search


keyboard_tab Digital Service Act 2022/2065 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2022/2065 DA cercato: 'have' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


expand index have:


whereas have:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 1078

 

Artikel 18

Anmeldelse af mistanke om strafbare handlinger

1.   Hvis en udbyder af oplagringstjenester får kendskab til oplysninger, der giver anledning til mistanke om, at der er begået, bliver begået eller sandsynligvis vil blive begået en strafbar handling, der indebærer en trussel mod menneskers liv eller sikkerhed, underretter den straks de retshåndhævende eller retslige myndigheder i den eller de berørte medlemsstater om sin mistanke og giver alle tilgængelige relevante oplysninger.

2.   Hvis udbyderen af oplagringstjenester ikke med rimelig sikkerhed kan identificere den berørte medlemsstat, underretter den de retshåndhævende myndigheder i den medlemsstat, hvor platformen er etableret, eller hvor dens retlige repræsentant er bosiddende eller etableret, eller Europol eller begge.

Med henblik på anvendelsen af denne artikel er den berørte medlemsstat den medlemsstat, hvori lovovertrædelsen formodes at have fundet sted, finde sted eller sandsynligvis vil finde sted, eller den medlemsstat, hvori den formodede lovovertræder er bosiddende eller etableret, eller den medlemsstat, hvori offeret for den formodede lovovertrædelse er bosiddende eller etableret.

AFDELING 3

Supplerende bestemmelser, som finder anvendelse på udbydere af onlineplatforme

Artikel 22

Pålidelige indberettere

1.   Udbydere af onlineplatforme træffer de nødvendige tekniske og organisatoriske foranstaltninger for at sikre, at behandlingen af anmeldelser, der indgives af pålidelige indberettere, der handler inden for deres udpegede ekspertiseområde, gives prioritet og behandles gennem de mekanismer, der er omhandlet i artikel 16, og at der træffes en beslutning uden unødig forsinkelse.

2.   Status som pålidelig indberetter i henhold til denne forordning tildeles på grundlag af en ansøgning fra enhver enhed af koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, hvor ansøgeren er etableret, til en ansøger, der har godtgjort at opfylde alle følgende betingelser:

a)

denne har særlig ekspertise og kompetence til at påvise, identificere og anmelde ulovligt indhold

b)

denne er uafhængig af enhver udbyder af onlineplatforme

c)

denne udfører sine aktiviteter med henblik på indgivelse af anmeldelser omhyggeligt, nøjagtigt og objektivt.

3.   Pålidelige indberettere offentliggør mindst én gang om året let forståelige og detaljerede rapporter om anmeldelser, der er indgivet i overensstemmelse med artikel 16 i den pågældende periode. Rapporten skal som minimum angive antallet af anmeldelser kategoriseret efter:

a)

udbyderen af oplagringstjenesters identitet

b)

typen af anmeldt påstået ulovligt indhold

c)

de tiltag, der iværksættes af udbyderen.

De pågældende rapporter skal indeholde en redegørelse for de procedurer, der er indført for at sikre, at den pålidelige indberetter bevarer sin uafhængighed.

Pålidelige indberettere sender disse rapporter til den tildelende koordinator for digitale tjenester og offentliggør dem. Oplysningerne i rapporterne må ikke indeholde personoplysninger.

4.   Koordinatorerne for digitale tjenester meddeler Kommissionen og rådet navne, adresser og e-mailadresser på de enheder, som de har tildelt status som pålidelige indberettere i overensstemmelse med stk. 2, eller hvis status som pålidelig indberetter, de har suspenderet i overensstemmelse med stk. 6 eller tilbagekaldt i overensstemmelse med stk. 7.

5.   Kommissionen offentliggør de oplysninger, der er omhandlet i stk. 4, i en offentligt tilgængelig database i et lettilgængeligt og maskinlæsbart format og ajourfører databasen.

6.   Hvis en udbyder af onlineplatforme har oplysninger, der indikerer, at en pålidelig indberetter har indgivet et betydeligt antal anmeldelser, der ikke er tilstrækkelig præcise eller er unøjagtige eller utilstrækkeligt underbyggede, gennem de i artikel 16 omhandlede mekanismer, herunder oplysninger indsamlet i forbindelse med behandlingen af klager gennem de i artikel 20, stk. 4, omhandlede interne klagebehandlingssystemer, videregiver platformen disse oplysninger til koordinatoren for digitale tjenester, der tildelte den pågældende enhed status som pålidelig indberetter, med de nødvendige forklaringer og støttedokumenter. Hvis koordinatoren for digitale tjenester efter at have modtaget oplysningerne fra udbyderen af onlineplatforme finder, at der er legitime grunde til at indlede en undersøgelse, suspenderes statussen som pålidelig indberetter, mens undersøgelsen pågår. Denne undersøgelse gennemføres uden unødig forsinkelse.

7.   Koordinatoren for digitale tjenester, der tildelte enheden status som pålidelig indberetter, tilbagekalder denne status, hvis denne efter en undersøgelse enten på eget initiativ eller på grundlag af oplysninger modtaget fra tredjeparter, herunder oplysninger fra en udbyder af onlineplatforme i henhold til stk. 6, fastslår, at enheden ikke længere opfylder betingelserne i stk. 2. Inden tilbagekaldelsen af den pågældende status giver koordinatoren for digitale tjenester enheden mulighed for at reagere på resultaterne af dens undersøgelse og dens hensigt om at tilbagekalde enhedens status som pålidelig indberetter.

