search


keyboard_tab Digital Service Act 2022/2065 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2022/2065 DA cercato: 'nævnte' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


expand index nævnte:


whereas nævnte:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 856

 

Artikel 19

Fritagelse for mikrovirksomheder og små virksomheder

1.   Denne afdeling finder, med undtagelse af dennes artikel 24, stk. 3, ikke anvendelse på udbydere af onlineplatforme, der er mikrovirksomheder eller små virksomheder som defineret i henstilling 2003/361/EF.

Denne afdeling finder, med undtagelse af dennes artikel 24, stk. 3, ikke anvendelse på virksomheder, der tidligere opfyldte kravene til at få tildelt status som en mikrovirksomhed eller en lille virksomhed som defineret i henstilling 2003/361/EF, i de 12 måneder efter, at de mistede deres status i medfør af artikel 4, stk. 2, i nævnte henstilling, medmindre de er meget store onlineplatforme i overensstemmelse med artikel 33.

2.   Uanset nærværende artikels stk. 1 finder denne afdeling anvendelse på udbydere af onlineplatforme, der er udpeget som meget store onlineplatforme i overensstemmelse med artikel 33, uanset om de er mikrovirksomheder eller små virksomheder.

Artikel 21

Udenretslig tvistbilæggelse

1.   Tjenestemodtagere, herunder enkeltpersoner eller enheder, der har indgivet anmeldelser, til hvem de i artikel 20, stk. 1, omhandlede beslutninger er adresseret, kan vælge ethvert udenretsligt tvistbilæggelsesorgan, der er certificeret i overensstemmelse med denne artikels stk. 3, med henblik på at bilægge tvister vedrørende disse beslutninger, herunder klager, som ikke er blevet løst ved hjælp af det i nævnte artikel omhandlede interne klagebehandlingssystem.

Udbydere af onlineplatforme sikrer, at oplysninger om tjenestemodtagernes mulighed for adgang til et udenretsligt tvistbilæggelsesorgan er let tilgængelige på deres onlinegrænseflade, klare og brugervenlige.

Første afsnit berører ikke den berørte tjenestemodtagers ret til på ethvert tidspunkt at anlægge sag for at bestride beslutninger truffet af udbyderen af onlineplatforme ved en domstol i overensstemmelse med gældende ret.

2.   Begge parter skal samarbejde i god tro med det udvalgte certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorgan med henblik på at bilægge tvisten.

Udbydere af onlineplatforme kan nægte at deltage i proceduren ved et sådant udenretsligt tvistbilæggelsesorgan, hvis en tvist allerede er blevet løst vedrørende de samme oplysninger og det samme grundlag for påstået ulovlighed eller uforenelighed af indholdet.

Det certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorgan har ikke beføjelse til at pålægge parterne en bindende tvistbilæggelse.

3.   Koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, hvor det udenretslige tvistbilæggelsesorgan er etableret, certificerer for en periode på maksimalt fem år, der kan forlænges, organet efter dets anmodning, hvis organet har godtgjort, at det opfylder alle følgende betingelser:

a)

organet er upartisk og uafhængigt, herunder finansielt uafhængigt, af udbydere af onlineplatforme og af modtagere af den tjeneste, der ydes af udbyderne af onlineplatformene, herunder af enkeltpersoner eller enheder, der har indgivet anmeldelser

b)

organet har den nødvendige ekspertise, for så vidt angår de spørgsmål, der opstår på et eller flere særlige områder i tilknytning til ulovligt indhold, eller for så vidt angår anvendelsen og håndhævelsen af vilkår og betingelser for en eller flere typer onlineplatforme, hvilket giver organet mulighed for at bidrage effektivt til bilæggelsen af en tvist

c)

organet eller dets repræsentanter aflønnes på en måde, der ikke er knyttet til resultatet af proceduren

d)

den udenretslige tvistbilæggelse, det tilbyder, er let tilgængelig ved brug af elektronisk kommunikationsteknologi og giver mulighed for at indlede tvistbilæggelse og indsende den fornødne dokumentation online

e)

organet kan bilægge tvister hurtigt, effektivt og omkostningseffektivt og på mindst ét af EU-institutionernes officielle sprog

f)

den udenretslige tvistbilæggelse, det tilbyder, finder sted i overensstemmelse med klare og retfærdige procedureregler, der er let- og offentligt tilgængelige, og som er i overensstemmelse med gældende ret, herunder denne artikel.

