search


keyboard_tab Digital Service Act 2022/2065 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2022/2065 DA cercato: 'chartret' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


expand index chartret:

    KAPITEL I
    ALMINDELIGE BESTEMMELSER
  • 1 Art. 1 Genstand

  • KAPITEL II
    UDBYDERE AF FORMIDLINGSTJENESTERS ANSVAR
  • 1 Art. 9 Påbud om at gribe ind over for ulovligt indhold

  • KAPITEL III
    DUE DILIGENCE-FORPLIGTELSER FOR ET GENNEMSIGTIGT OG SIKKERT ONLINEMILJØ

    AFDELING 1
    Bestemmelser, som finder anvendelse på alle udbydere af formidlingstjenester
  • 1 Art. 14 Vilkår og betingelser

  • AFDELING 2
    Supplerende bestemmelser, som finder anvendelse på oplagringstjenester, herunder onlineplatforme

    AFDELING 3
    Supplerende bestemmelser, som finder anvendelse på udbydere af onlineplatforme

    AFDELING 4
    Supplerende bestemmelser, som finder anvendelse på udbydere af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende

    AFDELING 5
    Supplerende forpligtelser for udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner vedrørende styring af systemiske risici
  • 7 Art. 34 Risikovurdering
  • 1 Art. 35 Risikobegrænsning
  • 3 Art. 36 Krisereaktionsmekanisme

  • AFDELING 6
    Andre bestemmelser vedrørende due diligence-forpligtelser

    KAPITEL IV
    GENNEMFØRELSE, SAMARBEJDE, SANKTIONER OG HÅNDHÆVELSE

    AFDELING 1
    Kompetente myndigheder og nationale koordinatorer for digitale tjenester
  • 1 Art. 48 Kriseprotokoller
  • 1 Art. 51 Beføjelser for koordinatorer for digitale tjenester

  • AFDELING 2
    Kompetencer, koordineret undersøgelse og sammenhængsmekanismer
  • 1 Art. 56 Kompetencer

  • AFDELING 3
    Det Europæiske Råd for Digitale Tjenester

    AFDELING 4
    Tilsyn, undersøgelse, håndhævelse og overvågning i forbindelse med udbydere af meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner

    AFDELING 5
    Fælles bestemmelser om håndhævelse

    AFDELING 6
    Delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter

    KAPITEL V
    AFSLUTTENDE BESTEMMELSER


whereas chartret:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 968

 

Artikel 1

Genstand

1.   Formålet med denne forordning er at bidrage til et velfungerende indre marked for formidlingstjenester, ved at fastsætte harmoniserede regler for et sikkert, forudsigeligt og pålideligt onlinemiljø, der fremmer innovation, og hvori de grundlæggende rettigheder, der er nedfældet i chartret, herunder princippet om forbrugerbeskyttelse, beskyttes effektivt.

2.   I denne forordning fastsættes harmoniserede regler for ydelse af formidlingstjenester i det indre marked. Der fastsættes navnlig:

a)

en ramme for betinget ansvarsfritagelse for udbydere af formidlingstjenester

b)

regler om specifikke due diligence-forpligtelser, der er skræddersyet til visse specifikke kategorier af udbydere af formidlingstjenester

c)

regler om gennemførelse og håndhævelse af denne forordning, herunder vedrørende samarbejde og koordinering mellem de kompetente myndigheder.

Artikel 9

Påbud om at gribe ind over for ulovligt indhold

1.   Ved modtagelsen af et påbud om at gribe ind over for en eller flere specifikke forekomster af ulovligt indhold, der er udstedt af de relevante nationale retslige eller administrative myndigheder på grundlag af gældende EU-ret eller national ret, som er i overensstemmelse med EU-retten, underretter udbydere af formidlingstjenester uden unødig forsinkelse den myndighed, der har udstedt påbuddet, eller enhver anden myndighed, som er angivet i påbuddet, om eventuel virkning, påbuddene er givet, med nærmere angivelse af, hvorvidt og hvornår påbuddet blev givet virkning.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at et påbud som omhandlet i stk. 1, når det fremsendes til udbyderen, som minimum opfylder følgende betingelser:

a)

dette påbud indeholder følgende elementer:

i)

en henvisning til retsgrundlaget i EU-retten eller national ret for påbuddet

ii)

en begrundelse for, hvorfor informationen er ulovligt indhold, med henvisning til én eller flere specifikke bestemmelser i EU-retten eller national ret, som er i overensstemmelse med EU-retten

iii)

angivelse af den udstedende myndighed

iv)

tydelige oplysninger, der sætter udbyderen af formidlingstjenester i stand til at identificere og lokalisere det pågældende ulovlige indhold såsom en eller flere URL'er og om nødvendigt yderligere oplysninger

v)

information om klagemekanismer, der er tilgængelige for udbyderen af formidlingstjenesterne og for den tjenestemodtager, som leverede indholdet

