search


keyboard_tab Data Act 2023/2854 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2023/2854 DA cercato: 'brugeren' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


expand index brugeren:


whereas brugeren:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 1212

 

Artikel 1

Genstand og anvendelsesområde

1.   Ved denne forordning fastsættes der harmoniserede regler for bl.a.:

a)

tilrådighedsstillelse af produktdata og relaterede tjenestedata for brugeren af det forbundne produkt eller den relaterede tjeneste

b)

dataindehaveres tilrådighedsstillelse af data for datamodtagere

c)

dataindehaveres tilrådighedsstillelse af data for offentlige myndigheder, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og EU-organer, hvis der er et ekstraordinært behov for de pågældende data med henblik på udførelse af en specifik opgave i offentlighedens interesse

d)

lettelse af skift mellem databehandlingstjenester

e)

indførelse af sikkerhedsforanstaltninger mod tredjeparts ulovlige adgang til andre data end personoplysninger, og

f)

sikring af udvikling af interoperabilitetsstandarder for data, der skal tilgås, overføres og anvendes.

2.   Denne forordning omfatter personoplysninger og andre data end personoplysninger, herunder følgende datatyper, i følgende sammenhænge:

a)

Kapitel II finder anvendelse på data, bortset fra indhold, vedrørende produkters og relaterede tjenesters ydeevne, anvendelse og omgivelser.

b)

Kapitel III finder anvendelse på data fra den private sektor, der er underlagt lovbestemte forpligtelser vedrørende datadeling.

c)

Kapitel IV finder anvendelse på data fra den private sektor, der tilgås og anvendes på grundlag af aftaler mellem virksomheder.

d)

Kapitel V finder anvendelse på data fra den private sektor med fokus på andre data end personoplysninger.

e)

Kapitel VI finder anvendelse på data og tjenester, der behandles af udbydere af databehandlingstjenester.

f)

Kapitel VII finder anvendelse på andre data end personoplysninger, som udbydere af databehandlingstjenester er i besiddelse af i Unionen.

3.   Denne forordning finder anvendelse på:

a)

producenter af forbundne produkter, som bringes i omsætning i Unionen, og udbydere af relaterede tjenester, uanset disse producenters og udbyderes etableringssted

b)

brugere i Unionen af forbundne produkter eller relaterede tjenester, jf. litra a)

c)

dataindehavere, uanset deres etableringssted, der stiller data til rådighed for datamodtagere i Unionen

d)

datamodtagere i Unionen, som dataene stilles til rådighed for

e)

offentlige myndigheder, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og EU-organer, der anmoder dataindehavere om at stille data til rådighed, hvis der er et ekstraordinært behov for de pågældende data med henblik på udførelse af en specifik opgave i offentlighedens interesse, og de dataindehavere, der leverer disse data som følge af en sådan anmodning

f)

udbydere af databehandlingstjenester, uanset deres etableringssted, der udbyder sådanne tjenester til kunder i Unionen

g)

deltagere i dataområder og leverandører af applikationer, der anvender intelligente kontrakter, og personer, hvis erhverv, forretning eller profession omfatter indførelse af intelligente kontrakter for andre i forbindelse med gennemførelsen af en aftale.

4.   Når der i denne forordning henvises til forbundne produkter eller relaterede tjenester, skal sådanne henvisninger forstås som omfattende også virtuelle assistenter, for så vidt som de interagerer med et forbundet produkt eller en relateret tjeneste.

5.   Denne forordning berører ikke EU-retten og national ret om beskyttelse af personoplysninger, privatlivets fred og kommunikationshemmeligheden samt integriteten af terminaludstyr, som finder anvendelse på personoplysninger, der behandles i forbindelse med de rettigheder og forpligtelser, der er fastsat i denne forordning, navnlig forordning (EU) 2016/679 og (EU) 2018/1725 og direktiv 2002/58/EF, herunder tilsynsmyndighedernes beføjelser og kompetencer og de registreredes rettigheder. For så vidt som brugere er registrerede, supplerer de rettigheder, der er fastsat i nærværende forordnings kapitel II, registreredes indsigtsret og retten til dataportabilitet i henhold til artikel 15 og 20 i forordning (EU) 2016/679. I tilfælde af uoverensstemmelse mellem nærværende forordning og EU-retten om beskyttelse af personoplysninger eller privatlivets fred eller national ret vedtaget i overensstemmelse med EU-retten har den relevante EU-ret eller nationale ret om beskyttelse af personoplysninger eller privatlivets fred forrang.

6.   Denne forordning finder ikke anvendelse på og foregriber heller ikke frivillige ordninger for udveksling af data mellem private og offentlige enheder, navnlig frivillige ordninger for deling af data.

Denne forordning berører ikke EU-retsakter eller nationale retsakter om deling af, adgang til og anvendelse af data med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner, eller til told- og skatteformål, navnlig forordning (EU) 2021/784, (EU) 2022/2065 og (EU) 2023/1543 og direktiv (EU) 2023/1544, eller internationalt samarbejde på dette område. Nærværende forordning finder ikke anvendelse på indsamling eller deling af, adgang til eller anvendelse af data i henhold til forordning (EU) 2015/847 og direktiv (EU) 2015/849. Nærværende forordning finder ikke anvendelse på områder, der falder uden for EU-rettens anvendelsesområde, og berører under ingen omstændigheder medlemsstaternes kompetencer vedrørende offentlig sikkerhed, forsvar eller national sikkerhed, uanset hvilken type enhed medlemsstaterne har bemyndiget til at udføre opgaver i forbindelse med disse kompetencer, eller deres beføjelse til at beskytte andre væsentlige statslige funktioner, herunder sikring af statens territoriale integritet og opretholdelse af lov og orden. Nærværende forordning berører ikke medlemsstaternes kompetencer vedrørende told- og skatteforvaltning eller borgernes sundhed og sikkerhed.

7.   Denne forordning supplerer selvreguleringstilgangen i forordning (EU) 2018/1807 ved at tilføje alment gældende forpligtelser vedrørende cloudskift.

8.   Denne forordning berører ikke EU-retsakter og nationale retsakter om beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, navnlig direktiv 2001/29/EF, 2004/48/EF og (EU) 2019/790.

9.   Denne forordning supplerer og berører ikke EU-ret, der har til formål at fremme forbrugernes interesser og sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og at beskytte deres sundhed, sikkerhed og økonomiske interesser, navnlig direktiv 93/13/EØF, 2005/29/EF og 2011/83/EU.

