search


keyboard_tab Digital Service Act 2022/2065 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2022/2065 DA cercato: 'kriseprotokoller' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


expand index kriseprotokoller:

    KAPITEL I
    ALMINDELIGE BESTEMMELSER

    KAPITEL II
    UDBYDERE AF FORMIDLINGSTJENESTERS ANSVAR

    KAPITEL III
    DUE DILIGENCE-FORPLIGTELSER FOR ET GENNEMSIGTIGT OG SIKKERT ONLINEMILJØ

    AFDELING 1
    Bestemmelser, som finder anvendelse på alle udbydere af formidlingstjenester

    AFDELING 2
    Supplerende bestemmelser, som finder anvendelse på oplagringstjenester, herunder onlineplatforme

    AFDELING 3
    Supplerende bestemmelser, som finder anvendelse på udbydere af onlineplatforme

    AFDELING 4
    Supplerende bestemmelser, som finder anvendelse på udbydere af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende

    AFDELING 5
    Supplerende forpligtelser for udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner vedrørende styring af systemiske risici
  • 1 Art. 35 Risikobegrænsning
  • 1 Art. 37 Uafhængig revision
  • 1 Art. 41 Compliancefunktion

  • AFDELING 6
    Andre bestemmelser vedrørende due diligence-forpligtelser

    KAPITEL IV
    GENNEMFØRELSE, SAMARBEJDE, SANKTIONER OG HÅNDHÆVELSE

    AFDELING 1
    Kompetente myndigheder og nationale koordinatorer for digitale tjenester
  • 6 Art. 48 kriseprotokoller

  • AFDELING 2
    Kompetencer, koordineret undersøgelse og sammenhængsmekanismer

    AFDELING 3
    Det Europæiske Råd for Digitale Tjenester

    AFDELING 4
    Tilsyn, undersøgelse, håndhævelse og overvågning i forbindelse med udbydere af meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner

    AFDELING 5
    Fælles bestemmelser om håndhævelse

    AFDELING 6
    Delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter

    KAPITEL V
    AFSLUTTENDE BESTEMMELSER


whereas kriseprotokoller:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 618

 

Artikel 35

Risikobegrænsning

1.   Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner indfører rimelige, forholdsmæssige og effektive afbødende foranstaltninger, som er skræddersyet til de specifikke systemiske risici, der er identificeret i henhold til artikel 34, under særlig hensyntagen til sådanne foranstaltningers indvirkning på grundlæggende rettigheder. Sådanne foranstaltninger kan, hvor det er relevant, omfatte:

a)

tilpasning af udformningen, funktioner og virkemåder af deres tjenester, herunder deres onlinegrænsefladers

b)

tilpasning af deres vilkår og betingelser og håndhævelsen heraf

c)

tilpasning af processer for indholdsmoderation, herunder hastigheden og kvaliteten af behandlingen af anmeldelser vedrørende særlige former for ulovligt indhold og, hvis det er relevant, øjeblikkelig fjernelse eller hindring af adgangen til det anmeldte indhold, navnlig for så vidt angår ulovlig hadefuld tale eller cybervold, samt tilpasning af alle relevante beslutningsprocesser og øremærkede ressourcer til indholdsmoderation

d)

afprøvning og tilpasning af deres algoritmiske systemer, herunder deres anbefalingssystemer

e)

tilpasning af deres reklamesystemer og vedtagelse af målrettede foranstaltninger, der har til formål at begrænse eller justere visningen af reklamer i forbindelse med den tjeneste, de yder

f)

styrkelse af de interne processer eller ressourcer, den interne afprøvning eller dokumentation eller det interne tilsyn med deres aktiviteter, navnlig med hensyn til afdækning af systemiske risici

g)

indledning eller tilpasning af samarbejdet med pålidelige indberettere i overensstemmelse med artikel 22 og gennemførelse af udenretslige tvistbilæggelsesorganers afgørelser i henhold til artikel 21

h)

indledning eller tilpasning af samarbejdet med andre udbydere af onlineplatforme eller af onlinesøgemaskiner gennem de adfærdskodekser og kriseprotokoller, der er omhandlet i henholdsvis artikel 45 og 48

i)

iværksættelse af opmærksomhedsskabende foranstaltninger og tilpasning af deres onlinegrænseflade for at give tjenestemodtagerne flere oplysninger

j)

iværksættelse af målrettede foranstaltninger til beskyttelse af børns rettigheder, herunder værktøjer til alderskontrol og forældrekontrol, eller værktøjer, der har til formål at hjælpe mindreårige med at signalere misbrug eller opnå støtte, alt efter hvad der er relevant

k)

sikring af, at oplysninger, hvad enten der er tale om genereret eller manipuleret billed-, lyd- eller videomateriale, der i væsentlig grad ligner eksisterende personer, genstande, steder eller andre enheder eller begivenheder, og som fejlagtigt for andre forekommer at være autentisk eller sandfærdigt, skiller sig ud ved hjælp af fremtrædende markeringer, når de vises på deres onlinegrænseflader, idet der desuden tilvejebringes en brugervenlig funktionalitet, som gør det muligt for tjenestemodtagerne at angive sådan information.

