search


keyboard_tab Digital Market Act 2022/1925 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2022/1925 DA cercato: 'indhente' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


expand index indhente:


whereas indhente:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 282

 

Artikel 13

Modvirkning af omgåelse

1.   En virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, må ikke segmentere, opdele, underopdele, fragmentere eller opsplitte disse tjenester ved hjælp af midler af kontraktmæssig, kommerciel, teknisk eller enhver anden art for at omgå de kvantitative tærskler i artikel 3, stk. 2. Ingen sådan virksomhedspraksis er til hinder for, at Kommissionen udpeger virksomheden som gatekeeper i henhold til artikel 3, stk. 4.

2.   Kommissionen kan, når den formoder, at en virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, udøver en praksis som omhandlet i stk. 1, af en sådan virksomhed kræve alle oplysninger, som den finder nødvendige for at afgøre, om den pågældende virksomhed har udøvet en sådan praksis.

3.   Gatekeeperen sikrer, at forpligtelserne i artikel 5, 6 og 7 overholdes fuldt ud og effektivt.

4.   Gatekeeperen må ikke udvise nogen adfærd, der underminerer effektiv overholdelse af forpligtelserne i artikel 5, 6 og 7, uanset om denne adfærd er af kontraktmæssig, kommerciel eller teknisk art eller af enhver anden art eller består i anvendelse af adfærdsmæssige teknikker eller grænsefladedesign.

5.   Såfremt der kræves samtykke til indsamling, behandling, krydsanvendelse og deling af personoplysninger for at sikre overholdelse af denne forordning, tager en gatekeeper de nødvendige skridt enten til at sætte erhvervsbrugere i stand til direkte at indhente det krævede samtykke til behandlingen, hvis dette samtykke kræves i henhold til forordning (EU) 2016/679 eller direktiv 2002/58/EF, eller til på anden vis at overholde Unionens regler og principper om databeskyttelse og privatlivets fred, herunder ved at give erhvervsbrugere adgang til behørigt anonymiserede data, hvis det er relevant. Gatekeeperen må ikke gøre erhvervsbrugerens indhentning af dette samtykke mere byrdefuld end for sine egne tjenester.

6.   Gatekeeperen må ikke forringe betingelserne for eller kvaliteten af nogen af de centrale platformstjenester, der udbydes til erhvervsbrugere eller slutbrugere, som benytter sig af de rettigheder eller valgmuligheder, der er fastsat i artikel 5, 6 og 7, eller gøre udøvelsen af disse rettigheder eller valgmuligheder urimeligt vanskelig, herunder ved at tilbyde slutbrugeren valgmuligheder på en ikkeneutral måde eller undergrave slutbrugeres eller erhvervsbrugeres autonomi, beslutningstagning eller frie valg som via den måde, hvorpå en brugergrænseflade eller dele heraf er struktureret, udformet, fungerer eller betjenes.

7.   Hvis gatekeeperen omgår eller forsøger at omgå nogen af forpligtelserne i artikel 5, 6 eller 7 på en måde, der er beskrevet i nærværende artikels stk. 4, 5 og 6, kan Kommissionen indlede en procedure i henhold til artikel 20 og vedtage en gennemførelsesretsakt som omhandlet i artikel 8, stk. 2, for at præcisere, hvilke foranstaltninger gatekeeperen skal gennemføre.

8.   Denne artikels stk. 6 berører ikke Kommissionens beføjelser i henhold til artikel 29, 30 og 31.

Artikel 22

Beføjelse til at gennemføre interview og indhente udtalelser

1.   Med henblik på at udføre sine opgaver i henhold til denne forordning kan Kommissionen gennemføre interview med alle fysiske eller juridiske personer, der giver samtykke hertil, med henblik på indsamling af oplysninger vedrørende genstanden for en undersøgelse. Kommissionen har ret til at optage sådanne interview med et hvilket som helst teknisk middel.

2.   Hvis der gennemføres et interview i henhold til denne artikels stk. 1 i en virksomheds lokaler, underretter Kommissionen den nationale kompetente myndighed i den medlemsstat, som håndhæver de i artikel 1, stk. 6, omhandlede regler, og på hvis område interviewet finder sted, herom. Hvis den pågældende myndighed anmoder herom, kan dens embedsmænd bistå de embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen til at gennemføre interviewet.

Artikel 36

Tavshedspligt

1.   De oplysninger, der indsamles i henhold til denne forordning, anvendes med henblik på denne forordning.

2.   De oplysninger, der indsamles i henhold til artikel 14, anvendes med henblik på denne forordning, forordning (EF) nr. 139/2004 og nationale fusionsregler.

3.   De oplysninger, der indsamles i henhold til artikel 15, anvendes med henblik på denne forordning og forordning (EU) 2016/679.

4.   Uden at det berører udveksling og anvendelse af oplysninger, der er videregivet med henblik på den i artikel 38, 39, 41 og 43 omhandlede anvendelse, må Kommissionen og medlemsstaternes kompetente myndigheder, deres embedsmænd, øvrige ansatte og andre personer, der arbejder under nævnte myndigheders tilsyn, samt enhver fysisk eller juridisk person, herunder revisorer og eksperter udpeget i henhold til artikel 26, stk. 2, ikke videregive de oplysninger, de har indhentet eller udvekslet i henhold til denne forordning, og som ifølge deres karakter er undergivet tavshedspligt.

Artikel 50

Udvalgsprocedure

1.   Kommissionen bistås af et udvalg (»Det Rådgivende Udvalg for Digitale Markeder«). Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.

2.   Når der henvises til dette stykke, finder artikel 4 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.

Når udvalgets udtalelse indhentes efter en skriftlig procedure, afsluttes proceduren uden noget resultat, hvis formanden for udvalget træffer beslutning herom, eller et simpelt flertal af udvalgsmedlemmerne anmoder herom, inden for tidsfristen for afgivelse af udtalelsen.

3.   Når der henvises til dette stykke, finder artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.

4.   Kommissionen fremsender udtalelsen fra udvalget til adressaten for en individuel afgørelse sammen med denne afgørelse. Den offentliggør udtalelsen samt den individuelle afgørelse under hensyntagen til den legitime interesse i beskyttelse af forretningshemmeligheder.


whereas









keyboard_arrow_down