keyboard_tab EIDAS 2014/0910 DA

(18) Denne forordning bør fastsætte det erstatningsansvar, der påhviler den anmeldende medlemsstat, den part, der udsteder det elektroniske identifikationsmiddel, og den part, der udfører autentifikationsproceduren, hvis de ikke opfylder de relevante forpligtelser i henhold til denne forordning.

  Denne forordning bør imidlertid anvendes i overensstemmelse med nationale regler om erstatningsansvar.

  Derfor berører den ikke de nationale regler, der handler om f.eks.

  definition af skadeserstatning eller relevante gældende procedureregler, herunder bevisbyrden.

(21) Denne forordning bør også fastlægge en generel lovramme for brug af tillidstjenester.

  Der bør dog ikke indføres en generel pligt til at bruge dem eller til at oprette et adgangspunkt for alle eksisterende tillidstjenester.

  Den bør navnlig ikke omfatte levering af tjenester, der udelukkende anvendes i lukkede systemer mellem et defineret sæt deltagere, der ikke har virkning over for tredjemand.

  For eksempel bør systemer, der er oprettet i virksomheder eller offentlige forvaltninger til styring af interne procedurer ved brug af tillidstjenester, ikke være omfattet af kravene i denne forordning.

  Kun tillidstjenester, der udbydes til offentligheden, og som har virkning over for tredjemand, bør opfylde kravene i denne forordning.

  Denne forordning bør heller ikke omfatte aspekter i forbindelse med indgåelse og gyldighed af kontrakter eller andre retlige forpligtelser, som ifølge national ret eller EU-ret er undergivet formkrav.

  Den bør heller ikke berøre nationale formkrav til offentlige registre, navnlig handelsregistre og tingbøger.

(28) For at styrke især de små og mellemstore virksomheders (SMV'er) og forbrugernes tillid til det indre marked og fremme brugen af tillidstjenester og -produkter bør begreberne kvalificerede tillidstjenester og kvalificeret tillidstjenesteudbyder indføres med henblik på at opstille krav og forpligtelser, der skal sikre et højt niveau af sikkerhed for alle de tillidstjenester og –produkter, der benyttes eller udbydes.

(29) I overensstemmelse med forpligtelserne i De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder, der blev godkendt ved Rådets afgørelse 2010/48/EF (8), særlig artikel 9 i konventionen, bør handicappede have mulighed for at benytte tillidstjenester og slutbrugerprodukter, der bruges til levering af disse tjenester, på lige fod med andre forbrugere.

  Derfor bør tillidstjenester og slutbrugerprodukter, der bruges til levering af disse tjenester, så vidt muligt være tilgængelige for handicappede.

  Gennemførlighedsvurderingen bør bl.a.

  omfatte tekniske og økonomiske hensyn.

(37) Denne forordning bør fastsætte alle tillidstjenesteudbyderes erstatningsansvar.

  Den indfører navnlig en erstatningsansvarsordning, hvorefter alle tillidstjenesteudbydere bør være erstatningsansvarlige for skader forvoldt mod en fysisk eller juridisk person på grund af manglende opfyldelse af denne forordnings forpligtelser.

  For at lette vurderingen af de økonomiske risici, som tillidstjenesteudbydere måske skal bære, eller som de bør forsikre sig imod, giver denne forordning tillidstjenesteudbydere mulighed for på visse betingelser at fastsætte begrænsninger i brugen af de tjenester, som de udbyder, og for at fralægge sig erstatningsansvaret for skader som følge af en brug af tjenesterne, der går videre end disse begrænsninger.

  Kunderne bør underrettes behørigt om begrænsningerne på forhånd.

  Disse begrænsninger bør være klare for en tredjepart, f.eks.

  ved oplysninger om begrænsningerne i vilkårene for den ydede tjeneste eller på andre tydelige måder.

  Med henblik på at gennemføre disse principper bør denne forordning anvendes i overensstemmelse med de nationale bestemmelser om erstatningsansvar.

  Denne forordning berører derfor ikke disse nationale bestemmelser om f.eks.

  definition af skadeserstatning, forsæt, uagtsomhed eller relevante gældende procedurebestemmelser.

(62) Med henblik på at garantere kvalificerede elektroniske tidsstemplers sikkerhed bør denne forordning kræve, at der anvendes et avanceret elektronisk segl eller en avanceret elektronisk signatur eller andre tilsvarende metoder.

  Det kan forventes, at innovation kan føre til nye teknologier, som kan sikre et tilsvarende sikkerhedsniveau for tidsstempler.

  Når der anvendes en anden metode end avancerede elektroniske segl eller avancerede elektroniske signaturer, bør det påhvile den kvalificerede tillidstjenesteudbyder i overensstemmelsesvurderingsrapporten at godtgøre, at denne metode giver et tilsvarende sikkerhedsniveau og opfylder forpligtelserne i denne forordning.

(67) Webstedsautentifikationstjenester giver besøgende på et websted sikkerhed for, at der står en ægte og legitim enhed bag webstedet.

  Disse tjenester bidrager til at opbygge tilliden i forbindelse med onlineforretninger, da brugerne vil have tillid til et websted, som er autentificeret.

  Ydelse og brug af webstedsautentifikationstjenester er helt frivillig.

  For at webstedsautentifikation kan blive et middel til at fremme tilliden ved at give brugerne en bedre oplevelse og stimulere vækst på det indre marked bør denne forordning dog fastlægge minimumsforpligtelser for tjenesteudbyderne og deres tjenester med hensyn til sikkerhed og erstatningsansvar.

  Med henblik herpå er der taget hensyn til resultaterne af igangværende industriledede initiativer, f.eks.

  Certification Authorities/Browser Forum — CA/Browser Forum.

  Desuden bør denne forordning ikke hindre brugen af andre midler eller metoder til autentifikation af et websted, der ikke er omfattet af denne forordning, og bør heller ikke forhindre ydere af webstedsautentifikationstjenester i tredjelande i at yde deres tjenester til kunder i Unionen.

  En tjenesteudbyder i et tredjeland bør dog kun kunne få sine webstedsautentifikationstjenester anerkendt som kvalificerede i overensstemmelse med denne forordning, hvis der er indgået en international aftale mellem Unionen og det land, hvor tjenesteudbyderen er hjemmehørende.

(75) Anvendelsesdatoerne i denne forordning berører ikke eksisterende forpligtelser, som medlemsstaterne allerede har indgået i henhold til EU-retten, navnlig i henhold til direktiv 2006/123/EF.