search


keyboard_tab Digital Market Act 2022/1925 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2022/1925 DA Art. 5 . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


expand index :


whereas :


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 209

 

Artikel 5

Forpligtelser for gatekeepere

1.   Gatekeeperen skal overholde alle forpligtelser i denne artikel med hensyn til hver af sine centrale platformstjenester, der er anført i udpegelsesafgørelsen i henhold til artikel 3, stk. 9.

2.   Gatekeeperen må ikke gøre noget af følgende:

a)

med henblik på at udbyde onlinereklametjenester behandle slutbrugeres personoplysninger ved hjælp af tjenester hos tredjeparter, der gør brug af gatekeeperens centrale platformstjenester

b)

kombinere personoplysninger fra den relevante centrale platformstjeneste med personoplysninger fra eventuelle yderligere centrale platformstjenester eller fra eventuelle andre tjenester, der udbydes af gatekeeperen, eller med personoplysninger fra tredjepartstjenester

c)

krydsanvende personoplysninger fra den relevante centrale platformstjeneste i andre tjenester, der udbydes separat af gatekeeperen, herunder andre centrale platformstjenester, og omvendt og

d)

logge slutbrugere på andre tjenester hos gatekeeperen for at kombinere personoplysninger,

medmindre slutbrugeren er blevet præsenteret for det specifikke valg og har givet samtykke som omhandlet i artikel 4, nr. 11), og artikel 7 i forordning (EU) 2016/679.

Hvis slutbrugeren har afvist at give samtykke med henblik på første afsnit eller har trukket det tilbage, må gatekeeperen ikke gentage sin anmodning om samtykke til samme formål mere end én gang inden for en periode på et år.

Dette stykke berører ikke gatekeeperens mulighed for at påberåbe sig artikel 6, stk. 1, litra c), d) og e), i forordning (EU) 2016/679, hvis det er relevant.

3.   Gatekeeperen må ikke forhindre erhvervsbrugere i at tilbyde de samme produkter eller tjenester til slutbrugere gennem tredjeparters onlineformidlingstjenester eller gennem deres egen direkte onlinesalgskanal til priser eller på betingelser, der er forskellige fra dem, der tilbydes gennem gatekeeperens onlineformidlingstjenester.

4.   Gatekeeperen giver erhvervsbrugere mulighed for gratis at meddele og fremsætte tilbud, herunder på forskellige betingelser, til slutbrugere, de har erhvervet via dens centrale platformstjeneste eller ad andre kanaler, og for at indgå kontrakter med de pågældende slutbrugere, uanset om de til dette formål anvender gatekeeperens centrale platformstjenester.

5.   Gatekeeperen giver slutbrugerne mulighed for via dens centrale platformstjenester at få adgang til og anvende indhold, abonnementer, funktioner eller andre elementer ved hjælp af en erhvervsbrugers softwareapplikation, herunder hvis de pågældende slutbrugere har erhvervet sådanne elementer fra den relevante erhvervsbruger uden brug af gatekeeperens centrale platformstjenester.

6.   Gatekeeperen må ikke direkte eller indirekte forhindre eller begrænse erhvervsbrugere eller slutbrugere i at rejse eventuelle spørgsmål om gatekeeperens manglende overholdelse af den relevante EU-ret eller nationale ret for en hvilken som helst relevant offentlig myndighed, herunder nationale retter, vedrørende enhver praksis hos gatekeeperen. Dette berører ikke erhvervsbrugeres og gatekeeperes ret til i deres aftaler at fastsætte vilkår for brug af lovlige klagebehandlingsmekanismer.

7.   Gatekeeperen må ikke kræve, at slutbrugere anvender, eller at erhvervsbrugere anvender, tilbyder eller interagerer med, en identifikationstjeneste, en webbrowsermotor eller en betalingstjeneste eller teknisk tjeneste, som understøtter levering af betalingstjenester, såsom betalingssystemer til køb i apps, hos den pågældende gatekeeper i forbindelse med tjenester, der udbydes af erhvervsbrugere, som anvender den pågældende gatekeepers centrale platformstjenester.

8.   Gatekeeperen må ikke kræve, at erhvervsbrugere eller slutbrugere abonnerer på eller lader sig registrere hos yderligere centrale platformstjenester, der er anført i udpegelsesafgørelsen i henhold til artikel 3, stk. 9, eller som opfylder tærsklerne i artikel 3, stk. 2, litra b), som en betingelse for at kunne anvende, få adgang til, tilmelde sig eller registrere sig hos en af den pågældende gatekeepers centrale platformstjenester, der er anført i henhold til nævnte artikel.

9.   Gatekeeperen giver på annoncørens anmodning hver annoncør, til hvem den leverer onlinereklametjenester, eller tredjeparter, der er godkendt af annoncører, for så vidt angår hver annonce, som annoncøren har indrykket, dagligt gratis oplysninger om:

a)

den pris og de gebyrer, som den pågældende annoncør betaler, herunder eventuelle fradrag og tillæg, for hver af de relevante onlinereklametjenester, der udbydes af gatekeeperen

b)

det vederlag, som udgiveren modtager, herunder eventuelle fradrag og tillæg, med forbehold af udgiverens samtykke, og

c)

parametrene for beregning af de enkelte priser, gebyrer og vederlag.

I tilfælde af at en udgiver samtykker til udveksling af oplysninger om det modtagne vederlag, jf. første afsnit, litra b), giver gatekeeperen gratis hver annoncør oplysninger om det gennemsnitlige daglige vederlag, som den pågældende udgiver modtager, herunder eventuelle fradrag og tillæg, for de relevante annoncer.

10.   Gatekeeperen giver på udgiverens anmodning hver udgiver, til hvem den leverer onlinereklametjenester, eller tredjeparter, der er godkendt af udgivere, for så vidt angår hver annonce, der vises i udgiverens fortegnelse, dagligt gratis oplysninger om:

a)

det vederlag, som udgiveren modtager, og de gebyrer, som udgiveren betaler, herunder eventuelle fradrag og tillæg, for hver af de relevante onlinereklametjenester, der udbydes af gatekeeperen

b)

den pris, som annoncøren betaler, herunder eventuelle fradrag og tillæg, med forbehold af annoncørens samtykke, og

c)

parametrene for beregning af de enkelte priser og vederlag.

I tilfælde af at en annoncør ikke samtykker til udveksling af oplysninger, giver gatekeeperen gratis hver udgiver oplysninger om den gennemsnitlige daglige pris, som den pågældende annoncør betaler, herunder eventuelle fradrag og tillæg, for de relevante annoncer.


whereas









keyboard_arrow_down