keyboard_tab Data Act 2023/2854 DA

1.   Enhver godtgørelse, der aftales mellem en dataindehaver og en datamodtager for at stille data til rådighed i relationer mellem virksomheder, skal være ikkeforskelsbehandlende og rimelig og kan omfatte en margen.

2.   Når de indgår aftale om godtgørelse, skal dataindehaveren og datamodtageren navnlig tage hensyn til:

3.   Den i stk. 1 omhandlede godtgørelse kan også afhænge af dataenes mængde, format og art.

4.   Hvis datamodtageren er en SMV eller en nonprofitforskningsinstitution, og hvis en sådan datamodtager ikke har partnervirksomheder eller tilknyttede virksomheder, der ikke betegnes som SMV'er, må den aftalte godtgørelse ikke overstige de omkostninger, der er omhandlede i stk. 2, litra a).

5.   Kommissionen vedtager retningslinjer for beregningen af rimelig godtgørelse under hensyntagen til rådgivningen fra Det Europæiske Datainnovationsråd (EDIB), der er omhandlet i artikel 42.

6.   Denne artikel er ikke til hinder for, at anden EU-ret eller national lovgivning vedtaget i overensstemmelse med EU-retten, udelukker godtgørelse for at stille data til rådighed eller fastsætter en lavere godtgørelse.

7.   Dataindehaveren skal oplyse datamodtageren om grundlaget for beregningen af godtgørelsen i tilstrækkelig detaljeret grad til, at datamodtageren kan vurdere, om kravene i stk. 1-4 er opfyldt.

1.   Brugere, dataindehavere og datamodtagere skal have adgang til et tvistbilæggelsesorgan, der er certificeret i overensstemmelse med denne artikels stk. 5, til at bilægge tvister i henhold til artikel 4, stk. 3 og 9, og artikel 5, stk. 12, samt tvister vedrørende de fair, rimelige og ikkeforskelsbehandlende vilkår og betingelser for og en gennemsigtig måde at stille data til rådighed på i overensstemmelse med dette kapitel og kapitel IV.

2.   Et tvistbilæggelsesorgan skal gøre de berørte parter bekendt med dets gebyrer eller med de mekanismer, der anvendes til at fastsætte gebyrerne, inden disse parter anmoder om en afgørelse.

3.   For tvister som forelægges et tvistbilæggelsesorgan i henhold til artikel 4, stk. 3 og 9, og artikel 5, stk. 12, afholder dataindehaveren, hvis tvistbilæggelsesorganet træffer afgørelse om en tvist til fordel for brugeren eller for datamodtageren, alle de gebyrer, som tvistbilæggelsesorganet opkræver, og godtgør den pågældende bruger eller datamodtager alle andre rimelige udgifter, som denne har måttet afholde i forbindelse med tvistbilæggelsen. Hvis tvistbilæggelsesorganet afgør en tvist til fordel for dataindehaveren, skal brugeren eller datamodtageren ikke være forpligtet til at godtgøre gebyrer eller andre udgifter, som dataindehaveren har betalt eller skal betale i forbindelse med tvistbilæggelsen, medmindre tvistbilæggelsesorganet finder, at brugeren eller datamodtageren åbenlyst har handlet i ond tro.

4.   Kunder og udbydere af databehandlingstjenester skal have adgang til et tvistbilæggelsesorgan, der er certificeret i overensstemmelse med denne artikels stk. 5, til at bilægge tvister i forbindelse med overtrædelse af kundernes rettigheder og de forpligtelser, der påhviler udbydere af databehandlingstjenester, i overensstemmelse med artikel 23-31.

5.   Den medlemsstat, hvori tvistbilæggelsesorganet er etableret, certificerer det pågældende organ efter dettes anmodning, hvis det har godtgjort, at det opfylder alle følgende betingelser:

6.   Medlemsstaterne underretter Kommissionen om de tvistbilæggelsesorganer, der er certificeret i overensstemmelse med stk. 5. Kommissionen offentliggør en liste over disse organer på et særligt websted og holder den ajour.

