search


keyboard_tab Data Act 2023/2854 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2023/2854 DA cercato: 'unødigt' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


expand index unødigt:


whereas unødigt:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 991

 

Artikel 4

Brugeres og dataindehaveres rettigheder og forpligtelser for så vidt angår at tilgå og anvende produktdata og relaterede tjenestedata og stille dem til rådighed

1.   Hvis brugeren ikke direkte kan tilgå data fra det forbundne produkt eller den relaterede tjeneste, gør dataindehaverne let tilgængelige data og de relevante metadata, der er nødvendige for at fortolke og anvende disse data, tilgængelige for brugeren uden unødigt ophold, i samme kvalitet som dataindehaveren har til rådighed, på en let og sikker måde, gratis og i et fyldestgørende, struktureret, almindeligt anvendt og maskinlæsbart format og, hvis det er relevant og teknisk muligt, kontinuerligt og i realtid. Dette skal ske på grundlag af en simpel anmodning ad elektronisk vej, hvor det er teknisk muligt.

2.   Brugere og dataindehavere kan indgå aftale om at begrænse eller forbyde adgang til eller anvendelse eller yderligere deling af data, hvis en sådan behandling kan underminere det forbundne produkts sikkerhedskrav, der er fastsat i EU-retten eller national ret, med en alvorlig negativ virkning for fysiske personers sundhed og sikkerhed. Sektormyndigheder kan yde brugere og dataindehavere teknisk ekspertise i denne forbindelse. Hvis dataindehaveren afslår at dele data i henhold til denne artikel, underretter vedkommende den kompetente myndighed, der er udpeget i henhold til artikel 37.

3.   Uden at det berører brugerens ret til prøvelse ved en medlemsstats domstol eller ret på et hvilket som helst tidspunkt, kan brugeren i forbindelse med enhver tvist med dataindehaveren vedrørende de kontraktlige begrænsninger eller forbud, der er omhandlet i stk. 2:

a)

indgive klage til den kompetente myndighed i overensstemmelse med artikel 37, stk. 5, litra b), eller

b)

aftale med dataindehaveren, at sagen indbringes for et tvistbilæggelsesorgan i overensstemmelse med artikel 10, stk. 1.

4.   Dataindehavere må ikke gøre brugerens udøvelse af valgmuligheder eller rettigheder i henhold til denne artikel unødigt vanskelig, herunder ved at tilbyde brugerne valgmuligheder på en ikkeneutral måde eller ved at undergrave eller begrænse brugerens autonomi, beslutningstagning eller valgmuligheder via den måde, som en digital brugergrænseflade eller en del heraf er struktureret, udformet, fungerer eller betjenes på.

5.   For at fastslå om en fysisk eller juridisk person er en bruger med henblik på stk. 1 må en dataindehaver ikke kræve, at denne person skal fremlægge oplysninger ud over, hvad der er nødvendigt. Dataindehavere må ikke opbevare oplysninger, navnlig logdata, om brugerens adgang til de ønskede data ud over, hvad der er nødvendigt for en forsvarlig udførelse af brugerens anmodning om adgang og af hensyn til sikkerheden og vedligeholdelsen af datainfrastrukturen.

6.   Forretningshemmeligheder skal beskyttes og må kun videregives, hvis dataindehaveren og brugeren forud for videregivelsen træffer alle nødvendige foranstaltninger for at beskytte deres fortrolighed, navnlig over for tredjeparter. Dataindehaveren eller, når det ikke er den samme person, forretningshemmelighedshaveren identificerer de data, der er beskyttet som forretningshemmeligheder, herunder i de relevante metadata, og aftaler med brugeren forholdsmæssige tekniske og organisatoriske foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte fortroligheden af de delte data, navnlig over for tredjeparter, såsom en model for aftalevilkår, fortrolighedsaftaler, strenge adgangsprotokoller, tekniske standarder og anvendelse af adfærdskodekser.

7.   Hvis der ikke foreligger nogen aftale om de nødvendige foranstaltninger omhandlet i stk. 6, eller hvis brugeren undlader at gennemføre de foranstaltninger, der er aftalt i henhold til stk. 6, eller undergraver fortroligheden af forretningshemmeligheder, kan dataindehaveren tilbageholde eller i givet fald suspendere delingen af data, der er identificeret som forretningshemmeligheder. Dataindehaverens beslutning skal være behørigt begrundet og meddeles brugeren skriftligt uden unødigt ophold. I sådanne tilfælde underretter dataindehaveren den kompetente myndighed, der er udpeget i henhold til artikel 37, om, at den har tilbageholdt eller suspenderet datadeling, og udpeger de foranstaltninger, der ikke er aftalt eller gennemført, og, hvis det er relevant, de forretningshemmeligheder, hvis fortrolighed er undergravet.

8.   Under ekstraordinære omstændigheder, hvor dataindehaveren, der er forretningshemmelighedshaver, kan påvise, at vedkommende højst sandsynligt vil lide alvorlig økonomisk skade som følge af videregivelsen af forretningshemmeligheder på trods af de tekniske og organisatoriske foranstaltninger, som brugeren har truffet i henhold til denne artikels stk. 6, kan den pågældende dataindehaver fra sag til sag afslå en anmodning om adgang til de pågældende specifikke data. Denne påvisning skal være behørigt begrundet i objektive forhold, navnlig muligheden for at håndhæve beskyttelsen af forretningshemmeligheder i tredjelande, arten og graden af fortrolighed for de ønskede data og det forbundne produkts unikke og nyskabende karakter, og skal gives brugeren skriftligt uden unødigt ophold. Hvor dataindehaveren afslår at dele data i henhold til nærværende stykke, underretter vedkommende den kompetente myndighed, der er udpeget i henhold til artikel 37.

9.   Uden at dette berører en brugers ret til prøvelse ved en medlemsstats domstol eller ret på et hvilket som helst tidspunkt, kan en bruger, der ønsker at anfægte en dataindehavers beslutning om at afslå eller om at tilbageholde eller suspendere datadelingen i henhold til stk. 7 og 8:

a)

i overensstemmelse med artikel 37, stk. 5, litra b), indgive klage til den kompetente myndighed, som uden unødigt ophold skal beslutte, om og på hvilke betingelser datadelingen skal påbegyndes eller genoptages, eller

b)

aftale med dataindehaveren, at sagen indbringes for et tvistbilæggelsesorgan i overensstemmelse med artikel 10, stk. 1.

