search


keyboard_tab Digital Service Act 2022/2065 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2022/2065 DA cercato: 'kontaktoplysninger' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


expand index kontaktoplysninger:

    KAPITEL I
    ALMINDELIGE BESTEMMELSER

    KAPITEL II
    UDBYDERE AF FORMIDLINGSTJENESTERS ANSVAR

    KAPITEL III
    DUE DILIGENCE-FORPLIGTELSER FOR ET GENNEMSIGTIGT OG SIKKERT ONLINEMILJØ

    AFDELING 1
    Bestemmelser, som finder anvendelse på alle udbydere af formidlingstjenester

    AFDELING 2
    Supplerende bestemmelser, som finder anvendelse på oplagringstjenester, herunder onlineplatforme
  • 1 Art. 16 Anmeldelsesmekanismer og handlepligt
  • 1 Art. 17 Begrundelse

  • AFDELING 3
    Supplerende bestemmelser, som finder anvendelse på udbydere af onlineplatforme

    AFDELING 4
    Supplerende bestemmelser, som finder anvendelse på udbydere af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende

    AFDELING 5
    Supplerende forpligtelser for udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner vedrørende styring af systemiske risici
  • 2 Art. 32 Ret til oplysninger
  • 1 Art. 40 Adgang til oplysninger og kontrol
  • 1 Art. 41 Compliancefunktion

  • AFDELING 6
    Andre bestemmelser vedrørende due diligence-forpligtelser

    KAPITEL IV
    GENNEMFØRELSE, SAMARBEJDE, SANKTIONER OG HÅNDHÆVELSE

    AFDELING 1
    Kompetente myndigheder og nationale koordinatorer for digitale tjenester
  • 1 Art. 49 Kompetente myndigheder og koordinatorer for digitale tjenester

  • AFDELING 2
    Kompetencer, koordineret undersøgelse og sammenhængsmekanismer

    AFDELING 3
    Det Europæiske Råd for Digitale Tjenester

    AFDELING 4
    Tilsyn, undersøgelse, håndhævelse og overvågning i forbindelse med udbydere af meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner

    AFDELING 5
    Fælles bestemmelser om håndhævelse

    AFDELING 6
    Delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter

    KAPITEL V
    AFSLUTTENDE BESTEMMELSER


whereas kontaktoplysninger:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 684

 

Artikel 16

Anmeldelsesmekanismer og handlepligt

1.   Udbydere af oplagringstjenester indfører mekanismer, der gør det muligt for enhver enkeltperson eller enhed at underrette dem om tilstedeværelsen på deres tjeneste af specifik information, som den pågældende person eller enhed anser for at være ulovligt indhold. Disse mekanismer skal være let tilgængelige og brugervenlige og skal give mulighed for indgivelse af anmeldelser udelukkende ad elektronisk vej.

2.   De mekanismer, der er omhandlet i stk. 1, skal gøre det lettere at indgive tilstrækkelig præcise og underbyggede anmeldelser. Med henblik herpå træffer udbyderne af oplagringstjenester de nødvendige foranstaltninger til at muliggøre og lette indgivelsen af anmeldelser, der skal indeholde alle følgende elementer:

a)

en tilstrækkelig underbygget begrundelse for, hvorfor den pågældende person eller enhed anser den pågældende information for at være ulovligt indhold

b)

en nøjagtig angivelse af den nøjagtige elektroniske adresse for den pågældende information, f.eks. den eller de nøjagtige URL'er, og om nødvendigt yderligere oplysninger, der gør det muligt at identificere det ulovlige indhold, alt efter typen af indhold og den specifikke type af oplagringstjeneste

c)

navn og e-mailadresse på den person eller enhed, der indgiver anmeldelsen, medmindre der er tale om information, som anses for at involvere en af de lovovertrædelser, der er omhandlet i artikel 3-7 i direktiv 2011/93/EU

d)

en erklæring, hvori den person eller enhed, der indgiver anmeldelsen, bekræfter, at den pågældende i god tro mener, at oplysningerne og påstandene deri er nøjagtige og fuldstændige.

