search


keyboard_tab Digital Market Act 2022/1925 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2022/1925 DA cercato: 'kontrolbesøg' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


expand index kontrolbesøg:


whereas kontrolbesøg:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 436

 

Artikel 23

Beføjelser til at foretage kontrolbesøg

1.   Med henblik på at udføre sine opgaver i henhold til denne forordning kan Kommissionen foretage alle nødvendige kontrolbesøg i en virksomhed eller sammenslutning af virksomheder.

2.   De embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen til at foretage et kontrolbesøg, har beføjelse til at:

a)

tilgå alle virksomhedernes og sammenslutningerne af virksomheders lokaler, grunde og transportmidler

b)

kontrollere regnskabsbøger og andre forretningspapirer vedrørende virksomheden, uanset hvilket medium de er lagret på

c)

tage eller få kopi eller udskrift under enhver form af sådanne regnskabsbøger eller forretningspapirer

d)

kræve, at virksomheden eller sammenslutningen af virksomheder giver adgang til og forklaringer på sin organisation, sin funktionsmåde, sit IT-system, sine algoritmer, sin databehandling og sin forretningspraksis, og registrere eller dokumentere de afgivne forklaringer med et hvilket som helst teknisk middel

e)

forsegle alle forretningslokaler og regnskabsbøger eller forretningspapirer, så længe kontrolbesøget varer og i det for kontrolbesøget nødvendige omfang

f)

afkræve enhver af virksomhedens eller sammenslutningen af virksomheders repræsentanter eller ansatte forklaringer om faktiske forhold eller dokumenter vedrørende kontrolbesøgets genstand og formål og registrere deres svar med et hvilket som helst teknisk middel.

3.   For at gennemføre kontrolbesøg kan Kommissionen anmode om bistand fra revisorer eller eksperter, der er udpeget af Kommissionen i henhold til artikel 26, stk. 2, samt bistand fra den nationale kompetente myndighed i den medlemsstat, som håndhæver de i artikel 1, stk. 6, omhandlede regler, og på hvis område kontrolbesøget skal gennemføres.

4.   Under kontrolbesøg kan Kommissionen, revisorer eller eksperter, der er udpeget af den, og den nationale kompetente myndighed i den medlemsstat, som håndhæver de i artikel 1, stk. 6, omhandlede regler, og på hvis område kontrolbesøget skal gennemføres, kræve, at virksomheden eller sammenslutningen af virksomheder giver adgang til og forklaringer på sin organisation, sin funktionsmåde, sit IT-system, sine algoritmer, sin databehandling og sin forretningsskik. Kommissionen samt revisorer eller eksperter, der er udpeget af den, og den nationale kompetente myndighed i den medlemsstat, som håndhæver de i artikel 1, stk. 6, omhandlede regler, og på hvis område kontrolbesøget skal gennemføres, kan rette spørgsmål til enhver repræsentant eller ansat.

5.   De embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen til at foretage et kontrolbesøg, udøver deres beføjelser efter fremlæggelse af en skriftlig fuldmagt, der angiver kontrolbesøgets genstand og formål og de i artikel 30 fastsatte bøder, der finder anvendelse, hvis de krævede regnskabsbøger eller andre forretningspapirer vedrørende virksomheden ikke fremlægges i deres helhed, eller hvis de svar, der gives på spørgsmål i henhold til nærværende artikels stk. 2 og 4, er ukorrekte eller vildledende. Kommissionen underretter i god tid før kontrolbesøget den nationale kompetente myndighed i den medlemsstat, som håndhæver de i artikel 1, stk. 6, omhandlede regler, og på hvis område kontrolbesøget skal gennemføres, om besøget.

6.   Virksomheder og sammenslutninger af virksomheder har pligt til at underlægge sig et kontrolbesøg, som er bestemt ved en kommissionsafgørelse. Den pågældende afgørelse skal angive kontrolbesøgets genstand og formål, fastsætte datoen for dets påbegyndelse og angive betalingerne af bøderne og tvangsbøderne i henholdsvis artikel 30 og 31 samt retten til at indbringe den pågældende afgørelse for Domstolen.

7.   Embedsmænd fra og de personer, der er bemyndiget eller udpeget af, den nationale kompetente myndighed i den medlemsstat, som håndhæver de i artikel 1, stk. 6, omhandlede regler, og på hvis område kontrolbesøget skal gennemføres, bistår på denne myndigheds eller Kommissionens anmodning aktivt de af Kommissionen bemyndigede embedsmænd og andre ledsagende personer. De har med henblik herpå de beføjelser, der er fastsat i nærværende artikels stk. 2 og 4.

8.   Hvis embedsmændene og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen, konstaterer, at en virksomhed eller sammenslutning af virksomheder modsætter sig et kontrolbesøg, der er pålagt i henhold til denne artikel, yder den pågældende medlemsstat dem den bistand, der er nødvendig, for at de kan foretage deres kontrolbesøg, og anmoder i givet fald om politiets eller en tilsvarende retshåndhævende myndigheds bistand.

