keyboard_tab Digital Service Act 2022/2065 DA

1.   Ved ydelse af en informationssamfundstjeneste i form af transmission på et kommunikationsnet af information, der leveres af en tjenestemodtager, eller levering af adgang til et kommunikationsnet er tjenesteudbyderen ikke ansvarlig for den information, der transmitteres eller tilgås, forudsat at udbyderen:

2.   Den i stk. 1 omhandlede transmission og levering af adgang omfatter automatisk, mellemliggende og kortvarig lagring af transmitteret information, forudsat at denne lagring udelukkende tjener til udførelse af transmission på kommunikationsnettet, og dens varighed ikke overstiger den tid, der med rimelighed kan antages at være nødvendig til transmissionen.

3.   Denne artikel berører ikke en retslig eller en administrativ myndigheds muligheder for i overensstemmelse med en medlemsstats retssystem at kræve, at en tjenesteudbyder bringer en overtrædelse til ophør eller forhindrer den.

1.   I tilfælde af ydelse af en informationssamfundstjeneste, der består i transmission på et kommunikationsnet af information, som leveres af en tjenestemodtager, pådrager tjenesteudbyderen sig ikke ansvar for automatisk, mellemliggende og midlertidig lagring af denne information foretaget alene med det formål at gøre senere transmission af informationen til andre tjenestemodtagere efter disses anmodning mere effektiv eller mere sikker, forudsat at udbyderen:

2.   Denne artikel berører ikke en retslig eller en administrativ myndigheds muligheder for i overensstemmelse med en medlemsstats retssystem at kræve, at en tjenesteudbyder bringer en overtrædelse til ophør eller forhindrer den.

1.   Udbydere af formidlingstjenester udpeger ét enkelt kontaktpunkt, der giver dem mulighed for at kommunikere direkte elektronisk med medlemsstaternes myndigheder, Kommissionen og det i artikel 61 omhandlede råd, med henblik på anvendelsen af denne forordning.

2.   Udbydere af formidlingstjenester offentliggør de oplysninger, der er nødvendige for at identificere og kommunikere med deres enkelte kontaktpunkter på en nem måde. Disse oplysninger skal være lettilgængelige og skal holdes ajour.

3.   Udbydere af formidlingstjenester angiver i de oplysninger, der er omhandlet i stk. 2, det eller de officielle sprog i medlemsstaterne, som i tillæg til et EU-sprog, som overordnet set forstås af det størst mulige antal EU-borgere, anvendes i kommunikationen med deres kontaktpunkter, og det skal omfatte mindst ét af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor udbyderen af formidlingstjenester har sit hovedforretningssted, eller hvor dennes retlige repræsentant er bosiddende eller etableret.

1.   Udbydere af formidlingstjenester skal udpege ét enkelt kontaktpunkt, der gør det muligt for tjenestemodtagere at kommunikere direkte og hurtigt med dem ad elektronisk vej og på en brugervenlig måde, herunder ved at give tjenestemodtagere mulighed for at vælge kommunikationsmidler, som ikke udelukkende må være baseret på automatiserede værktøjer.

2.   Udbydere af formidlingstjenester skal i tillæg til forpligtelserne i direktiv 2000/31/EF offentliggøre de oplysninger, der er nødvendige for, at tjenestemodtagerne nemt kan identificere og kommunikere med deres enkelte kontaktpunkter. Disse oplysninger skal være lettilgængelige og skal holdes ajour.

1.   Tjenestemodtagere, herunder enkeltpersoner eller enheder, der har indgivet anmeldelser, til hvem de i artikel 20, stk. 1, omhandlede beslutninger er adresseret, kan vælge ethvert udenretsligt tvistbilæggelsesorgan, der er certificeret i overensstemmelse med denne artikels stk. 3, med henblik på at bilægge tvister vedrørende disse beslutninger, herunder klager, som ikke er blevet løst ved hjælp af det i nævnte artikel omhandlede interne klagebehandlingssystem.

Udbydere af onlineplatforme sikrer, at oplysninger om tjenestemodtagernes mulighed for adgang til et udenretsligt tvistbilæggelsesorgan er let tilgængelige på deres onlinegrænseflade, klare og brugervenlige.

Første afsnit berører ikke den berørte tjenestemodtagers ret til på ethvert tidspunkt at anlægge sag for at bestride beslutninger truffet af udbyderen af onlineplatforme ved en domstol i overensstemmelse med gældende ret.

2.   Begge parter skal samarbejde i god tro med det udvalgte certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorgan med henblik på at bilægge tvisten.

Udbydere af onlineplatforme kan nægte at deltage i proceduren ved et sådant udenretsligt tvistbilæggelsesorgan, hvis en tvist allerede er blevet løst vedrørende de samme oplysninger og det samme grundlag for påstået ulovlighed eller uforenelighed af indholdet.