10.   Denne forordning er ikke til hinder for, at der kan indgås frivillige lovlige datadelingsaftaler, herunder aftaler, der er indgået på et gensidigt grundlag, og som opfylder kravene i denne forordning.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

1)

»data« :_enhver_digital_repræsentation_af_handlinger,_kendsgerninger_eller_oplysninger_og_enhver_samling_af_sådanne_handlinger,_kendsgerninger_eller_oplysninger,_herunder_i_form_af_lyd-_eller_videooptagelser_eller_audiovisuelle_optagelser

2)

»metadata«: en struktureret beskrivelse af indholdet eller anvendelsen af de data, hvormed søgningen i eller anvendelsen af disse data lettes

3)

»personoplysninger«: personoplysninger som defineret i artikel 4, nr. 1), i forordning (EU) 2016/679

4)

»andre data end personoplysninger«: data, der ikke er personoplysninger

5)

»forbundet produkt«: en genstand, som opnår, genererer eller indsamler data vedrørende sin anvendelse eller sine omgivelser, og som er i stand til at kommunikere produktdata via en elektronisk kommunikationstjeneste, en fysisk forbindelse eller adgang på en enhed, og hvis primære funktion ikke er lagring, behandling eller overførsel af data på vegne af andre parter end brugeren

6)

»relateret tjeneste«: en digital tjeneste, bortset fra en elektronisk kommunikationstjeneste, herunder software, som på købs-, leje- eller leasingtidspunktet er forbundet med produktet på en sådan måde, at fraværet heraf ville forhindre det forbundne produkt i at udføre en eller flere af sine funktioner, eller som producenten eller en tredjepart efterfølgende har forbundet med produktet for at supplere, ajourføre eller tilpasse det forbundne produkts funktioner

7)

»behandling«: enhver aktivitet eller række af aktiviteter, med eller uden brug af automatisk behandling, som data eller datasæt gøres til genstand for, såsom indsamling, registrering, organisering, systematisering, opbevaring, tilpasning eller ændring, hentning, søgning, brug, videregivelse ved overførsel, formidling eller enhver anden form for tilrådighedsstillelse, sammenstilling eller samkøring, begrænsning, sletning eller tilintetgørelse

8)

»databehandlingstjeneste«: en digital tjeneste, der leveres til en kunde, og som muliggør alment tilgængelig og on demand-netværksadgang til en fælles pulje af konfigurerbare, skalerbare og elastiske databehandlingsressourcer af central, distribueret eller stærkt distribueret karakter, og som kan tilvejebringes hurtigt og stilles til rådighed med minimal administrativ indsats eller tjenesteudbyderinteraktion

9)

»samme tjenestetype«: en gruppe af databehandlingstjenester, der har samme primære formål, model for levering af databehandlingstjenester og hovedfunktionaliteter

10)

»dataformidlingstjeneste«: dataformidlingstjeneste som defineret i artikel 2, nr. 11), i forordning (EU) 2022/868

11)

»den registrerede«: den registrerede som omhandlet i artikel 4, nr. 1), i forordning (EU) 2016/679

12)

»bruger« :_en_fysisk_eller_juridisk_person,_der_ejer_et_forbundet_produkt,_eller_til_hvem_midlertidige_brugsrettigheder_til_det_forbundne_produkt_kontraktligt_er_blevet_overdraget,_eller_som_modtager_relaterede_tjenester

13)

»dataindehaver«: en fysisk eller juridisk person, der i overensstemmelse med denne forordning, gældende EU-ret eller national lovgivning, der er vedtaget i overensstemmelse med EU-retten, har ret eller pligt til at anvende data og stille data til rådighed, herunder, hvis det er aftalt, produktdata eller relaterede tjenestedata, som vedkommende har hentet eller genereret under leveringen af en relateret tjeneste

14)

»datamodtager: en fysisk eller juridisk person, der uden at være brugeren af et forbundet produkt eller en relateret tjeneste som led i udøvelsen af sit erhverv, sin forretning, sit håndværk eller sin profession får stillet data til rådighed af dataindehaveren, herunder en tredjepart efter anmodning fra brugeren til dataindehaveren eller i overensstemmelse med en retlig forpligtelse i henhold til EU-retten eller national lovgivning vedtaget i overensstemmelse med EU-retten

15)

»produktdata«: data, der er genereret ved brug af et forbundet produkt, som producenten har udformet til via en elektronisk kommunikationstjeneste, en fysisk forbindelse eller adgang på en enhed at kunne hentes af en bruger, dataindehaver eller en tredjepart, herunder, hvis det er relevant, producenten

16)

»relaterede tjenestedata«: data, der repræsenterer en digitalisering af brugerhandlinger eller -begivenheder i forbindelse med det forbundne produkt, som registreres bevidst af brugeren eller genereres som et biprodukt af brugerens handling under udbyderens levering af en relateret tjeneste

17)

»let tilgængelige data«: produktdata og relaterede tjenestedata, som en dataindehaver lovligt opnår eller lovligt kan opnå fra det forbundne produkt eller den relaterede tjeneste uden et uforholdsmæssigt stort arbejde, der ikke kan klares som en simpel ekspeditionssag

18)

»forretningshemmelighed«: en forretningshemmelighed som defineret i artikel 2, nr. 1), i direktiv (EU) 2016/943

19)

»forretningshemmelighedshaver«: en forretningshemmelighedshaver som defineret i artikel 2, nr. 2), i direktiv (EU) 2016/943

20)

»profilering«: profilering som defineret i artikel 4, nr. 4), i forordning (EU) 2016/679

21)

»gøre tilgængelig på markedet«: enhver levering af et forbundet produkt med henblik på distribution, forbrug eller anvendelse på EU-markedet som led i erhvervsvirksomhed, hvad enten det er mod vederlag eller gratis

22)

»bringe i omsætning«: første tilgængeliggørelse af et forbundet produkt på EU-markedet

23)

»forbruger«: enhver fysisk person, der ikke handler som led i den pågældende persons erhverv, forretning, håndværk eller profession

24)

»virksomhed«: en fysisk eller juridisk person, der i forbindelse med aftaler og praksisser, der er omfattet af denne forordning, handler som led i udøvelsen af sit erhverv, sin forretning, sit håndværk eller sin profession

25)

»lille virksomhed«: en lille virksomhed som defineret i artikel 2, stk. 2, i bilaget til henstilling 2003/361/EF

26)

»mikrovirksomhed«: en mikrovirksomhed som defineret i artikel 2, stk. 3, i bilaget til henstilling 2003/361/EF

27)

»EU-organer«: de EU-organer, -kontorer og -agenturer, der er oprettet ved eller i henhold til retsakter vedtaget på grundlag af traktaten om Den Europæiske Union, TEUF eller traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab

28)

»offentlig myndighed«: nationale, regionale eller lokale myndigheder i medlemsstaterne, offentligretlige organer i medlemsstaterne, sammenslutninger af en eller flere af disse myndigheder eller et eller flere af disse organer

29)

