search


keyboard_tab Digital Service Act 2022/2065 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2022/2065 DA cercato: 'overtrædelsen' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


expand index overtrædelsen:


whereas overtrædelsen:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 597

 

Artikel 18

Anmeldelse af mistanke om strafbare handlinger

1.   Hvis en udbyder af oplagringstjenester får kendskab til oplysninger, der giver anledning til mistanke om, at der er begået, bliver begået eller sandsynligvis vil blive begået en strafbar handling, der indebærer en trussel mod menneskers liv eller sikkerhed, underretter den straks de retshåndhævende eller retslige myndigheder i den eller de berørte medlemsstater om sin mistanke og giver alle tilgængelige relevante oplysninger.

2.   Hvis udbyderen af oplagringstjenester ikke med rimelig sikkerhed kan identificere den berørte medlemsstat, underretter den de retshåndhævende myndigheder i den medlemsstat, hvor platformen er etableret, eller hvor dens retlige repræsentant er bosiddende eller etableret, eller Europol eller begge.

Med henblik på anvendelsen af denne artikel er den berørte medlemsstat den medlemsstat, hvori lovovertrædelsen formodes at have fundet sted, finde sted eller sandsynligvis vil finde sted, eller den medlemsstat, hvori den formodede lovovertræder er bosiddende eller etableret, eller den medlemsstat, hvori offeret for den formodede lovovertrædelse er bosiddende eller etableret.

AFDELING 3

Supplerende bestemmelser, som finder anvendelse på udbydere af onlineplatforme

Artikel 51

Beføjelser for koordinatorer for digitale tjenester

1.   Når det er nødvendigt for udførelsen af deres opgaver i henhold til denne forordning, skal koordinatorer for digitale tjenester have følgende undersøgelsesbeføjelser for så vidt angår den adfærd, der udvises af udbydere af formidlingstjenester, der falder ind under deres medlemsstats kompetence:

a)

beføjelse til at kræve, at disse udbydere og alle andre personer, der handler som led i deres erhverv, forretning, håndværk eller profession, og som med rimelighed kan have kendskab til oplysninger relateret til en formodet overtrædelse af denne forordning, herunder organisationer, der udfører de revisioner, der er omhandlet i artikel 37 og artikel 75, stk. 2, fremlægger sådanne oplysninger uden unødig forsinkelse.

b)

beføjelse til at foretage eller til at anmode en judiciel myndighed i deres medlemsstat om at påbyde kontrol af alle lokaler, som disse udbydere eller personer anvender som led i deres erhverv, forretning, håndværk eller profession, eller til at anmode andre offentlige myndigheder om at gøre dette med henblik på at undersøge, beslaglægge, tage eller få kopier af oplysninger relateret til en formodet overtrædelse i enhver form, uanset lagringsmediet

c)

beføjelse til at anmode enhver repræsentant for eller ethvert medlem af personalet hos disse udbydere eller personer om at redegøre for eventuelle oplysninger relateret til en formodet overtrædelse og til med deres samtykke at registrere svarene med ethvert teknisk hjælpemiddel.

2.   Når det er nødvendigt for udførelsen af deres opgaver i henhold til denne forordning, skal koordinatorer for digitale tjenester have følgende håndhævelsesbeføjelser i forhold til udbydere af formidlingstjenester, der falder ind under deres medlemsstats kompetence:

a)

beføjelse til at acceptere de tilsagn, som disse udbydere har afgivet om at overholde denne forordning, og til at gøre disse tilsagn bindende

b)

beføjelse til at kræve overtrædelser bragt til ophør og, hvor det er relevant, til at pålægge sanktioner, der står i rimeligt forhold til overtrædelsen, og som er nødvendige for effektivt at bringe overtrædelsen til ophør, eller til at anmode en judiciel myndighed i deres medlemsstat herom

c)

beføjelse til at pålægge bøder eller til at anmode en judiciel myndighed i deres medlemsstat om at gøre det i overensstemmelse med artikel 52 i tilfælde af manglende overholdelse af denne forordning, herunder af ethvert undersøgelsespåbud udstedt i henhold til denne artikels stk. 1

d)

beføjelse til at pålægge tvangsbøder eller til at anmode en judiciel myndighed i deres medlemsstat om at gøre det i overensstemmelse med artikel 52 for at sikre, at en overtrædelse bringes til ophør i overensstemmelse med et påbud udstedt i henhold til dette afsnit, litra b), eller i tilfælde af manglende overholdelse af ethvert undersøgelsespåbud udstedt i henhold til nærværende artikels stk. 1

e)

beføjelse til at træffe midlertidige foranstaltninger eller til at anmode den kompetente nationale judicielle myndighed i deres medlemsstat om at gøre det med henblik på at undgå risikoen for alvorlig skade.

