search


keyboard_tab Digital Service Act 2022/2065 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2022/2065 DA cercato: 'domstol' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


expand index domstol:

    KAPITEL I
    ALMINDELIGE BESTEMMELSER

    KAPITEL II
    UDBYDERE AF FORMIDLINGSTJENESTERS ANSVAR

    KAPITEL III
    DUE DILIGENCE-FORPLIGTELSER FOR ET GENNEMSIGTIGT OG SIKKERT ONLINEMILJØ

    AFDELING 1
    Bestemmelser, som finder anvendelse på alle udbydere af formidlingstjenester

    AFDELING 2
    Supplerende bestemmelser, som finder anvendelse på oplagringstjenester, herunder onlineplatforme
  • 1 Art. 17 Begrundelse

  • AFDELING 3
    Supplerende bestemmelser, som finder anvendelse på udbydere af onlineplatforme
  • 1 Art. 21 Udenretslig tvistbilæggelse

  • AFDELING 4
    Supplerende bestemmelser, som finder anvendelse på udbydere af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende

    AFDELING 5
    Supplerende forpligtelser for udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner vedrørende styring af systemiske risici

    AFDELING 6
    Andre bestemmelser vedrørende due diligence-forpligtelser

    KAPITEL IV
    GENNEMFØRELSE, SAMARBEJDE, SANKTIONER OG HÅNDHÆVELSE

    AFDELING 1
    Kompetente myndigheder og nationale koordinatorer for digitale tjenester
  • 1 Art. 50 Krav til koordinatorer for digitale tjenester

  • AFDELING 2
    Kompetencer, koordineret undersøgelse og sammenhængsmekanismer

    AFDELING 3
    Det Europæiske Råd for Digitale Tjenester

    AFDELING 4
    Tilsyn, undersøgelse, håndhævelse og overvågning i forbindelse med udbydere af meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner
  • 1 Art. 78 Forældelsesfrister for tvangsfuldbyrdelse
  • 5 Art. 82 Anmodninger om begrænsninger i adgangen og samarbejde med nationale domstole

  • AFDELING 5
    Fælles bestemmelser om håndhævelse

    AFDELING 6
    Delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter

    KAPITEL V
    AFSLUTTENDE BESTEMMELSER


whereas domstol:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 829

 

Artikel 17

Begrundelse

1.   Udbydere af oplagringstjenester giver alle berørte tjenestemodtagere en klar og specifik begrundelse for enhver af følgende begrænsninger, som er pålagt på grundlag af, at den af tjenestemodtageren fremsendte information udgør ulovligt indhold eller er i strid med deres vilkår og betingelser:

a)

enhver begrænsning i synligheden af specifikke oplysninger leveret af tjenestemodtageren, herunder fjernelse af indhold, hindring af adgang til indhold eller degradering af indhold

b)

suspension, ophør eller anden begrænsning af pengebetalinger

c)

hel eller delvis suspension eller ophør af ydelsen af tjenesten

d)

suspension eller lukning af tjenestemodtagerens konto.

2.   Stk. 1 finder kun anvendelse, hvis udbyderen har kendskab til de relevante elektroniske kontaktoplysninger. Det finder anvendelse senest fra den dato, hvor begrænsningen pålægges, uanset hvorfor eller hvordan den blev pålagt.

Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis oplysningerne er vildledende kommercielt indhold i store mængder.

3.   Den i stk. 1 omhandlede begrundelse skal mindst indeholde følgende oplysninger:

a)

oplysninger om, hvorvidt beslutningen indebærer enten fjernelse, hindring af adgang til, degradering af eller begrænsning af synligheden af informationen eller suspension eller ophør af monetære betalinger knyttet til denne information eller indfører andre af de i stk. 1 omhandlede foranstaltninger vedrørende informationen, og i påkommende tilfælde om det territoriale anvendelsesområde for beslutningen og dens gyldighedsperiode

b)

oplysninger om de forhold og omstændigheder, der ligger til grund for beslutningen, herunder i påkommende tilfælde oplysninger om, hvorvidt beslutningen blev truffet i henhold til en anmeldelse indgivet i overensstemmelse med artikel 16 eller er baseret på frivillige undersøgelser på eget initiativ og, hvis strengt nødvendigt, identiteten af anmelderen

c)

