search


keyboard_tab Digital Market Act 2022/1925 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2022/1925 DA cercato: 'slutbrugernes' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


expand index slutbrugernes:


whereas slutbrugernes:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 561

 

Artikel 3

Udpegelse af gatekeepere

1.   En virksomhed udpeges som gatekeeper, hvis:

a)

den har en betydelig indvirkning på det indre marked

b)

den udbyder en central platformstjeneste, der er en vigtig gateway for erhvervsbrugere til at nå ud til slutbrugerne, og

c)

den har en grundfæstet og varig stilling i sine aktiviteter, eller det kan forventes, at den vil få en sådan stilling i nær fremtid.

2.   En virksomhed anses for at opfylde de respektive krav i stk. 1:

a)

for så vidt angår stk. 1, litra a), hvis den har en årlig omsætning i Unionen på mindst 7,5 mia. EUR i hvert af de seneste tre regnskabsår, eller hvis dens gennemsnitlige markedskapitalisering eller dens tilsvarende reelle markedsværdi beløb sig til mindst 75 mia. EUR i det seneste regnskabsår, og den udbyder den samme centrale platformstjeneste i mindst tre medlemsstater

b)

for så vidt angår stk. 1, litra b), hvis den udbyder en central platformstjeneste, som i det seneste regnskabsår har mindst 45 millioner månedlige aktive slutbrugere, der er etableret eller beliggende i Unionen, og mindst 10 000 årlige aktive erhvervsbrugere, der er etableret i Unionen, identificeret og beregnet efter den metode og de indikatorer, der er fastsat i bilaget

c)

for så vidt angår stk. 1, litra c), hvis tærsklerne i nærværende stykkes litra b) blev opfyldt i hvert af de seneste tre regnskabsår.

3.   Hvis en virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, opfylder alle tærsklerne i stk. 2, underretter den straks og under alle omstændigheder senest to måneder, efter at disse tærskler er opfyldt, Kommissionen herom og giver den de relevante oplysninger, der er anført i stk. 2. Underretningen skal indeholde de i stk. 2 omhandlede relevante oplysninger for hver af de af virksomhedens centrale platformstjenester, der opfylder tærsklerne i stk. 2, litra b). Når yderligere en central platformstjeneste, der udbydes af den virksomhed, som tidligere er blevet udpeget som gatekeeper, opfylder tærsklerne i stk. 2, litra b) og c), underretter den pågældende virksomhed Kommissionen herom senest to måneder, efter at nævnte tærskler er opfyldt.

Hvis den virksomhed, der udbyder den centrale platformstjeneste, undlader at underrette Kommissionen i henhold til dette stykkes første afsnit og undlader inden for den frist, der er fastsat af Kommissionen i anmodningen om oplysninger i henhold til artikel 21, at fremlægge alle de relevante oplysninger, der kræves, for at Kommissionen kan udpege den pågældende virksomhed som gatekeeper i henhold til nærværende artikels stk. 4, har Kommissionen dog ret til at udpege denne virksomhed som gatekeeper på grundlag af de for Kommissionen foreliggende oplysninger.

Hvis den virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, efterkommer anmodningen om oplysninger i henhold til dette stykkes andet afsnit, eller hvis oplysningerne gives efter udløbet af den i nævnte afsnit omhandlede frist, anvender Kommissionen proceduren i stk. 4.

4.   Uden unødig forsinkelse og senest 45 arbejdsdage efter modtagelsen af de i stk. 3 omhandlede fuldstændige oplysninger udpeger Kommissionen en virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, og som har opfyldt alle tærsklerne i stk. 2, som gatekeeper.

5.   Den virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, kan sammen med sin underretning fremlægge tilstrækkeligt underbyggede argumenter til at påvise, at den undtagelsesvis, selv om den opfylder alle tærsklerne i stk. 2, på grund af de omstændigheder, hvorunder den relevante centrale platformstjeneste fungerer, ikke opfylder kravene i stk. 1.

Hvis Kommissionen finder, at de argumenter, der i henhold til første afsnit er fremsat af den virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, ikke er tilstrækkeligt underbyggede, fordi de ikke klart rejser tvivl om formodningerne i denne artikels stk. 2, kan den afvise de pågældende argumenter inden for den frist, der er omhandlet i stk. 4, uden at anvende proceduren i artikel 17, stk. 3.

Hvis den virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, fremlægger sådanne tilstrækkeligt underbyggede argumenter, der klart rejser tvivl om formodningerne i denne artikels stk. 2, kan Kommissionen, uanset nærværende stykkes første afsnit, inden for den frist, der er omhandlet i denne artikels stk. 4, indlede proceduren i artikel 17, stk. 3.

