search


keyboard_tab Digital Service Act 2022/2065 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2022/2065 DA cercato: 'ressourcer' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


expand index ressourcer:

    KAPITEL I
    ALMINDELIGE BESTEMMELSER

    KAPITEL II
    UDBYDERE AF FORMIDLINGSTJENESTERS ANSVAR

    KAPITEL III
    DUE DILIGENCE-FORPLIGTELSER FOR ET GENNEMSIGTIGT OG SIKKERT ONLINEMILJØ

    AFDELING 1
    Bestemmelser, som finder anvendelse på alle udbydere af formidlingstjenester
  • 1 Art. 13 Retlige repræsentanter

  • AFDELING 2
    Supplerende bestemmelser, som finder anvendelse på oplagringstjenester, herunder onlineplatforme

    AFDELING 3
    Supplerende bestemmelser, som finder anvendelse på udbydere af onlineplatforme

    AFDELING 4
    Supplerende bestemmelser, som finder anvendelse på udbydere af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende

    AFDELING 5
    Supplerende forpligtelser for udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner vedrørende styring af systemiske risici
  • 2 Art. 35 Risikobegrænsning
  • 2 Art. 41 Compliancefunktion
  • 1 Art. 42 Rapporteringsforpligtelser vedrørende gennemsigtighed

  • AFDELING 6
    Andre bestemmelser vedrørende due diligence-forpligtelser

    KAPITEL IV
    GENNEMFØRELSE, SAMARBEJDE, SANKTIONER OG HÅNDHÆVELSE

    AFDELING 1
    Kompetente myndigheder og nationale koordinatorer for digitale tjenester
  • 1 Art. 48 Kriseprotokoller
  • 2 Art. 50 Krav til koordinatorer for digitale tjenester

  • AFDELING 2
    Kompetencer, koordineret undersøgelse og sammenhængsmekanismer

    AFDELING 3
    Det Europæiske Råd for Digitale Tjenester

    AFDELING 4
    Tilsyn, undersøgelse, håndhævelse og overvågning i forbindelse med udbydere af meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner

    AFDELING 5
    Fælles bestemmelser om håndhævelse

    AFDELING 6
    Delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter

    KAPITEL V
    AFSLUTTENDE BESTEMMELSER


whereas ressourcer:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 626

 

Artikel 13

Retlige repræsentanter

1.   Udbydere af formidlingstjenester, der ikke er etableret i Unionen, men som udbyder tjenester i Unionen, udpeger skriftligt en juridisk eller fysisk person til at være deres retlige repræsentant i en af de medlemsstater, hvor de udbyder deres tjenester.

2.   Udbydere af formidlingstjenester bemyndiger deres retlige repræsentanter til at modtage henvendelser ud over eller i stedet for sådanne udbydere fra medlemsstaternes kompetente myndigheder, Kommissionen og rådet i forbindelse med alle spørgsmål, der er nødvendige for modtagelsen, overholdelsen og håndhævelsen af afgørelser, som er udstedt i forbindelse med denne forordning. Udbydere af formidlingstjenester giver deres retlige repræsentant de nødvendige beføjelser og tilstrækkelige ressourcer til at sikre, at de er i stand til at samarbejde effektivt og rettidigt med medlemsstaternes kompetente myndigheder, Kommissionen og rådet og efterleve sådanne afgørelser.

3.   Den udpegede retlige repræsentant skal kunne drages til ansvar for manglende overholdelse af forpligtelserne i henhold til denne forordning, uden at det berører udbyderen af formidlingstjenesters ansvar og de retlige skridt, der vil kunne indledes over for denne.

4.   Udbydere af formidlingstjenester meddeler navn, postadresse, e-mailadresse og telefonnummer på deres retlige repræsentant til koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, hvor denne retlige repræsentant er bosiddende eller etableret. De påser, at disse oplysninger er offentligt tilgængelige, lettilgængelige, nøjagtige og ajourførte.