7.   Et tvistbilæggelsesorgan afviser at behandle en anmodning om bilæggelse af en tvist, der allerede er indbragt for et andet tvistbilæggelsesorgan eller for en medlemsstats domstol eller ret.

8.   Et tvistbilæggelsesorgan giver parterne mulighed for inden for en rimelig frist at fremsætte deres synspunkter vedrørende de sager, som parterne har indbragt for dette organ. I denne forbindelse gives hver part i en tvist gives adgang til indlæg fra den anden part i deres tvist og til eventuelle ekspertudtalelser. Parterne skal gives mulighed for at fremsætte bemærkninger til disse indlæg og udtalelser.

9.   Et tvistbilæggelsesorgan skal vedtage sin afgørelse i den sag, der indbringes for det, senest 90 dage efter modtagelsen af en anmodning i henhold til stk. 1 og 4. Denne afgørelse skal være skriftlig eller på et varigt medium og skal understøttes af en begrundelse.

10.   Tvistbilæggelsesorganer udfærdiger og offentliggør årlige aktivitetsrapporter. Sådanne årlige rapporter skal navnlig indeholde følgende generelle oplysninger:

11.   Et offentligt tvistbilæggelsesorgan kan med henblik på at fremme udvekslingen af oplysninger og bedste praksis beslutte i den stk. 10 omhandlede rapport at medtage anbefalinger til, hvordan problemer kan undgås eller løses.

12.   Et tvistbilæggelsesorgans afgørelse er kun bindende for parterne, hvis parterne udtrykkeligt har givet deres samtykke til dens bindende karakter, inden tvistbilæggelsesproceduren indledes.

13.   Denne artikel berører ikke parters ret til adgang til effektive retsmidler ved en medlemsstats domstol eller ret.

1.   Når offentlige myndigheder, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller et EU-organ anmoder om data i henhold til artikel 14 skal de:

2.   En anmodning om data i henhold til denne artikels stk. 1 skal:

Den Europæiske Centralbank og EU-organerne underretter Kommissionen om deres anmodninger.

3.   En offentlig myndighed, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller et EU-organ må ikke stille data, der er opnået i henhold til dette kapitel, til rådighed for videreanvendelse som defineret i artikel 2, nr. 2), i forordning (EU) 2022/868 eller i artikel 2, nr. 11), direktiv (EU) 2019/1024. Forordning (EU) 2022/868 og direktiv (EU) 2019/1024 finder ikke anvendelse på data i offentlige myndigheders besiddelse, der er opnået i henhold til dette kapitel.

4.   Denne artikels stk. 3 er ikke til hinder for, at en offentlig myndighed, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller et EU-organ udveksler data, der er opnået i henhold til dette kapitel, med en anden offentlig myndighed eller Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller et EU-organ med henblik på at udføre opgaverne omhandlet i artikel 15, som anført i anmodningen i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 1, litra f), eller stiller dataene til rådighed for en tredjepart, når tekniske inspektioner eller andre funktioner ved hjælp af en offentlig aftale er outsourcet til denne tredjepart. De forpligtelser, der påhviler offentlige myndigheder i henhold til artikel 19, navnlig sikkerhedsforanstaltninger til at beskytte fortroligheden af forretningshemmeligheder, finder også anvendelse på sådanne tredjeparter. Hvis en offentlig myndighed, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller et EU-organ overfører eller stiller data til rådighed i henhold til nærværende stykke, underrettes den dataindehaver, som dataene er modtaget fra, uden unødigt ophold.

5.   Hvis dataindehaveren mener, at dennes rettigheder i henhold til dette kapitel er blevet krænket ved overførsel eller tilrådighedsstillelse af data, kan dataindehaveren indgive en klage til den kompetente myndighed, der er udpeget i henhold til artikel 37, i den medlemsstat, hvor dataindehaveren er etableret.

