search


keyboard_tab Digital Service Act 2022/2065 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2022/2065 DA cercato: 'årlige' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


expand index årlige:

    KAPITEL I
    ALMINDELIGE BESTEMMELSER

    KAPITEL II
    UDBYDERE AF FORMIDLINGSTJENESTERS ANSVAR

    KAPITEL III
    DUE DILIGENCE-FORPLIGTELSER FOR ET GENNEMSIGTIGT OG SIKKERT ONLINEMILJØ

    AFDELING 1
    Bestemmelser, som finder anvendelse på alle udbydere af formidlingstjenester

    AFDELING 2
    Supplerende bestemmelser, som finder anvendelse på oplagringstjenester, herunder onlineplatforme

    AFDELING 3
    Supplerende bestemmelser, som finder anvendelse på udbydere af onlineplatforme

    AFDELING 4
    Supplerende bestemmelser, som finder anvendelse på udbydere af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende

    AFDELING 5
    Supplerende forpligtelser for udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner vedrørende styring af systemiske risici

    AFDELING 6
    Andre bestemmelser vedrørende due diligence-forpligtelser
  • 9 Art. 43 Tilsynsgebyr

  • KAPITEL IV
    GENNEMFØRELSE, SAMARBEJDE, SANKTIONER OG HÅNDHÆVELSE

    AFDELING 1
    Kompetente myndigheder og nationale koordinatorer for digitale tjenester
  • 2 Art. 52 Sanktioner

  • AFDELING 2
    Kompetencer, koordineret undersøgelse og sammenhængsmekanismer
  • 3 Art. 55 Aktivitetsrapporter

  • AFDELING 3
    Det Europæiske Råd for Digitale Tjenester

    AFDELING 4
    Tilsyn, undersøgelse, håndhævelse og overvågning i forbindelse med udbydere af meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner
  • 1 Art. 69 Beføjelse til at foretage kontrolbesøg
  • 1 Art. 74 Bøder

  • AFDELING 5
    Fælles bestemmelser om håndhævelse

    AFDELING 6
    Delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter

    KAPITEL V
    AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
  • 1 Art. 91 Evaluering


whereas årlige:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 551

 

Artikel 43

Tilsynsgebyr

1.   Kommissionen pålægger udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner et årligt tilsynsgebyr ved deres udpegelse i henhold til artikel 33.

2.   De samlede årlige tilsynsgebyrer skal dække Kommissionens anslåede omkostninger i forbindelse med dens tilsynsopgaver i henhold til denne forordning, navnlig omkostninger i forbindelse med udpegelsen i henhold til artikel 33, oprettelse, vedligeholdelse og drift af databasen i henhold til artikel 24, stk. 5, og informationsudvekslingssystemet i henhold til artikel 85, henvisninger i henhold til artikel 59, støtte til rådet i henhold til artikel 62 og tilsynsopgaverne i henhold til artikel 56 og kapitel IV, afdeling 4.

3.   Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner pålægges en årlig tilsynsafgift for hver tjeneste, for hvilken de er blevet udpeget i henhold til artikel 33.

Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter, der fastsætter størrelsen af det årlige tilsynsgebyr for hver udbyder af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner. Ved vedtagelsen af disse gennemførelsesretsakter anvender Kommissionen metodologien fastsat i den i nærværende artikels stk. 4 omhandlede delegerede retsakt og overholder principperne fastsat i nærværende artikels stk. 5. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter rådgivningsproceduren i artikel 88.

4.   Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 87, der fastsætter den nærmere metode og procedurerne for:

a)

fastsættelsen af de anslåede omkostninger, der er omhandlet i stk. 2

b)

fastsættelsen af de individuelle årlige tilsynsgebyrer, der er omhandlet i stk. 5, litra b) og c)

c)

fastsættelsen af den maksimale samlede grænse, der er defineret i stk. 5, litra c), og

d)

de nødvendige nærmere ordninger for betalinger.

