search


keyboard_tab Contratti digitali 2019/0770 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2019/0770 DA cercato: 'samme' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl




whereas samme:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 597

 

Artikel 2

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

1)

»digitalt indhold«: data, der fremstilles og leveres i digital form

2)

»digital tjeneste«:

a)

en tjeneste, der gør det muligt for forbrugeren at generere, behandle, lagre eller få adgang til data i digital form, eller

b)

en tjeneste, der muliggør deling af eller enhver anden form for interaktion med data i digital form, som uploades eller genereres af forbrugeren eller andre brugere af den pågældende tjeneste

3)

»varer med digitale elementer«: enhver løsøregenstand, der integrerer eller er indbyrdes forbundet med digitalt indhold eller en digital tjeneste på en sådan måde, at fraværet af dette digitale indhold eller denne digitale tjeneste ville forhindre varerne i at opfylde deres funktion

4)

»installation«: sammenkoblingen med og inkorporeringen af digitalt indhold eller en digital tjeneste i dele af forbrugerens digitale miljø, for at det digitale indhold eller den digitale tjeneste kan anvendes i overensstemmelse med de i dette direktiv fastsatte krav til overensstemmelse

5)

»erhvervsdrivende«: enhver fysisk person eller enhver juridisk person, uanset om der er tale om privat eller offentligt ejerskab, der handler, herunder via en anden person, der optræder i denne fysiske eller juridiske persons navn eller på dennes vegne, som led i sit erhverv, sin forretning, sit håndværk eller sin profession, i forbindelse med de af dette direktiv omfattede aftaler

6)

»forbruger«: enhver fysisk person, som i forbindelse med aftaler, der er omfattet af dette direktiv, ikke handler som led i sit erhverv, sin forretning, sit håndværk eller sin profession

7)

»pris« :_pengebeløb_eller_et_digitalt_udtryk_for_værdi,_der_skal_betales_for_levering_af_digitalt_indhold_eller_en_digital_tjeneste

8)

»personoplysninger«: personoplysninger som defineret i artikel 4, nr. 1), i forordning (EU) 2016/679

9)

»digitalt miljø«: hardware, software og netværksforbindelser, der anvendes af forbrugeren til at få adgang til eller gøre brug af digitalt indhold eller en digital tjeneste

10)

»kompatibilitet«: det digitale indholds eller den digitale tjenestes evne til at fungere med hardware eller software, med hvilket digitalt indhold eller digitale tjenester af samme type normalt anvendes, uden at det er nødvendigt at konvertere det digitale indhold eller den digitale tjeneste

11)

»funktionalitet«: det digitale indholds eller den digitale tjenestes evne til at udføre sine funktioner i betragtning af formålet hermed

12)

»interoperabilitet«: det digitale indholds eller den digitale tjenestes evne til at fungere med hardware eller software, der adskiller sig fra den, som digitalt indhold eller digitale tjenester af samme type normalt anvendes med

13)

»varigt medium«: ethvert middel, som sætter forbrugeren eller den erhvervsdrivende i stand til at lagre oplysninger rettet personligt til vedkommende med mulighed for fremtidig anvendelse, i en periode afpasset efter oplysningernes formål, og som giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger.

Artikel 3

Anvendelsesområde

1.   Dette direktiv finder anvendelse på aftaler, hvor den erhvervsdrivende leverer eller påtager sig at levere digitalt indhold eller en digital tjeneste til forbrugeren, og hvor forbrugeren betaler eller påtager sig at betale en pris.

Dette direktiv finder også anvendelse, når den erhvervsdrivende leverer eller påtager sig at levere digitalt indhold eller en digital tjeneste til forbrugeren, og forbrugeren afgiver eller påtager sig at afgive personoplysninger til den erhvervsdrivende, medmindre de personoplysninger, som forbrugeren afgiver, udelukkende behandles af den erhvervsdrivende med henblik på levering af det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse med dette direktiv, eller for at give den erhvervsdrivende mulighed for at opfylde de retlige krav, som den erhvervsdrivende er underlagt, og den erhvervsdrivende ikke behandler disse oplysninger til andre formål.