10.   Brugeren må ikke anvende de data, der er opnået på grundlag af en anmodning omhandlet i stk. 1, til at udvikle et forbundet produkt, der konkurrerer med det forbundne produkt, som dataene stammer fra, og heller ikke dele dataene med en tredjepart med henblik herpå og må ikke anvende de pågældende data til at opnå indsigt i producentens eller i givet fald dataindehaverens økonomiske situation, aktiver og produktionsmetoder.

11.   Brugeren må ikke anvende tvangsmidler eller misbruge mangler i en dataindehavers tekniske databeskyttelsesinfrastruktur for at få adgang til data.

12.   Hvis brugeren ikke er den registrerede, hvis personoplysninger der anmodes om, må alle personoplysninger, der er genereret ved brug af et forbundet produkt eller en relateret tjeneste, kun stilles til rådighed af dataindehaveren for brugeren, hvis der er et gyldigt retsgrundlag for behandling i henhold til artikel 6 i forordning (EU) 2016/679, og, hvor det er relevant, betingelserne i artikel 9 i nævnte forordning og i artikel 5, stk. 3, i direktiv 2002/58/EF er opfyldt.

13.   En dataindehaver må kun anvende let tilgængelige andre data end personoplysninger, på grundlag af en aftale med brugeren. En dataindehaver må ikke anvende sådanne data til at opnå indsigt i brugerens økonomiske situation, aktiver og produktionsmetoder eller anvendelse af disse på en anden måde, som kunne underminere denne brugers forretningsmæssige stilling på de markeder, hvor brugeren er aktiv.

14.   Dataindehavere må ikke stille andre produktdata end personoplysninger til rådighed for tredjeparter til andre kommercielle eller ikkekommercielle formål end opfyldelsen af deres aftale med brugeren. Hvor det er relevant, forpligter dataindehavere kontraktligt tredjeparter til ikke at dele data, som de har modtaget fra dem, med andre.

Artikel 5

Brugerens ret til at dele data med tredjeparter

1.   Efter anmodning fra en bruger eller en part, der handler på dennes vegne, stiller dataindehaveren let tilgængelige data og de relevante metadata, der er nødvendige for at fortolke og anvende disse data, til rådighed for en tredjepart uden unødigt ophold, i samme kvalitet som dataindehaveren har til rådighed, på en let og sikker måde, gratis for brugeren, i et fyldestgørende, struktureret, almindeligt anvendt og maskinlæsbart format og, hvis det er relevant og teknisk muligt, kontinuerligt og i realtid. Dataene stilles til rådighed af dataindehaveren for tredjeparten i overensstemmelse med artikel 8 og 9.

2.   Stk. 1 finder ikke anvendelse på let tilgængelige data i forbindelse med afprøvning af nye forbundne produkter, stoffer eller processer, der endnu ikke er blevet bragt i omsætning, medmindre en tredjeparts anvendelse heraf er kontraktligt tilladt.

3.   Enhver virksomhed, der er udpeget som gatekeeper i henhold til artikel 3 i forordning (EU) 2022/1925, må ikke være en berettiget tredjepart i henhold til nærværende artikel og må derfor ikke:

a)

på nogen måde anmode en bruger om eller kommercielt tilskynde en bruger til, herunder ved at yde økonomisk eller anden godtgørelse, at stille data, som brugeren har opnået på grundlag af en anmodning i henhold til artikel 4, stk. 1, til rådighed for en af virksomhedens tjenester

b)

anmode eller kommercielt tilskynde en bruger til at anmode dataindehaveren om at stille data til rådighed for en af virksomhedens tjenester i henhold til denne artikels stk. 1

c)

modtage data fra en bruger, som brugeren har opnået på grundlag af en anmodning i henhold til artikel 4, stk. 1.

4.   For at fastslå om en fysisk eller juridisk person er en bruger eller en tredjepart med henblik på stk. 1 er brugeren eller tredjeparten ikke forpligtet til at fremlægge oplysninger ud over, hvad der er nødvendigt. Dataindehavere må ikke opbevare oplysninger om tredjepartens adgang til de ønskede data ud over, hvad der er nødvendigt for en forsvarlig udførelse af tredjepartens anmodning om adgang og af hensyn til sikkerheden og vedligeholdelsen af datainfrastrukturen.

5.   Tredjeparten må ikke anvende tvangsmidler eller misbruge mangler i en dataindehavers tekniske databeskyttelsesinfrastruktur for at få adgang til data.

6.   En dataindehaver må ikke anvende let tilgængelige data til at opnå indsigt i tredjepartens økonomiske situation, aktiver og produktionsmetoder eller anvendelse af disse på en anden måde, som kan underminere tredjepartens forretningsmæssige stilling på de markeder, hvor tredjeparten er aktiv, medmindre tredjeparten har givet tilladelse til en sådan anvendelse og har teknisk mulighed for let at trække tilladelsen tilbage på et hvilket som helst tidspunkt.

7.   Hvis brugeren ikke er den registrerede, hvis personoplysninger der anmodes om, må enhver personoplysning, der er genereret ved anvendelse af et forbundet produkt eller en relateret tjeneste, kun stilles til rådighed af dataindehaveren til tredjeparten, hvis der er et gyldigt retsgrundlag for behandling i henhold til artikel 6 i forordning (EU) 2016/679, og, hvor det er relevant, betingelserne i artikel 9 i nævnte forordning og artikel 5, stk. 3, i direktiv 2002/58/EF er opfyldt.

8.   Enhver uenighed mellem dataindehaver og tredjepart om ordninger for overførsel af data må ikke berøre, hindre eller gribe ind i den registreredes udøvelse af rettigheder i henhold til forordning (EU) 2016/679, navnlig med hensyn til retten til dataportabilitet i henhold til nævnte forordnings artikel 20.

9.   Forretningshemmeligheder skal bevares og må kun videregives til tredjeparter, i det omfang sådan videregivelse er strengt nødvendig for at opfylde det formål, der er aftalt mellem brugeren og tredjeparten. Dataindehaveren eller, når det ikke er den samme person, forretningshemmelighedshaveren identificerer de data, der er beskyttet som forretningshemmeligheder, herunder i de relevante metadata, og aftaler med tredjeparten alle forholdsmæssige tekniske og organisatoriske foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte fortroligheden af de delte data, såsom en model for aftalevilkår, fortrolighedsaftaler, strenge adgangsprotokoller, tekniske standarder og anvendelse af adfærdskodekser.

