search


keyboard_tab EIDAS 2014/0910 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2014/0910 DA cercato: 'måde' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


just index måde:


whereas måde:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 606

 

Artikel 3

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

1)   »elektronisk identifikation«: det at bruge personidentifikationsdata i elektronisk form, der entydigt repræsenterer enten en fysisk eller juridisk person eller en fysisk person, der repræsenterer en juridisk person

2)   »elektronisk identifikationsmiddel«: en materiel og/eller immateriel enhed, der indeholder personidentifikationsdata, og som bruges til autentifikation i forbindelse med en onlinetjeneste

3)   »personidentifikationsdata«: et sæt data, der gør det muligt at fastslå identiteten på en fysisk eller juridisk person eller en fysisk person, der repræsenterer en juridisk person

4)   »elektronisk identifikationsordning«: et system til elektronisk identifikation, under hvilket der udstedes elektroniske identifikationsmidler til fysiske eller juridiske eller fysiske personer, der repræsenterer juridiske personer

5)   »autentifikation«: en elektronisk proces, der muliggør bekræftelse af den elektroniske identifikation af en fysisk eller juridisk person eller oprindelsen og integriteten af data i elektronisk form

6)   »modtagerpart«: en fysisk eller juridisk person, der er afhængig af en elektronisk identifikations- eller tillidstjeneste

7)   »offentlig myndighed«: en statslig, regional eller lokal myndighed, et offentligretligt organ eller en sammenslutning af en eller flere af disse myndigheder eller et eller flere af disse offentligretlige organer eller en privat enhed med mandat fra mindst en af disse myndigheder, organer eller sammenslutninger til at udbyde offentlige tjenester, når den optræder i henhold til et sådant mandat

8)   »offentligretligt organ«: et organ som defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 4), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU (15)

9)   »underskriver«: en fysisk person, der genererer en elektronisk signatur

10)   »elektronisk signatur«: data i elektronisk form, der er vedhæftet eller logisk tilknyttet andre data i elektronisk form, og som anvendes af underskriveren til at skrive under med

11)   »avanceret elektronisk signatur«: en elektronisk signatur, der opfylder kravene i artikel 26

12)   »kvalificeret elektronisk signatur«: en avanceret elektronisk signatur, der er genereret af et kvalificeret elektronisk signaturgenereringssystem og baseret på et kvalificeret certifikat for elektroniske signaturer

13)   »elektroniske signaturgenereringsdata«: entydige data, som anvendes af underskriveren til at generere en elektronisk signatur

14)   »certifikat for elektronisk signatur«: en elektronisk attestering, som knytter elektroniske signaturvalideringsdata til en fysisk person og mindst bekræfter denne persons navn eller pseudonym

15)   »kvalificeret certifikat for elektronisk signatur«: et certifikat for elektroniske signaturer, som er udstedt af en kvalificeret tillidstjenesteudbyder og opfylder kravene i bilag I

16)   »tillidstjeneste«: en elektronisk tjeneste, der normalt udføres mod betaling, og som består af:

a)

generering, kontrol og validering af elektroniske signaturer, elektroniske segl eller elektroniske tidsstempler, elektroniske registrerede leveringstjenester og certifikater relateret til disse tjenester, eller

b)

generering, kontrol og validering af certifikater for webstedsautentifikation, eller

c)

bevaring af elektroniske signaturer, segl eller certifikater relateret til disse tjenester

17)   »kvalificeret tillidstjeneste«: en tillidstjeneste, der opfylder de krav, der er fastsat i denne forordning

18)   »overensstemmelsesvurderingsorgan«: et organ som defineret i artikel 2, nr. 13), i forordning (EF) nr. 765/2008, der er akkrediteret i overensstemmelse med nævnte forordning med kompetence til at udføre overensstemmelsesvurderinger af en kvalificeret tillidstjenesteudbyder og de kvalificerede tillidstjenester, den udbyder

19)   »tillidstjenesteudbyder«: en fysisk eller juridisk person, der udbyder en eller flere tillidstjenester, som enten en kvalificeret eller ikkekvalificeret tillidstjenesteudbyder

