search


keyboard_tab Data Act 2023/2854 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2023/2854 DA cercato: 'kommerciel' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


expand index kommerciel:


whereas kommerciel:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 877

 

Artikel 4

Brugeres og dataindehaveres rettigheder og forpligtelser for så vidt angår at tilgå og anvende produktdata og relaterede tjenestedata og stille dem til rådighed

1.   Hvis brugeren ikke direkte kan tilgå data fra det forbundne produkt eller den relaterede tjeneste, gør dataindehaverne let tilgængelige data og de relevante metadata, der er nødvendige for at fortolke og anvende disse data, tilgængelige for brugeren uden unødigt ophold, i samme kvalitet som dataindehaveren har til rådighed, på en let og sikker måde, gratis og i et fyldestgørende, struktureret, almindeligt anvendt og maskinlæsbart format og, hvis det er relevant og teknisk muligt, kontinuerligt og i realtid. Dette skal ske på grundlag af en simpel anmodning ad elektronisk vej, hvor det er teknisk muligt.

2.   Brugere og dataindehavere kan indgå aftale om at begrænse eller forbyde adgang til eller anvendelse eller yderligere deling af data, hvis en sådan behandling kan underminere det forbundne produkts sikkerhedskrav, der er fastsat i EU-retten eller national ret, med en alvorlig negativ virkning for fysiske personers sundhed og sikkerhed. Sektormyndigheder kan yde brugere og dataindehavere teknisk ekspertise i denne forbindelse. Hvis dataindehaveren afslår at dele data i henhold til denne artikel, underretter vedkommende den kompetente myndighed, der er udpeget i henhold til artikel 37.

3.   Uden at det berører brugerens ret til prøvelse ved en medlemsstats domstol eller ret på et hvilket som helst tidspunkt, kan brugeren i forbindelse med enhver tvist med dataindehaveren vedrørende de kontraktlige begrænsninger eller forbud, der er omhandlet i stk. 2:

a)

indgive klage til den kompetente myndighed i overensstemmelse med artikel 37, stk. 5, litra b), eller

b)

aftale med dataindehaveren, at sagen indbringes for et tvistbilæggelsesorgan i overensstemmelse med artikel 10, stk. 1.

4.   Dataindehavere må ikke gøre brugerens udøvelse af valgmuligheder eller rettigheder i henhold til denne artikel unødigt vanskelig, herunder ved at tilbyde brugerne valgmuligheder på en ikkeneutral måde eller ved at undergrave eller begrænse brugerens autonomi, beslutningstagning eller valgmuligheder via den måde, som en digital brugergrænseflade eller en del heraf er struktureret, udformet, fungerer eller betjenes på.

5.   For at fastslå om en fysisk eller juridisk person er en bruger med henblik på stk. 1 må en dataindehaver ikke kræve, at denne person skal fremlægge oplysninger ud over, hvad der er nødvendigt. Dataindehavere må ikke opbevare oplysninger, navnlig logdata, om brugerens adgang til de ønskede data ud over, hvad der er nødvendigt for en forsvarlig udførelse af brugerens anmodning om adgang og af hensyn til sikkerheden og vedligeholdelsen af datainfrastrukturen.

6.   Forretningshemmeligheder skal beskyttes og må kun videregives, hvis dataindehaveren og brugeren forud for videregivelsen træffer alle nødvendige foranstaltninger for at beskytte deres fortrolighed, navnlig over for tredjeparter. Dataindehaveren eller, når det ikke er den samme person, forretningshemmelighedshaveren identificerer de data, der er beskyttet som forretningshemmeligheder, herunder i de relevante metadata, og aftaler med brugeren forholdsmæssige tekniske og organisatoriske foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte fortroligheden af de delte data, navnlig over for tredjeparter, såsom en model for aftalevilkår, fortrolighedsaftaler, strenge adgangsprotokoller, tekniske standarder og anvendelse af adfærdskodekser.

7.   Hvis der ikke foreligger nogen aftale om de nødvendige foranstaltninger omhandlet i stk. 6, eller hvis brugeren undlader at gennemføre de foranstaltninger, der er aftalt i henhold til stk. 6, eller undergraver fortroligheden af forretningshemmeligheder, kan dataindehaveren tilbageholde eller i givet fald suspendere delingen af data, der er identificeret som forretningshemmeligheder. Dataindehaverens beslutning skal være behørigt begrundet og meddeles brugeren skriftligt uden unødigt ophold. I sådanne tilfælde underretter dataindehaveren den kompetente myndighed, der er udpeget i henhold til artikel 37, om, at den har tilbageholdt eller suspenderet datadeling, og udpeger de foranstaltninger, der ikke er aftalt eller gennemført, og, hvis det er relevant, de forretningshemmeligheder, hvis fortrolighed er undergravet.