6.   Kommissionen udarbejder en standardmodel for anmodninger i henhold til denne artikel.

1.   Når offentlige myndigheder, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller et EU-organ modtager data på grundlag af en anmodning i henhold til artikel 14:

2.   En offentlig myndighed, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank, et EU-organ eller en tredjepart, som modtager data i henhold til dette kapitel, må ikke:

3.   Videregivelse af forretningshemmeligheder til en offentlig myndighed, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller et EU-organ er kun påkrævet i det omfang, det er strengt nødvendigt for at opfylde formålet med en anmodning i henhold til artikel 15. I så fald udpeger dataindehaveren eller, når det ikke er den samme person, forretningshemmelighedshaveren de data, der er beskyttet som forretningshemmeligheder, herunder i de relevante metadata. Den offentlige myndighed, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller EU-organet træffer forud for videregivelsen af forretningshemmeligheder alle nødvendige og passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger for at sikre fortroligheden af forretningshemmelighederne, herunder i relevant omfang en model for aftalevilkår, tekniske standarder og anvendelse af adfærdskodekser.

4.   En offentlig myndighed, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller et EU-organ er ansvarlig for sikkerheden af de data, som den eller det modtager.

1.   Kundens rettigheder og de forpligtelser, der påhviler udbyderen af databehandlingstjenester i forbindelse med skift mellem udbydere af sådanne tjenester eller i givet fald til en lokal IKT-infrastruktur, skal fremgå klart af en skriftlig aftale. Udbyderen af databehandlingstjenester skal gøre denne aftale tilgængelig for kunden, inden aftalen underskrives, på en måde, som giver kunden mulighed for at lagre og gengive aftalen.

2.   Uden at det berører direktiv (EU) 2019/770, skal den i denne artikels stk. 1 omhandlede aftale mindst indeholde følgende:

3.   Aftalen omhandlet i stk. 1 skal indeholde bestemmelser om, at kunden kan underrette udbyderen af databehandlingstjenester om sin beslutning om at udføre en eller flere af følgende handlinger ved udløbet af den maksimale opsigelsesfrist omhandlet i stk. 2, litra d):

4.   Hvis den obligatoriske maksimale overgangsperiode som fastlagt i stk. 2, litra a), ikke er teknisk gennemførlig, underretter udbyderen af databehandlingstjenester kunden inden for 14 arbejdsdage efter indgivelse af anmodningen om skift og begrunder behørigt den manglende tekniske gennemførlighed og angiver en alternativ overgangsperiode, som ikke må overstige syv måneder. I overensstemmelse med stk. 1 skal der sikres driftskontinuitet i hele den alternative overgangsperiode.

5.   Uden at det berører stk. 4, skal aftalen omhandlet i stk. 1 indeholde bestemmelser, der giver kunden ret til at forlænge overgangsperioden én gang med en periode, som kunden anser for at være mere hensigtsmæssig med henblik på dennes egne interesser.

1.   Fra den 12. januar 2027 må udbydere af databehandlingstjenester ikke pålægge kunder skiftegebyrer for skifteprocessen.

2.   Fra den 11. januar 2024 til den 12. januar 2027 kan udbydere af databehandlingstjenester pålægge kunder nedsatte skiftegebyrer for skifteprocessen.

3.   De nedsatte skiftegebyrer, der er omhandlet i stk. 2, må ikke overstige de omkostninger, som udbydere af databehandlingstjenester afholder, og som er direkte forbundet med den pågældende skifteproces.

4.   Forud for indgåelse af en aftale med en kunde giver udbydere af databehandlingstjenester den potentielle kunde klare oplysninger om de standardtjenestegebyrer og sanktioner for førtidig opsigelse, som kan pålægges, samt om de nedsatte skiftegebyrer, som kan pålægges i den i stk. 2 omhandlede tidsramme.

5.   Hvor det er relevant, giver udbydere af databehandlingstjenester oplysninger til en kunde om databehandlingstjenester, der indebærer et særligt komplekst eller omkostningsfuldt skift, eller for hvilke det er umuligt at skifte uden betydelig indgriben i arkitekturen for data, digitale aktiver eller tjenester.