hvis det er relevant, oplysninger om anvendelsen af automatiserede metoder til at træffe beslutningen, herunder oplysninger om hvorvidt det indhold, der blev truffet beslutning om, var blevet påvist eller identificeret ved anvendelse af automatiserede metoder

d)

hvis beslutningen vedrører påstået ulovligt indhold, en henvisning til det påberåbte retsgrundlag og en forklaring på, hvorfor informationen anses for at være ulovligt indhold på dette grundlag

e)

hvis beslutningen er baseret på informationens påståede uforenelighed med udbyderen af oplagringstjenesters vilkår og betingelser, en henvisning til det påberåbte aftalegrundlag og en forklaring på, hvorfor informationen anses for at være i strid med dette grundlag

f)

klare og brugervenlige oplysninger om de muligheder, som tjenestemodtageren har for at klage over beslutningen, navnlig og i relevant omfang gennem interne klagebehandlingsmekanismer, udenretslig tvistbilæggelse og domstolsprøvelse.

4.   De oplysninger, som udbyderne af oplagringstjenester giver i overensstemmelse med denne artikel, skal være klare og let forståelige og så præcise og specifikke som muligt under de givne omstændigheder. Oplysningerne skal navnlig være af en sådan art, at den berørte tjenestemodtager kan udnytte de i stk. 3, litra f), omhandlede klagemuligheder effektivt.

5.   Denne artikel finder ikke anvendelse på de i artikel 9 omhandlede påbud.

Artikel 21

Udenretslig tvistbilæggelse

1.   Tjenestemodtagere, herunder enkeltpersoner eller enheder, der har indgivet anmeldelser, til hvem de i artikel 20, stk. 1, omhandlede beslutninger er adresseret, kan vælge ethvert udenretsligt tvistbilæggelsesorgan, der er certificeret i overensstemmelse med denne artikels stk. 3, med henblik på at bilægge tvister vedrørende disse beslutninger, herunder klager, som ikke er blevet løst ved hjælp af det i nævnte artikel omhandlede interne klagebehandlingssystem.

Udbydere af onlineplatforme sikrer, at oplysninger om tjenestemodtagernes mulighed for adgang til et udenretsligt tvistbilæggelsesorgan er let tilgængelige på deres onlinegrænseflade, klare og brugervenlige.

Første afsnit berører ikke den berørte tjenestemodtagers ret til på ethvert tidspunkt at anlægge sag for at bestride beslutninger truffet af udbyderen af onlineplatforme ved en domstol i overensstemmelse med gældende ret.

2.   Begge parter skal samarbejde i god tro med det udvalgte certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorgan med henblik på at bilægge tvisten.

Udbydere af onlineplatforme kan nægte at deltage i proceduren ved et sådant udenretsligt tvistbilæggelsesorgan, hvis en tvist allerede er blevet løst vedrørende de samme oplysninger og det samme grundlag for påstået ulovlighed eller uforenelighed af indholdet.

Det certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorgan har ikke beføjelse til at pålægge parterne en bindende tvistbilæggelse.

3.   Koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, hvor det udenretslige tvistbilæggelsesorgan er etableret, certificerer for en periode på maksimalt fem år, der kan forlænges, organet efter dets anmodning, hvis organet har godtgjort, at det opfylder alle følgende betingelser:

a)

organet er upartisk og uafhængigt, herunder finansielt uafhængigt, af udbydere af onlineplatforme og af modtagere af den tjeneste, der ydes af udbyderne af onlineplatformene, herunder af enkeltpersoner eller enheder, der har indgivet anmeldelser

b)

organet har den nødvendige ekspertise, for så vidt angår de spørgsmål, der opstår på et eller flere særlige områder i tilknytning til ulovligt indhold, eller for så vidt angår anvendelsen og håndhævelsen af vilkår og betingelser for en eller flere typer onlineplatforme, hvilket giver organet mulighed for at bidrage effektivt til bilæggelsen af en tvist

c)

organet eller dets repræsentanter aflønnes på en måde, der ikke er knyttet til resultatet af proceduren

d)

den udenretslige tvistbilæggelse, det tilbyder, er let tilgængelig ved brug af elektronisk kommunikationsteknologi og giver mulighed for at indlede tvistbilæggelse og indsende den fornødne dokumentation online

e)

organet kan bilægge tvister hurtigt, effektivt og omkostningseffektivt og på mindst ét af EU-institutionernes officielle sprog

f)

den udenretslige tvistbilæggelse, det tilbyder, finder sted i overensstemmelse med klare og retfærdige procedureregler, der er let- og offentligt tilgængelige, og som er i overensstemmelse med gældende ret, herunder denne artikel.