8.   Kommissionen skal om nødvendigt efter høring af rådet udstede retningslinjer for at bistå udbydere af onlineplatforme og koordinatorer for digitale tjenester i anvendelsen af stk. 2, 6 og 7.

Artikel 31

Indbygget overholdelse (»compliance by design«)

1.   Udbydere af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, sikrer, at dennes onlinegrænseflade er udformet og organiseret på en måde, der gør det muligt for erhvervsdrivende at opfylde deres forpligtelser med hensyn til oplysninger forud for aftaleindgåelsen, overholdelse og oplysninger om produktsikkerhed i henhold til gældende EU-ret.

Den pågældende udbyder sikrer navnlig, at dens onlinegrænseflader gøre det muligt for erhvervsdrivende at give oplysninger om navn, adresse, telefonnummer og e-mailadresse på den erhvervsdrivende som defineret i artikel 3, nr. 13), i forordning (EU) 2019/1020 og anden EU-lovgivning.

2.   Udbydere af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, sikrer, at dens onlinegrænseflade er udformet og organiseret på en måde, at den gør det muligt for erhvervsdrivende som minimum at give følgende:

a)

de oplysninger, der er nødvendige for en klar og utvetydig identifikation af de produkter eller tjenester, der markedsføres eller udbydes til forbrugere, som befinder sig i Unionen, gennem udbydernes tjenester

b)

et eventuelt tegn, der identificerer den erhvervsdrivende, såsom varemærke, symbol eller logo, og

c)

hvor det er relevant, oplysninger om etikettering og mærkning i overensstemmelse med gældende EU-lovgivning om produktsikkerhed og produktoverensstemmelse.

3.   Udbydere af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, gør deres bedste for at vurdere, om sådanne erhvervsdrivende har givet de i stk. 1 og 2 omhandlede oplysninger, inden den giver dem mulighed for at udbyde produktet eller tjenesten på disse platforme. Efter at have givet den erhvervsdrivende mulighed for at udbyde produkter eller tjenester på sin onlineplatform, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, gør udbyderen en rimelig indsats for stikprøvevist at kontrollere i alle officielle, frit tilgængelige og maskinlæsbare onlinedatabaser eller onlinegrænseflader, om de udbudte produkter eller tjenester er blevet identificeret som ulovlige.

Artikel 33

Meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner

1.   Denne afdeling finder anvendelse på onlineplatforme og onlinesøgemaskiner, der pr. måned har et gennemsnitligt antal aktive tjenestemodtagere i Unionen på 45 mio. eller derover, og som er udpeget som meget store onlineplatforme eller meget store onlinesøgemaskiner i henhold til stk. 4.

2.   Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 87 med henblik på at justere det gennemsnitlige antal aktive tjenestemodtagere i Unionen pr. måned som omhandlet i stk. 1, hvis befolkningstallet i Unionen stiger eller falder med mindst 5 % i forhold til befolkningstallet i 2020 eller befolkningstallet efter justeringen ved hjælp af en delegeret retsakt i det år, hvor den seneste delegerede retsakt blev vedtaget. I så fald justerer Kommissionen antallet, således at det svarer til 10 % af Unionens befolkning det år, hvor den vedtager den delegerede retsakt, rundet op eller ned, således at antallet kan udtrykkes i millioner.

3.   Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 87 efter høring af rådet med henblik på at supplere bestemmelserne i denne forordning ved at fastsætte metoden til beregning af det gennemsnitlige antal aktive tjenestemodtagere i Unionen pr. måned med henblik på denne artikels stk. 1 og artikel 24, stk. 2, idet den sikrer, at metoden tager hensyn til den markedsmæssige og teknologiske udvikling.

4.   Kommissionen vedtager efter at have hørt etableringsmedlemsstaten eller efter at have taget hensyn til oplysningerne fra koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet i henhold til artikel 24, stk. 4, en afgørelse om udpegelse af den onlineplatform eller den onlinesøgemaskine, der har et gennemsnitligt antal aktive tjenestemodtagere pr. måned, som svarer til eller er højere end det antal, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, som en meget stor onlineplatform eller en meget stor onlinesøgemaskine med henblik på denne forordning. Kommissionen træffer sin afgørelse på grundlag af de oplysninger, der er rapporteret af udbyderen af onlineplatformen eller af onlinesøgemaskinen i henhold til artikel 24, stk. 2, eller oplysninger, der er anmodet om i henhold til artikel 24, stk. 3, eller eventuelle andre oplysninger, som Kommissionen råder over.

Det forhold, at udbyderen af onlineplatformen eller af onlinesøgemaskinen ikke overholder artikel 24, stk. 2, eller ikke efterkommer anmodningen fra koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet eller fra Kommissionen i henhold til artikel 24, stk. 3, forhindrer ikke, at Kommissionen udpeger den pågældende udbyder som en udbyder af en meget stor onlineplatform eller af en meget stor onlinesøgemaskine i henhold til dette stykke.