20)   »kvalificeret tillidstjenesteudbyder«: en tillidstjenesteudbyder, der udbyder en eller flere kvalificerede tillidstjenester og har fået tildelt status som kvalificeret tillidstjenesteudbyder af tilsynsorganet

21)   »produkt«: hardware eller software eller relevante hardware- eller softwarekomponenter, som er beregnet til at blive brugt til levering af tillidstjenester

22)   »elektronisk signaturgenereringssystem«: konfigureret software eller hardware, der bruges til at generere en elektronisk signatur

23)   »kvalificeret elektronisk signaturgenereringssystem«: et elektronisk signaturgenereringssystem, der opfylder kravene i bilag II

24)   »forseglende part«: en juridisk person, der genererer et elektronisk segl

25)   »elektronisk segl«: data i elektronisk form, der er vedhæftet eller logisk tilknyttet andre data i elektronisk form, og som giver sikkerhed for disse tilknyttede datas oprindelse og integritet

26)   »avanceret elektronisk segl«: et elektronisk segl, der opfylder kravene fastsat i artikel 36

27)   »kvalificeret elektronisk segl«: et avanceret elektronisk segl, der er genereret af et kvalificeret elektronisk seglgenereringssystem, og som er baseret på et kvalificeret certifikat for elektroniske segl

28)   »elektroniske seglgenereringsdata«: entydige data, som anvendes af den forseglende part til at generere et elektronisk segl

29)   »certifikat for elektronisk segl«: en elektronisk attestering, som knytter elektroniske seglvalideringsdata til en fysisk person og bekræfter denne persons navn

30)   »kvalificeret certifikat for elektronisk segl«: et certifikat for et elektronisk segl, som er udstedt af en kvalificeret tillidstjenesteudbyder og opfylder kravene i bilag III

31)   »elektronisk seglgenereringssystem«: konfigureret software eller hardware, der bruges til at generere et elektronisk segl

32)   »kvalificeret elektronisk seglgenereringssystem«: et elektronisk seglgenereringssystem, der med de fornødne ændringer opfylder kravene i bilag II

33)   »elektronisk tidsstempel«: data i elektronisk form, der forbinder andre data i elektronisk form med et bestemt tidspunkt og udgør bevis for, at disse andre data eksisterede på det pågældende tidspunkt

34)   »kvalificeret elektronisk tidsstempel«: et elektronisk tidsstempel, der opfylder kravene i artikel 42

35)   »elektronisk dokument«: al form for indhold, der er lagret i elektronisk form, især som tekst eller lyd eller i visuel eller audiovisuel form

36)   »elektronisk registreret leveringstjeneste«: en tjeneste, der gør det muligt at sende data mellem tredjeparter ad elektronisk vej og dokumenterer behandlingen af de sendte data, herunder leverer bevis for afsendelse og modtagelse af dataene, og som beskytter de sendte data mod tab, tyveri, beskadigelse og uautoriseret ændring

37)   »kvalificeret elektronisk registreret leveringstjeneste«: en elektronisk registreret leveringstjeneste, der opfylder kravene i artikel 44

38)   »certifikat for webstedsautentifikation«: en attestering, der gør det muligt at autentificere et websted og knytter webstedet til den fysiske eller juridiske person, som certifikatet er udstedt til

39)   »kvalificeret certifikat for webstedsautentifikation«: et certifikat for webstedsautentifikation, der er udstedt af en kvalificeret tillidstjenesteudbyder og opfylder kravene i bilag IV

40)   »valideringsdata«: data, der bruges til at validere en elektronisk signatur eller et elektronisk segl

41)   »validering«: en fremgangsmåde til at kontrollere og bekræfte gyldigheden af en elektronisk signatur eller et elektronisk segl.

Artikel 10

Sikkerhedsbrud

1.   Er enten en anmeldt elektronisk identifikationsordning i henhold til artikel 9, stk. 1, eller en autentifikation, jf. artikel 7, litra f), udsat for sikkerhedsbrud eller delvist kompromitteres på en måde, som har indvirkning på pålideligheden af den grænseoverskridende autentifikation i denne ordning, suspenderer eller tilbagekalder den anmeldende medlemsstat omgående den pågældende grænseoverskridende autentifikation eller de pågældende kompromitterede dele og underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen herom.

