af en sådan foranstaltning. Disse oplysninger kan også gøres tilgængelige for de øvrige medlemsstaters nationale kompetente myndigheder, der håndhæver de i artikel 1, stk. 6, omhandlede regler.

3.   Hvis en national kompetent myndighed i de medlemsstater, som håndhæver de i artikel 1, stk. 6, omhandlede regler, har til hensigt at pålægge gatekeepere forpligtelser på grundlag af national ret som omhandlet i artikel 1, stk. 6, meddeler den senest 30 dage inden foranstaltningens vedtagelse Kommissionen udkastet til foranstaltning samt begrundelsen for foranstaltningen. I tilfælde af foreløbige foranstaltninger meddeler den nationale kompetente myndighed i de medlemsstater, som håndhæver de i artikel 1, stk. 6, omhandlede regler, de påtænkte foranstaltninger til Kommissionen hurtigst muligt og senest umiddelbart efter vedtagelsen af sådanne foranstaltninger. Disse oplysninger kan også gøres tilgængelige for de øvrige medlemsstaters nationale kompetente myndigheder, der håndhæver de i artikel 1, stk. 6, omhandlede regler.

4.   De i stk. 2 og 3 omhandlede informationsmekanismer finder ikke anvendelse på afgørelser, der påtænkes truffet i henhold til nationale fusionsregler.

5.   Oplysninger, der udveksles i henhold til denne artikels stk. 1-3, må kun udveksles og anvendes med henblik på koordinering af håndhævelsen af denne forordning og de i artikel 1, stk. 6, omhandlede regler.

6.   Kommissionen kan anmode de nationale kompetente myndigheder i de medlemsstater, som håndhæver de i artikel 1, stk. 6, omhandlede regler, om at støtte enhver af dens markedsundersøgelser i henhold til denne forordning.

7.   Hvis en national kompetent myndighed i de medlemsstater, som håndhæver de i artikel 1, stk. 6, omhandlede regler, har kompetence og undersøgelsesbeføjelser hertil i henhold til national ret, kan den på eget initiativ foretage en undersøgelse af en eventuel manglende overholdelse af denne forordnings artikel 5, 6 og 7 på sit område. Inden den pågældende myndighed træffer en første formel undersøgelsesforanstaltning, underretter den skriftligt Kommissionen herom.

Kommissionens indledning af en procedure i henhold til artikel 20 fritager de nationale kompetente myndigheder i de medlemsstater, som håndhæver de i artikel 1, stk. 6, omhandlede regler, for muligheden for at foretage en sådan undersøgelse, eller afslutter den, hvis den allerede er i gang. Disse myndigheder aflægger rapport til Kommissionen om resultaterne af en sådan undersøgelse for at støtte Kommissionen i dens rolle som den eneste myndighed, der har beføjelse til at håndhæve denne forordning.

1.   I sager om anvendelse af denne forordning kan nationale retter anmode Kommissionen om at fremsende oplysninger, som den er i besiddelse af, eller dens udtalelse om spørgsmål vedrørende anvendelsen af denne forordning.

2.   Medlemsstaterne sender Kommissionen en kopi af alle skriftlige domme fra nationale retter, som træffer afgørelse om anvendelsen af denne forordning. En sådan kopi fremsendes straks, efter at den fulde dom i skriftlig form er forkyndt for parterne.

3.   Hvis det er nødvendigt med henblik på en sammenhængende anvendelse af denne forordning, kan Kommissionen på eget initiativ indgive skriftlige bemærkninger til nationale retter. Med tilladelse fra den pågældende ret kan den også fremsætte mundtlige bemærkninger.

4.   Med henblik udelukkende på udarbejdelsen af sine bemærkninger kan Kommissionen anmode den relevante nationale ret om at fremsende eller sørge for fremsendelse af eventuelle dokumenter, der er nødvendige med henblik på vurdering af sagen, til Kommissionen.

5.   Nationale retter må ikke træffe afgørelser, der er i strid med en afgørelse truffet af Kommissionen i henhold til denne forordning. De undlader ligeledes at træffe afgørelser, som vil være i strid med en afgørelse, som Kommissionen har til hensigt at træffe i en procedure, som den har indledt i henhold til denne forordning. Med henblik herpå kan nationale retter vurdere, om det er nødvendigt at udsætte sagen. Dette berører ikke nationale retters mulighed for at anmode om præjudicielle afgørelser i henhold til artikel 267 i TEUF.