Når Kommissionen baserer sin afgørelse på andre oplysninger, som Kommissionen råder over i henhold til dette stykkes første afsnit, eller på grundlag af yderligere oplysninger, der er anmodet om i henhold til artikel 24, stk. 3, giver Kommissionen den berørte udbyder af onlineplatformen eller af onlinesøgemaskinen ti arbejdsdage til at fremsætte bemærkninger til Kommissionens foreløbige konklusioner om, at den agter at udpege onlineplatformen eller onlinesøgemaskinen som henholdsvis en meget stor onlineplatform eller en meget stor onlinesøgemaskine. Kommissionen tager behørigt hensyn til bemærkningerne fremsat af den berørte udbyder.

Undladelse hos den berørte udbyder af onlineplatformen eller af onlinesøgemaskinen af at fremsætte bemærkninger i henhold til tredje afsnit forhindrer ikke, at Kommissionen udpeger den pågældende onlineplatform eller onlinesøgemaskine som henholdsvis en meget stor onlineplatform eller en meget stor onlinesøgemaskine baseret på andre oplysninger, som den råder over.

5.   Kommissionen ophæver udpegelsen, hvis onlineplatformen eller onlinesøgemaskinen i en uafbrudt periode på ét år ikke har et gennemsnitligt antal aktive tjenestemodtagere pr. måned, som svarer til eller er højere end det antal, der er omhandlet i stk. 1.

6.   Kommissionen giver uden unødig forsinkelse udbyderen af den berørte onlineplatform eller onlinesøgemaskine, rådet og koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet meddelelse om sine afgørelser i henhold til stk. 4 og 5.

Kommissionen sikrer, at listen over udpegede meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, og ajourfører listen. Forpligtelserne i denne afdeling finder anvendelse eller ophører med at finde anvendelse på de berørte meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner fra fire måneder efter den i første afsnit omhandlede meddelelse til den berørte udbyder.

Artikel 34

Risikovurdering

1.   Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner identificerer, analyserer og vurderer omhyggeligt alle systemiske risici i Unionen, der udspringer af udformningen eller virkemåden af deres tjeneste og dens relaterede systemer, herunder algoritmesystemer, eller af brugen af deres tjenester.

De foretager risikovurderingerne senest på anvendelsesdatoen som fastsat i artikel 33, stk. 6, andet afsnit, og mindst én gang hvert år derefter og under alle omstændigheder forud for ibrugtagningen af funktionaliteter, som sandsynligvis vil have en kritisk indvirkning på de risici, der er identificeret i henhold til nærværende artikel. Denne risikovurdering skal være specifik for deres tjenester og stå i rimeligt forhold til de systemiske risici under hensyntagen til, hvor alvorlige og sandsynlige de er, og omfatter følgende systemiske risici:

a)

udbredelse af ulovligt indhold gennem deres tjenester

b)

enhver aktuel eller forventet negativ indvirkning på udøvelsen af grundlæggende rettigheder, navnlig de grundlæggende rettigheder til menneskelig værdighed som nedfældet i artikel 1 i chartret, til respekt for privatliv og familieliv som nedfældet i artikel 7 i chartret, til beskyttelse af personoplysninger som nedfældet i artikel 8 i chartret, til ytrings- og informationsfrihed, herunder mediefrihed og -pluralisme som nedfældet i artikel 11 i chartret, til retten til ikkeforskelsbehandling som nedfældet i artikel 21 i chartret, til børns rettigheder som nedfældet i artikel 24 i chartret og til et højt niveau af forbrugerbeskyttelse som nedfældet i artikel 38 i chartret

c)

enhver aktuel eller forventet negativ indvirkning på samfundsdebatten og valgprocesser og den offentlige sikkerhed

d)

enhver aktuel eller forventet negativ indvirkning i forbindelse med kønsbaseret vold, beskyttelse af folkesundheden og mindreårige og alvorlige negative konsekvenser for personens fysiske og psykiske velbefindende.

2.   Ved risikovurderinger tager udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner navnlig hensyn til, om og hvordan følgende faktorer påvirker de i stk. 1 omhandlede systemiske risici:

a)

udformningen af deres anbefalingssystemer og eventuelle andre relevante algoritmiske systemer

b)

deres indholdsmoderationssystemer

c)

de gældende vilkår og betingelser og håndhævelsen heraf

d)

systemer til udvælgelse og visning af reklamer

e)

udbyderens datarelaterede praksis.

Vurderingerne skal også indeholde en analyse af, om og hvordan risiciene i henhold til stk. 1 påvirkes af bevidst manipulation af deres tjeneste, herunder ved ikkeautentisk brug eller automatiseret udnyttelse af tjenesten, samt forstærkningen og den potentielt hurtige og brede udbredelse af ulovligt indhold og af information, der er i strid med deres vilkår og betingelser.

Vurderingen skal tage hensyn til særlige regionale eller sproglige aspekter, herunder når de er specifikke for en medlemsstat.

3.   Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner opbevarer støttedokumenterne vedrørende risikovurderingerne i mindst tre år efter gennemførelsen af risikovurderingerne og efter anmodning sende dem til Kommissionen og koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet.