Hvis Kommissionen konkluderer, at den virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, ikke har været i stand til at påvise, at de relevante centrale platformstjenester, som den udbyder, ikke opfylder kravene i denne artikels stk. 1, udpeger den pågældende virksomhed som gatekeeper efter proceduren i artikel 17, stk. 3.

6.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 49 for at supplere denne forordning ved at præcisere metoden til at fastslå, om de kvantitative tærskler i nærværende artikels stk. 2 er opfyldt, og til regelmæssigt at tilpasse den pågældende metode til markedsudviklingen og den teknologiske udvikling, hvis det er nødvendigt.

7.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 49 for at ændre denne forordning ved at ajourføre metoden og listen over indikatorer i bilaget.

8.   Kommissionen udpeger efter proceduren i artikel 17 enhver virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, som gatekeeper, når den pågældende virksomhed opfylder hvert af kravene i nærværende artikels stk. 1, men ikke opfylder hver af tærsklerne i nærværende artikels stk. 2.

Med henblik herpå tager Kommissionen hensyn til nogle af eller alle følgende elementer, for så vidt de er relevante for den pågældende virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester:

a)

den pågældende virksomheds størrelse, herunder omsætning og markedskapitalisering, aktiviteter og stilling

b)

antallet af erhvervsbrugere, der anvender den centrale platformstjeneste for at nå ud til slutbrugerne, og antallet af slutbrugere

c)

netværkseffekter og datadrevne fordele, navnlig i forbindelse med den pågældende virksomheds adgang til og indsamling af personoplysninger og andre data end personoplysninger eller analysekapacitet

d)

eventuelle stordrifts- eller synergieffekter, som virksomheden drager fordel af, herunder med hensyn til data og, hvor det er relevant, med hensyn til dens aktiviteter uden for Unionen

e)

fastlåsning af erhvervsbrugere eller slutbrugere, herunder skifteomkostninger og adfærdsrelaterede skævheder, der mindsker erhvervsbrugernes og slutbrugernes mulighed for at skifte eller multihome

f)

en konglomeratlignende selskabsstruktur i eller vertikal integration af den pågældende virksomhed, f.eks. dens mulighed for at krydssubsidiere, kombinere data fra forskellige kilder eller udnytte sin stilling, eller

g)

andre strukturelle erhvervs- eller tjenestekarakteristika.

Når Kommissionen foretager sin vurdering i henhold til dette stykke, tager den hensyn til den forventede udvikling vedrørende elementerne i andet afsnit, herunder eventuelle planlagte fusioner med deltagelse af en anden virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester eller andre tjenester i den digitale sektor eller muliggør indsamling af data.

Hvis en virksomhed, der udbyder en central platformstjeneste, som ikke opfylder de kvantitative tærskler i stk. 2, på en væsentlig måde undlader at efterkomme de undersøgelsesforanstaltninger, som Kommissionen har pålagt, og denne manglende overholdelse varer ved, efter at den pågældende virksomhed er blevet opfordret til overholdelse inden for en rimelig frist og til at fremsætte bemærkninger, kan Kommissionen udpege denne virksomhed som gatekeeper på grundlag af de for Kommissionen foreliggende faktiske oplysninger.

9.   For hver virksomhed, der udpeges som gatekeeper i henhold til stk. 4 eller 8, anfører Kommissionen i udpegelsesafgørelsen de relevante centrale platformstjenester, der udbydes inden for den pågældende virksomhed, og som hver især er en vigtig gateway for erhvervsbrugere til at nå ud til slutbrugere, jf. stk. 1, litra b).

10.   Gatekeeperen skal opfylde de forpligtelser, der er fastsat i artikel 5, 6 og 7, senest seks måneder, efter at en central platformstjeneste er blevet anført i udpegelsesafgørelsen i henhold til nærværende artikels stk. 9.

Artikel 6

Forpligtelser for gatekeepere, som kan blive yderligere præciseret i henhold til artikel 8

1.   Gatekeeperen skal overholde alle forpligtelser i denne artikel med hensyn til hver af dens centrale platformstjenester, der er anført i udpegelsesafgørelsen i henhold til artikel 3, stk. 9.

2.   Gatekeeperen må ikke i konkurrence med erhvervsbrugere anvende eventuelle data, der ikke er offentligt tilgængelige, og som genereres eller stilles til rådighed af disse erhvervsbrugere i forbindelse med deres anvendelse af de relevante centrale platformstjenester eller af de tjenester, der udbydes sammen med eller til støtte for de relevante centrale platformstjenester, herunder data, der genereres eller stilles til rådighed af disse erhvervsbrugeres kunder.