Det certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorgan har ikke beføjelse til at pålægge parterne en bindende tvistbilæggelse.

3.   Koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, hvor det udenretslige tvistbilæggelsesorgan er etableret, certificerer for en periode på maksimalt fem år, der kan forlænges, organet efter dets anmodning, hvis organet har godtgjort, at det opfylder alle følgende betingelser:

Koordinatoren for digitale tjenester anfører i påkommende tilfælde i certifikatet:

4.   Certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorganer aflægger årligt rapport til koordinatoren for digitale tjenester om deres virke, med angivelse af som minimum antallet af forelagte tvister, oplysninger om udfaldet af disse tvister, den gennemsnitlige tid, det tog at løse dem, og eventuelle mangler eller vanskeligheder. De afgiver yderligere oplysninger efter anmodning fra denne koordinator for digitale tjenester.

Koordinatorerne for digitale tjenester udarbejder hvert andet år en rapport om, hvordan de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, som de har certificeret, fungerer. Rapporten skal navnlig:

De certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorganer skal forelægge deres beslutninger for sagsparterne inden for en rimelig periode og ikke mere end 90 kalenderdage efter datoen for det certificerede organ fik forelagt klagesagen. I tilfælde af meget komplekse tvister kan det certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorgan efter eget skøn forlænge fristen på 90 kalenderdage med en yderligere varighed på ikke over 90 dage, så den samlede varighed ikke overstiger 180 dage.

5.   Hvis det udenretslige tvistbilæggelsesorgan træffer afgørelse om tvisten til fordel for tjenestemodtageren, herunder den enkeltperson eller enhed, der har indgivet en anmeldelse, afholder udbyderen af onlineplatformen alle gebyrer, som organet for udenretslig tvistbilæggelse opkræver, og godtgør den pågældende modtager, herunder enkeltpersonen eller enheden, eventuelle andre rimelige udgifter, som denne har måttet afholde i forbindelse med tvistbilæggelsen. Hvis organet for udenretslig tvistbilæggelse afgør tvisten til fordel for udbyderen af onlineplatformen, skal tjenestemodtageren, herunder enkeltpersonen eller enheden, ikke godtgøre gebyrer eller andre udgifter, som udbyderen af onlineplatformen har betalt eller skal betale i forbindelse med tvistbilæggelsen, medmindre det udenretslige tvistbilæggelsesorgan finder, at den pågældende modtager åbenlyst har handlet i ond tro.

De gebyrer, som organet opkræver udbyderne af onlineplatforme for tvistbilæggelsen, skal være rimelige og må under ingen omstændigheder overstige organets omkostninger. For modtagere af tjenesten bør tvistbilæggelsen være gratis tilgængelig eller tilgængelig mod et gebyr af symbolsk størrelse.

Certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorganer skal oplyse de berørte tjenestemodtagere, herunder de enkeltpersoner eller enheder, der har indgivet en anmeldelse, og udbyderen af den berørte onlineplatform om gebyrerne eller de mekanismer, der anvendes til at fastsætte gebyrerne, inden de indleder i tvistbilæggelsen.

6.   Medlemsstaterne kan oprette udenretslige tvistbilæggelsesorganer med henblik på stk. 1 eller støtte aktiviteterne i en række af eller i alle de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, som de har certificeret i overensstemmelse med stk. 3.

Medlemsstaterne sikrer, at ingen af deres aktiviteter udført i henhold til første afsnit påvirker deres koordinatorer for digitale tjenesters mulighed for at certificere de pågældende organer i overensstemmelse med stk. 3.

7.   En koordinator for digitale tjenester, der har certificeret et udenretsligt tvistbilæggelsesorgan, tilbagekalder denne certificering, hvis koordinatoren efter en undersøgelse enten på eget initiativ eller på grundlag af oplysninger modtaget af tredjeparter fastslår, at organet for udenretslig tvistbilæggelse ikke længere opfylder betingelserne i stk. 3. Inden tilbagekaldelsen af den pågældende certificering giver koordinatoren for digitale tjenester det pågældende organ mulighed for at reagere på resultaterne af dens undersøgelse og dens hensigt om at tilbagekalde det udenretslige tvistbilæggelsesorgans certificering.

8.   Koordinatorerne for digitale tjenester underretter Kommissionen om de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, som de har certificeret i overensstemmelse med stk. 3, herunder i påkommende tilfælde om de specifikationer, der er omhandlet i nævnte stykkes andet afsnit, samt de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, hvis certificering de har tilbagekaldt. Kommissionen offentliggør en liste over disse organer, herunder over disse specifikationer, på et særligt websted, der er lettilgængeligt, og holder den ajour.