8.   Under ekstraordinære omstændigheder, hvor dataindehaveren, der er forretningshemmelighedshaver, kan påvise, at vedkommende højst sandsynligt vil lide alvorlig økonomisk skade som følge af videregivelsen af forretningshemmeligheder på trods af de tekniske og organisatoriske foranstaltninger, som brugeren har truffet i henhold til denne artikels stk. 6, kan den pågældende dataindehaver fra sag til sag afslå en anmodning om adgang til de pågældende specifikke data. Denne påvisning skal være behørigt begrundet i objektive forhold, navnlig muligheden for at håndhæve beskyttelsen af forretningshemmeligheder i tredjelande, arten og graden af fortrolighed for de ønskede data og det forbundne produkts unikke og nyskabende karakter, og skal gives brugeren skriftligt uden unødigt ophold. Hvor dataindehaveren afslår at dele data i henhold til nærværende stykke, underretter vedkommende den kompetente myndighed, der er udpeget i henhold til artikel 37.

9.   Uden at dette berører en brugers ret til prøvelse ved en medlemsstats domstol eller ret på et hvilket som helst tidspunkt, kan en bruger, der ønsker at anfægte en dataindehavers beslutning om at afslå eller om at tilbageholde eller suspendere datadelingen i henhold til stk. 7 og 8:

a)

i overensstemmelse med artikel 37, stk. 5, litra b), indgive klage til den kompetente myndighed, som uden unødigt ophold skal beslutte, om og på hvilke betingelser datadelingen skal påbegyndes eller genoptages, eller

b)

aftale med dataindehaveren, at sagen indbringes for et tvistbilæggelsesorgan i overensstemmelse med artikel 10, stk. 1.

10.   Brugeren må ikke anvende de data, der er opnået på grundlag af en anmodning omhandlet i stk. 1, til at udvikle et forbundet produkt, der konkurrerer med det forbundne produkt, som dataene stammer fra, og heller ikke dele dataene med en tredjepart med henblik herpå og må ikke anvende de pågældende data til at opnå indsigt i producentens eller i givet fald dataindehaverens økonomiske situation, aktiver og produktionsmetoder.

11.   Brugeren må ikke anvende tvangsmidler eller misbruge mangler i en dataindehavers tekniske databeskyttelsesinfrastruktur for at få adgang til data.

12.   Hvis brugeren ikke er den registrerede, hvis personoplysninger der anmodes om, må alle personoplysninger, der er genereret ved brug af et forbundet produkt eller en relateret tjeneste, kun stilles til rådighed af dataindehaveren for brugeren, hvis der er et gyldigt retsgrundlag for behandling i henhold til artikel 6 i forordning (EU) 2016/679, og, hvor det er relevant, betingelserne i artikel 9 i nævnte forordning og i artikel 5, stk. 3, i direktiv 2002/58/EF er opfyldt.

13.   En dataindehaver må kun anvende let tilgængelige andre data end personoplysninger, på grundlag af en aftale med brugeren. En dataindehaver må ikke anvende sådanne data til at opnå indsigt i brugerens økonomiske situation, aktiver og produktionsmetoder eller anvendelse af disse på en anden måde, som kunne underminere denne brugers forretningsmæssige stilling på de markeder, hvor brugeren er aktiv.

14.   Dataindehavere må ikke stille andre produktdata end personoplysninger til rådighed for tredjeparter til andre kommercielle eller ikkekommercielle formål end opfyldelsen af deres aftale med brugeren. Hvor det er relevant, forpligter dataindehavere kontraktligt tredjeparter til ikke at dele data, som de har modtaget fra dem, med andre.

Artikel 5

Brugerens ret til at dele data med tredjeparter

1.   Efter anmodning fra en bruger eller en part, der handler på dennes vegne, stiller dataindehaveren let tilgængelige data og de relevante metadata, der er nødvendige for at fortolke og anvende disse data, til rådighed for en tredjepart uden unødigt ophold, i samme kvalitet som dataindehaveren har til rådighed, på en let og sikker måde, gratis for brugeren, i et fyldestgørende, struktureret, almindeligt anvendt og maskinlæsbart format og, hvis det er relevant og teknisk muligt, kontinuerligt og i realtid. Dataene stilles til rådighed af dataindehaveren for tredjeparten i overensstemmelse med artikel 8 og 9.