2.   Når sikkerhedsbruddet eller kompromitteringen i stk. 1 afhjælpes, genopretter den anmeldende medlemsstat den grænseoverskridende autentifikation og underretter hurtigst muligt de øvrige medlemsstater og Kommissionen herom.

3.   Afhjælpes sikkerhedsbruddet eller kompromitteringen som omhandlet i stk. 1 ikke inden for tre måneder efter suspensionen eller spærringen, underretter den anmeldende medlemsstat de øvrige medlemsstater og Kommissionen om tilbagekaldelsen af den elektroniske identifikationsordning.

Kommissionen offentliggør hurtigst muligt de nødvendige ændringer til listen, jf. artikel 9, stk. 2, i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 18

Gensidig bistand

1.   Tilsynsorganerne skal samarbejde med henblik på at udveksle god praksis.

Et tilsynsorgan skal efter modtagelsen af en begrundet anmodning fra et andet tilsynsorgan yde det pågældende organ bistand, således at tilsynsorganernes arbejde kan udføres på en ensartet måde. Den gensidige bistand kan navnlig omfatte anmodninger om oplysninger og tilsynsforanstaltninger, f.eks. anmodninger om at foretage inspektioner i forbindelse med de overensstemmelsesvurderingsrapporter, der er omhandlet i artikel 20 og 21.

2.   Et tilsynsorgan, der modtager en anmodning om bistand, kan afvise denne anmodning med en af følgende begrundelser:

a)

tilsynsorganet er ikke kompetent til at yde den bistand, der anmodes om

b)

anmodningen om bistand står ikke i rimeligt forhold til tilsynsorganets tilsynsvirksomhed udført i overensstemmelse med artikel 17

c)

det ville være uforeneligt med denne forordning at yde den bistand, der anmodes om.

3.   Når det er hensigtsmæssigt, kan medlemsstaterne tillade, at deres respektive tilsynsorganer i fællesskab gennemfører undersøgelser, hvor personale fra andre medlemsstaters tilsynsorganer deltager. Reglerne for og fremgangsmåden ved sådanne fælles aktioner skal aftales og fastlægges af de berørte medlemsstater i overensstemmelse med deres nationale ret.

Artikel 23

EU-tillidsmærket for kvalificerede tillidstjenester

1.   Efter at status som kvalificeret tillidstjenesteudbyder, jf. artikel 21, stk. 2, andet afsnit, er blevet angivet på den i artikel 22, stk. 1, omhandlede positivliste, kan kvalificerede tillidstjenesteudbydere anvende EU-tillidsmærket for på en enkel, genkendelig og klar måde at angive, hvilke kvalificerede tillidstjenester de udbyder.

2.   Når EU-tillidsmærket anvendes for de i stk. 1 omhandlede kvalificerede tillidstjenester, skal de kvalificerede tillidstjenesteudbydere sikre, at der på deres websted findes et link til den relevante positivliste.

3.   Senest den 1. juli 2015 fastlægger Kommissionen ved hjælp af gennemførelsesretsakter specifikationer med hensyn til formen og navnlig præsentationsformen, sammensætningen, størrelsen og udformningen af EU-tillidsmærket for kvalificerede tillidstjenester. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 48, stk. 2.

Artikel 24

Krav til kvalificerede tillidstjenesteudbydere

1.   Når en kvalificeret tillidstjenesteudbyder udsteder et kvalificeret certifikat for en tillidstjeneste, skal vedkommende med hensigtsmæssige midler og i overensstemmelse med national ret kontrollere identiteten og eventuelt særlige kendetegn ved den fysiske eller juridiske person, som det kvalificerede certifikat udstedes til.

