search


keyboard_tab Digital Service Act 2022/2065 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2022/2065 DA cercato: 'spørgsmål' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


expand index spørgsmål:


whereas spørgsmål:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 1031

 

Artikel 13

Retlige repræsentanter

1.   Udbydere af formidlingstjenester, der ikke er etableret i Unionen, men som udbyder tjenester i Unionen, udpeger skriftligt en juridisk eller fysisk person til at være deres retlige repræsentant i en af de medlemsstater, hvor de udbyder deres tjenester.

2.   Udbydere af formidlingstjenester bemyndiger deres retlige repræsentanter til at modtage henvendelser ud over eller i stedet for sådanne udbydere fra medlemsstaternes kompetente myndigheder, Kommissionen og rådet i forbindelse med alle spørgsmål, der er nødvendige for modtagelsen, overholdelsen og håndhævelsen af afgørelser, som er udstedt i forbindelse med denne forordning. Udbydere af formidlingstjenester giver deres retlige repræsentant de nødvendige beføjelser og tilstrækkelige ressourcer til at sikre, at de er i stand til at samarbejde effektivt og rettidigt med medlemsstaternes kompetente myndigheder, Kommissionen og rådet og efterleve sådanne afgørelser.

3.   Den udpegede retlige repræsentant skal kunne drages til ansvar for manglende overholdelse af forpligtelserne i henhold til denne forordning, uden at det berører udbyderen af formidlingstjenesters ansvar og de retlige skridt, der vil kunne indledes over for denne.

4.   Udbydere af formidlingstjenester meddeler navn, postadresse, e-mailadresse og telefonnummer på deres retlige repræsentant til koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, hvor denne retlige repræsentant er bosiddende eller etableret. De påser, at disse oplysninger er offentligt tilgængelige, lettilgængelige, nøjagtige og ajourførte.

5.   Udpegningen af en retlig repræsentant i Unionen i henhold til stk. 1 udgør ikke en etablering i Unionen.

Artikel 21

Udenretslig tvistbilæggelse

1.   Tjenestemodtagere, herunder enkeltpersoner eller enheder, der har indgivet anmeldelser, til hvem de i artikel 20, stk. 1, omhandlede beslutninger er adresseret, kan vælge ethvert udenretsligt tvistbilæggelsesorgan, der er certificeret i overensstemmelse med denne artikels stk. 3, med henblik på at bilægge tvister vedrørende disse beslutninger, herunder klager, som ikke er blevet løst ved hjælp af det i nævnte artikel omhandlede interne klagebehandlingssystem.

Udbydere af onlineplatforme sikrer, at oplysninger om tjenestemodtagernes mulighed for adgang til et udenretsligt tvistbilæggelsesorgan er let tilgængelige på deres onlinegrænseflade, klare og brugervenlige.

Første afsnit berører ikke den berørte tjenestemodtagers ret til på ethvert tidspunkt at anlægge sag for at bestride beslutninger truffet af udbyderen af onlineplatforme ved en domstol i overensstemmelse med gældende ret.

2.   Begge parter skal samarbejde i god tro med det udvalgte certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorgan med henblik på at bilægge tvisten.

Udbydere af onlineplatforme kan nægte at deltage i proceduren ved et sådant udenretsligt tvistbilæggelsesorgan, hvis en tvist allerede er blevet løst vedrørende de samme oplysninger og det samme grundlag for påstået ulovlighed eller uforenelighed af indholdet.

Det certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorgan har ikke beføjelse til at pålægge parterne en bindende tvistbilæggelse.

3.   Koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, hvor det udenretslige tvistbilæggelsesorgan er etableret, certificerer for en periode på maksimalt fem år, der kan forlænges, organet efter dets anmodning, hvis organet har godtgjort, at det opfylder alle følgende betingelser:

a)

organet er upartisk og uafhængigt, herunder finansielt uafhængigt, af udbydere af onlineplatforme og af modtagere af den tjeneste, der ydes af udbyderne af onlineplatformene, herunder af enkeltpersoner eller enheder, der har indgivet anmeldelser

b)

organet har den nødvendige ekspertise, for så vidt angår de spørgsmål, der opstår på et eller flere særlige områder i tilknytning til ulovligt indhold, eller for så vidt angår anvendelsen og håndhævelsen af vilkår og betingelser for en eller flere typer onlineplatforme, hvilket giver organet mulighed for at bidrage effektivt til bilæggelsen af en tvist

c)

organet eller dets repræsentanter aflønnes på en måde, der ikke er knyttet til resultatet af proceduren

d)

den udenretslige tvistbilæggelse, det tilbyder, er let tilgængelig ved brug af elektronisk kommunikationsteknologi og giver mulighed for at indlede tvistbilæggelse og indsende den fornødne dokumentation online

e)

organet kan bilægge tvister hurtigt, effektivt og omkostningseffektivt og på mindst ét af EU-institutionernes officielle sprog

f)

den udenretslige tvistbilæggelse, det tilbyder, finder sted i overensstemmelse med klare og retfærdige procedureregler, der er let- og offentligt tilgængelige, og som er i overensstemmelse med gældende ret, herunder denne artikel.