vi)

hvor det er relevant, oplysninger om, hvilken myndighed der skal tilsendes oplysninger om implementeringen af påbuddene

b)

dette påbuds territoriale anvendelsesområde i henhold til gældende regler i EU-retten og national ret, herunder chartret, og i påkommende tilfælde generelle folkeretlige principper, er begrænset til, hvad der er strengt nødvendigt for at nå dets mål

c)

dette påbud fremsendes på et af de sprog, som udbyderen af formidlingstjenester har angivet i henhold til artikel 11, stk. 3, eller på et andet officielt sprog i medlemsstaterne, der er aftalt mellem den myndighed, der har udstedt påbuddet, og udbyderen, og sendes til det elektroniske kontaktpunkt, som den pågældende udbyder har udpeget i overensstemmelse med artikel 11; hvis påbuddet ikke er affattet på det sprog, som udbyderen af formidlingstjenester har angivet, eller på et sprog, der er aftalt bilateralt, kan påbuddet fremsendes på den udstedende myndigheds sprog, forudsat at det ledsages af en oversættelse til et sådant angivet eller aftalt sprog af mindst de elementer, der er fastsat i dette stykkes litra a) og b).

3.   Den myndighed, der har udstedt påbuddet, eller i påkommende tilfælde den myndighed, som er angivet deri, fremsender dette sammen med de oplysninger, der er modtaget fra udbyderen af formidlingstjenester, om implementeringen af påbuddet, til koordinatoren for digitale tjenester i den udstedende myndigheds medlemsstat.

4.   Koordinatoren for digitale tjenester i den pågældende medlemsstat fremsender efter modtagelse af påbuddet fra den retslige eller administrative myndighed uden unødig forsinkelse en kopi af det i stk. 1 omhandlede påbud til alle andre digitale tjenestekoordinatorer via det system, der er oprettet i henhold til artikel 85.

5.   Senest når påbuddet gives virkning, eller i påkommende tilfælde på det tidspunkt, som den udstedende myndighed har fastsat i påbuddet, underretter udbydere af formidlingstjenester den berørte tjenestemodtager om det modtagne påbud og implementeringen heraf. Disse oplysninger givet til tjenestemodtageren skal omfatte en begrundelse, eksisterende klagemuligheder og en beskrivelse af påbuddets territoriale anvendelsesområde i overensstemmelse med stk. 2.

6.   De betingelser og krav, der er fastsat i denne artikel, berører ikke national civilprocesret og straffeprocesret.

Artikel 14

Vilkår og betingelser

1.   Udbydere af formidlingstjenester medtager oplysninger om de begrænsninger, som de måtte pålægge brugen af deres tjenester med hensyn til information leveret af tjenestemodtagerne, i deres vilkår og betingelser. Disse oplysninger skal omfatte oplysninger om politikker, procedurer, foranstaltninger og værktøjer, der anvendes med henblik på indholdsmoderation, herunder algoritmisk beslutningstagning og menneskelig gennemgang, samt reglerne for deres interne klagebehandlingssystem. De skal affattes i et klart, almindeligt, forståeligt, brugervenligt og utvetydigt sprog og være offentligt tilgængelige i et lettilgængeligt og maskinlæsbart format.

2.   Udbydere af formidlingstjenester skal underrette tjenestemodtagerne om alle væsentlige ændringer af gældende vilkår og betingelser.

3.   Hvis en formidlingstjeneste primært er rettet mod mindreårige eller hovedsagelig anvendes af denne aldersgruppe, skal udbyderen af denne formidlingstjeneste forklare betingelserne for og enhver begrænsning af brugen af tjenesten på en måde, som mindreårige kan forstå.

4.   Udbydere af formidlingstjenester handler med omhu og på en objektiv og forholdsmæssigt afpasset måde ved anvendelsen og håndhævelsen af de begrænsninger, der er omhandlet i stk. 1, under behørig hensyntagen til alle involverede parters rettigheder og legitime interesser, herunder tjenestemodtagernes grundlæggende rettigheder såsom ytringsfrihed, mediefrihed og -pluralisme og andre grundlæggende rettigheder og friheder som fastsat i chartret.

5.   Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner skal give tjenestemodtagerne et kortfattet, lettilgængeligt og maskinlæsbart sammendrag af gældende vilkår og betingelser, herunder de mulige retsmidler og klagemekanismer, affattet i klart og utvetydigt sprog.

6.   Meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner i den i artikel 33 anvendte betydning skal offentliggøre deres vilkår og betingelser på de officielle sprog i alle de medlemsstater, hvor de udbyder deres tjenester.

Artikel 34

Risikovurdering

1.   Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner identificerer, analyserer og vurderer omhyggeligt alle systemiske risici i Unionen, der udspringer af udformningen eller virkemåden af deres tjeneste og dens relaterede systemer, herunder algoritmesystemer, eller af brugen af deres tjenester.

