search


keyboard_tab Digital Service Act 2022/2065 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2022/2065 DA cercato: 'mistanke' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


expand index mistanke:


whereas mistanke:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 573

 

Artikel 18

Anmeldelse af mistanke om strafbare handlinger

1.   Hvis en udbyder af oplagringstjenester får kendskab til oplysninger, der giver anledning til mistanke om, at der er begået, bliver begået eller sandsynligvis vil blive begået en strafbar handling, der indebærer en trussel mod menneskers liv eller sikkerhed, underretter den straks de retshåndhævende eller retslige myndigheder i den eller de berørte medlemsstater om sin mistanke og giver alle tilgængelige relevante oplysninger.

2.   Hvis udbyderen af oplagringstjenester ikke med rimelig sikkerhed kan identificere den berørte medlemsstat, underretter den de retshåndhævende myndigheder i den medlemsstat, hvor platformen er etableret, eller hvor dens retlige repræsentant er bosiddende eller etableret, eller Europol eller begge.

Med henblik på anvendelsen af denne artikel er den berørte medlemsstat den medlemsstat, hvori lovovertrædelsen formodes at have fundet sted, finde sted eller sandsynligvis vil finde sted, eller den medlemsstat, hvori den formodede lovovertræder er bosiddende eller etableret, eller den medlemsstat, hvori offeret for den formodede lovovertrædelse er bosiddende eller etableret.

AFDELING 3

Supplerende bestemmelser, som finder anvendelse på udbydere af onlineplatforme

Artikel 30

Erhvervsdrivendes sporbarhed

1.   Udbydere af onlineplatforme, der giver forbrugerne mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, sikrer, at erhvervsdrivende kun kan anvende disse onlineplatforme til at fremme budskaber om eller udbyde produkter eller tjenester til forbrugere, som befinder sig i Unionen, hvis de forud for anvendelsen af deres tjenester til de pågældende formål har indhentet følgende oplysninger, hvis det er relevant for den erhvervsdrivende:

a)

navn, adresse, telefonnummer og e-mailadresse på den erhvervsdrivende

b)

en kopi af den erhvervsdrivendes identifikationsdokument eller enhver anden form for elektronisk identifikation som defineret i artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 (40)

c)

den erhvervsdrivendes betalingskontooplysninger

d)

hvis den erhvervsdrivende er optaget i et handelsregister eller et lignende offentligt register, det handelsregister, hvori den erhvervsdrivende er registreret, og vedkommendes registreringsnummer eller tilsvarende identifikationsmidler i dette register

e)

en selvcertificering fra den erhvervsdrivende, der forpligter sig til kun at udbyde produkter eller tjenester, der er i overensstemmelse med de gældende regler i EU-retten.

2.   Efter modtagelsen af de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, og inden den pågældende erhvervsdrivende får tilladelse til at benytte dens tjenester, gør udbyderen af onlineplatformen, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, ved brug af frit tilgængelige officielle onlinedatabaser eller onlinegrænseflader, der stilles til rådighed af en medlemsstat eller Unionen, eller gennem anmodninger til den erhvervsdrivende om at fremlægge dokumentation fra pålidelige kilder, sit bedste for at vurdere, om de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, litra a)-e), er pålidelige og fuldstændige. Med henblik på denne forordning er de erhvervsdrivende ansvarlige for, at de afgivne oplysninger er korrekte.

For så vidt angår erhvervsdrivende, der allerede anvender tjenester fra udbydere af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, til de i stk. 1 omhandlede formål den 17. februar 2024, gør udbyderne deres bedste for at indhente de anførte oplysninger fra de pågældende erhvervsdrivende inden for 12 måneder. Hvis de pågældende erhvervsdrivende ikke giver oplysningerne inden for denne frist, suspenderer udbyderne ydelsen af deres tjenester til de pågældende erhvervsdrivende, indtil de har givet alle oplysninger.