9.   Denne artikel berører ikke direktiv 2013/11/EU og procedurer for alternativ tvistbilæggelse og instanser for forbrugere, der er etableret i henhold til nævnte direktiv.

1.   Udbydere af onlineplatforme, der viser reklamer på deres onlinegrænseflader, sikrer, at tjenestemodtagerne for hver specifik reklame, der vises til hver enkelt modtager, på en klar, koncis og utvetydig måde og i realtid kan identificere følgende:

2.   Udbydere af onlineplatforme giver tjenestemodtagerne en funktionalitet, så de kan angive, om det indhold, de leverer, er eller indeholder kommerciel kommunikation.

Når tjenestemodtageren indgiver en erklæring i henhold til dette stykke, sikrer udbyderen af onlineplatformen, at andre tjenestemodtagere på en klar og utvetydig måde og i realtid, herunder ved hjælp af fremtrædende markeringer, som kan standardiseres i henhold til artikel 44, kan identificere, at det indhold, som tjenestemodtageren leverer, er eller indeholder kommerciel kommunikation som beskrevet i denne erklæring.

3.   Udbydere af onlineplatforme må ikke vise tjenestemodtagerne reklamer baseret på profilering som defineret i artikel 4, nr. 4), i forordning (EU) 2016/679 ved anvendelse af særlige kategorier af personoplysninger som omhandlet i artikel 9, stk. 1, i forordning (EU) 2016/679.

1.   Udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner, der viser reklamer på deres onlinegrænseflader, opretter en database med de i stk. 2 omhandlede oplysninger, som gøres tilgængelig på et særligt område af deres onlinegrænseflade ved hjælp af et søgbart og pålideligt værktøj, der gør det muligt at foretage forespørgsler på baggrund af flere kriterier og gennem deres applikationsprogrammeringsgrænseflader, i hele den periode, hvor de præsenterer en reklame, og i ét år efter, at reklamen blev vist for sidste gang på deres onlinegrænseflader. De sikrer, at databasen ikke indeholder personoplysninger om de tjenestemodtagere, som reklamen blev eller kan have været vist til, og gør en rimelig indsats for at sikre, at oplysningerne er nøjagtige og fuldstændige.

2.   Databasen skal mindst indeholde følgende oplysninger:

3.   For så vidt angår stk. 2, litra a), b) og c), må databasen ikke indeholde de oplysninger, der er omhandlet i disse litraer, hvis en udbyder af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner har fjernet eller hindret adgang til en specifik reklame på grundlag af påstået ulovlighed eller uforenelighed med dens vilkår og betingelser. I så fald skal databasen for den pågældende specifikke reklame indeholde de oplysninger, der er omhandlet i artikel 17, stk. 3, litra a)-e), eller artikel 9, stk. 2, litra a), nr. i), alt efter hvad der er relevant.

Kommissionen kan efter høring af rådet, de relevante kontrolunderlagte forskere som omhandlet i artikel 40 og offentligheden udstede retningslinjer for den i nærværende artikel omhandlede databases struktur, organisation og funktionaliteter.

1.   Kommissionen hører rådet og støtter og fremmer udviklingen og gennemførelsen af frivillige standarder fastsat af relevante europæiske og internationale standardiseringsorganer, herunder som minimum standarder for:

2.   Kommissionen støtter ajourføringen af standarderne under hensyntagen til den teknologiske udvikling og de pågældende tjenestemodtageres adfærd. De relevante oplysninger om ajourføringen af standarderne skal være offentligt tilgængelige og lettilgængelige.

1.   Kommissionen opretter og vedligeholder et pålideligt og sikkert informationsudvekslingssystem, der understøtter kommunikationen mellem koordinatorerne for digitale tjenester, Kommissionen og rådet. Andre kompetente myndigheder kan få adgang til dette system, hvis det er nødvendigt for dem ved udførelsen af de opgaver, som de er pålagt i overensstemmelse med denne forordning.

2.   Koordinatorerne for digitale tjenester, Kommissionen og rådet skal anvende informationsudvekslingssystemet til al kommunikation i henhold til denne forordning.

3.   Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter, der fastsætter praktiske og operationelle ordninger for informationsudvekslingssystemets funktion og interoperabilitet med andre relevante systemer. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter rådgivningsproceduren, jf. artikel 88.

1.   Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

2.   Denne forordning finder anvendelse fra den 17. februar 2024.

Artikel 24, stk. 2, 3 og 6, artikel 33, stk. 3-6, artikel 37, stk. 7, artikel 40, stk. 13, artikel 43 og kapitel IV, afdeling 4, 5 og 6, finder dog anvendelse fra den 16. november 2022.