search


keyboard_tab Digital Service Act 2022/2065 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2022/2065 DA cercato: 'sagen' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


expand index sagen:


whereas sagen:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 735

 

Artikel 21

Udenretslig tvistbilæggelse

1.   Tjenestemodtagere, herunder enkeltpersoner eller enheder, der har indgivet anmeldelser, til hvem de i artikel 20, stk. 1, omhandlede beslutninger er adresseret, kan vælge ethvert udenretsligt tvistbilæggelsesorgan, der er certificeret i overensstemmelse med denne artikels stk. 3, med henblik på at bilægge tvister vedrørende disse beslutninger, herunder klager, som ikke er blevet løst ved hjælp af det i nævnte artikel omhandlede interne klagebehandlingssystem.

Udbydere af onlineplatforme sikrer, at oplysninger om tjenestemodtagernes mulighed for adgang til et udenretsligt tvistbilæggelsesorgan er let tilgængelige på deres onlinegrænseflade, klare og brugervenlige.

Første afsnit berører ikke den berørte tjenestemodtagers ret til på ethvert tidspunkt at anlægge sag for at bestride beslutninger truffet af udbyderen af onlineplatforme ved en domstol i overensstemmelse med gældende ret.

2.   Begge parter skal samarbejde i god tro med det udvalgte certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorgan med henblik på at bilægge tvisten.

Udbydere af onlineplatforme kan nægte at deltage i proceduren ved et sådant udenretsligt tvistbilæggelsesorgan, hvis en tvist allerede er blevet løst vedrørende de samme oplysninger og det samme grundlag for påstået ulovlighed eller uforenelighed af indholdet.

Det certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorgan har ikke beføjelse til at pålægge parterne en bindende tvistbilæggelse.

3.   Koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, hvor det udenretslige tvistbilæggelsesorgan er etableret, certificerer for en periode på maksimalt fem år, der kan forlænges, organet efter dets anmodning, hvis organet har godtgjort, at det opfylder alle følgende betingelser:

a)

organet er upartisk og uafhængigt, herunder finansielt uafhængigt, af udbydere af onlineplatforme og af modtagere af den tjeneste, der ydes af udbyderne af onlineplatformene, herunder af enkeltpersoner eller enheder, der har indgivet anmeldelser

b)

organet har den nødvendige ekspertise, for så vidt angår de spørgsmål, der opstår på et eller flere særlige områder i tilknytning til ulovligt indhold, eller for så vidt angår anvendelsen og håndhævelsen af vilkår og betingelser for en eller flere typer onlineplatforme, hvilket giver organet mulighed for at bidrage effektivt til bilæggelsen af en tvist

c)

organet eller dets repræsentanter aflønnes på en måde, der ikke er knyttet til resultatet af proceduren

d)

den udenretslige tvistbilæggelse, det tilbyder, er let tilgængelig ved brug af elektronisk kommunikationsteknologi og giver mulighed for at indlede tvistbilæggelse og indsende den fornødne dokumentation online

e)

organet kan bilægge tvister hurtigt, effektivt og omkostningseffektivt og på mindst ét af EU-institutionernes officielle sprog

f)

den udenretslige tvistbilæggelse, det tilbyder, finder sted i overensstemmelse med klare og retfærdige procedureregler, der er let- og offentligt tilgængelige, og som er i overensstemmelse med gældende ret, herunder denne artikel.

Koordinatoren for digitale tjenester anfører i påkommende tilfælde i certifikatet:

a)

organets særlige ekspertiseområder som omhandlet i første afsnit, litra b), og

b)

det eller de af EU-institutionernes officielle sprog, på hvilke organet kan bilægge tvister som omhandlet i første afsnit, litra e).

4.   Certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorganer aflægger årligt rapport til koordinatoren for digitale tjenester om deres virke, med angivelse af som minimum antallet af forelagte tvister, oplysninger om udfaldet af disse tvister, den gennemsnitlige tid, det tog at løse dem, og eventuelle mangler eller vanskeligheder. De afgiver yderligere oplysninger efter anmodning fra denne koordinator for digitale tjenester.