3.   Hvis udbyderen af onlineplatformen, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, får tilstrækkelig mistanke om eller har grund til at tro, at nogen af de i stk. 1 omhandlede oplysninger fra den pågældende erhvervsdrivende er unøjagtige, ufuldstændige eller ikkeajourførte, anmoder den pågældende udbyder den erhvervsdrivende om straks eller inden for den frist, der er fastsat i EU-retten og national ret, at afhjælpe situationen.

Hvis den erhvervsdrivende undlader at rette eller supplere disse oplysninger, suspenderer udbyderen af onlineplatformen, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, hurtigt ydelsen af sin tjeneste til den pågældende erhvervsdrivende for så vidt angår udbuddet af produkter eller tjenester til forbrugere i Unionen, indtil anmodningen er efterkommet fuldt ud.

4.   Hvis en udbyder af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, nægter at tillade en erhvervsdrivende at anvende sin tjeneste i henhold til denne artikels stk. 1, eller suspenderer ydelsen heraf i henhold til denne artikels stk. 3, har den pågældende erhvervsdrivende, jf. dog artikel 4 i forordning (EU) 2019/1150, ret til at indgive en klage som omhandlet i nærværende forordnings artikel 20 og 21.

5.   Udbydere af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, lagrer de oplysninger, der er indhentet i henhold til stk. 1 og 2, på en sikker måde i en periode på seks måneder efter afslutningen af kontraktforholdet med den pågældende erhvervsdrivende. De sletter efterfølgende oplysningerne.

6.   Med forbehold af denne artikels stk. 2 videregiver udbyderen af onlineplatformen, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, kun oplysningerne til tredjeparter, hvis dette kræves i henhold til gældende ret, herunder i forbindelse med de i artikel 10 omhandlede påbud og eventuelle påbud udstedt af medlemsstaternes kompetente myndigheder eller Kommissionen med henblik på udførelsen af deres opgaver i henhold til denne forordning.

7.   Udbyderen af onlineplatformen, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, stiller de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, litra a), d) og e), til rådighed på sin onlineplatform for tjenestemodtagerne på en klar, lettilgængelig og forståelig måde. Disse oplysninger skal mindst være tilgængelige på onlineplatformens onlinegrænseflade, hvor oplysningerne om produktet eller tjenesten fremgår.

Artikel 58

Grænseoverskridende samarbejde mellem koordinatorer for digitale tjenester

1.   Medmindre Kommissionen har indledt en undersøgelse af den samme påståede overtrædelse, kan en koordinator for digitale tjenester i destinationslandet, der har begrundet mistanke om, at en udbyder af en formidlingstjeneste har overtrådt denne forordning på en måde, der negativt påvirker tjenestemodtagerne i den medlemsstat, hvor denne koordinator for digitale tjenester er etableret, anmode koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet om at vurdere sagen og træffe de nødvendige undersøgelses- og håndhævelsesforanstaltninger for at sikre, at denne forordning overholdes.

2.   Medmindre Kommissionen har indledt en undersøgelse for den samme påståede overtrædelse og efter anmodning fra mindst tre koordinatorer for digitale tjenester i destinationslandet, der har begrundet mistanke om, at en specifik udbyder af formidlingstjenester har overtrådt denne forordning på en måde, der negativt påvirker tjenestemodtagere i deres medlemsstater, kan rådet anmode koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet om at vurdere forholdet og træffe de nødvendige undersøgelses- og håndhævelsesforanstaltninger for at sikre, at denne forordning overholdes.

3.   En anmodning i henhold til stk. 1 eller 2 skal være behørigt begrundet og skal som minimum angive:

a)

oplysninger om det i artikel 11 omhandlede kontaktpunkt for den berørte udbyder af formidlingstjenester

b)

en beskrivelse af de relevante forhold, de relevante bestemmelser i denne forordning og baggrunden for, at den anmodende koordinator for digitale tjenester eller rådet har mistanke om, at udbyderen har overtrådt denne forordning, herunder en beskrivelse af de negative effekter af den påståede overtrædelse

c)

alle andre oplysninger, som den anmodende koordinator for digitale tjenester eller rådet anser for relevante, herunder i givet fald oplysninger indsamlet på eget initiativ eller forslag til specifikke undersøgelses- eller håndhævelsesforanstaltninger, der skal træffes, herunder midlertidige foranstaltninger.