10.   Hvis der ikke foreligger nogen aftale om de i denne artikels stk. 9 omhandlede nødvendige foranstaltninger, eller hvis tredjeparten undlader at gennemføre de foranstaltninger, der er aftalt i henhold til denne artikels stk. 9, eller undergraver fortroligheden af forretningshemmeligheder, kan dataindehaveren tilbageholde eller i givet fald suspendere delingen af data, der er identificeret som forretningshemmeligheder. Dataindehaverens beslutning skal være behørigt begrundet og meddeles tredjeparten skriftligt uden unødigt ophold. I sådanne tilfælde underretter dataindehaveren den kompetente myndighed, der er udpeget i henhold til artikel 37, om, at den har tilbageholdt eller suspenderet datadelingen, og udpeger de foranstaltninger, der ikke er aftalt eller gennemført, og, hvis det er relevant, de forretningshemmeligheder, hvis fortrolighed er undergravet.

11.   Når dataindehaveren, der er en forretningshemmelighedshaver, under ekstraordinære omstændigheder kan påvise, at vedkommende højst sandsynligt vil lide alvorlig økonomisk skade som følge af videregivelsen af forretningshemmeligheder på trods af de tekniske og organisatoriske foranstaltninger, som tredjeparten har truffet i henhold til denne artikels stk. 9, kan den pågældende dataindehaver fra sag til sag afslå en anmodning om adgang til de pågældende specifikke data. Denne påvisning skal være behørigt begrundet i objektive forhold, navnlig muligheden for at håndhæve beskyttelsen af forretningshemmeligheder i tredjelande, arten og graden af fortrolighed for de ønskede data og det forbundne produkts unikke og nyskabende karakter, og skal meddeles tredjeparten skriftligt uden unødigt ophold. Hvor dataindehaveren afslår at dele data i henhold til nærværende stykke, underretter vedkommende den kompetente myndighed, der er udpeget i henhold til artikel 37.

12.   Uden at det berører en tredjeparts ret til prøvelse ved en medlemsstats domstol eller ret på et hvilket som helst tidspunkt, kan en tredjepart, der ønsker at anfægte en dataindehavers beslutning om at afslå eller om at tilbageholde eller suspendere datadeling i henhold til stk. 10 og 11:

a)

i overensstemmelse med artikel 37, stk. 5, litra b), indgive klage til den kompetente myndighed, som uden unødigt ophold skal beslutte, om og på hvilke betingelser datadelingen skal påbegyndes eller genoptages, eller

b)

aftale med dataindehaveren, at sagen indbringes for et tvistbilæggelsesorgan i overensstemmelse med artikel 10, stk. 1.

13.   Den rettighed, der er omhandlet i stk. 1, må ikke krænke registreredes rettigheder i henhold til gældende EU-ret og national ret om beskyttelse af personoplysninger.

Artikel 6

Forpligtelser for tredjeparter, der modtager data efter anmodning fra brugeren

1.   En tredjepart behandler kun de data, som den har fået stillet til rådighed i henhold til artikel 5, til de formål og på de betingelser, der er aftalt med brugeren, og under anvendelse af EU-retten og national ret om beskyttelse af personoplysninger, herunder den registreredes rettigheder for så vidt angår personoplysninger. Tredjeparten sletter dataene, når de ikke længere er nødvendige til det aftalte formål, medmindre andet er aftalt med brugeren i forbindelse med andre data end personoplysninger.

2.   Tredjeparten må ikke:

a)

gøre brugerens udøvelse af valgmuligheder eller rettigheder efter artikel 5 og nærværende artikel unødigt vanskelig, herunder ved at tilbyde brugerne valgmuligheder på en ikkeneutral måde, eller ved at tvinge, vildlede eller manipulere brugeren eller ved at undergrave eller begrænse brugernes autonomi, beslutningstagning eller valgmuligheder, herunder ved hjælp af en digital brugergrænseflade eller en del deraf

b)

uanset artikel 22, stk. 2, litra a) og c) i forordning (EU) 2016/679, anvende de modtagne data til profilering, medmindre det er nødvendigt for at levere den tjeneste, som brugeren har anmodet om

c)

stille de modtagne data til rådighed for en anden tredjepart, medmindre dataene stilles til rådighed på grundlag af en aftale med brugeren, og forudsat at den anden tredjepart træffer alle nødvendige foranstaltninger, der er aftalt mellem dataindehaveren og tredjeparten, for at beskytte fortroligheden af forretningshemmeligheder

d)

stille de modtagne data til rådighed for en virksomhed, der er udpeget som gatekeeper i henhold til artikel 3 i forordning (EU) 2022/1925

e)

anvende de modtagne data til at udvikle et produkt, der konkurrerer med det produkt, som de modtagne data stammer fra, eller dele dataene med en anden tredjepart til dette formål; tredjeparter må heller ikke anvende andre produktdata eller relaterede tjenestedata end personoplysninger, der stilles til rådighed for dem, til at opnå indsigt i dataindehaverens økonomiske situation, aktiver og produktionsmetoder eller anvendelse af disse

f)

anvende de modtagne data på en måde, der påvirker det forbundne produkts eller de relaterede tjenesters sikkerhed negativt

g)

tilsidesætte de specifikke foranstaltninger, der er aftalt med dataindehaveren eller forretningshemmelighedshaveren i henhold til artikel 5, stk. 9, og undergraver fortroligheden af forretningshemmeligheder

h)

forhindre brugeren, der er en forbruger, herunder på grundlag af en aftale, i at stille de data, som vedkommende modtager, til rådighed for andre parter.

Artikel 8

Betingelser, hvorunder dataindehavere stiller data til rådighed for datamodtagere

1.   Hvis en dataindehaver i relationer mellem virksomheder er forpligtet til at stille data til rådighed for en datamodtager i medfør af artikel 5 eller i medfør af anden gældende EU-ret eller national lovgivning vedtaget i overensstemmelse med EU-retten, skal denne med en datamodtager aftale ordningerne for tilrådighedsstillelsen af dataene, og det skal ske på fair, rimelige og ikkeforskelsbehandlende vilkår og betingelser og på en gennemsigtig måde i overensstemmelse med dette kapitel og kapitel IV.