Koordinatoren for digitale tjenester anfører i påkommende tilfælde i certifikatet:

a)

organets særlige ekspertiseområder som omhandlet i første afsnit, litra b), og

b)

det eller de af EU-institutionernes officielle sprog, på hvilke organet kan bilægge tvister som omhandlet i første afsnit, litra e).

4.   Certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorganer aflægger årligt rapport til koordinatoren for digitale tjenester om deres virke, med angivelse af som minimum antallet af forelagte tvister, oplysninger om udfaldet af disse tvister, den gennemsnitlige tid, det tog at løse dem, og eventuelle mangler eller vanskeligheder. De afgiver yderligere oplysninger efter anmodning fra denne koordinator for digitale tjenester.

Koordinatorerne for digitale tjenester udarbejder hvert andet år en rapport om, hvordan de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, som de har certificeret, fungerer. Rapporten skal navnlig:

a)

indbefatte en liste over antallet af tvister, som hvert certificeret udenretsligt tvistbilæggelsesorgan årligt er blevet forelagt

b)

angive resultaterne af de gennemførte tvistbilæggelsesprocedurer og den gennemsnitlige tid, det tager at løse tvisterne

c)

indkredse og redegøre for eventuelle systematiske eller sektorspecifikke mangler eller vanskeligheder i forbindelse med disse organers virke

d)

indkredse bedste praksis vedrørende dette virke

e)

fremsætte anbefalinger til, hvordan dette virke kan forbedres, hvor hensigtsmæssigt.

De certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorganer skal forelægge deres beslutninger for sagsparterne inden for en rimelig periode og ikke mere end 90 kalenderdage efter datoen for det certificerede organ fik forelagt klagesagen. I tilfælde af meget komplekse tvister kan det certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorgan efter eget skøn forlænge fristen på 90 kalenderdage med en yderligere varighed på ikke over 90 dage, så den samlede varighed ikke overstiger 180 dage.

5.   Hvis det udenretslige tvistbilæggelsesorgan træffer afgørelse om tvisten til fordel for tjenestemodtageren, herunder den enkeltperson eller enhed, der har indgivet en anmeldelse, afholder udbyderen af onlineplatformen alle gebyrer, som organet for udenretslig tvistbilæggelse opkræver, og godtgør den pågældende modtager, herunder enkeltpersonen eller enheden, eventuelle andre rimelige udgifter, som denne har måttet afholde i forbindelse med tvistbilæggelsen. Hvis organet for udenretslig tvistbilæggelse afgør tvisten til fordel for udbyderen af onlineplatformen, skal tjenestemodtageren, herunder enkeltpersonen eller enheden, ikke godtgøre gebyrer eller andre udgifter, som udbyderen af onlineplatformen har betalt eller skal betale i forbindelse med tvistbilæggelsen, medmindre det udenretslige tvistbilæggelsesorgan finder, at den pågældende modtager åbenlyst har handlet i ond tro.

De gebyrer, som organet opkræver udbyderne af onlineplatforme for tvistbilæggelsen, skal være rimelige og må under ingen omstændigheder overstige organets omkostninger. For modtagere af tjenesten bør tvistbilæggelsen være gratis tilgængelig eller tilgængelig mod et gebyr af symbolsk størrelse.

Certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorganer skal oplyse de berørte tjenestemodtagere, herunder de enkeltpersoner eller enheder, der har indgivet en anmeldelse, og udbyderen af den berørte onlineplatform om gebyrerne eller de mekanismer, der anvendes til at fastsætte gebyrerne, inden de indleder i tvistbilæggelsen.