2.   Dette direktiv finder også anvendelse, hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste er udviklet i henhold til forbrugerens specifikationer.

3.   Med undtagelse af artikel 5 og 13 finder dette direktiv også anvendelse på ethvert fysisk medium, der udelukkende bruges som en bærer af digitalt indhold.

4.   Dette direktiv finder ikke anvendelse på digitalt indhold eller digitale tjenester, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med varer som defineret i artikel 2, nr. 3), og som leveres sammen med varerne i henhold til en købsaftale vedrørende disse varer, uanset om sådant digitalt indhold eller sådanne digitale tjenester leveres af sælgeren eller af en tredjemand. I tilfælde af tvivl om, hvorvidt leveringen af digitalt indhold eller en digital tjeneste, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med en vare, udgør en del af købsaftalen, formodes det digitale indhold eller den digitale tjeneste at være omfattet af købsaftalen.

5.   Dette direktiv finder ikke anvendelse på aftaler vedrørende:

a)

levering af andre tjenesteydelser end digitale tjenesteydelser, uanset om den erhvervsdrivende anvender digitale former eller midler til at skabe resultatet af tjenesteydelsen eller til at levere eller overføre det til forbrugeren

b)

elektroniske kommunikationstjenester som defineret i artikel 2, nr. 4), i direktiv (EU) 2018/1972 med undtagelse af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester som defineret i artikel 2, nr. 7), i nævnte direktiv

c)

sundhedsydelser som defineret i artikel 3, litra a), i direktiv 2011/24/EU

d)

spiltjenester, dvs. tjenester, der involverer at vædde et pengebeløb i hasardspil, herunder spil med et element af færdigheder, såsom lotterier, kasinospil, pokerspil og væddemål, ved hjælp af elektroniske midler eller enhver anden teknologi til lettelse af kommunikation og på individuel anmodning af en modtager af sådanne tjenester

e)

finansielle tjenesteydelser som defineret i artikel 2, litra b), i direktiv 2002/65/EF

f)

software, som den erhvervsdrivende tilbyder i henhold til en Free and Open Source-licens, hvor forbrugeren ikke betaler en pris, og hvor de personoplysninger, som forbrugeren afgiver, udelukkende behandles af den erhvervsdrivende med henblik på at forbedre den specifikke softwares sikkerhed, kompatibilitet eller interoperabilitet

g)

levering af digitalt indhold, hvor det digitale indhold stilles til rådighed for offentligheden på anden måde end ved signaltransmission som led i en forestilling eller et arrangement, såsom digitale filmforevisninger

h)

digitalt indhold, der leveres af medlemsstaternes offentlige myndigheder i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/98/EF (21).

6.   Uden at dette berører denne artikels stk. 4, hvor en enkelt aftale mellem den samme erhvervsdrivende og den samme forbruger i en pakke omfatter elementer vedrørende levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste og elementer vedrørende levering af andre tjenester eller varer, finder dette direktiv kun anvendelse på elementerne i aftalen vedrørende det digitale indhold eller den digitale tjeneste.

Dette direktivs artikel 19 finder ikke anvendelse, hvor en pakke som defineret i direktiv (EU) 2018/1972 omfatter elementer af en internetadgangstjeneste, som defineret i artikel 2, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2120 (22) eller nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester som defineret i artikel 2, nr. 6), i direktiv (EU) 2018/1972.

Uden at dette berører artikel 107, stk. 2 i direktiv (EU) 2018/1972, reguleres de virkninger, som ophævelsen af ét element i en pakkeaftale kan have på de andre dele af pakkeaftalen, af national ret.

7.   Hvis en bestemmelse i dette direktiv strider mod en bestemmelse i en anden EU-retsakt vedrørende en specifik branche eller et specifikt spørgsmål, har bestemmelsen i den anden EU-retsakt forrang i forhold til dette direktiv.

8.   EU-retten om beskyttelse af personoplysninger finder anvendelse på alle personoplysninger, der behandles i forbindelse med de i stk. 1 omhandlede aftaler.

Dette direktiv berører navnlig ikke forordning (EU) 2016/679 og direktiv 2002/58/EF. I tilfælde af uoverensstemmelse mellem bestemmelserne i dette direktiv og EU-retten om beskyttelse af personoplysninger har sidstnævnte forrang.

