keyboard_tab Digital Service Act 2022/2065 DA

1.   Tjenestemodtagere, herunder enkeltpersoner eller enheder, der har indgivet anmeldelser, til hvem de i artikel 20, stk. 1, omhandlede beslutninger er adresseret, kan vælge ethvert udenretsligt tvistbilæggelsesorgan, der er certificeret i overensstemmelse med denne artikels stk. 3, med henblik på at bilægge tvister vedrørende disse beslutninger, herunder klager, som ikke er blevet løst ved hjælp af det i nævnte artikel omhandlede interne klagebehandlingssystem.

Udbydere af onlineplatforme sikrer, at oplysninger om tjenestemodtagernes mulighed for adgang til et udenretsligt tvistbilæggelsesorgan er let tilgængelige på deres onlinegrænseflade, klare og brugervenlige.

Første afsnit berører ikke den berørte tjenestemodtagers ret til på ethvert tidspunkt at anlægge sag for at bestride beslutninger truffet af udbyderen af onlineplatforme ved en domstol i overensstemmelse med gældende ret.

2.   Begge parter skal samarbejde i god tro med det udvalgte certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorgan med henblik på at bilægge tvisten.

Udbydere af onlineplatforme kan nægte at deltage i proceduren ved et sådant udenretsligt tvistbilæggelsesorgan, hvis en tvist allerede er blevet løst vedrørende de samme oplysninger og det samme grundlag for påstået ulovlighed eller uforenelighed af indholdet.

Det certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorgan har ikke beføjelse til at pålægge parterne en bindende tvistbilæggelse.

3.   Koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, hvor det udenretslige tvistbilæggelsesorgan er etableret, certificerer for en periode på maksimalt fem år, der kan forlænges, organet efter dets anmodning, hvis organet har godtgjort, at det opfylder alle følgende betingelser:

Koordinatoren for digitale tjenester anfører i påkommende tilfælde i certifikatet:

4.   Certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorganer aflægger årligt rapport til koordinatoren for digitale tjenester om deres virke, med angivelse af som minimum antallet af forelagte tvister, oplysninger om udfaldet af disse tvister, den gennemsnitlige tid, det tog at løse dem, og eventuelle mangler eller vanskeligheder. De afgiver yderligere oplysninger efter anmodning fra denne koordinator for digitale tjenester.

Koordinatorerne for digitale tjenester udarbejder hvert andet år en rapport om, hvordan de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, som de har certificeret, fungerer. Rapporten skal navnlig:

De certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorganer skal forelægge deres beslutninger for sagsparterne inden for en rimelig periode og ikke mere end 90 kalenderdage efter datoen for det certificerede organ fik forelagt klagesagen. I tilfælde af meget komplekse tvister kan det certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorgan efter eget skøn forlænge fristen på 90 kalenderdage med en yderligere varighed på ikke over 90 dage, så den samlede varighed ikke overstiger 180 dage.

5.   Hvis det udenretslige tvistbilæggelsesorgan træffer afgørelse om tvisten til fordel for tjenestemodtageren, herunder den enkeltperson eller enhed, der har indgivet en anmeldelse, afholder udbyderen af onlineplatformen alle gebyrer, som organet for udenretslig tvistbilæggelse opkræver, og godtgør den pågældende modtager, herunder enkeltpersonen eller enheden, eventuelle andre rimelige udgifter, som denne har måttet afholde i forbindelse med tvistbilæggelsen. Hvis organet for udenretslig tvistbilæggelse afgør tvisten til fordel for udbyderen af onlineplatformen, skal tjenestemodtageren, herunder enkeltpersonen eller enheden, ikke godtgøre gebyrer eller andre udgifter, som udbyderen af onlineplatformen har betalt eller skal betale i forbindelse med tvistbilæggelsen, medmindre det udenretslige tvistbilæggelsesorgan finder, at den pågældende modtager åbenlyst har handlet i ond tro.

De gebyrer, som organet opkræver udbyderne af onlineplatforme for tvistbilæggelsen, skal være rimelige og må under ingen omstændigheder overstige organets omkostninger. For modtagere af tjenesten bør tvistbilæggelsen være gratis tilgængelig eller tilgængelig mod et gebyr af symbolsk størrelse.

Certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorganer skal oplyse de berørte tjenestemodtagere, herunder de enkeltpersoner eller enheder, der har indgivet en anmeldelse, og udbyderen af den berørte onlineplatform om gebyrerne eller de mekanismer, der anvendes til at fastsætte gebyrerne, inden de indleder i tvistbilæggelsen.

6.   Medlemsstaterne kan oprette udenretslige tvistbilæggelsesorganer med henblik på stk. 1 eller støtte aktiviteterne i en række af eller i alle de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, som de har certificeret i overensstemmelse med stk. 3.

Medlemsstaterne sikrer, at ingen af deres aktiviteter udført i henhold til første afsnit påvirker deres koordinatorer for digitale tjenesters mulighed for at certificere de pågældende organer i overensstemmelse med stk. 3.