5.   Udpegningen af en retlig repræsentant i Unionen i henhold til stk. 1 udgør ikke en etablering i Unionen.

Artikel 35

Risikobegrænsning

1.   Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner indfører rimelige, forholdsmæssige og effektive afbødende foranstaltninger, som er skræddersyet til de specifikke systemiske risici, der er identificeret i henhold til artikel 34, under særlig hensyntagen til sådanne foranstaltningers indvirkning på grundlæggende rettigheder. Sådanne foranstaltninger kan, hvor det er relevant, omfatte:

a)

tilpasning af udformningen, funktioner og virkemåder af deres tjenester, herunder deres onlinegrænsefladers

b)

tilpasning af deres vilkår og betingelser og håndhævelsen heraf

c)

tilpasning af processer for indholdsmoderation, herunder hastigheden og kvaliteten af behandlingen af anmeldelser vedrørende særlige former for ulovligt indhold og, hvis det er relevant, øjeblikkelig fjernelse eller hindring af adgangen til det anmeldte indhold, navnlig for så vidt angår ulovlig hadefuld tale eller cybervold, samt tilpasning af alle relevante beslutningsprocesser og øremærkede ressourcer til indholdsmoderation

d)

afprøvning og tilpasning af deres algoritmiske systemer, herunder deres anbefalingssystemer

e)

tilpasning af deres reklamesystemer og vedtagelse af målrettede foranstaltninger, der har til formål at begrænse eller justere visningen af reklamer i forbindelse med den tjeneste, de yder

f)

styrkelse af de interne processer eller ressourcer, den interne afprøvning eller dokumentation eller det interne tilsyn med deres aktiviteter, navnlig med hensyn til afdækning af systemiske risici

g)

indledning eller tilpasning af samarbejdet med pålidelige indberettere i overensstemmelse med artikel 22 og gennemførelse af udenretslige tvistbilæggelsesorganers afgørelser i henhold til artikel 21

h)

indledning eller tilpasning af samarbejdet med andre udbydere af onlineplatforme eller af onlinesøgemaskiner gennem de adfærdskodekser og kriseprotokoller, der er omhandlet i henholdsvis artikel 45 og 48

i)

iværksættelse af opmærksomhedsskabende foranstaltninger og tilpasning af deres onlinegrænseflade for at give tjenestemodtagerne flere oplysninger

j)

iværksættelse af målrettede foranstaltninger til beskyttelse af børns rettigheder, herunder værktøjer til alderskontrol og forældrekontrol, eller værktøjer, der har til formål at hjælpe mindreårige med at signalere misbrug eller opnå støtte, alt efter hvad der er relevant

k)

sikring af, at oplysninger, hvad enten der er tale om genereret eller manipuleret billed-, lyd- eller videomateriale, der i væsentlig grad ligner eksisterende personer, genstande, steder eller andre enheder eller begivenheder, og som fejlagtigt for andre forekommer at være autentisk eller sandfærdigt, skiller sig ud ved hjælp af fremtrædende markeringer, når de vises på deres onlinegrænseflader, idet der desuden tilvejebringes en brugervenlig funktionalitet, som gør det muligt for tjenestemodtagerne at angive sådan information.

2.   Rådet offentliggør i samarbejde med Kommissionen omfattende rapporter én gang om året. Rapporterne skal indeholde følgende:

a)

identifikation og vurdering af de mest fremtrædende og tilbagevendende systemiske risici indberettet af udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner eller identificeret gennem andre informationskilder, navnlig de kilder, der er omhandlet i artikel 39, 40 og 42

b)

bedste praksis for udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner for afbødning af de identificerede systemiske risici.

Disse rapporter præsenterer systemiske risici opdelt efter den medlemsstat, hvor de optrådte, og i Unionen som helhed, alt efter hvad der er relevant.

3.   Kommissionen kan i samarbejde med koordinatorerne for digitale tjenester udstede retningslinjer for anvendelsen af stk. 1 i forbindelse med specifikke risici, navnlig med henblik på at præsentere bedste praksis og anbefale mulige foranstaltninger under behørig hensyntagen til de mulige konsekvenser af foranstaltningerne for alle berørte parters grundlæggende rettigheder som nedfældet i chartret. I forbindelse med udarbejdelsen af disse retningslinjer afholder Kommissionen offentlige høringer.

