search


keyboard_tab Contratti di vendita di beni conformi 2019/0771 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2019/0771 DA cercato: 'synlig' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl




whereas synlig:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 312

 

Artikel 3

Anvendelsesområde

1.   Dette direktiv finder anvendelse på købsaftaler mellem en forbruger og en sælger.

2.   Aftaler mellem en forbruger og en sælger om levering af varer, der skal tilvirkes eller fremstilles, anses også for at være købsaftaler i forbindelse med dette direktiv.

3.   Direktivet finder ikke anvendelse på aftaler om levering af digitalt indhold eller digitale tjenester. Det finder dog anvendelse på digitalt indhold eller digitale tjenester, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med de i artikel 2, nr. 5), litra b), omhandlede varer, og som leveres sammen med varerne i henhold til købsaftalen, uanset om sådant digitalt indhold eller sådanne digitale tjenester leveres af sælgeren eller af en tredjemand. I tilfælde af tvivl om, hvorvidt leveringen af digitalt indhold eller en digital tjeneste, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med en vare, udgør en del af købsaftalen, formodes det digitale indhold eller den digitale tjeneste at være omfattet af købsaftalen.

4.   Dette direktiv finder ikke anvendelse på:

a)

et fysisk medium, der udelukkende anvendes til levering af digitalt indhold, eller

b)

en vare, som sælges på tvangsauktion eller i øvrigt i henhold til lov.

5.   Medlemsstaterne kan fra dette direktivs anvendelsesområde udelukke aftaler om salg af

a)

brugte varer, som sælges på offentlige auktioner, og

b)

levende dyr.

I det i litra a) omhandlede tilfælde skal forbrugere have let adgang til klare og omfattende oplysninger om, at rettighederne i medfør af dette direktiv ikke finder anvendelse.

6.   Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes frihed til at regulere generelle aftaleretlige aspekter, såsom regler om indgåelse, gyldighed, omstødelse eller virkninger af aftaler, herunder konsekvenserne af at ophæve en aftale, for så vidt de ikke er reguleret i dette direktiv, eller retten til erstatning.

7.   Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes frihed til at give forbrugere ret til at vælge en specifik beføjelse, hvis varernes mangler opdages inden for en periode efter levering, der ikke overskrider 30 dage. Dette direktiv berører endvidere ikke nationale regler, der ikke gælder specifikt for forbrugeraftaler, og som giver specifikke beføjelser i forbindelse med visse typer mangler, der ikke var synlige på tidspunktet for købsaftalens indgåelse.

Artikel 10

Sælgers ansvar

1.   Sælgeren er ansvarlig over for forbrugeren for mangler, der forelå på det tidspunkt, hvor varerne blev leveret, og som blev synlige inden to år efter dette tidspunkt. Med forbehold af artikel 7, stk. 3, finder nærværende stykke også anvendelse på varer med digitale elementer.

2.   Ved varer med digitale elementer, hvor købsaftalen foreskriver en løbende levering af det digitale indhold eller den digitale tjeneste i en periode, er sælgeren også ansvarlig for eventuelle mangler ved det digitale indhold eller den digitale tjeneste, der opstår eller bliver synlige inden to år, efter at varerne med digitale elementer blev leveret. Hvis aftalen foreskriver løbende levering i mere end to år, er sælgeren ansvarlig for mangler i det digitale indhold eller den digitale tjeneste, der opstår eller bliver synlige inden for den periode, hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste skal leveres i henhold til købsaftalen.

3.   Medlemsstaterne kan opretholde eller indføre længere frister end de frister, der er omhandlet i stk. 1 og 2.

4.   Hvis de beføjelser, der er fastsat i artikel 13, i henhold til national ret også er underlagt en forældelsesfrist, sikrer medlemsstaterne, at en sådan forældelsesfrist giver forbrugeren mulighed for at gøre brug af beføjelserne i artikel 13 ved manglende overensstemmelse, som sælgeren er ansvarlig for i henhold til nærværende artikels stk. 1 og 2, og som viser sig inden for den periode, der er omhandlet i disse stykker.

5.   Uanset denne artikels stk. 1 og 2 kan medlemsstaterne nøjes med at opretholde eller indføre en forældelsesfrist for de beføjelser, der er omhandlet i artikel 13. Medlemsstaterne sikrer, at en sådan forældelsesfrist giver forbrugeren mulighed for at gøre brug af beføjelserne i artikel 13 ved manglende overensstemmelse, som sælgeren er ansvarlig for i henhold til nærværende artikels stk. 1 og 2, og som viser sig i løbet af den periode, der er omhandlet i disse stykker.

6.   Medlemsstaterne kan for brugte genstande fastsætte, at sælgeren og forbrugeren kan indgå aftalevilkår eller aftaler med en kortere ansvarsperiode eller forældelsesfrist end dem, der er omhandlet i stk. 1, 2 og 5, forudsat at en sådan kortere periode eller frist ikke må være kortere end et år.