6.   Medlemsstaterne kan oprette udenretslige tvistbilæggelsesorganer med henblik på stk. 1 eller støtte aktiviteterne i en række af eller i alle de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, som de har certificeret i overensstemmelse med stk. 3.

Medlemsstaterne sikrer, at ingen af deres aktiviteter udført i henhold til første afsnit påvirker deres koordinatorer for digitale tjenesters mulighed for at certificere de pågældende organer i overensstemmelse med stk. 3.

7.   En koordinator for digitale tjenester, der har certificeret et udenretsligt tvistbilæggelsesorgan, tilbagekalder denne certificering, hvis koordinatoren efter en undersøgelse enten på eget initiativ eller på grundlag af oplysninger modtaget af tredjeparter fastslår, at organet for udenretslig tvistbilæggelse ikke længere opfylder betingelserne i stk. 3. Inden tilbagekaldelsen af den pågældende certificering giver koordinatoren for digitale tjenester det pågældende organ mulighed for at reagere på resultaterne af dens undersøgelse og dens hensigt om at tilbagekalde det udenretslige tvistbilæggelsesorgans certificering.

8.   Koordinatorerne for digitale tjenester underretter Kommissionen om de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, som de har certificeret i overensstemmelse med stk. 3, herunder i påkommende tilfælde om de specifikationer, der er omhandlet i nævnte stykkes andet afsnit, samt de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, hvis certificering de har tilbagekaldt. Kommissionen offentliggør en liste over disse organer, herunder over disse specifikationer, på et særligt websted, der er lettilgængeligt, og holder den ajour.

9.   Denne artikel berører ikke direktiv 2013/11/EU og procedurer for alternativ tvistbilæggelse og instanser for forbrugere, der er etableret i henhold til nævnte direktiv.

Artikel 24

Rapporteringsforpligtelser vedrørende gennemsigtighed for udbydere af onlineplatforme

1.   Ud over de oplysninger, der er omhandlet i artikel 15, skal udbydere af onlineplatforme i de rapporter, der er omhandlet i nævnte artikel, medtage oplysninger om følgende:

a)

antal tvister indbragt for de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, der er omhandlet i artikel 21, udfaldet af tvistbilæggelsen og median for den tid, det tog at afslutte tvistbilæggelsesprocedurerne, såvel som andelen af tvister, hvor udbyderen af onlineplatformen gennemførte organets afgørelser

b)

antal suspensioner pålagt i henhold til artikel 23, idet der skelnes mellem suspensioner som følge af levering af åbenbart ulovligt indhold, indgivelse af åbenbart grundløse anmeldelser og indgivelse af åbenbart grundløse klager.

2.   Senest den 17. februar 2023 og herefter mindst én gang hver sjette måned offentliggør udbydere for hver onlineplatform eller onlinesøgemaskine på et offentligt tilgængeligt område af deres onlinegrænseflade oplysninger om antallet af aktive tjenestemodtagere i gennemsnit pr. måned i Unionen beregnet som et gennemsnit over de seneste seks måneder og, i overensstemmelse med den metode, der er fastsat i de delegerede retsakter omhandlet i artikel 33, stk. 3, hvis disse delegerede retsakter er vedtaget.

3.   Udbydere af onlineplatforme eller af onlinesøgemaskiner meddeler koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet og Kommissionen på disses anmodning og uden unødig forsinkelse de i stk. 2 omhandlede oplysninger, som ajourføres frem til tidspunktet for en sådan anmodning. Denne koordinator for digitale tjenester eller Kommissionen kan kræve, at udbyderen af onlineplatformen eller af onlinesøgemaskinen giver yderligere oplysninger om den beregning, der er omhandlet i nævnte stykke, herunder forklaringer og dokumentation for de anvendte data. Disse oplysninger må ikke indeholde personoplysninger.

4.   Når koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet på grundlag af de oplysninger, der modtages i henhold til denne artikels stk. 2 og 3, har grund til at mene, at en udbyder af onlineplatforme eller af onlinesøgemaskiner opfylder tærsklen for det gennemsnitlige antal aktive tjenestemodtagere pr. måned i Unionen, jf. artikel 33, stk. 1, underretter koordinatoren Kommissionen herom.

