search


keyboard_tab Digital Market Act 2022/1925 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2022/1925 DA cercato: 'endelige' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


expand index endelige:


whereas endelige:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 284

 

Artikel 17

Markedsundersøgelse med henblik på udpegelse af gatekeepere

1.   Kommissionen kan gennemføre en markedsundersøgelse med henblik på at undersøge, om en virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, bør udpeges som gatekeeper i henhold til artikel 3, stk. 8, eller med henblik på at identificere, hvilke centrale platformstjenester der skal anføres i udpegelsesafgørelsen i henhold til artikel 3, stk. 9. Kommissionen bestræber sig på at afslutte markedsundersøgelsen senest 12 måneder efter den dato, der er omhandlet i artikel 16, stk. 3, litra a). For at afslutte markedsundersøgelsen vedtager Kommissionen en gennemførelsesretsakt, der redegør for afgørelsen. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter rådgivningsproceduren, jf. artikel 50, stk. 2.

2.   I forbindelse med en markedsundersøgelse i henhold til denne artikels stk. 1 bestræber Kommissionen sig på at meddele sine foreløbige konklusioner til den pågældende virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, senest seks måneder efter den dato, der er omhandlet i artikel 16, stk. 3, litra a). I de foreløbige konklusioner redegør Kommissionen for, om den finder det hensigtsmæssigt, at den pågældende virksomhed midlertidigt udpeges som gatekeeper i henhold til artikel 3, stk. 8, og at de relevante centrale platformstjenester anføres i henhold til artikel 3, stk. 9.

3.   Hvis den virksomhed, der udbyder centrale platformtjenester, opfylder tærsklerne i artikel 3, stk. 2, men i overensstemmelse med artikel 3, stk. 5, har fremsat tilstrækkeligt underbyggede argumenter, der klart har rejst tvivl om formodningen i artikel 3, stk. 2, bestræber Kommissionen sig på at afslutte markedsundersøgelsen senest fem måneder efter den dato, der er omhandlet i artikel 16, stk. 3, litra a).

I så fald bestræber Kommissionen sig på at meddele de foreløbige konklusioner i henhold til nærværende artikels stk. 2 til den pågældende virksomhed senest tre måneder efter den dato, der er omhandlet i artikel 16, stk. 3, litra a).

4.   Når Kommissionen i henhold til artikel 3, stk. 8, udpeger en virksomhed, der udbyder centrale platformtjenester, og som endnu ikke har en grundfæstet og varig stilling i sine aktiviteter, men forventeligt vil få en sådan stilling i nær fremtid, som gatekeeper, kan den erklære, at kun en eller flere af de forpligtelser, der er fastsat i artikel 5, stk. 3-6, og artikel 6, stk. 4, 7, 9, 10 og 13, skal finde anvendelse på den pågældende gatekeeper som nærmere angivet i udpegelsesafgørelsen. Kommissionen erklærer kun de forpligtelser anvendelige, der er hensigtsmæssige og nødvendige for at forhindre, at den pågældende gatekeeper ved hjælp af urimelige midler opnår en grundfæstet og varig stilling i sine aktiviteter. Kommissionen tager en sådan udpegelse op til fornyet overvejelse efter proceduren i artikel 4.

Artikel 18

Markedsundersøgelse af systematisk manglende overholdelse

1.   Kommissionen kan gennemføre en markedsundersøgelse med henblik på at undersøge, om en gatekeeper har udøvet systematisk manglende overholdelse. Kommissionen afslutter markedsundersøgelsen senest 12 måneder efter den dato, der er omhandlet i artikel 16, stk. 3, litra a). Hvis markedsundersøgelsen viser, at en gatekeeper systematisk har tilsidesat en eller flere af de forpligtelser, der er fastsat i artikel 5, 6 eller 7, og har fastholdt, styrket eller udvidet sin gatekeeperposition med hensyn til de krav, der er fastsat i artikel 3, stk. 1, kan Kommissionen vedtage en gennemførelsesretsakt, som pålægger en sådan gatekeeper enhver adfærdsregulerende eller strukturel afhjælpende foranstaltning, der er forholdsmæssig og nødvendig for at sikre effektiv overholdelse af denne forordning. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter rådgivningsproceduren, jf. artikel 50, stk. 2.

2.   Den afhjælpende foranstaltning pålagt i overensstemmelse med denne artikels stk. 1 kan, i det omfang en sådan afhjælpende foranstaltning er forholdsmæssig og nødvendig for at opretholde eller genoprette rimelighed og fri markedsadgang som påvirket af den systematiske manglende overholdelse, i en begrænset periode omfatte et forbud mod, at gatekeeperen indgår i en fusion som omhandlet i artikel 3 i forordning (EF) nr. 139/2004 vedrørende de centrale platformstjenester eller andre tjenester, der udbydes i den digitale sektor eller muliggør indsamling af data, der påvirkes af den systematiske manglende overholdelse.

