(16) Det bør ligeledes stå medlemsstaterne frit at udvide anvendelsen af reglerne i dette direktiv til også at omfatte aftaler, der er undtaget fra dette direktivs anvendelsesområde, eller på anden måde at regulere sådanne aftaler.
Medlemsstaterne bør f.eks.
fortsat frit kunne beslutte at udvide den beskyttelse, forbrugere gives ved dette direktiv, til også at omfatte juridiske eller fysiske personer, der ikke er forbrugere som defineret i dette direktiv, såsom ikke-statslige organisationer, nyetablerede virksomheder eller SMV'er.
- = -
(18) Dette direktiv bør finde anvendelse på alle aftaler, hvor den erhvervsdrivende leverer eller påtager sig at levere digitalt indhold eller en digital tjeneste til forbrugeren.
Udbydere af platforme kan betragtes som værende erhvervsdrivende i henhold til dette direktiv, hvis de handler som led i deres egen forretning og som den direkte aftalepartner for forbrugeren med henblik på levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste.
Det bør fortsat stå medlemsstaterne frit at vælge at udvide anvendelsen af dette direktiv til også at omfatte udbydere af platforme, som ikke opfylder kravene for at blive betragtet som en erhvervsdrivende i henhold til dette direktiv.
- = -
(20) Dette direktiv og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/771 (3) bør supplere hinanden.
Hvor nærværende direktiv fastsætter regler om visse krav vedrørende aftaler om levering af digitalt indhold eller digitale tjenester, fastsætter direktiv (EU) 2019/771 regler om visse krav vedrørende aftaler om salg af varer.
For at imødekomme forbrugeres forventninger og sikre en tydelig og enkel retlig ramme for erhvervsdrivende, der sælger digitalt indhold, bør nærværende direktiv derfor også finde anvendelse på digitalt indhold, der leveres på et fysisk medium, såsom dvd'er, CD'er, USB-nøgler og hukommelseskort, samt på det fysiske medium, forudsat at det fysiske medium udelukkende fungerer som bærer af det digitale indhold.
Bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU (4) om forpligtelser vedrørende levering af varer og beføjelser i tilfælde af manglende levering bør dog finde anvendelse i stedet for bestemmelserne i nærværende direktiv om den erhvervsdrivendes forpligtelse til at levere og om forbrugerens beføjelser i tilfælde af manglende levering.
Desuden bør bestemmelserne i direktiv 2011/83/EU, om f.eks.
fortrydelsesret og karakteren af aftalen, i henhold til hvilken varerne leveres, også fortsat finde anvendelse på et sådant fysisk medium og det digitale indhold, der leveres på det.
Nærværende direktiv berører heller ikke distributionsrettigheden for de pågældende varer i henhold til ophavsretten.
- = -
(40) Dette direktiv bør ikke regulere virkningerne for aftaler, der er omfattet af dette direktiv, såfremt forbrugeren trækker sit samtykke til behandlingen af sine personoplysninger tilbage.
Sådanne virkninger bør fortsat være et spørgsmål, som henhører under national ret.
- = -
(58) Medlemsstaterne bør fortsat frit kunne lovgive om nationale forældelsesfrister.
Sådanne forældelsesfrister bør imidlertid ikke forhindre forbrugere i at udøve deres rettigheder i hele den periode, hvor den erhvervsdrivende er ansvarlig for manglende overensstemmelse.
Selv om dette direktiv derfor ikke bør harmonisere nationale forældelsesfristers starttidspunkt, bør det ikke desto mindre sikre, at sådanne frister fortsat tillader forbrugere at udøve deres beføjelser for enhver manglende overensstemmelse, der bliver åbenbar i det mindste i den periode, hvori den erhvervsdrivende er ansvarlig for manglende overensstemmelse.