2.   Rådet offentliggør i samarbejde med Kommissionen omfattende rapporter én gang om året. Rapporterne skal indeholde følgende:

a)

identifikation og vurdering af de mest fremtrædende og tilbagevendende systemiske risici indberettet af udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner eller identificeret gennem andre informationskilder, navnlig de kilder, der er omhandlet i artikel 39, 40 og 42

b)

bedste praksis for udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner for afbødning af de identificerede systemiske risici.

Disse rapporter præsenterer systemiske risici opdelt efter den medlemsstat, hvor de optrådte, og i Unionen som helhed, alt efter hvad der er relevant.

3.   Kommissionen kan i samarbejde med koordinatorerne for digitale tjenester udstede retningslinjer for anvendelsen af stk. 1 i forbindelse med specifikke risici, navnlig med henblik på at præsentere bedste praksis og anbefale mulige foranstaltninger under behørig hensyntagen til de mulige konsekvenser af foranstaltningerne for alle berørte parters grundlæggende rettigheder som nedfældet i chartret. I forbindelse med udarbejdelsen af disse retningslinjer afholder Kommissionen offentlige høringer.

Artikel 37

Uafhængig revision

1.   Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner underlægges uafhængige revisioner for egen regning mindst én gang om året med henblik på vurdering af overholdelsen af følgende:

a)

forpligtelserne i kapitel III

b)

eventuelle tilsagn afgivet i medfør af de adfærdskodekser, der er omhandlet i artikel 45 og 46, og de kriseprotokoller, der er omhandlet i artikel 48.

2.   Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner samarbejder med og yder bistand til de organisationer, der udfører revisionerne i henhold til denne artikel, i det omfang det er nødvendigt for, at de kan foretage revisionerne effektivt og rettidigt, herunder ved at give dem adgang til alle relevante data og lokaler og ved at besvare mundtlige eller skriftlige spørgsmål. De afholder sig fra at hæmme, uretmæssigt at påvirke eller at undergrave udførelsen af revisionen.

Disse revisioner sikrer et passende niveau af fortrolighed og tavshedspligt med hensyn til de oplysninger, der indhentes fra udbyderne af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner og tredjeparter i forbindelse med revisionerne, herunder efter at revisionerne er afsluttet. Opfyldelsen af dette krav må dog ikke være til skade for udførelsen af revisionerne og andre bestemmelser i denne forordning, navnlig bestemmelserne om gennemsigtighed, tilsyn og håndhævelse. Hvis det er nødvendigt af hensyn til rapporteringen vedrørende gennemsigtighed i henhold til artikel 42, stk. 4, ledsages revisionsrapporten og revisionsrapporten om gennemførelsen, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 4 og 6, af versioner, som ikke indeholder oplysninger, der med rimelighed kan betragtes som fortrolige.

3.   Revisioner, der udføres i henhold til stk. 1, udføres af organisationer, som:

a)

er uafhængige af og ikke har nogen interessekonflikter med den berørte udbyder af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner og juridiske personer med tilknytning til den pågældende udbyder; navnlig:

i)

ikke har ydet ikkerevisionstjenester i forbindelse med de forhold, der er underlagt revision, til den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine og juridiske personer med tilknytning til den pågældende udbyder i perioden på 12 måneder forud for revisionens begyndelse og har forpligtet sig til ikke at levere sådanne tjenester til dem i perioden på 12 måneder efter revisionens afslutning

ii)

ikke har ydet revisionstjenester i henhold til denne artikel til den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine og juridiske personer med tilknytning til den pågældende udbyder i en periode på over ti på hinanden følgende år

iii)

ikke udfører revisionen mod betaling af honorarer, der afhænger af resultatet af revisionen

b)

har dokumenteret ekspertise inden for risikostyring, teknisk kompetence og formåen

c)

udviser objektivitet og overholder fagetiske standarder, navnlig dokumenteret ved tilslutning til adfærdskodekser eller passende standarder.

