search


keyboard_tab Digital Service Act 2022/2065 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2022/2065 DA cercato: 'meddeler' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


expand index meddeler:


whereas meddeler:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 826

 

Artikel 13

Retlige repræsentanter

1.   Udbydere af formidlingstjenester, der ikke er etableret i Unionen, men som udbyder tjenester i Unionen, udpeger skriftligt en juridisk eller fysisk person til at være deres retlige repræsentant i en af de medlemsstater, hvor de udbyder deres tjenester.

2.   Udbydere af formidlingstjenester bemyndiger deres retlige repræsentanter til at modtage henvendelser ud over eller i stedet for sådanne udbydere fra medlemsstaternes kompetente myndigheder, Kommissionen og rådet i forbindelse med alle spørgsmål, der er nødvendige for modtagelsen, overholdelsen og håndhævelsen af afgørelser, som er udstedt i forbindelse med denne forordning. Udbydere af formidlingstjenester giver deres retlige repræsentant de nødvendige beføjelser og tilstrækkelige ressourcer til at sikre, at de er i stand til at samarbejde effektivt og rettidigt med medlemsstaternes kompetente myndigheder, Kommissionen og rådet og efterleve sådanne afgørelser.

3.   Den udpegede retlige repræsentant skal kunne drages til ansvar for manglende overholdelse af forpligtelserne i henhold til denne forordning, uden at det berører udbyderen af formidlingstjenesters ansvar og de retlige skridt, der vil kunne indledes over for denne.

4.   Udbydere af formidlingstjenester meddeler navn, postadresse, e-mailadresse og telefonnummer på deres retlige repræsentant til koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, hvor denne retlige repræsentant er bosiddende eller etableret. De påser, at disse oplysninger er offentligt tilgængelige, lettilgængelige, nøjagtige og ajourførte.

5.   Udpegningen af en retlig repræsentant i Unionen i henhold til stk. 1 udgør ikke en etablering i Unionen.

Artikel 22

Pålidelige indberettere

1.   Udbydere af onlineplatforme træffer de nødvendige tekniske og organisatoriske foranstaltninger for at sikre, at behandlingen af anmeldelser, der indgives af pålidelige indberettere, der handler inden for deres udpegede ekspertiseområde, gives prioritet og behandles gennem de mekanismer, der er omhandlet i artikel 16, og at der træffes en beslutning uden unødig forsinkelse.

2.   Status som pålidelig indberetter i henhold til denne forordning tildeles på grundlag af en ansøgning fra enhver enhed af koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, hvor ansøgeren er etableret, til en ansøger, der har godtgjort at opfylde alle følgende betingelser:

a)

denne har særlig ekspertise og kompetence til at påvise, identificere og anmelde ulovligt indhold

b)

denne er uafhængig af enhver udbyder af onlineplatforme

c)

denne udfører sine aktiviteter med henblik på indgivelse af anmeldelser omhyggeligt, nøjagtigt og objektivt.

3.   Pålidelige indberettere offentliggør mindst én gang om året let forståelige og detaljerede rapporter om anmeldelser, der er indgivet i overensstemmelse med artikel 16 i den pågældende periode. Rapporten skal som minimum angive antallet af anmeldelser kategoriseret efter:

a)

udbyderen af oplagringstjenesters identitet

b)

typen af anmeldt påstået ulovligt indhold

c)

de tiltag, der iværksættes af udbyderen.

De pågældende rapporter skal indeholde en redegørelse for de procedurer, der er indført for at sikre, at den pålidelige indberetter bevarer sin uafhængighed.

Pålidelige indberettere sender disse rapporter til den tildelende koordinator for digitale tjenester og offentliggør dem. Oplysningerne i rapporterne må ikke indeholde personoplysninger.

4.   Koordinatorerne for digitale tjenester meddeler Kommissionen og rådet navne, adresser og e-mailadresser på de enheder, som de har tildelt status som pålidelige indberettere i overensstemmelse med stk. 2, eller hvis status som pålidelig indberetter, de har suspenderet i overensstemmelse med stk. 6 eller tilbagekaldt i overensstemmelse med stk. 7.