2.   Stk. 1 finder ikke anvendelse på let tilgængelige data i forbindelse med afprøvning af nye forbundne produkter, stoffer eller processer, der endnu ikke er blevet bragt i omsætning, medmindre en tredjeparts anvendelse heraf er kontraktligt tilladt.

3.   Enhver virksomhed, der er udpeget som gatekeeper i henhold til artikel 3 i forordning (EU) 2022/1925, må ikke være en berettiget tredjepart i henhold til nærværende artikel og må derfor ikke:

a)

på nogen måde anmode en bruger om eller kommercielt tilskynde en bruger til, herunder ved at yde økonomisk eller anden godtgørelse, at stille data, som brugeren har opnået på grundlag af en anmodning i henhold til artikel 4, stk. 1, til rådighed for en af virksomhedens tjenester

b)

anmode eller kommercielt tilskynde en bruger til at anmode dataindehaveren om at stille data til rådighed for en af virksomhedens tjenester i henhold til denne artikels stk. 1

c)

modtage data fra en bruger, som brugeren har opnået på grundlag af en anmodning i henhold til artikel 4, stk. 1.

4.   For at fastslå om en fysisk eller juridisk person er en bruger eller en tredjepart med henblik på stk. 1 er brugeren eller tredjeparten ikke forpligtet til at fremlægge oplysninger ud over, hvad der er nødvendigt. Dataindehavere må ikke opbevare oplysninger om tredjepartens adgang til de ønskede data ud over, hvad der er nødvendigt for en forsvarlig udførelse af tredjepartens anmodning om adgang og af hensyn til sikkerheden og vedligeholdelsen af datainfrastrukturen.

5.   Tredjeparten må ikke anvende tvangsmidler eller misbruge mangler i en dataindehavers tekniske databeskyttelsesinfrastruktur for at få adgang til data.

6.   En dataindehaver må ikke anvende let tilgængelige data til at opnå indsigt i tredjepartens økonomiske situation, aktiver og produktionsmetoder eller anvendelse af disse på en anden måde, som kan underminere tredjepartens forretningsmæssige stilling på de markeder, hvor tredjeparten er aktiv, medmindre tredjeparten har givet tilladelse til en sådan anvendelse og har teknisk mulighed for let at trække tilladelsen tilbage på et hvilket som helst tidspunkt.

7.   Hvis brugeren ikke er den registrerede, hvis personoplysninger der anmodes om, må enhver personoplysning, der er genereret ved anvendelse af et forbundet produkt eller en relateret tjeneste, kun stilles til rådighed af dataindehaveren til tredjeparten, hvis der er et gyldigt retsgrundlag for behandling i henhold til artikel 6 i forordning (EU) 2016/679, og, hvor det er relevant, betingelserne i artikel 9 i nævnte forordning og artikel 5, stk. 3, i direktiv 2002/58/EF er opfyldt.

8.   Enhver uenighed mellem dataindehaver og tredjepart om ordninger for overførsel af data må ikke berøre, hindre eller gribe ind i den registreredes udøvelse af rettigheder i henhold til forordning (EU) 2016/679, navnlig med hensyn til retten til dataportabilitet i henhold til nævnte forordnings artikel 20.

9.   Forretningshemmeligheder skal bevares og må kun videregives til tredjeparter, i det omfang sådan videregivelse er strengt nødvendig for at opfylde det formål, der er aftalt mellem brugeren og tredjeparten. Dataindehaveren eller, når det ikke er den samme person, forretningshemmelighedshaveren identificerer de data, der er beskyttet som forretningshemmeligheder, herunder i de relevante metadata, og aftaler med tredjeparten alle forholdsmæssige tekniske og organisatoriske foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte fortroligheden af de delte data, såsom en model for aftalevilkår, fortrolighedsaftaler, strenge adgangsprotokoller, tekniske standarder og anvendelse af adfærdskodekser.

10.   Hvis der ikke foreligger nogen aftale om de i denne artikels stk. 9 omhandlede nødvendige foranstaltninger, eller hvis tredjeparten undlader at gennemføre de foranstaltninger, der er aftalt i henhold til denne artikels stk. 9, eller undergraver fortroligheden af forretningshemmeligheder, kan dataindehaveren tilbageholde eller i givet fald suspendere delingen af data, der er identificeret som forretningshemmeligheder. Dataindehaverens beslutning skal være behørigt begrundet og meddeles tredjeparten skriftligt uden unødigt ophold. I sådanne tilfælde underretter dataindehaveren den kompetente myndighed, der er udpeget i henhold til artikel 37, om, at den har tilbageholdt eller suspenderet datadelingen, og udpeger de foranstaltninger, der ikke er aftalt eller gennemført, og, hvis det er relevant, de forretningshemmeligheder, hvis fortrolighed er undergravet.

