search


keyboard_tab Data Act 2023/2854 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2023/2854 DA cercato: 'tilladelse' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


expand index tilladelse:


whereas tilladelse:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 508

 

Artikel 5

Brugerens ret til at dele data med tredjeparter

1.   Efter anmodning fra en bruger eller en part, der handler på dennes vegne, stiller dataindehaveren let tilgængelige data og de relevante metadata, der er nødvendige for at fortolke og anvende disse data, til rådighed for en tredjepart uden unødigt ophold, i samme kvalitet som dataindehaveren har til rådighed, på en let og sikker måde, gratis for brugeren, i et fyldestgørende, struktureret, almindeligt anvendt og maskinlæsbart format og, hvis det er relevant og teknisk muligt, kontinuerligt og i realtid. Dataene stilles til rådighed af dataindehaveren for tredjeparten i overensstemmelse med artikel 8 og 9.

2.   Stk. 1 finder ikke anvendelse på let tilgængelige data i forbindelse med afprøvning af nye forbundne produkter, stoffer eller processer, der endnu ikke er blevet bragt i omsætning, medmindre en tredjeparts anvendelse heraf er kontraktligt tilladt.

3.   Enhver virksomhed, der er udpeget som gatekeeper i henhold til artikel 3 i forordning (EU) 2022/1925, må ikke være en berettiget tredjepart i henhold til nærværende artikel og må derfor ikke:

a)

på nogen måde anmode en bruger om eller kommercielt tilskynde en bruger til, herunder ved at yde økonomisk eller anden godtgørelse, at stille data, som brugeren har opnået på grundlag af en anmodning i henhold til artikel 4, stk. 1, til rådighed for en af virksomhedens tjenester

b)

anmode eller kommercielt tilskynde en bruger til at anmode dataindehaveren om at stille data til rådighed for en af virksomhedens tjenester i henhold til denne artikels stk. 1

c)

modtage data fra en bruger, som brugeren har opnået på grundlag af en anmodning i henhold til artikel 4, stk. 1.

4.   For at fastslå om en fysisk eller juridisk person er en bruger eller en tredjepart med henblik på stk. 1 er brugeren eller tredjeparten ikke forpligtet til at fremlægge oplysninger ud over, hvad der er nødvendigt. Dataindehavere må ikke opbevare oplysninger om tredjepartens adgang til de ønskede data ud over, hvad der er nødvendigt for en forsvarlig udførelse af tredjepartens anmodning om adgang og af hensyn til sikkerheden og vedligeholdelsen af datainfrastrukturen.

5.   Tredjeparten må ikke anvende tvangsmidler eller misbruge mangler i en dataindehavers tekniske databeskyttelsesinfrastruktur for at få adgang til data.

6.   En dataindehaver må ikke anvende let tilgængelige data til at opnå indsigt i tredjepartens økonomiske situation, aktiver og produktionsmetoder eller anvendelse af disse på en anden måde, som kan underminere tredjepartens forretningsmæssige stilling på de markeder, hvor tredjeparten er aktiv, medmindre tredjeparten har givet tilladelse til en sådan anvendelse og har teknisk mulighed for let at trække tilladelsen tilbage på et hvilket som helst tidspunkt.

7.   Hvis brugeren ikke er den registrerede, hvis personoplysninger der anmodes om, må enhver personoplysning, der er genereret ved anvendelse af et forbundet produkt eller en relateret tjeneste, kun stilles til rådighed af dataindehaveren til tredjeparten, hvis der er et gyldigt retsgrundlag for behandling i henhold til artikel 6 i forordning (EU) 2016/679, og, hvor det er relevant, betingelserne i artikel 9 i nævnte forordning og artikel 5, stk. 3, i direktiv 2002/58/EF er opfyldt.

8.   Enhver uenighed mellem dataindehaver og tredjepart om ordninger for overførsel af data må ikke berøre, hindre eller gribe ind i den registreredes udøvelse af rettigheder i henhold til forordning (EU) 2016/679, navnlig med hensyn til retten til dataportabilitet i henhold til nævnte forordnings artikel 20.

9.   Forretningshemmeligheder skal bevares og må kun videregives til tredjeparter, i det omfang sådan videregivelse er strengt nødvendig for at opfylde det formål, der er aftalt mellem brugeren og tredjeparten. Dataindehaveren eller, når det ikke er den samme person, forretningshemmelighedshaveren identificerer de data, der er beskyttet som forretningshemmeligheder, herunder i de relevante metadata, og aftaler med tredjeparten alle forholdsmæssige tekniske og organisatoriske foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte fortroligheden af de delte data, såsom en model for aftalevilkår, fortrolighedsaftaler, strenge adgangsprotokoller, tekniske standarder og anvendelse af adfærdskodekser.