2.   Et aftalevilkår om adgang til og anvendelse af data eller om ansvar og retsmidler i forbindelse med tilsidesættelse eller ophør af datarelaterede forpligtelser er ikke bindende, hvis det udgør et urimeligt aftalevilkår i den i artikel 13 anvendte betydning, eller hvis det til skade for brugeren udelukker anvendelsen af, fraviger eller ændrer virkningen af brugerens rettigheder i henhold til kapitel II.

3.   Når en dataindehaver stiller data til rådighed, må denne ikke med hensyn til ordningerne for tilrådighedsstillelse af data forskelsbehandle sammenlignelige kategorier af datamodtagere, herunder dataindehaverens partnervirksomheder eller tilknyttede virksomheder. Hvis en datamodtager mener, at de betingelser, hvorunder den pågældende har fået dataene stillet til rådighed, er forskelsbehandlende, skal dataindehaveren uden unødigt ophold og på datamodtagerens begrundede anmodning give denne oplysninger, der viser, at tilrådighedsstillelsen ikke er forskelsbehandlende.

4.   En dataindehaver må ikke stille data til rådighed for en datamodtager, herunder med eneret, medmindre brugeren anmoder herom i henhold til kapitel II.

5.   Dataindehavere og datamodtagere er ikke forpligtede til at give oplysninger ud over, hvad der er nødvendigt for at kontrollere overholdelsen af de aftalte vilkår for dataenes tilrådighedsstillelse eller af deres forpligtelser i medfør af denne forordning eller anden gældende EU-ret eller national lovgivning vedtaget i overensstemmelse med EU-retten.

6.   Medmindre andet er fastsat i EU-retten, herunder denne forordnings artikel 4, stk. 6, og artikel 5, stk. 9, eller i national lovgivning vedtaget i overensstemmelse med EU-retten, indebærer en forpligtelse til at stille data til rådighed for en datamodtager ikke, at forretningshemmeligheder skal videregives.

Artikel 11

Tekniske beskyttelsesforanstaltninger om uautoriseret anvendelse eller videregivelse af data

1.   En dataindehaver kan anvende passende tekniske beskyttelsesforanstaltninger, herunder intelligente kontrakter og kryptering, for at forhindre uautoriseret adgang til data, herunder metadata, og sikre overholdelse af artikel 4, 5, 6, 8 og 9 samt af de aftalte kontraktvilkår for at stille data til rådighed. Sådanne tekniske beskyttelsesforanstaltninger må hverken forskelsbehandle datamodtagere eller hindre en brugers ret til at få en kopi af, hente, anvende eller tilgå data eller levere data til tredjeparter i henhold til artikel 5 eller en tredjeparts rettigheder i henhold til EU-retten eller national lovgivning vedtaget i overensstemmelse med EU-retten. Brugere, tredjeparter og datamodtagere må ikke ændre eller fjerne sådanne tekniske beskyttelsesforanstaltninger, medmindre det er aftalt med dataindehaveren.

2.   I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 3, skal tredjeparten eller datamodtageren uden unødigt ophold imødekomme anmodningerne fra dataindehaveren og i givet fald og hvor de ikke er den samme person, forretningshemmelighedshaveren eller fra brugeren om at:

a)

slette de data, som dataindehaveren har stillet til rådighed, samt alle kopier heraf

b)

ophøre med produktion, udbud til salg, bringen i omsætning eller anvendelse af varer, afledte data eller tjenester, der er fremstillet på grundlag af viden, der er opnået ved hjælp af sådanne data, samt ophøre med import, eksport eller oplagring af sådanne krænkende varer og tilintetgøre alle krænkende varer, hvis der er alvorlig risiko for, at ulovlig anvendelse af disse data vil forvolde dataindehaveren, forretningshemmelighedshaveren eller brugeren væsentlig skade, eller hvis en sådan foranstaltning ikke vil være uforholdsmæssig i forhold til dataindehaverens, forretningshemmelighedshaverens eller brugerens interesser

c)

informere brugeren om den uautoriserede anvendelse eller videregivelse af data samt om de foranstaltninger, der er truffet for at bringe den uautoriserede anvendelse eller videregivelse af dataene til ophør

d)

yde godtgørelse til den part, der lider skade på grund af misbrug eller videregivelse af sådanne data, som er tilgået eller anvendt ulovligt.

3.   Stk. 2 finder anvendelse, hvis en tredjepart eller en datamodtager:

a)

med henblik på opnåelse af data har givet urigtige oplysninger til en dataindehaver, har anvendt vildledende midler eller tvangsmidler, eller har misbrugt mangler i dataindehaverens tekniske databeskyttelsesinfrastruktur

b)

har anvendt de data, der er stillet til rådighed, til uautoriserede formål, herunder udvikling af et konkurrerende forbundet produkt som omhandlet i artikel 6, stk. 2, litra e)

c)

ulovligt har videregivet data til en anden part

d)

ikke har opretholdt de tekniske og organisatoriske foranstaltninger, der er aftalt i henhold til artikel 5, stk. 9, eller

e)

har ændret eller fjernet tekniske beskyttelsesforanstaltninger, som dataindehaveren anvender i henhold til nærværende artikels stk. 1, uden dataindehaverens samtykke.

4.   Stk. 2 finder også anvendelse, hvis en bruger ændrer eller fjerner tekniske beskyttelsesforanstaltninger, som dataindehaveren anvender, eller ikke opretholder de tekniske og organisatoriske foranstaltninger, som brugeren har truffet efter aftale med dataindehaveren eller, når det ikke er den samme person, forretningshemmelighedshaveren, for at beskytte forretningshemmeligheder, samt hvad angår enhver anden part, der modtager dataene fra brugeren ved hjælp af en overtrædelse af denne forordning.

5.   Hvis datamodtageren overtræder artikel 6, stk. 2, litra a) eller b), har brugere de samme rettigheder som dataindehavere i henhold til nærværende artikels stk. 2.