Koordinatoren for digitale tjenester anfører i påkommende tilfælde i certifikatet:

a)

organets særlige ekspertiseområder som omhandlet i første afsnit, litra b), og

b)

det eller de af EU-institutionernes officielle sprog, på hvilke organet kan bilægge tvister som omhandlet i første afsnit, litra e).

4.   Certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorganer aflægger årligt rapport til koordinatoren for digitale tjenester om deres virke, med angivelse af som minimum antallet af forelagte tvister, oplysninger om udfaldet af disse tvister, den gennemsnitlige tid, det tog at løse dem, og eventuelle mangler eller vanskeligheder. De afgiver yderligere oplysninger efter anmodning fra denne koordinator for digitale tjenester.

Koordinatorerne for digitale tjenester udarbejder hvert andet år en rapport om, hvordan de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, som de har certificeret, fungerer. Rapporten skal navnlig:

a)

indbefatte en liste over antallet af tvister, som hvert certificeret udenretsligt tvistbilæggelsesorgan årligt er blevet forelagt

b)

angive resultaterne af de gennemførte tvistbilæggelsesprocedurer og den gennemsnitlige tid, det tager at løse tvisterne

c)

indkredse og redegøre for eventuelle systematiske eller sektorspecifikke mangler eller vanskeligheder i forbindelse med disse organers virke

d)

indkredse bedste praksis vedrørende dette virke

e)

fremsætte anbefalinger til, hvordan dette virke kan forbedres, hvor hensigtsmæssigt.

De certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorganer skal forelægge deres beslutninger for sagsparterne inden for en rimelig periode og ikke mere end 90 kalenderdage efter datoen for det certificerede organ fik forelagt klagesagen. I tilfælde af meget komplekse tvister kan det certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorgan efter eget skøn forlænge fristen på 90 kalenderdage med en yderligere varighed på ikke over 90 dage, så den samlede varighed ikke overstiger 180 dage.

5.   Hvis det udenretslige tvistbilæggelsesorgan træffer afgørelse om tvisten til fordel for tjenestemodtageren, herunder den enkeltperson eller enhed, der har indgivet en anmeldelse, afholder udbyderen af onlineplatformen alle gebyrer, som organet for udenretslig tvistbilæggelse opkræver, og godtgør den pågældende modtager, herunder enkeltpersonen eller enheden, eventuelle andre rimelige udgifter, som denne har måttet afholde i forbindelse med tvistbilæggelsen. Hvis organet for udenretslig tvistbilæggelse afgør tvisten til fordel for udbyderen af onlineplatformen, skal tjenestemodtageren, herunder enkeltpersonen eller enheden, ikke godtgøre gebyrer eller andre udgifter, som udbyderen af onlineplatformen har betalt eller skal betale i forbindelse med tvistbilæggelsen, medmindre det udenretslige tvistbilæggelsesorgan finder, at den pågældende modtager åbenlyst har handlet i ond tro.

De gebyrer, som organet opkræver udbyderne af onlineplatforme for tvistbilæggelsen, skal være rimelige og må under ingen omstændigheder overstige organets omkostninger. For modtagere af tjenesten bør tvistbilæggelsen være gratis tilgængelig eller tilgængelig mod et gebyr af symbolsk størrelse.

Certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorganer skal oplyse de berørte tjenestemodtagere, herunder de enkeltpersoner eller enheder, der har indgivet en anmeldelse, og udbyderen af den berørte onlineplatform om gebyrerne eller de mekanismer, der anvendes til at fastsætte gebyrerne, inden de indleder i tvistbilæggelsen.

6.   Medlemsstaterne kan oprette udenretslige tvistbilæggelsesorganer med henblik på stk. 1 eller støtte aktiviteterne i en række af eller i alle de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, som de har certificeret i overensstemmelse med stk. 3.

Medlemsstaterne sikrer, at ingen af deres aktiviteter udført i henhold til første afsnit påvirker deres koordinatorer for digitale tjenesters mulighed for at certificere de pågældende organer i overensstemmelse med stk. 3.

