search


keyboard_tab Fair Advertising 2006/0114 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2006/0114 DA cercato: 'organ' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl
 

Artikel 2

I dette direktiv forstås ved:

a)

»reklame« :_enhver_form_for_tilkendegivelse_i_forbindelse_med_udøvelse_af_virksomhed_som_handlende,_håndværker_eller_industridrivende_eller_udøvelse_af_et_liberalt_erhverv,_som_har_til_formål_at_fremme_afsætningen_af_varer_eller_tjenesteydelser,_herunder_fast_ejendom,_rettigheder_og_forpligtelser

b)

»vildledende reklame«: enhver reklame, som på nogen måde, herunder dens udformning, skaber eller er egnet til at skabe et urigtigt indtryk hos de personer, den er rettet til eller når ud til, og som på grund af sin vildledende karakter kan antages at påvirke deres økonomiske adfærd, eller som af disse grunde skader eller er egnet til at skade en konkurrent

c)

»sammenlignende reklame«: reklame, som direkte eller indirekte henviser til en konkurrent eller til varer eller tjenesteydelser, som udbydes af en konkurrent

d)

»erhvervsdrivende«: en fysisk eller juridisk person, der udøver virksomhed som handlende, håndværker eller industridrivende, eller som udøver et liberalt erhverv, og enhver, der handler i en erhvervsdrivendes navn eller på en erhvervsdrivendes vegne

e)

»kodeksindehaver«: et organ, herunder en erhvervsdrivende eller gruppe af erhvervsdrivende, som er ansvarlig for udformningen og opdateringen af en adfærdskodeks og/eller for at overvåge, at kodeksen overholdes af de parter, som har forpligtet sig i henhold til denne.

Artikel 5

1.   Medlemsstaterne påser, at der i de erhvervsdrivendes og konkurrenternes interesse findes tilstrækkelige og effektive midler til bekæmpelse af vildledende reklame og til at sikre, at bestemmelserne om sammenlignende reklame overholdes.

Disse midler skal omfatte retsforskrifter, hvorefter personer eller organisationer, der i henhold til medlemsstaternes lovgivning har en legitim interesse i at bekæmpe vildledende reklame eller at regulere sammenlignende reklame, får adgang til:

a)

at indbringe en sag for retten i anledning af en sådan reklame,

eller

b)

at indbringe en sådan reklame for en administrativ myndighed, som har kompetence til enten at træffe afgørelse om klager eller indlede passende retsforfølgning.

2.   Den enkelte medlemsstat afgør selv, hvilke af de i stk. 1, andet afsnit, omhandlede muligheder der skal stå til rådighed, og om domstolene eller de administrative myndigheder skal have beføjelse til forudgående at kunne kræve sagen forelagt en anden eksisterende klageinstans, herunder en sådan som omhandlet i artikel 6.

Den enkelte medlemsstat afgør selv:

a)

om disse retsmidler skal kunne rettes særskilt mod hver enkelt erhvervsdrivende eller samlet mod flere erhvervsdrivende inden for samme erhvervssektor,

og

b)

om disse retsmidler skal kunne rettes mod en kodeksindehaver i de tilfælde, hvor den relevante kodeks bidrager til, at de retlige krav ikke opfyldes.

3.   Inden for rammerne af de i stk. 1 og 2 omhandlede bestemmelser skal medlemsstaterne tillægge domstolene eller de administrative myndigheder beføjelse til, hvis de finder, at sådanne foranstaltninger er nødvendige under hensyn til alle berørte interesser og navnlig offentlighedens interesse:

a)

at påbyde ophør med vildledende reklame eller ulovlig sammenlignende reklame eller at indlede passende retsforfølgning for at få påbudt ophør med sådan reklame,

eller

b)

dersom den pågældende vildledende reklame eller ulovlige sammenlignende reklame endnu ikke er nået ud til offentligheden, men dens offentliggørelse er umiddelbart forestående, at forbyde denne offentliggørelse eller indlede passende retsforfølgning for at få den forbudt.