Artikel 17

Anmodninger om at få stillet data til rådighed

1.   Når offentlige myndigheder, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller et EU-organ anmoder om data i henhold til artikel 14 skal de:

a)

præcisere de nødvendige data, herunder de relevante metadata, der er nødvendige for at fortolke og anvende disse data

b)

påvise, at de nødvendige betingelser for, at der foreligger et ekstraordinært behov som omhandlet i artikel 15, hvortil der anmodes om data, er opfyldt

c)

forklare formålet med anmodningen, den påtænkte anvendelse af de data, der anmodes om, herunder i givet fald af en tredjepart i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 4, varigheden af denne anvendelse, og, hvor det er relevant, hvordan behandlingen af personoplysninger skal imødekomme det ekstraordinære behov

d)

om muligt angive, hvornår dataene forventes at blive slettet af alle parter, der har adgang til dem

e)

begrunde valget af dataindehaver, som anmodningen er rettet til

f)

angive andre offentlige myndigheder eller Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller EU-organer og de tredjeparter, som de data, der anmodes om, forventes at blive delt med

g)

hvis der anmodes om personoplysninger, angive eventuelle tekniske og organisatoriske foranstaltninger, der er nødvendige og forholdsmæssige for at implementere databeskyttelsesprincipper, og nødvendige sikkerhedsforanstaltninger såsom pseudonymisering og hvorvidt dataindehaveren kan anvende anonymisering, inden dataene stilles til rådighed

h)

angive den retlige bestemmelse, som tildeler den anmodende offentlige myndighed, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller EU-organet den specifikke opgave udført i offentlighedens interesse, der er relevant for anmodningen om data

i)

angive den frist, inden for hvilken dataene skal stilles til rådighed, og den i artikel 18, stk. 2, omhandlede frist, inden for hvilken dataindehaveren kan afslå eller anmode om ændring af anmodningen

j)

gøre deres bedste for at undgå, at en efterkommelse af dataanmodningen fører til, at dataindehaverne er ansvarlige for overtrædelse af EU-retten eller national ret.

2.   En anmodning om data i henhold til denne artikels stk. 1 skal:

a)

være formuleret skriftligt og i et klart, koncist og almindeligt sprog, der er forståeligt for dataindehaveren

b)

være specifik med hensyn, hvilken type data der anmodes om, og vedrøre data, som dataindehaveren har kontrol over på tidspunktet for anmodningen

c)

stå i et rimeligt forhold til det ekstraordinære behov og være behørigt begrundet med hensyn til de ønskede datas detaljeringsgrad, mængde og tilgangshyppighed

d)

respektere dataindehaverens legitime mål og indeholde tilsagn om at sikre beskyttelsen af forretningshemmeligheder i overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, og de omkostninger og den indsats, der kræves for at stille dataene til rådighed

e)

vedrøre andre data end personoplysninger og, kun hvis det påvises, at dette er utilstrækkeligt til at imødekomme det ekstraordinære behov for at anvende data, jf. artikel 15, stk. 1, litra a), anmode om personoplysninger i pseudonymiseret form og fastsætte de tekniske og organisatoriske foranstaltninger, der skal træffes for at beskytte dataene

f)

informere dataindehaveren om de sanktioner, der i tilfælde af manglende efterkommelse af anmodningen skal pålægges i henhold til artikel 40 af den kompetente myndighed, der er udpeget i henhold til artikel 37

g)

hvis anmodningen er foretaget af en offentlig myndighed, overføres til den i artikel 37 omhandlede datakoordinator i den medlemsstat, hvor den anmodende offentlige myndighed er etableret, som uden unødigt ophold skal gøre anmodningen offentligt tilgængelig online, medmindre datakoordinatoren finder, at sådan offentliggørelse vil udgøre en risiko for den offentlige sikkerhed

h)

hvis anmodningen er foretaget af Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller et EU-organ, gøres tilgængelig online uden unødigt ophold

i)

hvis der anmodes om personoplysninger, uden unødigt ophold meddeles den tilsynsmyndighed, der er ansvarlig for at overvåge anvendelsen af forordning (EU) 2016/679 i den medlemsstat, hvor den offentlige myndighed er etableret.

Den Europæiske Centralbank og EU-organerne underretter Kommissionen om deres anmodninger.

3.   En offentlig myndighed, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller et EU-organ må ikke stille data, der er opnået i henhold til dette kapitel, til rådighed for videreanvendelse som defineret i artikel 2, nr. 2), i forordning (EU) 2022/868 eller i artikel 2, nr. 11), direktiv (EU) 2019/1024. Forordning (EU) 2022/868 og direktiv (EU) 2019/1024 finder ikke anvendelse på data i offentlige myndigheders besiddelse, der er opnået i henhold til dette kapitel.

4.   Denne artikels stk. 3 er ikke til hinder for, at en offentlig myndighed, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller et EU-organ udveksler data, der er opnået i henhold til dette kapitel, med en anden offentlig myndighed eller Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller et EU-organ med henblik på at udføre opgaverne omhandlet i artikel 15, som anført i anmodningen i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 1, litra f), eller stiller dataene til rådighed for en tredjepart, når tekniske inspektioner eller andre funktioner ved hjælp af en offentlig aftale er outsourcet til denne tredjepart. De forpligtelser, der påhviler offentlige myndigheder i henhold til artikel 19, navnlig sikkerhedsforanstaltninger til at beskytte fortroligheden af forretningshemmeligheder, finder også anvendelse på sådanne tredjeparter. Hvis en offentlig myndighed, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller et EU-organ overfører eller stiller data til rådighed i henhold til nærværende stykke, underrettes den dataindehaver, som dataene er modtaget fra, uden unødigt ophold.

5.   Hvis dataindehaveren mener, at dennes rettigheder i henhold til dette kapitel er blevet krænket ved overførsel eller tilrådighedsstillelse af data, kan dataindehaveren indgive en klage til den kompetente myndighed, der er udpeget i henhold til artikel 37, i den medlemsstat, hvor dataindehaveren er etableret.

6.   Kommissionen udarbejder en standardmodel for anmodninger i henhold til denne artikel.

Artikel 18

Efterkommelse af anmodninger om data

1.   En dataindehaver, der modtager en anmodning om tilrådighedsstillelse af data i henhold til dette kapitel, stiller dataene til rådighed for den anmodende offentlige myndighed, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller et EU-organ uden unødigt ophold og under hensyntagen til de nødvendige tekniske, organisatoriske og retlige foranstaltninger.