7.   En koordinator for digitale tjenester, der har certificeret et udenretsligt tvistbilæggelsesorgan, tilbagekalder denne certificering, hvis koordinatoren efter en undersøgelse enten på eget initiativ eller på grundlag af oplysninger modtaget af tredjeparter fastslår, at organet for udenretslig tvistbilæggelse ikke længere opfylder betingelserne i stk. 3. Inden tilbagekaldelsen af den pågældende certificering giver koordinatoren for digitale tjenester det pågældende organ mulighed for at reagere på resultaterne af dens undersøgelse og dens hensigt om at tilbagekalde det udenretslige tvistbilæggelsesorgans certificering.

8.   Koordinatorerne for digitale tjenester underretter Kommissionen om de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, som de har certificeret i overensstemmelse med stk. 3, herunder i påkommende tilfælde om de specifikationer, der er omhandlet i nævnte stykkes andet afsnit, samt de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, hvis certificering de har tilbagekaldt. Kommissionen offentliggør en liste over disse organer, herunder over disse specifikationer, på et særligt websted, der er lettilgængeligt, og holder den ajour.

9.   Denne artikel berører ikke direktiv 2013/11/EU og procedurer for alternativ tvistbilæggelse og instanser for forbrugere, der er etableret i henhold til nævnte direktiv.

1.   Udbydere af onlineplatforme, der viser reklamer på deres onlinegrænseflader, sikrer, at tjenestemodtagerne for hver specifik reklame, der vises til hver enkelt modtager, på en klar, koncis og utvetydig måde og i realtid kan identificere følgende:

2.   Udbydere af onlineplatforme giver tjenestemodtagerne en funktionalitet, så de kan angive, om det indhold, de leverer, er eller indeholder kommerciel kommunikation.

Når tjenestemodtageren indgiver en erklæring i henhold til dette stykke, sikrer udbyderen af onlineplatformen, at andre tjenestemodtagere på en klar og utvetydig måde og i realtid, herunder ved hjælp af fremtrædende markeringer, som kan standardiseres i henhold til artikel 44, kan identificere, at det indhold, som tjenestemodtageren leverer, er eller indeholder kommerciel kommunikation som beskrevet i denne erklæring.

3.   Udbydere af onlineplatforme må ikke vise tjenestemodtagerne reklamer baseret på profilering som defineret i artikel 4, nr. 4), i forordning (EU) 2016/679 ved anvendelse af særlige kategorier af personoplysninger som omhandlet i artikel 9, stk. 1, i forordning (EU) 2016/679.

1.   Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner identificerer, analyserer og vurderer omhyggeligt alle systemiske risici i Unionen, der udspringer af udformningen eller virkemåden af deres tjeneste og dens relaterede systemer, herunder algoritmesystemer, eller af brugen af deres tjenester.

De foretager risikovurderingerne senest på anvendelsesdatoen som fastsat i artikel 33, stk. 6, andet afsnit, og mindst én gang hvert år derefter og under alle omstændigheder forud for ibrugtagningen af funktionaliteter, som sandsynligvis vil have en kritisk indvirkning på de risici, der er identificeret i henhold til nærværende artikel. Denne risikovurdering skal være specifik for deres tjenester og stå i rimeligt forhold til de systemiske risici under hensyntagen til, hvor alvorlige og sandsynlige de er, og omfatter følgende systemiske risici:

2.   Ved risikovurderinger tager udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner navnlig hensyn til, om og hvordan følgende faktorer påvirker de i stk. 1 omhandlede systemiske risici:

Vurderingerne skal også indeholde en analyse af, om og hvordan risiciene i henhold til stk. 1 påvirkes af bevidst manipulation af deres tjeneste, herunder ved ikkeautentisk brug eller automatiseret udnyttelse af tjenesten, samt forstærkningen og den potentielt hurtige og brede udbredelse af ulovligt indhold og af information, der er i strid med deres vilkår og betingelser.

Vurderingen skal tage hensyn til særlige regionale eller sproglige aspekter, herunder når de er specifikke for en medlemsstat.

3.   Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner opbevarer støttedokumenterne vedrørende risikovurderingerne i mindst tre år efter gennemførelsen af risikovurderingerne og efter anmodning sende dem til Kommissionen og koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet.

1.   Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner indfører rimelige, forholdsmæssige og effektive afbødende foranstaltninger, som er skræddersyet til de specifikke systemiske risici, der er identificeret i henhold til artikel 34, under særlig hensyntagen til sådanne foranstaltningers indvirkning på grundlæggende rettigheder. Sådanne foranstaltninger kan, hvor det er relevant, omfatte:

2.   Rådet offentliggør i samarbejde med Kommissionen omfattende rapporter én gang om året. Rapporterne skal indeholde følgende:

Disse rapporter præsenterer systemiske risici opdelt efter den medlemsstat, hvor de optrådte, og i Unionen som helhed, alt efter hvad der er relevant.