»offentlig nødsituation«: en tidsbegrænset ekstraordinær situation såsom en folkesundhedsmæssig krisesituation, en nødsituation som følge af naturkatastrofer eller en større menneskeskabt katastrofe, herunder en større cybersikkerhedsrelateret hændelse, der har negative virkninger for befolkningen i Unionen eller hele eller en del af en medlemsstat, med risiko for alvorlige og varige følgevirkninger for levevilkårene, for den økonomiske stabilitet eller den finansielle stabilitet eller med risiko for en væsentlig og omgående forringelse af Unionens eller den relevante medlemsstats økonomiske aktiver, og som er konstateret eller officielt erklæret efter de relevante procedurer i overensstemmelse med EU-retten eller national ret

30)

»kunde« :_en_fysisk_eller_juridisk_person,_der_har_indgået_et_kontraktforhold_med_en_udbyder_af_databehandlingstjenester_med_det_formål_at_anvende_en_eller_flere_databehandlingstjenester

31)

»virtuelle assistenter«: software, der kan behandle instrukser, opgaver eller spørgsmål, herunder sådanne, der er afgivet ved hjælp af lyd, skriftligt input, gestik eller bevægelser, og som baseret på disse instrukser, opgaver eller spørgsmål giver adgang til andre tjenester eller kontrollerer forbundne produkters funktioner

32)

»digitale aktiver«: elementer i digitalt format, herunder applikationer, som kunden har brugsret over, uafhængigt af kontraktforholdet med den databehandlingstjeneste, som vedkommende ønsker at skifte fra

33)

»lokal IKT-infrastruktur«: IKT-infrastruktur og databehandlingsressourcer, der ejes, lejes eller leases af kunden, og som befinder sig i kundens eget datacenter og drives af kunden eller en tredjepart

34)

»skift« :_en_proces,_der_involverer_en_kildeudbyder_af_databehandlingstjenester,_en_kunde_af_en_databehandlingstjeneste_og,_hvor_det_er_relevant,_en_destinationsudbyder_af_databehandlingstjenester,_hvorved_kunden_af_en_databehandlingstjeneste_skifter_fra_at_anvende_én_databehandlingstjeneste_til_at_anvende_en_anden_databehandlingstjeneste_af_samme_tjenestetype_eller_en_anden_tjeneste,_der_tilbydes_af_en_anden_udbyder_af_databehandlingstjenester,_eller_til_en_lokal_IKT-infrastruktur,_herunder_ved_at_udtrække,_transformere_og_uploade_dataene

35)

»gebyrer for udgående dataoverførsel«: gebyrer for dataoverførsel, der pålægges kunder for at udtrække deres data gennem nettet fra IKT-infrastrukturen hos en udbyder af databehandlingstjenester til systemet hos en anden udbyder eller til lokal IKT-infrastruktur

36)

»skiftegebyrer«: gebyrer, bortset fra standardtjenestegebyrer eller sanktioner ved førtidig opsigelse, som en udbyder af databehandlingstjenester pålægger en kunde for de handlinger, der i henhold til denne forordning kræves for at skifte til en anden udbyders system eller til lokal IKT-infrastruktur, herunder gebyrer for udgående dataoverførsel

37)

»funktionel ækvivalens«: genetablering på grundlag af kundens eksporterbare data og digitale aktiver af et minimumsniveau af funktionalitet i en ny databehandlingstjenestes miljø af den samme tjenestetype efter skifteprocessen, hvor destinationsdatabehandlingstjenesten leverer et materielt sammenligneligt resultat som svar på det samme input for delte elementer, der leveres til kunden i henhold til aftalen

38)

»eksporterbare data« med henblik på artikel 23-31 og 35: de input- og outputdata, herunder metadata, der direkte eller indirekte genereres eller samgenereres ved kundens anvendelse af databehandlingstjenesten, med undtagelse af aktiver eller data, der er beskyttet af intellektuelle ejendomsrettigheder eller udgør en forretningshemmelighed, og som tilhører udbydere af databehandlingstjenester eller tredjeparter

39)

»intelligent kontrakt«: et computerprogram, der anvendes til automatisk gennemførelse af en aftale eller en del heraf ved hjælp af en sekvens af elektroniske dataposter, som sikrer deres integritet og nøjagtigheden af deres kronologiske rækkefølge

40)

»interoperabilitet«: evnen hos to eller flere dataområder eller kommunikationsnet, systemer, forbundne produkter, applikationer, databehandlingstjenester eller komponenter til at udveksle og anvende data for at kunne udføre deres funktioner

41)

»åbne interoperabilitetsspecifikationer«: en teknisk specifikation på området informations- og kommunikationsteknologi, som er resultatorienteret med henblik på at opnå interoperabilitet mellem databehandlingstjenester

42)

»fælles specifikationer«: et dokument, der ikke er en standard, og som indeholder tekniske løsninger, der giver mulighed for at opfylde visse krav og forpligtelser fastsat i denne forordning

43)

»harmoniseret standard«: en harmoniseret standard som defineret i artikel 2, nr. 1), litra c), i forordning (EU) nr. 1025/2012.

KAPITEL II

DATADELING MELLEM VIRKSOMHEDER OG FORBRUGERE OG MELLEM VIRKSOMHEDER

Artikel 3

Forpligtelse til at gøre produktdata og relaterede tjenestedata tilgængelige for brugeren

1.   Forbundne produkter udformes og fremstilles, og relaterede tjenester udformes og leveres, på en sådan måde, at produktdataene og de relaterede tjenestedata, herunder de relevante metadata, der er nødvendige for at fortolke og anvende dataene, som standard på en let og sikker måde gratis og i et fyldestgørende, struktureret, almindeligt anvendt og maskinlæsbart format og, hvis det er relevant og teknisk muligt, er direkte tilgængelige for brugeren.

2.   Inden der indgås en aftale om køb, leje eller leasing af et forbundet produkt, skal sælgeren, udlejeren eller leasinggiveren, som kan være producenten, som minimum give brugeren følgende oplysninger på en klar og forståelig måde:

a)

typen, formatet og den anslåede mængde af produktdata, som det forbundne produkt er i stand til at generere

b)

hvorvidt det forbundne produkt er i stand til at generere data kontinuerligt og i realtid

c)

hvorvidt det forbundne produkt er i stand til at lagre data på enheden eller på en fjernserver, herunder i givet fald den planlagte varighed af opbevaringen

d)

hvordan brugeren kan tilgå, hente eller, hvor det er relevant, slette dataene, herunder de tekniske midler til at gøre dette, samt betingelserne for deres anvendelse og tjenestekvalitet.