Koordinatorerne for digitale tjenester udarbejder hvert andet år en rapport om, hvordan de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, som de har certificeret, fungerer. Rapporten skal navnlig:

a)

indbefatte en liste over antallet af tvister, som hvert certificeret udenretsligt tvistbilæggelsesorgan årligt er blevet forelagt

b)

angive resultaterne af de gennemførte tvistbilæggelsesprocedurer og den gennemsnitlige tid, det tager at løse tvisterne

c)

indkredse og redegøre for eventuelle systematiske eller sektorspecifikke mangler eller vanskeligheder i forbindelse med disse organers virke

d)

indkredse bedste praksis vedrørende dette virke

e)

fremsætte anbefalinger til, hvordan dette virke kan forbedres, hvor hensigtsmæssigt.

De certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorganer skal forelægge deres beslutninger for sagsparterne inden for en rimelig periode og ikke mere end 90 kalenderdage efter datoen for det certificerede organ fik forelagt klagesagen. I tilfælde af meget komplekse tvister kan det certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorgan efter eget skøn forlænge fristen på 90 kalenderdage med en yderligere varighed på ikke over 90 dage, så den samlede varighed ikke overstiger 180 dage.

5.   Hvis det udenretslige tvistbilæggelsesorgan træffer afgørelse om tvisten til fordel for tjenestemodtageren, herunder den enkeltperson eller enhed, der har indgivet en anmeldelse, afholder udbyderen af onlineplatformen alle gebyrer, som organet for udenretslig tvistbilæggelse opkræver, og godtgør den pågældende modtager, herunder enkeltpersonen eller enheden, eventuelle andre rimelige udgifter, som denne har måttet afholde i forbindelse med tvistbilæggelsen. Hvis organet for udenretslig tvistbilæggelse afgør tvisten til fordel for udbyderen af onlineplatformen, skal tjenestemodtageren, herunder enkeltpersonen eller enheden, ikke godtgøre gebyrer eller andre udgifter, som udbyderen af onlineplatformen har betalt eller skal betale i forbindelse med tvistbilæggelsen, medmindre det udenretslige tvistbilæggelsesorgan finder, at den pågældende modtager åbenlyst har handlet i ond tro.

De gebyrer, som organet opkræver udbyderne af onlineplatforme for tvistbilæggelsen, skal være rimelige og må under ingen omstændigheder overstige organets omkostninger. For modtagere af tjenesten bør tvistbilæggelsen være gratis tilgængelig eller tilgængelig mod et gebyr af symbolsk størrelse.

Certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorganer skal oplyse de berørte tjenestemodtagere, herunder de enkeltpersoner eller enheder, der har indgivet en anmeldelse, og udbyderen af den berørte onlineplatform om gebyrerne eller de mekanismer, der anvendes til at fastsætte gebyrerne, inden de indleder i tvistbilæggelsen.

6.   Medlemsstaterne kan oprette udenretslige tvistbilæggelsesorganer med henblik på stk. 1 eller støtte aktiviteterne i en række af eller i alle de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, som de har certificeret i overensstemmelse med stk. 3.

Medlemsstaterne sikrer, at ingen af deres aktiviteter udført i henhold til første afsnit påvirker deres koordinatorer for digitale tjenesters mulighed for at certificere de pågældende organer i overensstemmelse med stk. 3.

7.   En koordinator for digitale tjenester, der har certificeret et udenretsligt tvistbilæggelsesorgan, tilbagekalder denne certificering, hvis koordinatoren efter en undersøgelse enten på eget initiativ eller på grundlag af oplysninger modtaget af tredjeparter fastslår, at organet for udenretslig tvistbilæggelse ikke længere opfylder betingelserne i stk. 3. Inden tilbagekaldelsen af den pågældende certificering giver koordinatoren for digitale tjenester det pågældende organ mulighed for at reagere på resultaterne af dens undersøgelse og dens hensigt om at tilbagekalde det udenretslige tvistbilæggelsesorgans certificering.