De foretager risikovurderingerne senest på anvendelsesdatoen som fastsat i artikel 33, stk. 6, andet afsnit, og mindst én gang hvert år derefter og under alle omstændigheder forud for ibrugtagningen af funktionaliteter, som sandsynligvis vil have en kritisk indvirkning på de risici, der er identificeret i henhold til nærværende artikel. Denne risikovurdering skal være specifik for deres tjenester og stå i rimeligt forhold til de systemiske risici under hensyntagen til, hvor alvorlige og sandsynlige de er, og omfatter følgende systemiske risici:

a)

udbredelse af ulovligt indhold gennem deres tjenester

b)

enhver aktuel eller forventet negativ indvirkning på udøvelsen af grundlæggende rettigheder, navnlig de grundlæggende rettigheder til menneskelig værdighed som nedfældet i artikel 1 i chartret, til respekt for privatliv og familieliv som nedfældet i artikel 7 i chartret, til beskyttelse af personoplysninger som nedfældet i artikel 8 i chartret, til ytrings- og informationsfrihed, herunder mediefrihed og -pluralisme som nedfældet i artikel 11 i chartret, til retten til ikkeforskelsbehandling som nedfældet i artikel 21 i chartret, til børns rettigheder som nedfældet i artikel 24 i chartret og til et højt niveau af forbrugerbeskyttelse som nedfældet i artikel 38 i chartret

c)

enhver aktuel eller forventet negativ indvirkning på samfundsdebatten og valgprocesser og den offentlige sikkerhed

d)

enhver aktuel eller forventet negativ indvirkning i forbindelse med kønsbaseret vold, beskyttelse af folkesundheden og mindreårige og alvorlige negative konsekvenser for personens fysiske og psykiske velbefindende.

2.   Ved risikovurderinger tager udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner navnlig hensyn til, om og hvordan følgende faktorer påvirker de i stk. 1 omhandlede systemiske risici:

a)

udformningen af deres anbefalingssystemer og eventuelle andre relevante algoritmiske systemer

b)

deres indholdsmoderationssystemer

c)

de gældende vilkår og betingelser og håndhævelsen heraf

d)

systemer til udvælgelse og visning af reklamer

e)

udbyderens datarelaterede praksis.

Vurderingerne skal også indeholde en analyse af, om og hvordan risiciene i henhold til stk. 1 påvirkes af bevidst manipulation af deres tjeneste, herunder ved ikkeautentisk brug eller automatiseret udnyttelse af tjenesten, samt forstærkningen og den potentielt hurtige og brede udbredelse af ulovligt indhold og af information, der er i strid med deres vilkår og betingelser.

Vurderingen skal tage hensyn til særlige regionale eller sproglige aspekter, herunder når de er specifikke for en medlemsstat.

3.   Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner opbevarer støttedokumenterne vedrørende risikovurderingerne i mindst tre år efter gennemførelsen af risikovurderingerne og efter anmodning sende dem til Kommissionen og koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet.

Artikel 35

Risikobegrænsning

1.   Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner indfører rimelige, forholdsmæssige og effektive afbødende foranstaltninger, som er skræddersyet til de specifikke systemiske risici, der er identificeret i henhold til artikel 34, under særlig hensyntagen til sådanne foranstaltningers indvirkning på grundlæggende rettigheder. Sådanne foranstaltninger kan, hvor det er relevant, omfatte:

a)

tilpasning af udformningen, funktioner og virkemåder af deres tjenester, herunder deres onlinegrænsefladers

b)

tilpasning af deres vilkår og betingelser og håndhævelsen heraf

c)

tilpasning af processer for indholdsmoderation, herunder hastigheden og kvaliteten af behandlingen af anmeldelser vedrørende særlige former for ulovligt indhold og, hvis det er relevant, øjeblikkelig fjernelse eller hindring af adgangen til det anmeldte indhold, navnlig for så vidt angår ulovlig hadefuld tale eller cybervold, samt tilpasning af alle relevante beslutningsprocesser og øremærkede ressourcer til indholdsmoderation

d)

afprøvning og tilpasning af deres algoritmiske systemer, herunder deres anbefalingssystemer

e)

tilpasning af deres reklamesystemer og vedtagelse af målrettede foranstaltninger, der har til formål at begrænse eller justere visningen af reklamer i forbindelse med den tjeneste, de yder

f)

styrkelse af de interne processer eller ressourcer, den interne afprøvning eller dokumentation eller det interne tilsyn med deres aktiviteter, navnlig med hensyn til afdækning af systemiske risici

g)

indledning eller tilpasning af samarbejdet med pålidelige indberettere i overensstemmelse med artikel 22 og gennemførelse af udenretslige tvistbilæggelsesorganers afgørelser i henhold til artikel 21

h)