3.   Inden der indgås en aftale om levering af en relateret tjeneste, skal udbyderen af en sådan relateret tjeneste som minimum give brugeren følgende oplysninger på en klar og forståelig måde:

a)

arten og den anslåede mængde af og indsamlingshyppigheden for de produktdata, som den potentielle dataindehaver forventes at opnå, og, hvor det er relevant, ordningerne for brugerens adgang til eller hentning af de pågældende data, herunder den potentielle dataindehavers lagringsordninger og varigheden af opbevaring

b)

arten og den anslåede mængde af relaterede tjenestedata, der skal genereres, samt ordningerne for brugerens adgang til eller hentning af de pågældende data, herunder den potentielle dataindehavers lagringsordninger og varigheden af opbevaring

c)

hvorvidt den potentielle dataindehaver forventer at anvende let tilgængelige data selv og de formål, hvortil disse data skal anvendes, og hvorvidt vedkommende har til hensigt at tillade en eller flere tredjeparter at anvende dataene til formål, der er aftalt med brugeren

d)

den potentielle dataindehavers identitet såsom firmanavn og firmaets fysiske adresse og i givet fald tilsvarende for andre databehandlingsparter

e)

hvilke kommunikationsmidler der gør det muligt hurtigt at kontakte den potentielle dataindehaver og kommunikere effektivt med denne

f)

hvordan brugeren kan anmode om, at dataene deles med en tredjepart, og i givet fald bringe datadelingen til ophør

g)

brugerens ret til at indgive en klage over en overtrædelse af en af dette kapitels bestemmelser til den kompetente myndighed, der er udpeget i henhold til artikel 37

h)

hvorvidt en potentiel dataindehaver er indehaver af forretningshemmeligheder, som er indeholdt i de data, der er tilgængelige fra det forbundne produkt eller genereret under leveringen af en relateret tjeneste, og, hvis den potentielle dataindehaver ikke er forretningshemmelighedsindehaveren, forretningshemmelighedshaverens identitet

i)

varigheden af aftalen mellem brugeren og den potentielle dataindehaver samt ordningerne for opsigelse af en sådan aftale.

Artikel 4

Brugeres og dataindehaveres rettigheder og forpligtelser for så vidt angår at tilgå og anvende produktdata og relaterede tjenestedata og stille dem til rådighed

1.   Hvis brugeren ikke direkte kan tilgå data fra det forbundne produkt eller den relaterede tjeneste, gør dataindehaverne let tilgængelige data og de relevante metadata, der er nødvendige for at fortolke og anvende disse data, tilgængelige for brugeren uden unødigt ophold, i samme kvalitet som dataindehaveren har til rådighed, på en let og sikker måde, gratis og i et fyldestgørende, struktureret, almindeligt anvendt og maskinlæsbart format og, hvis det er relevant og teknisk muligt, kontinuerligt og i realtid. Dette skal ske på grundlag af en simpel anmodning ad elektronisk vej, hvor det er teknisk muligt.

2.   Brugere og dataindehavere kan indgå aftale om at begrænse eller forbyde adgang til eller anvendelse eller yderligere deling af data, hvis en sådan behandling kan underminere det forbundne produkts sikkerhedskrav, der er fastsat i EU-retten eller national ret, med en alvorlig negativ virkning for fysiske personers sundhed og sikkerhed. Sektormyndigheder kan yde brugere og dataindehavere teknisk ekspertise i denne forbindelse. Hvis dataindehaveren afslår at dele data i henhold til denne artikel, underretter vedkommende den kompetente myndighed, der er udpeget i henhold til artikel 37.

3.   Uden at det berører brugerens ret til prøvelse ved en medlemsstats domstol eller ret på et hvilket som helst tidspunkt, kan brugeren i forbindelse med enhver tvist med dataindehaveren vedrørende de kontraktlige begrænsninger eller forbud, der er omhandlet i stk. 2:

a)

indgive klage til den kompetente myndighed i overensstemmelse med artikel 37, stk. 5, litra b), eller

b)

aftale med dataindehaveren, at sagen indbringes for et tvistbilæggelsesorgan i overensstemmelse med artikel 10, stk. 1.

4.   Dataindehavere må ikke gøre brugerens udøvelse af valgmuligheder eller rettigheder i henhold til denne artikel unødigt vanskelig, herunder ved at tilbyde brugerne valgmuligheder på en ikkeneutral måde eller ved at undergrave eller begrænse brugerens autonomi, beslutningstagning eller valgmuligheder via den måde, som en digital brugergrænseflade eller en del heraf er struktureret, udformet, fungerer eller betjenes på.

5.   For at fastslå om en fysisk eller juridisk person er en bruger med henblik på stk. 1 må en dataindehaver ikke kræve, at denne person skal fremlægge oplysninger ud over, hvad der er nødvendigt. Dataindehavere må ikke opbevare oplysninger, navnlig logdata, om brugerens adgang til de ønskede data ud over, hvad der er nødvendigt for en forsvarlig udførelse af brugerens anmodning om adgang og af hensyn til sikkerheden og vedligeholdelsen af datainfrastrukturen.

6.   Forretningshemmeligheder skal beskyttes og må kun videregives, hvis dataindehaveren og brugeren forud for videregivelsen træffer alle nødvendige foranstaltninger for at beskytte deres fortrolighed, navnlig over for tredjeparter. Dataindehaveren eller, når det ikke er den samme person, forretningshemmelighedshaveren identificerer de data, der er beskyttet som forretningshemmeligheder, herunder i de relevante metadata, og aftaler med brugeren forholdsmæssige tekniske og organisatoriske foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte fortroligheden af de delte data, navnlig over for tredjeparter, såsom en model for aftalevilkår, fortrolighedsaftaler, strenge adgangsprotokoller, tekniske standarder og anvendelse af adfærdskodekser.

7.   Hvis der ikke foreligger nogen aftale om de nødvendige foranstaltninger omhandlet i stk. 6, eller hvis brugeren undlader at gennemføre de foranstaltninger, der er aftalt i henhold til stk. 6, eller undergraver fortroligheden af forretningshemmeligheder, kan dataindehaveren tilbageholde eller i givet fald suspendere delingen af data, der er identificeret som forretningshemmeligheder. Dataindehaverens beslutning skal være behørigt begrundet og meddeles brugeren skriftligt uden unødigt ophold. I sådanne tilfælde underretter dataindehaveren den kompetente myndighed, der er udpeget i henhold til artikel 37, om, at den har tilbageholdt eller suspenderet datadeling, og udpeger de foranstaltninger, der ikke er aftalt eller gennemført, og, hvis det er relevant, de forretningshemmeligheder, hvis fortrolighed er undergravet.

8.   Under ekstraordinære omstændigheder, hvor dataindehaveren, der er forretningshemmelighedshaver, kan påvise, at vedkommende højst sandsynligt vil lide alvorlig økonomisk skade som følge af videregivelsen af forretningshemmeligheder på trods af de tekniske og organisatoriske foranstaltninger, som brugeren har truffet i henhold til denne artikels stk. 6, kan den pågældende dataindehaver fra sag til sag afslå en anmodning om adgang til de pågældende specifikke data. Denne påvisning skal være behørigt begrundet i objektive forhold, navnlig muligheden for at håndhæve beskyttelsen af forretningshemmeligheder i tredjelande, arten og graden af fortrolighed for de ønskede data og det forbundne produkts unikke og nyskabende karakter, og skal gives brugeren skriftligt uden unødigt ophold. Hvor dataindehaveren afslår at dele data i henhold til nærværende stykke, underretter vedkommende den kompetente myndighed, der er udpeget i henhold til artikel 37.