5.   Kommissionen offentliggør de oplysninger, der er omhandlet i stk. 4, i en offentligt tilgængelig database i et lettilgængeligt og maskinlæsbart format og ajourfører databasen.

6.   Hvis en udbyder af onlineplatforme har oplysninger, der indikerer, at en pålidelig indberetter har indgivet et betydeligt antal anmeldelser, der ikke er tilstrækkelig præcise eller er unøjagtige eller utilstrækkeligt underbyggede, gennem de i artikel 16 omhandlede mekanismer, herunder oplysninger indsamlet i forbindelse med behandlingen af klager gennem de i artikel 20, stk. 4, omhandlede interne klagebehandlingssystemer, videregiver platformen disse oplysninger til koordinatoren for digitale tjenester, der tildelte den pågældende enhed status som pålidelig indberetter, med de nødvendige forklaringer og støttedokumenter. Hvis koordinatoren for digitale tjenester efter at have modtaget oplysningerne fra udbyderen af onlineplatforme finder, at der er legitime grunde til at indlede en undersøgelse, suspenderes statussen som pålidelig indberetter, mens undersøgelsen pågår. Denne undersøgelse gennemføres uden unødig forsinkelse.

7.   Koordinatoren for digitale tjenester, der tildelte enheden status som pålidelig indberetter, tilbagekalder denne status, hvis denne efter en undersøgelse enten på eget initiativ eller på grundlag af oplysninger modtaget fra tredjeparter, herunder oplysninger fra en udbyder af onlineplatforme i henhold til stk. 6, fastslår, at enheden ikke længere opfylder betingelserne i stk. 2. Inden tilbagekaldelsen af den pågældende status giver koordinatoren for digitale tjenester enheden mulighed for at reagere på resultaterne af dens undersøgelse og dens hensigt om at tilbagekalde enhedens status som pålidelig indberetter.

8.   Kommissionen skal om nødvendigt efter høring af rådet udstede retningslinjer for at bistå udbydere af onlineplatforme og koordinatorer for digitale tjenester i anvendelsen af stk. 2, 6 og 7.

Artikel 24

Rapporteringsforpligtelser vedrørende gennemsigtighed for udbydere af onlineplatforme

1.   Ud over de oplysninger, der er omhandlet i artikel 15, skal udbydere af onlineplatforme i de rapporter, der er omhandlet i nævnte artikel, medtage oplysninger om følgende:

a)

antal tvister indbragt for de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, der er omhandlet i artikel 21, udfaldet af tvistbilæggelsen og median for den tid, det tog at afslutte tvistbilæggelsesprocedurerne, såvel som andelen af tvister, hvor udbyderen af onlineplatformen gennemførte organets afgørelser

b)

antal suspensioner pålagt i henhold til artikel 23, idet der skelnes mellem suspensioner som følge af levering af åbenbart ulovligt indhold, indgivelse af åbenbart grundløse anmeldelser og indgivelse af åbenbart grundløse klager.

2.   Senest den 17. februar 2023 og herefter mindst én gang hver sjette måned offentliggør udbydere for hver onlineplatform eller onlinesøgemaskine på et offentligt tilgængeligt område af deres onlinegrænseflade oplysninger om antallet af aktive tjenestemodtagere i gennemsnit pr. måned i Unionen beregnet som et gennemsnit over de seneste seks måneder og, i overensstemmelse med den metode, der er fastsat i de delegerede retsakter omhandlet i artikel 33, stk. 3, hvis disse delegerede retsakter er vedtaget.

