search


keyboard_tab Digital Market Act 2022/1925 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2022/1925 DA cercato: 'sikrer' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


expand index sikrer:


whereas sikrer:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 677

 

Artikel 1

Genstand og anvendelsesområde

1.   Formålet med denne forordning er at bidrage til et velfungerende indre marked ved at fastsætte harmoniserede regler, der sikrer alle virksomheder åbne og fair markeder med tilstedeværelse af gatekeepere i den digitale sektor i hele Unionen, til gavn for erhvervsbrugere og slutbrugere.

2.   Denne forordning finder anvendelse på centrale platformstjenester, der udbydes eller tilbydes af gatekeepere til erhvervsbrugere, som er etableret i Unionen, eller slutbrugere, der er etableret eller befinder sig i Unionen, uanset gatekeepernes etableringssted eller hjemsted, og uanset hvilken ret der i øvrigt finder anvendelse på leveringen af tjenester.

3.   Denne forordning finder ikke anvendelse på markeder, der vedrører:

a)

elektroniske kommunikationsnet som defineret i artikel 2, nr. 1), i direktiv (EU) 2018/1972

b)

elektroniske kommunikationstjenester som defineret i artikel 2, nr. 4), i direktiv (EU) 2018/1972, bortset fra sådanne tjenester, der vedrører nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester.

4.   For så vidt angår interpersonelle kommunikationstjenester som defineret i artikel 2, nr. 5), i direktiv (EU) 2018/1972 berører denne forordning ikke de beføjelser og ansvarsområder, der er tillagt nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder i medfør af nævnte direktivs artikel 61.

5.   For at undgå fragmentering af det indre marked må medlemsstaterne ikke pålægge gatekeepere yderligere forpligtelser gennem love eller administrative foranstaltninger med henblik på at sikre åbne og fair markeder. Intet i denne forordning er til hinder for, at medlemsstaterne pålægger virksomheder, herunder virksomheder, der udbyder centrale platformstjenester, forpligtelser på områder, der falder uden for denne forordnings anvendelsesområde, forudsat at de pågældende forpligtelser er forenelige med EU-retten og ikke følger af, at de relevante virksomheder har status som gatekeeper som omhandlet i denne forordning.

6.   Denne forordning berører ikke anvendelsen af artikel 101 og 102 i TEUF. Den berører heller ikke:

a)

nationale konkurrenceregler, der forbyder konkurrencebegrænsende aftaler, vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder, samordnet praksis og misbrug af dominerende stilling

b)

nationale konkurrenceregler, der forbyder andre former for ensidig adfærd, for så vidt som de anvendes på andre virksomheder end gatekeepere eller indebærer, at gatekeepere pålægges yderligere forpligtelser, og

c)

Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (23) og nationale regler om fusionskontrol.

7.   De nationale myndigheder må ikke træffe afgørelser, der er i strid med en afgørelse truffet af Kommissionen i henhold til denne forordning. Kommissionen og medlemsstaterne indgår i tæt samarbejde og koordinerer deres håndhævelsestiltag på grundlag af principperne i artikel 37 og 38.

Artikel 6

Forpligtelser for gatekeepere, som kan blive yderligere præciseret i henhold til artikel 8

1.   Gatekeeperen skal overholde alle forpligtelser i denne artikel med hensyn til hver af dens centrale platformstjenester, der er anført i udpegelsesafgørelsen i henhold til artikel 3, stk. 9.

2.   Gatekeeperen må ikke i konkurrence med erhvervsbrugere anvende eventuelle data, der ikke er offentligt tilgængelige, og som genereres eller stilles til rådighed af disse erhvervsbrugere i forbindelse med deres anvendelse af de relevante centrale platformstjenester eller af de tjenester, der udbydes sammen med eller til støtte for de relevante centrale platformstjenester, herunder data, der genereres eller stilles til rådighed af disse erhvervsbrugeres kunder.