9.   Uden at dette berører en brugers ret til prøvelse ved en medlemsstats domstol eller ret på et hvilket som helst tidspunkt, kan en bruger, der ønsker at anfægte en dataindehavers beslutning om at afslå eller om at tilbageholde eller suspendere datadelingen i henhold til stk. 7 og 8:

a)

i overensstemmelse med artikel 37, stk. 5, litra b), indgive klage til den kompetente myndighed, som uden unødigt ophold skal beslutte, om og på hvilke betingelser datadelingen skal påbegyndes eller genoptages, eller

b)

aftale med dataindehaveren, at sagen indbringes for et tvistbilæggelsesorgan i overensstemmelse med artikel 10, stk. 1.

10.   brugeren må ikke anvende de data, der er opnået på grundlag af en anmodning omhandlet i stk. 1, til at udvikle et forbundet produkt, der konkurrerer med det forbundne produkt, som dataene stammer fra, og heller ikke dele dataene med en tredjepart med henblik herpå og må ikke anvende de pågældende data til at opnå indsigt i producentens eller i givet fald dataindehaverens økonomiske situation, aktiver og produktionsmetoder.

11.   brugeren må ikke anvende tvangsmidler eller misbruge mangler i en dataindehavers tekniske databeskyttelsesinfrastruktur for at få adgang til data.

12.   Hvis brugeren ikke er den registrerede, hvis personoplysninger der anmodes om, må alle personoplysninger, der er genereret ved brug af et forbundet produkt eller en relateret tjeneste, kun stilles til rådighed af dataindehaveren for brugeren, hvis der er et gyldigt retsgrundlag for behandling i henhold til artikel 6 i forordning (EU) 2016/679, og, hvor det er relevant, betingelserne i artikel 9 i nævnte forordning og i artikel 5, stk. 3, i direktiv 2002/58/EF er opfyldt.

13.   En dataindehaver må kun anvende let tilgængelige andre data end personoplysninger, på grundlag af en aftale med brugeren. En dataindehaver må ikke anvende sådanne data til at opnå indsigt i brugerens økonomiske situation, aktiver og produktionsmetoder eller anvendelse af disse på en anden måde, som kunne underminere denne brugers forretningsmæssige stilling på de markeder, hvor brugeren er aktiv.

14.   Dataindehavere må ikke stille andre produktdata end personoplysninger til rådighed for tredjeparter til andre kommercielle eller ikkekommercielle formål end opfyldelsen af deres aftale med brugeren. Hvor det er relevant, forpligter dataindehavere kontraktligt tredjeparter til ikke at dele data, som de har modtaget fra dem, med andre.

Artikel 5

brugerens ret til at dele data med tredjeparter

1.   Efter anmodning fra en bruger eller en part, der handler på dennes vegne, stiller dataindehaveren let tilgængelige data og de relevante metadata, der er nødvendige for at fortolke og anvende disse data, til rådighed for en tredjepart uden unødigt ophold, i samme kvalitet som dataindehaveren har til rådighed, på en let og sikker måde, gratis for brugeren, i et fyldestgørende, struktureret, almindeligt anvendt og maskinlæsbart format og, hvis det er relevant og teknisk muligt, kontinuerligt og i realtid. Dataene stilles til rådighed af dataindehaveren for tredjeparten i overensstemmelse med artikel 8 og 9.

2.   Stk. 1 finder ikke anvendelse på let tilgængelige data i forbindelse med afprøvning af nye forbundne produkter, stoffer eller processer, der endnu ikke er blevet bragt i omsætning, medmindre en tredjeparts anvendelse heraf er kontraktligt tilladt.

3.   Enhver virksomhed, der er udpeget som gatekeeper i henhold til artikel 3 i forordning (EU) 2022/1925, må ikke være en berettiget tredjepart i henhold til nærværende artikel og må derfor ikke:

a)

på nogen måde anmode en bruger om eller kommercielt tilskynde en bruger til, herunder ved at yde økonomisk eller anden godtgørelse, at stille data, som brugeren har opnået på grundlag af en anmodning i henhold til artikel 4, stk. 1, til rådighed for en af virksomhedens tjenester

b)

anmode eller kommercielt tilskynde en bruger til at anmode dataindehaveren om at stille data til rådighed for en af virksomhedens tjenester i henhold til denne artikels stk. 1

c)

modtage data fra en bruger, som brugeren har opnået på grundlag af en anmodning i henhold til artikel 4, stk. 1.

4.   For at fastslå om en fysisk eller juridisk person er en bruger eller en tredjepart med henblik på stk. 1 er brugeren eller tredjeparten ikke forpligtet til at fremlægge oplysninger ud over, hvad der er nødvendigt. Dataindehavere må ikke opbevare oplysninger om tredjepartens adgang til de ønskede data ud over, hvad der er nødvendigt for en forsvarlig udførelse af tredjepartens anmodning om adgang og af hensyn til sikkerheden og vedligeholdelsen af datainfrastrukturen.

5.   Tredjeparten må ikke anvende tvangsmidler eller misbruge mangler i en dataindehavers tekniske databeskyttelsesinfrastruktur for at få adgang til data.

6.   En dataindehaver må ikke anvende let tilgængelige data til at opnå indsigt i tredjepartens økonomiske situation, aktiver og produktionsmetoder eller anvendelse af disse på en anden måde, som kan underminere tredjepartens forretningsmæssige stilling på de markeder, hvor tredjeparten er aktiv, medmindre tredjeparten har givet tilladelse til en sådan anvendelse og har teknisk mulighed for let at trække tilladelsen tilbage på et hvilket som helst tidspunkt.

7.   Hvis brugeren ikke er den registrerede, hvis personoplysninger der anmodes om, må enhver personoplysning, der er genereret ved anvendelse af et forbundet produkt eller en relateret tjeneste, kun stilles til rådighed af dataindehaveren til tredjeparten, hvis der er et gyldigt retsgrundlag for behandling i henhold til artikel 6 i forordning (EU) 2016/679, og, hvor det er relevant, betingelserne i artikel 9 i nævnte forordning og artikel 5, stk. 3, i direktiv 2002/58/EF er opfyldt.

8.   Enhver uenighed mellem dataindehaver og tredjepart om ordninger for overførsel af data må ikke berøre, hindre eller gribe ind i den registreredes udøvelse af rettigheder i henhold til forordning (EU) 2016/679, navnlig med hensyn til retten til dataportabilitet i henhold til nævnte forordnings artikel 20.