indledning eller tilpasning af samarbejdet med andre udbydere af onlineplatforme eller af onlinesøgemaskiner gennem de adfærdskodekser og kriseprotokoller, der er omhandlet i henholdsvis artikel 45 og 48

i)

iværksættelse af opmærksomhedsskabende foranstaltninger og tilpasning af deres onlinegrænseflade for at give tjenestemodtagerne flere oplysninger

j)

iværksættelse af målrettede foranstaltninger til beskyttelse af børns rettigheder, herunder værktøjer til alderskontrol og forældrekontrol, eller værktøjer, der har til formål at hjælpe mindreårige med at signalere misbrug eller opnå støtte, alt efter hvad der er relevant

k)

sikring af, at oplysninger, hvad enten der er tale om genereret eller manipuleret billed-, lyd- eller videomateriale, der i væsentlig grad ligner eksisterende personer, genstande, steder eller andre enheder eller begivenheder, og som fejlagtigt for andre forekommer at være autentisk eller sandfærdigt, skiller sig ud ved hjælp af fremtrædende markeringer, når de vises på deres onlinegrænseflader, idet der desuden tilvejebringes en brugervenlig funktionalitet, som gør det muligt for tjenestemodtagerne at angive sådan information.

2.   Rådet offentliggør i samarbejde med Kommissionen omfattende rapporter én gang om året. Rapporterne skal indeholde følgende:

a)

identifikation og vurdering af de mest fremtrædende og tilbagevendende systemiske risici indberettet af udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner eller identificeret gennem andre informationskilder, navnlig de kilder, der er omhandlet i artikel 39, 40 og 42

b)

bedste praksis for udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner for afbødning af de identificerede systemiske risici.

Disse rapporter præsenterer systemiske risici opdelt efter den medlemsstat, hvor de optrådte, og i Unionen som helhed, alt efter hvad der er relevant.

3.   Kommissionen kan i samarbejde med koordinatorerne for digitale tjenester udstede retningslinjer for anvendelsen af stk. 1 i forbindelse med specifikke risici, navnlig med henblik på at præsentere bedste praksis og anbefale mulige foranstaltninger under behørig hensyntagen til de mulige konsekvenser af foranstaltningerne for alle berørte parters grundlæggende rettigheder som nedfældet i chartret. I forbindelse med udarbejdelsen af disse retningslinjer afholder Kommissionen offentlige høringer.

Artikel 36

Krisereaktionsmekanisme

1.   Hvis der opstår en krise, kan Kommissionen efter henstilling fra rådet vedtage en afgørelse, der pålægger en eller flere udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner at iværksætte et eller flere af følgende tiltag:

a)

vurdere, om, og i givet fald i hvilket omfang og hvordan, deres tjenesters virkemåde og anvendelse væsentligt bidrager til en alvorlig trussel som omhandlet i stk. 2 eller sandsynligvis vil gøre dette

b)

identificere og anvende specifikke, effektive og forholdsmæssige foranstaltninger såsom dem, der er omhandlet i artikel 35, stk. 1, eller artikel 48, stk. 2, for at forebygge, eliminere eller begrænse et sådant bidrag til den alvorlige trussel, der er identificeret i henhold til dette stykkes litra a)

c)

aflægge rapport til Kommissionen inden en bestemt dato eller med regelmæssige mellemrum, der fastsættes i afgørelsen, om de i litra a) omhandlede vurderinger, om det nøjagtige indhold, gennemførelsen og den kvalitative og kvantitative virkning af de specifikke foranstaltninger, der er truffet i henhold til litra b), og om alle andre spørgsmål vedrørende de pågældende vurderinger eller foranstaltninger, som anført i afgørelsen.

Ved fastlæggelsen og anvendelsen af foranstaltninger i henhold til dette stykkes litra b) tager tjenesteudbyderen eller -udbyderne behørigt hensyn til, hvor alvorlig den i stk. 2 omhandlede alvorlige trussel er, hvor meget foranstaltningerne haster, og de faktiske eller potentielle konsekvenser for alle berørte parters rettigheder og legitime interesser, herunder foranstaltningernes eventuelle manglende overholdelse af de grundlæggende rettigheder, der er nedfældet i chartret.

2.   Med henblik på denne artikel anses der at være opstået en krise, når ekstraordinære omstændigheder medfører en alvorlig trussel mod den offentlige sikkerhed eller folkesundheden i Unionen eller i væsentlige dele heraf.

3.   Når Kommissionen træffer den i stk. 1 omhandlede afgørelse, sikrer den, at alle følgende krav er opfyldt:

a)

de tiltag, der kræves ved afgørelsen, er strengt nødvendige, begrundede og forholdsmæssige, navnlig under hensyntagen til, hvor alvorlig den i stk. 2 omhandlede alvorlige trussel er, hvor meget foranstaltningerne haster, og de faktiske eller potentielle konsekvenser for alle berørte parters rettigheder og legitime interesser, herunder foranstaltningernes eventuelle manglende overholdelse af de grundlæggende rettigheder, der er nedfældet i chartret

b)

der fastsættes i afgørelsen en rimelig frist, inden for hvilken de i stk. 1, litra b), omhandlede specifikke foranstaltninger skal træffes, navnlig under hensyntagen til, hvor meget de pågældende foranstaltninger haster, og hvor lang tid det tager at forberede og gennemføre dem

c)

de tiltag, der kræves ved afgørelsen, er begrænset til en periode på højst tre måneder.