Med henblik på første afsnit omfatter data, der ikke er offentligt tilgængelige, alle aggregerede og ikkeaggregerede data genereret af erhvervsbrugere, som kan udledes af eller indsamles gennem erhvervsbrugeres eller deres kunders kommercielle aktiviteter, herunder data om klik, søgning, visning og tale, på de relevante centrale platformstjenester eller på tjenester, der udbydes sammen med eller til støtte for gatekeeperens relevante centrale platformstjenester.

3.   Gatekeeperen giver slutbrugerne mulighed for og gør det teknisk muligt for dem let at afinstallere softwareapplikationer på gatekeeperens styresystem, uden at dette berører den pågældende gatekeepers mulighed for at begrænse en sådan afinstallation i forbindelse med softwareapplikationer, der er nødvendige for styresystemets eller enhedens funktion, og som tredjeparter teknisk ikke kan tilbyde individuelt.

Gatekeeperen giver slutbrugerne mulighed for og gør det teknisk muligt for dem let at ændre standardindstillingerne for gatekeeperens styresystem, digitale assistent og webbrowser, som dirigerer eller styrer slutbrugerne til produkter eller tjenester, der udbydes af gatekeeperen. Dette omfatter en anmodning til slutbrugerne om, første gang de anvender en af gatekeeperens onlinesøgemaskiner, digitale assistenter eller webbrowsere, der er anført i udpegelsesafgørelsen i henhold til artikel 3, stk. 9, på en liste over de vigtigste tilgængelige tjenesteudbydere at vælge den onlinesøgemaskine, digitale assistent eller webbrowser, hvortil gatekeeperens styresystem som standard dirigerer eller styrer brugerne, og den onlinesøgemaskine, hvortil gatekeeperens digitale assistent og webbrowser som standard dirigerer eller styrer brugerne.

4.   Gatekeeperen giver mulighed for og gør det teknisk muligt at installere og reelt anvende tredjepartssoftwareapplikationer eller softwareapplikationsbutikker, der anvender eller interagerer med dens styresystem, og gør det muligt at tilgå de pågældende softwareapplikationer eller softwareapplikationsbutikker ved hjælp af andre metoder end den pågældende gatekeepers relevante centrale platformstjenester. Gatekeeperen må, hvor det er relevant, ikke forhindre de downloadede tredjepartssoftwareapplikationer eller softwareapplikationsbutikkerne i at anmode slutbrugerne om at vælge, hvorvidt de ønsker at gøre den pågældende downloadede tredjepartssoftwareapplikation eller softwareapplikationsbutikken til deres standardindstilling. Gatekeeperen gør det teknisk muligt for slutbrugere, der vælger at gøre den pågældende downloadede tredjepartssoftwareapplikation eller softwareapplikationsbutikken til deres standardindstilling, let at foretage denne ændring.

Gatekeeperen er ikke afskåret fra at træffe foranstaltninger til at sikre, at tredjepartssoftwareapplikationer eller softwareapplikationsbutikker ikke bringer integriteten af gatekeeperens hardware eller styresystem i fare, i det omfang de er strengt nødvendige og forholdsmæssige, forudsat at sådanne foranstaltninger er behørigt begrundet af gatekeeperen.

Gatekeeperen er desuden ikke afskåret fra at anvende foranstaltninger og andre indstillinger end standardindstillinger, der sætter slutbrugerne i stand til effektivt at beskytte sikkerheden i forbindelse med tredjepartssoftwareapplikationer eller softwareapplikationsbutikker, i det omfang de er strengt nødvendige og forholdsmæssige, forudsat at sådanne foranstaltninger og andre indstillinger end standardindstillinger er behørigt begrundet af gatekeeperen.

5.   Gatekeeperen må ikke behandle rangordnings- og relaterede indekserings- og crawlingstjenester og -produkter, der tilbydes af gatekeeperen selv, mere gunstigt end tilsvarende tjenester eller produkter fra en tredjepart. Gatekeeperen anvender gennemsigtige, retfærdige og ikkediskriminerende betingelser for en sådan rangordning.

6.   Gatekeeperen må ikke teknisk eller på anden vis begrænse slutbrugernes mulighed for at skifte mellem og abonnere på forskellige softwareapplikationer og -tjenester, der tilgås via gatekeeperens centrale platformstjenester, herunder med hensyn til slutbrugernes valg af internetadgangstjenester.

