search


keyboard_tab Digital Service Act 2022/2065 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2022/2065 DA cercato: 'ekspertise' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


expand index ekspertise:

    KAPITEL I
    ALMINDELIGE BESTEMMELSER

    KAPITEL II
    UDBYDERE AF FORMIDLINGSTJENESTERS ANSVAR

    KAPITEL III
    DUE DILIGENCE-FORPLIGTELSER FOR ET GENNEMSIGTIGT OG SIKKERT ONLINEMILJØ

    AFDELING 1
    Bestemmelser, som finder anvendelse på alle udbydere af formidlingstjenester

    AFDELING 2
    Supplerende bestemmelser, som finder anvendelse på oplagringstjenester, herunder onlineplatforme

    AFDELING 3
    Supplerende bestemmelser, som finder anvendelse på udbydere af onlineplatforme
  • 2 Art. 21 Udenretslig tvistbilæggelse
  • 2 Art. 22 Pålidelige indberettere

  • AFDELING 4
    Supplerende bestemmelser, som finder anvendelse på udbydere af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende

    AFDELING 5
    Supplerende forpligtelser for udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner vedrørende styring af systemiske risici
  • 1 Art. 37 Uafhængig revision
  • 1 Art. 42 Rapporteringsforpligtelser vedrørende gennemsigtighed

  • AFDELING 6
    Andre bestemmelser vedrørende due diligence-forpligtelser

    KAPITEL IV
    GENNEMFØRELSE, SAMARBEJDE, SANKTIONER OG HÅNDHÆVELSE

    AFDELING 1
    Kompetente myndigheder og nationale koordinatorer for digitale tjenester

    AFDELING 2
    Kompetencer, koordineret undersøgelse og sammenhængsmekanismer

    AFDELING 3
    Det Europæiske Råd for Digitale Tjenester

    AFDELING 4
    Tilsyn, undersøgelse, håndhævelse og overvågning i forbindelse med udbydere af meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner
  • 4 Art. 64 Udvikling af ekspertise og formåen
  • 1 Art. 72 Overvågningstiltag

  • AFDELING 5
    Fælles bestemmelser om håndhævelse

    AFDELING 6
    Delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter

    KAPITEL V
    AFSLUTTENDE BESTEMMELSER


whereas ekspertise:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 730

 

Artikel 21

Udenretslig tvistbilæggelse

1.   Tjenestemodtagere, herunder enkeltpersoner eller enheder, der har indgivet anmeldelser, til hvem de i artikel 20, stk. 1, omhandlede beslutninger er adresseret, kan vælge ethvert udenretsligt tvistbilæggelsesorgan, der er certificeret i overensstemmelse med denne artikels stk. 3, med henblik på at bilægge tvister vedrørende disse beslutninger, herunder klager, som ikke er blevet løst ved hjælp af det i nævnte artikel omhandlede interne klagebehandlingssystem.

Udbydere af onlineplatforme sikrer, at oplysninger om tjenestemodtagernes mulighed for adgang til et udenretsligt tvistbilæggelsesorgan er let tilgængelige på deres onlinegrænseflade, klare og brugervenlige.

Første afsnit berører ikke den berørte tjenestemodtagers ret til på ethvert tidspunkt at anlægge sag for at bestride beslutninger truffet af udbyderen af onlineplatforme ved en domstol i overensstemmelse med gældende ret.

2.   Begge parter skal samarbejde i god tro med det udvalgte certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorgan med henblik på at bilægge tvisten.

Udbydere af onlineplatforme kan nægte at deltage i proceduren ved et sådant udenretsligt tvistbilæggelsesorgan, hvis en tvist allerede er blevet løst vedrørende de samme oplysninger og det samme grundlag for påstået ulovlighed eller uforenelighed af indholdet.

Det certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorgan har ikke beføjelse til at pålægge parterne en bindende tvistbilæggelse.