Artikel 39

Yderligere gennemsigtighed i onlinereklamer

1.   Udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner, der viser reklamer på deres onlinegrænseflader, opretter en database med de i stk. 2 omhandlede oplysninger, som gøres tilgængelig på et særligt område af deres onlinegrænseflade ved hjælp af et søgbart og pålideligt værktøj, der gør det muligt at foretage forespørgsler på baggrund af flere kriterier og gennem deres applikationsprogrammeringsgrænseflader, i hele den periode, hvor de præsenterer en reklame, og i ét år efter, at reklamen blev vist for sidste gang på deres onlinegrænseflader. De sikrer, at databasen ikke indeholder personoplysninger om de tjenestemodtagere, som reklamen blev eller kan have været vist til, og gør en rimelig indsats for at sikre, at oplysningerne er nøjagtige og fuldstændige.

2.   Databasen skal mindst indeholde følgende oplysninger:

a)

reklamens indhold, herunder produktets, tjenestens eller varemærkets navn og reklamens genstand

b)

den fysiske eller juridiske person, på hvis vegne reklamen vises

c)

den fysiske eller juridiske person, som har betalt for reklamen, såfremt denne ikke er identisk med den i litra b) omtalte person

d)

det tidsrum, hvori reklamen blev vist

e)

om det var hensigten, at reklamen skulle vises specifikt til en eller flere bestemte grupper af tjenestemodtagere, og i givet fald de vigtigste parametre anvendt til dette formål, herunder, hvis det er relevant, de vigtigste parametre, der er anvendt til at udelukke en eller flere sådanne bestemte grupper

f)

den kommercielle kommunikation, der offentliggøres på de meget store onlineplatforme, og som er identificeret i henhold til artikel 26, stk. 2

g)

det samlede antal tjenestemodtagere og i givet fald det samlede antal opdelt efter medlemsstat for den eller de grupper af modtagere, som reklamen specifikt var rettet mod.

3.   For så vidt angår stk. 2, litra a), b) og c), må databasen ikke indeholde de oplysninger, der er omhandlet i disse litraer, hvis en udbyder af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner har fjernet eller hindret adgang til en specifik reklame på grundlag af påstået ulovlighed eller uforenelighed med dens vilkår og betingelser. I så fald skal databasen for den pågældende specifikke reklame indeholde de oplysninger, der er omhandlet i artikel 17, stk. 3, litra a)-e), eller artikel 9, stk. 2, litra a), nr. i), alt efter hvad der er relevant.

Kommissionen kan efter høring af rådet, de relevante kontrolunderlagte forskere som omhandlet i artikel 40 og offentligheden udstede retningslinjer for den i nærværende artikel omhandlede databases struktur, organisation og funktionaliteter.

Artikel 41

Compliancefunktion

1.   Udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner opretter en compliancefunktion, der er uafhængig af deres operationelle afdelinger og består af en eller flere compliancerådgivere, herunder lederen af compliancefunktionen. Denne compliancefunktion skal have beføjelser, format og ressourcer i tilstrækkeligt omfang samt adgang til ledelsesorganet hos udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine til at kunne overvåge, at den pågældende udbyder overholder denne forordning.

2.   Ledelsesorganet hos udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine sikrer, at compliancerådgivere har de nødvendige faglige kvalifikationer og den nødvendige viden, erfaring og evne til at udføre de opgaver, der er omhandlet i stk. 3.

Ledelsesorganet hos udbyderen af den meget stor onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine sikrer, at lederen af compliancefunktionen er en uafhængig højtstående leder med særligt ansvar for compliancefunktionen.

Lederen af compliancefunktionen rapporterer direkte til ledelsesorganet hos udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine og kan gøre opmærksom på problemer og advare det pågældende organ, hvis de risici, der er omhandlet i artikel 34, eller manglende overholdelse af denne forordning påvirker eller kan påvirke udbyderen af den berørte meget store onlineplatform eller meget store onlinesøgemaskine, uden at dette berører ledelsesorganets ansvar i dets tilsyns- og ledelsesfunktioner.

Lederen af compliancefunktionen må ikke fjernes fra posten uden forudgående godkendelse fra ledelsesorganet hos udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine.

3.   Compliancerådgivere har følgende opgaver:

a)

samarbejde med koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet og Kommissionen med henblik på denne forordning

b)

sikre, at alle de i artikel 34 omhandlede risici identificeres og indberettes korrekt, og at der træffes rimelige, forholdsmæssige og effektive risikobegrænsende foranstaltninger i henhold til artikel 35

c)

tilrettelægge og føre tilsyn med udbyderen af den meget store onlineplatforms eller af den meget store onlinesøgemaskines aktiviteter i forbindelse med den uafhængige revision i henhold til artikel 37

d)

informere og rådgive ledelsen og medarbejderne hos udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine om relevante forpligtelser i henhold til denne forordning

e)

overvåge, om udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine overholder sine forpligtelser i henhold til denne forordning

f)

hvor det er relevant, overvåge, om udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine overholder de forpligtelser, der er indgået i henhold til adfærdskodekserne, jf. artikel 45 og 46, eller kriseprotokollerne, jf. artikel 48.

4.   Udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskine meddeler navn og kontaktoplysninger på lederen af compliancefunktionen til koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet og Kommissionen.

5.   Ledelsesorganet hos udbyderen af den meget stor onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine skal definere, føre tilsyn med og være ansvarlig for gennemførelsen af udbyderens ledelsesordninger, der sikrer compliancefunktionens uafhængighed, herunder adskillelse af ansvar i organisationen for udbyderen af en meget stor onlineplatform eller af en meget stor onlinesøgemaskine, forebyggelse af interessekonflikter og forsvarlig forvaltning af systemiske risici, der er identificeret i henhold til artikel 34.