Ved vedtagelsen af disse delegerede retsakter overholder Kommissionen de principper, der er fastsat i nærværende artikels stk. 5.

5.   Den gennemførelsesretsakt, der er omhandlet i stk. 3, og den delegerede retsakt, der er omhandlet i stk. 4, skal overholde følgende principper:

a)

der tages ved vurderingen af det samlede beløb for det årlige tilsynsgebyr hensyn til omkostningerne i det foregående år

b)

det årlige tilsynsgebyr står i et rimeligt forhold til det gennemsnitlige antal månedlige aktive modtagere i Unionen for hver meget stor onlineplatform eller hver en meget stor onlinesøgemaskine, der er udpeget i henhold til artikel 33

c)

det samlede årlige tilsynsgebyr, der pålægges en given udbyder af en meget stor onlineplatform eller en meget stor søgemaskine, overstiger under ingen omstændigheder 0,05 % af dens globale årlige nettoindkomst i det foregående regnskabsår.

6.   De individuelle årlige tilsynsgebyrer, der opkræves i henhold til denne artikels stk. 1, udgør eksterne formålsbestemte indtægter i overensstemmelse med artikel 21, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 (41).

7.   Kommissionen aflægger årligt rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om de samlede omkostninger i forbindelse med udførelsen af opgaverne i henhold til denne forordning og det samlede beløb for de individuelle årlige tilsynsgebyrer, der er opkrævet i det foregående år.

AFDELING 6

Andre bestemmelser vedrørende due diligence-forpligtelser

Artikel 52

Sanktioner

1.   Medlemsstaterne fastsætter regler om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelser af denne forordning begået af udbydere af formidlingstjenester, der falder ind under deres kompetence, og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de anvendes i overensstemmelse med artikel 51.

2.   Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne giver Kommissionen meddelelse om disse regler og foranstaltninger og underretter den straks om senere ændringer, der berører dem.

3.   Medlemsstaterne sikrer, at maksimumsbeløbet for bøder, der kan pålægges for manglende overholdelse af en forpligtelse, der er fastsat i denne forordning, er 6 % af den pågældende udbyder af formidlingstjenesters årlige globale omsætning i det foregående regnskabsår. Medlemsstaterne sikrer, at maksimumsbeløbet for den bøde, der kan pålægges for afgivelse af urigtige, ufuldstændige eller vildledende oplysninger, manglende svar eller berigtigelse af urigtige, ufuldstændige eller vildledende oplysninger og undladelse af at underkaste sig kontrol er 1 % af den pågældende udbyder af formidlingstjenesters eller persons årlige indkomst eller globale omsætning i det foregående regnskabsår.

4.   Medlemsstaterne sikrer, at maksimumsbeløbet for tvangsbøder er 5 % af den pågældende udbyder af formidlingstjenesters gennemsnitlige daglige globale omsætning eller indkomst i det foregående regnskabsår pr. dag beregnet fra det i den pågældende afgørelse fastsatte tidspunkt.

Artikel 55

Aktivitetsrapporter

1.   Koordinatorerne for digitale tjenester udarbejder årlige rapporter om deres aktiviteter i henhold til denne forordning, herunder antallet af modtagne klager i henhold til artikel 53 og en oversigt over opfølgningen herpå. Koordinatorerne for digitale tjenester offentliggør de årlige rapporter i et maskinlæsbart format, under iagttagelse af de gældende fortrolighedsregler, jf. artikel 84, og fremsender dem til Kommissionen og rådet.

2.   Den årlige rapport skal også indeholde følgende oplysninger:

a)

antallet af og genstanden for påbud om at gribe ind over for ulovligt indhold og påbud om at give oplysninger udstedt i overensstemmelse med artikel 9 og 10 af en national judiciel eller administrativ myndighed i den medlemsstat, hvor koordinatoren for digitale tjenester er beliggende

b)

virkningerne af disse påbud som meddelt koordinatoren for digitale tjenester i henhold til artikel 9 og 10.