5.   Udbydere af onlineplatforme forelægger uden unødig forsinkelse de i artikel 17, stk. 1, omhandlede afgørelser og begrundelser til Kommissionen med henblik på, at de indgår i en offentligt tilgængelig maskinlæsbar database, der forvaltes af Kommissionen. Udbydere af onlineplatforme sikrer, at de forelagte oplysninger ikke indeholder personoplysninger.

6.   Kommissionen kan vedtage gennemførelsesretsakter med henblik på at fastlægge skabeloner for form og indhold og andre enkeltheder i de rapporter, der udarbejdes i henhold til denne artikels stk. 1. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter rådgivningsproceduren, jf. artikel 88.

Artikel 29

Fritagelse for mikrovirksomheder og små virksomheder

1.   Denne afdeling finder ikke anvendelse på udbydere af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, og som er mikrovirksomheder eller små virksomheder som defineret i henstilling 2003/361/EF.

Denne afdeling finder ikke anvendelse på onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, der tidligere opfyldte kravene til at få tildelt status som en mikrovirksomhed eller en lille virksomhed som defineret i henstilling 2003/361/EF, i de 12 måneder efter, at de mistede deres status i medfør af artikel 4, stk. 2, i nævnte henstilling, medmindre de er meget store onlineplatforme i overensstemmelse med artikel 33.

2.   Uanset nærværende artikels stk. 1 finder denne afdeling anvendelse på udbydere af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, og som er udpeget som meget store onlineplatforme i overensstemmelse med artikel 33, uanset om de er mikrovirksomheder eller små virksomheder.

Artikel 36

Krisereaktionsmekanisme

1.   Hvis der opstår en krise, kan Kommissionen efter henstilling fra rådet vedtage en afgørelse, der pålægger en eller flere udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner at iværksætte et eller flere af følgende tiltag:

a)

vurdere, om, og i givet fald i hvilket omfang og hvordan, deres tjenesters virkemåde og anvendelse væsentligt bidrager til en alvorlig trussel som omhandlet i stk. 2 eller sandsynligvis vil gøre dette

b)

identificere og anvende specifikke, effektive og forholdsmæssige foranstaltninger såsom dem, der er omhandlet i artikel 35, stk. 1, eller artikel 48, stk. 2, for at forebygge, eliminere eller begrænse et sådant bidrag til den alvorlige trussel, der er identificeret i henhold til dette stykkes litra a)

c)

aflægge rapport til Kommissionen inden en bestemt dato eller med regelmæssige mellemrum, der fastsættes i afgørelsen, om de i litra a) omhandlede vurderinger, om det nøjagtige indhold, gennemførelsen og den kvalitative og kvantitative virkning af de specifikke foranstaltninger, der er truffet i henhold til litra b), og om alle andre spørgsmål vedrørende de pågældende vurderinger eller foranstaltninger, som anført i afgørelsen.

Ved fastlæggelsen og anvendelsen af foranstaltninger i henhold til dette stykkes litra b) tager tjenesteudbyderen eller -udbyderne behørigt hensyn til, hvor alvorlig den i stk. 2 omhandlede alvorlige trussel er, hvor meget foranstaltningerne haster, og de faktiske eller potentielle konsekvenser for alle berørte parters rettigheder og legitime interesser, herunder foranstaltningernes eventuelle manglende overholdelse af de grundlæggende rettigheder, der er nedfældet i chartret.

2.   Med henblik på denne artikel anses der at være opstået en krise, når ekstraordinære omstændigheder medfører en alvorlig trussel mod den offentlige sikkerhed eller folkesundheden i Unionen eller i væsentlige dele heraf.