7.   En koordinator for digitale tjenester, der har certificeret et udenretsligt tvistbilæggelsesorgan, tilbagekalder denne certificering, hvis koordinatoren efter en undersøgelse enten på eget initiativ eller på grundlag af oplysninger modtaget af tredjeparter fastslår, at organet for udenretslig tvistbilæggelse ikke længere opfylder betingelserne i stk. 3. Inden tilbagekaldelsen af den pågældende certificering giver koordinatoren for digitale tjenester det pågældende organ mulighed for at reagere på resultaterne af dens undersøgelse og dens hensigt om at tilbagekalde det udenretslige tvistbilæggelsesorgans certificering.

8.   Koordinatorerne for digitale tjenester underretter Kommissionen om de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, som de har certificeret i overensstemmelse med stk. 3, herunder i påkommende tilfælde om de specifikationer, der er omhandlet i nævnte stykkes andet afsnit, samt de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, hvis certificering de har tilbagekaldt. Kommissionen offentliggør en liste over disse organer, herunder over disse specifikationer, på et særligt websted, der er lettilgængeligt, og holder den ajour.

9.   Denne artikel berører ikke direktiv 2013/11/EU og procedurer for alternativ tvistbilæggelse og instanser for forbrugere, der er etableret i henhold til nævnte direktiv.

Artikel 36

Krisereaktionsmekanisme

1.   Hvis der opstår en krise, kan Kommissionen efter henstilling fra rådet vedtage en afgørelse, der pålægger en eller flere udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner at iværksætte et eller flere af følgende tiltag:

a)

vurdere, om, og i givet fald i hvilket omfang og hvordan, deres tjenesters virkemåde og anvendelse væsentligt bidrager til en alvorlig trussel som omhandlet i stk. 2 eller sandsynligvis vil gøre dette

b)

identificere og anvende specifikke, effektive og forholdsmæssige foranstaltninger såsom dem, der er omhandlet i artikel 35, stk. 1, eller artikel 48, stk. 2, for at forebygge, eliminere eller begrænse et sådant bidrag til den alvorlige trussel, der er identificeret i henhold til dette stykkes litra a)

c)

aflægge rapport til Kommissionen inden en bestemt dato eller med regelmæssige mellemrum, der fastsættes i afgørelsen, om de i litra a) omhandlede vurderinger, om det nøjagtige indhold, gennemførelsen og den kvalitative og kvantitative virkning af de specifikke foranstaltninger, der er truffet i henhold til litra b), og om alle andre spørgsmål vedrørende de pågældende vurderinger eller foranstaltninger, som anført i afgørelsen.

Ved fastlæggelsen og anvendelsen af foranstaltninger i henhold til dette stykkes litra b) tager tjenesteudbyderen eller -udbyderne behørigt hensyn til, hvor alvorlig den i stk. 2 omhandlede alvorlige trussel er, hvor meget foranstaltningerne haster, og de faktiske eller potentielle konsekvenser for alle berørte parters rettigheder og legitime interesser, herunder foranstaltningernes eventuelle manglende overholdelse af de grundlæggende rettigheder, der er nedfældet i chartret.

2.   Med henblik på denne artikel anses der at være opstået en krise, når ekstraordinære omstændigheder medfører en alvorlig trussel mod den offentlige sikkerhed eller folkesundheden i Unionen eller i væsentlige dele heraf.

3.   Når Kommissionen træffer den i stk. 1 omhandlede afgørelse, sikrer den, at alle følgende krav er opfyldt:

a)

de tiltag, der kræves ved afgørelsen, er strengt nødvendige, begrundede og forholdsmæssige, navnlig under hensyntagen til, hvor alvorlig den i stk. 2 omhandlede alvorlige trussel er, hvor meget foranstaltningerne haster, og de faktiske eller potentielle konsekvenser for alle berørte parters rettigheder og legitime interesser, herunder foranstaltningernes eventuelle manglende overholdelse af de grundlæggende rettigheder, der er nedfældet i chartret

b)

der fastsættes i afgørelsen en rimelig frist, inden for hvilken de i stk. 1, litra b), omhandlede specifikke foranstaltninger skal træffes, navnlig under hensyntagen til, hvor meget de pågældende foranstaltninger haster, og hvor lang tid det tager at forberede og gennemføre dem

c)

de tiltag, der kræves ved afgørelsen, er begrænset til en periode på højst tre måneder.

4.   Efter vedtagelsen af den i stk. 1 omhandlede afgørelse tager Kommissionen uden unødig forsinkelse følgende skridt:

a)

meddele afgørelsen til den eller de udbydere, som afgørelsen er adresseret til

b)

offentliggøre afgørelsen, og

c)

underrette rådet om afgørelsen, opfordre det til at fremsætte sine bemærkninger hertil og holde det underrettet om enhver senere udvikling i forbindelse med afgørelsen.

5.   Valget af de specifikke foranstaltninger, der skal træffes i henhold til stk. 1, litra b), og stk. 7, andet afsnit, forbliver hos den eller de udbydere, som Kommissionens afgørelse er adresseret til.