3.   Hvis en medlemsstat har udpeget flere kompetente myndigheder i henhold til artikel 49, sikrer den, at koordinatoren for digitale tjenester udarbejder en enkelt rapport, der dækker alle kompetente myndigheders aktiviteter, og at koordinatoren for digitale tjenester modtager alle relevante oplysninger og den nødvendige støtte fra de andre berørte kompetente myndigheder.

AFDELING 2

Kompetencer, koordineret undersøgelse og sammenhængsmekanismer

Artikel 69

Beføjelse til at foretage kontrolbesøg

1.   Med henblik på at udføre sine opgaver i henhold til denne afdeling kan Kommissionen foretage alle nødvendige kontrolbesøg i lokalerne hos den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller hos en anden person som omhandlet i artikel 67, stk. 1.

2.   De embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen til at udføre kontrolbesøg, har beføjelse til at:

a)

få adgang til alle lokaler, arealer og transportmidler tilhørende den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller den anden berørte person

b)

undersøge de bøger og andre optegnelser, der er forbundet med ydelsen af den pågældende tjeneste, uanset hvilket medie de er lagret på

c)

tage eller få kopi eller udskrift under enhver form af sådanne bøger eller andre optegnelser

d)

kræve, at den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller den anden berørte person giver adgang til og forklarer vedkommendes organisation, funktionsmåde, IT-system, algoritmer, databehandling og forretningspraksis og til at registrere eller dokumentere de afgivne forklaringer

e)

forsegle alle lokaler, der anvendes til formål forbundet med den berørte udbyder af den meget store onlineplatforms eller af den meget store onlinesøgemaskines eller den anden berørte persons erhverv, forretning, håndværk eller profession samt bøger eller andre optegnelser, i det tidsrum og i det omfang, det er nødvendigt for kontrolbesøget

f)

anmode enhver repræsentant for eller medarbejder hos den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller den anden berørte person om forklaringer på forhold eller dokumenter vedrørende genstanden for og formålet med kontrolbesøget og til at registrere svarene

g)

rette spørgsmål mod enhver sådan repræsentant eller medarbejder vedrørende kontrolbesøgets genstand og formål og til at registrere svarene.

3.   Kontrolbesøg kan foretages med bistand fra revisorer eller eksperter, der er udpeget af Kommissionen i henhold til artikel 72, stk. 2, samt fra koordinatoren for digitale tjenester eller de kompetente nationale myndigheder i den medlemsstat, på hvis område kontrolbesøget foretages.

4.   Hvis fremlæggelsen af de påkrævede bøger eller andre optegnelser i tilknytning til den ydede tjeneste er ufuldstændig, eller hvis svarene på de spørgsmål, der stilles i henhold til nærværende artikels stk. 2, er urigtige, ufuldstændige eller vildledende, udøver embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen til at foretage et kontrolbesøg, deres beføjelser efter fremlæggelse af en skriftlig tilladelse, der indeholder oplysninger om kontrolbesøgets genstand og formål og de i artikel 74 og 76 fastsatte sanktioner. Kommissionen underretter i god tid inden kontrolbesøget koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, på hvis område kontrolbesøget skal udføres, herom.

5.   Under kontrolbesøg kan de embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen, revisorerne og eksperterne udpeget af Kommissionen samt koordinatoren for digitale tjenester eller andre kompetente myndigheder i den medlemsstat, på hvis område kontrolbesøget udføres, kræve, at den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden berørt person redegør for vedkommendes organisation, funktionsmåde, IT-system, algoritmer, databehandling og forretningsadfærd, og rette spørgsmål mod dens nøglepersonale.