3.   Når Kommissionen træffer den i stk. 1 omhandlede afgørelse, sikrer den, at alle følgende krav er opfyldt:

a)

de tiltag, der kræves ved afgørelsen, er strengt nødvendige, begrundede og forholdsmæssige, navnlig under hensyntagen til, hvor alvorlig den i stk. 2 omhandlede alvorlige trussel er, hvor meget foranstaltningerne haster, og de faktiske eller potentielle konsekvenser for alle berørte parters rettigheder og legitime interesser, herunder foranstaltningernes eventuelle manglende overholdelse af de grundlæggende rettigheder, der er nedfældet i chartret

b)

der fastsættes i afgørelsen en rimelig frist, inden for hvilken de i stk. 1, litra b), omhandlede specifikke foranstaltninger skal træffes, navnlig under hensyntagen til, hvor meget de pågældende foranstaltninger haster, og hvor lang tid det tager at forberede og gennemføre dem

c)

de tiltag, der kræves ved afgørelsen, er begrænset til en periode på højst tre måneder.

4.   Efter vedtagelsen af den i stk. 1 omhandlede afgørelse tager Kommissionen uden unødig forsinkelse følgende skridt:

a)

meddele afgørelsen til den eller de udbydere, som afgørelsen er adresseret til

b)

offentliggøre afgørelsen, og

c)

underrette rådet om afgørelsen, opfordre det til at fremsætte sine bemærkninger hertil og holde det underrettet om enhver senere udvikling i forbindelse med afgørelsen.

5.   Valget af de specifikke foranstaltninger, der skal træffes i henhold til stk. 1, litra b), og stk. 7, andet afsnit, forbliver hos den eller de udbydere, som Kommissionens afgørelse er adresseret til.

6.   Kommissionen kan på eget initiativ eller efter anmodning fra udbyderen gå i dialog med udbyderen for at afgøre, om de påtænkte eller gennemførte foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 1, litra b), i lyset af udbyderens særlige omstændigheder er effektive og forholdsmæssige med hensyn til at nå de tilstræbte mål. Kommissionen sikrer navnlig, at de foranstaltninger, der træffes af tjenesteudbyderen i henhold til stk. 1, litra b), opfylder kravene i stk. 3, litra a) og c).

7.   Kommissionen overvåger anvendelsen af de specifikke foranstaltninger, der træffes i henhold til den i denne artikels stk. 1 omhandlede afgørelse, på grundlag af de rapporter, der er omhandlet i nævnte stykkes litra c), og alle andre relevante oplysninger, herunder oplysninger, som den måtte anmode om i henhold til artikel 40 eller 67, under hensyntagen til udviklingen i krisen. Kommissionen aflægger regelmæssigt og mindst en gang om måneden rapport til rådet om denne overvågning.

Hvis Kommissionen finder, at de påtænkte eller gennemførte specifikke foranstaltninger i henhold til stk. 1, litra b), ikke er effektive eller forholdsmæssige, kan den efter høring af rådet træffe en afgørelse, der kræver, at udbyderen reviderer identifikationen eller anvendelsen af disse specifikke foranstaltninger.

8.   Hvis det er hensigtsmæssigt i lyset af udviklingen i krisen, kan Kommissionen efter henstilling fra rådet ændre den afgørelse, der er omhandlet i stk. 1 eller i stk. 7, andet afsnit, ved at:

a)

tilbagekalde afgørelsen og, hvor det er relevant, pålægge den meget store onlineplatform eller de meget store onlinesøgemaskiner at ophøre med at anvende de foranstaltninger, der er identificeret og gennemført i henhold til stk. 1, litra b), eller stk. 7, andet afsnit, navnlig hvis der ikke længere er grundlag for sådanne foranstaltninger

b)

forlænge den i stk. 3, litra c), omhandlede periode med en periode på højst tre måneder

c)

tage hensyn til erfaringerne med anvendelsen af foranstaltningerne, navnlig foranstaltningernes eventuelle manglende overholdelse af de grundlæggende rettigheder, der er nedfældet i chartret.