Koordinatoren for digitale tjenester anfører i påkommende tilfælde i certifikatet:

a)

organets særlige ekspertiseområder som omhandlet i første afsnit, litra b), og

b)

det eller de af EU-institutionernes officielle sprog, på hvilke organet kan bilægge tvister som omhandlet i første afsnit, litra e).

4.   Certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorganer aflægger årligt rapport til koordinatoren for digitale tjenester om deres virke, med angivelse af som minimum antallet af forelagte tvister, oplysninger om udfaldet af disse tvister, den gennemsnitlige tid, det tog at løse dem, og eventuelle mangler eller vanskeligheder. De afgiver yderligere oplysninger efter anmodning fra denne koordinator for digitale tjenester.

Koordinatorerne for digitale tjenester udarbejder hvert andet år en rapport om, hvordan de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, som de har certificeret, fungerer. Rapporten skal navnlig:

a)

indbefatte en liste over antallet af tvister, som hvert certificeret udenretsligt tvistbilæggelsesorgan årligt er blevet forelagt

b)

angive resultaterne af de gennemførte tvistbilæggelsesprocedurer og den gennemsnitlige tid, det tager at løse tvisterne

c)

indkredse og redegøre for eventuelle systematiske eller sektorspecifikke mangler eller vanskeligheder i forbindelse med disse organers virke

d)

indkredse bedste praksis vedrørende dette virke

e)

fremsætte anbefalinger til, hvordan dette virke kan forbedres, hvor hensigtsmæssigt.

De certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorganer skal forelægge deres beslutninger for sagsparterne inden for en rimelig periode og ikke mere end 90 kalenderdage efter datoen for det certificerede organ fik forelagt klagesagen. I tilfælde af meget komplekse tvister kan det certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorgan efter eget skøn forlænge fristen på 90 kalenderdage med en yderligere varighed på ikke over 90 dage, så den samlede varighed ikke overstiger 180 dage.

5.   Hvis det udenretslige tvistbilæggelsesorgan træffer afgørelse om tvisten til fordel for tjenestemodtageren, herunder den enkeltperson eller enhed, der har indgivet en anmeldelse, afholder udbyderen af onlineplatformen alle gebyrer, som organet for udenretslig tvistbilæggelse opkræver, og godtgør den pågældende modtager, herunder enkeltpersonen eller enheden, eventuelle andre rimelige udgifter, som denne har måttet afholde i forbindelse med tvistbilæggelsen. Hvis organet for udenretslig tvistbilæggelse afgør tvisten til fordel for udbyderen af onlineplatformen, skal tjenestemodtageren, herunder enkeltpersonen eller enheden, ikke godtgøre gebyrer eller andre udgifter, som udbyderen af onlineplatformen har betalt eller skal betale i forbindelse med tvistbilæggelsen, medmindre det udenretslige tvistbilæggelsesorgan finder, at den pågældende modtager åbenlyst har handlet i ond tro.

De gebyrer, som organet opkræver udbyderne af onlineplatforme for tvistbilæggelsen, skal være rimelige og må under ingen omstændigheder overstige organets omkostninger. For modtagere af tjenesten bør tvistbilæggelsen være gratis tilgængelig eller tilgængelig mod et gebyr af symbolsk størrelse.

Certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorganer skal oplyse de berørte tjenestemodtagere, herunder de enkeltpersoner eller enheder, der har indgivet en anmeldelse, og udbyderen af den berørte onlineplatform om gebyrerne eller de mekanismer, der anvendes til at fastsætte gebyrerne, inden de indleder i tvistbilæggelsen.

6.   Medlemsstaterne kan oprette udenretslige tvistbilæggelsesorganer med henblik på stk. 1 eller støtte aktiviteterne i en række af eller i alle de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, som de har certificeret i overensstemmelse med stk. 3.

Medlemsstaterne sikrer, at ingen af deres aktiviteter udført i henhold til første afsnit påvirker deres koordinatorer for digitale tjenesters mulighed for at certificere de pågældende organer i overensstemmelse med stk. 3.