Artikel 41

Compliancefunktion

1.   Udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner opretter en compliancefunktion, der er uafhængig af deres operationelle afdelinger og består af en eller flere compliancerådgivere, herunder lederen af compliancefunktionen. Denne compliancefunktion skal have beføjelser, format og ressourcer i tilstrækkeligt omfang samt adgang til ledelsesorganet hos udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine til at kunne overvåge, at den pågældende udbyder overholder denne forordning.

2.   Ledelsesorganet hos udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine sikrer, at compliancerådgivere har de nødvendige faglige kvalifikationer og den nødvendige viden, erfaring og evne til at udføre de opgaver, der er omhandlet i stk. 3.

Ledelsesorganet hos udbyderen af den meget stor onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine sikrer, at lederen af compliancefunktionen er en uafhængig højtstående leder med særligt ansvar for compliancefunktionen.

Lederen af compliancefunktionen rapporterer direkte til ledelsesorganet hos udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine og kan gøre opmærksom på problemer og advare det pågældende organ, hvis de risici, der er omhandlet i artikel 34, eller manglende overholdelse af denne forordning påvirker eller kan påvirke udbyderen af den berørte meget store onlineplatform eller meget store onlinesøgemaskine, uden at dette berører ledelsesorganets ansvar i dets tilsyns- og ledelsesfunktioner.

Lederen af compliancefunktionen må ikke fjernes fra posten uden forudgående godkendelse fra ledelsesorganet hos udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine.

3.   Compliancerådgivere har følgende opgaver:

a)

samarbejde med koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet og Kommissionen med henblik på denne forordning

b)

sikre, at alle de i artikel 34 omhandlede risici identificeres og indberettes korrekt, og at der træffes rimelige, forholdsmæssige og effektive risikobegrænsende foranstaltninger i henhold til artikel 35

c)

tilrettelægge og føre tilsyn med udbyderen af den meget store onlineplatforms eller af den meget store onlinesøgemaskines aktiviteter i forbindelse med den uafhængige revision i henhold til artikel 37

d)

informere og rådgive ledelsen og medarbejderne hos udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine om relevante forpligtelser i henhold til denne forordning

e)

overvåge, om udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine overholder sine forpligtelser i henhold til denne forordning

f)

hvor det er relevant, overvåge, om udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine overholder de forpligtelser, der er indgået i henhold til adfærdskodekserne, jf. artikel 45 og 46, eller kriseprotokollerne, jf. artikel 48.

4.   Udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskine meddeler navn og kontaktoplysninger på lederen af compliancefunktionen til koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet og Kommissionen.

5.   Ledelsesorganet hos udbyderen af den meget stor onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine skal definere, føre tilsyn med og være ansvarlig for gennemførelsen af udbyderens ledelsesordninger, der sikrer compliancefunktionens uafhængighed, herunder adskillelse af ansvar i organisationen for udbyderen af en meget stor onlineplatform eller af en meget stor onlinesøgemaskine, forebyggelse af interessekonflikter og forsvarlig forvaltning af systemiske risici, der er identificeret i henhold til artikel 34.

6.   Ledelsesorganet godkender og reviderer regelmæssigt og mindst en gang om året de strategier og politikker, der iværksættes for at imødegå, håndtere, overvåge og begrænse de risici, der er identificeret i henhold til artikel 34, og som den meget store onlineplatform eller den meget store onlinesøgemaskine er eller kan blive eksponeret for.

7.   Ledelsesorganet afsætter tilstrækkelig tid til behandlingen af risikostyringsforanstaltningerne. Det deltager aktivt i beslutningerne vedrørende risikostyring og sikrer, at der afsættes tilstrækkelige ressourcer til styring af de risici, der er identificeret i overensstemmelse med artikel 34.

Artikel 42

Rapporteringsforpligtelser vedrørende gennemsigtighed

1.   Udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner offentliggør de i artikel 15 omhandlede rapporter senest to måneder efter anvendelsesdatoen som fastsat i artikel 33, stk. 6, andet afsnit, og derefter mindst hver sjette måned.