Med henblik på første afsnit omfatter data, der ikke er offentligt tilgængelige, alle aggregerede og ikkeaggregerede data genereret af erhvervsbrugere, som kan udledes af eller indsamles gennem erhvervsbrugeres eller deres kunders kommercielle aktiviteter, herunder data om klik, søgning, visning og tale, på de relevante centrale platformstjenester eller på tjenester, der udbydes sammen med eller til støtte for gatekeeperens relevante centrale platformstjenester.

3.   Gatekeeperen giver slutbrugerne mulighed for og gør det teknisk muligt for dem let at afinstallere softwareapplikationer på gatekeeperens styresystem, uden at dette berører den pågældende gatekeepers mulighed for at begrænse en sådan afinstallation i forbindelse med softwareapplikationer, der er nødvendige for styresystemets eller enhedens funktion, og som tredjeparter teknisk ikke kan tilbyde individuelt.

Gatekeeperen giver slutbrugerne mulighed for og gør det teknisk muligt for dem let at ændre standardindstillingerne for gatekeeperens styresystem, digitale assistent og webbrowser, som dirigerer eller styrer slutbrugerne til produkter eller tjenester, der udbydes af gatekeeperen. Dette omfatter en anmodning til slutbrugerne om, første gang de anvender en af gatekeeperens onlinesøgemaskiner, digitale assistenter eller webbrowsere, der er anført i udpegelsesafgørelsen i henhold til artikel 3, stk. 9, på en liste over de vigtigste tilgængelige tjenesteudbydere at vælge den onlinesøgemaskine, digitale assistent eller webbrowser, hvortil gatekeeperens styresystem som standard dirigerer eller styrer brugerne, og den onlinesøgemaskine, hvortil gatekeeperens digitale assistent og webbrowser som standard dirigerer eller styrer brugerne.

4.   Gatekeeperen giver mulighed for og gør det teknisk muligt at installere og reelt anvende tredjepartssoftwareapplikationer eller softwareapplikationsbutikker, der anvender eller interagerer med dens styresystem, og gør det muligt at tilgå de pågældende softwareapplikationer eller softwareapplikationsbutikker ved hjælp af andre metoder end den pågældende gatekeepers relevante centrale platformstjenester. Gatekeeperen må, hvor det er relevant, ikke forhindre de downloadede tredjepartssoftwareapplikationer eller softwareapplikationsbutikkerne i at anmode slutbrugerne om at vælge, hvorvidt de ønsker at gøre den pågældende downloadede tredjepartssoftwareapplikation eller softwareapplikationsbutikken til deres standardindstilling. Gatekeeperen gør det teknisk muligt for slutbrugere, der vælger at gøre den pågældende downloadede tredjepartssoftwareapplikation eller softwareapplikationsbutikken til deres standardindstilling, let at foretage denne ændring.

Gatekeeperen er ikke afskåret fra at træffe foranstaltninger til at sikre, at tredjepartssoftwareapplikationer eller softwareapplikationsbutikker ikke bringer integriteten af gatekeeperens hardware eller styresystem i fare, i det omfang de er strengt nødvendige og forholdsmæssige, forudsat at sådanne foranstaltninger er behørigt begrundet af gatekeeperen.

Gatekeeperen er desuden ikke afskåret fra at anvende foranstaltninger og andre indstillinger end standardindstillinger, der sætter slutbrugerne i stand til effektivt at beskytte sikkerheden i forbindelse med tredjepartssoftwareapplikationer eller softwareapplikationsbutikker, i det omfang de er strengt nødvendige og forholdsmæssige, forudsat at sådanne foranstaltninger og andre indstillinger end standardindstillinger er behørigt begrundet af gatekeeperen.

5.   Gatekeeperen må ikke behandle rangordnings- og relaterede indekserings- og crawlingstjenester og -produkter, der tilbydes af gatekeeperen selv, mere gunstigt end tilsvarende tjenester eller produkter fra en tredjepart. Gatekeeperen anvender gennemsigtige, retfærdige og ikkediskriminerende betingelser for en sådan rangordning.