For så vidt angår første afsnit, litra c) og d), har koordinatorer for digitale tjenester også de håndhævelsesbeføjelser, der er fastsat i disse litraer, i forhold til de andre personer, der er omhandlet i stk. 1, i tilfælde af manglende overholdelse af et af de påbud, der er udstedt til dem i henhold til nævnte stykke. De udøver kun disse håndhævelsesbeføjelser efter rettidigt at have givet disse andre personer alle relevante oplysninger vedrørende sådanne påbud, herunder om den gældende tidsperiode, de bøder eller tvangsbøder, der kan pålægges for manglende overholdelse, og klagemuligheder.

3.   Når det er nødvendigt for udførelsen af deres opgaver i henhold til denne forordning, har koordinatorer for digitale tjenester i forhold til udbydere af formidlingstjenester, som falder ind under deres medlemsstaters kompetence, hvis alle andre beføjelser i henhold til denne artikel til at bringe en overtrædelse til ophør er udtømt, og overtrædelsen ikke er blevet afhjulpet eller varer ved og forvolder alvorlig skade, der ikke kan undgås gennem udøvelse af andre beføjelser i henhold til EU-retten eller national ret, også beføjelse til at træffe følgende foranstaltninger:

a)

kræve, at de pågældende udbyderes ledelsesorgan uden unødig forsinkelse undersøger situationen, vedtager og forelægger en handlingsplan med de nødvendige foranstaltninger til at bringe overtrædelsen til ophør, sikrer, at udbyderen træffer disse foranstaltninger, og aflægger rapport om de trufne foranstaltninger

b)

hvis koordinatoren for digitale tjenester mener, at en udbyder af formidlingstjenester ikke har opfyldt kravene i litra a) i tilstrækkelig grad, at overtrædelsen ikke er blevet afhjulpet eller varer ved og forvolder alvorlig skade, og at overtrædelsen udgør en strafbar handling, der indebærer en trussel mod menneskers liv eller sikkerhed, anmode den kompetente judicielle myndighed i dens medlemsstat om at påbyde en midlertidig begrænsning af adgangen for modtagere af den tjeneste, der er berørt af overtrædelsen, eller, hvis dette ikke er teknisk muligt, af adgangen til udbyderen af formidlingstjenestens onlinegrænseflade, hvorpå overtrædelsen finder sted.

Medmindre koordinatoren for digitale tjenester handler på Kommissionens anmodning, jf. artikel 82, opfordrer koordinatoren forud for fremsendelsen af den i dette stykkes første afsnit, litra b), omhandlede anmodning interesserede parter til at fremsætte skriftlige bemærkninger inden for en frist på mindst to uger og redegør i denne forbindelse for de foranstaltninger, koordinatoren har til hensigt at anmode om med angivelse af den eller de tiltænkte adressater. Udbyderen af formidlingstjenester, den eller de tiltænkte adressater og enhver anden tredjepart, der godtgør en legitim interesse, har ret til at deltage i proceduren ved den kompetente judicielle myndighed. Enhver påbudt foranstaltning skal stå i rimeligt forhold til overtrædelsens art, grovhed, gentagne karakter og varighed uden unødigt at begrænse adgang til lovlig information for de berørte tjenestemodtagere.

Begrænsningen af adgangen gælder for en periode på fire uger, men de kompetente judicielle myndigheder kan i påbuddet give koordinatoren for digitale tjenester mulighed for at forlænge denne periode med yderligere perioder af samme længde, idet det maksimale antal forlængelser fastsættes af den pågældende judicielle myndighed. Koordinatoren for digitale tjenester forlænger kun perioden, hvis koordinatoren under hensyntagen til de rettigheder og interesser, som alle parter berørt af begrænsningen har, og alle relevante omstændigheder, herunder eventuelle oplysninger fra udbyderen af formidlingstjenester, adressaten eller adressaterne og enhver anden tredjepart, der har godtgjort en legitim interesse, finder, at begge følgende betingelser er opfyldt:

a)

udbyderen af formidlingstjenester har ikke truffet de nødvendige foranstaltninger til at bringe overtrædelsen til ophør

b)

den midlertidige begrænsning begrænser ikke tjenestemodtagernes adgang til lovlig information unødigt, henset til antallet af berørte modtagere og tilstedeværelsen af egnede og lettilgængelige alternativer.