4.   Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner sikrer, at de organisationer, der udfører revisionerne, udarbejder en revisionsrapport for hver revision. Denne rapport skal være skriftligt begrundet og skal som minimum indeholde følgende:

a)

navn, adresse og kontaktpunkt på udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine, der er underlagt revision, og den omfattede periode

b)

navn og adresse på den eller de organisationer, der udfører revisionen

c)

en interesseerklæring

d)

en beskrivelse af de specifikke elementer, der er underlagt revision, og den anvendte metode

e)

en beskrivelse og en sammenfatning af de vigtigste revisionsresultater

f)

en liste over de tredjeparter, der blev hørt som led i revisionen

g)

en revisionserklæring om, hvorvidt udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine, der er underlagt revision, har overholdt de i stk. 1 omhandlede forpligtelser og tilsagn, dvs. »positiv«, »positiv med bemærkninger« eller »negativ«

h)

hvis revisionserklæringen ikke er positiv, operationelle anbefalinger om specifikke foranstaltninger til at sikre overholdelse og den anbefalede tidsramme for at sikre overholdelse.

5.   Hvis den organisation, der udførte revisionen, ikke var i stand til at underlægge visse specifikke elementer revision eller afgive en revisionserklæring på grundlag af sine undersøgelser, skal revisionsrapporten indeholde en redegørelse for omstændighederne og årsagerne til, at disse elementer ikke kunne underlægges revision.

6.   Udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner, der modtager en revisionsrapport, som ikke er positiv, tager behørigt hensyn til de operationelle anbefalinger, der er adresseret til dem, således at de kan træffe de nødvendige foranstaltninger til at gennemføre dem. De vedtager senest en måned efter modtagelsen af disse anbefalinger en revisionsrapport om gennemførelsen, hvori der redegøres for disse foranstaltninger. Hvis de ikke gennemfører de operationelle anbefalinger, begrunder de dette i revisionsrapporten om gennemførelsen og redegør for alternative foranstaltninger, som de har truffet for at afhjælpe identificerede tilfælde af manglende overholdelse.

7.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 87 med henblik på at supplere denne forordning ved at fastsætte de nødvendige regler for udførelsen af revisioner i henhold til denne artikel, navnlig for så vidt angår de nødvendige regler om proceduremæssige skridt, revisionsmetoder og rapporteringsskabeloner for de revisioner, der udføres i henhold til denne artikel. I disse delegerede retsakter skal der tages hensyn til eventuelle frivillige revisionsstandarder som omhandlet i artikel 44, stk. 1, litra e).

Artikel 41

Compliancefunktion

1.   Udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner opretter en compliancefunktion, der er uafhængig af deres operationelle afdelinger og består af en eller flere compliancerådgivere, herunder lederen af compliancefunktionen. Denne compliancefunktion skal have beføjelser, format og ressourcer i tilstrækkeligt omfang samt adgang til ledelsesorganet hos udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine til at kunne overvåge, at den pågældende udbyder overholder denne forordning.

2.   Ledelsesorganet hos udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine sikrer, at compliancerådgivere har de nødvendige faglige kvalifikationer og den nødvendige viden, erfaring og evne til at udføre de opgaver, der er omhandlet i stk. 3.

Ledelsesorganet hos udbyderen af den meget stor onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine sikrer, at lederen af compliancefunktionen er en uafhængig højtstående leder med særligt ansvar for compliancefunktionen.

Lederen af compliancefunktionen rapporterer direkte til ledelsesorganet hos udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine og kan gøre opmærksom på problemer og advare det pågældende organ, hvis de risici, der er omhandlet i artikel 34, eller manglende overholdelse af denne forordning påvirker eller kan påvirke udbyderen af den berørte meget store onlineplatform eller meget store onlinesøgemaskine, uden at dette berører ledelsesorganets ansvar i dets tilsyns- og ledelsesfunktioner.

Lederen af compliancefunktionen må ikke fjernes fra posten uden forudgående godkendelse fra ledelsesorganet hos udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine.

3.   Compliancerådgivere har følgende opgaver:

a)

samarbejde med koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet og Kommissionen med henblik på denne forordning

b)

sikre, at alle de i artikel 34 omhandlede risici identificeres og indberettes korrekt, og at der træffes rimelige, forholdsmæssige og effektive risikobegrænsende foranstaltninger i henhold til artikel 35

c)

tilrettelægge og føre tilsyn med udbyderen af den meget store onlineplatforms eller af den meget store onlinesøgemaskines aktiviteter i forbindelse med den uafhængige revision i henhold til artikel 37

d)

informere og rådgive ledelsen og medarbejderne hos udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine om relevante forpligtelser i henhold til denne forordning

e)

overvåge, om udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine overholder sine forpligtelser i henhold til denne forordning

f)

hvor det er relevant, overvåge, om udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine overholder de forpligtelser, der er indgået i henhold til adfærdskodekserne, jf. artikel 45 og 46, eller kriseprotokollerne, jf. artikel 48.

4.   Udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskine meddeler navn og kontaktoplysninger på lederen af compliancefunktionen til koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet og Kommissionen.