3.   De i denne artikel omhandlede anmeldelser anses for at tilvejebringe konkret kendskab med henblik på artikel 6 til den pågældende specifikke information, når de sætter en omhyggelig udbyder af oplagringstjenester i stand til at bestemme, hvori det ulovlige ved den pågældende aktivitet eller information består, uden først at måtte foretage en retlig undersøgelse.

4.   Hvis anmeldelsen indeholder elektroniske kontaktoplysninger på den person eller enhed, der har indgivet den, sender udbyderen af oplagringstjenester uden unødig forsinkelse en bekræftelse på modtagelsen af anmeldelsen til den pågældende person eller enhed.

5.   Udbyderen giver også uden unødig forsinkelse den pågældende person eller enhed meddelelse om sin beslutning vedrørende den information, som anmeldelsen vedrører, og informerer om mulighederne for at klage over den pågældende beslutning.

6.   Udbydere af oplagringstjenester behandler alle anmeldelser, som de modtager gennem de i stk. 1 omhandlede mekanismer, og træffer deres beslutning om den information, som anmeldelserne vedrører, rettidigt, omhyggeligt, uden forskelsbehandling og objektivt. Hvis de anvender automatiserede metoder til denne behandling eller beslutningstagning, medtager de oplysninger om en sådan anvendelse i den i stk. 5 omhandlede meddelelse.

Artikel 17

Begrundelse

1.   Udbydere af oplagringstjenester giver alle berørte tjenestemodtagere en klar og specifik begrundelse for enhver af følgende begrænsninger, som er pålagt på grundlag af, at den af tjenestemodtageren fremsendte information udgør ulovligt indhold eller er i strid med deres vilkår og betingelser:

a)

enhver begrænsning i synligheden af specifikke oplysninger leveret af tjenestemodtageren, herunder fjernelse af indhold, hindring af adgang til indhold eller degradering af indhold

b)

suspension, ophør eller anden begrænsning af pengebetalinger

c)

hel eller delvis suspension eller ophør af ydelsen af tjenesten

d)

suspension eller lukning af tjenestemodtagerens konto.

2.   Stk. 1 finder kun anvendelse, hvis udbyderen har kendskab til de relevante elektroniske kontaktoplysninger. Det finder anvendelse senest fra den dato, hvor begrænsningen pålægges, uanset hvorfor eller hvordan den blev pålagt.

Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis oplysningerne er vildledende kommercielt indhold i store mængder.

3.   Den i stk. 1 omhandlede begrundelse skal mindst indeholde følgende oplysninger:

a)

oplysninger om, hvorvidt beslutningen indebærer enten fjernelse, hindring af adgang til, degradering af eller begrænsning af synligheden af informationen eller suspension eller ophør af monetære betalinger knyttet til denne information eller indfører andre af de i stk. 1 omhandlede foranstaltninger vedrørende informationen, og i påkommende tilfælde om det territoriale anvendelsesområde for beslutningen og dens gyldighedsperiode

b)

oplysninger om de forhold og omstændigheder, der ligger til grund for beslutningen, herunder i påkommende tilfælde oplysninger om, hvorvidt beslutningen blev truffet i henhold til en anmeldelse indgivet i overensstemmelse med artikel 16 eller er baseret på frivillige undersøgelser på eget initiativ og, hvis strengt nødvendigt, identiteten af anmelderen

c)

hvis det er relevant, oplysninger om anvendelsen af automatiserede metoder til at træffe beslutningen, herunder oplysninger om hvorvidt det indhold, der blev truffet beslutning om, var blevet påvist eller identificeret ved anvendelse af automatiserede metoder

d)

hvis beslutningen vedrører påstået ulovligt indhold, en henvisning til det påberåbte retsgrundlag og en forklaring på, hvorfor informationen anses for at være ulovligt indhold på dette grundlag

e)

hvis beslutningen er baseret på informationens påståede uforenelighed med udbyderen af oplagringstjenesters vilkår og betingelser, en henvisning til det påberåbte aftalegrundlag og en forklaring på, hvorfor informationen anses for at være i strid med dette grundlag

f)

klare og brugervenlige oplysninger om de muligheder, som tjenestemodtageren har for at klage over beslutningen, navnlig og i relevant omfang gennem interne klagebehandlingsmekanismer, udenretslig tvistbilæggelse og domstolsprøvelse.