2.   Uden at det berører specifikke behov vedrørende tilgængeligheden af data som defineret i EU-retten eller national ret, kan en dataindehaver afslå eller anmode om ændring af en anmodning om tilrådighedsstillelse af data i medfør af dette kapitel uden unødigt ophold og under alle omstændigheder senest fem arbejdsdage efter modtagelsen af en anmodning om de data, der er nødvendige for at reagere på en offentlig nødsituation, og uden unødigt ophold og under alle omstændigheder senest 30 arbejdsdage efter modtagelsen af en sådan anmodning i andre tilfælde af et ekstraordinært behov af enhver af følgende grunde:

a)

dataindehaveren har ikke kontrol over de data, der anmodes om

b)

en lignende anmodning til samme formål er tidligere blevet indgivet af en anden offentlig myndighed eller Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller et EU-organ, og dataindehaveren er ikke blevet underrettet om sletningen af dataene i henhold til artikel 19, stk. 1, litra c)

c)

anmodningen opfylder ikke betingelserne i artikel 17, stk. 1 og 2.

3.   Hvis dataindehaveren beslutter at afslå eller anmode om ændring af anmodningen i overensstemmelse med stk. 2, litra b), angiver dataindehaveren identiteten på den offentlige myndighed eller Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller EU-organet, der tidligere har indgivet en anmodning til samme formål.

4.   Hvis de data, der anmodes om, omfatter personoplysninger, anonymiserer dataindehaveren dataene korrekt, medmindre efterkommelsen af anmodningen om at stille data til rådighed for en offentlig myndighed, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller et EU-organ kræver videregivelse af personoplysninger. I så fald pseudonymiserer dataindehaveren dataene.

5.   Hvis den offentlige myndighed, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller EU-organet ønsker at anfægte en dataindehavers afslag på at levere de data, der anmodes om, eller hvis dataindehaveren ønsker at anfægte anmodningen, og sagen ikke kan løses ved en passende ændring af anmodningen, forelægges sagen for den kompetente myndighed, der er udpeget i henhold til artikel 37, i den medlemsstat, hvor dataindehaveren er etableret.

Artikel 19

Offentlige myndigheders, Kommissionens, Den Europæiske Centralbanks og EU-organers forpligtelser

1.   Når offentlige myndigheder, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller et EU-organ modtager data på grundlag af en anmodning i henhold til artikel 14:

a)

må de ikke anvende dataene på en måde, der er uforenelig med det formål, hvortil der blev anmodet om dem

b)

skal de have gennemført tekniske og organisatoriske foranstaltninger, der beskytter fortroligheden og integriteten af de data, der anmodes om, og sikkerheden i forbindelse med overførslerne af data, navnlig personoplysninger, og beskytter de registreredes rettigheder og frihedsrettigheder

c)

skal de slette dataene, så snart de ikke længere er nødvendige til det angivne formål, og uden unødigt ophold underrette dataindehaveren og de enkeltpersoner eller organisationer, der modtog dataene i henhold til artikel 21, stk. 1, om, at dataene er blevet slettet, medmindre det er påkrævet at arkivere dataene i henhold til EU-retten eller national ret om aktindsigt i forbindelse med gennemsigtighedsforpligtelser.

2.   En offentlig myndighed, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank, et EU-organ eller en tredjepart, som modtager data i henhold til dette kapitel, må ikke:

a)

anvende dataene eller indsigt i dataindehaverens økonomiske situation, aktiver og produktions- eller driftsmetoder til at udvikle eller forbedre et forbundet produkt eller en relateret tjeneste, der konkurrerer med dataindehaverens forbundne produkt eller relaterede tjeneste

b)

dele dataene med en anden tredjepart til et af de i litra a) omhandlede formål.

3.   Videregivelse af forretningshemmeligheder til en offentlig myndighed, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller et EU-organ er kun påkrævet i det omfang, det er strengt nødvendigt for at opfylde formålet med en anmodning i henhold til artikel 15. I så fald udpeger dataindehaveren eller, når det ikke er den samme person, forretningshemmelighedshaveren de data, der er beskyttet som forretningshemmeligheder, herunder i de relevante metadata. Den offentlige myndighed, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller EU-organet træffer forud for videregivelsen af forretningshemmeligheder alle nødvendige og passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger for at sikre fortroligheden af forretningshemmelighederne, herunder i relevant omfang en model for aftalevilkår, tekniske standarder og anvendelse af adfærdskodekser.

4.   En offentlig myndighed, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller et EU-organ er ansvarlig for sikkerheden af de data, som den eller det modtager.

Artikel 21

Deling af data, der er indhentet i forbindelse med et ekstraordinært behov, med forskningsinstitutioner eller statistiske kontorer

1.   En offentlig myndighed, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller et EU-organ har ret til at dele data modtaget i henhold til dette kapitel:

a)

med enkeltpersoner eller organisationer med henblik på at udføre videnskabelig forskning eller analyse, der er forenelig med det formål, hvortil der blev anmodet om dataene, eller

b)

med nationale statistiske kontorer og Eurostat med henblik på udarbejdelse af officielle statistikker.

2.   Enkeltpersoner eller organisationer, der modtager data i henhold til stk. 1, handler uden fortjeneste for øje eller i forbindelse med en almennyttig opgave, der er anerkendt i henhold til EU-retten eller national ret. De omfatter ikke organisationer, som kommercielle virksomheder har væsentlig indflydelse på, og som sandsynligvis vil føre til privilegeret adgang til forskningsresultaterne.

3.   Enkeltpersoner eller organisationer, der modtager data i henhold til denne artikels stk. 1, skal opfylde de samme forpligtelser, som er gældende for offentlige myndigheder, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller EU-organer i henhold til artikel 17, stk. 3, og artikel 19.

4.   Uanset artikel 19, stk. 1, litra c), må enkeltpersoner eller organisationer, der modtager data i henhold til nærværende artikels stk. 1, opbevare de modtagne data til det formål, til hvilket der blev anmodet om dataene, i op til seks måneder, efter at de offentlige myndigheder, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og EU-organer har slettet dem.

5.   Hvis en offentlig myndighed, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller et EU-organ har til hensigt at overføre eller stille data til rådighed i henhold til denne artikels stk. 1, underretter den eller det uden unødigt ophold den dataindehaver, som dataene er modtaget fra, om identiteten på og kontaktoplysningerne for den organisation eller enkeltperson, der modtager dataene, formålet med overførslen eller tilrådighedsstillelsen af dataene, den periode, for hvilken dataene skal anvendes, samt de trufne tekniske beskyttelsesforanstaltninger og organisatoriske foranstaltninger, herunder hvis personoplysninger eller forretningshemmeligheder er involveret. Hvis dataindehaveren er uenig i overførslen eller tilrådighedsstillelsen af data, kan denne indgive en klage til den kompetente myndighed, der er udpeget i henhold til artikel 37, i den medlemsstat, hvor dataindehaveren er etableret.