6.   Gatekeeperen må ikke teknisk eller på anden vis begrænse slutbrugernes mulighed for at skifte mellem og abonnere på forskellige softwareapplikationer og -tjenester, der tilgås via gatekeeperens centrale platformstjenester, herunder med hensyn til slutbrugernes valg af internetadgangstjenester.

7.   Gatekeeperen giver udbydere af tjenester og udbydere af hardware gratis effektiv interoperabilitet med og adgang med henblik på interoperabilitet til den samme hardware og de samme softwarefunktioner, der tilgås eller kontrolleres via styresystemet eller den digitale assistent anført i udpegelsesafgørelsen i henhold til artikel 3, stk. 9, som er tilgængelige for tjenester eller hardware, der udbydes af gatekeeperen. Desuden giver gatekeeperen erhvervsbrugere og alternative udbydere af tjenester, der udbydes sammen med eller til støtte for centrale platformstjenester, gratis effektiv interoperabilitet med og adgang med henblik på interoperabilitet til det samme styresystem, den samme hardware eller de samme softwarefunktioner, som er tilgængelige for eller anvendes af gatekeeperen ved udbud af sådanne tjenester, uanset om de pågældende funktioner er en del af styresystemet.

Gatekeeperen må ikke forhindres i at træffe strengt nødvendige og forholdsmæssige foranstaltninger til at sikre, at interoperabiliteten ikke bringer integriteten af det styresystem, den digitale assistent, den hardware eller de softwarefunktioner, der stilles til rådighed af gatekeeperen, i fare, forudsat at sådanne foranstaltninger er behørigt begrundet af gatekeeperen.

8.   Gatekeeperen giver på anmodning og gratis annoncører og udgivere samt tredjeparter, der er godkendt af annoncører og udgivere, adgang til gatekeeperens præstationsmåleværktøjer og de data, der er nødvendige for, at annoncører og udgivere kan foretage deres egen uafhængige verifikation af annoncefortegnelsen, herunder aggregerede og ikkeaggregerede data. Sådanne data stilles til rådighed på en måde, der giver annoncører og udgivere mulighed for at anvende deres egne verifikations- og måleværktøjer til at vurdere, hvordan de centrale platformstjenester, der udbydes af gatekeeperne, præsterer.

9.   Gatekeeperen giver på anmodning og gratis slutbrugere og tredjeparter, der er godkendt af en slutbruger, effektiv portabilitet af data, der stilles til rådighed af slutbrugeren eller genereres gennem slutbrugerens aktivitet i forbindelse med brugen af den relevante centrale platformstjeneste, herunder ved gratis at stille værktøjer til rådighed for at lette en effektiv udøvelse af en sådan dataportabilitet og ved at give løbende adgang i realtid til sådanne data.

10.   Gatekeeperen giver på anmodning og gratis erhvervsbrugere og tredjeparter, der er godkendt af en erhvervsbruger, effektiv, kvalitetspræget og løbende adgang i realtid til og mulighed for anvendelse af aggregerede og ikkeaggregerede data, herunder personoplysninger, som stilles til rådighed eller genereres i forbindelse med anvendelsen af de relevante centrale platformstjenester eller tjenester, der udbydes sammen med eller til støtte for de relevante centrale platformstjenester, af de erhvervsbrugere og slutbrugere, der beskæftiger sig med de produkter eller tjenester, som udbydes af disse erhvervsbrugere. For så vidt angår personoplysninger skal gatekeeperen kun give mulighed for sådan adgang til og anvendelse af personoplysninger, hvis oplysningerne er direkte forbundet med slutbrugerens anvendelse af de produkter eller tjenester, der tilbydes af den relevante erhvervsbruger gennem den relevante centrale platformstjeneste, og når slutbrugeren vælger en sådan deling ved at give samtykke.

11.   Gatekeeperen giver på anmodning tredjepartsvirksomheder, der udbyder onlinesøgemaskiner, adgang på fair, rimelige og ikkediskriminerende vilkår til data om rangordning, forespørgsel, klik og visning i forbindelse med gratis og betalt søgning genereret af slutbrugere på dens onlinesøgemaskiner. Alle sådanne data om forespørgsel, klik og visning, der udgør personoplysninger, anonymiseres.