3.   Udbydere af onlineplatforme eller af onlinesøgemaskiner meddeler koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet og Kommissionen på disses anmodning og uden unødig forsinkelse de i stk. 2 omhandlede oplysninger, som ajourføres frem til tidspunktet for en sådan anmodning. Denne koordinator for digitale tjenester eller Kommissionen kan kræve, at udbyderen af onlineplatformen eller af onlinesøgemaskinen giver yderligere oplysninger om den beregning, der er omhandlet i nævnte stykke, herunder forklaringer og dokumentation for de anvendte data. Disse oplysninger må ikke indeholde personoplysninger.

4.   Når koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet på grundlag af de oplysninger, der modtages i henhold til denne artikels stk. 2 og 3, har grund til at mene, at en udbyder af onlineplatforme eller af onlinesøgemaskiner opfylder tærsklen for det gennemsnitlige antal aktive tjenestemodtagere pr. måned i Unionen, jf. artikel 33, stk. 1, underretter koordinatoren Kommissionen herom.

5.   Udbydere af onlineplatforme forelægger uden unødig forsinkelse de i artikel 17, stk. 1, omhandlede afgørelser og begrundelser til Kommissionen med henblik på, at de indgår i en offentligt tilgængelig maskinlæsbar database, der forvaltes af Kommissionen. Udbydere af onlineplatforme sikrer, at de forelagte oplysninger ikke indeholder personoplysninger.

6.   Kommissionen kan vedtage gennemførelsesretsakter med henblik på at fastlægge skabeloner for form og indhold og andre enkeltheder i de rapporter, der udarbejdes i henhold til denne artikels stk. 1. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter rådgivningsproceduren, jf. artikel 88.

Artikel 40

Adgang til oplysninger og kontrol

1.   Udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner giver koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet eller Kommissionen adgang til de oplysninger, der er nødvendige for at overvåge og vurdere overholdelsen af denne forordning, efter deres begrundede anmodning og inden for en rimelig frist som angivet i anmodningen.

2.   Koordinatorerne for digitale tjenester og Kommissionen anvender kun de oplysninger, der er tilgået i henhold til stk. 1, med henblik på at overvåge og vurdere overholdelsen af denne forordning, og tager behørigt hensyn til de berørte udbydere af meget store onlineplatformes eller af meget store onlinesøgemaskiners og tjenestemodtageres rettigheder og interesser, herunder beskyttelse af personoplysninger, beskyttelse af fortrolige oplysninger, navnlig forretningshemmeligheder, og opretholdelse af deres tjenesters sikkerhed.

3.   Med henblik på stk. 1 redegør udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner efter anmodning fra enten koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet eller Kommissionen for udformningen, logikken, virkemåden og afprøvningen af deres algoritmiske systemer, herunder deres anbefalingssystemer.

4.   Efter begrundet anmodning fra koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet giver udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner inden for en rimelig frist som angivet i anmodningen kontrolunderlagte forskere, der opfylder kravene i denne artikels stk. 8, adgang til oplysninger alene med henblik på forskning, der bidrager til at afdække, identificere og afklare de i artikel 34, stk. 1, omhandlede systemiske risici i Unionen, og til vurderingen af tilstrækkeligheden, effektiviteten og indvirkningen af de risikobegrænsende foranstaltninger i henhold til artikel 35.

5.   Senest 15 dage efter modtagelsen af en anmodning som omhandlet i stk. 4 kan udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner anmode koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet, om at ændre anmodningen, hvis de finder, at de ikke kan give adgang til de ønskede oplysninger af en af følgende to årsager:

a)

de har ikke adgang til oplysningerne

b)

hvis der gives adgang til oplysningerne, vil det medføre væsentlige sårbarheder i deres tjenestes sikkerhed eller beskyttelsen af fortrolige oplysninger, navnlig forretningshemmeligheder.

6.   Anmodninger om ændring i henhold til stk. 5 skal indeholde forslag til en eller flere alternative måder, hvorpå der kan gives adgang til de ønskede oplysninger eller andre oplysninger, som er relevante og tilstrækkelige til formålet med anmodningen.

Koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet træffer afgørelse om anmodningen om ændring inden for 15 dage og meddeler udbyderen af de meget store onlineplatforme eller af de meget store onlinesøgemaskiner sin afgørelse og i påkommende tilfælde den ændrede anmodning og den nye frist til at efterkomme anmodningen.

7.   Udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner letter og giver adgang til oplysninger i henhold til stk. 1 og 4 via passende grænseflader, der specificeres i anmodningen, herunder onlinedatabaser eller applikationsprogrammeringsgrænseflader.

8.   På grundlag af en behørigt begrundet ansøgning fra forskere tildeler koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet sådanne forskere status som kontrolunderlagte forskere for den specifikke forskning, der er omhandlet i ansøgningen, og udsteder en begrundet anmodning om dataadgang til en udbyder af en meget stor onlineplatform eller af en meget stor onlinesøgemaskine i henhold til stk. 4, hvis forskerne dokumenterer, at de opfylder alle følgende betingelser:

a)

de er tilknyttet en forskningsinstitution som defineret i artikel 2, nr. 1), i direktiv (EU) 2019/790

b)

de er uafhængige af kommercielle interesser

c)

deres ansøgning indeholder oplysninger om finansieringen af forskningen

d)

de er i stand til at opfylde de specifikke krav til datasikkerhed og fortrolighed, der er knyttet til den enkelte anmodning, og til at beskytte personoplysninger, og de beskriver i deres anmodning de relevante tekniske og organisatoriske foranstaltninger, de har truffet med henblik herpå

e)

deres ansøgning viser, at deres adgang til oplysningerne og de krævede tidsrammer, er nødvendige for og forholdsmæssige i forhold til formålet med deres forskning, og at de forventede resultater af denne forskning vil bidrage til de formål, der er fastsat i stk. 4

f)

de planlagte forskningsaktiviteter gennemføres med henblik på de i stk. 4 omhandlede formål

g)

de har forpligtet sig til at gøre deres forskningsresultater offentligt tilgængelige gratis inden for en rimelig frist efter færdiggørelsen af forskningen, under iagttagelse af de berørte tjenestemodtageres rettigheder og interesser i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679.

Efter modtagelse af ansøgningen i henhold til dette stykke underretter koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet Kommissionen og rådet.

9.   Forskere kan også indgive deres ansøgning til koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, hvor den forskningsinstitution, de er tilknyttet, er etableret. Efter modtagelse af ansøgningen i henhold til dette stykke foretager koordinatoren for digitale tjenester en indledende vurdering af, om de respektive forskere opfylder alle betingelserne i stk. 8. Den respektive koordinator for digitale tjenester sender derefter ansøgningen sammen med den dokumentation, som de respektive forskere har indsendt, og den indledende vurdering til koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet. Koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet træffer afgørelse om at tildele en forsker statussen uden unødig forsinkelse.

Den endelige afgørelse om at tildele en forsker status som kontrolunderlagt forsker henhører under koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandets kompetence, jf. stk. 8, under behørig hensyntagen til den indledende vurdering.

10.   Koordinatoren for digitale tjenester, der tildelte status som kontrolunderlagt forsker og udstedte en begrundet anmodning om adgang til data til udbyderne af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner til fordel for en kontrolunderlagt forsker, træffer afgørelse om at bringe adgangen til ophør, hvis den efter en undersøgelse enten på eget initiativ eller på grundlag af oplysninger fra tredjeparter konstaterer, at den kontrolunderlagte forsker ikke længere opfylder betingelserne i stk. 8, og underretter den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine om afgørelsen. Inden adgangen bringes til ophør, hører koordinatoren for digitale tjenester den kontrolunderlagte forsker om resultaterne af sin undersøgelse og om sin hensigt om at bringe adgangen til ophør.