10.   Hvis der ikke foreligger nogen aftale om de i denne artikels stk. 9 omhandlede nødvendige foranstaltninger, eller hvis tredjeparten undlader at gennemføre de foranstaltninger, der er aftalt i henhold til denne artikels stk. 9, eller undergraver fortroligheden af forretningshemmeligheder, kan dataindehaveren tilbageholde eller i givet fald suspendere delingen af data, der er identificeret som forretningshemmeligheder. Dataindehaverens beslutning skal være behørigt begrundet og meddeles tredjeparten skriftligt uden unødigt ophold. I sådanne tilfælde underretter dataindehaveren den kompetente myndighed, der er udpeget i henhold til artikel 37, om, at den har tilbageholdt eller suspenderet datadelingen, og udpeger de foranstaltninger, der ikke er aftalt eller gennemført, og, hvis det er relevant, de forretningshemmeligheder, hvis fortrolighed er undergravet.

11.   Når dataindehaveren, der er en forretningshemmelighedshaver, under ekstraordinære omstændigheder kan påvise, at vedkommende højst sandsynligt vil lide alvorlig økonomisk skade som følge af videregivelsen af forretningshemmeligheder på trods af de tekniske og organisatoriske foranstaltninger, som tredjeparten har truffet i henhold til denne artikels stk. 9, kan den pågældende dataindehaver fra sag til sag afslå en anmodning om adgang til de pågældende specifikke data. Denne påvisning skal være behørigt begrundet i objektive forhold, navnlig muligheden for at håndhæve beskyttelsen af forretningshemmeligheder i tredjelande, arten og graden af fortrolighed for de ønskede data og det forbundne produkts unikke og nyskabende karakter, og skal meddeles tredjeparten skriftligt uden unødigt ophold. Hvor dataindehaveren afslår at dele data i henhold til nærværende stykke, underretter vedkommende den kompetente myndighed, der er udpeget i henhold til artikel 37.

12.   Uden at det berører en tredjeparts ret til prøvelse ved en medlemsstats domstol eller ret på et hvilket som helst tidspunkt, kan en tredjepart, der ønsker at anfægte en dataindehavers beslutning om at afslå eller om at tilbageholde eller suspendere datadeling i henhold til stk. 10 og 11:

a)

i overensstemmelse med artikel 37, stk. 5, litra b), indgive klage til den kompetente myndighed, som uden unødigt ophold skal beslutte, om og på hvilke betingelser datadelingen skal påbegyndes eller genoptages, eller

b)

aftale med dataindehaveren, at sagen indbringes for et tvistbilæggelsesorgan i overensstemmelse med artikel 10, stk. 1.

13.   Den rettighed, der er omhandlet i stk. 1, må ikke krænke registreredes rettigheder i henhold til gældende EU-ret og national ret om beskyttelse af personoplysninger.

Artikel 13

Urimelige aftalevilkår, der ensidigt pålægges en anden virksomhed

1.   Et aftalevilkår om adgang til og anvendelse af data eller om ansvar og retsmidler ved tilsidesættelse eller ophør af datarelaterede forpligtelser, som en virksomhed ensidigt har pålagt en anden virksomhed, er ikke bindende for sidstnævnte virksomhed, hvis det er urimeligt.

2.   Et aftalevilkår, der afspejler ufravigelige bestemmelser i EU-retten eller bestemmelser i EU-retten, som ville finde anvendelse, hvis aftalevilkårene ikke regulerede spørgsmålet, skal ikke anses for at være urimeligt.

3.   Et aftalevilkår er urimeligt, hvis det er af en sådan art, at dets anvendelse klart afviger fra god handelspraksis med hensyn til dataadgang og -anvendelse i strid med god tro og redelig handlemåde.

4.   Med henblik på stk. 3 anses et aftalevilkår navnlig for at være urimeligt, hvis dets formål eller virkning er:

a)

at udelukke eller begrænse ansvaret for forsætlige handlinger eller grov uagtsomhed for den part, der ensidigt har pålagt vilkåret

b)

at udelukke de retsmidler, som den part, der ensidigt er blevet pålagt vilkåret, har til rådighed i tilfælde af manglende opfyldelse af kontraktlige forpligtelser eller det ansvar, der påhviler den part, som ensidigt har pålagt vilkåret, i tilfælde af tilsidesættelse af disse forpligtelser

c)

at give den part, der ensidigt har pålagt vilkåret, eneret til at afgøre, om de leverede data opfylder aftalevilkårene, eller til at fortolke de enkelte aftalevilkår.