7.   En koordinator for digitale tjenester, der har certificeret et udenretsligt tvistbilæggelsesorgan, tilbagekalder denne certificering, hvis koordinatoren efter en undersøgelse enten på eget initiativ eller på grundlag af oplysninger modtaget af tredjeparter fastslår, at organet for udenretslig tvistbilæggelse ikke længere opfylder betingelserne i stk. 3. Inden tilbagekaldelsen af den pågældende certificering giver koordinatoren for digitale tjenester det pågældende organ mulighed for at reagere på resultaterne af dens undersøgelse og dens hensigt om at tilbagekalde det udenretslige tvistbilæggelsesorgans certificering.

8.   Koordinatorerne for digitale tjenester underretter Kommissionen om de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, som de har certificeret i overensstemmelse med stk. 3, herunder i påkommende tilfælde om de specifikationer, der er omhandlet i nævnte stykkes andet afsnit, samt de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, hvis certificering de har tilbagekaldt. Kommissionen offentliggør en liste over disse organer, herunder over disse specifikationer, på et særligt websted, der er lettilgængeligt, og holder den ajour.

9.   Denne artikel berører ikke direktiv 2013/11/EU og procedurer for alternativ tvistbilæggelse og instanser for forbrugere, der er etableret i henhold til nævnte direktiv.

Artikel 50

Krav til koordinatorer for digitale tjenester

1.   Medlemsstaterne sikrer, at deres koordinatorer for digitale tjenester udfører deres opgaver i henhold til denne forordning på en upartisk, gennemsigtigt og rettidigt måde. Medlemsstaterne sikrer, at deres koordinatorer for digitale tjenester har alle nødvendige ressourcer til at udføre deres opgaver, herunder tilstrækkelige tekniske og økonomiske ressourcer og tilstrækkeligt personale til at føre passende tilsyn med alle udbydere af formidlingstjenester, som falder ind under deres kompetence. Hver medlemsstat sikrer, at dens koordinator for digitale tjenester har tilstrækkelig autonomi med hensyn til at forvalte sit budget inden for budgettets overordnede rammer for ikke at påvirke koordinatoren for digitale tjenesters uafhængighed negativt.

2.   Koordinatorerne for digitale tjenester handler i fuld uafhængighed under udførelsen af deres opgaver og udøvelsen af deres beføjelser i overensstemmelse med denne forordning. De skal være frie for al udefrakommende indflydelse, det være sig direkte eller indirekte, og må hverken søge eller modtage instrukser fra nogen anden offentlig myndighed eller nogen privat part.

3.   Denne artikels stk. 2 berører ikke de opgaver, der påhviler koordinatorerne for digitale tjenester i overvågnings- og håndhævelsessystemet som omhandlet i denne forordning, og samarbejdet med andre kompetente myndigheder i overensstemmelse med artikel 49, stk. 2. Denne artikels stk. 2 forhindrer ikke udøvelse af domstolskontrol og berører heller ikke rimelige krav til ansvarlighed vedrørende koordinatorerne for digitale tjenesters generelle aktiviteter såsom finansiel udgiftsstyring eller rapportering til nationale parlamenter, forudsat at disse krav ikke underminerer opfyldelsen af denne forordnings mål.

Artikel 67

Anmodninger om oplysninger

1.   For at kunne udføre sine opgaver i henhold til denne afdeling kan Kommissionen på simpel anmodning eller ved afgørelse kræve, at den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine og enhver anden fysisk eller juridisk person, der handler som led i deres erhverv, forretning, håndværk eller profession, og som med rimelighed kan have kendskab til oplysninger om den formodede overtrædelse, herunder organisationer, der udfører de revisioner, der er omhandlet i artikel 37 og artikel 75, stk. 2, giver sådanne oplysninger inden for en rimelig frist.

2.   Ved fremsendelsen af en simpel anmodning om oplysninger til den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden person som omhandlet i denne artikels stk. 1 angiver Kommissionen retsgrundlaget for og formålet med anmodningen, præciserer hvilke oplysninger der ønskes, og fastsætter fristen for udlevering af oplysningerne og de i artikel 74 omhandlede bøder for udlevering af urigtige, ufuldstændige eller vildledende oplysninger.