Oplysningerne i første afsnit kontrolleres af den kvalificerede tillidstjenesteudbyder enten direkte eller via en tredjemand i overensstemmelse med national ret:

a)

ved fysisk tilstedeværelse af den fysiske person eller den bemyndigede repræsentant for den juridiske person, eller

b)

uden fysisk tilstedeværelse ved hjælp af elektroniske identifikationsmidler, hvortil der forud for udstedelsen af et kvalificeret certifikat var sikret en fysisk tilstedeværelse af den fysiske person eller af en bemyndiget repræsentant for den juridiske person, og som lever op til kravene i artikel 8 med hensyn til sikringsniveauet »betydelig« eller »høj«, eller

c)

ved hjælp af et certifikat af en kvalificeret elektronisk signatur eller af et kvalificeret elektronisk segl udstedt i overensstemmelse med litra a) eller b), eller

d)

ved hjælp af andre identifikationsmetoder anerkendt på nationalt plan, som giver en sikkerhed, der for så vidt angår pålidelighed svarer til fysisk tilstedeværelse. Den tilsvarende sikkerhed skal bekræftes af et overensstemmelsesvurderingsorgan.

2.   En kvalificeret tillidstjenesteudbyder, der udbyder kvalificerede tillidstjenester, skal:

a)

informere tilsynsorganet om ændringer i udbuddet af dennes kvalificerede tillidstjenester og om dennes hensigt om at ophøre med denne virksomhed

b)

beskæftige personale, og eventuelt underleverandører, der har den nødvendige ekspertviden og troværdighed og de nødvendige erfaringer, og kvalifikationer, og som har fået tilstrækkelig uddannelse i reglerne for sikkerhed og beskyttelse af personoplysninger og skal anvende administrative og ledelsesmæssige procedurer i overensstemmelse med europæiske eller internationale standarder

c)

i forbindelse med erstatningsansvaret for skader, have tilstrækkelige økonomiske ressourcer til rådighed, jf. artikel 13, og/eller anskaffe en passende ansvarsforsikring i overensstemmelse med national ret

d)

på en klar og let forståelig måde underrette de personer, der ønsker at gøre brug af en kvalificeret tillidstjeneste, om de nøjagtige vilkår for brugen af denne tjeneste, herunder eventuelle begrænsninger i brugen heraf, inden de indgår i et kontraktforhold

e)

anvende pålidelige systemer og produkter, som er beskyttet mod ændringer, og sikre den tekniske sikkerhed og pålidelighed i de processer, som disse systemer og produkter understøtter

f)

benytte pålidelige systemer til opbevaring af de data, den kvalificerede tillidstjenesteudbyder modtager, i kontrollerbar form, således at

i)

de kun er offentligt tilgængelige i de tilfælde, hvor den person, som dataene vedrører, har givet sit samtykke

ii)

kun bemyndigede personer kan foretage tilføjelser til og ændringer af de opbevarede data

iii)

dataenes ægthed kan kontrolleres

g)

træffe passende foranstaltninger imod forfalskning og tyveri af data

h)

i en rimelig periode registrere alle relevante oplysninger om de data, den kvalificerede tillidstjenesteudbyder har udstedt og modtaget, og sørge for, at de er tilgængelige, herunder efter at den kvalificerede tillidstjenesteudbyder har indstillet sin virksomhed, navnlig for at kunne fremlægge bevis i retssager og for at garantere tjenestens kontinuitet. Denne registrering kan ske elektronisk

i)

have en ajourført plan i tilfælde af virksomhedsafbrydelse for at sikre tjenestens kontinuitet i overensstemmelse med de bestemmelser, som tilsynsorganer kontrollerer i medfør af artikel 17, stk. 4, litra i)

j)

sikre, at personoplysninger behandles lovligt i overensstemmelse med direktiv 95/46/EF

k)

oprette og ajourføre en certifikatdatabase, når den kvalificerede tillidstjenesteudbyder udsteder kvalificerede certifikater.

3.   Vælger en kvalificeret tillidstjenesteudbyder, der udsteder kvalificerede certifikater, at spærre et certifikat, skal denne registrere en sådan spærring i sin certifikatdatabase og offentliggøre spærringen af certifikatet i god tid, og under alle omstændigheder inden for 24 timer efter modtagelsen af anmodningen. Spærringen træder i kraft straks efter offentliggørelsen.

4.   Med hensyn til stk. 3 skal kvalificerede tillidstjenesteudbydere, der udsteder kvalificerede certifikater, stille oplysninger om certifikaternes gyldighed eller spærring til rådighed for alle modtagerparter. Disse oplysninger skal som minimum for et certifikat ad gangen være automatisk og gratis tilgængelige til enhver tid og ud over gyldighedsperioden på pålidelig og effektiv vis.