9.   Kravene i stk. 1-6 finder anvendelse på den afgørelse og den ændring heraf, der er omhandlet i denne artikel.

10.   Kommissionen tager videst muligt hensyn til henstillingerne fra rådet i henhold til denne artikel.

11.   Kommissionen aflægger efter vedtagelsen af afgørelser i henhold til denne artikel hvert år og under alle omstændigheder tre måneder efter krisens afslutning rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af de specifikke foranstaltninger, der er truffet i medfør af de pågældende afgørelser.

Artikel 51

Beføjelser for koordinatorer for digitale tjenester

1.   Når det er nødvendigt for udførelsen af deres opgaver i henhold til denne forordning, skal koordinatorer for digitale tjenester have følgende undersøgelsesbeføjelser for så vidt angår den adfærd, der udvises af udbydere af formidlingstjenester, der falder ind under deres medlemsstats kompetence:

a)

beføjelse til at kræve, at disse udbydere og alle andre personer, der handler som led i deres erhverv, forretning, håndværk eller profession, og som med rimelighed kan have kendskab til oplysninger relateret til en formodet overtrædelse af denne forordning, herunder organisationer, der udfører de revisioner, der er omhandlet i artikel 37 og artikel 75, stk. 2, fremlægger sådanne oplysninger uden unødig forsinkelse.

b)

beføjelse til at foretage eller til at anmode en judiciel myndighed i deres medlemsstat om at påbyde kontrol af alle lokaler, som disse udbydere eller personer anvender som led i deres erhverv, forretning, håndværk eller profession, eller til at anmode andre offentlige myndigheder om at gøre dette med henblik på at undersøge, beslaglægge, tage eller få kopier af oplysninger relateret til en formodet overtrædelse i enhver form, uanset lagringsmediet

c)

beføjelse til at anmode enhver repræsentant for eller ethvert medlem af personalet hos disse udbydere eller personer om at redegøre for eventuelle oplysninger relateret til en formodet overtrædelse og til med deres samtykke at registrere svarene med ethvert teknisk hjælpemiddel.

2.   Når det er nødvendigt for udførelsen af deres opgaver i henhold til denne forordning, skal koordinatorer for digitale tjenester have følgende håndhævelsesbeføjelser i forhold til udbydere af formidlingstjenester, der falder ind under deres medlemsstats kompetence:

a)

beføjelse til at acceptere de tilsagn, som disse udbydere har afgivet om at overholde denne forordning, og til at gøre disse tilsagn bindende

b)

beføjelse til at kræve overtrædelser bragt til ophør og, hvor det er relevant, til at pålægge sanktioner, der står i rimeligt forhold til overtrædelsen, og som er nødvendige for effektivt at bringe overtrædelsen til ophør, eller til at anmode en judiciel myndighed i deres medlemsstat herom

c)

beføjelse til at pålægge bøder eller til at anmode en judiciel myndighed i deres medlemsstat om at gøre det i overensstemmelse med artikel 52 i tilfælde af manglende overholdelse af denne forordning, herunder af ethvert undersøgelsespåbud udstedt i henhold til denne artikels stk. 1

d)

beføjelse til at pålægge tvangsbøder eller til at anmode en judiciel myndighed i deres medlemsstat om at gøre det i overensstemmelse med artikel 52 for at sikre, at en overtrædelse bringes til ophør i overensstemmelse med et påbud udstedt i henhold til dette afsnit, litra b), eller i tilfælde af manglende overholdelse af ethvert undersøgelsespåbud udstedt i henhold til nærværende artikels stk. 1

e)

beføjelse til at træffe midlertidige foranstaltninger eller til at anmode den kompetente nationale judicielle myndighed i deres medlemsstat om at gøre det med henblik på at undgå risikoen for alvorlig skade.

For så vidt angår første afsnit, litra c) og d), har koordinatorer for digitale tjenester også de håndhævelsesbeføjelser, der er fastsat i disse litraer, i forhold til de andre personer, der er omhandlet i stk. 1, i tilfælde af manglende overholdelse af et af de påbud, der er udstedt til dem i henhold til nævnte stykke. De udøver kun disse håndhævelsesbeføjelser efter rettidigt at have givet disse andre personer alle relevante oplysninger vedrørende sådanne påbud, herunder om den gældende tidsperiode, de bøder eller tvangsbøder, der kan pålægges for manglende overholdelse, og klagemuligheder.