2.   De rapporter, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, offentliggjort af udbydere af meget store onlineplatforme skal ud over de oplysninger, der er omhandlet i artikel 15 og artikel 24, stk. 1, præcisere:

a)

de menneskelige ressourcer, som udbyderen af meget store onlineplatforme afsætter til indholdsmoderation med hensyn til den tjeneste, der udbydes i Unionen, opdelt efter hvert gældende officielt sprog i medlemsstaterne, herunder med henblik på overholdelse af forpligtelserne i artikel 16 og 22 og med henblik på overholdelse af forpligtelserne i artikel 20

b)

kvalifikationerne og den sproglige ekspertise hos de personer, der udfører de i litra a) omhandlede aktiviteter, samt den uddannelse og støtte, der gives til dette personale

c)

indikatorerne for nøjagtighed og relaterede oplysninger, jf. artikel 15, stk. 1, litra e), opdelt efter hvert officielt sprog i medlemsstaterne.

Rapporterne offentliggøres på mindst ét af de officielle sprog i medlemsstaterne.

3.   Ud over de oplysninger, der er omhandlet i artikel 24, stk. 2, skal udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner i de rapporter, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 1, medtage oplysninger om det gennemsnitlige antal tjenestemodtagere pr. måned for hver medlemsstat.

4.   Udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner fremsender til koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet og Kommissionen uden unødig forsinkelse efter udarbejdelse og offentliggør senest tre måneder efter modtagelsen af hver revisionsrapport i henhold til artikel 37, stk. 4:

a)

en rapport med resultaterne af risikovurderingen i henhold til artikel 34

b)

de specifikke risikobegrænsende foranstaltninger, der er indført i henhold til artikel 35, stk. 1

c)

den revisionsrapport, der er omhandlet i artikel 37, stk. 4

d)

den revisionsrapport om gennemførelsen, der er omhandlet i artikel 37, stk. 6

e)

hvis det er relevant, oplysninger om de høringer, som udbyderen har gennemført til støtte for risikovurderingerne og udformningen af de risikobegrænsende foranstaltninger.

5.   Hvis en udbyder af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner mener, at offentliggørelsen af oplysninger i henhold til stk. 4 kan resultere i videregivelse af udbyderens eller tjenestemodtagernes fortrolige oplysninger, medføre væsentlige sårbarheder for tjenestens sikkerhed, underminere den offentlige sikkerhed eller skade modtagere, kan udbyderen fjerne sådanne oplysninger fra de offentligt tilgængelige rapporter. I så fald fremsender udbyderen de fuldstændige rapporter til koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet og til Kommissionen, ledsaget af en begrundelse for at fjerne oplysningerne fra de offentligt tilgængelige rapporter.

Artikel 48

Kriseprotokoller

1.   Rådet kan anbefale, at Kommissionen i overensstemmelse med stk. 2, 3 og 4 iværksætter udarbejdelsen af frivillige kriseprotokoller til håndtering af krisesituationer. Disse situationer er strengt begrænset til ekstraordinære omstændigheder, som påvirker den offentlige sikkerhed eller folkesundheden.

2.   Kommissionen tilskynder til og letter deltagelsen af udbyderne af meget store onlineplatforme, af meget store onlinesøgemaskiner og, hvor det er relevant, udbyderne af andre onlineplatforme eller af andre onlinesøgemaskiner i udarbejdelsen, afprøvningen og anvendelsen af disse kriseprotokoller. Kommissionen bestræber sig på at sikre, at disse kriseprotokoller omfatter en eller flere af følgende foranstaltninger:

a)

fremtrædende visning af information om krisesituationen leveret af medlemsstaternes myndigheder eller på EU-plan eller, alt afhængigt af krisens kontekst, af andre relevante pålidelige organer

b)

sikring af, at udbyderen af formidlingstjenester udpeger et særligt kontaktpunkt for krisestyring. Hvis det er relevant, kan dette være det elektroniske kontaktpunkt, der er omhandlet i artikel 11, eller, for så vidt angår udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner, den compliancerådgiver, der er omhandlet i artikel 41

c)

hvor det er relevant, tilpasning af de ressourcer, der er afsat til overholdelse af forpligtelserne i artikel 16, 20, 22, 23 og 35, til de behov, der er opstået som følge af krisesituationen.