11.   Når dataindehaveren, der er en forretningshemmelighedshaver, under ekstraordinære omstændigheder kan påvise, at vedkommende højst sandsynligt vil lide alvorlig økonomisk skade som følge af videregivelsen af forretningshemmeligheder på trods af de tekniske og organisatoriske foranstaltninger, som tredjeparten har truffet i henhold til denne artikels stk. 9, kan den pågældende dataindehaver fra sag til sag afslå en anmodning om adgang til de pågældende specifikke data. Denne påvisning skal være behørigt begrundet i objektive forhold, navnlig muligheden for at håndhæve beskyttelsen af forretningshemmeligheder i tredjelande, arten og graden af fortrolighed for de ønskede data og det forbundne produkts unikke og nyskabende karakter, og skal meddeles tredjeparten skriftligt uden unødigt ophold. Hvor dataindehaveren afslår at dele data i henhold til nærværende stykke, underretter vedkommende den kompetente myndighed, der er udpeget i henhold til artikel 37.

12.   Uden at det berører en tredjeparts ret til prøvelse ved en medlemsstats domstol eller ret på et hvilket som helst tidspunkt, kan en tredjepart, der ønsker at anfægte en dataindehavers beslutning om at afslå eller om at tilbageholde eller suspendere datadeling i henhold til stk. 10 og 11:

a)

i overensstemmelse med artikel 37, stk. 5, litra b), indgive klage til den kompetente myndighed, som uden unødigt ophold skal beslutte, om og på hvilke betingelser datadelingen skal påbegyndes eller genoptages, eller

b)

aftale med dataindehaveren, at sagen indbringes for et tvistbilæggelsesorgan i overensstemmelse med artikel 10, stk. 1.

13.   Den rettighed, der er omhandlet i stk. 1, må ikke krænke registreredes rettigheder i henhold til gældende EU-ret og national ret om beskyttelse af personoplysninger.

Artikel 13

Urimelige aftalevilkår, der ensidigt pålægges en anden virksomhed

1.   Et aftalevilkår om adgang til og anvendelse af data eller om ansvar og retsmidler ved tilsidesættelse eller ophør af datarelaterede forpligtelser, som en virksomhed ensidigt har pålagt en anden virksomhed, er ikke bindende for sidstnævnte virksomhed, hvis det er urimeligt.

2.   Et aftalevilkår, der afspejler ufravigelige bestemmelser i EU-retten eller bestemmelser i EU-retten, som ville finde anvendelse, hvis aftalevilkårene ikke regulerede spørgsmålet, skal ikke anses for at være urimeligt.

3.   Et aftalevilkår er urimeligt, hvis det er af en sådan art, at dets anvendelse klart afviger fra god handelspraksis med hensyn til dataadgang og -anvendelse i strid med god tro og redelig handlemåde.

4.   Med henblik på stk. 3 anses et aftalevilkår navnlig for at være urimeligt, hvis dets formål eller virkning er:

a)

at udelukke eller begrænse ansvaret for forsætlige handlinger eller grov uagtsomhed for den part, der ensidigt har pålagt vilkåret

b)

at udelukke de retsmidler, som den part, der ensidigt er blevet pålagt vilkåret, har til rådighed i tilfælde af manglende opfyldelse af kontraktlige forpligtelser eller det ansvar, der påhviler den part, som ensidigt har pålagt vilkåret, i tilfælde af tilsidesættelse af disse forpligtelser

c)

at give den part, der ensidigt har pålagt vilkåret, eneret til at afgøre, om de leverede data opfylder aftalevilkårene, eller til at fortolke de enkelte aftalevilkår.

5.   Med henblik på stk. 3 formodes et aftalevilkår at være urimeligt, hvis dets formål eller virkning er:

a)

på upassende vis at begrænse retsmidlerne i tilfælde af manglende opfyldelse af kontraktlige forpligtelser eller på upassende vis at begrænse ansvaret i tilfælde af tilsidesættelse af disse forpligtelser eller udvide det ansvar, der påhviler den virksomhed, som ensidigt er blevet pålagt vilkåret

b)

at give den part, der ensidigt har pålagt vilkåret, tilladelse til at tilgå og anvende den anden kontraherende parts data på en måde, der er til betydelig skade for den anden kontraherende parts legitime interesser, navnlig når de pågældende data indeholder kommercielt følsomme data eller er beskyttet af forretningshemmeligheder eller af intellektuelle ejendomsrettigheder

c)