4.   De oplysninger, som udbyderne af oplagringstjenester giver i overensstemmelse med denne artikel, skal være klare og let forståelige og så præcise og specifikke som muligt under de givne omstændigheder. Oplysningerne skal navnlig være af en sådan art, at den berørte tjenestemodtager kan udnytte de i stk. 3, litra f), omhandlede klagemuligheder effektivt.

5.   Denne artikel finder ikke anvendelse på de i artikel 9 omhandlede påbud.

Artikel 32

Ret til oplysninger

1.   Hvis en udbyder af en onlineplatform, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, bliver opmærksom på, uanset hvilke midler der anvendes hertil, at et ulovligt produkt eller en ulovlig tjeneste er er blevet udbudt af en erhvervsdrivende til forbrugere, som befinder sig i Unionen, gennem udbyderens tjenester, skal den, i det omfang den har deres kontaktoplysninger, underrette forbrugere, der har købt det ulovlige produkt eller den ulovlige tjeneste gennem dens tjenester om følgende:

a)

at produktet eller tjenesten er ulovlig

b)

den erhvervsdrivendes identitet, og

c)

eventuelle relevante klagemuligheder.

Forpligtelsen i første afsnit er begrænset til køb af ulovlige produkter eller tjenester foretaget inden for de sidste seks måneder forud for det tidspunkt, hvor udbyderen blev opmærksom på ulovligheden.

2.   Hvis udbyderen af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, i den i stk. 1 omhandlede situation ikke har kontaktoplysninger på alle de berørte forbrugere, gør denne udbyder oplysningerne om det ulovlige produkt eller den ulovlige tjeneste, den erhvervsdrivendes identitet og eventuelle relevante klagemuligheder offentligt og let tilgængelige på sin onlinegrænseflade.

AFDELING 5

Supplerende forpligtelser for udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner vedrørende styring af systemiske risici

Artikel 40

Adgang til oplysninger og kontrol

1.   Udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner giver koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet eller Kommissionen adgang til de oplysninger, der er nødvendige for at overvåge og vurdere overholdelsen af denne forordning, efter deres begrundede anmodning og inden for en rimelig frist som angivet i anmodningen.

2.   Koordinatorerne for digitale tjenester og Kommissionen anvender kun de oplysninger, der er tilgået i henhold til stk. 1, med henblik på at overvåge og vurdere overholdelsen af denne forordning, og tager behørigt hensyn til de berørte udbydere af meget store onlineplatformes eller af meget store onlinesøgemaskiners og tjenestemodtageres rettigheder og interesser, herunder beskyttelse af personoplysninger, beskyttelse af fortrolige oplysninger, navnlig forretningshemmeligheder, og opretholdelse af deres tjenesters sikkerhed.

3.   Med henblik på stk. 1 redegør udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner efter anmodning fra enten koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet eller Kommissionen for udformningen, logikken, virkemåden og afprøvningen af deres algoritmiske systemer, herunder deres anbefalingssystemer.

4.   Efter begrundet anmodning fra koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet giver udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner inden for en rimelig frist som angivet i anmodningen kontrolunderlagte forskere, der opfylder kravene i denne artikels stk. 8, adgang til oplysninger alene med henblik på forskning, der bidrager til at afdække, identificere og afklare de i artikel 34, stk. 1, omhandlede systemiske risici i Unionen, og til vurderingen af tilstrækkeligheden, effektiviteten og indvirkningen af de risikobegrænsende foranstaltninger i henhold til artikel 35.

5.   Senest 15 dage efter modtagelsen af en anmodning som omhandlet i stk. 4 kan udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner anmode koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet, om at ændre anmodningen, hvis de finder, at de ikke kan give adgang til de ønskede oplysninger af en af følgende to årsager:

a)

de har ikke adgang til oplysningerne

b)

hvis der gives adgang til oplysningerne, vil det medføre væsentlige sårbarheder i deres tjenestes sikkerhed eller beskyttelsen af fortrolige oplysninger, navnlig forretningshemmeligheder.