3.   Koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, hvor det udenretslige tvistbilæggelsesorgan er etableret, certificerer for en periode på maksimalt fem år, der kan forlænges, organet efter dets anmodning, hvis organet har godtgjort, at det opfylder alle følgende betingelser:

a)

organet er upartisk og uafhængigt, herunder finansielt uafhængigt, af udbydere af onlineplatforme og af modtagere af den tjeneste, der ydes af udbyderne af onlineplatformene, herunder af enkeltpersoner eller enheder, der har indgivet anmeldelser

b)

organet har den nødvendige ekspertise, for så vidt angår de spørgsmål, der opstår på et eller flere særlige områder i tilknytning til ulovligt indhold, eller for så vidt angår anvendelsen og håndhævelsen af vilkår og betingelser for en eller flere typer onlineplatforme, hvilket giver organet mulighed for at bidrage effektivt til bilæggelsen af en tvist

c)

organet eller dets repræsentanter aflønnes på en måde, der ikke er knyttet til resultatet af proceduren

d)

den udenretslige tvistbilæggelse, det tilbyder, er let tilgængelig ved brug af elektronisk kommunikationsteknologi og giver mulighed for at indlede tvistbilæggelse og indsende den fornødne dokumentation online

e)

organet kan bilægge tvister hurtigt, effektivt og omkostningseffektivt og på mindst ét af EU-institutionernes officielle sprog

f)

den udenretslige tvistbilæggelse, det tilbyder, finder sted i overensstemmelse med klare og retfærdige procedureregler, der er let- og offentligt tilgængelige, og som er i overensstemmelse med gældende ret, herunder denne artikel.

Koordinatoren for digitale tjenester anfører i påkommende tilfælde i certifikatet:

a)

organets særlige ekspertiseområder som omhandlet i første afsnit, litra b), og

b)

det eller de af EU-institutionernes officielle sprog, på hvilke organet kan bilægge tvister som omhandlet i første afsnit, litra e).

4.   Certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorganer aflægger årligt rapport til koordinatoren for digitale tjenester om deres virke, med angivelse af som minimum antallet af forelagte tvister, oplysninger om udfaldet af disse tvister, den gennemsnitlige tid, det tog at løse dem, og eventuelle mangler eller vanskeligheder. De afgiver yderligere oplysninger efter anmodning fra denne koordinator for digitale tjenester.

Koordinatorerne for digitale tjenester udarbejder hvert andet år en rapport om, hvordan de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, som de har certificeret, fungerer. Rapporten skal navnlig:

a)

indbefatte en liste over antallet af tvister, som hvert certificeret udenretsligt tvistbilæggelsesorgan årligt er blevet forelagt

b)

angive resultaterne af de gennemførte tvistbilæggelsesprocedurer og den gennemsnitlige tid, det tager at løse tvisterne

c)

indkredse og redegøre for eventuelle systematiske eller sektorspecifikke mangler eller vanskeligheder i forbindelse med disse organers virke

d)

indkredse bedste praksis vedrørende dette virke

e)

fremsætte anbefalinger til, hvordan dette virke kan forbedres, hvor hensigtsmæssigt.

De certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorganer skal forelægge deres beslutninger for sagsparterne inden for en rimelig periode og ikke mere end 90 kalenderdage efter datoen for det certificerede organ fik forelagt klagesagen. I tilfælde af meget komplekse tvister kan det certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorgan efter eget skøn forlænge fristen på 90 kalenderdage med en yderligere varighed på ikke over 90 dage, så den samlede varighed ikke overstiger 180 dage.

5.   Hvis det udenretslige tvistbilæggelsesorgan træffer afgørelse om tvisten til fordel for tjenestemodtageren, herunder den enkeltperson eller enhed, der har indgivet en anmeldelse, afholder udbyderen af onlineplatformen alle gebyrer, som organet for udenretslig tvistbilæggelse opkræver, og godtgør den pågældende modtager, herunder enkeltpersonen eller enheden, eventuelle andre rimelige udgifter, som denne har måttet afholde i forbindelse med tvistbilæggelsen. Hvis organet for udenretslig tvistbilæggelse afgør tvisten til fordel for udbyderen af onlineplatformen, skal tjenestemodtageren, herunder enkeltpersonen eller enheden, ikke godtgøre gebyrer eller andre udgifter, som udbyderen af onlineplatformen har betalt eller skal betale i forbindelse med tvistbilæggelsen, medmindre det udenretslige tvistbilæggelsesorgan finder, at den pågældende modtager åbenlyst har handlet i ond tro.