6.   Udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden berørt fysisk eller juridisk person er forpligtet til at underkaste sig et kontrolbesøg, der er beordret ved en afgørelse truffet af Kommissionen. Afgørelsen skal angive kontrolbesøgets genstand og formål, fastsætte tidspunktet for dets påbegyndelse og oplyse om de i artikel 74 og 76 fastsatte sanktioner og om retten til at få afgørelsen prøvet ved Den Europæiske Unions Domstol. Kommissionen skal høre koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, på hvis område kontrolbesøget skal gennemføres, inden den træffer sin afgørelse.

7.   Embedsmænd fra og andre personer, der er bemyndiget eller udpeget af koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, på hvis område kontrolbesøget skal udføres, skal efter anmodning fra denne koordinator for digitale tjenester eller Kommissionen aktivt bistå embedsmændene og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen, i forbindelse med kontrolbesøget. De har i denne forbindelse de i stk. 2 omhandlede beføjelser.

8.   Hvis embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen, finder, at den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller den anden berørte person modsætter sig et kontrolbesøg, der er beordret i henhold til denne artikel, skal den medlemsstat, på hvis område kontrolbesøget skal udføres, efter anmodning fra disse embedsmænd eller andre ledsagende personer og i overensstemmelse med medlemsstatens nationale ret yde disse den nødvendige bistand, herunder, hvis det er relevant i henhold til denne nationale ret, i form af tvangsforanstaltninger truffet af en kompetent retshåndhævende myndighed, således at de kan gennemføre kontrolbesøget.

9.   Hvis den bistand, der er omhandlet i stk. 8, kræver tilladelse fra en national judiciel myndighed i overensstemmelse med den pågældende medlemsstats nationale ret, skal koordinatoren for digitale tjenester i den pågældende medlemsstat anmode om en sådan tilladelse efter anmodning fra embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen. Der kan også ansøges om en sådan tilladelse som en sikkerhedsforanstaltning.

10.   Når der anmodes om den i stk. 9 omhandlede tilladelse, skal den nationale judicielle myndighed, for hvilken sagen er indbragt, kontrollere, at Kommissionens afgørelse om at beordre kontrolbesøget er autentisk, og at de påtænkte tvangsforanstaltninger hverken er vilkårlige eller uforholdsmæssige i forhold til kontrolundersøgelsens genstand. Når den nationale judicielle myndighed foretager en sådan kontrol, kan den anmode Kommissionen, direkte eller gennem koordinatorerne for digitale tjenester i den berørte medlemsstat, om detaljerede forklaringer, navnlig om det grundlag, hvorpå Kommissionen baserer sin mistanke om en overtrædelse af denne forordning, om grovheden af den formodede overtrædelse samt om måden, hvorpå den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller den anden berørte person er involveret heri. Den nationale judicielle myndighed må dog ikke sætte spørgsmålstegn ved, om kontrolbesøget er nødvendigt, eller kræve oplysninger fra Kommissionens sagsakter. Lovligheden af Kommissionens afgørelse kan kun prøves ved Den Europæiske Unions Domstol.

Artikel 74

Bøder

1.   I afgørelsen i henhold til artikel 73 kan Kommissionen pålægge den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine bøder på op til 6 % af dennes samlede årsomsætning på verdensplan i det foregående regnskabsår, hvis den finder, at den pågældende udbyder forsætligt eller uagtsomt:

a)

overtræder de relevante bestemmelser i denne forordning

b)

undlader at overholde en afgørelse om midlertidige foranstaltninger i henhold til artikel 70, eller

c)

undlader at overholde en forpligtelse, der er gjort bindende ved afgørelse i henhold til artikel 71.