3.   Når Kommissionen ved afgørelse pålægger den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden person som omhandlet i denne artikels stk. 1 at give oplysninger, skal den angive retsgrundlaget for og formålet med anmodningen, præcisere, hvilke oplysninger der ønskes, og fastsætte fristen for udlevering af oplysningerne. Den skal også henvise til de bøder, der er omhandlet i artikel 74, samt henvise til eller pålægge de tvangsbøder, der er omhandlet i artikel 76. Den skal desuden henvise til retten til at lade afgørelsen prøve ved Den Europæiske Unions domstol.

4.   Udbyderne af den berørte meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden person som omhandlet i stk. 1, eller disses repræsentanter, og hvad angår juridiske personer og selskaber, eller hvis de ikke har status som juridisk person, de personer, der ifølge lov eller vedtægt har beføjelse til at repræsentere dem, skal give de ønskede oplysninger på vegne af den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden person som omhandlet i stk. 1. Behørigt befuldmægtigede advokater kan give de ønskede oplysninger på deres klienters vegne. Sidstnævnte bærer det fulde ansvar, såfremt de afgivne oplysninger er ufuldstændige, urigtige eller vildledende.

5.   På anmodning af Kommissionen giver koordinatorerne for digitale tjenester og andre kompetente myndigheder Kommissionen alle oplysninger, der er nødvendige for, at den kan udføre sine opgaver i henhold til denne afdeling.

6.   Kommissionen skal uden unødig forsinkelse efter at have sendt den simple anmodning eller den afgørelse, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, sende en kopi heraf til koordinatorerne for digitale tjenester via det informationsudvekslingssystem, der er omhandlet i artikel 85.

Artikel 69

Beføjelse til at foretage kontrolbesøg

1.   Med henblik på at udføre sine opgaver i henhold til denne afdeling kan Kommissionen foretage alle nødvendige kontrolbesøg i lokalerne hos den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller hos en anden person som omhandlet i artikel 67, stk. 1.

2.   De embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen til at udføre kontrolbesøg, har beføjelse til at:

a)

få adgang til alle lokaler, arealer og transportmidler tilhørende den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller den anden berørte person

b)

undersøge de bøger og andre optegnelser, der er forbundet med ydelsen af den pågældende tjeneste, uanset hvilket medie de er lagret på

c)

tage eller få kopi eller udskrift under enhver form af sådanne bøger eller andre optegnelser

d)

kræve, at den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller den anden berørte person giver adgang til og forklarer vedkommendes organisation, funktionsmåde, IT-system, algoritmer, databehandling og forretningspraksis og til at registrere eller dokumentere de afgivne forklaringer

e)

forsegle alle lokaler, der anvendes til formål forbundet med den berørte udbyder af den meget store onlineplatforms eller af den meget store onlinesøgemaskines eller den anden berørte persons erhverv, forretning, håndværk eller profession samt bøger eller andre optegnelser, i det tidsrum og i det omfang, det er nødvendigt for kontrolbesøget

f)

anmode enhver repræsentant for eller medarbejder hos den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller den anden berørte person om forklaringer på forhold eller dokumenter vedrørende genstanden for og formålet med kontrolbesøget og til at registrere svarene

g)

rette spørgsmål mod enhver sådan repræsentant eller medarbejder vedrørende kontrolbesøgets genstand og formål og til at registrere svarene.

3.   Kontrolbesøg kan foretages med bistand fra revisorer eller eksperter, der er udpeget af Kommissionen i henhold til artikel 72, stk. 2, samt fra koordinatoren for digitale tjenester eller de kompetente nationale myndigheder i den medlemsstat, på hvis område kontrolbesøget foretages.

4.   Hvis fremlæggelsen af de påkrævede bøger eller andre optegnelser i tilknytning til den ydede tjeneste er ufuldstændig, eller hvis svarene på de spørgsmål, der stilles i henhold til nærværende artikels stk. 2, er urigtige, ufuldstændige eller vildledende, udøver embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen til at foretage et kontrolbesøg, deres beføjelser efter fremlæggelse af en skriftlig tilladelse, der indeholder oplysninger om kontrolbesøgets genstand og formål og de i artikel 74 og 76 fastsatte sanktioner. Kommissionen underretter i god tid inden kontrolbesøget koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, på hvis område kontrolbesøget skal udføres, herom.