9.   Dette direktiv berører ikke EU-retten og nationale ret om ophavsret og lignende rettigheder, herunder Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF (23).

10.   Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes frihed til at lovgive om aspekter af generel aftaleret, såsom bestemmelser om indgåelse, gyldighed, ugyldighed og virkninger af aftaler, herunder konsekvenserne af at ophæve en aftale, for så vidt de ikke er reguleret i dette direktiv, eller retten til erstatning.

Artikel 8

Objektive krav til overensstemmelse

1.   Ud over at opfylde alle subjektive krav til overensstemmelse, skal det digitale indhold eller den digitale tjeneste:

a)

være egnet til de formål, som digitalt indhold eller en digital tjeneste af den samme type normalt bruges til, under hensyntagen til, hvor det er relevant, eventuelt eksisterende EU-ret og national ret, tekniske standarder eller, i mangel af sådanne tekniske standarder, gældende sektorspecifikke brancheadfærdskodekser

b)

svare til den mængde og besidde de egenskaber og funktioner, herunder med hensyn til funktionalitet, kompatibilitet, tilgængelighed, kontinuitet og sikkerhed, som er normalt for digitalt indhold eller digitale tjenester af samme type, og som forbrugeren med rimelighed kan forvente under hensyntagen til arten af det digitale indhold eller den digitale tjeneste og eventuelle offentlige udsagn, som den erhvervsdrivende, en anden person på vegne af den erhvervsdrivende eller andre personer i tidligere led i transaktionskæden har fremsat, navnlig i reklamer eller om mærkning, medmindre den erhvervsdrivende påviser, at

i)

den erhvervsdrivende ikke havde og ikke med rimelighed kunne have haft kendskab til det pågældende offentlige udsagn

ii)

det offentlige udsagn var korrigeret på tidspunktet for indgåelsen af aftalen på samme måde eller på en tilsvarende måde, som det var blevet fremsat, eller

iii)

det offentlige udsagn ikke kunne have haft indflydelse på beslutningen om at erhverve det digitale indhold eller den digitale tjeneste

c)

hvor relevant, leveres sammen med sådant tilbehør og sådanne instruktioner, som forbrugeren med rimelighed kan forvente at modtage, og

d)

være i overensstemmelse med en eventuel prøveversion eller forhåndsvisning af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, som stilles til rådighed af den erhvervsdrivende inden indgåelse af aftalen.

2.   Den erhvervsdrivende sikrer, at forbrugeren får besked om og får leveret opdateringer, herunder sikkerhedsopdateringer, som er nødvendige for til stadighed at holde det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse i den periode:

a)

hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste skal leveres i henhold til aftalen, hvor aftalen indeholder bestemmelser om løbende levering over en periode, eller

b)

som forbrugeren med rimelighed kan forvente i betragtning af typen af og formålet med det digitale indhold eller den digitale tjeneste, og under hensyntagen til aftalens omstændigheder og art, når aftalen fastsætter bestemmelse om en enkelt levering eller en række af enkeltstående leveringer.

3.   Hvor forbrugeren ikke inden for en rimelig frist installerer opdateringer, som den erhvervsdrivende har leveret i overensstemmelse med stk. 2, er den erhvervsdrivende ikke ansvarlig for manglende overensstemmelse, der udelukkende skyldes, at den relevante opdatering ikke er foretaget, forudsat at:

a)

den erhvervsdrivende har oplyst forbrugeren om, at opdateringen var tilgængelig, og om konsekvenserne af forbrugerens manglende installation, og

b)

forbrugerens manglende eller forkerte installation af opdateringen ikke skyldtes mangler i den installationsvejledning, som den erhvervsdrivende havde givet.

4.   Hvis det digitale indhold eller den digitale tjeneste ifølge aftalen skal leveres løbende over en periode, skal det digitale indhold eller den digitale tjeneste være i overensstemmelse i hele den pågældende periode.