- = -
(65) Hvor det er retligt eller faktisk umuligt at bringe det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse, eller hvor den erhvervsdrivende afviser at bringe det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse, fordi dette ville medføre uforholdsmæssigt store omkostninger for den erhvervsdrivende, eller hvor den erhvervsdrivende ikke har bragt det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse inden for en rimelig frist, gratis og uden væsentlig ulempe for forbrugeren, bør forbrugeren have ret til afhjælpning i form af et afslag i prisen eller ophævelse af aftalen.
I visse situationer er det berettiget, at forbrugeren bør have ret til at få et afslag i prisen eller ophæve aftalen omgående, f.eks.
hvor det tidligere ikke er lykkedes den erhvervsdrivende at bringe det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse, eller hvor forbrugeren ikke kan forventes fortsat at have tiltro til den erhvervsdrivendes evne til at bringe det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse på grund af den alvorlige karakter af den manglende overensstemmelse.
Forbrugeren bør f.eks.
have ret til umiddelbart at anmode om afslag i prisen eller ophævelse af aftalen, hvis forbrugeren får leveret antivirussoftware, der selv er inficeret med virus og ville udgøre en sådan alvorlig manglende overensstemmelse.
Det samme bør gøre sig gældende, hvor det står klart, at den erhvervsdrivende ikke vil bringe det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse inden for en rimelig frist eller uden væsentlig ulempe for forbrugeren.
- = -
(69) Hvis forbrugeren afgiver personoplysninger til den erhvervsdrivende, bør den erhvervsdrivende overholde forpligtelserne i henhold til forordning (EU) 2016/679.
Sådanne forpligtelser bør også overholdes i de tilfælde, hvor forbrugeren betaler en pris og afgiver personoplysninger.
Når en aftale ophæves, bør den erhvervsdrivende også afholde sig fra at bruge nogen form for indhold, bortset fra personoplysninger, som forbrugeren har afgivet eller genereret ved brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, som den erhvervsdrivende har leveret.
Et sådant indhold kunne omfatte digitale billeder, video- og lydfiler og indhold, der er genereret på mobile enheder.
Den erhvervsdrivende bør dog være berettiget til fortsat at anvende det indhold, forbrugeren har afgivet eller genereret, i tilfælde, hvor et sådant indhold enten ikke kan anvendes uden for rammerne af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, som den erhvervsdrivende har leveret, udelukkende vedrører forbrugerens aktivitet, er sammenlagt med andre data af den erhvervsdrivende og ikke kan udskilles eller kun ved en uforholdsmæssigt stor indsats, eller er genereret af forbrugeren og andre i fællesskab, og andre forbrugere fortsat kan anvende det.
- = -
(77) Hvor en ændring på mere end en uvæsentlig måde har negativ indvirkning på forbrugerens adgang til eller anvendelse af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, bør forbrugeren som følge af en sådan ændring have ret til at ophæve aftalen gratis.
Alternativt kan den erhvervsdrivende beslutte at give forbrugeren mulighed for at opretholde adgangen til det digitale indhold eller den digitale tjeneste uden yderligere omkostninger, uden ændringen og i overensstemmelse, i hvilket tilfælde forbrugeren ikke bør have ret til at ophæve aftalen.
Hvis det digitale indhold eller den digitale tjeneste, som den erhvervsdrivende gjorde det muligt for forbrugeren at opretholde, imidlertid ikke længere er i overensstemmelse med de subjektive og objektive krav til overensstemmelse, bør forbrugeren kunne påberåbe sig de beføjelser i forbindelse med manglende overensstemmelse, som er fastsat i dette direktiv.
Hvis kravene til en sådan ændring som anført i dette direktiv ikke er opfyldt, og ændringen medfører manglende overensstemmelse, bør det ikke berøre forbrugerens ret til at få bragt det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse, få afslag i prisen eller ophæve aftalen som fastsat i dette direktiv.
Tilsvarende, hvis det digitale indholds eller den digitale tjenestes manglende overensstemmelse opstår efter en ændring og ikke er forårsaget af ændringen, bør forbrugeren fortsat have ret til at påberåbe sig sine beføjelser som fastsat i dette direktiv ved manglende overensstemmelse i relation til dette digitale indhold eller denne digitale tjeneste.
- = -