4.   Koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet tager videst muligt hensyn til anmodningen i henhold til denne artikels stk. 1 eller 2. Hvis koordinatoren ikke mener, at den har tilstrækkelige oplysninger til at følge op på anmodningen, og har grund til at mene, at den anmodende koordinator for digitale tjenester eller rådet kan give yderligere oplysninger, kan koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet enten anmode om sådanne oplysninger i overensstemmelse med artikel 57 eller alternativt indlede en fælles undersøgelse i henhold til artikel 60, stk. 1, der som minimum omfatter den anmodende koordinator for digitale tjenester. Den i denne artikels stk. 5 fastsatte frist suspenderes, indtil disse yderligere oplysninger er blevet forelagt, eller indtil opfordringen til at deltage i den fælles undersøgelse er blevet afslået.

5.   Koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet giver uden unødig forsinkelse og under alle omstændigheder senest to måneder efter modtagelsen af anmodningen i henhold til stk. 1 eller 2 den anmodende koordinator for digitale tjenester og rådet meddelelse om vurderingen af den formodede overtrædelse og om eventuelle undersøgelses- eller håndhævelsesforanstaltninger, der er truffet eller påtænkes i forbindelse hermed for at sikre, at denne forordning overholdes.

Artikel 60

Fælles undersøgelser

1.   Koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet kan indlede og lede fælles undersøgelser med deltagelse af en eller flere andre berørte koordinatorer for digitale tjenester:

a)

på eget initiativ med henblik på at undersøge en given udbyder af formidlingstjenesters påståede overtrædelse af denne forordning i flere medlemsstater, eller

b)

efter henstilling fra rådet, som handler på anmodning af mindst tre koordinatorer for digitale tjenester, der har begrundet mistanke om, at en given udbyder af formidlingstjenester har begået en overtrædelse, der påvirker tjenestemodtagere i deres medlemsstater.

2.   Enhver koordinator for digitale tjenester, der påviser at have en legitim interesse i at deltage i en fælles undersøgelse i henhold til stk. 1, kan anmode herom. Den fælles undersøgelse skal afsluttes senest tre måneder efter, at den er indledt, medmindre andet aftales mellem deltagerne.

Koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet skal meddele sin foreløbige holdning til den påståede overtrædelse senest en måned efter udløbet af den frist, der er omhandlet i første afsnit, til alle koordinatorer for digitale tjenester, Kommissionen og rådet. Den foreløbige holdning skal tage hensyn til de synspunkter, som alle andre koordinatorer for digitale tjenester, der deltager i den fælles undersøgelse, har givet udtryk for. Hvor det er relevant, skal den foreløbige holdning også angive de påtænkte håndhævelsesforanstaltninger.

3.   Rådet kan henvise sagen til Kommissionen i henhold til artikel 59, hvis:

a)

koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet ikke har meddelt sin foreløbige holdning inden for den frist, der er fastsat i stk. 2

b)

rådet i betydelig grad er uenigt i den foreløbige holdning, som koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet har meddelt, eller

c)

koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet ikke straks har indledt den fælles undersøgelse efter henstilling fra rådet i henhold til stk. 1, litra b).

4.   I forbindelse med gennemførelsen af den fælles undersøgelse skal de deltagende koordinatorer for digitale tjenester samarbejde i god tro under hensyntagen, hvor det er relevant, til indikationerne fra koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet og rådets henstilling. De koordinatorer for digitale tjenester i destinationen, der deltager i den fælles undersøgelse, har ret til, efter anmodning fra eller efter høring af koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet, at udøve deres undersøgelsesbeføjelser som omhandlet i artikel 51, stk. 1, over for de udbydere af formidlingstjenester, der er berørt af den påståede overtrædelse, for så vidt angår oplysninger og lokaler, der befinder sig på deres område.