9.   Hvis den i denne artikels stk. 8 omhandlede bistand i henhold til nationale regler kræver domstolstilladelse, anmoder Kommissionen eller den nationale kompetente myndighed i den medlemsstat, der håndhæver de i artikel 1, stk. 6, omhandlede regler, eller embedsmænd, der er bemyndiget af disse myndigheder, herom. Der kan også anmodes om en sådan tilladelse som en sikkerhedsforanstaltning.

10.   Når der anmodes om den i denne artikels stk. 9 omhandlede tilladelse, verificerer den nationale retslige myndighed ægtheden af Kommissionens afgørelse, og at de påtænkte tvangsindgreb ikke er vilkårlige eller uforholdsmæssige henset til kontrolbesøgets genstand. Når den nationale retslige myndighed kontrollerer tvangsindgrebenes proportionalitet, kan den anmode Kommissionen enten direkte eller gennem den nationale kompetente myndighed i den medlemsstat, som håndhæver de i artikel 1, stk. 6, omhandlede regler, om detaljerede forklaringer vedrørende de forhold, der begrunder Kommissionens mistanke om, at der foreligger en overtrædelse af denne forordning, samt vedrørende grovheden af den formodede overtrædelse og karakteren af den pågældende virksomheds deltagelse. Den nationale retslige myndighed kan dog ikke sætte spørgsmålstegn ved, om kontrolbesøget er nødvendigt, eller kræve at få forelagt oplysningerne i Kommissionens sagsakter. Lovligheden af Kommissionens afgørelse kan kun efterprøves af Domstolen.

Artikel 30

Bøder

1.   I afgørelsen om manglende overholdelse kan Kommissionen pålægge en gatekeeper bøder på op til 10 % af dennes samlede omsætning på verdensplan i det foregående regnskabsår, hvis den finder, at gatekeeperen forsætligt eller uagtsomt undlader at overholde:

a)

enhver af de forpligtelser, der er fastsat i artikel 5, 6 og 7

b)

foranstaltninger, der er specificeret af Kommissionen i en afgørelse vedtaget i henhold til artikel 8, stk. 2

c)

afhjælpende foranstaltninger, der er pålagt i henhold til artikel 18, stk. 1

d)

foreløbige foranstaltninger, som er pålagt i henhold til artikel 24, eller

e)

tilsagn, der er gjort retligt bindende i henhold til artikel 25.

2.   Uanset denne artikels stk. 1 kan Kommissionen i afgørelsen om manglende overholdelse pålægge en gatekeeper bøder på op til 20 % af dens samlede omsætning på verdensplan i det foregående regnskabsår, hvis den finder, at en gatekeeper har foretaget den samme eller en lignende tilsidesættelse af en forpligtelse fastsat i artikel 5, 6 eller 7 vedrørende den samme centrale platformstjeneste, som den blev fundet at have foretaget i en afgørelse om manglende overholdelse vedtaget i de foregående otte år.

3.   Kommissionen kan vedtage en afgørelse, der pålægger virksomheder, herunder, hvis det er relevant, gatekeepere, og sammenslutninger af virksomheder bøder på op til 1 % af deres samlede omsætning på verdensplan i det foregående regnskabsår, hvis de forsætligt eller uagtsomt:

a)

undlader inden for den fastsatte frist at afgive oplysninger, der er nødvendige for at vurdere deres udpegelse som gatekeepere i henhold til artikel 3, eller afgiver ukorrekte, ufuldstændige eller vildledende oplysninger

b)

undlader at overholde forpligtelsen til at underrette Kommissionen i overensstemmelse med artikel 3, stk. 3

c)

undlader at meddele oplysninger eller afgiver ukorrekte, ufuldstændige eller vildledende oplysninger, der kræves i henhold til artikel 14

d)

undlader at forelægge den beskrivelse eller afgiver ukorrekte, ufuldstændige eller vildledende oplysninger, der kræves i henhold til artikel 15

e)

undlader at give adgang til data, algoritmer eller oplysninger om test som svar på en anmodning i henhold til artikel 21, stk. 3

f)

undlader at afgive de oplysninger, der anmodes om, inden for den frist, der er fastsat i henhold til artikel 21, stk. 3, eller afgiver ukorrekte, ufuldstændige eller vildledende oplysninger eller forklaringer, som der anmodes om i henhold til artikel 21, eller som gives i et interview i henhold til artikel 22

g)

undlader inden for en af Kommissionen fastsat frist at berigtige ukorrekte, ufuldstændige eller vildledende oplysninger, som en repræsentant eller en ansat har afgivet, eller undlader eller nægter at afgive fuldstændige oplysninger om faktiske forhold vedrørende genstanden for og formålet med et kontrolbesøg i henhold til artikel 23

h)

afviser at underkaste sig et kontrolbesøg i henhold til artikel 23

i)

undlader at overholde de forpligtelser, som Kommissionen har pålagt i henhold til artikel 26

j)

undlader at oprette en compliancefunktion overensstemmelse med artikel 28, eller

k)

undlader at overholde betingelserne for aktindsigt i Kommissionens sagsakter i henhold til artikel 34, stk. 4.