6.   I givet fald gør udbydere af databehandlingstjenester de i stk. 4 og 5 omhandlede oplysninger offentligt tilgængelige for kunderne via et særligt afsnit på deres websted eller på en anden lettilgængelig måde.

7.   Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 45 for at supplere denne forordning ved at oprette en overvågningsmekanisme, således at Kommissionen kan overvåge skiftegebyrer, der pålægges af udbydere af databehandlingstjenester på markedet, for at sikre, at fjernelsen og nedsættelsen af skiftegebyrer i henhold til nærværende artikels stk. 1 og 2 gennemføres inden for de frister, der er fastsat i disse stykker.

1.   Hver medlemsstat udpeger én eller flere kompetente myndigheder til at have ansvaret for anvendelsen og håndhævelsen af denne forordning (kompetente myndigheder). Medlemsstaterne kan oprette en eller flere nye myndigheder eller forlade sig på eksisterende myndigheder.

2.   Hvis en medlemsstat udpeger mere end én kompetent myndighed, udpeger den en datakoordinator blandt dem for at lette samarbejdet mellem de kompetente myndigheder og for at bistå enheder inden for denne forordnings anvendelsesområde i forbindelse med alle spørgsmål vedrørende dens anvendelse og håndhævelse. Kompetente myndigheder samarbejder med hinanden ved udøvelsen af de opgaver og beføjelser, som de er tillagt i henhold til stk. 5.

3.   De tilsynsmyndigheder, der er ansvarlige for at overvåge anvendelsen af forordning (EU) 2016/679, er ansvarlige for at overvåge anvendelsen af nærværende forordning for så vidt angår beskyttelse af personoplysninger. Kapitel VI og VII i forordning (EU) 2016/679 finder tilsvarende anvendelse.

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er ansvarlig for overvågning af nærværende forordnings anvendelse, for så vidt som den vedrører Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller EU-organer. Hvor det er relevant, finder artikel 62 i forordning (EU) 2018/1725 tilsvarende anvendelse.

Tilsynsmyndighedernes opgaver og beføjelser omhandlet i dette stykke udøves i forbindelse med behandling af personoplysninger.

4.   Uden at det berører denne artikels stk. 1:

5.   Medlemsstaterne sikrer, at opgaverne og beføjelserne for de kompetente myndigheder er klart definerede og omfatter at:

Hvis der er udpeget en datakoordinator, letter denne det i første afsnit, litra f), g) og h), omhandlede samarbejde og bistår de kompetente myndigheder på deres anmodning.

6.   Datakoordinatoren skal, hvis en sådan kompetent myndighed er udpeget:

7.   Medlemsstaterne underretter Kommissionen om navnene på de kompetente myndigheder og om deres opgaver og beføjelser samt, i givet fald, navnet på datakoordinatoren. Kommissionen fører et offentligt register over disse myndigheder.

8.   De kompetente myndigheder skal ved udførelsen af deres opgaver og udøvelsen af deres beføjelser i henhold til denne forordning være upartiske og frie for udefrakommende indflydelse, det være sig direkte eller indirekte, og må hverken søge eller modtage instrukser med henblik på enkeltsager fra nogen anden offentlig myndighed eller nogen privat part.

9.   Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder har tilstrækkelige menneskelige og tekniske ressourcer og relevant ekspertise til effektivt at kunne udføre deres opgaver i overensstemmelse med denne forordning.

10.   Enheder, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, er underlagt kompetencen i den medlemsstat, hvor enheden er etableret. Hvis en enhed er etableret i mere end én medlemsstat, anses den for at høre under kompetencen i den medlemsstat, hvor den har sin hovedvirksomhed, dvs. hvor enheden har sit hovedkontor eller vedtægtsmæssige hjemsted, hvorfra de vigtigste finansielle funktioner og den operationelle kontrol udøves.

11.   Enhver enhed, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, som stiller forbundne produkter til rådighed eller udbyder tjenester i Unionen, og som ikke er etableret i Unionen, udpeger en retlig repræsentant i en af medlemsstaterne.