Hvis koordinatoren for digitale tjenester mener, at betingelserne i tredje afsnit, litra a) og b), er opfyldt, men ikke kan forlænge perioden yderligere i henhold til tredje afsnit, indgiver koordinatoren en ny anmodning til den kompetente judicielle myndighed, jf. første afsnit, litra b).

4.   De i stk. 1, 2 og 3 nævnte beføjelser berører ikke afdeling 3.

5.   De foranstaltninger, som koordinatorerne for digitale tjenester træffer som led i udøvelsen af deres beføjelser som anført i stk. 1, 2 og 3, skal være effektive, have afskrækkende virkning og stå i et rimeligt forhold til navnlig arten, grovheden, den gentagne karakter og varigheden af den overtrædelse eller formodede overtrædelse, som disse foranstaltninger vedrører, og i påkommende tilfælde til den pågældende formidlingstjenestes økonomiske, tekniske og operationelle kapacitet.

6.   Medlemsstaterne fastlægger specifikke regler og procedurer for udøvelsen af beføjelserne i henhold til stk. 1, 2 og 3 og sikrer, at enhver udøvelse af disse beføjelser er omfattet af tilstrækkelige garantier i gældende national ret i overensstemmelse med chartret og EU-rettens almindelige principper. Disse foranstaltninger må navnlig kun træffes under hensyntagen til retten til respekt for privatliv og retten til forsvar, herunder retten til at blive hørt og retten til aktindsigt, og med forbehold af alle berørte parters ret til adgang til effektive retsmidler.

Artikel 52

Sanktioner

1.   Medlemsstaterne fastsætter regler om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelser af denne forordning begået af udbydere af formidlingstjenester, der falder ind under deres kompetence, og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de anvendes i overensstemmelse med artikel 51.

2.   Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne giver Kommissionen meddelelse om disse regler og foranstaltninger og underretter den straks om senere ændringer, der berører dem.

3.   Medlemsstaterne sikrer, at maksimumsbeløbet for bøder, der kan pålægges for manglende overholdelse af en forpligtelse, der er fastsat i denne forordning, er 6 % af den pågældende udbyder af formidlingstjenesters årlige globale omsætning i det foregående regnskabsår. Medlemsstaterne sikrer, at maksimumsbeløbet for den bøde, der kan pålægges for afgivelse af urigtige, ufuldstændige eller vildledende oplysninger, manglende svar eller berigtigelse af urigtige, ufuldstændige eller vildledende oplysninger og undladelse af at underkaste sig kontrol er 1 % af den pågældende udbyder af formidlingstjenesters eller persons årlige indkomst eller globale omsætning i det foregående regnskabsår.

4.   Medlemsstaterne sikrer, at maksimumsbeløbet for tvangsbøder er 5 % af den pågældende udbyder af formidlingstjenesters gennemsnitlige daglige globale omsætning eller indkomst i det foregående regnskabsår pr. dag beregnet fra det i den pågældende afgørelse fastsatte tidspunkt.

Artikel 74

Bøder

1.   I afgørelsen i henhold til artikel 73 kan Kommissionen pålægge den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine bøder på op til 6 % af dennes samlede årsomsætning på verdensplan i det foregående regnskabsår, hvis den finder, at den pågældende udbyder forsætligt eller uagtsomt:

a)

overtræder de relevante bestemmelser i denne forordning

b)

undlader at overholde en afgørelse om midlertidige foranstaltninger i henhold til artikel 70, eller

c)

undlader at overholde en forpligtelse, der er gjort bindende ved afgørelse i henhold til artikel 71.