9.   Forretningshemmeligheder skal bevares og må kun videregives til tredjeparter, i det omfang sådan videregivelse er strengt nødvendig for at opfylde det formål, der er aftalt mellem brugeren og tredjeparten. Dataindehaveren eller, når det ikke er den samme person, forretningshemmelighedshaveren identificerer de data, der er beskyttet som forretningshemmeligheder, herunder i de relevante metadata, og aftaler med tredjeparten alle forholdsmæssige tekniske og organisatoriske foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte fortroligheden af de delte data, såsom en model for aftalevilkår, fortrolighedsaftaler, strenge adgangsprotokoller, tekniske standarder og anvendelse af adfærdskodekser.

10.   Hvis der ikke foreligger nogen aftale om de i denne artikels stk. 9 omhandlede nødvendige foranstaltninger, eller hvis tredjeparten undlader at gennemføre de foranstaltninger, der er aftalt i henhold til denne artikels stk. 9, eller undergraver fortroligheden af forretningshemmeligheder, kan dataindehaveren tilbageholde eller i givet fald suspendere delingen af data, der er identificeret som forretningshemmeligheder. Dataindehaverens beslutning skal være behørigt begrundet og meddeles tredjeparten skriftligt uden unødigt ophold. I sådanne tilfælde underretter dataindehaveren den kompetente myndighed, der er udpeget i henhold til artikel 37, om, at den har tilbageholdt eller suspenderet datadelingen, og udpeger de foranstaltninger, der ikke er aftalt eller gennemført, og, hvis det er relevant, de forretningshemmeligheder, hvis fortrolighed er undergravet.

11.   Når dataindehaveren, der er en forretningshemmelighedshaver, under ekstraordinære omstændigheder kan påvise, at vedkommende højst sandsynligt vil lide alvorlig økonomisk skade som følge af videregivelsen af forretningshemmeligheder på trods af de tekniske og organisatoriske foranstaltninger, som tredjeparten har truffet i henhold til denne artikels stk. 9, kan den pågældende dataindehaver fra sag til sag afslå en anmodning om adgang til de pågældende specifikke data. Denne påvisning skal være behørigt begrundet i objektive forhold, navnlig muligheden for at håndhæve beskyttelsen af forretningshemmeligheder i tredjelande, arten og graden af fortrolighed for de ønskede data og det forbundne produkts unikke og nyskabende karakter, og skal meddeles tredjeparten skriftligt uden unødigt ophold. Hvor dataindehaveren afslår at dele data i henhold til nærværende stykke, underretter vedkommende den kompetente myndighed, der er udpeget i henhold til artikel 37.

12.   Uden at det berører en tredjeparts ret til prøvelse ved en medlemsstats domstol eller ret på et hvilket som helst tidspunkt, kan en tredjepart, der ønsker at anfægte en dataindehavers beslutning om at afslå eller om at tilbageholde eller suspendere datadeling i henhold til stk. 10 og 11:

a)

i overensstemmelse med artikel 37, stk. 5, litra b), indgive klage til den kompetente myndighed, som uden unødigt ophold skal beslutte, om og på hvilke betingelser datadelingen skal påbegyndes eller genoptages, eller

b)

aftale med dataindehaveren, at sagen indbringes for et tvistbilæggelsesorgan i overensstemmelse med artikel 10, stk. 1.

13.   Den rettighed, der er omhandlet i stk. 1, må ikke krænke registreredes rettigheder i henhold til gældende EU-ret og national ret om beskyttelse af personoplysninger.

Artikel 6

Forpligtelser for tredjeparter, der modtager data efter anmodning fra brugeren

1.   En tredjepart behandler kun de data, som den har fået stillet til rådighed i henhold til artikel 5, til de formål og på de betingelser, der er aftalt med brugeren, og under anvendelse af EU-retten og national ret om beskyttelse af personoplysninger, herunder den registreredes rettigheder for så vidt angår personoplysninger. Tredjeparten sletter dataene, når de ikke længere er nødvendige til det aftalte formål, medmindre andet er aftalt med brugeren i forbindelse med andre data end personoplysninger.

2.   Tredjeparten må ikke:

a)

gøre brugerens udøvelse af valgmuligheder eller rettigheder efter artikel 5 og nærværende artikel unødigt vanskelig, herunder ved at tilbyde brugerne valgmuligheder på en ikkeneutral måde, eller ved at tvinge, vildlede eller manipulere brugeren eller ved at undergrave eller begrænse brugernes autonomi, beslutningstagning eller valgmuligheder, herunder ved hjælp af en digital brugergrænseflade eller en del deraf

b)

uanset artikel 22, stk. 2, litra a) og c) i forordning (EU) 2016/679, anvende de modtagne data til profilering, medmindre det er nødvendigt for at levere den tjeneste, som brugeren har anmodet om

c)

stille de modtagne data til rådighed for en anden tredjepart, medmindre dataene stilles til rådighed på grundlag af en aftale med brugeren, og forudsat at den anden tredjepart træffer alle nødvendige foranstaltninger, der er aftalt mellem dataindehaveren og tredjeparten, for at beskytte fortroligheden af forretningshemmeligheder

d)

stille de modtagne data til rådighed for en virksomhed, der er udpeget som gatekeeper i henhold til artikel 3 i forordning (EU) 2022/1925

e)

anvende de modtagne data til at udvikle et produkt, der konkurrerer med det produkt, som de modtagne data stammer fra, eller dele dataene med en anden tredjepart til dette formål; tredjeparter må heller ikke anvende andre produktdata eller relaterede tjenestedata end personoplysninger, der stilles til rådighed for dem, til at opnå indsigt i dataindehaverens økonomiske situation, aktiver og produktionsmetoder eller anvendelse af disse

f)

anvende de modtagne data på en måde, der påvirker det forbundne produkts eller de relaterede tjenesters sikkerhed negativt

g)

tilsidesætte de specifikke foranstaltninger, der er aftalt med dataindehaveren eller forretningshemmelighedshaveren i henhold til artikel 5, stk. 9, og undergraver fortroligheden af forretningshemmeligheder

h)

forhindre brugeren, der er en forbruger, herunder på grundlag af en aftale, i at stille de data, som vedkommende modtager, til rådighed for andre parter.

Artikel 7

Omfanget af forpligtelser vedrørende datadeling mellem virksomheder og forbrugere og mellem virksomheder

1.   Forpligtelserne i dette kapitel finder ikke anvendelse på data genereret ved anvendelse af forbundne produkter, der fremstilles eller udformes, eller relaterede tjenester, der leveres, af en mikrovirksomhed eller en lille virksomhed, forudsat at denne virksomhed ikke har en partnervirksomhed eller en tilknyttet virksomhed som omhandlet i artikel 3 i bilaget til henstilling 2003/361/EF, der ikke er en mikrovirksomhed eller en lille virksomhed, og hvor mikrovirksomheden og den lille virksomhed ikke har fået fremstilling eller udformning af et forbundet produkt eller levering af en relateret tjeneste i underentreprise.