6.   Ledelsesorganet godkender og reviderer regelmæssigt og mindst en gang om året de strategier og politikker, der iværksættes for at imødegå, håndtere, overvåge og begrænse de risici, der er identificeret i henhold til artikel 34, og som den meget store onlineplatform eller den meget store onlinesøgemaskine er eller kan blive eksponeret for.

7.   Ledelsesorganet afsætter tilstrækkelig tid til behandlingen af risikostyringsforanstaltningerne. Det deltager aktivt i beslutningerne vedrørende risikostyring og sikrer, at der afsættes tilstrækkelige ressourcer til styring af de risici, der er identificeret i overensstemmelse med artikel 34.

Artikel 51

Beføjelser for koordinatorer for digitale tjenester

1.   Når det er nødvendigt for udførelsen af deres opgaver i henhold til denne forordning, skal koordinatorer for digitale tjenester have følgende undersøgelsesbeføjelser for så vidt angår den adfærd, der udvises af udbydere af formidlingstjenester, der falder ind under deres medlemsstats kompetence:

a)

beføjelse til at kræve, at disse udbydere og alle andre personer, der handler som led i deres erhverv, forretning, håndværk eller profession, og som med rimelighed kan have kendskab til oplysninger relateret til en formodet overtrædelse af denne forordning, herunder organisationer, der udfører de revisioner, der er omhandlet i artikel 37 og artikel 75, stk. 2, fremlægger sådanne oplysninger uden unødig forsinkelse.

b)

beføjelse til at foretage eller til at anmode en judiciel myndighed i deres medlemsstat om at påbyde kontrol af alle lokaler, som disse udbydere eller personer anvender som led i deres erhverv, forretning, håndværk eller profession, eller til at anmode andre offentlige myndigheder om at gøre dette med henblik på at undersøge, beslaglægge, tage eller få kopier af oplysninger relateret til en formodet overtrædelse i enhver form, uanset lagringsmediet

c)

beføjelse til at anmode enhver repræsentant for eller ethvert medlem af personalet hos disse udbydere eller personer om at redegøre for eventuelle oplysninger relateret til en formodet overtrædelse og til med deres samtykke at registrere svarene med ethvert teknisk hjælpemiddel.

2.   Når det er nødvendigt for udførelsen af deres opgaver i henhold til denne forordning, skal koordinatorer for digitale tjenester have følgende håndhævelsesbeføjelser i forhold til udbydere af formidlingstjenester, der falder ind under deres medlemsstats kompetence:

a)

beføjelse til at acceptere de tilsagn, som disse udbydere har afgivet om at overholde denne forordning, og til at gøre disse tilsagn bindende

b)

beføjelse til at kræve overtrædelser bragt til ophør og, hvor det er relevant, til at pålægge sanktioner, der står i rimeligt forhold til overtrædelsen, og som er nødvendige for effektivt at bringe overtrædelsen til ophør, eller til at anmode en judiciel myndighed i deres medlemsstat herom

c)

beføjelse til at pålægge bøder eller til at anmode en judiciel myndighed i deres medlemsstat om at gøre det i overensstemmelse med artikel 52 i tilfælde af manglende overholdelse af denne forordning, herunder af ethvert undersøgelsespåbud udstedt i henhold til denne artikels stk. 1

d)

beføjelse til at pålægge tvangsbøder eller til at anmode en judiciel myndighed i deres medlemsstat om at gøre det i overensstemmelse med artikel 52 for at sikre, at en overtrædelse bringes til ophør i overensstemmelse med et påbud udstedt i henhold til dette afsnit, litra b), eller i tilfælde af manglende overholdelse af ethvert undersøgelsespåbud udstedt i henhold til nærværende artikels stk. 1

e)

beføjelse til at træffe midlertidige foranstaltninger eller til at anmode den kompetente nationale judicielle myndighed i deres medlemsstat om at gøre det med henblik på at undgå risikoen for alvorlig skade.

For så vidt angår første afsnit, litra c) og d), har koordinatorer for digitale tjenester også de håndhævelsesbeføjelser, der er fastsat i disse litraer, i forhold til de andre personer, der er omhandlet i stk. 1, i tilfælde af manglende overholdelse af et af de påbud, der er udstedt til dem i henhold til nævnte stykke. De udøver kun disse håndhævelsesbeføjelser efter rettidigt at have givet disse andre personer alle relevante oplysninger vedrørende sådanne påbud, herunder om den gældende tidsperiode, de bøder eller tvangsbøder, der kan pålægges for manglende overholdelse, og klagemuligheder.