3.   Når det er nødvendigt for udførelsen af deres opgaver i henhold til denne forordning, har koordinatorer for digitale tjenester i forhold til udbydere af formidlingstjenester, som falder ind under deres medlemsstaters kompetence, hvis alle andre beføjelser i henhold til denne artikel til at bringe en overtrædelse til ophør er udtømt, og overtrædelsen ikke er blevet afhjulpet eller varer ved og forvolder alvorlig skade, der ikke kan undgås gennem udøvelse af andre beføjelser i henhold til EU-retten eller national ret, også beføjelse til at træffe følgende foranstaltninger:

a)

kræve, at de pågældende udbyderes ledelsesorgan uden unødig forsinkelse undersøger situationen, vedtager og forelægger en handlingsplan med de nødvendige foranstaltninger til at bringe overtrædelsen til ophør, sikrer, at udbyderen træffer disse foranstaltninger, og aflægger rapport om de trufne foranstaltninger

b)

hvis koordinatoren for digitale tjenester mener, at en udbyder af formidlingstjenester ikke har opfyldt kravene i litra a) i tilstrækkelig grad, at overtrædelsen ikke er blevet afhjulpet eller varer ved og forvolder alvorlig skade, og at overtrædelsen udgør en strafbar handling, der indebærer en trussel mod menneskers liv eller sikkerhed, anmode den kompetente judicielle myndighed i dens medlemsstat om at påbyde en midlertidig begrænsning af adgangen for modtagere af den tjeneste, der er berørt af overtrædelsen, eller, hvis dette ikke er teknisk muligt, af adgangen til udbyderen af formidlingstjenestens onlinegrænseflade, hvorpå overtrædelsen finder sted.

Medmindre koordinatoren for digitale tjenester handler på Kommissionens anmodning, jf. artikel 82, opfordrer koordinatoren forud for fremsendelsen af den i dette stykkes første afsnit, litra b), omhandlede anmodning interesserede parter til at fremsætte skriftlige bemærkninger inden for en frist på mindst to uger og redegør i denne forbindelse for de foranstaltninger, koordinatoren har til hensigt at anmode om med angivelse af den eller de tiltænkte adressater. Udbyderen af formidlingstjenester, den eller de tiltænkte adressater og enhver anden tredjepart, der godtgør en legitim interesse, har ret til at deltage i proceduren ved den kompetente judicielle myndighed. Enhver påbudt foranstaltning skal stå i rimeligt forhold til overtrædelsens art, grovhed, gentagne karakter og varighed uden unødigt at begrænse adgang til lovlig information for de berørte tjenestemodtagere.

Begrænsningen af adgangen gælder for en periode på fire uger, men de kompetente judicielle myndigheder kan i påbuddet give koordinatoren for digitale tjenester mulighed for at forlænge denne periode med yderligere perioder af samme længde, idet det maksimale antal forlængelser fastsættes af den pågældende judicielle myndighed. Koordinatoren for digitale tjenester forlænger kun perioden, hvis koordinatoren under hensyntagen til de rettigheder og interesser, som alle parter berørt af begrænsningen har, og alle relevante omstændigheder, herunder eventuelle oplysninger fra udbyderen af formidlingstjenester, adressaten eller adressaterne og enhver anden tredjepart, der har godtgjort en legitim interesse, finder, at begge følgende betingelser er opfyldt:

a)

udbyderen af formidlingstjenester har ikke truffet de nødvendige foranstaltninger til at bringe overtrædelsen til ophør

b)

den midlertidige begrænsning begrænser ikke tjenestemodtagernes adgang til lovlig information unødigt, henset til antallet af berørte modtagere og tilstedeværelsen af egnede og lettilgængelige alternativer.

Hvis koordinatoren for digitale tjenester mener, at betingelserne i tredje afsnit, litra a) og b), er opfyldt, men ikke kan forlænge perioden yderligere i henhold til tredje afsnit, indgiver koordinatoren en ny anmodning til den kompetente judicielle myndighed, jf. første afsnit, litra b).