6.   Kommissionen kan på eget initiativ eller efter anmodning fra udbyderen gå i dialog med udbyderen for at afgøre, om de påtænkte eller gennemførte foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 1, litra b), i lyset af udbyderens særlige omstændigheder er effektive og forholdsmæssige med hensyn til at nå de tilstræbte mål. Kommissionen sikrer navnlig, at de foranstaltninger, der træffes af tjenesteudbyderen i henhold til stk. 1, litra b), opfylder kravene i stk. 3, litra a) og c).

7.   Kommissionen overvåger anvendelsen af de specifikke foranstaltninger, der træffes i henhold til den i denne artikels stk. 1 omhandlede afgørelse, på grundlag af de rapporter, der er omhandlet i nævnte stykkes litra c), og alle andre relevante oplysninger, herunder oplysninger, som den måtte anmode om i henhold til artikel 40 eller 67, under hensyntagen til udviklingen i krisen. Kommissionen aflægger regelmæssigt og mindst en gang om måneden rapport til rådet om denne overvågning.

Hvis Kommissionen finder, at de påtænkte eller gennemførte specifikke foranstaltninger i henhold til stk. 1, litra b), ikke er effektive eller forholdsmæssige, kan den efter høring af rådet træffe en afgørelse, der kræver, at udbyderen reviderer identifikationen eller anvendelsen af disse specifikke foranstaltninger.

8.   Hvis det er hensigtsmæssigt i lyset af udviklingen i krisen, kan Kommissionen efter henstilling fra rådet ændre den afgørelse, der er omhandlet i stk. 1 eller i stk. 7, andet afsnit, ved at:

a)

tilbagekalde afgørelsen og, hvor det er relevant, pålægge den meget store onlineplatform eller de meget store onlinesøgemaskiner at ophøre med at anvende de foranstaltninger, der er identificeret og gennemført i henhold til stk. 1, litra b), eller stk. 7, andet afsnit, navnlig hvis der ikke længere er grundlag for sådanne foranstaltninger

b)

forlænge den i stk. 3, litra c), omhandlede periode med en periode på højst tre måneder

c)

tage hensyn til erfaringerne med anvendelsen af foranstaltningerne, navnlig foranstaltningernes eventuelle manglende overholdelse af de grundlæggende rettigheder, der er nedfældet i chartret.

9.   Kravene i stk. 1-6 finder anvendelse på den afgørelse og den ændring heraf, der er omhandlet i denne artikel.

10.   Kommissionen tager videst muligt hensyn til henstillingerne fra rådet i henhold til denne artikel.

11.   Kommissionen aflægger efter vedtagelsen af afgørelser i henhold til denne artikel hvert år og under alle omstændigheder tre måneder efter krisens afslutning rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af de specifikke foranstaltninger, der er truffet i medfør af de pågældende afgørelser.

Artikel 37

Uafhængig revision

1.   Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner underlægges uafhængige revisioner for egen regning mindst én gang om året med henblik på vurdering af overholdelsen af følgende:

a)

forpligtelserne i kapitel III

b)

eventuelle tilsagn afgivet i medfør af de adfærdskodekser, der er omhandlet i artikel 45 og 46, og de kriseprotokoller, der er omhandlet i artikel 48.

2.   Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner samarbejder med og yder bistand til de organisationer, der udfører revisionerne i henhold til denne artikel, i det omfang det er nødvendigt for, at de kan foretage revisionerne effektivt og rettidigt, herunder ved at give dem adgang til alle relevante data og lokaler og ved at besvare mundtlige eller skriftlige spørgsmål. De afholder sig fra at hæmme, uretmæssigt at påvirke eller at undergrave udførelsen af revisionen.

Disse revisioner sikrer et passende niveau af fortrolighed og tavshedspligt med hensyn til de oplysninger, der indhentes fra udbyderne af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner og tredjeparter i forbindelse med revisionerne, herunder efter at revisionerne er afsluttet. Opfyldelsen af dette krav må dog ikke være til skade for udførelsen af revisionerne og andre bestemmelser i denne forordning, navnlig bestemmelserne om gennemsigtighed, tilsyn og håndhævelse. Hvis det er nødvendigt af hensyn til rapporteringen vedrørende gennemsigtighed i henhold til artikel 42, stk. 4, ledsages revisionsrapporten og revisionsrapporten om gennemførelsen, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 4 og 6, af versioner, som ikke indeholder oplysninger, der med rimelighed kan betragtes som fortrolige.