De gebyrer, som organet opkræver udbyderne af onlineplatforme for tvistbilæggelsen, skal være rimelige og må under ingen omstændigheder overstige organets omkostninger. For modtagere af tjenesten bør tvistbilæggelsen være gratis tilgængelig eller tilgængelig mod et gebyr af symbolsk størrelse.

Certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorganer skal oplyse de berørte tjenestemodtagere, herunder de enkeltpersoner eller enheder, der har indgivet en anmeldelse, og udbyderen af den berørte onlineplatform om gebyrerne eller de mekanismer, der anvendes til at fastsætte gebyrerne, inden de indleder i tvistbilæggelsen.

6.   Medlemsstaterne kan oprette udenretslige tvistbilæggelsesorganer med henblik på stk. 1 eller støtte aktiviteterne i en række af eller i alle de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, som de har certificeret i overensstemmelse med stk. 3.

Medlemsstaterne sikrer, at ingen af deres aktiviteter udført i henhold til første afsnit påvirker deres koordinatorer for digitale tjenesters mulighed for at certificere de pågældende organer i overensstemmelse med stk. 3.

7.   En koordinator for digitale tjenester, der har certificeret et udenretsligt tvistbilæggelsesorgan, tilbagekalder denne certificering, hvis koordinatoren efter en undersøgelse enten på eget initiativ eller på grundlag af oplysninger modtaget af tredjeparter fastslår, at organet for udenretslig tvistbilæggelse ikke længere opfylder betingelserne i stk. 3. Inden tilbagekaldelsen af den pågældende certificering giver koordinatoren for digitale tjenester det pågældende organ mulighed for at reagere på resultaterne af dens undersøgelse og dens hensigt om at tilbagekalde det udenretslige tvistbilæggelsesorgans certificering.

8.   Koordinatorerne for digitale tjenester underretter Kommissionen om de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, som de har certificeret i overensstemmelse med stk. 3, herunder i påkommende tilfælde om de specifikationer, der er omhandlet i nævnte stykkes andet afsnit, samt de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, hvis certificering de har tilbagekaldt. Kommissionen offentliggør en liste over disse organer, herunder over disse specifikationer, på et særligt websted, der er lettilgængeligt, og holder den ajour.

9.   Denne artikel berører ikke direktiv 2013/11/EU og procedurer for alternativ tvistbilæggelse og instanser for forbrugere, der er etableret i henhold til nævnte direktiv.

Artikel 22

Pålidelige indberettere

1.   Udbydere af onlineplatforme træffer de nødvendige tekniske og organisatoriske foranstaltninger for at sikre, at behandlingen af anmeldelser, der indgives af pålidelige indberettere, der handler inden for deres udpegede ekspertiseområde, gives prioritet og behandles gennem de mekanismer, der er omhandlet i artikel 16, og at der træffes en beslutning uden unødig forsinkelse.

2.   Status som pålidelig indberetter i henhold til denne forordning tildeles på grundlag af en ansøgning fra enhver enhed af koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, hvor ansøgeren er etableret, til en ansøger, der har godtgjort at opfylde alle følgende betingelser:

a)

denne har særlig ekspertise og kompetence til at påvise, identificere og anmelde ulovligt indhold

b)

denne er uafhængig af enhver udbyder af onlineplatforme

c)

denne udfører sine aktiviteter med henblik på indgivelse af anmeldelser omhyggeligt, nøjagtigt og objektivt.

3.   Pålidelige indberettere offentliggør mindst én gang om året let forståelige og detaljerede rapporter om anmeldelser, der er indgivet i overensstemmelse med artikel 16 i den pågældende periode. Rapporten skal som minimum angive antallet af anmeldelser kategoriseret efter:

a)

udbyderen af oplagringstjenesters identitet

b)

typen af anmeldt påstået ulovligt indhold

c)

de tiltag, der iværksættes af udbyderen.

De pågældende rapporter skal indeholde en redegørelse for de procedurer, der er indført for at sikre, at den pålidelige indberetter bevarer sin uafhængighed.

Pålidelige indberettere sender disse rapporter til den tildelende koordinator for digitale tjenester og offentliggør dem. Oplysningerne i rapporterne må ikke indeholde personoplysninger.