11.   Koordinatorerne for digitale tjenester i etableringslandet skal meddele rådet navn og kontaktoplysninger på de fysiske personer eller enheder, som de i overensstemmelse med stk. 8 har tildelt status som kontrolunderlagt forsker, samt formålet med den forskning, i forbindelse med hvilken anmodningen blev fremsat, eller skal, hvis de har bragt adgangen til oplysninger til ophør i overensstemmelse med stk. 10, meddele denne oplysning til rådet.

12.   Udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner giver uden unødig forsinkelse adgang til data, herunder realtidsdata, hvor det er teknisk muligt, forudsat at dataene er offentligt tilgængelige i deres onlinegrænseflade for forskere, herunder dem, der er tilknyttet nonprofitorganer, -organisationer og -foreninger, som opfylder betingelserne i stk. 8, litra b), c), d) og e), og som alene anvender dataene til forskning, der bidrager til at afdække, identificere og afklare systemiske risici i Unionen i henhold til artikel 34, stk. 1.

13.   Kommissionen vedtager efter høring af rådet delegerede retsakter, der supplerer denne forordning ved at fastsætte de tekniske betingelser, i henhold til hvilke udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner skal dele oplysninger i henhold til stk. 1 og 4, og de formål, hvortil oplysningerne kan anvendes. Disse delegerede retsakter fastsætter de specifikke betingelser, i henhold til hvilke sådan deling af oplysninger med forskere kan finde sted i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679, samt relevante objektive indikatorer, procedurer og om nødvendigt uafhængige rådgivningsmekanismer til støtte for deling af oplysninger under hensyntagen til de berørte udbydere af meget store onlineplatformes eller af meget store onlinesøgemaskiners og tjenestemodtageres rettigheder og interesser, herunder beskyttelsen af fortrolige oplysninger, navnlig forretningshemmeligheder, og opretholdelse af sikkerheden i deres tjeneste.

Artikel 41

Compliancefunktion

1.   Udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner opretter en compliancefunktion, der er uafhængig af deres operationelle afdelinger og består af en eller flere compliancerådgivere, herunder lederen af compliancefunktionen. Denne compliancefunktion skal have beføjelser, format og ressourcer i tilstrækkeligt omfang samt adgang til ledelsesorganet hos udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine til at kunne overvåge, at den pågældende udbyder overholder denne forordning.

2.   Ledelsesorganet hos udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine sikrer, at compliancerådgivere har de nødvendige faglige kvalifikationer og den nødvendige viden, erfaring og evne til at udføre de opgaver, der er omhandlet i stk. 3.

Ledelsesorganet hos udbyderen af den meget stor onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine sikrer, at lederen af compliancefunktionen er en uafhængig højtstående leder med særligt ansvar for compliancefunktionen.

Lederen af compliancefunktionen rapporterer direkte til ledelsesorganet hos udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine og kan gøre opmærksom på problemer og advare det pågældende organ, hvis de risici, der er omhandlet i artikel 34, eller manglende overholdelse af denne forordning påvirker eller kan påvirke udbyderen af den berørte meget store onlineplatform eller meget store onlinesøgemaskine, uden at dette berører ledelsesorganets ansvar i dets tilsyns- og ledelsesfunktioner.

Lederen af compliancefunktionen må ikke fjernes fra posten uden forudgående godkendelse fra ledelsesorganet hos udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine.

3.   Compliancerådgivere har følgende opgaver:

a)

samarbejde med koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet og Kommissionen med henblik på denne forordning

b)

sikre, at alle de i artikel 34 omhandlede risici identificeres og indberettes korrekt, og at der træffes rimelige, forholdsmæssige og effektive risikobegrænsende foranstaltninger i henhold til artikel 35

c)

tilrettelægge og føre tilsyn med udbyderen af den meget store onlineplatforms eller af den meget store onlinesøgemaskines aktiviteter i forbindelse med den uafhængige revision i henhold til artikel 37

d)

informere og rådgive ledelsen og medarbejderne hos udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine om relevante forpligtelser i henhold til denne forordning

e)

overvåge, om udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine overholder sine forpligtelser i henhold til denne forordning

f)

hvor det er relevant, overvåge, om udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine overholder de forpligtelser, der er indgået i henhold til adfærdskodekserne, jf. artikel 45 og 46, eller kriseprotokollerne, jf. artikel 48.