3.   Revisioner, der udføres i henhold til stk. 1, udføres af organisationer, som:

a)

er uafhængige af og ikke har nogen interessekonflikter med den berørte udbyder af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner og juridiske personer med tilknytning til den pågældende udbyder; navnlig:

i)

ikke har ydet ikkerevisionstjenester i forbindelse med de forhold, der er underlagt revision, til den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine og juridiske personer med tilknytning til den pågældende udbyder i perioden på 12 måneder forud for revisionens begyndelse og har forpligtet sig til ikke at levere sådanne tjenester til dem i perioden på 12 måneder efter revisionens afslutning

ii)

ikke har ydet revisionstjenester i henhold til denne artikel til den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine og juridiske personer med tilknytning til den pågældende udbyder i en periode på over ti på hinanden følgende år

iii)

ikke udfører revisionen mod betaling af honorarer, der afhænger af resultatet af revisionen

b)

har dokumenteret ekspertise inden for risikostyring, teknisk kompetence og formåen

c)

udviser objektivitet og overholder fagetiske standarder, navnlig dokumenteret ved tilslutning til adfærdskodekser eller passende standarder.

4.   Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner sikrer, at de organisationer, der udfører revisionerne, udarbejder en revisionsrapport for hver revision. Denne rapport skal være skriftligt begrundet og skal som minimum indeholde følgende:

a)

navn, adresse og kontaktpunkt på udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine, der er underlagt revision, og den omfattede periode

b)

navn og adresse på den eller de organisationer, der udfører revisionen

c)

en interesseerklæring

d)

en beskrivelse af de specifikke elementer, der er underlagt revision, og den anvendte metode

e)

en beskrivelse og en sammenfatning af de vigtigste revisionsresultater

f)

en liste over de tredjeparter, der blev hørt som led i revisionen

g)

en revisionserklæring om, hvorvidt udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine, der er underlagt revision, har overholdt de i stk. 1 omhandlede forpligtelser og tilsagn, dvs. »positiv«, »positiv med bemærkninger« eller »negativ«

h)

hvis revisionserklæringen ikke er positiv, operationelle anbefalinger om specifikke foranstaltninger til at sikre overholdelse og den anbefalede tidsramme for at sikre overholdelse.

5.   Hvis den organisation, der udførte revisionen, ikke var i stand til at underlægge visse specifikke elementer revision eller afgive en revisionserklæring på grundlag af sine undersøgelser, skal revisionsrapporten indeholde en redegørelse for omstændighederne og årsagerne til, at disse elementer ikke kunne underlægges revision.

6.   Udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner, der modtager en revisionsrapport, som ikke er positiv, tager behørigt hensyn til de operationelle anbefalinger, der er adresseret til dem, således at de kan træffe de nødvendige foranstaltninger til at gennemføre dem. De vedtager senest en måned efter modtagelsen af disse anbefalinger en revisionsrapport om gennemførelsen, hvori der redegøres for disse foranstaltninger. Hvis de ikke gennemfører de operationelle anbefalinger, begrunder de dette i revisionsrapporten om gennemførelsen og redegør for alternative foranstaltninger, som de har truffet for at afhjælpe identificerede tilfælde af manglende overholdelse.

7.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 87 med henblik på at supplere denne forordning ved at fastsætte de nødvendige regler for udførelsen af revisioner i henhold til denne artikel, navnlig for så vidt angår de nødvendige regler om proceduremæssige skridt, revisionsmetoder og rapporteringsskabeloner for de revisioner, der udføres i henhold til denne artikel. I disse delegerede retsakter skal der tages hensyn til eventuelle frivillige revisionsstandarder som omhandlet i artikel 44, stk. 1, litra e).

Artikel 62

Rådets struktur

1.   Rådet sammensættes af koordinatorer for digitale tjenester, som repræsenteres af højtstående embedsmænd. Én eller flere medlemsstaters undladelse af at udpege en koordinator for digitale tjenester forhindrer ikke rådet i at udøve sine opgaver i medfør af denne forordning. Hvis det er foreskrevet i national ret, kan andre kompetente myndigheder, der har fået overdraget et specifikt operationelt ansvar for anvendelsen og håndhævelsen af denne forordning sammen med koordinatoren for digitale tjenester, deltage i rådet. Andre nationale myndigheder kan indbydes til møderne, hvis de drøftede spørgsmål er relevante for dem.

2.   Rådets formandskab varetages af Kommissionen. Kommissionen indkalder til møderne og udarbejder dagsordenen i overensstemmelse med rådets opgaver i henhold til denne forordning og dets forretningsorden. Når rådet anmodes om at vedtage en henstilling i henhold til denne forordning, skal det straks stille anmodningen til rådighed for andre koordinatorer for digitale tjenester via det informationsudvekslingssystem, der er fastsat i artikel 85.