3.   Kommissionen inddrager, hvor det er relevant, medlemsstaternes myndigheder og kan også inddrage EU-organer, -kontorer og -agenturer i udarbejdelsen, afprøvningen og overvågningen af anvendelsen af kriseprotokollerne. Kommissionen kan, hvor det er nødvendigt og relevant, også inddrage civilsamfundsorganisationer eller andre relevante organisationer i udarbejdelsen af kriseprotokollerne.

4.   Kommissionen bestræber sig på at sikre, at følgende er klart fastsat i kriseprotokollerne:

a)

de specifikke parametre til bestemmelse af, hvad der udgør den specifikke ekstraordinære omstændighed, som kriseprotokollen har til formål at afhjælpe, og de mål, den forfølger

b)

de enkelte deltageres rolle og de foranstaltninger, de skal iværksætte under forberedelsen, og når kriseprotokollen er blevet aktiveret

c)

en klar procedure for bestemmelse af, hvornår kriseprotokollen skal aktiveres

d)

en klar procedure for bestemmelse af den periode, hvori de foranstaltninger, der skal træffes, når kriseprotokollen er blevet aktiveret, skal træffes, der skal være strengt begrænset til, hvad der er nødvendigt for at håndtere de pågældende specifikke ekstraordinære omstændigheder

e)

garantier til imødegåelse af eventuelle negative virkninger for udøvelsen af de grundlæggende rettigheder nedfældet i chartret, navnlig ytrings- og informationsfriheden og retten til ikkeforskelsbehandling

f)

en procedure for offentlig rapportering om alle trufne foranstaltninger og deres varighed og resultater, når krisen er ovre.

5.   Hvis Kommissionen finder, at en kriseprotokol ikke effektivt afhjælper krisesituationen eller sikrer udøvelsen af de grundlæggende rettigheder, jf. stk. 4, litra e), anmoder den deltagerne om at revidere kriseprotokollen, herunder ved at træffe yderligere foranstaltninger.

KAPITEL IV

GENNEMFØRELSE, SAMARBEJDE, SANKTIONER OG HÅNDHÆVELSE

AFDELING 1

Kompetente myndigheder og nationale koordinatorer for digitale tjenester

Artikel 50

Krav til koordinatorer for digitale tjenester

1.   Medlemsstaterne sikrer, at deres koordinatorer for digitale tjenester udfører deres opgaver i henhold til denne forordning på en upartisk, gennemsigtigt og rettidigt måde. Medlemsstaterne sikrer, at deres koordinatorer for digitale tjenester har alle nødvendige ressourcer til at udføre deres opgaver, herunder tilstrækkelige tekniske og økonomiske ressourcer og tilstrækkeligt personale til at føre passende tilsyn med alle udbydere af formidlingstjenester, som falder ind under deres kompetence. Hver medlemsstat sikrer, at dens koordinator for digitale tjenester har tilstrækkelig autonomi med hensyn til at forvalte sit budget inden for budgettets overordnede rammer for ikke at påvirke koordinatoren for digitale tjenesters uafhængighed negativt.

2.   Koordinatorerne for digitale tjenester handler i fuld uafhængighed under udførelsen af deres opgaver og udøvelsen af deres beføjelser i overensstemmelse med denne forordning. De skal være frie for al udefrakommende indflydelse, det være sig direkte eller indirekte, og må hverken søge eller modtage instrukser fra nogen anden offentlig myndighed eller nogen privat part.

3.   Denne artikels stk. 2 berører ikke de opgaver, der påhviler koordinatorerne for digitale tjenester i overvågnings- og håndhævelsessystemet som omhandlet i denne forordning, og samarbejdet med andre kompetente myndigheder i overensstemmelse med artikel 49, stk. 2. Denne artikels stk. 2 forhindrer ikke udøvelse af domstolskontrol og berører heller ikke rimelige krav til ansvarlighed vedrørende koordinatorerne for digitale tjenesters generelle aktiviteter såsom finansiel udgiftsstyring eller rapportering til nationale parlamenter, forudsat at disse krav ikke underminerer opfyldelsen af denne forordnings mål.


whereas









keyboard_arrow_down