at forhindre den part, som ensidigt er blevet pålagt vilkåret, i at anvende de data, som denne part har leveret eller genereret i løbet af aftalens gyldighedsperiode, eller at begrænse anvendelsen af sådanne data i et sådant omfang, at denne part ikke har ret til at anvende, indsamle, tilgå eller kontrollere sådanne data eller udnytte værdien af sådanne data på en hensigtsmæssig måde

d)

at forhindre den part, som ensidigt er blevet pålagt vilkåret, i at opsige aftalen inden for en rimelig frist

e)

at forhindre den part, som er blevet ensidigt pålagt vilkåret, i at få en kopi af de data, som denne part har leveret eller genereret i løbet af aftalens gyldighedsperiode eller inden for en rimelig frist efter dens ophør

f)

at give den part, der ensidigt har pålagt vilkåret, mulighed for at opsige aftalen med urimeligt kort varsel, under hensyntagen til den anden kontraherende parts rimelige mulighed for at skifte til en alternativ og sammenlignelig tjeneste og den økonomiske skade, som en sådan opsigelse forvolder, medmindre der er tungtvejende grunde hertil

g)

at give den part, der ensidigt har pålagt vilkåret, mulighed for i væsentlig grad at ændre den pris, der er anført i aftalen, eller enhver anden materiel betingelse vedrørende arten, formatet, kvaliteten eller mængden af de data, der skal deles, hvis der i aftalen ikke er anført nogen gyldig grund til og ingen ret for den anden part til at opsige aftalen i tilfælde af en sådan ændring.

Første afsnit, litra g), berører ikke vilkår, hvorved den part, der ensidigt har pålagt vilkåret, forbeholder sig ret til ensidigt at ændre vilkårene i en aftale af ubestemt varighed, forudsat at der i aftalen er anført en gyldig grund for en sådan ensidig ændring, at den part, der ensidigt har pålagt vilkåret, er forpligtet til at give den anden kontraherende part et rimeligt varsel om en sådan påtænkt ændring, og at den anden kontraherende part frit kan opsige aftalen uden omkostninger i tilfælde af en ændring.

6.   Et aftalevilkår anses for at være ensidigt pålagt som omhandlet i denne artikel, hvis det er fremsat af en af de kontraherende parter, og den anden kontraherende part ikke har kunnet påvirke dets indhold på trods af et forsøg på at forhandle om vilkåret. Det påhviler den af de kontraherende parter, der har fremsat aftalevilkåret, at bevise, at dette vilkår ikke er ensidigt pålagt. Den kontraherende part, der har fremsat det omtvistede aftalevilkår, kan ikke gøre gældende, at vilkåret er et urimeligt aftalevilkår.

7.   Hvis det urimelige aftalevilkår kan adskilles fra de øvrige aftalevilkår, er disse øvrige aftalevilkår bindende.

8.   Denne artikel finder ikke anvendelse på aftalevilkår, der definerer aftalens hovedgenstand, eller på overensstemmelsen mellem prisen og de data, der er leveret som modydelse herfor.

9.   Parterne i en aftale, der er omfattet af stk. 1, må ikke udelukke anvendelsen af, fravige eller ændre virkningerne af denne artikel.

KAPITEL V

TILRÅDIGHEDSSTILLELSE AF DATA FOR OFFENTLIGE MYNDIGHEDER, KOMMISSIONEN, DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK OG EU-ORGANER PÅ GRUNDLAG AF ET EKSTRAORDINÆRT BEHOV

Artikel 21

Deling af data, der er indhentet i forbindelse med et ekstraordinært behov, med forskningsinstitutioner eller statistiske kontorer

1.   En offentlig myndighed, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller et EU-organ har ret til at dele data modtaget i henhold til dette kapitel:

a)

med enkeltpersoner eller organisationer med henblik på at udføre videnskabelig forskning eller analyse, der er forenelig med det formål, hvortil der blev anmodet om dataene, eller

b)

med nationale statistiske kontorer og Eurostat med henblik på udarbejdelse af officielle statistikker.

2.   Enkeltpersoner eller organisationer, der modtager data i henhold til stk. 1, handler uden fortjeneste for øje eller i forbindelse med en almennyttig opgave, der er anerkendt i henhold til EU-retten eller national ret. De omfatter ikke organisationer, som kommercielle virksomheder har væsentlig indflydelse på, og som sandsynligvis vil føre til privilegeret adgang til forskningsresultaterne.

3.   Enkeltpersoner eller organisationer, der modtager data i henhold til denne artikels stk. 1, skal opfylde de samme forpligtelser, som er gældende for offentlige myndigheder, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller EU-organer i henhold til artikel 17, stk. 3, og artikel 19.