AFDELING 3

Det Europæiske Råd for Digitale Tjenester

Artikel 65

Håndhævelse af meget store onlineplatformes og meget store onlinesøgemaskiners forpligtelser

1.   Med henblik på at undersøge, om udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner overholder de forpligtelser, der er fastsat i denne forordning, kan Kommissionen udøve de undersøgelsesbeføjelser, der er fastsat i denne afdeling, selv inden den indleder en procedure i henhold til artikel 66, stk. 2. Den kan udøve disse beføjelser på eget initiativ eller efter en anmodning i henhold til denne artikels stk. 2.

2.   Hvis en koordinator for digitale tjenester har begrundet mistanke om, at en udbyder af en meget stor onlineplatform eller af en meget stor onlinesøgemaskine har overtrådt bestemmelserne i kapitel III, afdeling 5, eller systematisk har overtrådt en eller flere af bestemmelserne i denne forordning på en måde, der i alvorlig grad påvirker tjenestemodtagere i dens medlemsstat, kan koordinatoren gennem det i artikel 85 omhandlede informationsudvekslingssystem indgive en behørigt begrundet anmodning til Kommissionen om at vurdere sagen.

3.   En anmodning i henhold til stk. 2 skal være behørigt begrundet og som minimum indeholde følgende oplysninger:

a)

kontaktpunktet for den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine, jf. artikel 11

b)

en beskrivelse af de relevante forhold, de berørte bestemmelser i denne forordning og grundene til, at den koordinator for digitale tjenester, der sendte anmodningen, har mistanke om, at den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine har overtrådt denne forordning, herunder en beskrivelse af de forhold, der viser, at den formodede overtrædelse er af systemisk karakter

c)

alle andre oplysninger, som den anmodende koordinator for digitale tjenester anser for relevante, herunder i givet fald oplysninger indsamlet på eget initiativ.

Artikel 69

Beføjelse til at foretage kontrolbesøg

1.   Med henblik på at udføre sine opgaver i henhold til denne afdeling kan Kommissionen foretage alle nødvendige kontrolbesøg i lokalerne hos den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller hos en anden person som omhandlet i artikel 67, stk. 1.

2.   De embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen til at udføre kontrolbesøg, har beføjelse til at:

a)

få adgang til alle lokaler, arealer og transportmidler tilhørende den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller den anden berørte person

b)

undersøge de bøger og andre optegnelser, der er forbundet med ydelsen af den pågældende tjeneste, uanset hvilket medie de er lagret på

c)

tage eller få kopi eller udskrift under enhver form af sådanne bøger eller andre optegnelser

d)

kræve, at den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller den anden berørte person giver adgang til og forklarer vedkommendes organisation, funktionsmåde, IT-system, algoritmer, databehandling og forretningspraksis og til at registrere eller dokumentere de afgivne forklaringer

e)

forsegle alle lokaler, der anvendes til formål forbundet med den berørte udbyder af den meget store onlineplatforms eller af den meget store onlinesøgemaskines eller den anden berørte persons erhverv, forretning, håndværk eller profession samt bøger eller andre optegnelser, i det tidsrum og i det omfang, det er nødvendigt for kontrolbesøget

f)

anmode enhver repræsentant for eller medarbejder hos den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller den anden berørte person om forklaringer på forhold eller dokumenter vedrørende genstanden for og formålet med kontrolbesøget og til at registrere svarene

g)

rette spørgsmål mod enhver sådan repræsentant eller medarbejder vedrørende kontrolbesøgets genstand og formål og til at registrere svarene.

3.   Kontrolbesøg kan foretages med bistand fra revisorer eller eksperter, der er udpeget af Kommissionen i henhold til artikel 72, stk. 2, samt fra koordinatoren for digitale tjenester eller de kompetente nationale myndigheder i den medlemsstat, på hvis område kontrolbesøget foretages.