8.   Koordinatorerne for digitale tjenester underretter Kommissionen om de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, som de har certificeret i overensstemmelse med stk. 3, herunder i påkommende tilfælde om de specifikationer, der er omhandlet i nævnte stykkes andet afsnit, samt de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, hvis certificering de har tilbagekaldt. Kommissionen offentliggør en liste over disse organer, herunder over disse specifikationer, på et særligt websted, der er lettilgængeligt, og holder den ajour.

9.   Denne artikel berører ikke direktiv 2013/11/EU og procedurer for alternativ tvistbilæggelse og instanser for forbrugere, der er etableret i henhold til nævnte direktiv.

Artikel 58

Grænseoverskridende samarbejde mellem koordinatorer for digitale tjenester

1.   Medmindre Kommissionen har indledt en undersøgelse af den samme påståede overtrædelse, kan en koordinator for digitale tjenester i destinationslandet, der har begrundet mistanke om, at en udbyder af en formidlingstjeneste har overtrådt denne forordning på en måde, der negativt påvirker tjenestemodtagerne i den medlemsstat, hvor denne koordinator for digitale tjenester er etableret, anmode koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet om at vurdere sagen og træffe de nødvendige undersøgelses- og håndhævelsesforanstaltninger for at sikre, at denne forordning overholdes.

2.   Medmindre Kommissionen har indledt en undersøgelse for den samme påståede overtrædelse og efter anmodning fra mindst tre koordinatorer for digitale tjenester i destinationslandet, der har begrundet mistanke om, at en specifik udbyder af formidlingstjenester har overtrådt denne forordning på en måde, der negativt påvirker tjenestemodtagere i deres medlemsstater, kan rådet anmode koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet om at vurdere forholdet og træffe de nødvendige undersøgelses- og håndhævelsesforanstaltninger for at sikre, at denne forordning overholdes.

3.   En anmodning i henhold til stk. 1 eller 2 skal være behørigt begrundet og skal som minimum angive:

a)

oplysninger om det i artikel 11 omhandlede kontaktpunkt for den berørte udbyder af formidlingstjenester

b)

en beskrivelse af de relevante forhold, de relevante bestemmelser i denne forordning og baggrunden for, at den anmodende koordinator for digitale tjenester eller rådet har mistanke om, at udbyderen har overtrådt denne forordning, herunder en beskrivelse af de negative effekter af den påståede overtrædelse

c)

alle andre oplysninger, som den anmodende koordinator for digitale tjenester eller rådet anser for relevante, herunder i givet fald oplysninger indsamlet på eget initiativ eller forslag til specifikke undersøgelses- eller håndhævelsesforanstaltninger, der skal træffes, herunder midlertidige foranstaltninger.

4.   Koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet tager videst muligt hensyn til anmodningen i henhold til denne artikels stk. 1 eller 2. Hvis koordinatoren ikke mener, at den har tilstrækkelige oplysninger til at følge op på anmodningen, og har grund til at mene, at den anmodende koordinator for digitale tjenester eller rådet kan give yderligere oplysninger, kan koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet enten anmode om sådanne oplysninger i overensstemmelse med artikel 57 eller alternativt indlede en fælles undersøgelse i henhold til artikel 60, stk. 1, der som minimum omfatter den anmodende koordinator for digitale tjenester. Den i denne artikels stk. 5 fastsatte frist suspenderes, indtil disse yderligere oplysninger er blevet forelagt, eller indtil opfordringen til at deltage i den fælles undersøgelse er blevet afslået.