7.   Gatekeeperen giver udbydere af tjenester og udbydere af hardware gratis effektiv interoperabilitet med og adgang med henblik på interoperabilitet til den samme hardware og de samme softwarefunktioner, der tilgås eller kontrolleres via styresystemet eller den digitale assistent anført i udpegelsesafgørelsen i henhold til artikel 3, stk. 9, som er tilgængelige for tjenester eller hardware, der udbydes af gatekeeperen. Desuden giver gatekeeperen erhvervsbrugere og alternative udbydere af tjenester, der udbydes sammen med eller til støtte for centrale platformstjenester, gratis effektiv interoperabilitet med og adgang med henblik på interoperabilitet til det samme styresystem, den samme hardware eller de samme softwarefunktioner, som er tilgængelige for eller anvendes af gatekeeperen ved udbud af sådanne tjenester, uanset om de pågældende funktioner er en del af styresystemet.

Gatekeeperen må ikke forhindres i at træffe strengt nødvendige og forholdsmæssige foranstaltninger til at sikre, at interoperabiliteten ikke bringer integriteten af det styresystem, den digitale assistent, den hardware eller de softwarefunktioner, der stilles til rådighed af gatekeeperen, i fare, forudsat at sådanne foranstaltninger er behørigt begrundet af gatekeeperen.

8.   Gatekeeperen giver på anmodning og gratis annoncører og udgivere samt tredjeparter, der er godkendt af annoncører og udgivere, adgang til gatekeeperens præstationsmåleværktøjer og de data, der er nødvendige for, at annoncører og udgivere kan foretage deres egen uafhængige verifikation af annoncefortegnelsen, herunder aggregerede og ikkeaggregerede data. Sådanne data stilles til rådighed på en måde, der giver annoncører og udgivere mulighed for at anvende deres egne verifikations- og måleværktøjer til at vurdere, hvordan de centrale platformstjenester, der udbydes af gatekeeperne, præsterer.

9.   Gatekeeperen giver på anmodning og gratis slutbrugere og tredjeparter, der er godkendt af en slutbruger, effektiv portabilitet af data, der stilles til rådighed af slutbrugeren eller genereres gennem slutbrugerens aktivitet i forbindelse med brugen af den relevante centrale platformstjeneste, herunder ved gratis at stille værktøjer til rådighed for at lette en effektiv udøvelse af en sådan dataportabilitet og ved at give løbende adgang i realtid til sådanne data.

10.   Gatekeeperen giver på anmodning og gratis erhvervsbrugere og tredjeparter, der er godkendt af en erhvervsbruger, effektiv, kvalitetspræget og løbende adgang i realtid til og mulighed for anvendelse af aggregerede og ikkeaggregerede data, herunder personoplysninger, som stilles til rådighed eller genereres i forbindelse med anvendelsen af de relevante centrale platformstjenester eller tjenester, der udbydes sammen med eller til støtte for de relevante centrale platformstjenester, af de erhvervsbrugere og slutbrugere, der beskæftiger sig med de produkter eller tjenester, som udbydes af disse erhvervsbrugere. For så vidt angår personoplysninger skal gatekeeperen kun give mulighed for sådan adgang til og anvendelse af personoplysninger, hvis oplysningerne er direkte forbundet med slutbrugerens anvendelse af de produkter eller tjenester, der tilbydes af den relevante erhvervsbruger gennem den relevante centrale platformstjeneste, og når slutbrugeren vælger en sådan deling ved at give samtykke.

11.   Gatekeeperen giver på anmodning tredjepartsvirksomheder, der udbyder onlinesøgemaskiner, adgang på fair, rimelige og ikkediskriminerende vilkår til data om rangordning, forespørgsel, klik og visning i forbindelse med gratis og betalt søgning genereret af slutbrugere på dens onlinesøgemaskiner. Alle sådanne data om forespørgsel, klik og visning, der udgør personoplysninger, anonymiseres.

12.   Gatekeeperen anvender retfærdige, rimelige og ikkediskriminerende generelle betingelser for adgang for erhvervsbrugere til sine softwareapplikationsbutikker, onlinesøgemaskiner og sociale onlinenetværkstjenester, der er anført i udpegelsesafgørelsen i henhold til artikel 3, stk. 9.

Med henblik herpå offentliggør gatekeeperen generelle adgangsbetingelser, herunder en alternativ tvistbilæggelsesmekanisme.

Kommissionen vurderer, om de offentliggjorte generelle adgangsbetingelser overholder nærværende stykke.

13.   Gatekeeperen må ikke have generelle betingelser for opsigelse af leveringen af en central platformstjeneste, der er uforholdsmæssige. Gatekeeperen sikrer, at betingelserne for opsigelse kan udøves uden unødige hindringer.