Første afsnit skal anvendes, hvor der ikke kan føres bevis for, at der faktisk er lidt tab eller skade, eller at der er tale om forsæt eller uagtsomhed fra annoncørens side.

Medlemsstaterne træffer bestemmelse om, at de i første afsnit omhandlede foranstaltninger kan træffes som led i en fremskyndet procedure enten med foreløbig virkning eller med endelig virkning, hvis medlemsstaterne vælger det.

4.   Medlemsstaterne kan med henblik på at fjerne eftervirkningerne af vildledende reklame eller ulovlig sammenlignende reklame, hvis ophør er påbudt ved en endelig afgørelse, tillægge domstolene eller de administrative myndigheder beføjelse til:

a)

at kræve denne afgørelse offentliggjort, enten i sin helhed eller i uddrag og i en form, som domstolen eller myndighederne finder passende

b)

yderligere at kræve, at der offentliggøres en berigtigelse.

5.   De i stk. 1, andet afsnit, litra b), omhandlede administrative myndigheder skal:

a)

være sammensat på en sådan måde, at deres upartiskhed ikke kan drages i tvivl

b)

have sådanne beføjelser, at de, når de træffer afgørelse i sager, effektivt kan overvåge og gennemtvinge overholdelsen af deres afgørelser,

og

c)

i almindelighed begrunde deres afgørelser.

6.   Når de i stk. 3 og 4 omhandlede beføjelser udelukkende udøves af en administrativ myndighed, skal dens afgørelser altid begrundes. Der skal i dette tilfælde fastlægges en procedure, således at enhver uretmæssig eller utilbørlig udøvelse af den administrative myndigheds beføjelser eller enhver uretmæssig eller utilbørlig undladelse af at udøve disse beføjelser kan underkastes retslig prøvelse.

Artikel 6

Dette direktiv er ikke til hinder for, at frivillig kontrol med vildledende eller sammenlignende reklame, som medlemsstaterne kan tilskynde til, kan udøves af uafhængige organer, eller at en klage kan indbringes for sådanne organer af de i artikel 5, stk. 1, andet afsnit, omhandlede personer og organisationer på betingelse af, at der ud over de i nævnte artikel omhandlede retslige eller administrative procedurer er mulighed for at indbringe sagen for sådanne organer.

Artikel 8

1.   Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne opretholder eller vedtager bestemmelser med henblik på at sikre en mere vidtgående beskyttelse af erhvervsdrivende og konkurrenter i forbindelse med vildledende reklame.

Første afsnit finder ikke anvendelse på sammenlignende reklame, for så vidt angår sammenligningen.

2.   Bestemmelserne i dette direktiv gælder med forbehold af fællesskabsbestemmelserne om reklame for specifikke produkter og/eller tjenesteydelser eller af begrænsninger eller forbud vedrørende reklame i specifikke medier.

3.   Direktivets bestemmelser om sammenlignende reklame forpligter ikke de medlemsstater, der under overholdelse af traktatens bestemmelser opretholder eller indfører forbud mod reklame for visse varer eller tjenesteydelser, til at tillade sammenlignende reklame for disse varer eller tjenesteydelser, uanset om forbuddet er pålagt direkte eller af et organ eller en organisation, der i henhold til medlemsstaternes lovgivning har ansvaret for at regulere udøvelsen af virksomhed som handlende, håndværker eller industridrivende eller udøvelsen af et liberalt erhverv. Når sådanne forbud er begrænset til specifikke medier, gælder dette direktiv for de medier, der ikke er omfattet af disse forbud.

4.   Intet i dette direktiv forhindrer medlemsstaterne i under overholdelse af traktatens bestemmelser at opretholde eller indføre forbud mod eller begrænsninger i brugen af sammenligninger i reklame for tjenesteydelser inden for liberale erhverv, uanset om disse forbud pålægges direkte eller af et organ eller en organisation, der i henhold til medlemsstaternes lovgivning har ansvaret for at regulere udøvelsen af et liberalt erhverv.


whereas









keyboard_arrow_down