12.   For at sikre overholdelse af denne forordning bemyndiger en enhed, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, og som stiller forbundne produkter til rådighed eller udbyder tjenester i Unionen, en retlig repræsentant, som der skal rettes henvendelse til i tillæg til eller i stedet for enheden af de kompetente myndigheder med hensyn til alle spørgsmål vedrørende den pågældende enhed. Denne retlige repræsentant samarbejder med og dokumenterer udførligt på anmodning over for de kompetente myndigheder, hvilke tiltag der er iværksat, og hvilke bestemmelser der er indført af den enhed, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, og som stiller forbundne produkter til rådighed eller udbyder tjenester i Unionen, for at sikre, at denne forordning overholdes.

13.   En enhed, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, og som stiller forbundne produkter til rådighed eller udbyder tjenester i Unionen, anses for at høre under den medlemsstats kompetence, hvor dens retlige repræsentant befinder sig. En sådan enheds udpegelse af en retlig repræsentant berører ikke en sådan enheds ansvar og eventuelle retlige skridt, som måtte blive taget over for en sådan enhed. Indtil en enhed udpeger en retlig repræsentant i overensstemmelse med denne artikel, hører den under alle medlemsstaternes kompetence med henblik på i givet fald at sikre anvendelse og håndhævelse af denne forordning. Enhver kompetent myndighed kan udøve sin kompetence, herunder ved at pålægge sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, forudsat at enheden ikke er genstand for håndhævelsesprocedurer i henhold til denne forordning vedrørende de samme forhold af en anden kompetent myndighed.

14.   De kompetente myndigheder har beføjelse til at anmode brugere, dataindehavere eller datamodtagere eller deres retlige repræsentanter, der hører under deres medlemsstats kompetence, om alle oplysninger, som er nødvendige for at kontrollere efterlevelsen af denne forordning. Enhver anmodning om oplysninger skal stå i et rimeligt forhold til, hvad den underliggende opgave kræver, og være begrundet.

15.   Hvis en kompetent myndighed i én medlemsstat anmoder om bistand eller håndhævelsesforanstaltninger fra en kompetent myndighed i en anden medlemsstat, indgiver den en begrundet anmodning. Ved modtagelsen af en sådan anmodning giver en kompetent myndighed uden unødigt ophold et svar med nærmere oplysninger om de tiltag, der er iværksat eller påtænkes iværksat.

16.   De kompetente myndigheder overholder principperne om fortrolighed og om tavshedspligt og forretningshemmeligheder og beskytter personoplysninger i overensstemmelse med EU-retten eller national ret. Alle oplysninger, der udveksles i forbindelse med en anmodning om bistand, og som gives i henhold til denne artikel, må kun anvendes i forbindelse med den sag, hvortil der blev anmodet om oplysningerne.

1.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 29, stk. 7, og artikel 33, stk. 2, tillægges Kommissionen for en ubegrænset periode fra den 11. januar 2024.

3.   Den i artikel 29, stk. 7, og artikel 33, stk. 2, omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.   Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning.

5.   Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

6.   En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 29, stk. 7, eller artikel 33, stk. 2, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på tre måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har underrettet Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med tre måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

1.   Senest den 12. september 2028 foretager Kommissionen en evaluering af denne forordning og forelægger Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om de vigtigste resultater. I denne evaluering vurderes navnlig:

2.   Senest den 12. september 2028 foretager Kommissionen en evaluering af denne forordning og forelægger Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om de vigtigste resultater. Denne evaluering skal vurdere indvirkningen af artikel 23-31, 34 og 35, navnlig med hensyn til prisfastsættelse og mangfoldigheden af databehandlingstjenester, der udbydes i Unionen, med særligt fokus på udbydere, der er SMV'er.

3.   Medlemsstaterne forelægger Kommissionen de oplysninger, der er nødvendige for udarbejdelsen af de i stk. 1 og 2 omhandlede rapporter.

4.   På grundlag af de i stk. 1 og 2 omhandlede rapporter kan Kommissionen, hvis det er relevant, forelægge Europa-Parlamentet og Rådet et lovgivningsmæssigt forslag om ændring af denne forordning.