3.   Hver medlemsstat har én stemme. Kommissionen har ikke stemmeret.

Rådet vedtager sine afgørelser med simpelt flertal. Ved vedtagelsen af en henstilling til Kommissionen som omhandlet i artikel 36, stk. 1, første afsnit, skal rådet stemme inden for 48 timer efter anmodningen fra formanden for rådet.

4.   Kommissionen yder administrativ og analytisk støtte til rådets aktiviteter i henhold til denne forordning.

5.   Rådet kan indbyde eksperter og observatører til at deltage i møderne og kan samarbejde med andre EU-organer, -kontorer, -agenturer og rådgivende grupper og med eksterne eksperter, hvor dette er relevant. Rådet offentliggør resultaterne af dette samarbejde.

6.   Rådet kan høre interesserede parter og skal i så fald offentliggøre resultaterne af en sådan høring.

7.   Rådet vedtager sin forretningsorden med Kommissionens samtykke.

Artikel 69

Beføjelse til at foretage kontrolbesøg

1.   Med henblik på at udføre sine opgaver i henhold til denne afdeling kan Kommissionen foretage alle nødvendige kontrolbesøg i lokalerne hos den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller hos en anden person som omhandlet i artikel 67, stk. 1.

2.   De embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen til at udføre kontrolbesøg, har beføjelse til at:

a)

få adgang til alle lokaler, arealer og transportmidler tilhørende den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller den anden berørte person

b)

undersøge de bøger og andre optegnelser, der er forbundet med ydelsen af den pågældende tjeneste, uanset hvilket medie de er lagret på

c)

tage eller få kopi eller udskrift under enhver form af sådanne bøger eller andre optegnelser

d)

kræve, at den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller den anden berørte person giver adgang til og forklarer vedkommendes organisation, funktionsmåde, IT-system, algoritmer, databehandling og forretningspraksis og til at registrere eller dokumentere de afgivne forklaringer

e)

forsegle alle lokaler, der anvendes til formål forbundet med den berørte udbyder af den meget store onlineplatforms eller af den meget store onlinesøgemaskines eller den anden berørte persons erhverv, forretning, håndværk eller profession samt bøger eller andre optegnelser, i det tidsrum og i det omfang, det er nødvendigt for kontrolbesøget

f)

anmode enhver repræsentant for eller medarbejder hos den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller den anden berørte person om forklaringer på forhold eller dokumenter vedrørende genstanden for og formålet med kontrolbesøget og til at registrere svarene

g)

rette spørgsmål mod enhver sådan repræsentant eller medarbejder vedrørende kontrolbesøgets genstand og formål og til at registrere svarene.

3.   Kontrolbesøg kan foretages med bistand fra revisorer eller eksperter, der er udpeget af Kommissionen i henhold til artikel 72, stk. 2, samt fra koordinatoren for digitale tjenester eller de kompetente nationale myndigheder i den medlemsstat, på hvis område kontrolbesøget foretages.

4.   Hvis fremlæggelsen af de påkrævede bøger eller andre optegnelser i tilknytning til den ydede tjeneste er ufuldstændig, eller hvis svarene på de spørgsmål, der stilles i henhold til nærværende artikels stk. 2, er urigtige, ufuldstændige eller vildledende, udøver embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen til at foretage et kontrolbesøg, deres beføjelser efter fremlæggelse af en skriftlig tilladelse, der indeholder oplysninger om kontrolbesøgets genstand og formål og de i artikel 74 og 76 fastsatte sanktioner. Kommissionen underretter i god tid inden kontrolbesøget koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, på hvis område kontrolbesøget skal udføres, herom.

5.   Under kontrolbesøg kan de embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen, revisorerne og eksperterne udpeget af Kommissionen samt koordinatoren for digitale tjenester eller andre kompetente myndigheder i den medlemsstat, på hvis område kontrolbesøget udføres, kræve, at den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden berørt person redegør for vedkommendes organisation, funktionsmåde, IT-system, algoritmer, databehandling og forretningsadfærd, og rette spørgsmål mod dens nøglepersonale.

6.   Udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden berørt fysisk eller juridisk person er forpligtet til at underkaste sig et kontrolbesøg, der er beordret ved en afgørelse truffet af Kommissionen. Afgørelsen skal angive kontrolbesøgets genstand og formål, fastsætte tidspunktet for dets påbegyndelse og oplyse om de i artikel 74 og 76 fastsatte sanktioner og om retten til at få afgørelsen prøvet ved Den Europæiske Unions Domstol. Kommissionen skal høre koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, på hvis område kontrolbesøget skal gennemføres, inden den træffer sin afgørelse.