5.   Koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet giver uden unødig forsinkelse og under alle omstændigheder senest to måneder efter modtagelsen af anmodningen i henhold til stk. 1 eller 2 den anmodende koordinator for digitale tjenester og rådet meddelelse om vurderingen af den formodede overtrædelse og om eventuelle undersøgelses- eller håndhævelsesforanstaltninger, der er truffet eller påtænkes i forbindelse hermed for at sikre, at denne forordning overholdes.

Artikel 59

Henvisning til Kommissionen

1.   Hvis der ikke foreligger en meddelelse inden for den frist, der er fastsat i artikel 58, stk. 5, hvis rådet er uenigt i vurderingen eller i de foranstaltninger, der er truffet eller påtænkes truffet i henhold til artikel 58, stk. 5, eller i de i artikel 60, stk. 3, omhandlede tilfælde, kan rådet henvise sagen til Kommissionen med alle relevante oplysninger. Disse oplysninger skal som minimum omfatte den anmodning eller henstilling, der er fremsendt til koordinatorerne for digitale tjenester i etableringslandet, koordinatoren for digitale tjenesters vurdering, begrundelsen for uenigheden og eventuelle yderligere oplysninger til støtte for henvisningen.

2.   Kommissionen vurderer sagen senest to måneder efter henvisningen af sagen i henhold til stk. 1 efter høring af koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet.

3.   Hvis Kommissionen i henhold til denne artikels stk. 2 finder, at vurderingen eller de undersøgelses- eller håndhævelsesforanstaltninger, der er truffet eller påtænkes i henhold til artikel 58, stk. 5, ikke er tilstrækkelige til at sikre en effektiv håndhævelse eller på anden måde er uforenelig med denne forordning, meddeler den koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet og rådet sine synspunkter og anmoder koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet om at tage sagen under fornyet behandling.

Koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet træffer de nødvendige undersøgelses- eller håndhævelsesforanstaltninger for at sikre overholdelse af denne forordning under størst mulig hensyntagen til Kommissionens synspunkter og anmodning om fornyet behandling. Koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet underretter Kommissionen samt den anmodende koordinator for digitale tjenester eller rådet, der har truffet foranstaltninger i henhold til artikel 58, stk. 1 eller 2, om de foranstaltninger, der er truffet, senest to måneder efter anmodningen om fornyet behandling.

Artikel 60

Fælles undersøgelser

1.   Koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet kan indlede og lede fælles undersøgelser med deltagelse af en eller flere andre berørte koordinatorer for digitale tjenester:

a)

på eget initiativ med henblik på at undersøge en given udbyder af formidlingstjenesters påståede overtrædelse af denne forordning i flere medlemsstater, eller

b)

efter henstilling fra rådet, som handler på anmodning af mindst tre koordinatorer for digitale tjenester, der har begrundet mistanke om, at en given udbyder af formidlingstjenester har begået en overtrædelse, der påvirker tjenestemodtagere i deres medlemsstater.

2.   Enhver koordinator for digitale tjenester, der påviser at have en legitim interesse i at deltage i en fælles undersøgelse i henhold til stk. 1, kan anmode herom. Den fælles undersøgelse skal afsluttes senest tre måneder efter, at den er indledt, medmindre andet aftales mellem deltagerne.

Koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet skal meddele sin foreløbige holdning til den påståede overtrædelse senest en måned efter udløbet af den frist, der er omhandlet i første afsnit, til alle koordinatorer for digitale tjenester, Kommissionen og rådet. Den foreløbige holdning skal tage hensyn til de synspunkter, som alle andre koordinatorer for digitale tjenester, der deltager i den fælles undersøgelse, har givet udtryk for. Hvor det er relevant, skal den foreløbige holdning også angive de påtænkte håndhævelsesforanstaltninger.

3.   Rådet kan henvise sagen til Kommissionen i henhold til artikel 59, hvis:

a)

koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet ikke har meddelt sin foreløbige holdning inden for den frist, der er fastsat i stk. 2

b)

rådet i betydelig grad er uenigt i den foreløbige holdning, som koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet har meddelt, eller

c)

koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet ikke straks har indledt den fælles undersøgelse efter henstilling fra rådet i henhold til stk. 1, litra b).