2.   Kommissionen kan vedtage en afgørelse, der pålægger den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden fysisk eller juridisk person som omhandlet i artikel 67, stk. 1, bøder på op til 1 % af den samlede årlige indkomst eller globale omsætning i det foregående regnskabsår, hvis de forsætligt eller uagtsomt:

a)

afgiver urigtige, ufuldstændige eller vildledende oplysninger som svar på en simpel anmodning eller anmodning ved en afgørelse i henhold til artikel 67

b)

undlader at besvare anmodningen om oplysninger ved afgørelse inden for den fastsatte frist

c)

undlader inden for den af Kommissionen fastsatte frist at berigtige urigtige, ufuldstændige eller vildledende oplysninger afgivet af en ansat eller undlader eller nægter at give fuldstændige oplysninger

d)

nægter at underkaste sig et kontrolbesøg i henhold til artikel 69

e)

undlader at overholde de foranstaltninger, som Kommissionen har truffet i henhold til artikel 72, eller

f)

undlader at opfylde betingelserne for aktindsigt i Kommissionens sagsakter i henhold til artikel 79, stk. 4.

3.   Inden Kommissionen vedtager afgørelsen i henhold til denne artikels stk. 2 meddeler den sine foreløbige konklusioner til den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden person som omhandlet i artikel 67, stk. 1.

4.   Ved fastsættelse af bødens størrelse tager Kommissionen hensyn til overtrædelsens art, grovhed, varighed og gentagne karakter og for bøder, der pålægges i henhold til stk. 2, til den forsinkede procedure.

Artikel 91

Evaluering

1.   Senest den 18. februar 2027 evaluerer Kommissionen denne forordnings potentielle indvirkning på udviklingen og den økonomiske vækst i små og mellemstore virksomheder og aflægger rapport herom til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg.

Senest den 17. november 2025 evaluerer Kommissionen nedenstående spørgsmål og aflægger rapport herom til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg:

a)

anvendelsen af artikel 33, herunder anvendelsesområdet for udbydere af formidlingstjenester, der er omfattet af forpligtelserne i denne forordnings kapitel III, afdeling 5

b)

måden denne forordning fungerer på i forhold til andre retsakter, navnlig de retsakter, der er omhandlet i artikel 2, stk. 3 og 4.

2.   Senest den 17. november 2027 og derefter hvert femte år evaluerer Kommissionen denne forordning og aflægger rapport til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg.

Denne rapport skal navnlig omhandle:

a)

anvendelsen af stk. 1, andet afsnit, litra a) og b)

b)

denne forordnings bidrag til uddybningen og den effektive funktion af det indre marked for formidlingstjenester, navnlig med hensyn til grænseoverskridende ydelse af digitale tjenester

c)

anvendelsen af artikel 13, 16, 20, 21, 45 og 46

d)

rækkevidden af de forpligtelser, der påhviler små virksomheder og mikrovirksomheder

e)

effektiviteten af tilsyns- og håndhævelsesmekanismerne

f)

indvirkningen på respekten for ytrings- og informationsfriheden.

3.   Den i stk. 1 og 2 omhandlede rapport ledsages, hvis det er relevant, af et forslag til ændring af denne forordning.

4.   Kommissionen skal i den i denne artikels stk. 2 omhandlede rapport også evaluere og aflægge rapport om de årlige rapporter om deres aktiviteter, som koordinatorerne for digitale tjenester forelægger Kommissionen og rådet i henhold til artikel 55, stk. 1.

5.   Med henblik på stk. 2 skal medlemsstaterne og rådet fremsende oplysninger på Kommissionens anmodning.

6.   I forbindelse med evalueringen, jf. stk. 2, skal Kommissionen tage hensyn til holdninger og resultater fremlagt af Europa-Parlamentet, Rådet og andre relevante organer eller kilder og være særligt opmærksom på små og mellemstore virksomheder og nye konkurrenters stilling.

7.   Senest den 18. februar 2027 skal Kommissionen efter høring af rådet foretage en evaluering af rådets funktionsmåde og af anvendelsen af artikel 43 og aflægge rapport til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg under hensyntagen til forordningens første anvendelsesår. På grundlag af resultaterne og under videst mulig hensyntagen til rådets udtalelse ledsages rapporten, hvis det er relevant, af et forslag til ændring af denne forordning for så vidt angår rådets struktur.


whereas









keyboard_arrow_down