4.   Efter vedtagelsen af den i stk. 1 omhandlede afgørelse tager Kommissionen uden unødig forsinkelse følgende skridt:

a)

meddele afgørelsen til den eller de udbydere, som afgørelsen er adresseret til

b)

offentliggøre afgørelsen, og

c)

underrette rådet om afgørelsen, opfordre det til at fremsætte sine bemærkninger hertil og holde det underrettet om enhver senere udvikling i forbindelse med afgørelsen.

5.   Valget af de specifikke foranstaltninger, der skal træffes i henhold til stk. 1, litra b), og stk. 7, andet afsnit, forbliver hos den eller de udbydere, som Kommissionens afgørelse er adresseret til.

6.   Kommissionen kan på eget initiativ eller efter anmodning fra udbyderen gå i dialog med udbyderen for at afgøre, om de påtænkte eller gennemførte foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 1, litra b), i lyset af udbyderens særlige omstændigheder er effektive og forholdsmæssige med hensyn til at nå de tilstræbte mål. Kommissionen sikrer navnlig, at de foranstaltninger, der træffes af tjenesteudbyderen i henhold til stk. 1, litra b), opfylder kravene i stk. 3, litra a) og c).

7.   Kommissionen overvåger anvendelsen af de specifikke foranstaltninger, der træffes i henhold til den i denne artikels stk. 1 omhandlede afgørelse, på grundlag af de rapporter, der er omhandlet i nævnte stykkes litra c), og alle andre relevante oplysninger, herunder oplysninger, som den måtte anmode om i henhold til artikel 40 eller 67, under hensyntagen til udviklingen i krisen. Kommissionen aflægger regelmæssigt og mindst en gang om måneden rapport til rådet om denne overvågning.

Hvis Kommissionen finder, at de påtænkte eller gennemførte specifikke foranstaltninger i henhold til stk. 1, litra b), ikke er effektive eller forholdsmæssige, kan den efter høring af rådet træffe en afgørelse, der kræver, at udbyderen reviderer identifikationen eller anvendelsen af disse specifikke foranstaltninger.

8.   Hvis det er hensigtsmæssigt i lyset af udviklingen i krisen, kan Kommissionen efter henstilling fra rådet ændre den afgørelse, der er omhandlet i stk. 1 eller i stk. 7, andet afsnit, ved at:

a)

tilbagekalde afgørelsen og, hvor det er relevant, pålægge den meget store onlineplatform eller de meget store onlinesøgemaskiner at ophøre med at anvende de foranstaltninger, der er identificeret og gennemført i henhold til stk. 1, litra b), eller stk. 7, andet afsnit, navnlig hvis der ikke længere er grundlag for sådanne foranstaltninger

b)

forlænge den i stk. 3, litra c), omhandlede periode med en periode på højst tre måneder

c)

tage hensyn til erfaringerne med anvendelsen af foranstaltningerne, navnlig foranstaltningernes eventuelle manglende overholdelse af de grundlæggende rettigheder, der er nedfældet i chartret.

9.   Kravene i stk. 1-6 finder anvendelse på den afgørelse og den ændring heraf, der er omhandlet i denne artikel.

10.   Kommissionen tager videst muligt hensyn til henstillingerne fra rådet i henhold til denne artikel.

11.   Kommissionen aflægger efter vedtagelsen af afgørelser i henhold til denne artikel hvert år og under alle omstændigheder tre måneder efter krisens afslutning rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af de specifikke foranstaltninger, der er truffet i medfør af de pågældende afgørelser.

Artikel 48

Kriseprotokoller

1.   Rådet kan anbefale, at Kommissionen i overensstemmelse med stk. 2, 3 og 4 iværksætter udarbejdelsen af frivillige kriseprotokoller til håndtering af krisesituationer. Disse situationer er strengt begrænset til ekstraordinære omstændigheder, som påvirker den offentlige sikkerhed eller folkesundheden.