Artikel 11

Bevisbyrde

1.   En mangel, der bliver synlig inden et år efter det tidspunkt, da varerne blev leveret, antages at have foreligget på det tidspunkt, da varerne blev leveret, medmindre andet bevises, eller medmindre denne formodning er uforenelig med varernes art eller med manglens art. Dette stykke finder også anvendelse på varer med digitale elementer.

2.   I stedet for den etårige periode, der er fastsat i stk. 1, kan medlemsstaterne opretholde eller indføre en periode på to år fra det tidspunkt, da varerne blev leveret.

3.   Ved varer med digitale elementer, hvor købsaftalen foreskriver løbende levering af det digitale indhold eller den digitale tjeneste i en periode, er det for en mangel, som bliver synlig inden for den i artikel 10, stk. 2, angivne periode, op til sælgeren at bevise, at det digitale indhold eller den digitale tjeneste var i overensstemmelse inden for den i nævnte artikel omhandlede periode.

Artikel 13

Beføjelser i tilfælde af mangler

1.   I tilfælde af mangler har forbrugeren ret til at få varen bragt i overensstemmelse eller at få et forholdsmæssigt afslag i prisen eller at ophæve aftalen på de betingelser, der er fastsat i denne artikel.

2.   For at få varen bragt i overensstemmelse kan forbrugeren vælge mellem afhjælpning og omlevering, medmindre den valgte beføjelse ville være umulig eller i forhold til den anden beføjelse ville påføre sælgeren udgifter, der ville være uforholdsmæssigt store under hensyn til alle omstændigheder, herunder:

a)

den værdi, varen ville have, hvis den var mangelfri

b)

manglens betydning, og

c)

om den alternative beføjelse kunne foretages uden væsentlig ulempe for forbrugeren.

3.   Sælgeren kan afvise at bringe varen i overensstemmelse, hvis afhjælpning eller omlevering er umulig eller ville påføre sælgeren udgifter, som ville være uforholdsmæssigt store under hensyn til alle omstændigheder, herunder de i stk. 2, litra a) og b), nævnte omstændigheder.

4.   Forbrugeren har ret til enten et forholdsmæssigt afslag i prisen i overensstemmelse med artikel 15 eller til ophævelse af købsaftalen i overensstemmelse med artikel 16 i følgende tilfælde:

a)

sælgeren har ikke foretaget afhjælpning eller omlevering eller har ikke, hvis det er relevant, foretaget afhjælpning eller omlevering i overensstemmelse med artikel 14, stk. 2 og 3, eller sælgeren har afvist at bringe varen i overensstemmelse i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 3

b)

en mangel forbliver synlig, på trods af at sælgeren har forsøgt at bringe varen i overensstemmelse

c)

manglen er af en så alvorlig karakter, at et omgående afslag i prisen eller omgående ophævelse af købsaftalen er berettiget, eller

d)

sælgeren har tilkendegivet, eller det fremgår tydeligt af omstændighederne, at sælgeren ikke vil bringe varen i overensstemmelse inden for en rimelig tid eller uden væsentlig ulempe for forbrugeren.

5.   Forbrugeren er ikke berettiget til at ophæve aftalen, hvis manglen kun er uvæsentlig. Det er op til sælgeren at bevise, om manglen er uvæsentlig.

6.   Forbrugeren har ret til at tilbageholde betaling af en udestående del af prisen eller en del deraf, indtil sælgeren har opfyldt sine forpligtelser i henhold til dette direktiv. Medlemsstaterne kan fastsætte betingelser og regler for forbrugerens udøvelse af retten til at tilbageholde betalingen.

7.   Medlemsstaterne kan regulere, hvorvidt og i hvilket omfang forbrugerens bidrag til manglen berører forbrugerens ret til beføjelser.

Artikel 14

Afhjælpning eller omlevering af varen

1.   Afhjælpning eller omlevering skal foretages:

a)

gratis

b)

inden for en rimelig tid fra det tidspunkt, hvor sælgeren er blevet underrettet af forbrugeren om manglen, og

c)

uden væsentlig ulempe for forbrugeren under hensyntagen til varens art og forbrugerens formål med at anskaffe varen.

2.   Såfremt manglen udbedres ved afhjælpning eller omlevering af varen, skal forbrugeren stille varen til rådighed for sælgeren. Sælgeren skal for egen regning tage den vare tilbage, der er sket omlevering for.

3.   Såfremt en afhjælpning kræver fjernelse af en vare, der er blevet installeret under hensyn til dens art og formål, inden manglen blev synlig, eller såfremt den pågældende vare skal omleveres, omfatter pligten til at afhjælpe eller omlevere varen fjernelse af den mangelfulde vare og installation af ombytningsvarer eller afhjulpne varer eller afholdelse af disse fjernelses- og installationsomkostninger.

4.   Forbrugeren skal ikke betale for normal brug af den omleverede vare i tiden forud for omleveringen.


whereas









keyboard_arrow_down