6.   Anmodninger om ændring i henhold til stk. 5 skal indeholde forslag til en eller flere alternative måder, hvorpå der kan gives adgang til de ønskede oplysninger eller andre oplysninger, som er relevante og tilstrækkelige til formålet med anmodningen.

Koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet træffer afgørelse om anmodningen om ændring inden for 15 dage og meddeler udbyderen af de meget store onlineplatforme eller af de meget store onlinesøgemaskiner sin afgørelse og i påkommende tilfælde den ændrede anmodning og den nye frist til at efterkomme anmodningen.

7.   Udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner letter og giver adgang til oplysninger i henhold til stk. 1 og 4 via passende grænseflader, der specificeres i anmodningen, herunder onlinedatabaser eller applikationsprogrammeringsgrænseflader.

8.   På grundlag af en behørigt begrundet ansøgning fra forskere tildeler koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet sådanne forskere status som kontrolunderlagte forskere for den specifikke forskning, der er omhandlet i ansøgningen, og udsteder en begrundet anmodning om dataadgang til en udbyder af en meget stor onlineplatform eller af en meget stor onlinesøgemaskine i henhold til stk. 4, hvis forskerne dokumenterer, at de opfylder alle følgende betingelser:

a)

de er tilknyttet en forskningsinstitution som defineret i artikel 2, nr. 1), i direktiv (EU) 2019/790

b)

de er uafhængige af kommercielle interesser

c)

deres ansøgning indeholder oplysninger om finansieringen af forskningen

d)

de er i stand til at opfylde de specifikke krav til datasikkerhed og fortrolighed, der er knyttet til den enkelte anmodning, og til at beskytte personoplysninger, og de beskriver i deres anmodning de relevante tekniske og organisatoriske foranstaltninger, de har truffet med henblik herpå

e)

deres ansøgning viser, at deres adgang til oplysningerne og de krævede tidsrammer, er nødvendige for og forholdsmæssige i forhold til formålet med deres forskning, og at de forventede resultater af denne forskning vil bidrage til de formål, der er fastsat i stk. 4

f)

de planlagte forskningsaktiviteter gennemføres med henblik på de i stk. 4 omhandlede formål

g)

de har forpligtet sig til at gøre deres forskningsresultater offentligt tilgængelige gratis inden for en rimelig frist efter færdiggørelsen af forskningen, under iagttagelse af de berørte tjenestemodtageres rettigheder og interesser i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679.

Efter modtagelse af ansøgningen i henhold til dette stykke underretter koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet Kommissionen og rådet.

9.   Forskere kan også indgive deres ansøgning til koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, hvor den forskningsinstitution, de er tilknyttet, er etableret. Efter modtagelse af ansøgningen i henhold til dette stykke foretager koordinatoren for digitale tjenester en indledende vurdering af, om de respektive forskere opfylder alle betingelserne i stk. 8. Den respektive koordinator for digitale tjenester sender derefter ansøgningen sammen med den dokumentation, som de respektive forskere har indsendt, og den indledende vurdering til koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet. Koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet træffer afgørelse om at tildele en forsker statussen uden unødig forsinkelse.

Den endelige afgørelse om at tildele en forsker status som kontrolunderlagt forsker henhører under koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandets kompetence, jf. stk. 8, under behørig hensyntagen til den indledende vurdering.

10.   Koordinatoren for digitale tjenester, der tildelte status som kontrolunderlagt forsker og udstedte en begrundet anmodning om adgang til data til udbyderne af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner til fordel for en kontrolunderlagt forsker, træffer afgørelse om at bringe adgangen til ophør, hvis den efter en undersøgelse enten på eget initiativ eller på grundlag af oplysninger fra tredjeparter konstaterer, at den kontrolunderlagte forsker ikke længere opfylder betingelserne i stk. 8, og underretter den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine om afgørelsen. Inden adgangen bringes til ophør, hører koordinatoren for digitale tjenester den kontrolunderlagte forsker om resultaterne af sin undersøgelse og om sin hensigt om at bringe adgangen til ophør.