2.   Kommissionen tilskynder til og letter deltagelsen af udbyderne af meget store onlineplatforme, af meget store onlinesøgemaskiner og, hvor det er relevant, udbyderne af andre onlineplatforme eller af andre onlinesøgemaskiner i udarbejdelsen, afprøvningen og anvendelsen af disse kriseprotokoller. Kommissionen bestræber sig på at sikre, at disse kriseprotokoller omfatter en eller flere af følgende foranstaltninger:

a)

fremtrædende visning af information om krisesituationen leveret af medlemsstaternes myndigheder eller på EU-plan eller, alt afhængigt af krisens kontekst, af andre relevante pålidelige organer

b)

sikring af, at udbyderen af formidlingstjenester udpeger et særligt kontaktpunkt for krisestyring. Hvis det er relevant, kan dette være det elektroniske kontaktpunkt, der er omhandlet i artikel 11, eller, for så vidt angår udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner, den compliancerådgiver, der er omhandlet i artikel 41

c)

hvor det er relevant, tilpasning af de ressourcer, der er afsat til overholdelse af forpligtelserne i artikel 16, 20, 22, 23 og 35, til de behov, der er opstået som følge af krisesituationen.

3.   Kommissionen inddrager, hvor det er relevant, medlemsstaternes myndigheder og kan også inddrage EU-organer, -kontorer og -agenturer i udarbejdelsen, afprøvningen og overvågningen af anvendelsen af kriseprotokollerne. Kommissionen kan, hvor det er nødvendigt og relevant, også inddrage civilsamfundsorganisationer eller andre relevante organisationer i udarbejdelsen af kriseprotokollerne.

4.   Kommissionen bestræber sig på at sikre, at følgende er klart fastsat i kriseprotokollerne:

a)

de specifikke parametre til bestemmelse af, hvad der udgør den specifikke ekstraordinære omstændighed, som kriseprotokollen har til formål at afhjælpe, og de mål, den forfølger

b)

de enkelte deltageres rolle og de foranstaltninger, de skal iværksætte under forberedelsen, og når kriseprotokollen er blevet aktiveret

c)

en klar procedure for bestemmelse af, hvornår kriseprotokollen skal aktiveres

d)

en klar procedure for bestemmelse af den periode, hvori de foranstaltninger, der skal træffes, når kriseprotokollen er blevet aktiveret, skal træffes, der skal være strengt begrænset til, hvad der er nødvendigt for at håndtere de pågældende specifikke ekstraordinære omstændigheder

e)

garantier til imødegåelse af eventuelle negative virkninger for udøvelsen af de grundlæggende rettigheder nedfældet i chartret, navnlig ytrings- og informationsfriheden og retten til ikkeforskelsbehandling

f)

en procedure for offentlig rapportering om alle trufne foranstaltninger og deres varighed og resultater, når krisen er ovre.

5.   Hvis Kommissionen finder, at en kriseprotokol ikke effektivt afhjælper krisesituationen eller sikrer udøvelsen af de grundlæggende rettigheder, jf. stk. 4, litra e), anmoder den deltagerne om at revidere kriseprotokollen, herunder ved at træffe yderligere foranstaltninger.

KAPITEL IV

GENNEMFØRELSE, SAMARBEJDE, SANKTIONER OG HÅNDHÆVELSE

AFDELING 1

Kompetente myndigheder og nationale koordinatorer for digitale tjenester

Artikel 51

Beføjelser for koordinatorer for digitale tjenester

1.   Når det er nødvendigt for udførelsen af deres opgaver i henhold til denne forordning, skal koordinatorer for digitale tjenester have følgende undersøgelsesbeføjelser for så vidt angår den adfærd, der udvises af udbydere af formidlingstjenester, der falder ind under deres medlemsstats kompetence:

a)

beføjelse til at kræve, at disse udbydere og alle andre personer, der handler som led i deres erhverv, forretning, håndværk eller profession, og som med rimelighed kan have kendskab til oplysninger relateret til en formodet overtrædelse af denne forordning, herunder organisationer, der udfører de revisioner, der er omhandlet i artikel 37 og artikel 75, stk. 2, fremlægger sådanne oplysninger uden unødig forsinkelse.

b)

beføjelse til at foretage eller til at anmode en judiciel myndighed i deres medlemsstat om at påbyde kontrol af alle lokaler, som disse udbydere eller personer anvender som led i deres erhverv, forretning, håndværk eller profession, eller til at anmode andre offentlige myndigheder om at gøre dette med henblik på at undersøge, beslaglægge, tage eller få kopier af oplysninger relateret til en formodet overtrædelse i enhver form, uanset lagringsmediet

c)

beføjelse til at anmode enhver repræsentant for eller ethvert medlem af personalet hos disse udbydere eller personer om at redegøre for eventuelle oplysninger relateret til en formodet overtrædelse og til med deres samtykke at registrere svarene med ethvert teknisk hjælpemiddel.