5.   Kommissionen kan ved hjælp af gennemførelsesretsakter opstille referencenumre på standarder for pålidelige systemer og produkter, som opfylder kravene i stk. 2, litra e) og f), i nærværende artikel. Pålidelige systemer og produkter, der opfylder disse standarder, formodes at overholde kravene i nærværende artikel. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 48, stk. 2.

AFDELING 4

Elektroniske signaturer

Artikel 26

Kravene til avancerede elektroniske signaturer

En avanceret elektronisk signatur skal opfylde følgende krav:

a)

den er entydigt knyttet til underskriveren

b)

den kan identificere underskriveren

c)

den genereres ved hjælp af elektroniske signaturgenereringsdata, som underskriveren med en høj grad af tillid kan anvende og har fuld kontrol med, og

d)

den er knyttet til de data, som er underskrevet med den, på en sådan måde, at en hvilken som helst senere ændring af disse data kan opdages.

Artikel 36

Krav til avancerede elektroniske segl

Et avanceret elektronisk segl skal opfylde følgende krav:

a)

det er entydigt knyttet til den forseglende part

b)

det kan identificere den forseglende part

c)

det genereres ved hjælp af elektroniske seglgenereringsdata, som den forseglende part med en høj grad af tillid og fuld kontrol kan anvende til at generere elektroniske segl, og

d)

det er knyttet til de data, som det vedrører, på en sådan måde, at en hvilken som helst senere ændring af disse data kan opdages.

Artikel 42

Krav til kvalificerede elektroniske tidsstempler

1.   Kvalificerede elektroniske tidsstempler skal opfylde følgende krav:

a)

de forbinder dato og tidspunkt med data på en sådan måde, at det med rimelighed udelukker muligheden for at ændre dataene, uden at det opdages

b)

de bygger på en præcis tidskilde forbundet med koordineret universaltid, og

c)

de er forsynet med den kvalificerede tillidstjenesteudbyders avancerede elektroniske signatur eller forseglet med dennes avancerede elektroniske segl eller med en anden tilsvarende metode.

2.   Kommissionen kan ved hjælp af gennemførelsesretsakter opstille referencenumre på standarder for forbindelsen af dato og tidspunkt med data og for brug af nøjagtige tidskilder. Forbindelsen af dato og tidspunkt med data og nøjagtige tidskilder, der opfylder disse standarder, formodes at overholde kravene i stk. 1. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 48, stk. 2.

AFDELING 7

Elektroniske registrerede leveringstjenester

Artikel 44

Krav til kvalificerede elektroniske registrerede leveringstjenester

1.   Kvalificerede elektroniske registrerede leveringstjenester skal opfylde følgende krav:

a)

de udbydes af en eller flere kvalificerede tillidstjenesteudbydere

b)

de sikrer med en høj grad af tillid identifikation af afsenderen

c)

de sikrer forud for levering af dataene identifikation af modtageren

d)

afsendelsen og modtagelsen af data er beskyttet af en kvalificeret tillidstjenesteudbyders avancerede elektroniske signatur eller avancerede elektroniske segl på en sådan måde, at det er umuligt at ændre dataene, uden at det opdages

e)

hvis det er nødvendigt at ændre dataene, for at de kan sendes eller modtages, angives dette klart over for afsenderen og modtageren af dataene

f)

datoen og tidspunktet for afsendelse, modtagelse og en eventuel ændring af data angives ved hjælp af et kvalificeret elektronisk tidsstempel.

Overføres dataene mellem to eller flere kvalificerede tillidstjenesteudbydere, gælder kravene i litra a)-f) for samtlige kvalificerede tillidstjenesteudbydere.

2.   Kommissionen kan ved hjælp af gennemførelsesretsakter opstille referencenumre på standarder for dataafsendelses- og -modtagelsesprocesser. En dataafsendelses- og -modtagelsesproces, der opfylder disse standarder, formodes at overholde kravene i stk. 1. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 48, stk. 2.

AFDELING 8

Webstedsautentifikation


whereas









keyboard_arrow_down