3.   Når det er nødvendigt for udførelsen af deres opgaver i henhold til denne forordning, har koordinatorer for digitale tjenester i forhold til udbydere af formidlingstjenester, som falder ind under deres medlemsstaters kompetence, hvis alle andre beføjelser i henhold til denne artikel til at bringe en overtrædelse til ophør er udtømt, og overtrædelsen ikke er blevet afhjulpet eller varer ved og forvolder alvorlig skade, der ikke kan undgås gennem udøvelse af andre beføjelser i henhold til EU-retten eller national ret, også beføjelse til at træffe følgende foranstaltninger:

a)

kræve, at de pågældende udbyderes ledelsesorgan uden unødig forsinkelse undersøger situationen, vedtager og forelægger en handlingsplan med de nødvendige foranstaltninger til at bringe overtrædelsen til ophør, sikrer, at udbyderen træffer disse foranstaltninger, og aflægger rapport om de trufne foranstaltninger

b)

hvis koordinatoren for digitale tjenester mener, at en udbyder af formidlingstjenester ikke har opfyldt kravene i litra a) i tilstrækkelig grad, at overtrædelsen ikke er blevet afhjulpet eller varer ved og forvolder alvorlig skade, og at overtrædelsen udgør en strafbar handling, der indebærer en trussel mod menneskers liv eller sikkerhed, anmode den kompetente judicielle myndighed i dens medlemsstat om at påbyde en midlertidig begrænsning af adgangen for modtagere af den tjeneste, der er berørt af overtrædelsen, eller, hvis dette ikke er teknisk muligt, af adgangen til udbyderen af formidlingstjenestens onlinegrænseflade, hvorpå overtrædelsen finder sted.

Medmindre koordinatoren for digitale tjenester handler på Kommissionens anmodning, jf. artikel 82, opfordrer koordinatoren forud for fremsendelsen af den i dette stykkes første afsnit, litra b), omhandlede anmodning interesserede parter til at fremsætte skriftlige bemærkninger inden for en frist på mindst to uger og redegør i denne forbindelse for de foranstaltninger, koordinatoren har til hensigt at anmode om med angivelse af den eller de tiltænkte adressater. Udbyderen af formidlingstjenester, den eller de tiltænkte adressater og enhver anden tredjepart, der godtgør en legitim interesse, har ret til at deltage i proceduren ved den kompetente judicielle myndighed. Enhver påbudt foranstaltning skal stå i rimeligt forhold til overtrædelsens art, grovhed, gentagne karakter og varighed uden unødigt at begrænse adgang til lovlig information for de berørte tjenestemodtagere.

Begrænsningen af adgangen gælder for en periode på fire uger, men de kompetente judicielle myndigheder kan i påbuddet give koordinatoren for digitale tjenester mulighed for at forlænge denne periode med yderligere perioder af samme længde, idet det maksimale antal forlængelser fastsættes af den pågældende judicielle myndighed. Koordinatoren for digitale tjenester forlænger kun perioden, hvis koordinatoren under hensyntagen til de rettigheder og interesser, som alle parter berørt af begrænsningen har, og alle relevante omstændigheder, herunder eventuelle oplysninger fra udbyderen af formidlingstjenester, adressaten eller adressaterne og enhver anden tredjepart, der har godtgjort en legitim interesse, finder, at begge følgende betingelser er opfyldt:

a)

udbyderen af formidlingstjenester har ikke truffet de nødvendige foranstaltninger til at bringe overtrædelsen til ophør

b)

den midlertidige begrænsning begrænser ikke tjenestemodtagernes adgang til lovlig information unødigt, henset til antallet af berørte modtagere og tilstedeværelsen af egnede og lettilgængelige alternativer.

Hvis koordinatoren for digitale tjenester mener, at betingelserne i tredje afsnit, litra a) og b), er opfyldt, men ikke kan forlænge perioden yderligere i henhold til tredje afsnit, indgiver koordinatoren en ny anmodning til den kompetente judicielle myndighed, jf. første afsnit, litra b).

4.   De i stk. 1, 2 og 3 nævnte beføjelser berører ikke afdeling 3.

5.   De foranstaltninger, som koordinatorerne for digitale tjenester træffer som led i udøvelsen af deres beføjelser som anført i stk. 1, 2 og 3, skal være effektive, have afskrækkende virkning og stå i et rimeligt forhold til navnlig arten, grovheden, den gentagne karakter og varigheden af den overtrædelse eller formodede overtrædelse, som disse foranstaltninger vedrører, og i påkommende tilfælde til den pågældende formidlingstjenestes økonomiske, tekniske og operationelle kapacitet.

6.   Medlemsstaterne fastlægger specifikke regler og procedurer for udøvelsen af beføjelserne i henhold til stk. 1, 2 og 3 og sikrer, at enhver udøvelse af disse beføjelser er omfattet af tilstrækkelige garantier i gældende national ret i overensstemmelse med chartret og EU-rettens almindelige principper. Disse foranstaltninger må navnlig kun træffes under hensyntagen til retten til respekt for privatliv og retten til forsvar, herunder retten til at blive hørt og retten til aktindsigt, og med forbehold af alle berørte parters ret til adgang til effektive retsmidler.

Artikel 52

Sanktioner

1.   Medlemsstaterne fastsætter regler om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelser af denne forordning begået af udbydere af formidlingstjenester, der falder ind under deres kompetence, og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de anvendes i overensstemmelse med artikel 51.

2.   Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne giver Kommissionen meddelelse om disse regler og foranstaltninger og underretter den straks om senere ændringer, der berører dem.