Det samme gælder for data genereret ved anvendelse af forbundne produkter, som fremstilles af, eller forbundne produkter, som leveres af, en mellemstor virksomhed, der har været en mellemstor virksomhed i henhold til artikel 2 i bilaget til henstilling 2003/361/EF i mindre end ét år, og for forbundne produkter i ét år efter den dato, hvorpå de blev bragt i omsætning af en mellemstor virksomhed.

2.   Aftalevilkår, der til skade for brugeren udelukker anvendelsen af, fraviger eller ændrer virkningen af brugerens rettigheder i henhold til dette kapitel, er ikke bindende for brugeren.

KAPITEL III

FORPLIGTELSER FOR DATAINDEHAVERE, DER ER FORPLIGTEDE TIL AT STILLE DATA TIL RÅDIGHED I HENHOLD TIL EU-RETTEN

Artikel 8

Betingelser, hvorunder dataindehavere stiller data til rådighed for datamodtagere

1.   Hvis en dataindehaver i relationer mellem virksomheder er forpligtet til at stille data til rådighed for en datamodtager i medfør af artikel 5 eller i medfør af anden gældende EU-ret eller national lovgivning vedtaget i overensstemmelse med EU-retten, skal denne med en datamodtager aftale ordningerne for tilrådighedsstillelsen af dataene, og det skal ske på fair, rimelige og ikkeforskelsbehandlende vilkår og betingelser og på en gennemsigtig måde i overensstemmelse med dette kapitel og kapitel IV.

2.   Et aftalevilkår om adgang til og anvendelse af data eller om ansvar og retsmidler i forbindelse med tilsidesættelse eller ophør af datarelaterede forpligtelser er ikke bindende, hvis det udgør et urimeligt aftalevilkår i den i artikel 13 anvendte betydning, eller hvis det til skade for brugeren udelukker anvendelsen af, fraviger eller ændrer virkningen af brugerens rettigheder i henhold til kapitel II.

3.   Når en dataindehaver stiller data til rådighed, må denne ikke med hensyn til ordningerne for tilrådighedsstillelse af data forskelsbehandle sammenlignelige kategorier af datamodtagere, herunder dataindehaverens partnervirksomheder eller tilknyttede virksomheder. Hvis en datamodtager mener, at de betingelser, hvorunder den pågældende har fået dataene stillet til rådighed, er forskelsbehandlende, skal dataindehaveren uden unødigt ophold og på datamodtagerens begrundede anmodning give denne oplysninger, der viser, at tilrådighedsstillelsen ikke er forskelsbehandlende.

4.   En dataindehaver må ikke stille data til rådighed for en datamodtager, herunder med eneret, medmindre brugeren anmoder herom i henhold til kapitel II.

5.   Dataindehavere og datamodtagere er ikke forpligtede til at give oplysninger ud over, hvad der er nødvendigt for at kontrollere overholdelsen af de aftalte vilkår for dataenes tilrådighedsstillelse eller af deres forpligtelser i medfør af denne forordning eller anden gældende EU-ret eller national lovgivning vedtaget i overensstemmelse med EU-retten.

6.   Medmindre andet er fastsat i EU-retten, herunder denne forordnings artikel 4, stk. 6, og artikel 5, stk. 9, eller i national lovgivning vedtaget i overensstemmelse med EU-retten, indebærer en forpligtelse til at stille data til rådighed for en datamodtager ikke, at forretningshemmeligheder skal videregives.

Artikel 10

Tvistbilæggelse

1.   Brugere, dataindehavere og datamodtagere skal have adgang til et tvistbilæggelsesorgan, der er certificeret i overensstemmelse med denne artikels stk. 5, til at bilægge tvister i henhold til artikel 4, stk. 3 og 9, og artikel 5, stk. 12, samt tvister vedrørende de fair, rimelige og ikkeforskelsbehandlende vilkår og betingelser for og en gennemsigtig måde at stille data til rådighed på i overensstemmelse med dette kapitel og kapitel IV.

2.   Et tvistbilæggelsesorgan skal gøre de berørte parter bekendt med dets gebyrer eller med de mekanismer, der anvendes til at fastsætte gebyrerne, inden disse parter anmoder om en afgørelse.

3.   For tvister som forelægges et tvistbilæggelsesorgan i henhold til artikel 4, stk. 3 og 9, og artikel 5, stk. 12, afholder dataindehaveren, hvis tvistbilæggelsesorganet træffer afgørelse om en tvist til fordel for brugeren eller for datamodtageren, alle de gebyrer, som tvistbilæggelsesorganet opkræver, og godtgør den pågældende bruger eller datamodtager alle andre rimelige udgifter, som denne har måttet afholde i forbindelse med tvistbilæggelsen. Hvis tvistbilæggelsesorganet afgør en tvist til fordel for dataindehaveren, skal brugeren eller datamodtageren ikke være forpligtet til at godtgøre gebyrer eller andre udgifter, som dataindehaveren har betalt eller skal betale i forbindelse med tvistbilæggelsen, medmindre tvistbilæggelsesorganet finder, at brugeren eller datamodtageren åbenlyst har handlet i ond tro.

4.   Kunder og udbydere af databehandlingstjenester skal have adgang til et tvistbilæggelsesorgan, der er certificeret i overensstemmelse med denne artikels stk. 5, til at bilægge tvister i forbindelse med overtrædelse af kundernes rettigheder og de forpligtelser, der påhviler udbydere af databehandlingstjenester, i overensstemmelse med artikel 23-31.

5.   Den medlemsstat, hvori tvistbilæggelsesorganet er etableret, certificerer det pågældende organ efter dettes anmodning, hvis det har godtgjort, at det opfylder alle følgende betingelser:

a)

det er upartisk og uafhængigt, og det skal træffe sine afgørelser i overensstemmelse med klare, ikkeforskelsbehandlende og fair procedureregler

b)

det har den nødvendige ekspertise, navnlig med hensyn til fair, rimelige og ikkeforskelsbehandlende vilkår og betingelser, herunder godtgørelse, og om at stille data til rådighed på en gennemsigtig måde, således at organet effektivt kan fastsætte disse vilkår og betingelser

c)

det er let at kontakte ved hjælp af elektronisk kommunikation

d)

det er i stand til at vedtage sine afgørelser på en hurtig og omkostningseffektiv måde på mindst ét af Unionens officielle sprog.

6.   Medlemsstaterne underretter Kommissionen om de tvistbilæggelsesorganer, der er certificeret i overensstemmelse med stk. 5. Kommissionen offentliggør en liste over disse organer på et særligt websted og holder den ajour.