4.   Uanset artikel 19, stk. 1, litra c), må enkeltpersoner eller organisationer, der modtager data i henhold til nærværende artikels stk. 1, opbevare de modtagne data til det formål, til hvilket der blev anmodet om dataene, i op til seks måneder, efter at de offentlige myndigheder, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og EU-organer har slettet dem.

5.   Hvis en offentlig myndighed, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller et EU-organ har til hensigt at overføre eller stille data til rådighed i henhold til denne artikels stk. 1, underretter den eller det uden unødigt ophold den dataindehaver, som dataene er modtaget fra, om identiteten på og kontaktoplysningerne for den organisation eller enkeltperson, der modtager dataene, formålet med overførslen eller tilrådighedsstillelsen af dataene, den periode, for hvilken dataene skal anvendes, samt de trufne tekniske beskyttelsesforanstaltninger og organisatoriske foranstaltninger, herunder hvis personoplysninger eller forretningshemmeligheder er involveret. Hvis dataindehaveren er uenig i overførslen eller tilrådighedsstillelsen af data, kan denne indgive en klage til den kompetente myndighed, der er udpeget i henhold til artikel 37, i den medlemsstat, hvor dataindehaveren er etableret.

Artikel 23

Fjernelse af hindringer for effektive skift

Udbydere af databehandlingstjenester træffer de foranstaltninger, der er fastsat i artikel 25, 26, 27, 29 og 30, for at gøre det muligt for kunder at skifte til en databehandlingstjeneste, der dækker samme tjenestetype, og som leveres af en anden udbyder af databehandlingstjenester, eller til lokal IKT-infrastruktur, eller, hvor det er relevant, at anvende flere udbydere af databehandlingstjenester på samme tid. Udbydere af databehandlingstjenester må navnlig ikke pålægge og skal fjerne prækommercielle, kommercielle, tekniske, kontraktmæssige og organisatoriske hindringer, som forhindrer kunder i at:

a)

bringe aftalen om databehandlingstjenesteydelsen til ophør efter den maksimale opsigelsesfrist og efter en vellykket afslutning på skifteprocessen i overensstemmelse med artikel 25

b)

indgå nye aftaler med en anden udbyder af databehandlingstjenester, der dækker samme tjenestetype

c)

portere kunders eksporterbare data og andre digitale aktiver til en anden udbyder af databehandlingstjenester eller til en lokal IKT-infrastruktur, herunder efter at have nydt godt af et tilbud om gratis niveau

d)

opnå funktionel ækvivalens i overensstemmelse med artikel 24 i forbindelse med anvendelse af den nye databehandlingstjeneste i IKT-miljøet hos en anden udbyder af databehandlingstjenester, der dækker samme tjenestetype

e)

hvis det er teknisk muligt, adskille databehandlingstjenester omhandlet i artikel 30, stk. 1, fra andre databehandlingstjenester, der leveres af udbyderen af databehandlingstjenester.

Artikel 31

Særlig ordning for visse databehandlingstjenester

1.   Forpligtelserne i artikel 23, litra d), artikel 29 og artikel 30, stk. 1 og 3, finder ikke anvendelse på databehandlingstjenester, hvis vigtigste elementer for størstedelens vedkommende er skræddersyet til at imødekomme en individuel kundes specifikke behov, eller hvor alle komponenter er udviklet med henblik på en individuel kunde, og hvor disse databehandlingstjenester ikke tilbydes i stor kommerciel målestok via tjenestekataloget for udbyderen af databehandlingstjenester.

2.   De forpligtelser, der er fastsat i dette kapitel, finder ikke anvendelse på databehandlingstjenester, der leveres som en ikkeproduktionsversion med henblik på afprøvning og evaluering i en begrænset periode.

3.   Forud for indgåelse af en aftale om levering af de databehandlingstjenester, der er omhandlet i denne artikel, informerer udbyderen af databehandlingstjenester potentielle kunder om de forpligtelser i dette kapitel, der ikke finder anvendelse.

KAPITEL VII

ULOVLIG INTERNATIONAL STATSLIG ADGANG OG OVERFØRSEL AF ANDRE DATA END PERSONOPLYSNINGER

Artikel 37

Kompetente myndigheder og datakoordinatorer

1.   Hver medlemsstat udpeger én eller flere kompetente myndigheder til at have ansvaret for anvendelsen og håndhævelsen af denne forordning (kompetente myndigheder). Medlemsstaterne kan oprette en eller flere nye myndigheder eller forlade sig på eksisterende myndigheder.