3.   Medlemsstaterne sikrer, at maksimumsbeløbet for bøder, der kan pålægges for manglende overholdelse af en forpligtelse, der er fastsat i denne forordning, er 6 % af den pågældende udbyder af formidlingstjenesters årlige globale omsætning i det foregående regnskabsår. Medlemsstaterne sikrer, at maksimumsbeløbet for den bøde, der kan pålægges for afgivelse af urigtige, ufuldstændige eller vildledende oplysninger, manglende svar eller berigtigelse af urigtige, ufuldstændige eller vildledende oplysninger og undladelse af at underkaste sig kontrol er 1 % af den pågældende udbyder af formidlingstjenesters eller persons årlige indkomst eller globale omsætning i det foregående regnskabsår.

4.   Medlemsstaterne sikrer, at maksimumsbeløbet for tvangsbøder er 5 % af den pågældende udbyder af formidlingstjenesters gennemsnitlige daglige globale omsætning eller indkomst i det foregående regnskabsår pr. dag beregnet fra det i den pågældende afgørelse fastsatte tidspunkt.

Artikel 60

Fælles undersøgelser

1.   Koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet kan indlede og lede fælles undersøgelser med deltagelse af en eller flere andre berørte koordinatorer for digitale tjenester:

a)

på eget initiativ med henblik på at undersøge en given udbyder af formidlingstjenesters påståede overtrædelse af denne forordning i flere medlemsstater, eller

b)

efter henstilling fra rådet, som handler på anmodning af mindst tre koordinatorer for digitale tjenester, der har begrundet mistanke om, at en given udbyder af formidlingstjenester har begået en overtrædelse, der påvirker tjenestemodtagere i deres medlemsstater.

2.   Enhver koordinator for digitale tjenester, der påviser at have en legitim interesse i at deltage i en fælles undersøgelse i henhold til stk. 1, kan anmode herom. Den fælles undersøgelse skal afsluttes senest tre måneder efter, at den er indledt, medmindre andet aftales mellem deltagerne.

Koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet skal meddele sin foreløbige holdning til den påståede overtrædelse senest en måned efter udløbet af den frist, der er omhandlet i første afsnit, til alle koordinatorer for digitale tjenester, Kommissionen og rådet. Den foreløbige holdning skal tage hensyn til de synspunkter, som alle andre koordinatorer for digitale tjenester, der deltager i den fælles undersøgelse, har givet udtryk for. Hvor det er relevant, skal den foreløbige holdning også angive de påtænkte håndhævelsesforanstaltninger.

3.   Rådet kan henvise sagen til Kommissionen i henhold til artikel 59, hvis:

a)

koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet ikke har meddelt sin foreløbige holdning inden for den frist, der er fastsat i stk. 2

b)

rådet i betydelig grad er uenigt i den foreløbige holdning, som koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet har meddelt, eller

c)

koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet ikke straks har indledt den fælles undersøgelse efter henstilling fra rådet i henhold til stk. 1, litra b).

4.   I forbindelse med gennemførelsen af den fælles undersøgelse skal de deltagende koordinatorer for digitale tjenester samarbejde i god tro under hensyntagen, hvor det er relevant, til indikationerne fra koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet og rådets henstilling. De koordinatorer for digitale tjenester i destinationen, der deltager i den fælles undersøgelse, har ret til, efter anmodning fra eller efter høring af koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet, at udøve deres undersøgelsesbeføjelser som omhandlet i artikel 51, stk. 1, over for de udbydere af formidlingstjenester, der er berørt af den påståede overtrædelse, for så vidt angår oplysninger og lokaler, der befinder sig på deres område.

AFDELING 3

Det Europæiske Råd for Digitale Tjenester

Artikel 66

Kommissionens indledning af en procedure og undersøgelsessamarbejde

1.   Kommissionen kan indlede en procedure med henblik på eventuel vedtagelse af afgørelser i henhold til artikel 73 og 74 vedrørende den pågældende adfærd udvist af udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine, som Kommissionen mistænker for at have overtrådt en eller flere af bestemmelserne i denne forordning.

2.   Hvis Kommissionen beslutter at indlede en procedure i henhold til denne artikels stk. 1, underretter den alle koordinatorerne for digitale tjenester og rådet via det i artikel 85 omhandlede informationsudvekslingssystem samt den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine.

Koordinatorerne for digitale tjenester skal uden unødig forsinkelse efter at være blevet underrettet om indledningen af proceduren sende Kommissionen alle oplysninger, som de er i besiddelse af, om den pågældende overtrædelse.

Kommissionens indledning af en procedure i henhold til denne artikels stk. 1 indebærer, at koordinatoren for digitale tjenester eller enhver kompetent myndighed, hvor det er relevant, ikke længere har beføjelse til at føre tilsyn og håndhævelse som fastsat i denne forordning, jf. artikel 56, stk. 4.

3.   Ved udøvelsen af sine undersøgelsesbeføjelser i henhold til denne forordning kan Kommissionen anmode om individuel eller fælles støtte fra enhver koordinator for digitale tjenester, der er berørt af den formodede overtrædelse, herunder koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet. De koordinatorer for digitale tjenester, der har modtaget en sådan anmodning, og enhver anden kompetent myndighed, der er involveret af koordinatoren for digitale tjenester, skal samarbejde oprigtigt og rettidigt med Kommissionen og har ret til at udøve deres undersøgelsesbeføjelser som omhandlet i artikel 51, stk. 1, over for udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine, der er tale om, med hensyn til oplysninger, personer og lokaler, der befinder sig på deres medlemsstats område, og i overensstemmelse med anmodningen.