2.   Kommissionen kan vedtage en afgørelse, der pålægger den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden fysisk eller juridisk person som omhandlet i artikel 67, stk. 1, bøder på op til 1 % af den samlede årlige indkomst eller globale omsætning i det foregående regnskabsår, hvis de forsætligt eller uagtsomt:

a)

afgiver urigtige, ufuldstændige eller vildledende oplysninger som svar på en simpel anmodning eller anmodning ved en afgørelse i henhold til artikel 67

b)

undlader at besvare anmodningen om oplysninger ved afgørelse inden for den fastsatte frist

c)

undlader inden for den af Kommissionen fastsatte frist at berigtige urigtige, ufuldstændige eller vildledende oplysninger afgivet af en ansat eller undlader eller nægter at give fuldstændige oplysninger

d)

nægter at underkaste sig et kontrolbesøg i henhold til artikel 69

e)

undlader at overholde de foranstaltninger, som Kommissionen har truffet i henhold til artikel 72, eller

f)

undlader at opfylde betingelserne for aktindsigt i Kommissionens sagsakter i henhold til artikel 79, stk. 4.

3.   Inden Kommissionen vedtager afgørelsen i henhold til denne artikels stk. 2 meddeler den sine foreløbige konklusioner til den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden person som omhandlet i artikel 67, stk. 1.

4.   Ved fastsættelse af bødens størrelse tager Kommissionen hensyn til overtrædelsens art, grovhed, varighed og gentagne karakter og for bøder, der pålægges i henhold til stk. 2, til den forsinkede procedure.

Artikel 75

Skærpet tilsyn med sanktioner til afhjælpning af overtrædelser af forpligtelser fastsat i kapitel III, afdeling 5

1.   I forbindelse med vedtagelsen af en afgørelse i henhold til artikel 73 vedrørende en overtrædelse, som en udbyder af en meget stor onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine har begået af en eller flere af bestemmelserne i kapitel III, afdeling 5, anvender Kommissionen det i nærværende artikel omhandlede system for skærpet tilsyn. Den tager i den forbindelse størst muligt hensyn til en eventuel udtalelse fra rådet i henhold til nærværende artikel.

2.   I den afgørelse, der er omhandlet i artikel 73, skal Kommissionen pålægge den berørte udbyder af en meget stor onlineplatform eller af en meget stor onlinesøgemaskine inden for en rimelig frist, der fastsættes i afgørelsen, at udarbejde og meddele koordinatorerne for digitale tjenester, Kommissionen og rådet en handlingsplan med de nødvendige foranstaltninger, som på fyldestgørende vis kan bringe overtrædelsen til ophør eller afhjælpe den. Disse foranstaltninger skal omfatte en forpligtelse til at foretage en uafhængig revision i overensstemmelse med artikel 37, stk. 3 og 4, af gennemførelsen af de øvrige foranstaltninger og skal angive revisorernes identitet såvel som revisionens metodik, tidsplan og opfølgning. Foranstaltningerne kan, hvis det er relevant, også omfatte et tilsagn om at følge en adfærdskodeks som omhandlet i artikel 45.

3.   Senest en måned efter modtagelsen af handlingsplanen skal rådet sende sin udtalelse om handlingsplanen til Kommissionen. Senest en måned efter modtagelsen af udtalelsen skal Kommissionen træffe afgørelse om, hvorvidt foranstaltningerne i handlingsplanen er tilstrækkelige til at bringe overtrædelsen til ophør eller afhjælpe den, og fastsætte en rimelig frist for dens gennemførelse. Der skal i denne afgørelse tages hensyn til eventuelle tilsagn om at overholde relevante adfærdskodekser. Kommissionen skal efterfølgende overvåge implementeringen af handlingsplanen. Med henblik herpå skal udbyderen af en meget stor onlineplatform eller af en meget stor onlinesøgemaskine fremsende revisionsrapporten til Kommissionen uden unødig forsinkelse, efter at den er blevet tilgængelig, og holde Kommissionen orienteret om foretagne skridt med henblik på implementering af handlingsplanen. Kommissionen kan, hvis det er nødvendigt for en sådan overvågning, kræve, at udbyderen af en meget stor onlineplatform eller af en meget stor onlinesøgemaskine fremlægger yderligere oplysninger inden for en rimelig frist, som fastsættes af Kommissionen.

Kommissionen skal holde rådet og koordinatorerne for digitale tjenester underrettet om implementeringen af handlingsplanen og om sin egen overvågning heraf.