3.   Kommissionen kan i samarbejde med koordinatorerne for digitale tjenester udstede retningslinjer for anvendelsen af stk. 1 i forbindelse med specifikke risici, navnlig med henblik på at præsentere bedste praksis og anbefale mulige foranstaltninger under behørig hensyntagen til de mulige konsekvenser af foranstaltningerne for alle berørte parters grundlæggende rettigheder som nedfældet i chartret. I forbindelse med udarbejdelsen af disse retningslinjer afholder Kommissionen offentlige høringer.

1.   Hvis der opstår en krise, kan Kommissionen efter henstilling fra rådet vedtage en afgørelse, der pålægger en eller flere udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner at iværksætte et eller flere af følgende tiltag:

Ved fastlæggelsen og anvendelsen af foranstaltninger i henhold til dette stykkes litra b) tager tjenesteudbyderen eller -udbyderne behørigt hensyn til, hvor alvorlig den i stk. 2 omhandlede alvorlige trussel er, hvor meget foranstaltningerne haster, og de faktiske eller potentielle konsekvenser for alle berørte parters rettigheder og legitime interesser, herunder foranstaltningernes eventuelle manglende overholdelse af de grundlæggende rettigheder, der er nedfældet i chartret.

2.   Med henblik på denne artikel anses der at være opstået en krise, når ekstraordinære omstændigheder medfører en alvorlig trussel mod den offentlige sikkerhed eller folkesundheden i Unionen eller i væsentlige dele heraf.

3.   Når Kommissionen træffer den i stk. 1 omhandlede afgørelse, sikrer den, at alle følgende krav er opfyldt:

4.   Efter vedtagelsen af den i stk. 1 omhandlede afgørelse tager Kommissionen uden unødig forsinkelse følgende skridt:

5.   Valget af de specifikke foranstaltninger, der skal træffes i henhold til stk. 1, litra b), og stk. 7, andet afsnit, forbliver hos den eller de udbydere, som Kommissionens afgørelse er adresseret til.

6.   Kommissionen kan på eget initiativ eller efter anmodning fra udbyderen gå i dialog med udbyderen for at afgøre, om de påtænkte eller gennemførte foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 1, litra b), i lyset af udbyderens særlige omstændigheder er effektive og forholdsmæssige med hensyn til at nå de tilstræbte mål. Kommissionen sikrer navnlig, at de foranstaltninger, der træffes af tjenesteudbyderen i henhold til stk. 1, litra b), opfylder kravene i stk. 3, litra a) og c).

7.   Kommissionen overvåger anvendelsen af de specifikke foranstaltninger, der træffes i henhold til den i denne artikels stk. 1 omhandlede afgørelse, på grundlag af de rapporter, der er omhandlet i nævnte stykkes litra c), og alle andre relevante oplysninger, herunder oplysninger, som den måtte anmode om i henhold til artikel 40 eller 67, under hensyntagen til udviklingen i krisen. Kommissionen aflægger regelmæssigt og mindst en gang om måneden rapport til rådet om denne overvågning.

Hvis Kommissionen finder, at de påtænkte eller gennemførte specifikke foranstaltninger i henhold til stk. 1, litra b), ikke er effektive eller forholdsmæssige, kan den efter høring af rådet træffe en afgørelse, der kræver, at udbyderen reviderer identifikationen eller anvendelsen af disse specifikke foranstaltninger.

8.   Hvis det er hensigtsmæssigt i lyset af udviklingen i krisen, kan Kommissionen efter henstilling fra rådet ændre den afgørelse, der er omhandlet i stk. 1 eller i stk. 7, andet afsnit, ved at:

9.   Kravene i stk. 1-6 finder anvendelse på den afgørelse og den ændring heraf, der er omhandlet i denne artikel.

10.   Kommissionen tager videst muligt hensyn til henstillingerne fra rådet i henhold til denne artikel.

11.   Kommissionen aflægger efter vedtagelsen af afgørelser i henhold til denne artikel hvert år og under alle omstændigheder tre måneder efter krisens afslutning rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af de specifikke foranstaltninger, der er truffet i medfør af de pågældende afgørelser.

1.   Kommissionen tilskynder til og letter udarbejdelsen af adfærdskodekser på EU-plan med deltagelse af udbydere af onlineplatforme og andre relevante tjenesteudbydere, organisationer, der repræsenterer tjenestemodtagere og civilsamfundsorganisationer eller relevante myndigheder for at fremme fuld og effektiv lige deltagelse ved at forbedre adgangen til onlinetjenester, der gennem deres oprindelige udformning eller efterfølgende tilpasning imødekommer de særlige behov hos personer med handicap.

2.   Kommissionen bestræber sig på at sikre, at adfærdskodekserne forfølger målet om at sikre, at de pågældende tjenester er tilgængelige i overensstemmelse med EU-retten og national ret med henblik på at maksimere personer med handicaps forventede anvendelse af dem. Kommissionen bestræber sig på at sikre, at adfærdskodekserne som minimum omfatter følgende mål:

3.   Kommissionen tilskynder til udarbejdelse af adfærdskodekser senest den 18. februar 2025 og til deres anvendelse senest den 18. august 2025.