4.   Ved fastsættelsen af en bødes størrelse tager Kommissionen hensyn til grovheden, varigheden, gentagelser og for så vidt angår bøder, der pålægges i henhold til stk. 3, forsinkelser i sagsbehandlingen.

5.   Hvis en sammenslutning af virksomheder får pålagt en bøde under hensyntagen til medlemsvirksomhedernes omsætning på verdensplan, og den pågældende sammenslutning ikke er solvent, har den pligt til at indkalde bidrag fra medlemsvirksomhederne til dækning af bødebeløbet.

Hvis sådanne bidrag ikke er indbetalt til sammenslutningen af virksomheder inden for en af Kommissionen fastsat tidsfrist, kan Kommissionen opkræve bødebeløbet direkte hos enhver af de virksomheder, hvis repræsentanter var medlem af den pågældende sammenslutnings pågældende besluttende organer.

Efter at have krævet betaling i henhold til andet afsnit kan Kommissionen kræve restbeløbet betalt af ethvert medlem af sammenslutningen af virksomheder, hvis det er nødvendigt for at sikre fuld betaling af bøden.

Kommissionen må dog ikke kræve betaling i henhold til andet eller tredje afsnit af virksomheder, der godtgør, at de ikke har gennemført den beslutning, som blev truffet af sammenslutningen af virksomheder, og som overtrådte denne forordning, og enten ikke kendte til dens eksistens eller aktivt har taget afstand fra den, inden Kommissionen indledte procedurer i henhold til artikel 20.

Den enkelte virksomheds økonomiske ansvar i forbindelse med betaling af bødebeløbet må ikke overstige 20 % af dens samlede omsætning på verdensplan i det foregående regnskabsår.

Artikel 31

Tvangsbøder

1.   Kommissionen kan vedtage en afgørelse, der pålægger virksomheder, herunder, hvis det er relevant, gatekeepere, og sammenslutninger af virksomheder tvangsbøder på op til 5 % af den gennemsnitlige daglige omsætning på verdensplan i det foregående regnskabsår fra det i afgørelsen fastsatte tidspunkt for at tvinge dem til at:

a)

overholde de foranstaltninger, der er specificeret af Kommissionen i en afgørelse vedtaget i henhold til artikel 8, stk. 2

b)

efterkomme afgørelsen i henhold til artikel 18, stk. 1

c)

afgive korrekte og fuldstændige oplysninger inden for den frist, der er fastsat i en anmodning om oplysninger fremsat ved en afgørelse i henhold til artikel 21

d)

sikre adgang til databaser, algoritmer og oplysninger om test som svar på en anmodning i henhold til artikel 21, stk. 3, og give forklaringer på dem som krævet i en afgørelse i henhold til artikel 21

e)

underkaste sig et kontrolbesøg, der er pålagt ved en afgørelse truffet i henhold til artikel 23

f)

efterkomme en afgørelse om foreløbige foranstaltninger i henhold til artikel 24

g)

efterkomme tilsagn, der er gjort retligt bindende ved en afgørelse i henhold til artikel 25, stk. 1

h)

efterkomme en afgørelse i henhold til artikel 29, stk. 1.

2.   Hvis virksomhederne eller sammenslutningerne af virksomheder har opfyldt den forpligtelse, som tvangsbøden skulle gennemtvinge, kan Kommissionen vedtage en gennemførelsesretsakt, der fastsætter tvangsbødens endelige størrelse til et lavere beløb end det, der ville følge af den oprindelige afgørelse. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter rådgivningsproceduren, jf. artikel 50, stk. 2.

Artikel 32

Forældelsesfrister for pålæggelse af sanktioner

1.   Kommissionens beføjelser i henhold til artikel 30 og 31 er undergivet en femårig forældelsesfrist.

2.   Forældelsesfristen regnes fra den dag, hvor overtrædelsen er begået. Ved vedvarende eller gentagne overtrædelser regnes fristen dog først fra den dag, hvor overtrædelsen er ophørt.

3.   Ethvert skridt, som Kommissionen tager med henblik på en markedsundersøgelse eller procedure i forbindelse med en overtrædelse, afbryder forældelsesfristen for pålæggelse af bøder og tvangsbøder. Forældelsesfristen afbrydes med virkning fra den dag, hvor det pågældende skridt meddeles mindst én af de virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder, der har medvirket ved overtrædelsen. Forældelsesfristen afbrydes navnlig af følgende skridt:

a)

Kommissionens anmodninger om oplysninger

b)

skriftlige tilladelser til at foretage kontrolbesøg, som Kommissionen har udstedt til sine embedsmænd

c)

Kommissionens indledning af en procedure i henhold til artikel 20.

4.   Efter hver afbrydelse begynder forældelsesfristen forfra. Forældelsesfristen udløber dog senest den dag, hvor der er forløbet en periode svarende til den dobbelte forældelsesfrist, uden at Kommissionen har pålagt en bøde eller tvangsbøde. Denne periode forlænges med den tid, hvor forældelsen har været suspenderet i henhold til stk. 5.

5.   Forældelsesfristen for pålæggelse af bøder eller tvangsbøder suspenderes, så længe en sag om Kommissionens afgørelse verserer for Domstolen.


whereas









keyboard_arrow_down