4.   Hvis fremlæggelsen af de påkrævede bøger eller andre optegnelser i tilknytning til den ydede tjeneste er ufuldstændig, eller hvis svarene på de spørgsmål, der stilles i henhold til nærværende artikels stk. 2, er urigtige, ufuldstændige eller vildledende, udøver embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen til at foretage et kontrolbesøg, deres beføjelser efter fremlæggelse af en skriftlig tilladelse, der indeholder oplysninger om kontrolbesøgets genstand og formål og de i artikel 74 og 76 fastsatte sanktioner. Kommissionen underretter i god tid inden kontrolbesøget koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, på hvis område kontrolbesøget skal udføres, herom.

5.   Under kontrolbesøg kan de embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen, revisorerne og eksperterne udpeget af Kommissionen samt koordinatoren for digitale tjenester eller andre kompetente myndigheder i den medlemsstat, på hvis område kontrolbesøget udføres, kræve, at den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden berørt person redegør for vedkommendes organisation, funktionsmåde, IT-system, algoritmer, databehandling og forretningsadfærd, og rette spørgsmål mod dens nøglepersonale.

6.   Udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden berørt fysisk eller juridisk person er forpligtet til at underkaste sig et kontrolbesøg, der er beordret ved en afgørelse truffet af Kommissionen. Afgørelsen skal angive kontrolbesøgets genstand og formål, fastsætte tidspunktet for dets påbegyndelse og oplyse om de i artikel 74 og 76 fastsatte sanktioner og om retten til at få afgørelsen prøvet ved Den Europæiske Unions Domstol. Kommissionen skal høre koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, på hvis område kontrolbesøget skal gennemføres, inden den træffer sin afgørelse.

7.   Embedsmænd fra og andre personer, der er bemyndiget eller udpeget af koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, på hvis område kontrolbesøget skal udføres, skal efter anmodning fra denne koordinator for digitale tjenester eller Kommissionen aktivt bistå embedsmændene og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen, i forbindelse med kontrolbesøget. De har i denne forbindelse de i stk. 2 omhandlede beføjelser.

8.   Hvis embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen, finder, at den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller den anden berørte person modsætter sig et kontrolbesøg, der er beordret i henhold til denne artikel, skal den medlemsstat, på hvis område kontrolbesøget skal udføres, efter anmodning fra disse embedsmænd eller andre ledsagende personer og i overensstemmelse med medlemsstatens nationale ret yde disse den nødvendige bistand, herunder, hvis det er relevant i henhold til denne nationale ret, i form af tvangsforanstaltninger truffet af en kompetent retshåndhævende myndighed, således at de kan gennemføre kontrolbesøget.

9.   Hvis den bistand, der er omhandlet i stk. 8, kræver tilladelse fra en national judiciel myndighed i overensstemmelse med den pågældende medlemsstats nationale ret, skal koordinatoren for digitale tjenester i den pågældende medlemsstat anmode om en sådan tilladelse efter anmodning fra embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen. Der kan også ansøges om en sådan tilladelse som en sikkerhedsforanstaltning.

10.   Når der anmodes om den i stk. 9 omhandlede tilladelse, skal den nationale judicielle myndighed, for hvilken sagen er indbragt, kontrollere, at Kommissionens afgørelse om at beordre kontrolbesøget er autentisk, og at de påtænkte tvangsforanstaltninger hverken er vilkårlige eller uforholdsmæssige i forhold til kontrolundersøgelsens genstand. Når den nationale judicielle myndighed foretager en sådan kontrol, kan den anmode Kommissionen, direkte eller gennem koordinatorerne for digitale tjenester i den berørte medlemsstat, om detaljerede forklaringer, navnlig om det grundlag, hvorpå Kommissionen baserer sin mistanke om en overtrædelse af denne forordning, om grovheden af den formodede overtrædelse samt om måden, hvorpå den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller den anden berørte person er involveret heri. Den nationale judicielle myndighed må dog ikke sætte spørgsmålstegn ved, om kontrolbesøget er nødvendigt, eller kræve oplysninger fra Kommissionens sagsakter. Lovligheden af Kommissionens afgørelse kan kun prøves ved Den Europæiske Unions Domstol.


whereas









keyboard_arrow_down