12.   Gatekeeperen anvender retfærdige, rimelige og ikkediskriminerende generelle betingelser for adgang for erhvervsbrugere til sine softwareapplikationsbutikker, onlinesøgemaskiner og sociale onlinenetværkstjenester, der er anført i udpegelsesafgørelsen i henhold til artikel 3, stk. 9.

Med henblik herpå offentliggør gatekeeperen generelle adgangsbetingelser, herunder en alternativ tvistbilæggelsesmekanisme.

Kommissionen vurderer, om de offentliggjorte generelle adgangsbetingelser overholder nærværende stykke.

13.   Gatekeeperen må ikke have generelle betingelser for opsigelse af leveringen af en central platformstjeneste, der er uforholdsmæssige. Gatekeeperen sikrer, at betingelserne for opsigelse kan udøves uden unødige hindringer.

Artikel 8

Overholdelse af forpligtelser for gatekeepere

1.   Gatekeeperen skal sikre og påvise, at de forpligtelser, der er fastsat i denne forordnings artikel 5, 6 og 7, er overholdt. De foranstaltninger, der gennemføres af gatekeeperen for at sikre opfyldelse af de nævnte artikler, skal være effektive med hensyn til at nå målene for denne forordning og for den relevante forpligtelse. Gatekeeperen sikrer, at gennemførelsen af de pågældende foranstaltninger er i overensstemmelse med den relevante ret, navnlig forordning (EU) 2016/679, direktiv 2002/58/EF og lovgivningen om cybersikkerhed, forbrugerbeskyttelse og produktsikkerhed, samt med tilgængelighedskravene.

2.   Kommissionen kan på eget initiativ eller på en gatekeepers anmodning i henhold til denne artikels stk. 3 indlede en procedure i henhold til artikel 20.

Kommissionen kan vedtage en gennemførelsesretsakt, der specificerer de foranstaltninger, som den pågældende gatekeeper skal gennemføre for effektivt at opfylde de forpligtelser, der er fastsat i artikel 6 og 7. Denne gennemførelsesretsakt vedtages senest seks måneder efter indledningen af proceduren i henhold til artikel 20 efter rådgivningsproceduren, jf. artikel 50, stk. 2.

Ved indledning af proceduren på eget initiativ i forbindelse med omgåelse i henhold til artikel 13 kan sådanne foranstaltninger vedrøre de forpligtelser, der er fastsat i artikel 5, 6 og 7.

3.   En gatekeeper kan anmode Kommissionen om at indlede en proces for at afgøre, om de foranstaltninger, som den pågældende gatekeeper har til hensigt at gennemføre eller har gennemført for at sikre, at artikel 6 og 7 overholdes, er effektive med hensyn til at nå målet for den relevante forpligtelse under gatekeeperens specifikke omstændigheder. Kommissionen har skønsbeføjelse til at beslutte, om den vil indlede en sådan proces, idet den overholder principperne om ligebehandling, proportionalitet og god forvaltningsskik.

I anmodningen giver gatekeeperen en begrundet redegørelse for de foranstaltninger, som den har til hensigt at gennemføre eller har gennemført. Gatekeeperen vedlægger desuden en ikkefortrolig udgave af sin begrundede redegørelse, der kan deles med tredjeparter i henhold til stk. 6.

4.   Denne artikels stk. 2 og 3 berører ikke Kommissionens beføjelser i henhold til artikel 29, 30 og 31.

5.   Med henblik på vedtagelse af afgørelsen i henhold til stk. 2 meddeler Kommissionen sine foreløbige konklusioner til gatekeeperen senest tre måneder efter indledningen af proceduren i henhold til artikel 20. I de foreløbige konklusioner redegør Kommissionen for de foranstaltninger, som den overvejer at træffe, eller som den finder, at den pågældende gatekeeper bør træffe for at følge effektivt op på de foreløbige konklusioner.