2.   Når det er nødvendigt for udførelsen af deres opgaver i henhold til denne forordning, skal koordinatorer for digitale tjenester have følgende håndhævelsesbeføjelser i forhold til udbydere af formidlingstjenester, der falder ind under deres medlemsstats kompetence:

a)

beføjelse til at acceptere de tilsagn, som disse udbydere har afgivet om at overholde denne forordning, og til at gøre disse tilsagn bindende

b)

beføjelse til at kræve overtrædelser bragt til ophør og, hvor det er relevant, til at pålægge sanktioner, der står i rimeligt forhold til overtrædelsen, og som er nødvendige for effektivt at bringe overtrædelsen til ophør, eller til at anmode en judiciel myndighed i deres medlemsstat herom

c)

beføjelse til at pålægge bøder eller til at anmode en judiciel myndighed i deres medlemsstat om at gøre det i overensstemmelse med artikel 52 i tilfælde af manglende overholdelse af denne forordning, herunder af ethvert undersøgelsespåbud udstedt i henhold til denne artikels stk. 1

d)

beføjelse til at pålægge tvangsbøder eller til at anmode en judiciel myndighed i deres medlemsstat om at gøre det i overensstemmelse med artikel 52 for at sikre, at en overtrædelse bringes til ophør i overensstemmelse med et påbud udstedt i henhold til dette afsnit, litra b), eller i tilfælde af manglende overholdelse af ethvert undersøgelsespåbud udstedt i henhold til nærværende artikels stk. 1

e)

beføjelse til at træffe midlertidige foranstaltninger eller til at anmode den kompetente nationale judicielle myndighed i deres medlemsstat om at gøre det med henblik på at undgå risikoen for alvorlig skade.

For så vidt angår første afsnit, litra c) og d), har koordinatorer for digitale tjenester også de håndhævelsesbeføjelser, der er fastsat i disse litraer, i forhold til de andre personer, der er omhandlet i stk. 1, i tilfælde af manglende overholdelse af et af de påbud, der er udstedt til dem i henhold til nævnte stykke. De udøver kun disse håndhævelsesbeføjelser efter rettidigt at have givet disse andre personer alle relevante oplysninger vedrørende sådanne påbud, herunder om den gældende tidsperiode, de bøder eller tvangsbøder, der kan pålægges for manglende overholdelse, og klagemuligheder.

3.   Når det er nødvendigt for udførelsen af deres opgaver i henhold til denne forordning, har koordinatorer for digitale tjenester i forhold til udbydere af formidlingstjenester, som falder ind under deres medlemsstaters kompetence, hvis alle andre beføjelser i henhold til denne artikel til at bringe en overtrædelse til ophør er udtømt, og overtrædelsen ikke er blevet afhjulpet eller varer ved og forvolder alvorlig skade, der ikke kan undgås gennem udøvelse af andre beføjelser i henhold til EU-retten eller national ret, også beføjelse til at træffe følgende foranstaltninger:

a)

kræve, at de pågældende udbyderes ledelsesorgan uden unødig forsinkelse undersøger situationen, vedtager og forelægger en handlingsplan med de nødvendige foranstaltninger til at bringe overtrædelsen til ophør, sikrer, at udbyderen træffer disse foranstaltninger, og aflægger rapport om de trufne foranstaltninger

b)

hvis koordinatoren for digitale tjenester mener, at en udbyder af formidlingstjenester ikke har opfyldt kravene i litra a) i tilstrækkelig grad, at overtrædelsen ikke er blevet afhjulpet eller varer ved og forvolder alvorlig skade, og at overtrædelsen udgør en strafbar handling, der indebærer en trussel mod menneskers liv eller sikkerhed, anmode den kompetente judicielle myndighed i dens medlemsstat om at påbyde en midlertidig begrænsning af adgangen for modtagere af den tjeneste, der er berørt af overtrædelsen, eller, hvis dette ikke er teknisk muligt, af adgangen til udbyderen af formidlingstjenestens onlinegrænseflade, hvorpå overtrædelsen finder sted.

Medmindre koordinatoren for digitale tjenester handler på Kommissionens anmodning, jf. artikel 82, opfordrer koordinatoren forud for fremsendelsen af den i dette stykkes første afsnit, litra b), omhandlede anmodning interesserede parter til at fremsætte skriftlige bemærkninger inden for en frist på mindst to uger og redegør i denne forbindelse for de foranstaltninger, koordinatoren har til hensigt at anmode om med angivelse af den eller de tiltænkte adressater. Udbyderen af formidlingstjenester, den eller de tiltænkte adressater og enhver anden tredjepart, der godtgør en legitim interesse, har ret til at deltage i proceduren ved den kompetente judicielle myndighed. Enhver påbudt foranstaltning skal stå i rimeligt forhold til overtrædelsens art, grovhed, gentagne karakter og varighed uden unødigt at begrænse adgang til lovlig information for de berørte tjenestemodtagere.