4.   Udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskine meddeler navn og kontaktoplysninger på lederen af compliancefunktionen til koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet og Kommissionen.

5.   Ledelsesorganet hos udbyderen af den meget stor onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine skal definere, føre tilsyn med og være ansvarlig for gennemførelsen af udbyderens ledelsesordninger, der sikrer compliancefunktionens uafhængighed, herunder adskillelse af ansvar i organisationen for udbyderen af en meget stor onlineplatform eller af en meget stor onlinesøgemaskine, forebyggelse af interessekonflikter og forsvarlig forvaltning af systemiske risici, der er identificeret i henhold til artikel 34.

6.   Ledelsesorganet godkender og reviderer regelmæssigt og mindst en gang om året de strategier og politikker, der iværksættes for at imødegå, håndtere, overvåge og begrænse de risici, der er identificeret i henhold til artikel 34, og som den meget store onlineplatform eller den meget store onlinesøgemaskine er eller kan blive eksponeret for.

7.   Ledelsesorganet afsætter tilstrækkelig tid til behandlingen af risikostyringsforanstaltningerne. Det deltager aktivt i beslutningerne vedrørende risikostyring og sikrer, at der afsættes tilstrækkelige ressourcer til styring af de risici, der er identificeret i overensstemmelse med artikel 34.

Artikel 49

Kompetente myndigheder og koordinatorer for digitale tjenester

1.   Medlemsstaterne udpeger en eller flere kompetente myndigheder som ansvarlige for tilsynet med udbydere af formidlingstjenester og håndhævelsen af denne forordning (»kompetente myndigheder«).

2.   Medlemsstaterne udpeger en af de kompetente myndigheder som deres koordinator for digitale tjenester. Koordinatoren for digitale tjenester er ansvarlig for alle forhold vedrørende tilsynet med og håndhævelsen af denne forordning i denne medlemsstat, medmindre den pågældende medlemsstat har overdraget bestemte specifikke opgaver eller områder til andre kompetente myndigheder. Koordinatoren for digitale tjenester er under alle omstændigheder ansvarlig for at sikre koordineringen på nationalt plan af disse forhold og for at bidrage til et effektivt og konsekvent tilsyn med og en effektiv og konsekvent håndhævelse af denne forordning i hele Unionen.

Med henblik herpå samarbejder koordinatorerne for digitale tjenester med hinanden, andre nationale kompetente myndigheder, rådet og Kommissionen, uden at dette berører medlemsstaternes mulighed for at sikre samarbejdsmekanismer og en løbende udveksling af synspunkter mellem koordinatoren for digitale tjenester og andre nationale myndigheder, når det er relevant for udførelsen af deres respektive opgaver.

Hvis en medlemsstat udpeger en eller flere kompetente myndigheder ud over koordinatoren for digitale tjenester, sikrer den, at disse myndigheders og koordinatoren for digitale tjenesters respektive opgaver er klart defineret, og at de samarbejder tæt og effektivt under udførelsen af deres opgaver.

3.   Medlemsstaterne udpeger koordinatorerne for digitale tjenester senest den 17. Februar 2024.

Medlemsstaterne offentliggør og meddeler Kommissionen og rådet navnet på og kontaktoplysninger for deres kompetente myndighed, som er udpeget som koordinator for digitale tjenester. Den berørte medlemsstat meddeler Kommissionen og rådet navnet på de andre kompetente myndigheder, jf. stk. 2, og deres respektive opgaver.

4.   De bestemmelser i artikel 50, 51 og 56, der gælder for koordinatorer for digitale tjenester, gælder også for alle andre kompetente myndigheder, som medlemsstaterne udpeger i henhold til denne artikels stk. 1.