6.   For reelt at gøre det muligt for interesserede tredjeparter at fremsætte bemærkninger offentliggør Kommissionen, når den meddeler sine foreløbige konklusioner til gatekeeperen i henhold til stk. 5 eller snarest muligt derefter, et ikkefortroligt resumé af sagen og de foranstaltninger, som den overvejer at træffe, eller som den finder, at den pågældende gatekeeper bør træffe. Kommissionen fastsætter en rimelig frist, inden for hvilken sådanne bemærkninger skal fremsættes.

7.   I forbindelse med præciseringen af foranstaltningerne i henhold til stk. 2 sikrer Kommissionen, at foranstaltningerne er effektive med hensyn til at nå målene for denne forordning og for den relevante forpligtelse og står i et rimeligt forhold til gatekeeperens og den relevante tjenestes specifikke omstændigheder.

8.   Med henblik på at præcisere forpligtelserne i henhold til artikel 6, stk. 11 og 12, vurderer Kommissionen også, om de påtænkte eller gennemførte foranstaltninger sikrer, at der ikke længere er nogen ubalance mellem erhvervsbrugeres rettigheder og forpligtelser, og at foranstaltningerne ikke i sig selv giver gatekeeperen en uforholdsmæssig fordel i forhold til den tjeneste, som gatekeeperen udbyder til erhvervsbrugere.

9.   For så vidt angår procedurerne i henhold til stk. 2 kan Kommissionen på anmodning eller på eget initiativ beslutte at genåbne dem, hvis:

a)

der er sket væsentlige ændringer af de faktiske forhold, som lå til grund for afgørelsen, eller

b)

afgørelsen var baseret på ufuldstændige, ukorrekte eller vildledende oplysninger, eller

c)

foranstaltningerne som specificeret i afgørelsen ikke er effektive.

Artikel 13

Modvirkning af omgåelse

1.   En virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, må ikke segmentere, opdele, underopdele, fragmentere eller opsplitte disse tjenester ved hjælp af midler af kontraktmæssig, kommerciel, teknisk eller enhver anden art for at omgå de kvantitative tærskler i artikel 3, stk. 2. Ingen sådan virksomhedspraksis er til hinder for, at Kommissionen udpeger virksomheden som gatekeeper i henhold til artikel 3, stk. 4.

2.   Kommissionen kan, når den formoder, at en virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, udøver en praksis som omhandlet i stk. 1, af en sådan virksomhed kræve alle oplysninger, som den finder nødvendige for at afgøre, om den pågældende virksomhed har udøvet en sådan praksis.

3.   Gatekeeperen sikrer, at forpligtelserne i artikel 5, 6 og 7 overholdes fuldt ud og effektivt.

4.   Gatekeeperen må ikke udvise nogen adfærd, der underminerer effektiv overholdelse af forpligtelserne i artikel 5, 6 og 7, uanset om denne adfærd er af kontraktmæssig, kommerciel eller teknisk art eller af enhver anden art eller består i anvendelse af adfærdsmæssige teknikker eller grænsefladedesign.

5.   Såfremt der kræves samtykke til indsamling, behandling, krydsanvendelse og deling af personoplysninger for at sikre overholdelse af denne forordning, tager en gatekeeper de nødvendige skridt enten til at sætte erhvervsbrugere i stand til direkte at indhente det krævede samtykke til behandlingen, hvis dette samtykke kræves i henhold til forordning (EU) 2016/679 eller direktiv 2002/58/EF, eller til på anden vis at overholde Unionens regler og principper om databeskyttelse og privatlivets fred, herunder ved at give erhvervsbrugere adgang til behørigt anonymiserede data, hvis det er relevant. Gatekeeperen må ikke gøre erhvervsbrugerens indhentning af dette samtykke mere byrdefuld end for sine egne tjenester.

6.   Gatekeeperen må ikke forringe betingelserne for eller kvaliteten af nogen af de centrale platformstjenester, der udbydes til erhvervsbrugere eller slutbrugere, som benytter sig af de rettigheder eller valgmuligheder, der er fastsat i artikel 5, 6 og 7, eller gøre udøvelsen af disse rettigheder eller valgmuligheder urimeligt vanskelig, herunder ved at tilbyde slutbrugeren valgmuligheder på en ikkeneutral måde eller undergrave slutbrugeres eller erhvervsbrugeres autonomi, beslutningstagning eller frie valg som via den måde, hvorpå en brugergrænseflade eller dele heraf er struktureret, udformet, fungerer eller betjenes.

