search


keyboard_tab Digital Market Act 2022/1925 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2022/1925 DA cercato: 'fremsende' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


expand index fremsende:


whereas fremsende:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 363

 

Artikel 15

Forpligtelse til revision

1.   Senest seks måneder efter sin udpegelse i henhold til artikel 3 forelægger en gatekeeper Kommissionen en uafhængigt revideret beskrivelse af eventuelle teknikker til profilering af forbrugere, som gatekeeperen anvender på eller på tværs af de af dens centrale platformstjenester, der er anført i udpegelsesafgørelsen i henhold til artikel 3, stk. 9. Kommissionen fremsender den pågældende reviderede beskrivelse til Det Europæiske Databeskyttelsesråd.

2.   Kommissionen kan vedtage en gennemførelsesretsakt som omhandlet i artikel 46, stk. 1, litra g), for at udvikle metodologien og proceduren for revisionen.

3.   Gatekeeperen offentliggør en oversigt over den reviderede beskrivelse, der er omhandlet i stk. 1. I den forbindelse er gatekeeperen berettiget til at tage hensyn til behovet for at beskytte sine forretningshemmeligheder. Gatekeeperen ajourfører beskrivelsen og oversigten mindst en gang om året.

KAPITEL IV

MARKEDSUNDERSØGELSE

Artikel 21

Anmodninger om oplysninger

1.   Med henblik på at udføre sine opgaver i henhold til denne forordning kan Kommissionen ved en simpel anmodning eller ved afgørelse pålægge virksomheder og sammenslutninger af virksomheder at stille alle nødvendige oplysninger til rådighed. Kommissionen kan også ved en simpel anmodning eller ved afgørelse kræve adgang til virksomheders eventuelle data og algoritmer og oplysninger om test samt anmode om forklaringer vedrørende disse.

2.   Når Kommissionen fremsender en simpel anmodning om oplysninger til en virksomhed eller sammenslutning af virksomheder, angiver den retsgrundlaget for og formålet med anmodningen, præciserer, hvilke oplysninger der kræves, og fastsætter fristen for udlevering af oplysningerne samt de i artikel 30 omhandlede gældende bøder for afgivelse af ufuldstændige, ukorrekte eller vildledende oplysninger eller forklaringer.

3.   Når Kommissionen pålægger virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder at udlevere oplysninger ved en afgørelse, angiver den retsgrundlaget for og formålet med anmodningen, præciserer, hvilke oplysninger der kræves, og fastsætter fristen for udlevering af oplysningerne. Når Kommissionen pålægger virksomheder at give adgang til eventuelle data, algoritmer og oplysninger om test, angiver den formålet med anmodningen og fastsætter fristen for udlevering heraf. Den angiver desuden de i artikel 30 omhandlede bøder og angiver eller pålægger de i artikel 31 omhandlede tvangsbøder. Afgørelsen skal endvidere indeholde oplysninger om retten til at indbringe den for Domstolen.

4.   Virksomhederne eller sammenslutningerne af virksomheder eller deres repræsentanter skal give de ønskede oplysninger på vegne af den pågældende virksomhed eller sammenslutning af virksomheder. Behørigt befuldmægtigede advokater kan udlevere de ønskede oplysninger på deres klienters vegne. Klienterne bærer fortsat det fulde ansvar, hvis oplysningerne er ufuldstændige, ukorrekte eller vildledende.

5.   På Kommissionens anmodning forelægger medlemsstaternes kompetente myndigheder Kommissionen alle de oplysninger, som de er i besiddelse af, og som er nødvendige for, at den kan udføre de opgaver, som den har fået tildelt ved denne forordning.

Artikel 39

Samarbejde med nationale retter

1.   I sager om anvendelse af denne forordning kan nationale retter anmode Kommissionen om at fremsende oplysninger, som den er i besiddelse af, eller dens udtalelse om spørgsmål vedrørende anvendelsen af denne forordning.

2.   Medlemsstaterne sender Kommissionen en kopi af alle skriftlige domme fra nationale retter, som træffer afgørelse om anvendelsen af denne forordning. En sådan kopi fremsendes straks, efter at den fulde dom i skriftlig form er forkyndt for parterne.

3.   Hvis det er nødvendigt med henblik på en sammenhængende anvendelse af denne forordning, kan Kommissionen på eget initiativ indgive skriftlige bemærkninger til nationale retter. Med tilladelse fra den pågældende ret kan den også fremsætte mundtlige bemærkninger.