Artikel 59

Henvisning til Kommissionen

1.   Hvis der ikke foreligger en meddelelse inden for den frist, der er fastsat i artikel 58, stk. 5, hvis rådet er uenigt i vurderingen eller i de foranstaltninger, der er truffet eller påtænkes truffet i henhold til artikel 58, stk. 5, eller i de i artikel 60, stk. 3, omhandlede tilfælde, kan rådet henvise sagen til Kommissionen med alle relevante oplysninger. Disse oplysninger skal som minimum omfatte den anmodning eller henstilling, der er fremsendt til koordinatorerne for digitale tjenester i etableringslandet, koordinatoren for digitale tjenesters vurdering, begrundelsen for uenigheden og eventuelle yderligere oplysninger til støtte for henvisningen.

2.   Kommissionen vurderer sagen senest to måneder efter henvisningen af sagen i henhold til stk. 1 efter høring af koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet.

3.   Hvis Kommissionen i henhold til denne artikels stk. 2 finder, at vurderingen eller de undersøgelses- eller håndhævelsesforanstaltninger, der er truffet eller påtænkes i henhold til artikel 58, stk. 5, ikke er tilstrækkelige til at sikre en effektiv håndhævelse eller på anden måde er uforenelig med denne forordning, meddeler den koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet og rådet sine synspunkter og anmoder koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet om at tage sagen under fornyet behandling.

Koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet træffer de nødvendige undersøgelses- eller håndhævelsesforanstaltninger for at sikre overholdelse af denne forordning under størst mulig hensyntagen til Kommissionens synspunkter og anmodning om fornyet behandling. Koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet underretter Kommissionen samt den anmodende koordinator for digitale tjenester eller rådet, der har truffet foranstaltninger i henhold til artikel 58, stk. 1 eller 2, om de foranstaltninger, der er truffet, senest to måneder efter anmodningen om fornyet behandling.

Artikel 66

Kommissionens indledning af en procedure og undersøgelsessamarbejde

1.   Kommissionen kan indlede en procedure med henblik på eventuel vedtagelse af afgørelser i henhold til artikel 73 og 74 vedrørende den pågældende adfærd udvist af udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine, som Kommissionen mistænker for at have overtrådt en eller flere af bestemmelserne i denne forordning.

2.   Hvis Kommissionen beslutter at indlede en procedure i henhold til denne artikels stk. 1, underretter den alle koordinatorerne for digitale tjenester og rådet via det i artikel 85 omhandlede informationsudvekslingssystem samt den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine.

Koordinatorerne for digitale tjenester skal uden unødig forsinkelse efter at være blevet underrettet om indledningen af proceduren sende Kommissionen alle oplysninger, som de er i besiddelse af, om den pågældende overtrædelse.

Kommissionens indledning af en procedure i henhold til denne artikels stk. 1 indebærer, at koordinatoren for digitale tjenester eller enhver kompetent myndighed, hvor det er relevant, ikke længere har beføjelse til at føre tilsyn og håndhævelse som fastsat i denne forordning, jf. artikel 56, stk. 4.

3.   Ved udøvelsen af sine undersøgelsesbeføjelser i henhold til denne forordning kan Kommissionen anmode om individuel eller fælles støtte fra enhver koordinator for digitale tjenester, der er berørt af den formodede overtrædelse, herunder koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet. De koordinatorer for digitale tjenester, der har modtaget en sådan anmodning, og enhver anden kompetent myndighed, der er involveret af koordinatoren for digitale tjenester, skal samarbejde oprigtigt og rettidigt med Kommissionen og har ret til at udøve deres undersøgelsesbeføjelser som omhandlet i artikel 51, stk. 1, over for udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine, der er tale om, med hensyn til oplysninger, personer og lokaler, der befinder sig på deres medlemsstats område, og i overensstemmelse med anmodningen.