7.   Hvis gatekeeperen omgår eller forsøger at omgå nogen af forpligtelserne i artikel 5, 6 eller 7 på en måde, der er beskrevet i nærværende artikels stk. 4, 5 og 6, kan Kommissionen indlede en procedure i henhold til artikel 20 og vedtage en gennemførelsesretsakt som omhandlet i artikel 8, stk. 2, for at præcisere, hvilke foranstaltninger gatekeeperen skal gennemføre.

8.   Denne artikels stk. 6 berører ikke Kommissionens beføjelser i henhold til artikel 29, 30 og 31.

Artikel 28

Compliancefunktion

1.   Gatekeepere opretter en compliancefunktion, der er uafhængig af gatekeeperens operationelle afdelinger og består af en eller flere complianceansvarlige, herunder lederen af compliancefunktionen.

2.   Gatekeeperen sikrer, at den i stk. 1 omhandlede compliancefunktion har tilstrækkelige beføjelser, status og ressourcer samt adgang til gatekeeperens ledelsesorgan til at overvåge, at gatekeeperen overholder denne forordning.

3.   Gatekeeperens ledelsesorgan sikrer, at complianceansvarlige, der udpeges i henhold til stk. 1, har de nødvendige faglige kvalifikationer og den nødvendige viden, erfaring og evne til at udføre de opgaver, der er omhandlet i stk. 5.

Gatekeeperens ledelsesorgan sikrer også, at en sådan leder af compliancefunktionen er en uafhængig højtstående leder med særligt ansvar for compliancefunktionen.

4.   Lederen af compliancefunktionen skal rapportere direkte til gatekeeperens ledelsesorgan og kan gøre opmærksom på betænkeligheder og advare organet, hvis der opstår risici for manglende overholdelse af denne forordning, uden at dette berører ledelsesorganets ansvar i dets tilsyns- og ledelsesfunktioner.

Lederen af compliancefunktionen må ikke fjernes fra posten uden forudgående godkendelse fra gatekeeperens ledelsesorgan.

5.   complianceansvarlige, der er udpeget af gatekeeperen i henhold til stk. 1, har følgende opgaver:

a)

tilrettelægge, overvåge og føre tilsyn med de foranstaltninger og aktiviteter, der gennemføres af gatekeeperne, og som har til formål at sikre overholdelse af denne forordning

b)

informere og rådgive ledelsen og gatekeeperens medarbejdere om overholdelse af denne forordning

c)

hvor det er relevant, overvåge overholdelsen af tilsagn, der er gjort bindende i henhold til artikel 25, uden at dette berører Kommissionens mulighed for at udpege uafhængige eksterne eksperter i henhold til artikel 26, stk. 2

d)

samarbejde med Kommissionen med henblik på denne forordning.

6.   Gatekeepere meddeler Kommissionen navn og kontaktoplysninger på lederen af compliancefunktionen.

7.   Gatekeeperens ledelsesorgan definerer, fører tilsyn med og er ansvarlig for gennemførelsen af gatekeeperens ledelsesordninger, der sikrer compliancefunktionens uafhængighed, herunder ansvarsfordelingen i gatekeeperens organisation og forebyggelse af interessekonflikter.

8.   Ledelsesorganet godkender og gennemgår med regelmæssige mellemrum og mindst en gang om året strategierne og politikkerne for udøvelse, forvaltning og overvågning af overholdelsen af denne forordning.

9.   Ledelsesorganet afsætter tilstrækkelig tid til forvaltning og overvågning af overholdelsen af denne forordning. Det deltager aktivt i beslutninger vedrørende forvaltning og håndhævelse af denne forordning og sikrer, at der er afsat tilstrækkelige ressourcer til formålet.


whereas









keyboard_arrow_down