7.   Embedsmænd fra og andre personer, der er bemyndiget eller udpeget af koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, på hvis område kontrolbesøget skal udføres, skal efter anmodning fra denne koordinator for digitale tjenester eller Kommissionen aktivt bistå embedsmændene og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen, i forbindelse med kontrolbesøget. De har i denne forbindelse de i stk. 2 omhandlede beføjelser.

8.   Hvis embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen, finder, at den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller den anden berørte person modsætter sig et kontrolbesøg, der er beordret i henhold til denne artikel, skal den medlemsstat, på hvis område kontrolbesøget skal udføres, efter anmodning fra disse embedsmænd eller andre ledsagende personer og i overensstemmelse med medlemsstatens nationale ret yde disse den nødvendige bistand, herunder, hvis det er relevant i henhold til denne nationale ret, i form af tvangsforanstaltninger truffet af en kompetent retshåndhævende myndighed, således at de kan gennemføre kontrolbesøget.

9.   Hvis den bistand, der er omhandlet i stk. 8, kræver tilladelse fra en national judiciel myndighed i overensstemmelse med den pågældende medlemsstats nationale ret, skal koordinatoren for digitale tjenester i den pågældende medlemsstat anmode om en sådan tilladelse efter anmodning fra embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen. Der kan også ansøges om en sådan tilladelse som en sikkerhedsforanstaltning.

10.   Når der anmodes om den i stk. 9 omhandlede tilladelse, skal den nationale judicielle myndighed, for hvilken sagen er indbragt, kontrollere, at Kommissionens afgørelse om at beordre kontrolbesøget er autentisk, og at de påtænkte tvangsforanstaltninger hverken er vilkårlige eller uforholdsmæssige i forhold til kontrolundersøgelsens genstand. Når den nationale judicielle myndighed foretager en sådan kontrol, kan den anmode Kommissionen, direkte eller gennem koordinatorerne for digitale tjenester i den berørte medlemsstat, om detaljerede forklaringer, navnlig om det grundlag, hvorpå Kommissionen baserer sin mistanke om en overtrædelse af denne forordning, om grovheden af den formodede overtrædelse samt om måden, hvorpå den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller den anden berørte person er involveret heri. Den nationale judicielle myndighed må dog ikke sætte spørgsmålstegn ved, om kontrolbesøget er nødvendigt, eller kræve oplysninger fra Kommissionens sagsakter. Lovligheden af Kommissionens afgørelse kan kun prøves ved Den Europæiske Unions Domstol.

Artikel 79

Ret til at blive hørt og aktindsigt

1.   Inden Kommissionen træffer en afgørelse i henhold til artikel 73, stk. 1, eller artikel 74 eller 76, skal den give den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden person som omhandlet i artikel 67, stk. 1, lejlighed til at blive hørt om:

a)

Kommissionens foreløbige konklusioner, herunder ethvert spørgsmål, som Kommissionen har gjort indsigelse imod, og

b)

foranstaltninger, som Kommissionen måtte have til hensigt at træffe på baggrund af de i litra a) omhandlede foreløbige konklusioner.

2.   Den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden person som omhandlet i artikel 67, stk. 1, kan fremsætte sine bemærkninger til Kommissionens foreløbige konklusioner inden for en rimelig frist, som Kommissionen fastsætter i sine foreløbige konklusioner, og som ikke må være kortere end 14 dage.

3.   Kommissionen må kun lægge de klagepunkter til grund for sine afgørelser, som de berørte parter har haft lejlighed til at udtale sig om.

4.   De berørte parters ret til forsvar skal respekteres fuldt ud i procedureforløbet. De har ret til aktindsigt i Kommissionens sagsakter på grundlag af en aftalt aktindsigt med forbehold af den legitime interesse, som den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine eller en anden berørt person har i beskyttelsen af sine forretningshemmeligheder. Kommissionen har beføjelse til at vedtage afgørelser om sådanne vilkår for videregivelse i tilfælde af uenighed mellem parterne. Retten til indsigt i Kommissionens sagsakter omfatter ikke fortrolige oplysninger og interne dokumenter tilhørende Kommissionen, rådet, koordinatorerne for digitale tjenester, andre kompetente myndigheder eller andre offentlige myndigheder i medlemsstaterne. Retten til aktindsigt omfatter navnlig ikke korrespondance mellem Kommissionen og disse myndigheder. Dette stykke er ikke til hinder for, at Kommissionen videregiver eller anvender oplysninger, som er nødvendige for at bevise en overtrædelse.

5.   De oplysninger, der indsamles i henhold til artikel 67, 68 og 69, må kun anvendes i forbindelse med denne forordning.