5.   Ledelsesorganet hos udbyderen af den meget stor onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine skal definere, føre tilsyn med og være ansvarlig for gennemførelsen af udbyderens ledelsesordninger, der sikrer compliancefunktionens uafhængighed, herunder adskillelse af ansvar i organisationen for udbyderen af en meget stor onlineplatform eller af en meget stor onlinesøgemaskine, forebyggelse af interessekonflikter og forsvarlig forvaltning af systemiske risici, der er identificeret i henhold til artikel 34.

6.   Ledelsesorganet godkender og reviderer regelmæssigt og mindst en gang om året de strategier og politikker, der iværksættes for at imødegå, håndtere, overvåge og begrænse de risici, der er identificeret i henhold til artikel 34, og som den meget store onlineplatform eller den meget store onlinesøgemaskine er eller kan blive eksponeret for.

7.   Ledelsesorganet afsætter tilstrækkelig tid til behandlingen af risikostyringsforanstaltningerne. Det deltager aktivt i beslutningerne vedrørende risikostyring og sikrer, at der afsættes tilstrækkelige ressourcer til styring af de risici, der er identificeret i overensstemmelse med artikel 34.

Artikel 48

kriseprotokoller

1.   Rådet kan anbefale, at Kommissionen i overensstemmelse med stk. 2, 3 og 4 iværksætter udarbejdelsen af frivillige kriseprotokoller til håndtering af krisesituationer. Disse situationer er strengt begrænset til ekstraordinære omstændigheder, som påvirker den offentlige sikkerhed eller folkesundheden.

2.   Kommissionen tilskynder til og letter deltagelsen af udbyderne af meget store onlineplatforme, af meget store onlinesøgemaskiner og, hvor det er relevant, udbyderne af andre onlineplatforme eller af andre onlinesøgemaskiner i udarbejdelsen, afprøvningen og anvendelsen af disse kriseprotokoller. Kommissionen bestræber sig på at sikre, at disse kriseprotokoller omfatter en eller flere af følgende foranstaltninger:

a)

fremtrædende visning af information om krisesituationen leveret af medlemsstaternes myndigheder eller på EU-plan eller, alt afhængigt af krisens kontekst, af andre relevante pålidelige organer

b)

sikring af, at udbyderen af formidlingstjenester udpeger et særligt kontaktpunkt for krisestyring. Hvis det er relevant, kan dette være det elektroniske kontaktpunkt, der er omhandlet i artikel 11, eller, for så vidt angår udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner, den compliancerådgiver, der er omhandlet i artikel 41

c)

hvor det er relevant, tilpasning af de ressourcer, der er afsat til overholdelse af forpligtelserne i artikel 16, 20, 22, 23 og 35, til de behov, der er opstået som følge af krisesituationen.

3.   Kommissionen inddrager, hvor det er relevant, medlemsstaternes myndigheder og kan også inddrage EU-organer, -kontorer og -agenturer i udarbejdelsen, afprøvningen og overvågningen af anvendelsen af kriseprotokollerne. Kommissionen kan, hvor det er nødvendigt og relevant, også inddrage civilsamfundsorganisationer eller andre relevante organisationer i udarbejdelsen af kriseprotokollerne.

4.   Kommissionen bestræber sig på at sikre, at følgende er klart fastsat i kriseprotokollerne:

a)

de specifikke parametre til bestemmelse af, hvad der udgør den specifikke ekstraordinære omstændighed, som kriseprotokollen har til formål at afhjælpe, og de mål, den forfølger

b)

de enkelte deltageres rolle og de foranstaltninger, de skal iværksætte under forberedelsen, og når kriseprotokollen er blevet aktiveret

c)

en klar procedure for bestemmelse af, hvornår kriseprotokollen skal aktiveres

d)

en klar procedure for bestemmelse af den periode, hvori de foranstaltninger, der skal træffes, når kriseprotokollen er blevet aktiveret, skal træffes, der skal være strengt begrænset til, hvad der er nødvendigt for at håndtere de pågældende specifikke ekstraordinære omstændigheder

e)

garantier til imødegåelse af eventuelle negative virkninger for udøvelsen af de grundlæggende rettigheder nedfældet i chartret, navnlig ytrings- og informationsfriheden og retten til ikkeforskelsbehandling

f)

en procedure for offentlig rapportering om alle trufne foranstaltninger og deres varighed og resultater, når krisen er ovre.

5.   Hvis Kommissionen finder, at en kriseprotokol ikke effektivt afhjælper krisesituationen eller sikrer udøvelsen af de grundlæggende rettigheder, jf. stk. 4, litra e), anmoder den deltagerne om at revidere kriseprotokollen, herunder ved at træffe yderligere foranstaltninger.

KAPITEL IV

GENNEMFØRELSE, SAMARBEJDE, SANKTIONER OG HÅNDHÆVELSE

AFDELING 1

Kompetente myndigheder og nationale koordinatorer for digitale tjenester


whereas









keyboard_arrow_down