Artikel 22

Gensidig bistand og grænseoverskridende samarbejde

1.   Offentlige myndigheder, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og EU-organer samarbejder og bistår hinanden med henblik på at gennemføre dette kapitel på en sammenhængende måde.

2.   Data, der udveksles i forbindelse med bistand, der anmodes om og ydes i henhold til stk. 1, må ikke anvendes på en måde, der er uforenelig med det formål, hvortil der blev anmodet om dem.

3.   Hvis en offentlig myndighed har til hensigt at anmode om data fra en dataindehaver, der er etableret i en anden medlemsstat, underretter den først den kompetente myndighed, der er udpeget i henhold til artikel 37, i nævnte medlemsstat om denne hensigt. Dette krav finder også anvendelse på anmodninger fra Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og EU-organer. Anmodningen behandles af den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor dataindehaveren er etableret.

4.   Efter at have behandlet en anmodning i lyset af kravene i artikel 17 udfører den relevante kompetente myndighed uden unødigt ophold en af følgende tiltag:

a)

fremsender anmodningen til dataindehaveren og i givet fald rådgiver den anmodende offentlige myndighed, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller EU-organet om et eventuelt behov for at samarbejde med offentlige myndigheder i den medlemsstat, hvor dataindehaveren er etableret, med henblik på at mindske den administrative byrde for dataindehaveren ved efterkommelse af anmodningen

b)

afviser anmodningen med behørig begrundelse i overensstemmelse med dette kapitel.

Den anmodende offentlige myndighed, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og EU-organet tager hensyn til rådgivningen og begrundelserne fra den relevante kompetente myndighed i henhold til første afsnit, inden den træffer yderligere tiltag såsom genindsendelse af anmodningen, hvis det er relevant.

KAPITEL VI

SKIFT MELLEM DATABEHANDLINGSTJENESTER

Artikel 37

Kompetente myndigheder og datakoordinatorer

1.   Hver medlemsstat udpeger én eller flere kompetente myndigheder til at have ansvaret for anvendelsen og håndhævelsen af denne forordning (kompetente myndigheder). Medlemsstaterne kan oprette en eller flere nye myndigheder eller forlade sig på eksisterende myndigheder.

2.   Hvis en medlemsstat udpeger mere end én kompetent myndighed, udpeger den en datakoordinator blandt dem for at lette samarbejdet mellem de kompetente myndigheder og for at bistå enheder inden for denne forordnings anvendelsesområde i forbindelse med alle spørgsmål vedrørende dens anvendelse og håndhævelse. Kompetente myndigheder samarbejder med hinanden ved udøvelsen af de opgaver og beføjelser, som de er tillagt i henhold til stk. 5.

3.   De tilsynsmyndigheder, der er ansvarlige for at overvåge anvendelsen af forordning (EU) 2016/679, er ansvarlige for at overvåge anvendelsen af nærværende forordning for så vidt angår beskyttelse af personoplysninger. Kapitel VI og VII i forordning (EU) 2016/679 finder tilsvarende anvendelse.

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er ansvarlig for overvågning af nærværende forordnings anvendelse, for så vidt som den vedrører Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller EU-organer. Hvor det er relevant, finder artikel 62 i forordning (EU) 2018/1725 tilsvarende anvendelse.

Tilsynsmyndighedernes opgaver og beføjelser omhandlet i dette stykke udøves i forbindelse med behandling af personoplysninger.

4.   Uden at det berører denne artikels stk. 1:

a)

skal sektormyndighedernes kompetence i forbindelse med specifikke sektorbestemte spørgsmål vedrørende dataadgang og -anvendelse i forbindelse med gennemførelsen af denne forordning respekteres

b)

skal den kompetente myndighed, der er ansvarlig for anvendelsen og håndhævelsen af artikel 23-31, 34 og 35, have erfaring inden for områderne data og elektroniske kommunikationstjenester.

5.   Medlemsstaterne sikrer, at opgaverne og beføjelserne for de kompetente myndigheder er klart definerede og omfatter at:

a)

fremme datakompetence og -bevidsthed blandt brugere og enheder, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, om rettigheder og forpligtelser i henhold til denne forordning

b)

behandle klager over påståede overtrædelser af denne forordning, herunder vedrørende forretningshemmeligheder, og, for så vidt det er hensigtsmæssigt, undersøge genstanden for klagen og løbende underrette klagerne, hvis det er relevant i henhold til national ret, om forløbet og resultatet af undersøgelsen inden for en rimelig frist, navnlig hvis yderligere undersøgelse eller koordinering med en anden kompetent myndighed er nødvendig

c)

foretage undersøgelser om spørgsmål, der vedrører anvendelsen af denne forordning, herunder på grundlag af oplysninger, der er modtaget fra en anden kompetent myndighed eller en anden offentlig myndighed

d)

pålægge økonomiske sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, og som kan omfatte periodiske sanktioner og sanktioner med tilbagevirkende kraft, eller indlede retsforfølgning med henblik på at pålægge bøder

e)

overvåge den teknologiske og relevante kommercielle udvikling af relevans for tilrådighedsstillelsen og anvendelsen af data

f)

samarbejde med andre medlemsstaters kompetente myndigheder og, hvis det er relevant, Kommissionen eller EDIB for at sikre ensartet og effektiv anvendelse af denne forordning, herunder udveksling af alle relevante oplysninger ad elektronisk vej uden unødigt ophold, herunder med hensyn til denne artikels stk. 10

g)

samarbejde med de relevante kompetente myndigheder, der er ansvarlige for gennemførelsen af andre EU-retsakter eller nationale retsakter, herunder med myndigheder med kompetence inden for områderne data og elektroniske kommunikationstjenester, med den tilsynsmyndighed, der er ansvarlig for at overvåge anvendelsen af forordning (EU) 2016/679, eller med sektormyndigheder for at sikre, at nærværende forordning håndhæves i overensstemmelse med anden EU-ret og national ret

h)

samarbejde med de relevante kompetente myndigheder for at sikre, at forpligtelserne i artikel 23-31, 34 og 35 håndhæves i overensstemmelse med anden EU-ret og selvregulering, der gælder for udbydere af databehandlingstjenester

i)

sikre, at skiftegebyrer mellem udbydere af databehandlingstjenester fjernes i overensstemmelse med artikel 29

j)

behandle anmodninger om data fremsat i henhold til kapitel V.