4.   Koordinatorerne for digitale tjenester meddeler Kommissionen og rådet navne, adresser og e-mailadresser på de enheder, som de har tildelt status som pålidelige indberettere i overensstemmelse med stk. 2, eller hvis status som pålidelig indberetter, de har suspenderet i overensstemmelse med stk. 6 eller tilbagekaldt i overensstemmelse med stk. 7.

5.   Kommissionen offentliggør de oplysninger, der er omhandlet i stk. 4, i en offentligt tilgængelig database i et lettilgængeligt og maskinlæsbart format og ajourfører databasen.

6.   Hvis en udbyder af onlineplatforme har oplysninger, der indikerer, at en pålidelig indberetter har indgivet et betydeligt antal anmeldelser, der ikke er tilstrækkelig præcise eller er unøjagtige eller utilstrækkeligt underbyggede, gennem de i artikel 16 omhandlede mekanismer, herunder oplysninger indsamlet i forbindelse med behandlingen af klager gennem de i artikel 20, stk. 4, omhandlede interne klagebehandlingssystemer, videregiver platformen disse oplysninger til koordinatoren for digitale tjenester, der tildelte den pågældende enhed status som pålidelig indberetter, med de nødvendige forklaringer og støttedokumenter. Hvis koordinatoren for digitale tjenester efter at have modtaget oplysningerne fra udbyderen af onlineplatforme finder, at der er legitime grunde til at indlede en undersøgelse, suspenderes statussen som pålidelig indberetter, mens undersøgelsen pågår. Denne undersøgelse gennemføres uden unødig forsinkelse.

7.   Koordinatoren for digitale tjenester, der tildelte enheden status som pålidelig indberetter, tilbagekalder denne status, hvis denne efter en undersøgelse enten på eget initiativ eller på grundlag af oplysninger modtaget fra tredjeparter, herunder oplysninger fra en udbyder af onlineplatforme i henhold til stk. 6, fastslår, at enheden ikke længere opfylder betingelserne i stk. 2. Inden tilbagekaldelsen af den pågældende status giver koordinatoren for digitale tjenester enheden mulighed for at reagere på resultaterne af dens undersøgelse og dens hensigt om at tilbagekalde enhedens status som pålidelig indberetter.

8.   Kommissionen skal om nødvendigt efter høring af rådet udstede retningslinjer for at bistå udbydere af onlineplatforme og koordinatorer for digitale tjenester i anvendelsen af stk. 2, 6 og 7.

Artikel 37

Uafhængig revision

1.   Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner underlægges uafhængige revisioner for egen regning mindst én gang om året med henblik på vurdering af overholdelsen af følgende:

a)

forpligtelserne i kapitel III

b)

eventuelle tilsagn afgivet i medfør af de adfærdskodekser, der er omhandlet i artikel 45 og 46, og de kriseprotokoller, der er omhandlet i artikel 48.

2.   Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner samarbejder med og yder bistand til de organisationer, der udfører revisionerne i henhold til denne artikel, i det omfang det er nødvendigt for, at de kan foretage revisionerne effektivt og rettidigt, herunder ved at give dem adgang til alle relevante data og lokaler og ved at besvare mundtlige eller skriftlige spørgsmål. De afholder sig fra at hæmme, uretmæssigt at påvirke eller at undergrave udførelsen af revisionen.

Disse revisioner sikrer et passende niveau af fortrolighed og tavshedspligt med hensyn til de oplysninger, der indhentes fra udbyderne af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner og tredjeparter i forbindelse med revisionerne, herunder efter at revisionerne er afsluttet. Opfyldelsen af dette krav må dog ikke være til skade for udførelsen af revisionerne og andre bestemmelser i denne forordning, navnlig bestemmelserne om gennemsigtighed, tilsyn og håndhævelse. Hvis det er nødvendigt af hensyn til rapporteringen vedrørende gennemsigtighed i henhold til artikel 42, stk. 4, ledsages revisionsrapporten og revisionsrapporten om gennemførelsen, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 4 og 6, af versioner, som ikke indeholder oplysninger, der med rimelighed kan betragtes som fortrolige.

