keyboard_tab EIDAS 2014/0910 DA

(8) Ifølge Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF (5) skal medlemsstaterne oprette »kvikskranker« for at sikre, at samtlige procedurer og formaliteter i forbindelse med adgangen til at optage og udøve servicevirksomhed kan afvikles uden besvær, på afstand og ad elektronisk vej via den berørte kvikskranke og de kompetente myndigheder.

  Mange af de onlinetjenester, der er tilgængelige via kvikskranker, kræver elektronisk identifikation, autentifikation og signatur.

(10) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/24/EU (6) etablerer et netværk mellem de nationale myndigheder, der er ansvarlige for e-sundhed.

  For at øge sikkerheden og kontinuiteten i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser skal netværket udarbejde retningslinjer for adgang til elektroniske sundhedsoplysninger og –ydelser på tværs af grænserne og blandt andet støtte »fælles identifikations- og autentifikationsforanstaltninger for at gøre det lettere at overføre data ved grænseoverskridende sundhedsydelser«.

  Gensidig anerkendelse af elektronisk identifikation og autentifikation er afgørende for, at sundhedsydelser for Europas borgere på tværs af grænserne bliver en realitet.

  Når borgerne tager til udlandet for at få lægebehandling, skal deres medicinske data være tilgængelige i det land, hvor de skal behandles.

  Dette kræver en solid og sikker ramme for elektronisk identifikation, som de berørte parter har tillid til.

(11) Denne forordning bør anvendes under fuld overholdelse af principperne vedrørende beskyttelse af personoplysninger i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF (7).

  For så vidt angår princippet om gensidig anerkendelse i denne forordning bør autentifikation i forbindelse med en onlinetjeneste derfor kun omfatte behandling af de identifikationsdata, der er tilstrækkelige, relevante og ikke omfatter mere, end hvad der kræves for at give adgang til den pågældende onlinetjeneste.

  Desuden bør tillidstjenesteudbydere og tilsynsorganer opfylde kravene i direktiv 95/46/EF om fortrolighed og behandlingssikkerhed.

(12) Et af formålene med denne forordning er at fjerne de eksisterende hindringer for grænseoverskridende brug af elektroniske identifikationsmidler, der benyttes i medlemsstaterne for som minimum at autentificere offentlige tjenester.

  Forordningen har ikke til formål at gribe ind for så vidt angår de elektroniske identitetsforvaltningssystemer og dermed forbundne infrastrukturer, der er etableret i medlemsstaterne.

  Målet med denne forordning er at sørge for, at der findes sikker elektronisk identifikation og autentifikation, der gør det muligt at få adgang til grænseoverskridende onlinetjenester, som medlemsstaterne udbyder.

(13) Medlemsstaterne bør fortsat frit kunne anvende eller indføre midler med henblik på elektronisk identifikation for adgang til onlinetjenester.

  De bør også selv kunne bestemme, om den private sektor skal være med til at udbyde disse midler.

  Medlemsstaterne bør ikke være forpligtet til at anmelde deres elektroniske identifikationsordninger til Kommissionen.

  Valget mellem at anmelde alle, nogle eller ingen af de elektroniske identifikationsordninger, der anvendes på nationalt plan til som minimum at få adgang til offentlige onlinetjenester eller specifikke tjenester, til Kommissionen bør være op til medlemsstaterne.

(14) Denne forordning bør indeholde visse betingelser for, hvilke elektroniske identifikationsmidler der skal anerkendes, og for, hvordan de elektroniske identifikationsordninger bør anmeldes.

  Betingelserne bør hjælpe medlemsstaterne til at opbygge den nødvendige tillid til hinandens elektroniske identifikationsordninger og til gensidigt at anerkende elektroniske identifikationsmidler, der er omfattet af de anmeldte ordninger.

  Princippet om gensidig anerkendelse bør følges, hvis den anmeldende medlemsstats elektroniske identifikationsordning opfylder anmeldelsesbetingelserne, og hvis anmeldelsen har været offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende.

  Dog bør princippet om gensidig anerkendelse kun gælde for autentifikation i forbindelse med en onlinetjeneste.

  adgangen til disse onlinetjenester og den endelige levering af tjenesterne til parter, der anmoder herom, bør afhænge nøje af retten til at modtage sådanne tjenester i henhold til betingelserne i den nationale lovgivning.

(15) Pligten til at anerkende elektroniske identifikationsmidler bør kun vedrøre de midler, hvis identitetssikringsniveau svarer til eller er højere end det niveau, der kræves for den pågældende onlinetjeneste.

  Desuden bør pligten kun gælde, når den pågældende offentlige myndighed anvender sikringsniveauet »betydelig« eller »høj« i forbindelse med adgang til den pågældende onlinetjeneste.

  Medlemsstaterne bør i overensstemmelse med EU-retten frit kunne anerkende elektroniske identifikationsmidler, der har lavere identitetssikringsniveauer.

(17) Medlemsstaterne bør tilskynde den private sektor til frivilligt at anvende elektroniske identifikationsmidler, der er omfattet af en anmeldt ordning, til identifikationsformål, når dette er nødvendigt med henblik på onlinetjenester eller elektroniske transaktioner.

  Muligheden for at anvende sådanne elektroniske identifikationsmidler vil betyde, at den private sektor kan benytte sig af elektronisk identifikation og autentifikation, der allerede anvendes i vid udstrækning i mange medlemsstater, i det mindste til offentlige tjenester, og gøre det lettere for virksomhederne og borgerne at få adgang til deres onlinetjenester på tværs af grænserne.

  For at gøre det lettere for den private sektor at bruge sådanne elektroniske identifikationsmidler på tværs af grænserne bør den autentifikationsmulighed, som en medlemsstat udbyder, stilles til rådighed for modtagerparter i den private sektor, der er hjemmehørende uden for medlemsstatens område, på samme betingelser, som gælder for modtagerparter i den private sektor, der er hjemmehørende i medlemsstaten.

  Med hensyn til modtagerparter i den private sektor kan den anmeldende medlemsstat fastsætte betingelser for adgang til autentifikationsmidlerne.

  Disse adgangsbetingelser kan omfatte oplysninger om, at autentifikationsmidlerne i tilknytning til den anmeldte ordning ikke i øjeblikket er til rådighed for modtagerparter i den private sektor.

(21) Denne forordning bør også fastlægge en generel lovramme for brug af tillidstjenester.

  Der bør dog ikke indføres en generel pligt til at bruge dem eller til at oprette et adgangspunkt for alle eksisterende tillidstjenester.

  Den bør navnlig ikke omfatte levering af tjenester, der udelukkende anvendes i lukkede systemer mellem et defineret sæt deltagere, der ikke har virkning over for tredjemand.

  For eksempel bør systemer, der er oprettet i virksomheder eller offentlige forvaltninger til styring af interne procedurer ved brug af tillidstjenester, ikke være omfattet af kravene i denne forordning.

  Kun tillidstjenester, der udbydes til offentligheden, og som har virkning over for tredjemand, bør opfylde kravene i denne forordning.

  Denne forordning bør heller ikke omfatte aspekter i forbindelse med indgåelse og gyldighed af kontrakter eller andre retlige forpligtelser, som ifølge national ret eller EU-ret er undergivet formkrav.

  Den bør heller ikke berøre nationale formkrav til offentlige registre, navnlig handelsregistre og tingbøger.