Hvis der er udpeget en datakoordinator, letter denne det i første afsnit, litra f), g) og h), omhandlede samarbejde og bistår de kompetente myndigheder på deres anmodning.

6.   Datakoordinatoren skal, hvis en sådan kompetent myndighed er udpeget:

a)

fungere som et enkelt kontaktpunkt for alle spørgsmål vedrørende denne forordnings anvendelse

b)

sikre offentlig onlineadgang til offentlige myndigheders anmodninger om at stille data til rådighed i tilfælde af ekstraordinært behov i henhold til kapitel V og fremme frivillige aftaler om datadeling mellem offentlige myndigheder og dataindehavere

c)

underrette Kommissionen hvert år om de afslag, der er meddelt i henhold til artikel 4, stk. 2 og 8, og artikel 5, stk. 11.

7.   Medlemsstaterne underretter Kommissionen om navnene på de kompetente myndigheder og om deres opgaver og beføjelser samt, i givet fald, navnet på datakoordinatoren. Kommissionen fører et offentligt register over disse myndigheder.

8.   De kompetente myndigheder skal ved udførelsen af deres opgaver og udøvelsen af deres beføjelser i henhold til denne forordning være upartiske og frie for udefrakommende indflydelse, det være sig direkte eller indirekte, og må hverken søge eller modtage instrukser med henblik på enkeltsager fra nogen anden offentlig myndighed eller nogen privat part.

9.   Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder har tilstrækkelige menneskelige og tekniske ressourcer og relevant ekspertise til effektivt at kunne udføre deres opgaver i overensstemmelse med denne forordning.

10.   Enheder, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, er underlagt kompetencen i den medlemsstat, hvor enheden er etableret. Hvis en enhed er etableret i mere end én medlemsstat, anses den for at høre under kompetencen i den medlemsstat, hvor den har sin hovedvirksomhed, dvs. hvor enheden har sit hovedkontor eller vedtægtsmæssige hjemsted, hvorfra de vigtigste finansielle funktioner og den operationelle kontrol udøves.

11.   Enhver enhed, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, som stiller forbundne produkter til rådighed eller udbyder tjenester i Unionen, og som ikke er etableret i Unionen, udpeger en retlig repræsentant i en af medlemsstaterne.

12.   For at sikre overholdelse af denne forordning bemyndiger en enhed, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, og som stiller forbundne produkter til rådighed eller udbyder tjenester i Unionen, en retlig repræsentant, som der skal rettes henvendelse til i tillæg til eller i stedet for enheden af de kompetente myndigheder med hensyn til alle spørgsmål vedrørende den pågældende enhed. Denne retlige repræsentant samarbejder med og dokumenterer udførligt på anmodning over for de kompetente myndigheder, hvilke tiltag der er iværksat, og hvilke bestemmelser der er indført af den enhed, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, og som stiller forbundne produkter til rådighed eller udbyder tjenester i Unionen, for at sikre, at denne forordning overholdes.

13.   En enhed, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, og som stiller forbundne produkter til rådighed eller udbyder tjenester i Unionen, anses for at høre under den medlemsstats kompetence, hvor dens retlige repræsentant befinder sig. En sådan enheds udpegelse af en retlig repræsentant berører ikke en sådan enheds ansvar og eventuelle retlige skridt, som måtte blive taget over for en sådan enhed. Indtil en enhed udpeger en retlig repræsentant i overensstemmelse med denne artikel, hører den under alle medlemsstaternes kompetence med henblik på i givet fald at sikre anvendelse og håndhævelse af denne forordning. Enhver kompetent myndighed kan udøve sin kompetence, herunder ved at pålægge sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, forudsat at enheden ikke er genstand for håndhævelsesprocedurer i henhold til denne forordning vedrørende de samme forhold af en anden kompetent myndighed.

14.   De kompetente myndigheder har beføjelse til at anmode brugere, dataindehavere eller datamodtagere eller deres retlige repræsentanter, der hører under deres medlemsstats kompetence, om alle oplysninger, som er nødvendige for at kontrollere efterlevelsen af denne forordning. Enhver anmodning om oplysninger skal stå i et rimeligt forhold til, hvad den underliggende opgave kræver, og være begrundet.

15.   Hvis en kompetent myndighed i én medlemsstat anmoder om bistand eller håndhævelsesforanstaltninger fra en kompetent myndighed i en anden medlemsstat, indgiver den en begrundet anmodning. Ved modtagelsen af en sådan anmodning giver en kompetent myndighed uden unødigt ophold et svar med nærmere oplysninger om de tiltag, der er iværksat eller påtænkes iværksat.

16.   De kompetente myndigheder overholder principperne om fortrolighed og om tavshedspligt og forretningshemmeligheder og beskytter personoplysninger i overensstemmelse med EU-retten eller national ret. Alle oplysninger, der udveksles i forbindelse med en anmodning om bistand, og som gives i henhold til denne artikel, må kun anvendes i forbindelse med den sag, hvortil der blev anmodet om oplysningerne.

Artikel 38

Ret til at indgive klage

1.   Uden at det berører andre administrative klageadgange eller retsmidler, har fysiske og juridiske personer ret til at indgive en klage individuelt eller, hvor det er relevant, kollektivt til den relevante kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor de har deres sædvanlige opholdssted, arbejdssted eller forretningssted, hvis de finder, at deres rettigheder i henhold til denne forordning er blevet krænket. Datakoordinatoren giver efter anmodning alle nødvendige oplysninger til fysiske og juridiske personer med henblik på indgivelsen af deres klage til den relevante kompetente myndighed.

2.   Den kompetente myndighed, som klagen er indgivet til, underretter i overensstemmelse med national ret klageren om forløbet af sagen og om den trufne afgørelse.

3.   De kompetente myndigheder samarbejder om at behandle og afgøre klager effektivt og rettidigt, herunder ved at udveksle alle relevante oplysninger ad elektronisk vej uden unødigt ophold. Dette samarbejde berører ikke de samarbejdsmekanismer, der er fastsat i kapitel VI og VII i forordning (EU) 2016/679 og i forordning (EU) 2017/2394.


whereas









keyboard_arrow_down