Artikel 82

Anmodninger om begrænsninger i adgangen og samarbejde med nationale domstole

1.   Hvis alle beføjelser i henhold til denne afdeling til at bringe en overtrædelse af denne forordning til ophør er udtømt, og overtrædelsen fortsætter og forvolder alvorlig skade, der ikke kan undgås gennem udøvelse af andre beføjelser i henhold til EU-retten eller national ret, kan Kommissionen anmode koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet for den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine om at træffe foranstaltninger i henhold til artikel 51, stk. 3.

Inden Kommissionen fremsender en sådan anmodning til koordinatoren for digitale tjenester, opfordrer Kommissionen interesserede parter til at fremsætte skriftlige bemærkninger inden for en frist på mindst 14 arbejdsdage med de foranstaltninger, Kommissionen har til hensigt at anmode om med angivelse af den eller de tiltænkte adressater.

2.   Når det er nødvendigt af hensyn til en ensartet anvendelse af denne forordning, kan Kommissionen på eget initiativ fremsætte skriftlige bemærkninger til den kompetente judicielle myndighed, der er omhandlet i artikel 51, stk. 3. Med tilladelse fra den pågældende judicielle myndighed kan den også fremsætte mundtlige bemærkninger.

Kommissionen kan udelukkende med henblik på udarbejdelsen af sine bemærkninger anmode denne judicielle myndighed om at sende Kommissionen alle dokumenter, der er nødvendige for vurderingen af sagen, eller sikre at de fremsendes.

3.   Når en national domstol træffer afgørelse om et spørgsmål, der allerede er genstand for en afgørelse truffet af Kommissionen i henhold til denne forordning, må denne nationale domstol ikke træffe nogen afgørelse, der er i strid med den pågældende afgørelse truffet af Kommissionen. Nationale domstole skal ligeledes undgå at træffe afgørelser, som kan være i strid med en afgørelse, som Kommissionen har til hensigt at træffe i en procedure, som den har indledt i henhold til denne forordning. Den nationale domstol kan med henblik herpå vurdere, om det er nødvendigt at udsætte sagen. Dette berører ikke artikel 267 i TEUF.

Artikel 91

Evaluering

1.   Senest den 18. februar 2027 evaluerer Kommissionen denne forordnings potentielle indvirkning på udviklingen og den økonomiske vækst i små og mellemstore virksomheder og aflægger rapport herom til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg.

Senest den 17. november 2025 evaluerer Kommissionen nedenstående spørgsmål og aflægger rapport herom til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg:

a)

anvendelsen af artikel 33, herunder anvendelsesområdet for udbydere af formidlingstjenester, der er omfattet af forpligtelserne i denne forordnings kapitel III, afdeling 5

b)

måden denne forordning fungerer på i forhold til andre retsakter, navnlig de retsakter, der er omhandlet i artikel 2, stk. 3 og 4.

2.   Senest den 17. november 2027 og derefter hvert femte år evaluerer Kommissionen denne forordning og aflægger rapport til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg.

Denne rapport skal navnlig omhandle:

a)

anvendelsen af stk. 1, andet afsnit, litra a) og b)

b)

denne forordnings bidrag til uddybningen og den effektive funktion af det indre marked for formidlingstjenester, navnlig med hensyn til grænseoverskridende ydelse af digitale tjenester

c)

anvendelsen af artikel 13, 16, 20, 21, 45 og 46

d)

rækkevidden af de forpligtelser, der påhviler små virksomheder og mikrovirksomheder

e)

effektiviteten af tilsyns- og håndhævelsesmekanismerne

f)

indvirkningen på respekten for ytrings- og informationsfriheden.

3.   Den i stk. 1 og 2 omhandlede rapport ledsages, hvis det er relevant, af et forslag til ændring af denne forordning.

4.   Kommissionen skal i den i denne artikels stk. 2 omhandlede rapport også evaluere og aflægge rapport om de årlige rapporter om deres aktiviteter, som koordinatorerne for digitale tjenester forelægger Kommissionen og rådet i henhold til artikel 55, stk. 1.

5.   Med henblik på stk. 2 skal medlemsstaterne og rådet fremsende oplysninger på Kommissionens anmodning.

6.   I forbindelse med evalueringen, jf. stk. 2, skal Kommissionen tage hensyn til holdninger og resultater fremlagt af Europa-Parlamentet, Rådet og andre relevante organer eller kilder og være særligt opmærksom på små og mellemstore virksomheder og nye konkurrenters stilling.

7.   Senest den 18. februar 2027 skal Kommissionen efter høring af rådet foretage en evaluering af rådets funktionsmåde og af anvendelsen af artikel 43 og aflægge rapport til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg under hensyntagen til forordningens første anvendelsesår. På grundlag af resultaterne og under videst mulig hensyntagen til rådets udtalelse ledsages rapporten, hvis det er relevant, af et forslag til ændring af denne forordning for så vidt angår rådets struktur.


whereas









keyboard_arrow_down