4.   Med henblik udelukkende på udarbejdelsen af sine bemærkninger kan Kommissionen anmode den relevante nationale ret om at fremsende eller sørge for fremsendelse af eventuelle dokumenter, der er nødvendige med henblik på vurdering af sagen, til Kommissionen.

5.   Nationale retter må ikke træffe afgørelser, der er i strid med en afgørelse truffet af Kommissionen i henhold til denne forordning. De undlader ligeledes at træffe afgørelser, som vil være i strid med en afgørelse, som Kommissionen har til hensigt at træffe i en procedure, som den har indledt i henhold til denne forordning. Med henblik herpå kan nationale retter vurdere, om det er nødvendigt at udsætte sagen. Dette berører ikke nationale retters mulighed for at anmode om præjudicielle afgørelser i henhold til artikel 267 i TEUF.

Artikel 40

Gruppe på højt niveau

1.   Kommissionen nedsætter en gruppe på højt niveau for forordningen om digitale markeder (»gruppen på højt niveau«).

2.   Gruppen på højt niveau består af følgende europæiske organer og netværk:

a)

Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation

b)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse og Det Europæiske Databeskyttelsesråd

c)

Det Europæiske Konkurrencenetværk

d)

netværket for forbrugerbeskyttelsessamarbejde og

e)

Gruppen af Europæiske Tilsynsmyndigheder for Audiovisuelle Medietjenester.

3.   De europæiske organer og netværk, der er omhandlet i stk. 2, skal hver især have lige mange repræsentanter i gruppen på højt niveau. Gruppen på højt niveau må højst have 30 medlemmer.

4.   Kommissionen stiller sekretariatsfunktioner til rådighed for gruppen på højt niveau for at lette dens arbejde. Gruppen på højt niveau ledes af Kommissionen, som deltager i dens møder. Gruppen på højt niveau træder på Kommissionens anmodning sammen mindst én gang pr. kalenderår. Kommissionen indkalder også gruppen til et møde, når flertallet af gruppens medlemmer anmoder herom for at behandle et specifikt spørgsmål.

5.   Gruppen på højt niveau kan yde rådgivning og ekspertbistand til Kommissionen på de områder, der henhører under dens medlemmers kompetencer, herunder:

a)

rådgivning og anbefalinger inden for rammerne af deres ekspertise, som er relevant for ethvert generelt spørgsmål vedrørende gennemførelse eller håndhævelse af denne forordning, eller

b)

rådgivning og ekspertbistand, der fremmer en ensartet reguleringsmæssig tilgang på tværs af forskellige reguleringsinstrumenter.

6.   Gruppen på højt niveau kan navnlig identificere og vurdere det nuværende og potentielle samspil mellem denne forordning og de sektorspecifikke regler, der anvendes af de nationale myndigheder, som udgør de i stk. 2 omhandlede europæiske organer og netværk, og forelægge Kommissionen en årlig rapport, der indeholder en sådan vurdering og kortlægger potentielle tværgående reguleringsmæssige spørgsmål. En sådan rapport kan ledsages af anbefalinger, der tager sigte på at nå frem til ensartede tværfaglige tilgange og synergier mellem gennemførelsen af denne forordning og andre sektorspecifikke forskrifter. Rapporten fremsendes til Europa-Parlamentet og Rådet.

7.   I forbindelse med markedsundersøgelser af nye tjenester og ny praksis kan gruppen på højt niveauplan yde ekspertbistand til Kommissionen om behovet for at ændre, tilføje eller fjerne regler i denne forordning for at sikre, at digitale markeder i hele Unionen er åbne og retfærdige.

Artikel 50

Udvalgsprocedure

1.   Kommissionen bistås af et udvalg (»Det Rådgivende Udvalg for Digitale Markeder«). Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.

2.   Når der henvises til dette stykke, finder artikel 4 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.

Når udvalgets udtalelse indhentes efter en skriftlig procedure, afsluttes proceduren uden noget resultat, hvis formanden for udvalget træffer beslutning herom, eller et simpelt flertal af udvalgsmedlemmerne anmoder herom, inden for tidsfristen for afgivelse af udtalelsen.

3.   Når der henvises til dette stykke, finder artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.

4.   Kommissionen fremsender udtalelsen fra udvalget til adressaten for en individuel afgørelse sammen med denne afgørelse. Den offentliggør udtalelsen samt den individuelle afgørelse under hensyntagen til den legitime interesse i beskyttelse af forretningshemmeligheder.


whereas









keyboard_arrow_down