4.   I forbindelse med gennemførelsen af den fælles undersøgelse skal de deltagende koordinatorer for digitale tjenester samarbejde i god tro under hensyntagen, hvor det er relevant, til indikationerne fra koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet og rådets henstilling. De koordinatorer for digitale tjenester i destinationen, der deltager i den fælles undersøgelse, har ret til, efter anmodning fra eller efter høring af koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet, at udøve deres undersøgelsesbeføjelser som omhandlet i artikel 51, stk. 1, over for de udbydere af formidlingstjenester, der er berørt af den påståede overtrædelse, for så vidt angår oplysninger og lokaler, der befinder sig på deres område.

AFDELING 3

Det Europæiske Råd for Digitale Tjenester

Artikel 65

Håndhævelse af meget store onlineplatformes og meget store onlinesøgemaskiners forpligtelser

1.   Med henblik på at undersøge, om udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner overholder de forpligtelser, der er fastsat i denne forordning, kan Kommissionen udøve de undersøgelsesbeføjelser, der er fastsat i denne afdeling, selv inden den indleder en procedure i henhold til artikel 66, stk. 2. Den kan udøve disse beføjelser på eget initiativ eller efter en anmodning i henhold til denne artikels stk. 2.

2.   Hvis en koordinator for digitale tjenester har begrundet mistanke om, at en udbyder af en meget stor onlineplatform eller af en meget stor onlinesøgemaskine har overtrådt bestemmelserne i kapitel III, afdeling 5, eller systematisk har overtrådt en eller flere af bestemmelserne i denne forordning på en måde, der i alvorlig grad påvirker tjenestemodtagere i dens medlemsstat, kan koordinatoren gennem det i artikel 85 omhandlede informationsudvekslingssystem indgive en behørigt begrundet anmodning til Kommissionen om at vurdere sagen.

3.   En anmodning i henhold til stk. 2 skal være behørigt begrundet og som minimum indeholde følgende oplysninger:

a)

kontaktpunktet for den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine, jf. artikel 11

b)

en beskrivelse af de relevante forhold, de berørte bestemmelser i denne forordning og grundene til, at den koordinator for digitale tjenester, der sendte anmodningen, har mistanke om, at den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine har overtrådt denne forordning, herunder en beskrivelse af de forhold, der viser, at den formodede overtrædelse er af systemisk karakter

c)

alle andre oplysninger, som den anmodende koordinator for digitale tjenester anser for relevante, herunder i givet fald oplysninger indsamlet på eget initiativ.

Artikel 68

Beføjelse til at gennemføre interviews og indhente udtalelser

1.   For at kunne udføre sine opgaver i henhold til denne afdeling kan Kommissionen interviewe enhver fysisk eller juridisk person, der indvilliger i at lade sig interviewe med henblik på indsamling af oplysninger om genstanden for en undersøgelse vedrørende den formodede overtrædelse. Kommissionen har ret til at registrere et sådan interview ved hjælp af passende tekniske midler.

2.   Hvis det i stk. 1 omhandlede interview gennemføres i andre lokaler end Kommissionens, skal Kommissionen informere koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, på hvis område interviewet finder sted. Hvis den pågældende koordinator for digitale tjenester ønsker det, kan dens embedsmænd bistå de embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen til at foretage interviewet.

Artikel 69

Beføjelse til at foretage kontrolbesøg

1.   Med henblik på at udføre sine opgaver i henhold til denne afdeling kan Kommissionen foretage alle nødvendige kontrolbesøg i lokalerne hos den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller hos en anden person som omhandlet i artikel 67, stk. 1.