3.   Revisioner, der udføres i henhold til stk. 1, udføres af organisationer, som:

a)

er uafhængige af og ikke har nogen interessekonflikter med den berørte udbyder af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner og juridiske personer med tilknytning til den pågældende udbyder; navnlig:

i)

ikke har ydet ikkerevisionstjenester i forbindelse med de forhold, der er underlagt revision, til den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine og juridiske personer med tilknytning til den pågældende udbyder i perioden på 12 måneder forud for revisionens begyndelse og har forpligtet sig til ikke at levere sådanne tjenester til dem i perioden på 12 måneder efter revisionens afslutning

ii)

ikke har ydet revisionstjenester i henhold til denne artikel til den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine og juridiske personer med tilknytning til den pågældende udbyder i en periode på over ti på hinanden følgende år

iii)

ikke udfører revisionen mod betaling af honorarer, der afhænger af resultatet af revisionen

b)

har dokumenteret ekspertise inden for risikostyring, teknisk kompetence og formåen

c)

udviser objektivitet og overholder fagetiske standarder, navnlig dokumenteret ved tilslutning til adfærdskodekser eller passende standarder.

4.   Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner sikrer, at de organisationer, der udfører revisionerne, udarbejder en revisionsrapport for hver revision. Denne rapport skal være skriftligt begrundet og skal som minimum indeholde følgende:

a)

navn, adresse og kontaktpunkt på udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine, der er underlagt revision, og den omfattede periode

b)

navn og adresse på den eller de organisationer, der udfører revisionen

c)

en interesseerklæring

d)

en beskrivelse af de specifikke elementer, der er underlagt revision, og den anvendte metode

e)

en beskrivelse og en sammenfatning af de vigtigste revisionsresultater

f)

en liste over de tredjeparter, der blev hørt som led i revisionen

g)

en revisionserklæring om, hvorvidt udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine, der er underlagt revision, har overholdt de i stk. 1 omhandlede forpligtelser og tilsagn, dvs. »positiv«, »positiv med bemærkninger« eller »negativ«

h)

hvis revisionserklæringen ikke er positiv, operationelle anbefalinger om specifikke foranstaltninger til at sikre overholdelse og den anbefalede tidsramme for at sikre overholdelse.

5.   Hvis den organisation, der udførte revisionen, ikke var i stand til at underlægge visse specifikke elementer revision eller afgive en revisionserklæring på grundlag af sine undersøgelser, skal revisionsrapporten indeholde en redegørelse for omstændighederne og årsagerne til, at disse elementer ikke kunne underlægges revision.

6.   Udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner, der modtager en revisionsrapport, som ikke er positiv, tager behørigt hensyn til de operationelle anbefalinger, der er adresseret til dem, således at de kan træffe de nødvendige foranstaltninger til at gennemføre dem. De vedtager senest en måned efter modtagelsen af disse anbefalinger en revisionsrapport om gennemførelsen, hvori der redegøres for disse foranstaltninger. Hvis de ikke gennemfører de operationelle anbefalinger, begrunder de dette i revisionsrapporten om gennemførelsen og redegør for alternative foranstaltninger, som de har truffet for at afhjælpe identificerede tilfælde af manglende overholdelse.

7.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 87 med henblik på at supplere denne forordning ved at fastsætte de nødvendige regler for udførelsen af revisioner i henhold til denne artikel, navnlig for så vidt angår de nødvendige regler om proceduremæssige skridt, revisionsmetoder og rapporteringsskabeloner for de revisioner, der udføres i henhold til denne artikel. I disse delegerede retsakter skal der tages hensyn til eventuelle frivillige revisionsstandarder som omhandlet i artikel 44, stk. 1, litra e).

Artikel 42

Rapporteringsforpligtelser vedrørende gennemsigtighed

1.   Udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner offentliggør de i artikel 15 omhandlede rapporter senest to måneder efter anvendelsesdatoen som fastsat i artikel 33, stk. 6, andet afsnit, og derefter mindst hver sjette måned.

2.   De rapporter, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, offentliggjort af udbydere af meget store onlineplatforme skal ud over de oplysninger, der er omhandlet i artikel 15 og artikel 24, stk. 1, præcisere:

a)

de menneskelige ressourcer, som udbyderen af meget store onlineplatforme afsætter til indholdsmoderation med hensyn til den tjeneste, der udbydes i Unionen, opdelt efter hvert gældende officielt sprog i medlemsstaterne, herunder med henblik på overholdelse af forpligtelserne i artikel 16 og 22 og med henblik på overholdelse af forpligtelserne i artikel 20

b)

kvalifikationerne og den sproglige ekspertise hos de personer, der udfører de i litra a) omhandlede aktiviteter, samt den uddannelse og støtte, der gives til dette personale

c)

indikatorerne for nøjagtighed og relaterede oplysninger, jf. artikel 15, stk. 1, litra e), opdelt efter hvert officielt sprog i medlemsstaterne.