Begrænsningen af adgangen gælder for en periode på fire uger, men de kompetente judicielle myndigheder kan i påbuddet give koordinatoren for digitale tjenester mulighed for at forlænge denne periode med yderligere perioder af samme længde, idet det maksimale antal forlængelser fastsættes af den pågældende judicielle myndighed. Koordinatoren for digitale tjenester forlænger kun perioden, hvis koordinatoren under hensyntagen til de rettigheder og interesser, som alle parter berørt af begrænsningen har, og alle relevante omstændigheder, herunder eventuelle oplysninger fra udbyderen af formidlingstjenester, adressaten eller adressaterne og enhver anden tredjepart, der har godtgjort en legitim interesse, finder, at begge følgende betingelser er opfyldt:

a)

udbyderen af formidlingstjenester har ikke truffet de nødvendige foranstaltninger til at bringe overtrædelsen til ophør

b)

den midlertidige begrænsning begrænser ikke tjenestemodtagernes adgang til lovlig information unødigt, henset til antallet af berørte modtagere og tilstedeværelsen af egnede og lettilgængelige alternativer.

Hvis koordinatoren for digitale tjenester mener, at betingelserne i tredje afsnit, litra a) og b), er opfyldt, men ikke kan forlænge perioden yderligere i henhold til tredje afsnit, indgiver koordinatoren en ny anmodning til den kompetente judicielle myndighed, jf. første afsnit, litra b).

4.   De i stk. 1, 2 og 3 nævnte beføjelser berører ikke afdeling 3.

5.   De foranstaltninger, som koordinatorerne for digitale tjenester træffer som led i udøvelsen af deres beføjelser som anført i stk. 1, 2 og 3, skal være effektive, have afskrækkende virkning og stå i et rimeligt forhold til navnlig arten, grovheden, den gentagne karakter og varigheden af den overtrædelse eller formodede overtrædelse, som disse foranstaltninger vedrører, og i påkommende tilfælde til den pågældende formidlingstjenestes økonomiske, tekniske og operationelle kapacitet.

6.   Medlemsstaterne fastlægger specifikke regler og procedurer for udøvelsen af beføjelserne i henhold til stk. 1, 2 og 3 og sikrer, at enhver udøvelse af disse beføjelser er omfattet af tilstrækkelige garantier i gældende national ret i overensstemmelse med chartret og EU-rettens almindelige principper. Disse foranstaltninger må navnlig kun træffes under hensyntagen til retten til respekt for privatliv og retten til forsvar, herunder retten til at blive hørt og retten til aktindsigt, og med forbehold af alle berørte parters ret til adgang til effektive retsmidler.

Artikel 56

Kompetencer

1.   Den medlemsstat, hvor udbyderen af formidlingstjenesters hovedforretningssted er beliggende, har enekompetence med hensyn til tilsyn med og håndhævelse af denne forordning med undtagelse af de kompetencer, der er omhandlet i stk. 2, 3 og 4.

2.   Kommissionen har enekompetence med hensyn til tilsyn og håndhævelse af kapitel III, afdeling 5.

3.   Kommissionen har beføjelse til at føre tilsyn med og håndhæve denne forordning, ud over de bestemmelser, der er fastsat i kapitel III, afdeling 5, i denne forordning, hvad angår udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner.

4.   Hvis Kommissionen ikke har indledt en procedure for den samme overtrædelse, har den medlemsstat, hvor hovedforretningsstedet for udbyderen af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner er beliggende, beføjelse til at føre tilsyn med og håndhæve forpligtelserne efter denne forordning, bortset fra dem, der er fastsat i kapitel III, afdeling 5, med hensyn til disse udbydere.

5.   Medlemsstaterne og Kommissionen skal føre tilsyn med og håndhæve denne forordnings bestemmelser i tæt samarbejde.

6.   Hvis en udbyder af formidlingstjenester ikke er etableret i Unionen, har den medlemsstat, hvor den pågældendes retlige repræsentant er bosiddende eller etableret, eller Kommissionen, alt efter hvad der er relevant, beføjelse til, i overensstemmelse med denne artikels stk. 1 og 4, at føre tilsyn med og håndhæve de relevante forpligtelser i denne forordning.

7.   Hvis en udbyder af formidlingstjenester undlader at udpege en retlig repræsentant i overensstemmelse med artikel 13, har alle medlemsstater og, hvis der er tale om en udbyder af en meget stor onlineplatform eller af en meget stor onlinesøgemaskine, Kommissionen beføjelser til tilsyn og håndhævelse i henhold til denne artikel.

Hvis en koordinator for digitale tjenester agter at udøve sine beføjelser i henhold til dette stykke, underretter den alle andre koordinatorer for digitale tjenester og Kommissionen og sikrer, at de gældende garantier, som chartret giver, respekteres, navnlig med henblik på at undgå, at den samme adfærd straffes mere end én gang for overtrædelse af de forpligtelser, der er fastsat i denne forordning. Hvis Kommissionen agter at udøve sine beføjelser i henhold til dette stykke, underretter den alle andre koordinatorer for digitale tjenester herom. Efter underretningen i henhold til dette stykke må andre medlemsstaters kompetente myndigheder ikke indlede procedurer for samme adfærd som den, der er omhandlet i underretningen.


whereas









keyboard_arrow_down