2.   Hvis en medlemsstat udpeger mere end én kompetent myndighed, udpeger den en datakoordinator blandt dem for at lette samarbejdet mellem de kompetente myndigheder og for at bistå enheder inden for denne forordnings anvendelsesområde i forbindelse med alle spørgsmål vedrørende dens anvendelse og håndhævelse. Kompetente myndigheder samarbejder med hinanden ved udøvelsen af de opgaver og beføjelser, som de er tillagt i henhold til stk. 5.

3.   De tilsynsmyndigheder, der er ansvarlige for at overvåge anvendelsen af forordning (EU) 2016/679, er ansvarlige for at overvåge anvendelsen af nærværende forordning for så vidt angår beskyttelse af personoplysninger. Kapitel VI og VII i forordning (EU) 2016/679 finder tilsvarende anvendelse.

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er ansvarlig for overvågning af nærværende forordnings anvendelse, for så vidt som den vedrører Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller EU-organer. Hvor det er relevant, finder artikel 62 i forordning (EU) 2018/1725 tilsvarende anvendelse.

Tilsynsmyndighedernes opgaver og beføjelser omhandlet i dette stykke udøves i forbindelse med behandling af personoplysninger.

4.   Uden at det berører denne artikels stk. 1:

a)

skal sektormyndighedernes kompetence i forbindelse med specifikke sektorbestemte spørgsmål vedrørende dataadgang og -anvendelse i forbindelse med gennemførelsen af denne forordning respekteres

b)

skal den kompetente myndighed, der er ansvarlig for anvendelsen og håndhævelsen af artikel 23-31, 34 og 35, have erfaring inden for områderne data og elektroniske kommunikationstjenester.

5.   Medlemsstaterne sikrer, at opgaverne og beføjelserne for de kompetente myndigheder er klart definerede og omfatter at:

a)

fremme datakompetence og -bevidsthed blandt brugere og enheder, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, om rettigheder og forpligtelser i henhold til denne forordning

b)

behandle klager over påståede overtrædelser af denne forordning, herunder vedrørende forretningshemmeligheder, og, for så vidt det er hensigtsmæssigt, undersøge genstanden for klagen og løbende underrette klagerne, hvis det er relevant i henhold til national ret, om forløbet og resultatet af undersøgelsen inden for en rimelig frist, navnlig hvis yderligere undersøgelse eller koordinering med en anden kompetent myndighed er nødvendig

c)

foretage undersøgelser om spørgsmål, der vedrører anvendelsen af denne forordning, herunder på grundlag af oplysninger, der er modtaget fra en anden kompetent myndighed eller en anden offentlig myndighed

d)

pålægge økonomiske sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, og som kan omfatte periodiske sanktioner og sanktioner med tilbagevirkende kraft, eller indlede retsforfølgning med henblik på at pålægge bøder

e)

overvåge den teknologiske og relevante kommercielle udvikling af relevans for tilrådighedsstillelsen og anvendelsen af data

f)

samarbejde med andre medlemsstaters kompetente myndigheder og, hvis det er relevant, Kommissionen eller EDIB for at sikre ensartet og effektiv anvendelse af denne forordning, herunder udveksling af alle relevante oplysninger ad elektronisk vej uden unødigt ophold, herunder med hensyn til denne artikels stk. 10

g)

samarbejde med de relevante kompetente myndigheder, der er ansvarlige for gennemførelsen af andre EU-retsakter eller nationale retsakter, herunder med myndigheder med kompetence inden for områderne data og elektroniske kommunikationstjenester, med den tilsynsmyndighed, der er ansvarlig for at overvåge anvendelsen af forordning (EU) 2016/679, eller med sektormyndigheder for at sikre, at nærværende forordning håndhæves i overensstemmelse med anden EU-ret og national ret

h)

samarbejde med de relevante kompetente myndigheder for at sikre, at forpligtelserne i artikel 23-31, 34 og 35 håndhæves i overensstemmelse med anden EU-ret og selvregulering, der gælder for udbydere af databehandlingstjenester

i)

sikre, at skiftegebyrer mellem udbydere af databehandlingstjenester fjernes i overensstemmelse med artikel 29

j)

behandle anmodninger om data fremsat i henhold til kapitel V.

Hvis der er udpeget en datakoordinator, letter denne det i første afsnit, litra f), g) og h), omhandlede samarbejde og bistår de kompetente myndigheder på deres anmodning.