4.   Kommissionen giver koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet og rådet alle relevante oplysninger om udøvelsen af de beføjelser, der er omhandlet i artikel 67-72, og om sine foreløbige konklusioner i henhold til artikel 79, stk. 1. Rådet meddeler Kommissionen sin holdning til de foreløbige konklusioner inden for den frist, der fastsættes i henhold til artikel 79, stk. 2. Kommissionen skal tage videst muligt hensyn til enhver af rådets holdninger i sin endelige afgørelse.

Artikel 67

Anmodninger om oplysninger

1.   For at kunne udføre sine opgaver i henhold til denne afdeling kan Kommissionen på simpel anmodning eller ved afgørelse kræve, at den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine og enhver anden fysisk eller juridisk person, der handler som led i deres erhverv, forretning, håndværk eller profession, og som med rimelighed kan have kendskab til oplysninger om den formodede overtrædelse, herunder organisationer, der udfører de revisioner, der er omhandlet i artikel 37 og artikel 75, stk. 2, giver sådanne oplysninger inden for en rimelig frist.

2.   Ved fremsendelsen af en simpel anmodning om oplysninger til den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden person som omhandlet i denne artikels stk. 1 angiver Kommissionen retsgrundlaget for og formålet med anmodningen, præciserer hvilke oplysninger der ønskes, og fastsætter fristen for udlevering af oplysningerne og de i artikel 74 omhandlede bøder for udlevering af urigtige, ufuldstændige eller vildledende oplysninger.

3.   Når Kommissionen ved afgørelse pålægger den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden person som omhandlet i denne artikels stk. 1 at give oplysninger, skal den angive retsgrundlaget for og formålet med anmodningen, præcisere, hvilke oplysninger der ønskes, og fastsætte fristen for udlevering af oplysningerne. Den skal også henvise til de bøder, der er omhandlet i artikel 74, samt henvise til eller pålægge de tvangsbøder, der er omhandlet i artikel 76. Den skal desuden henvise til retten til at lade afgørelsen prøve ved Den Europæiske Unions Domstol.

4.   Udbyderne af den berørte meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden person som omhandlet i stk. 1, eller disses repræsentanter, og hvad angår juridiske personer og selskaber, eller hvis de ikke har status som juridisk person, de personer, der ifølge lov eller vedtægt har beføjelse til at repræsentere dem, skal give de ønskede oplysninger på vegne af den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden person som omhandlet i stk. 1. Behørigt befuldmægtigede advokater kan give de ønskede oplysninger på deres klienters vegne. Sidstnævnte bærer det fulde ansvar, såfremt de afgivne oplysninger er ufuldstændige, urigtige eller vildledende.

5.   På anmodning af Kommissionen giver koordinatorerne for digitale tjenester og andre kompetente myndigheder Kommissionen alle oplysninger, der er nødvendige for, at den kan udføre sine opgaver i henhold til denne afdeling.

6.   Kommissionen skal uden unødig forsinkelse efter at have sendt den simple anmodning eller den afgørelse, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, sende en kopi heraf til koordinatorerne for digitale tjenester via det informationsudvekslingssystem, der er omhandlet i artikel 85.

Artikel 79

Ret til at blive hørt og aktindsigt

1.   Inden Kommissionen træffer en afgørelse i henhold til artikel 73, stk. 1, eller artikel 74 eller 76, skal den give den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden person som omhandlet i artikel 67, stk. 1, lejlighed til at blive hørt om:

a)

Kommissionens foreløbige konklusioner, herunder ethvert spørgsmål, som Kommissionen har gjort indsigelse imod, og

b)

foranstaltninger, som Kommissionen måtte have til hensigt at træffe på baggrund af de i litra a) omhandlede foreløbige konklusioner.

2.   Den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden person som omhandlet i artikel 67, stk. 1, kan fremsætte sine bemærkninger til Kommissionens foreløbige konklusioner inden for en rimelig frist, som Kommissionen fastsætter i sine foreløbige konklusioner, og som ikke må være kortere end 14 dage.

3.   Kommissionen må kun lægge de klagepunkter til grund for sine afgørelser, som de berørte parter har haft lejlighed til at udtale sig om.

4.   De berørte parters ret til forsvar skal respekteres fuldt ud i procedureforløbet. De har ret til aktindsigt i Kommissionens sagsakter på grundlag af en aftalt aktindsigt med forbehold af den legitime interesse, som den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden berørt person har i beskyttelsen af sine forretningshemmeligheder. Kommissionen har beføjelse til at vedtage afgørelser om sådanne vilkår for videregivelse i tilfælde af uenighed mellem parterne. Retten til indsigt i Kommissionens sagsakter omfatter ikke fortrolige oplysninger og interne dokumenter tilhørende Kommissionen, rådet, koordinatorerne for digitale tjenester, andre kompetente myndigheder eller andre offentlige myndigheder i medlemsstaterne. Retten til aktindsigt omfatter navnlig ikke korrespondance mellem Kommissionen og disse myndigheder. Dette stykke er ikke til hinder for, at Kommissionen videregiver eller anvender oplysninger, som er nødvendige for at bevise en overtrædelse.

5.   De oplysninger, der indsamles i henhold til artikel 67, 68 og 69, må kun anvendes i forbindelse med denne forordning.


whereas









keyboard_arrow_down