7.   Et tvistbilæggelsesorgan afviser at behandle en anmodning om bilæggelse af en tvist, der allerede er indbragt for et andet tvistbilæggelsesorgan eller for en medlemsstats domstol eller ret.

8.   Et tvistbilæggelsesorgan giver parterne mulighed for inden for en rimelig frist at fremsætte deres synspunkter vedrørende de sager, som parterne har indbragt for dette organ. I denne forbindelse gives hver part i en tvist gives adgang til indlæg fra den anden part i deres tvist og til eventuelle ekspertudtalelser. Parterne skal gives mulighed for at fremsætte bemærkninger til disse indlæg og udtalelser.

9.   Et tvistbilæggelsesorgan skal vedtage sin afgørelse i den sag, der indbringes for det, senest 90 dage efter modtagelsen af en anmodning i henhold til stk. 1 og 4. Denne afgørelse skal være skriftlig eller på et varigt medium og skal understøttes af en begrundelse.

10.   Tvistbilæggelsesorganer udfærdiger og offentliggør årlige aktivitetsrapporter. Sådanne årlige rapporter skal navnlig indeholde følgende generelle oplysninger:

a)

en samlet oversigt over udfaldet af tvister

b)

den gennemsnitlige tid, det har taget at bilægge tvister

c)

de mest almindelige årsager til tvister.

11.   Et offentligt tvistbilæggelsesorgan kan med henblik på at fremme udvekslingen af oplysninger og bedste praksis beslutte i den stk. 10 omhandlede rapport at medtage anbefalinger til, hvordan problemer kan undgås eller løses.

12.   Et tvistbilæggelsesorgans afgørelse er kun bindende for parterne, hvis parterne udtrykkeligt har givet deres samtykke til dens bindende karakter, inden tvistbilæggelsesproceduren indledes.

13.   Denne artikel berører ikke parters ret til adgang til effektive retsmidler ved en medlemsstats domstol eller ret.

Artikel 11

Tekniske beskyttelsesforanstaltninger om uautoriseret anvendelse eller videregivelse af data

1.   En dataindehaver kan anvende passende tekniske beskyttelsesforanstaltninger, herunder intelligente kontrakter og kryptering, for at forhindre uautoriseret adgang til data, herunder metadata, og sikre overholdelse af artikel 4, 5, 6, 8 og 9 samt af de aftalte kontraktvilkår for at stille data til rådighed. Sådanne tekniske beskyttelsesforanstaltninger må hverken forskelsbehandle datamodtagere eller hindre en brugers ret til at få en kopi af, hente, anvende eller tilgå data eller levere data til tredjeparter i henhold til artikel 5 eller en tredjeparts rettigheder i henhold til EU-retten eller national lovgivning vedtaget i overensstemmelse med EU-retten. Brugere, tredjeparter og datamodtagere må ikke ændre eller fjerne sådanne tekniske beskyttelsesforanstaltninger, medmindre det er aftalt med dataindehaveren.

2.   I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 3, skal tredjeparten eller datamodtageren uden unødigt ophold imødekomme anmodningerne fra dataindehaveren og i givet fald og hvor de ikke er den samme person, forretningshemmelighedshaveren eller fra brugeren om at:

a)

slette de data, som dataindehaveren har stillet til rådighed, samt alle kopier heraf

b)

ophøre med produktion, udbud til salg, bringen i omsætning eller anvendelse af varer, afledte data eller tjenester, der er fremstillet på grundlag af viden, der er opnået ved hjælp af sådanne data, samt ophøre med import, eksport eller oplagring af sådanne krænkende varer og tilintetgøre alle krænkende varer, hvis der er alvorlig risiko for, at ulovlig anvendelse af disse data vil forvolde dataindehaveren, forretningshemmelighedshaveren eller brugeren væsentlig skade, eller hvis en sådan foranstaltning ikke vil være uforholdsmæssig i forhold til dataindehaverens, forretningshemmelighedshaverens eller brugerens interesser

c)

informere brugeren om den uautoriserede anvendelse eller videregivelse af data samt om de foranstaltninger, der er truffet for at bringe den uautoriserede anvendelse eller videregivelse af dataene til ophør

d)

yde godtgørelse til den part, der lider skade på grund af misbrug eller videregivelse af sådanne data, som er tilgået eller anvendt ulovligt.

3.   Stk. 2 finder anvendelse, hvis en tredjepart eller en datamodtager:

a)

med henblik på opnåelse af data har givet urigtige oplysninger til en dataindehaver, har anvendt vildledende midler eller tvangsmidler, eller har misbrugt mangler i dataindehaverens tekniske databeskyttelsesinfrastruktur

b)

har anvendt de data, der er stillet til rådighed, til uautoriserede formål, herunder udvikling af et konkurrerende forbundet produkt som omhandlet i artikel 6, stk. 2, litra e)

c)

ulovligt har videregivet data til en anden part

d)

ikke har opretholdt de tekniske og organisatoriske foranstaltninger, der er aftalt i henhold til artikel 5, stk. 9, eller

e)

har ændret eller fjernet tekniske beskyttelsesforanstaltninger, som dataindehaveren anvender i henhold til nærværende artikels stk. 1, uden dataindehaverens samtykke.

4.   Stk. 2 finder også anvendelse, hvis en bruger ændrer eller fjerner tekniske beskyttelsesforanstaltninger, som dataindehaveren anvender, eller ikke opretholder de tekniske og organisatoriske foranstaltninger, som brugeren har truffet efter aftale med dataindehaveren eller, når det ikke er den samme person, forretningshemmelighedshaveren, for at beskytte forretningshemmeligheder, samt hvad angår enhver anden part, der modtager dataene fra brugeren ved hjælp af en overtrædelse af denne forordning.

5.   Hvis datamodtageren overtræder artikel 6, stk. 2, litra a) eller b), har brugere de samme rettigheder som dataindehavere i henhold til nærværende artikels stk. 2.

Artikel 12

Omfanget af forpligtelser for dataindehavere, der er forpligtede i henhold til EU-retten til at stille data til rådighed

1.   Dette kapitel finder anvendelse, når en dataindehaver i relationer mellem virksomheder er forpligtet til at stille data til rådighed for en datamodtager i medfør af artikel 5 eller i medfør af gældende EU-ret eller national lovgivning vedtaget i overensstemmelse med EU-retten.

2.   Et aftalevilkår i en aftale om datadeling, som til skade for en part eller i givet fald til skade for brugeren udelukker anvendelsen af dette kapitel, fraviger det eller ændrer dets virkning, er ikke bindende for den pågældende part.

KAPITEL IV

URIMELIGE AFTALEVILKÅR VEDRØRENDE DATAADGANG OG -ANVENDELSE MELLEM VIRKSOMHEDER


whereas









keyboard_arrow_down