5.   Med henblik på stk. 3 formodes et aftalevilkår at være urimeligt, hvis dets formål eller virkning er:

a)

på upassende vis at begrænse retsmidlerne i tilfælde af manglende opfyldelse af kontraktlige forpligtelser eller på upassende vis at begrænse ansvaret i tilfælde af tilsidesættelse af disse forpligtelser eller udvide det ansvar, der påhviler den virksomhed, som ensidigt er blevet pålagt vilkåret

b)

at give den part, der ensidigt har pålagt vilkåret, tilladelse til at tilgå og anvende den anden kontraherende parts data på en måde, der er til betydelig skade for den anden kontraherende parts legitime interesser, navnlig når de pågældende data indeholder kommercielt følsomme data eller er beskyttet af forretningshemmeligheder eller af intellektuelle ejendomsrettigheder

c)

at forhindre den part, som ensidigt er blevet pålagt vilkåret, i at anvende de data, som denne part har leveret eller genereret i løbet af aftalens gyldighedsperiode, eller at begrænse anvendelsen af sådanne data i et sådant omfang, at denne part ikke har ret til at anvende, indsamle, tilgå eller kontrollere sådanne data eller udnytte værdien af sådanne data på en hensigtsmæssig måde

d)

at forhindre den part, som ensidigt er blevet pålagt vilkåret, i at opsige aftalen inden for en rimelig frist

e)

at forhindre den part, som er blevet ensidigt pålagt vilkåret, i at få en kopi af de data, som denne part har leveret eller genereret i løbet af aftalens gyldighedsperiode eller inden for en rimelig frist efter dens ophør

f)

at give den part, der ensidigt har pålagt vilkåret, mulighed for at opsige aftalen med urimeligt kort varsel, under hensyntagen til den anden kontraherende parts rimelige mulighed for at skifte til en alternativ og sammenlignelig tjeneste og den økonomiske skade, som en sådan opsigelse forvolder, medmindre der er tungtvejende grunde hertil

g)

at give den part, der ensidigt har pålagt vilkåret, mulighed for i væsentlig grad at ændre den pris, der er anført i aftalen, eller enhver anden materiel betingelse vedrørende arten, formatet, kvaliteten eller mængden af de data, der skal deles, hvis der i aftalen ikke er anført nogen gyldig grund til og ingen ret for den anden part til at opsige aftalen i tilfælde af en sådan ændring.

Første afsnit, litra g), berører ikke vilkår, hvorved den part, der ensidigt har pålagt vilkåret, forbeholder sig ret til ensidigt at ændre vilkårene i en aftale af ubestemt varighed, forudsat at der i aftalen er anført en gyldig grund for en sådan ensidig ændring, at den part, der ensidigt har pålagt vilkåret, er forpligtet til at give den anden kontraherende part et rimeligt varsel om en sådan påtænkt ændring, og at den anden kontraherende part frit kan opsige aftalen uden omkostninger i tilfælde af en ændring.

6.   Et aftalevilkår anses for at være ensidigt pålagt som omhandlet i denne artikel, hvis det er fremsat af en af de kontraherende parter, og den anden kontraherende part ikke har kunnet påvirke dets indhold på trods af et forsøg på at forhandle om vilkåret. Det påhviler den af de kontraherende parter, der har fremsat aftalevilkåret, at bevise, at dette vilkår ikke er ensidigt pålagt. Den kontraherende part, der har fremsat det omtvistede aftalevilkår, kan ikke gøre gældende, at vilkåret er et urimeligt aftalevilkår.

7.   Hvis det urimelige aftalevilkår kan adskilles fra de øvrige aftalevilkår, er disse øvrige aftalevilkår bindende.

8.   Denne artikel finder ikke anvendelse på aftalevilkår, der definerer aftalens hovedgenstand, eller på overensstemmelsen mellem prisen og de data, der er leveret som modydelse herfor.

9.   Parterne i en aftale, der er omfattet af stk. 1, må ikke udelukke anvendelsen af, fravige eller ændre virkningerne af denne artikel.

KAPITEL V

TILRÅDIGHEDSSTILLELSE AF DATA FOR OFFENTLIGE MYNDIGHEDER, KOMMISSIONEN, DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK OG EU-ORGANER PÅ GRUNDLAG AF ET EKSTRAORDINÆRT BEHOV

Artikel 44

Andre EU-retsakter, hvorved rettigheder og forpligtelser vedrørende adgang til og anvendelse af data reguleres

1.   De specifikke forpligtelser vedrørende tilgængeliggørelse af data mellem virksomheder, mellem virksomheder og forbrugere og undtagelsesvis mellem virksomheder og offentlige organer i EU-retsakter, der trådte i kraft senest den 11. januar 2024, og delegerede retsakter eller gennemførelsesretsakter i henhold til disse EU-retsakter, berøres ikke.

2.   Denne forordning berører ikke EU-ret, der i lyset af behov i en sektor, et fælles europæisk dataområde eller på et område af offentlig interesse fastsætter yderligere krav, navnlig vedrørende:

a)

tekniske aspekter af adgang til data

b)

begrænsninger af dataindehaveres ret til at få adgang til eller anvende visse data leveret af brugere

c)

aspekter ud over adgang til og anvendelse af data.

3.   Denne forordning berører med undtagelse af kapitel V ikke EU-ret eller national ret, der indeholder bestemmelser om adgang til og tilladelse til anvendelse af data til videnskabelige forskningsformål.


whereas









keyboard_arrow_down