(8) Disse regler bør også indeholde passende incitamenter til at fremme rimelighed og gennemsigtighed, navnlig hvad angår rangordning af virksomhedswebstedsbrugere i de søgeresultater, der genereres af onlinesøgemaskiner.
Samtidig bør disse regler anerkende og sikre det væsentlige innovationspotentiale i den bredere onlineplatformsøkonomi og give mulighed for en sund konkurrence, der kan føre til flere valgmuligheder for forbrugerne.
Det er hensigtsmæssigt at præcisere, at denne forordning ikke bør påvirke national civilret, navnlig aftaleret, såsom regler om gyldighed, indgåelse, virkning og ophævelse af aftaler, for så vidt de nationale civilretlige regler er i overensstemmelse med EU-retten, og i det omfang de relevante aspekter ikke er omfattet af denne forordning.
Medlemsstaterne bør fortsat frit kunne anvende nationale love, der forbyder eller sanktionerer ensidig adfærd eller urimelig handelspraksis, i det omfang de relevante aspekter ikke er omfattet af denne forordning.
- = -
(26) Tilsvarende har den rangordning af websteder, der foretages af udbydere af onlinesøgemaskiner, navnlig af de websteder, hvor virksomhederne tilbyder varer og tjenesteydelser til forbrugerne, en vigtig indvirkning på forbrugernes valgmuligheder og virksomhedswebstedsbrugernes kommercielle succes.
Udbydere af onlinesøgemaskiner bør derfor give en beskrivelse af de vigtigste parametre til fastlæggelse af rangordningen af alle indekserede websteder og den relative betydning af disse vigtige parametre i forhold til andre parametre, herunder dem, som virksomhedswebstedsbrugere og andre websteder anvender.
Ud over varernes og tjenesteydelsernes karakteristika og deres relevans for forbrugerne bør denne beskrivelse, når det drejer sig om onlinesøgemaskiner, også give virksomhedswebstedsbrugere mulighed for at få en passende forståelse af, hvorvidt og i så fald hvordan og i hvilket omfang der er taget højde for visse designegenskaber ved det brugte websted, såsom optimering til visning på mobile telekommunikationsenheder.
Den bør ligeledes indeholde en redegørelse for eventuelle muligheder, som virksomhedswebstedsbrugere har for aktivt at påvirke rangordningen mod vederlag, samt en redegørelse for de relative virkninger heraf.
Hvis der ikke foreligger et kontraktforhold mellem udbydere af onlinesøgemaskiner og virksomhedswebstedsbrugere, bør beskrivelsen være tilgængelig for offentligheden på et iøjnefaldende og lettilgængeligt sted på den relevante onlinesøgemaskine.
Områder af websteder, som kræver, at brugerne logger ind eller registreres, bør ikke opfattes som lettilgængelige for offentligheden i denne forstand.
- = -
(29) Ved tilknyttede varer og tjenesteydelser bør forstås varer og tjenesteydelser, der tilbydes forbrugeren forud for afslutningen af en transaktion, der er iværksat på onlineformidlingstjenester i tillæg til den primære vare eller tjenesteydelse, der udbydes af erhvervsbrugeren.
Tilknyttede varer og tjenesteydelser refererer til produkter, der typisk afhænger af og er direkte relateret til den primære vare eller tjenesteydelse med henblik på at fungere.
Derfor bør termen udelukke varer og tjenesteydelser, der alene sælges i tillæg til de pågældende primære varer eller tjenesteydelser, snarere end at være komplementære i deres natur.
Eksempler på tilknyttede tjenesteydelser omfatter reparationstjenester for en bestemt vare eller finansielle produkter, såsom billejeforsikring, der tilbydes for at komplementere den specifikke vare eller tjenesteydelse, der tilbydes af erhvervsbrugeren.
På tilsvarende vis kan tilknyttede varer omfatte varer, der komplementerer det specifikke produkt, der tilbydes af en erhvervsbruger, ved at udgøre en opgradering eller et kundeværktøj knyttet til dette specifikke produkt.
Udbydere af onlineformidlingstjenester, der tilbyder varer eller tjenesteydelser til forbrugere, der er tilknyttede varer eller tjenesteydelser, der sælges af en erhvervsbruger, der bruger deres onlineformidlingstjenester, bør i deres vilkår og betingelser indsætte en beskrivelse af de tilknyttede varer og tjenesteydelser, der tilbydes.
Denne beskrivelse bør være tilgængelig i vilkårene og betingelserne, uanset om de tilknyttede varer eller tjenesteydelser leveres af selve udbyderen af onlineformidlingstjenester eller af en tredjepart.
Denne beskrivelse bør være tilstrækkelig forståelig til at en erhvervsbruger forstår, hvorvidt en vare eller tjenesteydelse sælges som tilknyttet til erhvervsbrugerens varer eller tjenesteydelse.
Beskrivelsen bør ikke nødvendigvis omfatte den specifikke vare eller tjenesteydelse, men snarere typen af produkt, der tilbydes som tilknyttet til erhvervsbrugerens primære produkt, samt en beskrivelse af, om og under hvilke betingelser erhvervsbrugere også kan tilbyde deres egne tilknyttede varer og tjenesteydelser gennem onlineformidlingstjenester.
Endvidere bør beskrivelsen under alle omstændigheder angive, hvorvidt og under hvilke betingelser en erhvervsbruger kan tilbyde sine egne tilknyttede varer og tjenesteydelser i tillæg til de primære varer eller tjenesteydelser, der tilbydes gennem onlineformidlingstjenester.
- = -
(44) Forskellige faktorer såsom begrænsede finansielle midler, en frygt for gengældelse og eksklusive valg af lovgivning og værneting i vilkår og betingelser kan begrænse effektiviteten af de eksisterende retslige klagemuligheder, navnlig dem, der kræver, at erhvervsbrugere eller virksomhedswebstedsbrugere handler individuelt og gennemsigtigt.
For at sikre en effektiv anvendelse af denne forordning bør organisationer og foreninger, der repræsenterer erhvervsbrugere eller virksomhedswebstedsbrugere, samt visse offentlige organer i medlemsstaterne gives mulighed for at indbringe en sag for nationale domstole i overensstemmelse med national ret, herunder nationale procedurekrav.
Sådanne sagsanlæg ved nationale domstole bør sigte mod at standse eller forbyde overtrædelser af de regler, der er fastsat i denne forordning, og mod at forhindre fremtidig skade, der kan underminere bæredygtige forretningsforhold inden for onlineplatformsøkonomien.
For at sikre, at sådanne organisationer eller foreninger kan udøve denne ret effektivt og på en hensigtsmæssig måde, bør de opfylde visse kriterier.
De skal navnlig være retmæssigt oprettet i henhold til en medlemsstats ret, være af almennyttig karakter og forfølge deres mål på en vedvarende måde.
Disse krav bør forhindre enhver ad hoc-oprettelse af organisationer eller foreninger med henblik på en specifik sag eller specifikke sager eller med gevinst for øje.
Endvidere bør det sikres, at der ikke sker nogen utilbørlig påvirkning fra nogen tredjepartsleverandører af finansiering i forbindelse med disse organisationers eller foreningers beslutningstagning.
- = -