4.   Kommissionen kan træffe de nødvendige foranstaltninger i overensstemmelse med denne forordning, navnlig artikel 76, stk. 1, litra e), og artikel 82, stk. 1, hvis:

a)

den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine ikke fremlægger en handlingsplan, revisionsrapporten, de nødvendige ajourføringer eller enhver nødvendig supplerende information inden for den gældende frist

b)

Kommissionen afviser den foreslåede handlingsplan, fordi den mener, at foranstaltningerne heri ikke er tilstrækkelige til at bringe overtrædelsen til ophør eller afhjælpe den, eller

c)

Kommissionen på grundlag af revisionsrapporten, eventuelle ajourføringer eller supplerende information eller andre relevante oplysninger, som den råder over, mener, at implementeringen af handlingsplanen er utilstrækkelig til at bringe overtrædelsen til ophør eller afhjælpe den.

Artikel 77

Forældelsesfrister for pålæggelse af sanktioner

1.   De beføjelser, som Kommissionen har i henhold til artikel 74 og 76, forældes efter fem år.

2.   Forældelsesfristen regnes fra den dag, hvor overtrædelsen er begået. Ved vedvarende eller gentagne overtrædelser regnes fristen dog først fra den dag, hvor overtrædelsen er ophørt.

3.   Ethvert tiltag, som Kommissionen eller koordinatoren for digitale tjenester træffer med henblik på undersøgelsen eller proceduren i forbindelse med en overtrædelse, afbryder forældelsesfristen for pålæggelse af bøder og dagbøder. Forældelsesfristen afbrydes bl.a. af følgende tiltag:

a)

anmodninger om oplysninger fra Kommissionen eller en koordinator for digitale tjenester

b)

kontrolbesøg

c)

Kommissionens indledning af en procedure som omhandlet i artikel 66, stk. 1.

4.   Forældelsesfristen løber på ny efter hver afbrydelse. Forældelsesfristen for pålæggelse af bøder eller tvangsbøder udløber dog senest den dag, hvor der er forløbet en periode svarende til den dobbelte forældelsesfrist, uden at Kommissionen har pålagt en bøde eller tvangsbøde. Denne periode forlænges med den tid, hvor forældelsesfristen er blevet suspenderet i henhold til stk. 5.

5.   Forældelsesfristen for pålæggelse af bøder eller tvangsbøder suspenderes, så længe Kommissionens afgørelse verserer for Den Europæiske Unions Domstol.

Artikel 82

Anmodninger om begrænsninger i adgangen og samarbejde med nationale domstole

1.   Hvis alle beføjelser i henhold til denne afdeling til at bringe en overtrædelse af denne forordning til ophør er udtømt, og overtrædelsen fortsætter og forvolder alvorlig skade, der ikke kan undgås gennem udøvelse af andre beføjelser i henhold til EU-retten eller national ret, kan Kommissionen anmode koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet for den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine om at træffe foranstaltninger i henhold til artikel 51, stk. 3.

Inden Kommissionen fremsender en sådan anmodning til koordinatoren for digitale tjenester, opfordrer Kommissionen interesserede parter til at fremsætte skriftlige bemærkninger inden for en frist på mindst 14 arbejdsdage med de foranstaltninger, Kommissionen har til hensigt at anmode om med angivelse af den eller de tiltænkte adressater.

2.   Når det er nødvendigt af hensyn til en ensartet anvendelse af denne forordning, kan Kommissionen på eget initiativ fremsætte skriftlige bemærkninger til den kompetente judicielle myndighed, der er omhandlet i artikel 51, stk. 3. Med tilladelse fra den pågældende judicielle myndighed kan den også fremsætte mundtlige bemærkninger.

Kommissionen kan udelukkende med henblik på udarbejdelsen af sine bemærkninger anmode denne judicielle myndighed om at sende Kommissionen alle dokumenter, der er nødvendige for vurderingen af sagen, eller sikre at de fremsendes.

3.   Når en national domstol træffer afgørelse om et spørgsmål, der allerede er genstand for en afgørelse truffet af Kommissionen i henhold til denne forordning, må denne nationale domstol ikke træffe nogen afgørelse, der er i strid med den pågældende afgørelse truffet af Kommissionen. Nationale domstole skal ligeledes undgå at træffe afgørelser, som kan være i strid med en afgørelse, som Kommissionen har til hensigt at træffe i en procedure, som den har indledt i henhold til denne forordning. Den nationale domstol kan med henblik herpå vurdere, om det er nødvendigt at udsætte sagen. Dette berører ikke artikel 267 i TEUF.


whereas









keyboard_arrow_down