5.   Under kontrolbesøg kan de embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen, revisorerne og eksperterne udpeget af Kommissionen samt koordinatoren for digitale tjenester eller andre kompetente myndigheder i den medlemsstat, på hvis område kontrolbesøget udføres, kræve, at den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden berørt person redegør for vedkommendes organisation, funktionsmåde, IT-system, algoritmer, databehandling og forretningsadfærd, og rette spørgsmål mod dens nøglepersonale.

6.   Udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden berørt fysisk eller juridisk person er forpligtet til at underkaste sig et kontrolbesøg, der er beordret ved en afgørelse truffet af Kommissionen. Afgørelsen skal angive kontrolbesøgets genstand og formål, fastsætte tidspunktet for dets påbegyndelse og oplyse om de i artikel 74 og 76 fastsatte sanktioner og om retten til at få afgørelsen prøvet ved Den Europæiske Unions domstol. Kommissionen skal høre koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, på hvis område kontrolbesøget skal gennemføres, inden den træffer sin afgørelse.

7.   Embedsmænd fra og andre personer, der er bemyndiget eller udpeget af koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, på hvis område kontrolbesøget skal udføres, skal efter anmodning fra denne koordinator for digitale tjenester eller Kommissionen aktivt bistå embedsmændene og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen, i forbindelse med kontrolbesøget. De har i denne forbindelse de i stk. 2 omhandlede beføjelser.

8.   Hvis embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen, finder, at den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller den anden berørte person modsætter sig et kontrolbesøg, der er beordret i henhold til denne artikel, skal den medlemsstat, på hvis område kontrolbesøget skal udføres, efter anmodning fra disse embedsmænd eller andre ledsagende personer og i overensstemmelse med medlemsstatens nationale ret yde disse den nødvendige bistand, herunder, hvis det er relevant i henhold til denne nationale ret, i form af tvangsforanstaltninger truffet af en kompetent retshåndhævende myndighed, således at de kan gennemføre kontrolbesøget.

9.   Hvis den bistand, der er omhandlet i stk. 8, kræver tilladelse fra en national judiciel myndighed i overensstemmelse med den pågældende medlemsstats nationale ret, skal koordinatoren for digitale tjenester i den pågældende medlemsstat anmode om en sådan tilladelse efter anmodning fra embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen. Der kan også ansøges om en sådan tilladelse som en sikkerhedsforanstaltning.

10.   Når der anmodes om den i stk. 9 omhandlede tilladelse, skal den nationale judicielle myndighed, for hvilken sagen er indbragt, kontrollere, at Kommissionens afgørelse om at beordre kontrolbesøget er autentisk, og at de påtænkte tvangsforanstaltninger hverken er vilkårlige eller uforholdsmæssige i forhold til kontrolundersøgelsens genstand. Når den nationale judicielle myndighed foretager en sådan kontrol, kan den anmode Kommissionen, direkte eller gennem koordinatorerne for digitale tjenester i den berørte medlemsstat, om detaljerede forklaringer, navnlig om det grundlag, hvorpå Kommissionen baserer sin mistanke om en overtrædelse af denne forordning, om grovheden af den formodede overtrædelse samt om måden, hvorpå den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller den anden berørte person er involveret heri. Den nationale judicielle myndighed må dog ikke sætte spørgsmålstegn ved, om kontrolbesøget er nødvendigt, eller kræve oplysninger fra Kommissionens sagsakter. Lovligheden af Kommissionens afgørelse kan kun prøves ved Den Europæiske Unions domstol.

Artikel 77

Forældelsesfrister for pålæggelse af sanktioner

1.   De beføjelser, som Kommissionen har i henhold til artikel 74 og 76, forældes efter fem år.

2.   Forældelsesfristen regnes fra den dag, hvor overtrædelsen er begået. Ved vedvarende eller gentagne overtrædelser regnes fristen dog først fra den dag, hvor overtrædelsen er ophørt.

3.   Ethvert tiltag, som Kommissionen eller koordinatoren for digitale tjenester træffer med henblik på undersøgelsen eller proceduren i forbindelse med en overtrædelse, afbryder forældelsesfristen for pålæggelse af bøder og dagbøder. Forældelsesfristen afbrydes bl.a. af følgende tiltag:

a)

anmodninger om oplysninger fra Kommissionen eller en koordinator for digitale tjenester

b)

kontrolbesøg

c)

Kommissionens indledning af en procedure som omhandlet i artikel 66, stk. 1.