4.   Kommissionen giver koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet og rådet alle relevante oplysninger om udøvelsen af de beføjelser, der er omhandlet i artikel 67-72, og om sine foreløbige konklusioner i henhold til artikel 79, stk. 1. Rådet meddeler Kommissionen sin holdning til de foreløbige konklusioner inden for den frist, der fastsættes i henhold til artikel 79, stk. 2. Kommissionen skal tage videst muligt hensyn til enhver af rådets holdninger i sin endelige afgørelse.

Artikel 73

Manglende overholdelse

1.   Kommissionen vedtager en afgørelse om manglende overholdelse, hvis den finder, at den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine ikke overholder et eller flere af følgende punkter:

a)

relevante bestemmelser i denne forordning

b)

midlertidige foranstaltninger i henhold til artikel 70

c)

tilsagn, der er gjort bindende i henhold til artikel 71.

2.   Inden Kommissionen vedtager afgørelsen i henhold til stk. 1, meddeler den sine foreløbige konklusioner til den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine. I de foreløbige konklusioner redegør Kommissionen for de foranstaltninger, den overvejer at træffe, eller som den mener, at den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine bør træffe for effektivt at imødekomme de foreløbige konklusioner.

3.   I afgørelsen vedtaget i henhold til stk. 1 pålægger Kommissionen den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre overholdelse af afgørelsen i henhold til stk. 1 inden for en rimelig frist angivet deri og at fremlægge oplysninger om de foranstaltninger, som den pågældende udbyder agter at træffe for at efterkomme afgørelsen.

4.   Den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine forelægger Kommissionen en beskrivelse af de foranstaltninger, den har truffet for at sikre overholdelse af afgørelsen i henhold til stk. 1, når de er gennemført.

5.   Konstaterer Kommissionen, at betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, afslutter den undersøgelsen ved en afgørelse. Afgørelsen finder anvendelse med øjeblikkelig virkning.

Artikel 74

Bøder

1.   I afgørelsen i henhold til artikel 73 kan Kommissionen pålægge den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine bøder på op til 6 % af dennes samlede årsomsætning på verdensplan i det foregående regnskabsår, hvis den finder, at den pågældende udbyder forsætligt eller uagtsomt:

a)

overtræder de relevante bestemmelser i denne forordning

b)

undlader at overholde en afgørelse om midlertidige foranstaltninger i henhold til artikel 70, eller

c)

undlader at overholde en forpligtelse, der er gjort bindende ved afgørelse i henhold til artikel 71.

2.   Kommissionen kan vedtage en afgørelse, der pålægger den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden fysisk eller juridisk person som omhandlet i artikel 67, stk. 1, bøder på op til 1 % af den samlede årlige indkomst eller globale omsætning i det foregående regnskabsår, hvis de forsætligt eller uagtsomt:

a)

afgiver urigtige, ufuldstændige eller vildledende oplysninger som svar på en simpel anmodning eller anmodning ved en afgørelse i henhold til artikel 67

b)

undlader at besvare anmodningen om oplysninger ved afgørelse inden for den fastsatte frist

c)

undlader inden for den af Kommissionen fastsatte frist at berigtige urigtige, ufuldstændige eller vildledende oplysninger afgivet af en ansat eller undlader eller nægter at give fuldstændige oplysninger

d)

nægter at underkaste sig et kontrolbesøg i henhold til artikel 69

e)

undlader at overholde de foranstaltninger, som Kommissionen har truffet i henhold til artikel 72, eller

f)

undlader at opfylde betingelserne for aktindsigt i Kommissionens sagsakter i henhold til artikel 79, stk. 4.

3.   Inden Kommissionen vedtager afgørelsen i henhold til denne artikels stk. 2 meddeler den sine foreløbige konklusioner til den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden person som omhandlet i artikel 67, stk. 1.

4.   Ved fastsættelse af bødens størrelse tager Kommissionen hensyn til overtrædelsens art, grovhed, varighed og gentagne karakter og for bøder, der pålægges i henhold til stk. 2, til den forsinkede procedure.


whereas









keyboard_arrow_down