3.   En gatekeeper anses for at have udøvet systematisk manglende overholdelse af de forpligtelser, der er fastsat i artikel 5, 6 og 7, hvis Kommissionen har udstedt mindst tre afgørelser om manglende overholdelse i henhold til artikel 29 over for en gatekeeper i forbindelse med en af dennes centrale platformstjenester inden for en periode på otte år forud for vedtagelsen af afgørelsen om at indlede en markedsundersøgelse med henblik på eventuel vedtagelse af en afgørelse i henhold til nærværende artikel.

4.   Kommissionen meddeler sine foreløbige konklusioner til den pågældende gatekeeper senest seks måneder efter den dato, der er omhandlet i artikel 16, stk. 3, litra a). Kommissionen redegør i sine foreløbige konklusioner for, om den foreløbigt finder, at betingelserne i nærværende artikels stk. 1 er opfyldt, og hvilke afhjælpende foranstaltninger den foreløbigt anser for nødvendige og forholdsmæssige.

5.   For at gøre det muligt for interesserede tredjeparter effektivt at fremsætte bemærkninger offentliggør Kommissionen, samtidig med at den meddeler sine foreløbige konklusioner til gatekeeperen i henhold til stk. 4 eller snarest muligt derefter, et ikkefortroligt resumé af sagen og de afhjælpende foranstaltninger, den overvejer at træffe. Kommissionen fastsætter en rimelig frist, inden for hvilken sådanne bemærkninger kan fremsættes.

6.   Hvis Kommissionen har til hensigt at vedtage en afgørelse i henhold til denne artikels stk. 1 ved at gøre tilsagn givet af gatekeeperen i henhold til artikel 25 bindende, offentliggør den et ikkefortroligt resumé af sagen og tilsagnenes hovedindhold. Interesserede tredjeparter kan fremsætte deres bemærkninger inden for en rimelig frist, som fastsættes af Kommissionen.

7.   Kommissionen kan, mens markedsundersøgelsen pågår, forlænge dennes varighed, hvis en sådan forlængelse er berettiget af objektive grunde og er forholdsmæssig. Forlængelsen kan gælde den frist, inden for hvilken Kommissionen skal fremlægge sine foreløbige konklusioner, eller fristen for vedtagelsen af den endelige afgørelse. Den samlede varighed af eventuelle forlængelser i henhold til dette stykke må ikke overstige seks måneder.

8.   For at sikre gatekeeperens effektive overholdelse af de forpligtelser, som er fastsat i artikel 5, 6 og 7, reviderer Kommissionen regelmæssigt de afhjælpende foranstaltninger, den pålægger i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 1 og 2. Kommissionen har ret til at ændre de pågældende afhjælpende foranstaltninger, hvis den efter en ny markedsundersøgelse finder, at de ikke er effektive.

Artikel 31

Tvangsbøder

1.   Kommissionen kan vedtage en afgørelse, der pålægger virksomheder, herunder, hvis det er relevant, gatekeepere, og sammenslutninger af virksomheder tvangsbøder på op til 5 % af den gennemsnitlige daglige omsætning på verdensplan i det foregående regnskabsår fra det i afgørelsen fastsatte tidspunkt for at tvinge dem til at:

a)

overholde de foranstaltninger, der er specificeret af Kommissionen i en afgørelse vedtaget i henhold til artikel 8, stk. 2

b)

efterkomme afgørelsen i henhold til artikel 18, stk. 1

c)

afgive korrekte og fuldstændige oplysninger inden for den frist, der er fastsat i en anmodning om oplysninger fremsat ved en afgørelse i henhold til artikel 21

d)

sikre adgang til databaser, algoritmer og oplysninger om test som svar på en anmodning i henhold til artikel 21, stk. 3, og give forklaringer på dem som krævet i en afgørelse i henhold til artikel 21

e)

underkaste sig et kontrolbesøg, der er pålagt ved en afgørelse truffet i henhold til artikel 23

f)

efterkomme en afgørelse om foreløbige foranstaltninger i henhold til artikel 24

g)

efterkomme tilsagn, der er gjort retligt bindende ved en afgørelse i henhold til artikel 25, stk. 1

h)

efterkomme en afgørelse i henhold til artikel 29, stk. 1.

2.   Hvis virksomhederne eller sammenslutningerne af virksomheder har opfyldt den forpligtelse, som tvangsbøden skulle gennemtvinge, kan Kommissionen vedtage en gennemførelsesretsakt, der fastsætter tvangsbødens endelige størrelse til et lavere beløb end det, der ville følge af den oprindelige afgørelse. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter rådgivningsproceduren, jf. artikel 50, stk. 2.


whereas









keyboard_arrow_down