(22) En udbyder af onlineformidlingstjenester kan have juridiske grunde til at beslutte at begrænse, suspendere eller ophøre med at levere sine tjenesteydelser til en given erhvervsbruger, herunder ved at fjerne en given erhvervsbrugers individuelle varer eller tjenesteydelser eller ved effektivt at fjerne søgeresultater.
I stedet for at blive suspenderet kan udbydere af onlineformidlingstjenester også begrænse erhvervsbrugeres individuelle opførelser, f.eks.
ved at degradere dem eller ved at berøre en erhvervsbrugers forekomst negativt, hvilket kan omfatte et fald i rangordningen.
I betragtning af at sådanne beslutninger i væsentlig grad kan påvirke den pågældende erhvervsbrugers interesser, bør vedkommende dog, inden eller når begrænsningen eller suspensionen træder i kraft, gives en begrundelse for den pågældende beslutning på et varigt medium.
For at minimere de negative virkninger af sådanne beslutninger for erhvervsbrugere bør udbydere af onlineformidlingstjenester også give mulighed for at præcisere de forhold, der førte til denne beslutning, inden for rammerne af den interne klagebehandlingsproces, hvilket vil hjælpe erhvervsbrugere, hvor dette er muligt, til af afhjælpe den manglende overholdelse.
Hvis udbyderen af onlineformidlingstjenester tilbagekalder beslutningen om at begrænse, suspendere eller bringe til ophør, f.eks.
som følge af at beslutningen blev truffet ved en fejl, eller at den overtrædelse af vilkår og betingelser, som førte til denne beslutning, ikke blev begået i ond tro og er blevet afhjulpet på tilfredsstillende vis, bør udbyderen genindsætte den pågældende erhvervsbruger uden unødig forsinkelse, herunder give erhvervsbrugeren enhver adgang til personlige eller andre data eller begge dele, der var til rådighed, inden beslutningen blev truffet.
- = -
(23) Fuldstændigt ophør af onlineformidlingstjenesterne og den dermed forbundne sletning af data, der leveres til anvendelse af eller genereres ved levering af onlineformidlingstjenester, udgør et tab af vigtig information, som kan have en betydelig indvirkning på erhvervsbrugere og også kan forringe deres mulighed for at udøve andre rettigheder, som de har i medfør af denne forordning, på behørig vis.
Udbydere af onlineformidlingstjenester bør derfor give den pågældende erhvervsbruger en begrundelse på et varigt medium mindst 30 dage, inden det fuldstændige ophør af leveringen af deres onlineformidlingstjenester træder i kraft.
I tilfælde, hvor en udbyder af onlineformidlingstjenester er lovmæssigt eller reguleringsmæssigt forpligtet til helt at ophøre med at levere sine onlineformidlingstjenester til en given erhvervsbruger, bør denne meddelelsesfrist imidlertid ikke finde anvendelse.
Tilsvarende bør meddelelsesfristen på 30 dage ikke gælde, hvis en udbyder af onlineformidlingstjenester påberåber sig rettigheder til ophør i henhold til national ret, som er i overensstemmelse med EU-retten, og som åbner mulighed for øjeblikkeligt ophør, når det ikke i lyset af sagens faktiske omstændigheder, og efter at have afvejet de to parters interesser mod hinanden, med rimelighed kan forventes af vedkommende, at denne opretholder kontraktforholdet indtil udløbet af den aftalte frist eller indtil meddelelsesfristens udløb.
Endelig bør meddelelsesfristen på 30 dage ikke finde anvendelse, hvis en udbyder af onlineformidlingstjenester kan påvise gentagne overtrædelser af vilkår og betingelser.
De forskellige undtagelser fra meddelelsesfristen på 30 dage kan navnlig opstå i forbindelse med ulovligt eller upassende indhold, sikkerheden ved en vare eller tjeneste, forfalskning, svig, malware, spam, brud på datasikkerheden, andre cybersikkerhedsrisici eller varens eller tjenesteydelsens egnethed til mindreårige.
For at sikre proportionalitet bør udbydere af onlineformidlingstjenester, hvis det er rimeligt og teknisk muligt, udelukkende fjerne en erhvervsbrugers individuelle varer eller tjenesteydelser.
Fuldstændigt ophør af onlineformidlingstjenester udgør den alvorligste foranstaltning.
- = -
(44) Forskellige faktorer såsom begrænsede finansielle midler, en frygt for gengældelse og eksklusive valg af lovgivning og værneting i vilkår og betingelser kan begrænse effektiviteten af de eksisterende retslige klagemuligheder, navnlig dem, der kræver, at erhvervsbrugere eller virksomhedswebstedsbrugere handler individuelt og gennemsigtigt.
For at sikre en effektiv anvendelse af denne forordning bør organisationer og foreninger, der repræsenterer erhvervsbrugere eller virksomhedswebstedsbrugere, samt visse offentlige organer i medlemsstaterne gives mulighed for at indbringe en sag for nationale domstole i overensstemmelse med national ret, herunder nationale procedurekrav.
Sådanne sagsanlæg ved nationale domstole bør sigte mod at standse eller forbyde overtrædelser af de regler, der er fastsat i denne forordning, og mod at forhindre fremtidig skade, der kan underminere bæredygtige forretningsforhold inden for onlineplatformsøkonomien.
For at sikre, at sådanne organisationer eller foreninger kan udøve denne ret effektivt og på en hensigtsmæssig måde, bør de opfylde visse kriterier.
De skal navnlig være retmæssigt oprettet i henhold til en medlemsstats ret, være af almennyttig karakter og forfølge deres mål på en vedvarende måde.
Disse krav bør forhindre enhver ad hoc-oprettelse af organisationer eller foreninger med henblik på en specifik sag eller specifikke sager eller med gevinst for øje.
Endvidere bør det sikres, at der ikke sker nogen utilbørlig påvirkning fra nogen tredjepartsleverandører af finansiering i forbindelse med disse organisationers eller foreningers beslutningstagning.
- = -