4.   Forældelsesfristen løber på ny efter hver afbrydelse. Forældelsesfristen for pålæggelse af bøder eller tvangsbøder udløber dog senest den dag, hvor der er forløbet en periode svarende til den dobbelte forældelsesfrist, uden at Kommissionen har pålagt en bøde eller tvangsbøde. Denne periode forlænges med den tid, hvor forældelsesfristen er blevet suspenderet i henhold til stk. 5.

5.   Forældelsesfristen for pålæggelse af bøder eller tvangsbøder suspenderes, så længe Kommissionens afgørelse verserer for Den Europæiske Unions domstol.

Artikel 78

Forældelsesfrister for tvangsfuldbyrdelse

1.   Kommissionens beføjelse til at tvangsfuldbyrde afgørelser, der er truffet i henhold til artikel 74 og 76, forældes efter fem år.

2.   Forældelsesfristen regnes fra den dag, hvor afgørelsen blev endelig.

3.   Forældelsesfristen for tvangsfuldbyrdelse afbrydes:

a)

ved meddelelse af en afgørelse om ændring af bødens eller tvangsbødens oprindelige størrelse eller om afvisning af en anmodning om en sådan ændring

b)

ved ethvert tiltag, der iværksættes af Kommissionen eller af en medlemsstat på Kommissionens anmodning med henblik på tvangsinddrivelse af bøden eller tvangsbøden.

4.   Forældelsesfristen løber på ny efter hver afbrydelse.

5.   Forældelsesfristen for tvangsfuldbyrdelse suspenderes, så længe:

a)

der er givet en betalingsfrist

b)

tvangsinddrivelsen er suspenderet i henhold til en afgørelse truffet af Den Europæiske Unions domstol eller af en national domstol.

Artikel 81

Prøvelse ved Den Europæiske Unions domstol

I henhold til artikel 261 i TEUF har Den Europæiske Unions domstol fuld prøvelsesret vedrørende afgørelser, hvorved Kommissionen har pålagt bøder eller tvangsbøder. Den kan ophæve, nedsætte eller forhøje den pålagte bøde eller tvangsbøde.

Artikel 82

Anmodninger om begrænsninger i adgangen og samarbejde med nationale domstole

1.   Hvis alle beføjelser i henhold til denne afdeling til at bringe en overtrædelse af denne forordning til ophør er udtømt, og overtrædelsen fortsætter og forvolder alvorlig skade, der ikke kan undgås gennem udøvelse af andre beføjelser i henhold til EU-retten eller national ret, kan Kommissionen anmode koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet for den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine om at træffe foranstaltninger i henhold til artikel 51, stk. 3.

Inden Kommissionen fremsender en sådan anmodning til koordinatoren for digitale tjenester, opfordrer Kommissionen interesserede parter til at fremsætte skriftlige bemærkninger inden for en frist på mindst 14 arbejdsdage med de foranstaltninger, Kommissionen har til hensigt at anmode om med angivelse af den eller de tiltænkte adressater.

2.   Når det er nødvendigt af hensyn til en ensartet anvendelse af denne forordning, kan Kommissionen på eget initiativ fremsætte skriftlige bemærkninger til den kompetente judicielle myndighed, der er omhandlet i artikel 51, stk. 3. Med tilladelse fra den pågældende judicielle myndighed kan den også fremsætte mundtlige bemærkninger.

Kommissionen kan udelukkende med henblik på udarbejdelsen af sine bemærkninger anmode denne judicielle myndighed om at sende Kommissionen alle dokumenter, der er nødvendige for vurderingen af sagen, eller sikre at de fremsendes.

3.   Når en national domstol træffer afgørelse om et spørgsmål, der allerede er genstand for en afgørelse truffet af Kommissionen i henhold til denne forordning, må denne nationale domstol ikke træffe nogen afgørelse, der er i strid med den pågældende afgørelse truffet af Kommissionen. Nationale domstole skal ligeledes undgå at træffe afgørelser, som kan være i strid med en afgørelse, som Kommissionen har til hensigt at træffe i en procedure, som den har indledt i henhold til denne forordning. Den nationale domstol kan med henblik herpå vurdere, om det er nødvendigt at udsætte sagen. Dette berører ikke artikel 267 i TEUF.


whereas









keyboard_arrow_down