11.   Koordinatorerne for digitale tjenester i etableringslandet skal meddele rådet navn og kontaktoplysninger på de fysiske personer eller enheder, som de i overensstemmelse med stk. 8 har tildelt status som kontrolunderlagt forsker, samt formålet med den forskning, i forbindelse med hvilken anmodningen blev fremsat, eller skal, hvis de har bragt adgangen til oplysninger til ophør i overensstemmelse med stk. 10, meddele denne oplysning til rådet.

12.   Udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner giver uden unødig forsinkelse adgang til data, herunder realtidsdata, hvor det er teknisk muligt, forudsat at dataene er offentligt tilgængelige i deres onlinegrænseflade for forskere, herunder dem, der er tilknyttet nonprofitorganer, -organisationer og -foreninger, som opfylder betingelserne i stk. 8, litra b), c), d) og e), og som alene anvender dataene til forskning, der bidrager til at afdække, identificere og afklare systemiske risici i Unionen i henhold til artikel 34, stk. 1.

13.   Kommissionen vedtager efter høring af rådet delegerede retsakter, der supplerer denne forordning ved at fastsætte de tekniske betingelser, i henhold til hvilke udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner skal dele oplysninger i henhold til stk. 1 og 4, og de formål, hvortil oplysningerne kan anvendes. Disse delegerede retsakter fastsætter de specifikke betingelser, i henhold til hvilke sådan deling af oplysninger med forskere kan finde sted i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679, samt relevante objektive indikatorer, procedurer og om nødvendigt uafhængige rådgivningsmekanismer til støtte for deling af oplysninger under hensyntagen til de berørte udbydere af meget store onlineplatformes eller af meget store onlinesøgemaskiners og tjenestemodtageres rettigheder og interesser, herunder beskyttelsen af fortrolige oplysninger, navnlig forretningshemmeligheder, og opretholdelse af sikkerheden i deres tjeneste.

Artikel 41

Compliancefunktion

1.   Udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner opretter en compliancefunktion, der er uafhængig af deres operationelle afdelinger og består af en eller flere compliancerådgivere, herunder lederen af compliancefunktionen. Denne compliancefunktion skal have beføjelser, format og ressourcer i tilstrækkeligt omfang samt adgang til ledelsesorganet hos udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine til at kunne overvåge, at den pågældende udbyder overholder denne forordning.

2.   Ledelsesorganet hos udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine sikrer, at compliancerådgivere har de nødvendige faglige kvalifikationer og den nødvendige viden, erfaring og evne til at udføre de opgaver, der er omhandlet i stk. 3.

Ledelsesorganet hos udbyderen af den meget stor onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine sikrer, at lederen af compliancefunktionen er en uafhængig højtstående leder med særligt ansvar for compliancefunktionen.

Lederen af compliancefunktionen rapporterer direkte til ledelsesorganet hos udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine og kan gøre opmærksom på problemer og advare det pågældende organ, hvis de risici, der er omhandlet i artikel 34, eller manglende overholdelse af denne forordning påvirker eller kan påvirke udbyderen af den berørte meget store onlineplatform eller meget store onlinesøgemaskine, uden at dette berører ledelsesorganets ansvar i dets tilsyns- og ledelsesfunktioner.

Lederen af compliancefunktionen må ikke fjernes fra posten uden forudgående godkendelse fra ledelsesorganet hos udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine.

3.   Compliancerådgivere har følgende opgaver:

a)

samarbejde med koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet og Kommissionen med henblik på denne forordning

b)

sikre, at alle de i artikel 34 omhandlede risici identificeres og indberettes korrekt, og at der træffes rimelige, forholdsmæssige og effektive risikobegrænsende foranstaltninger i henhold til artikel 35

c)

tilrettelægge og føre tilsyn med udbyderen af den meget store onlineplatforms eller af den meget store onlinesøgemaskines aktiviteter i forbindelse med den uafhængige revision i henhold til artikel 37

d)

informere og rådgive ledelsen og medarbejderne hos udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine om relevante forpligtelser i henhold til denne forordning

e)

overvåge, om udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine overholder sine forpligtelser i henhold til denne forordning

f)

hvor det er relevant, overvåge, om udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine overholder de forpligtelser, der er indgået i henhold til adfærdskodekserne, jf. artikel 45 og 46, eller kriseprotokollerne, jf. artikel 48.