5.   Der er ikke tale om manglende overensstemmelse som defineret i stk. 1 eller 2, hvis forbrugeren på tidspunktet for indgåelse af aftalen specifikt blev gjort opmærksom på, at en bestemt egenskab ved det digitale indhold eller den digitale tjeneste afveg fra de objektive krav til overensstemmelse, der er fastsat i stk. 1 eller 2, og forbrugeren udtrykkeligt og særskilt accepterede denne afvigelse ved indgåelsen af aftalen.

6.   Medmindre parterne har aftalt andet, leveres digitalt indhold eller en digital tjeneste i den nyeste version, der er tilgængelig på tidspunktet for indgåelse af aftalen.

Artikel 14

Beføjelser ved manglende overensstemmelse

1.   I tilfælde af manglende overensstemmelse har forbrugeren ret til at få det digitale indhold eller den digitale tjeneste bragt i overensstemmelse, få et forholdsmæssigt afslag i prisen eller ophæve aftalen på de betingelser, der er fastsat i denne artikel.

2.   Forbrugeren har ret til at få det digitale indhold eller den digitale tjeneste bragt i overensstemmelse, medmindre dette vil være umuligt eller vil påføre den erhvervsdrivende omkostninger, der vil være uforholdsmæssigt store, under hensyntagen til alle sagens omstændigheder, herunder

a)

værdien, som det digitale indhold eller den digitale tjeneste ville have, hvis der ikke var tale om manglende overensstemmelse, og

b)

den manglende overensstemmelses betydning.

3.   Den erhvervsdrivende skal bringe det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse, jf. stk. 2, inden for en rimelig frist fra det tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende af forbrugeren er blevet gjort bekendt med den manglende overensstemmelse, gratis og uden væsentlig ulempe for forbrugeren, idet der tages hensyn til det digitale indholds eller den digitale tjenestes karakter og det formål, som forbrugeren skulle bruge det digitale indhold eller den digitale tjeneste til.

4.   Forbrugeren er berettiget til enten et forholdsmæssigt afslag i prisen i overensstemmelse med stk. 5, hvis det digitale indhold eller den digitale tjeneste leveres mod betaling af en pris, eller til ophævelse af aftalen i overensstemmelse med stk. 6 i ethvert af de følgende tilfælde:

a)

afhjælpning for at bringe det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse er umulig eller uforholdsmæssig, jf. stk. 2

b)

den erhvervsdrivende har ikke bragt det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse, jf. stk. 3

c)

der er manglende overensstemmelse trods den erhvervsdrivendes forsøg på at bringe det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse

d)

den manglende overensstemmelse er af en så alvorlig karakter, at et øjeblikkeligt afslag i prisen eller øjeblikkelig ophævelse af aftalen er berettiget, eller

e)

den erhvervsdrivende har tilkendegivet, eller det fremgår tydeligt af omstændighederne, at den erhvervsdrivende ikke vil bringe det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse inden for en rimelig frist eller uden væsentlig ulempe for forbrugeren.

5.   Prisafslaget skal stå i forhold til den lavere værdi af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, som forbrugeren fik leveret, sammenholdt med den værdi, som det digitale indhold eller den digitale tjeneste ville have, hvis det eller den var i overensstemmelse.

Hvor aftalen fastsætter, at det digitale indhold eller den digitale tjeneste leveres over en periode mod betaling af en pris, omfatter prisafslaget den periode, hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste ikke var i overensstemmelse.

6.   Når det digitale indhold eller den digitale tjeneste leveres mod betaling af en pris, er forbrugeren kun berettiget til at ophæve aftalen, hvis den manglende overensstemmelse ikke er uvæsentlig. Det er op til den erhvervsdrivende at bevise, at den manglende overensstemmelse er uvæsentlig.

Artikel 16

Den erhvervsdrivendes forpligtelser i tilfælde af ophævelse

1.   I tilfælde af ophævelse af en aftale tilbagebetaler den erhvervsdrivende alle beløb, der er betalt i henhold til aftalen, til forbrugeren.