2.   De embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen til at udføre kontrolbesøg, har beføjelse til at:

a)

få adgang til alle lokaler, arealer og transportmidler tilhørende den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller den anden berørte person

b)

undersøge de bøger og andre optegnelser, der er forbundet med ydelsen af den pågældende tjeneste, uanset hvilket medie de er lagret på

c)

tage eller få kopi eller udskrift under enhver form af sådanne bøger eller andre optegnelser

d)

kræve, at den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller den anden berørte person giver adgang til og forklarer vedkommendes organisation, funktionsmåde, IT-system, algoritmer, databehandling og forretningspraksis og til at registrere eller dokumentere de afgivne forklaringer

e)

forsegle alle lokaler, der anvendes til formål forbundet med den berørte udbyder af den meget store onlineplatforms eller af den meget store onlinesøgemaskines eller den anden berørte persons erhverv, forretning, håndværk eller profession samt bøger eller andre optegnelser, i det tidsrum og i det omfang, det er nødvendigt for kontrolbesøget

f)

anmode enhver repræsentant for eller medarbejder hos den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller den anden berørte person om forklaringer på forhold eller dokumenter vedrørende genstanden for og formålet med kontrolbesøget og til at registrere svarene

g)

rette spørgsmål mod enhver sådan repræsentant eller medarbejder vedrørende kontrolbesøgets genstand og formål og til at registrere svarene.

3.   Kontrolbesøg kan foretages med bistand fra revisorer eller eksperter, der er udpeget af Kommissionen i henhold til artikel 72, stk. 2, samt fra koordinatoren for digitale tjenester eller de kompetente nationale myndigheder i den medlemsstat, på hvis område kontrolbesøget foretages.

4.   Hvis fremlæggelsen af de påkrævede bøger eller andre optegnelser i tilknytning til den ydede tjeneste er ufuldstændig, eller hvis svarene på de spørgsmål, der stilles i henhold til nærværende artikels stk. 2, er urigtige, ufuldstændige eller vildledende, udøver embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen til at foretage et kontrolbesøg, deres beføjelser efter fremlæggelse af en skriftlig tilladelse, der indeholder oplysninger om kontrolbesøgets genstand og formål og de i artikel 74 og 76 fastsatte sanktioner. Kommissionen underretter i god tid inden kontrolbesøget koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, på hvis område kontrolbesøget skal udføres, herom.

5.   Under kontrolbesøg kan de embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen, revisorerne og eksperterne udpeget af Kommissionen samt koordinatoren for digitale tjenester eller andre kompetente myndigheder i den medlemsstat, på hvis område kontrolbesøget udføres, kræve, at den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden berørt person redegør for vedkommendes organisation, funktionsmåde, IT-system, algoritmer, databehandling og forretningsadfærd, og rette spørgsmål mod dens nøglepersonale.

6.   Udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden berørt fysisk eller juridisk person er forpligtet til at underkaste sig et kontrolbesøg, der er beordret ved en afgørelse truffet af Kommissionen. Afgørelsen skal angive kontrolbesøgets genstand og formål, fastsætte tidspunktet for dets påbegyndelse og oplyse om de i artikel 74 og 76 fastsatte sanktioner og om retten til at få afgørelsen prøvet ved Den Europæiske Unions Domstol. Kommissionen skal høre koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, på hvis område kontrolbesøget skal gennemføres, inden den træffer sin afgørelse.

7.   Embedsmænd fra og andre personer, der er bemyndiget eller udpeget af koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, på hvis område kontrolbesøget skal udføres, skal efter anmodning fra denne koordinator for digitale tjenester eller Kommissionen aktivt bistå embedsmændene og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen, i forbindelse med kontrolbesøget. De har i denne forbindelse de i stk. 2 omhandlede beføjelser.

8.   Hvis embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen, finder, at den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller den anden berørte person modsætter sig et kontrolbesøg, der er beordret i henhold til denne artikel, skal den medlemsstat, på hvis område kontrolbesøget skal udføres, efter anmodning fra disse embedsmænd eller andre ledsagende personer og i overensstemmelse med medlemsstatens nationale ret yde disse den nødvendige bistand, herunder, hvis det er relevant i henhold til denne nationale ret, i form af tvangsforanstaltninger truffet af en kompetent retshåndhævende myndighed, således at de kan gennemføre kontrolbesøget.