4.   De i stk. 1, 2 og 3 nævnte beføjelser berører ikke afdeling 3.

5.   De foranstaltninger, som koordinatorerne for digitale tjenester træffer som led i udøvelsen af deres beføjelser som anført i stk. 1, 2 og 3, skal være effektive, have afskrækkende virkning og stå i et rimeligt forhold til navnlig arten, grovheden, den gentagne karakter og varigheden af den overtrædelse eller formodede overtrædelse, som disse foranstaltninger vedrører, og i påkommende tilfælde til den pågældende formidlingstjenestes økonomiske, tekniske og operationelle kapacitet.

6.   Medlemsstaterne fastlægger specifikke regler og procedurer for udøvelsen af beføjelserne i henhold til stk. 1, 2 og 3 og sikrer, at enhver udøvelse af disse beføjelser er omfattet af tilstrækkelige garantier i gældende national ret i overensstemmelse med chartret og EU-rettens almindelige principper. Disse foranstaltninger må navnlig kun træffes under hensyntagen til retten til respekt for privatliv og retten til forsvar, herunder retten til at blive hørt og retten til aktindsigt, og med forbehold af alle berørte parters ret til adgang til effektive retsmidler.

Artikel 67

Anmodninger om oplysninger

1.   For at kunne udføre sine opgaver i henhold til denne afdeling kan Kommissionen på simpel anmodning eller ved afgørelse kræve, at den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine og enhver anden fysisk eller juridisk person, der handler som led i deres erhverv, forretning, håndværk eller profession, og som med rimelighed kan have kendskab til oplysninger om den formodede overtrædelse, herunder organisationer, der udfører de revisioner, der er omhandlet i artikel 37 og artikel 75, stk. 2, giver sådanne oplysninger inden for en rimelig frist.

2.   Ved fremsendelsen af en simpel anmodning om oplysninger til den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden person som omhandlet i denne artikels stk. 1 angiver Kommissionen retsgrundlaget for og formålet med anmodningen, præciserer hvilke oplysninger der ønskes, og fastsætter fristen for udlevering af oplysningerne og de i artikel 74 omhandlede bøder for udlevering af urigtige, ufuldstændige eller vildledende oplysninger.

3.   Når Kommissionen ved afgørelse pålægger den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden person som omhandlet i denne artikels stk. 1 at give oplysninger, skal den angive retsgrundlaget for og formålet med anmodningen, præcisere, hvilke oplysninger der ønskes, og fastsætte fristen for udlevering af oplysningerne. Den skal også henvise til de bøder, der er omhandlet i artikel 74, samt henvise til eller pålægge de tvangsbøder, der er omhandlet i artikel 76. Den skal desuden henvise til retten til at lade afgørelsen prøve ved Den Europæiske Unions Domstol.

4.   Udbyderne af den berørte meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden person som omhandlet i stk. 1, eller disses repræsentanter, og hvad angår juridiske personer og selskaber, eller hvis de ikke har status som juridisk person, de personer, der ifølge lov eller vedtægt har beføjelse til at repræsentere dem, skal give de ønskede oplysninger på vegne af den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden person som omhandlet i stk. 1. Behørigt befuldmægtigede advokater kan give de ønskede oplysninger på deres klienters vegne. Sidstnævnte bærer det fulde ansvar, såfremt de afgivne oplysninger er ufuldstændige, urigtige eller vildledende.

5.   På anmodning af Kommissionen giver koordinatorerne for digitale tjenester og andre kompetente myndigheder Kommissionen alle oplysninger, der er nødvendige for, at den kan udføre sine opgaver i henhold til denne afdeling.

6.   Kommissionen skal uden unødig forsinkelse efter at have sendt den simple anmodning eller den afgørelse, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, sende en kopi heraf til koordinatorerne for digitale tjenester via det informationsudvekslingssystem, der er omhandlet i artikel 85.


whereas









keyboard_arrow_down