Rapporterne offentliggøres på mindst ét af de officielle sprog i medlemsstaterne.

3.   Ud over de oplysninger, der er omhandlet i artikel 24, stk. 2, skal udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner i de rapporter, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 1, medtage oplysninger om det gennemsnitlige antal tjenestemodtagere pr. måned for hver medlemsstat.

4.   Udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner fremsender til koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet og Kommissionen uden unødig forsinkelse efter udarbejdelse og offentliggør senest tre måneder efter modtagelsen af hver revisionsrapport i henhold til artikel 37, stk. 4:

a)

en rapport med resultaterne af risikovurderingen i henhold til artikel 34

b)

de specifikke risikobegrænsende foranstaltninger, der er indført i henhold til artikel 35, stk. 1

c)

den revisionsrapport, der er omhandlet i artikel 37, stk. 4

d)

den revisionsrapport om gennemførelsen, der er omhandlet i artikel 37, stk. 6

e)

hvis det er relevant, oplysninger om de høringer, som udbyderen har gennemført til støtte for risikovurderingerne og udformningen af de risikobegrænsende foranstaltninger.

5.   Hvis en udbyder af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner mener, at offentliggørelsen af oplysninger i henhold til stk. 4 kan resultere i videregivelse af udbyderens eller tjenestemodtagernes fortrolige oplysninger, medføre væsentlige sårbarheder for tjenestens sikkerhed, underminere den offentlige sikkerhed eller skade modtagere, kan udbyderen fjerne sådanne oplysninger fra de offentligt tilgængelige rapporter. I så fald fremsender udbyderen de fuldstændige rapporter til koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet og til Kommissionen, ledsaget af en begrundelse for at fjerne oplysningerne fra de offentligt tilgængelige rapporter.

Artikel 64

Udvikling af ekspertise og formåen

1.   Kommissionen udvikler i samarbejde med koordinatorerne for digitale tjenester og rådet Unionens ekspertise og formåen, herunder i relevant omfang gennem udstationering af medlemsstaternes personale.

2.   Endvidere koordinerer Kommissionen i samarbejde med koordinatorerne for digitale tjenester og rådet vurderingen af systemiske og nye problemstillinger i hele Unionen i forbindelse med meget store onlineplatforme eller meget store onlinesøgemaskiner med hensyn til forhold, der er omfattet af denne forordning.

3.   Kommissionen kan anmode koordinatorerne for digitale tjenester, rådet og andre EU-organer, -kontorer og -agenturer med relevant ekspertise om at støtte deres vurdering af systemiske og nye problemstillinger i hele Unionen i henhold til denne forordning.

4.   Medlemsstaterne samarbejder med Kommissionen navnlig gennem deres respektive koordinatorer for digitale tjenester og andre kompetente myndigheder, hvor det er relevant, herunder ved at stille deres ekspertise og formåen til rådighed.

Artikel 72

Overvågningstiltag

1.   For at kunne udføre sine opgaver i henhold til denne afdeling kan Kommissionen iværksætte de nødvendige tiltag for at overvåge, at udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskine gennemfører og overholder denne forordning effektivt. Kommissionen kan pålægge dem at give adgang til og redegøre for deres databaser og algoritmer. Sådanne tiltag kan omfatte en forpligtelse for udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine til at opbevare alle dokumenter, der anses for nødvendige for at vurdere gennemførelsen og overholdelsen af forpligtelserne i henhold til denne forordning.

2.   Tiltagene i henhold til stk. 1 kan omfatte udnævnelse af uafhængige eksterne eksperter og revisorer samt eksperter og revisorer fra kompetente nationale myndigheder med den pågældende myndigheds samtykke, til at bistå Kommissionen med at overvåge den effektive gennemførelse og overholdelse af de relevante bestemmelser i denne forordning og stille særlig ekspertise eller viden til rådighed for Kommissionen.


whereas









keyboard_arrow_down