Hvor aftalen fastsætter levering af det digitale indhold eller den digitale tjeneste mod betaling af en pris og over en periode, og det digitale indhold eller den digitale tjeneste i en periode forud for ophævelsen af aftalen var i overensstemmelse, tilbagebetaler den erhvervsdrivende imidlertid kun forbrugeren den forholdsmæssige del af den betalte pris, svarende til den periode, hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste ikke var i overensstemmelse, og den eventuelle del af prisen, som forbrugeren på forhånd har betalt for den aftaleperiode, der ville have resteret, hvis aftalen ikke var blevet ophævet.

2.   For så vidt angår forbrugerens personoplysninger opfylder den erhvervsdrivende de forpligtelser, der gælder i henhold til forordning (EU) 2016/679.

3.   Den erhvervsdrivende afholder sig fra at anvende nogen form for indhold, bortset fra personoplysninger, som forbrugeren har afgivet eller genereret ved brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, som den erhvervsdrivende har leveret, undtagen hvis indholdet

a)

ikke kan anvendes uden for rammerne af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, der er leveret af den erhvervsdrivende

b)

kun vedrører forbrugerens aktivitet i forbindelse med brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, der er leveret af den erhvervsdrivende

c)

er blevet sammenlagt med andre oplysninger fra den erhvervsdrivende og ikke kan udskilles eller kun med en uforholdsmæssigt stor indsats, eller

d)

er genereret af forbrugeren og andre i fællesskab, og andre forbrugere fortsat kan gøre brug af indholdet.

4.   Med undtagelse af de situationer, der er omhandlet i stk. 3, litra a), b) eller c), stiller den erhvervsdrivende på forbrugerens anmodning ethvert indhold, der ikke er personoplysninger, som forbrugeren har afgivet eller genereret ved brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, den erhvervsdrivende har leveret, til rådighed for forbrugeren.

Forbrugeren er berettiget til at downloade dette digitale indhold gratis, uden hindringer fra den erhvervsdrivende, inden for en rimelig frist og i et almindeligt anvendt og maskinlæsbart format.

5.   Den erhvervsdrivende kan forhindre forbrugerens fortsatte brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, navnlig ved at gøre det digitale indhold eller den digitale tjeneste utilgængelig(t) for forbrugeren eller ved at gøre forbrugerens konto inaktiv, uden at det berører stk. 4.

Artikel 18

Tidsfrister og tilbagebetaling fra den erhvervsdrivende

1.   Enhver tilbagebetaling, som den erhvervsdrivende skylder forbrugeren i henhold til artikel 14, stk. 4 og 5, eller artikel 16, stk. 1, som følge af et afslag i prisen eller ophævelse af en aftale, foretages uden unødig forsinkelse og under alle omstændigheder inden for 14 dage fra den dag, hvor den erhvervsdrivende modtager meddelelse om forbrugerens beslutning om at gøre sin ret til et afslag i prisen eller sin ret til at ophæve aftalen gældende.

2.   Den erhvervsdrivende foretager tilbagebetalingen ved anvendelse af det samme betalingsmiddel, som forbrugeren benyttede til at betale for det digitale indhold eller den digitale tjeneste, medmindre forbrugeren udtrykkelig accepterer et andet betalingsmiddel, og forudsat at forbrugeren ikke skal betale gebyr som følge af en sådan tilbagebetaling.

3.   Den erhvervsdrivende må ikke pålægge forbrugeren gebyrer i forbindelse med tilbagebetalingen.

Artikel 21

Håndhævelse

1.   Medlemsstaterne sørger for, at der findes tilstrækkelige og effektive midler til at sikre, at dette direktiv overholdes.

2.   De i stk. 1 omtalte midler skal omfatte bestemmelser om, at et eller flere af følgende organer kan indbringe sager i henhold til national ret for en domstol eller for en kompetent myndighed for at sikre, at de nationale bestemmelser, der gennemfører dette direktiv, finder anvendelse:

a)

offentlige organer eller deres repræsentanter

b)

forbrugerorganisationer, der har en legitim interesse i at beskytte forbrugere

c)

erhvervsorganisationer, der har en legitim interesse i at handle

d)

organer, organisationer eller sammenslutninger, der ikke arbejder med gevinst for øje og er aktive inden for beskyttelse af registreredes rettigheder og frihedsrettigheder som defineret i artikel 80 i forordning (EU) 2016/679.


whereas









keyboard_arrow_down