4.   Udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskine meddeler navn og kontaktoplysninger på lederen af compliancefunktionen til koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet og Kommissionen.

5.   Ledelsesorganet hos udbyderen af den meget stor onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine skal definere, føre tilsyn med og være ansvarlig for gennemførelsen af udbyderens ledelsesordninger, der sikrer compliancefunktionens uafhængighed, herunder adskillelse af ansvar i organisationen for udbyderen af en meget stor onlineplatform eller af en meget stor onlinesøgemaskine, forebyggelse af interessekonflikter og forsvarlig forvaltning af systemiske risici, der er identificeret i henhold til artikel 34.

6.   Ledelsesorganet godkender og reviderer regelmæssigt og mindst en gang om året de strategier og politikker, der iværksættes for at imødegå, håndtere, overvåge og begrænse de risici, der er identificeret i henhold til artikel 34, og som den meget store onlineplatform eller den meget store onlinesøgemaskine er eller kan blive eksponeret for.

7.   Ledelsesorganet afsætter tilstrækkelig tid til behandlingen af risikostyringsforanstaltningerne. Det deltager aktivt i beslutningerne vedrørende risikostyring og sikrer, at der afsættes tilstrækkelige ressourcer til styring af de risici, der er identificeret i overensstemmelse med artikel 34.

Artikel 49

Kompetente myndigheder og koordinatorer for digitale tjenester

1.   Medlemsstaterne udpeger en eller flere kompetente myndigheder som ansvarlige for tilsynet med udbydere af formidlingstjenester og håndhævelsen af denne forordning (»kompetente myndigheder«).

2.   Medlemsstaterne udpeger en af de kompetente myndigheder som deres koordinator for digitale tjenester. Koordinatoren for digitale tjenester er ansvarlig for alle forhold vedrørende tilsynet med og håndhævelsen af denne forordning i denne medlemsstat, medmindre den pågældende medlemsstat har overdraget bestemte specifikke opgaver eller områder til andre kompetente myndigheder. Koordinatoren for digitale tjenester er under alle omstændigheder ansvarlig for at sikre koordineringen på nationalt plan af disse forhold og for at bidrage til et effektivt og konsekvent tilsyn med og en effektiv og konsekvent håndhævelse af denne forordning i hele Unionen.

Med henblik herpå samarbejder koordinatorerne for digitale tjenester med hinanden, andre nationale kompetente myndigheder, rådet og Kommissionen, uden at dette berører medlemsstaternes mulighed for at sikre samarbejdsmekanismer og en løbende udveksling af synspunkter mellem koordinatoren for digitale tjenester og andre nationale myndigheder, når det er relevant for udførelsen af deres respektive opgaver.

Hvis en medlemsstat udpeger en eller flere kompetente myndigheder ud over koordinatoren for digitale tjenester, sikrer den, at disse myndigheders og koordinatoren for digitale tjenesters respektive opgaver er klart defineret, og at de samarbejder tæt og effektivt under udførelsen af deres opgaver.

3.   Medlemsstaterne udpeger koordinatorerne for digitale tjenester senest den 17. Februar 2024.

Medlemsstaterne offentliggør og meddeler Kommissionen og rådet navnet på og kontaktoplysninger for deres kompetente myndighed, som er udpeget som koordinator for digitale tjenester. Den berørte medlemsstat meddeler Kommissionen og rådet navnet på de andre kompetente myndigheder, jf. stk. 2, og deres respektive opgaver.

4.   De bestemmelser i artikel 50, 51 og 56, der gælder for koordinatorer for digitale tjenester, gælder også for alle andre kompetente myndigheder, som medlemsstaterne udpeger i henhold til denne artikels stk. 1.


whereas









keyboard_arrow_down