(23) Digitale udtryk for værdi, såsom elektroniske kuponer eller e-kuponer, anvendes af forbrugere til at betale for forskellige varer eller tjenesteydelser på det digitale indre marked.
Sådanne digitale udtryk for værdi får stadig større betydning i forbindelse med levering af digitalt indhold eller digitale tjenester og bør derfor betragtes som en betalingsmåde i henhold til dette direktiv.
Digitale udtryk for værdi bør også forstås som omfattende virtuelle valutaer, i det omfang sådanne er anerkendt i national ret.
Differentiering alt efter betalingsmåde kunne give anledning til forskelsbehandling og give virksomhederne et uberettiget incitament til at gå i retning af at udbyde digitalt indhold eller digitale tjenester mod digitale udtryk for værdi.
Da digitale udtryk for værdi ikke har andet formål end at fungere som betalingsmåde, bør de imidlertid ikke i sig selv betragtes som digitalt indhold eller en digital tjeneste i henhold til dette direktiv.
- = -
(41) Den erhvervsdrivende kan levere digitalt indhold eller digitale tjenester til forbrugere på forskellige måder.
Det er hensigtsmæssigt at fastlægge enkle og klare regler for ordningerne og tidsfristerne for denne leveringsforpligtelse, der er den erhvervsdrivendes primære aftalemæssige forpligtelse, ved at tilgængeliggøre eller stille det digitale indhold eller den digitale tjeneste til rådighed for forbrugeren.
Det digitale indhold eller den digitale tjeneste bør anses for at være tilgængeliggjort eller stillet til rådighed for forbrugeren, når det digitale indhold eller den digitale tjeneste eller midler, der egner sig til at få adgang til eller downloade det eller den, har nået forbrugerens sfære, og der ikke kræves yderligere foranstaltninger fra den erhvervsdrivendes side for at gøre det muligt for forbrugeren at anvende det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse med aftalen.
I betragtning af at den erhvervsdrivende i princippet ikke er ansvarlig for handlinger eller undladelser fra en tredjemand, der driver en fysisk eller virtuel facilitet, f.eks.
en elektronisk platform eller en cloudlagringsfacilitet, som forbrugeren har valgt til at modtage eller lagre det digitale indhold eller den digitale tjeneste, bør det være tilstrækkeligt for den erhvervsdrivende at levere det digitale indhold eller den digitale tjeneste til denne tredjemand.
- = -
(60) Med forbehold for forbrugerens grundlæggende ret til privatlivets fred, herunder ret til beskyttelse af fortrolige oplysninger og personoplysninger, bør forbrugeren samarbejde med den erhvervsdrivende, således at den erhvervsdrivende får mulighed for at vurdere, om årsagen til den manglende overensstemmelse ligger i forbrugerens digitale miljø, ved hjælp af den teknisk tilgængelige metode, som er mindst forstyrrende for forbrugeren.
Dette kan ofte ske ved f.eks.
at udlevere automatisk genererede hændelsesrapporter eller detaljer om forbrugerens internetforbindelse til den erhvervsdrivende.
Kun under exceptionelle og behørigt begrundede omstændigheder, hvor der på trods af brug af alle andre midler ikke er anden mulighed, kan forbrugere være nødt til at give virtuel adgang til deres digitale miljø.
Hvor forbrugeren imidlertid ikke samarbejder med den erhvervsdrivende, og forbrugeren var blevet informeret om konsekvenserne af manglende samarbejde, bør det være forbrugeren, der skal bevise, ikke bare at det digitale indhold eller den digitale tjeneste ikke er i overensstemmelse, men også at det digitale indhold eller den digitale tjeneste ikke var i overensstemmelse, da det digitale indhold eller den digitale tjeneste blev leveret, hvor aftalen omfatter en enkelt levering eller en række af enkeltstående leveringer, eller, hvor aftalen fastsætter bestemmelse om løbende levering over en periode, i hele aftalens løbetid.
- = -