Artikel 7

Gatekeeperes forpligtelse vedrørende interoperabilitet mellem nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester

1.   Hvis en gatekeeper udbyder nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, der er anført i udpegelsesafgørelsen i henhold til artikel 3, stk. 9, gør den de grundlæggende funktionaliteter i sine nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester interoperable med de nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester hos en anden udbyder, der tilbyder eller agter at tilbyde sådanne tjenester i Unionen, ved på anmodning og gratis at tilvejebringe de nødvendige tekniske grænseflader eller lignende løsninger, der fremmer interoperabilitet.

2.   Gatekeeperen gør mindst følgende grundlæggende funktionaliteter, jf. stk. 1, interoperable, hvis gatekeeperen selv udbyder de pågældende funktionaliteter til sine egne slutbrugere:

a)

efter anførelsen i udpegelsesafgørelsen i henhold til artikel 3, stk. 9:

i)

end-to-end-tekstbeskeder mellem to individuelle slutbrugere

ii)

deling af billeder, talemeddelelser, videoer og andre vedhæftede filer i forbindelse med end-to-end-kommunikation mellem to individuelle slutbrugere

b)

inden for to år efter udpegelsen:

i)

end-to-end-tekstbeskeder inden for grupper af individuelle slutbrugere

ii)

deling af billeder, talemeddelelser, videoer og andre vedhæftede filer i forbindelse med end-to-end-kommunikation mellem en gruppechat og en individuel slutbruger

c)

inden for fire år efter udpegelsen:

i)

end-to-end-taleopkald mellem to individuelle slutbrugere

ii)

end-to-end-videoopkald mellem to individuelle slutbrugere

iii)

end-to-end-taleopkald mellem en gruppechat og en individuel slutbruger

iv)

end-to-end-videoopkald mellem en gruppechat og en individuel slutbruger.

3.   Det sikkerhedsniveau, herunder i givet fald end-to-end-kryptering, som gatekeeperen tilvejebringer for sine egne slutbrugere, opretholdes på tværs af de interoperable tjenester.

4.   Gatekeeperen offentliggør et standardtilbud, der fastsætter de tekniske detaljer og de generelle vilkår og betingelser for interoperabilitet med dens nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, herunder de nødvendige detaljer om sikkerhedsniveau og end-to-end-kryptering. Gatekeeperen offentliggør det pågældende standardtilbud inden for den periode, der er fastsat i artikel 3, stk. 10, og ajourfører det om nødvendigt.

5.   Efter offentliggørelsen af standardtilbuddet i henhold til stk. 4 kan enhver udbyder af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, der tilbyder eller agter at tilbyde sådanne tjenester i Unionen, anmode om interoperabilitet med de nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, der udbydes af gatekeeperen. En sådan anmodning kan omfatte nogle af eller alle de grundlæggende funktionaliteter, der er anført i stk. 2. Gatekeeperen efterkommer enhver rimelig anmodning om interoperabilitet inden for tre måneder efter modtagelsen af anmodningen ved at gøre de grundlæggende funktionaliteter, der blev anmodet om, operationelle.

6.   Kommissionen kan på gatekeeperens begrundede anmodning undtagelsesvis forlænge fristen for efterkommelse i henhold til stk. 2 eller 5, hvis gatekeeperen påviser, at dette er nødvendigt for at sikre effektiv interoperabilitet og for at opretholde det nødvendige sikkerhedsniveau, herunder i givet fald end-to-end-kryptering.

7.   Slutbrugerne af de nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester hos gatekeeperen og hos den anmodende udbyder af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester bestemmer selv, om de vil gøre brug af de interoperable grundlæggende funktionaliteter, der kan udbydes af gatekeeperen i henhold til stk. 1.

8.   Gatekeeperen indsamler og udveksler med den udbyder af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, der foretager en anmodning om interoperabilitet, kun de af slutbrugernes personoplysninger, der er strengt nødvendige for at tilvejebringe effektiv interoperabilitet. Enhver sådan indsamling og udveksling af slutbrugernes personoplysninger skal fuldt ud overholde forordning (EU) 2016/679 og direktiv 2002/58/EF.

9.   Gatekeeperen er ikke forhindret i at træffe foranstaltninger til at sikre, at tredjepartsudbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, der anmoder om interoperabilitet, ikke bringer integriteten, sikkerheden og privatlivets fred i forbindelse med dens tjenester i fare, forudsat at sådanne foranstaltninger er strengt nødvendige og forholdsmæssige og behørigt begrundet af gatekeeperen.


whereas









keyboard_arrow_down