keyboard_tab EIDAS 2014/0910 DA

(14) Denne forordning bør indeholde visse betingelser for, hvilke elektroniske identifikationsmidler der skal anerkendes, og for, hvordan de elektroniske identifikationsordninger bør anmeldes.

  Betingelserne bør hjælpe medlemsstaterne til at opbygge den nødvendige tillid til hinandens elektroniske identifikationsordninger og til gensidigt at anerkende elektroniske identifikationsmidler, der er omfattet af de anmeldte ordninger.

  Princippet om gensidig anerkendelse bør følges, hvis den anmeldende medlemsstats elektroniske identifikationsordning opfylder anmeldelsesbetingelserne, og hvis anmeldelsen har været offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende.

  Dog bør princippet om gensidig anerkendelse kun gælde for autentifikation i forbindelse med en onlinetjeneste.

  Adgangen til disse onlinetjenester og den endelige levering af tjenesterne til parter, der anmoder herom, bør afhænge nøje af retten til at modtage sådanne tjenester i henhold til betingelserne i den nationale lovgivning.

(17) Medlemsstaterne bør tilskynde den private sektor til frivilligt at anvende elektroniske identifikationsmidler, der er omfattet af en anmeldt ordning, til identifikationsformål, når dette er nødvendigt med henblik på onlinetjenester eller elektroniske transaktioner.

  Muligheden for at anvende sådanne elektroniske identifikationsmidler vil betyde, at den private sektor kan benytte sig af elektronisk identifikation og autentifikation, der allerede anvendes i vid udstrækning i mange medlemsstater, i det mindste til offentlige tjenester, og gøre det lettere for virksomhederne og borgerne at få adgang til deres onlinetjenester på tværs af grænserne.

  For at gøre det lettere for den private sektor at bruge sådanne elektroniske identifikationsmidler på tværs af grænserne bør den autentifikationsmulighed, som en medlemsstat udbyder, stilles til rådighed for modtagerparter i den private sektor, der er hjemmehørende uden for medlemsstatens område, på samme betingelser, som gælder for modtagerparter i den private sektor, der er hjemmehørende i medlemsstaten.

  Med hensyn til modtagerparter i den private sektor kan den anmeldende medlemsstat fastsætte betingelser for adgang til autentifikationsmidlerne.

  Disse adgangsbetingelser kan omfatte oplysninger om, at autentifikationsmidlerne i tilknytning til den anmeldte ordning ikke i øjeblikket er til rådighed for modtagerparter i den private sektor.

(21) Denne forordning bør også fastlægge en generel lovramme for brug af tillidstjenester.

  Der bør dog ikke indføres en generel pligt til at bruge dem eller til at oprette et adgangspunkt for alle eksisterende tillidstjenester.

  Den bør navnlig ikke omfatte levering af tjenester, der udelukkende anvendes i lukkede systemer mellem et defineret sæt deltagere, der ikke har virkning over for tredjemand.

  For eksempel bør systemer, der er oprettet i virksomheder eller offentlige forvaltninger til styring af interne procedurer ved brug af tillidstjenester, ikke være omfattet af kravene i denne forordning.

  Kun tillidstjenester, der udbydes til offentligheden, og som har virkning over for tredjemand, bør opfylde kravene i denne forordning.

  Denne forordning bør heller ikke omfatte aspekter i forbindelse med indgåelse og gyldighed af kontrakter eller andre retlige forpligtelser, som ifølge national ret eller EU-ret er undergivet formkrav.

  Den bør heller ikke berøre nationale formkrav til offentlige registre, navnlig handelsregistre og tingbøger.

(25) Det bør stå medlemsstaterne frit for at fastlægge andre typer tillidstjenester ud over dem, der indgår i den lukkede liste over tillidstjenester, der er omfattet af denne forordning, med henblik på at anerkende dem på nationalt plan som kvalificerede tillidstjenester.

(35) Alle tillidstjenesteudbydere bør være omfattet af kravene i denne forordning, navnlig hvad angår sikkerhed og erstatningsansvar for at sikre, at der udvises nødvendig omhu, gennemsigtighed og ansvarlighed i forbindelse med deres operationer og tjenester.

  Under hensyn til den type tjenester, som tillidstjenesteudbydere udbyder, er det imidlertid hensigtsmæssigt for disse kravs vedkommende at skelne mellem kvalificerede og ikkekvalificerede tillidstjenesteudbydere.

(67) Webstedsautentifikationstjenester giver besøgende på et websted sikkerhed for, at der står en ægte og legitim enhed bag webstedet.

  Disse tjenester bidrager til at opbygge tilliden i forbindelse med onlineforretninger, da brugerne vil have tillid til et websted, som er autentificeret.

  Ydelse og brug af webstedsautentifikationstjenester er helt frivillig.

  For at webstedsautentifikation kan blive et middel til at fremme tilliden ved at give brugerne en bedre oplevelse og stimulere vækst på det indre marked bør denne forordning dog fastlægge minimumsforpligtelser for tjenesteudbyderne og deres tjenester med hensyn til sikkerhed og erstatningsansvar.

  Med henblik herpå er der taget hensyn til resultaterne af igangværende industriledede initiativer, f.eks.

  Certification Authorities/Browser Forum — CA/Browser Forum.

  Desuden bør denne forordning ikke hindre brugen af andre midler eller metoder til autentifikation af et websted, der ikke er omfattet af denne forordning, og bør heller ikke forhindre ydere af webstedsautentifikationstjenester i tredjelande i at yde deres tjenester til kunder i Unionen.

  En tjenesteudbyder i et tredjeland bør dog kun kunne få sine webstedsautentifikationstjenester anerkendt som kvalificerede i overensstemmelse med denne forordning, hvis der er indgået en international aftale mellem Unionen og det land, hvor tjenesteudbyderen er hjemmehørende.