6.   Datakoordinatoren skal, hvis en sådan kompetent myndighed er udpeget:

a)

fungere som et enkelt kontaktpunkt for alle spørgsmål vedrørende denne forordnings anvendelse

b)

sikre offentlig onlineadgang til offentlige myndigheders anmodninger om at stille data til rådighed i tilfælde af ekstraordinært behov i henhold til kapitel V og fremme frivillige aftaler om datadeling mellem offentlige myndigheder og dataindehavere

c)

underrette Kommissionen hvert år om de afslag, der er meddelt i henhold til artikel 4, stk. 2 og 8, og artikel 5, stk. 11.

7.   Medlemsstaterne underretter Kommissionen om navnene på de kompetente myndigheder og om deres opgaver og beføjelser samt, i givet fald, navnet på datakoordinatoren. Kommissionen fører et offentligt register over disse myndigheder.

8.   De kompetente myndigheder skal ved udførelsen af deres opgaver og udøvelsen af deres beføjelser i henhold til denne forordning være upartiske og frie for udefrakommende indflydelse, det være sig direkte eller indirekte, og må hverken søge eller modtage instrukser med henblik på enkeltsager fra nogen anden offentlig myndighed eller nogen privat part.

9.   Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder har tilstrækkelige menneskelige og tekniske ressourcer og relevant ekspertise til effektivt at kunne udføre deres opgaver i overensstemmelse med denne forordning.

10.   Enheder, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, er underlagt kompetencen i den medlemsstat, hvor enheden er etableret. Hvis en enhed er etableret i mere end én medlemsstat, anses den for at høre under kompetencen i den medlemsstat, hvor den har sin hovedvirksomhed, dvs. hvor enheden har sit hovedkontor eller vedtægtsmæssige hjemsted, hvorfra de vigtigste finansielle funktioner og den operationelle kontrol udøves.

11.   Enhver enhed, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, som stiller forbundne produkter til rådighed eller udbyder tjenester i Unionen, og som ikke er etableret i Unionen, udpeger en retlig repræsentant i en af medlemsstaterne.

12.   For at sikre overholdelse af denne forordning bemyndiger en enhed, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, og som stiller forbundne produkter til rådighed eller udbyder tjenester i Unionen, en retlig repræsentant, som der skal rettes henvendelse til i tillæg til eller i stedet for enheden af de kompetente myndigheder med hensyn til alle spørgsmål vedrørende den pågældende enhed. Denne retlige repræsentant samarbejder med og dokumenterer udførligt på anmodning over for de kompetente myndigheder, hvilke tiltag der er iværksat, og hvilke bestemmelser der er indført af den enhed, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, og som stiller forbundne produkter til rådighed eller udbyder tjenester i Unionen, for at sikre, at denne forordning overholdes.

13.   En enhed, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, og som stiller forbundne produkter til rådighed eller udbyder tjenester i Unionen, anses for at høre under den medlemsstats kompetence, hvor dens retlige repræsentant befinder sig. En sådan enheds udpegelse af en retlig repræsentant berører ikke en sådan enheds ansvar og eventuelle retlige skridt, som måtte blive taget over for en sådan enhed. Indtil en enhed udpeger en retlig repræsentant i overensstemmelse med denne artikel, hører den under alle medlemsstaternes kompetence med henblik på i givet fald at sikre anvendelse og håndhævelse af denne forordning. Enhver kompetent myndighed kan udøve sin kompetence, herunder ved at pålægge sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, forudsat at enheden ikke er genstand for håndhævelsesprocedurer i henhold til denne forordning vedrørende de samme forhold af en anden kompetent myndighed.

14.   De kompetente myndigheder har beføjelse til at anmode brugere, dataindehavere eller datamodtagere eller deres retlige repræsentanter, der hører under deres medlemsstats kompetence, om alle oplysninger, som er nødvendige for at kontrollere efterlevelsen af denne forordning. Enhver anmodning om oplysninger skal stå i et rimeligt forhold til, hvad den underliggende opgave kræver, og være begrundet.

15.   Hvis en kompetent myndighed i én medlemsstat anmoder om bistand eller håndhævelsesforanstaltninger fra en kompetent myndighed i en anden medlemsstat, indgiver den en begrundet anmodning. Ved modtagelsen af en sådan anmodning giver en kompetent myndighed uden unødigt ophold et svar med nærmere oplysninger om de tiltag, der er iværksat eller påtænkes iværksat.

16.   De kompetente myndigheder overholder principperne om fortrolighed og om tavshedspligt og forretningshemmeligheder og beskytter personoplysninger i overensstemmelse med EU-retten eller national ret. Alle oplysninger, der udveksles i forbindelse med en anmodning om bistand, og som gives i henhold til denne artikel, må kun anvendes i forbindelse med den sag, hvortil der blev anmodet om oplysningerne.


whereas









keyboard_arrow_down