9.   Hvis den bistand, der er omhandlet i stk. 8, kræver tilladelse fra en national judiciel myndighed i overensstemmelse med den pågældende medlemsstats nationale ret, skal koordinatoren for digitale tjenester i den pågældende medlemsstat anmode om en sådan tilladelse efter anmodning fra embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen. Der kan også ansøges om en sådan tilladelse som en sikkerhedsforanstaltning.

10.   Når der anmodes om den i stk. 9 omhandlede tilladelse, skal den nationale judicielle myndighed, for hvilken sagen er indbragt, kontrollere, at Kommissionens afgørelse om at beordre kontrolbesøget er autentisk, og at de påtænkte tvangsforanstaltninger hverken er vilkårlige eller uforholdsmæssige i forhold til kontrolundersøgelsens genstand. Når den nationale judicielle myndighed foretager en sådan kontrol, kan den anmode Kommissionen, direkte eller gennem koordinatorerne for digitale tjenester i den berørte medlemsstat, om detaljerede forklaringer, navnlig om det grundlag, hvorpå Kommissionen baserer sin mistanke om en overtrædelse af denne forordning, om grovheden af den formodede overtrædelse samt om måden, hvorpå den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller den anden berørte person er involveret heri. Den nationale judicielle myndighed må dog ikke sætte spørgsmålstegn ved, om kontrolbesøget er nødvendigt, eller kræve oplysninger fra Kommissionens sagsakter. Lovligheden af Kommissionens afgørelse kan kun prøves ved Den Europæiske Unions Domstol.

Artikel 82

Anmodninger om begrænsninger i adgangen og samarbejde med nationale domstole

1.   Hvis alle beføjelser i henhold til denne afdeling til at bringe en overtrædelse af denne forordning til ophør er udtømt, og overtrædelsen fortsætter og forvolder alvorlig skade, der ikke kan undgås gennem udøvelse af andre beføjelser i henhold til EU-retten eller national ret, kan Kommissionen anmode koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet for den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine om at træffe foranstaltninger i henhold til artikel 51, stk. 3.

Inden Kommissionen fremsender en sådan anmodning til koordinatoren for digitale tjenester, opfordrer Kommissionen interesserede parter til at fremsætte skriftlige bemærkninger inden for en frist på mindst 14 arbejdsdage med de foranstaltninger, Kommissionen har til hensigt at anmode om med angivelse af den eller de tiltænkte adressater.

2.   Når det er nødvendigt af hensyn til en ensartet anvendelse af denne forordning, kan Kommissionen på eget initiativ fremsætte skriftlige bemærkninger til den kompetente judicielle myndighed, der er omhandlet i artikel 51, stk. 3. Med tilladelse fra den pågældende judicielle myndighed kan den også fremsætte mundtlige bemærkninger.

Kommissionen kan udelukkende med henblik på udarbejdelsen af sine bemærkninger anmode denne judicielle myndighed om at sende Kommissionen alle dokumenter, der er nødvendige for vurderingen af sagen, eller sikre at de fremsendes.

3.   Når en national domstol træffer afgørelse om et spørgsmål, der allerede er genstand for en afgørelse truffet af Kommissionen i henhold til denne forordning, må denne nationale domstol ikke træffe nogen afgørelse, der er i strid med den pågældende afgørelse truffet af Kommissionen. Nationale domstole skal ligeledes undgå at træffe afgørelser, som kan være i strid med en afgørelse, som Kommissionen har til hensigt at træffe i en procedure, som den har indledt i henhold til denne forordning. Den nationale domstol kan med henblik herpå vurdere, om det er nødvendigt at udsætte sagen. Dette berører ikke artikel 267 i TEUF.


whereas









keyboard_arrow_down