(24) For at finde en balance mellem behovet for retssikkerhed og en rimelig fleksibilitet med hensyn til retsreglerne bør der ved enhver henvisning i dette direktiv til, hvad en person kan forvente fra eller af en person, forstås, hvad der med rimelighed kan forventes.
Om noget er rimeligt, skal vurderes på et objektivt grundlag under hensyn til aftalens art og formål, sagens konkrete omstændigheder og parternes sædvane og praksis.
- = -
(25) For at gøre det klart, hvad forbrugeren kan forvente af varen, og hvad sælgeren er ansvarlig for i tilfælde af, at denne ikke kan levere, hvad der forventes, er det afgørende at harmonisere reglerne for, hvorvidt varerne er i overensstemmelse, fuldt ud.
Enhver henvisning til overensstemmelse i dette direktiv bør henvise til varernes overensstemmelse med købsaftalen.
For at beskytte de legitime interesser hos begge parter i en købsaftale bør overensstemmelsen vurderes på grundlag af både subjektive og objektive krav til overensstemmelse.
- = -
(31) Ved varer med digitale elementer, hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med varerne, leveres ved en enkelt levering, bør sælgeren i princippet kun være ansvarlig for mangler, der foreligger på leveringstidspunktet.
Forpligtelsen til at levere opdateringer bør imidlertid afspejle det forhold, at det digitale miljø for en sådan vare ændrer sig hele tiden.
Derfor er opdateringer et nødvendigt redskab for at sikre, at varerne fungerer lige så godt som på leveringstidspunktet.
I modsætning til traditionelle varer er varer med digitale elementer endvidere ikke fuldstændig adskilt fra sælgeren, eftersom sælgeren eller en tredjeperson, der leverer det digitale indhold eller den digitale tjeneste i henhold til købsaftalen, kan fjernopdatere varerne, som regel via internettet.
Hvis det digitale indhold eller den digitale tjeneste leveres ved en enkelt levering, bør sælgeren derfor være ansvarlig for at levere de opdateringer, der er nødvendige for at sikre, at varerne med digitale elementer forbliver i overensstemmelse i den periode, som forbrugeren med rimelighed kan forvente, selv hvis varerne var i overensstemmelse på leveringstidspunktet.
Den periode, som forbrugeren med rimelighed kan forvente at modtage opdateringer, bør vurderes på grundlag af varernes og de digitale elementers type og formål og under hensyntagen til omstændighederne ved og arten af købsaftalen.
En forbruger vil normalt forvente at modtage opdateringer som minimum i den periode, hvor sælgeren er ansvarlig for mangler, mens forbrugerens rimelige forventning i nogle tilfælde kan strække sig ud over denne periode, hvilket navnlig kan være tilfældet for så vidt angår sikkerhedsopdateringer.
I andre tilfælde, f.eks.
i forbindelse med varer med digitale elementer, hvis formål er tidsbegrænset, vil sælgerens forpligtelse til at foretage opdateringer normalt være begrænset til nævnte tidsrum.
- = -